19 C
Copenhagen
onsdag 26. august 2026

Togtrafikken mellem Fredericia og Aarhus indstillet efter personpåkørsel ved Horsens

0
Togtrafikken mellem Fredericia og Aarhus indstillet efter personpåkørsel ved Horsens

TRAFIK. Al togtrafik mellem Fredericia og Aarhus H holder onsdag aften stille, efter at en person er blevet påkørt af et tog ved Horsens. Det oplyser DSB, der samtidig varsler, at forstyrrelserne kan vare flere timer endnu. Den første prognose fra selskabet lyder, at togene tidligst fra klokken 20 igen kan køre på strækningen mellem Fredericia og Aarhus H.

DSB er i gang med at bestille togbusser til at køre mellem Fredericia og Aarhus H, men selskabet oplyser samtidig, at busleverandøren har svært ved at skaffe tilstrækkeligt med busser. De første togbusser fra Fredericia mod Aarhus H kører klokken 19.10, mens det endnu ikke er bekræftet, hvornår der kører togbusser den modsatte vej fra Aarhus H. Regionaltogene mellem Fredericia og Vejle kører fortsat som normalt.

For rejsende fra Fredericia holder togbusserne på Banegårdsvej over for forhallen, mens de i Vejle afgår fra Danmarksgade over for forhallen. Undervejs stopper busserne ved den vestlige plads foran stationen i Hedensted, ved Ny Rutebilstation med opgang fra tunnellen i Horsens og på pladsen for enden af stationsbygningen i Skanderborg, inden de ender på Banegårdspladsen ved Aarhus H. DSB opfordrer passagerer til at tjekke Rejseplanen, inden de tager afsted.

Rejsende, der bliver forsinket mere end 30 minutter, kan søge om DSB’s rejsetidsgaranti, og bliver rejsen dyrere som følge af forsinkelsen, kan man henvende sig til DSB.