Bowlingcentret i Fredericia Idrætscenter lukker pr. 31. december 2023 som en del af budgetforliget i Fredericia Kommune. Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), forstår frustrationerne over lukningen og håber, at de berørte brugere finder noget andet at samles om.

Den sidste bowlingkugle er sendt afsted mod banerne i Fredericia Idrætscenter. Siden indvielsen i 1988 har bowling været en del af FIC’s identitet, og særligt ældre har samlet sig om spillet med den runde kugle. Ikke mindst grundet socialt samvær, men nu skal de ældre brugere finde noget andet at samles om.

– Det var en del af spareforslaget, der kom med ind i budgettet. Det er aldrig sjovt at træffe den slags beslutninger, og selvom det er et mindre beløb, som vi sparer på det, kan det godt gøre ondt, og det er træls for de berørte. Jeg håber, at de finder noget andet at samles om, når de ikke kan bowle mere. Besparelsen er en del af det forlig, som 19 ud af 21 byrådsmedlemmer stod bag, og som Kasper Findahl (Kultur- og idrætschef i Fredericia Kommune, red.) siger, så er belægningen for lav og udstyret slidt, så derfor tog vi beslutningen, selvom vi godt ved, at den berører borgere, siger Peder Tind.

Peder Tind. Foto: AVISEN

Lukningen giver en besparelse på 125.000 kroner om året fra 2024. Ud af et budget kan det derfor virke som få midler, der skulle til for at holde bowlingcentret kørende.

– Det er svært, når det er få penge, der har stor betydning, men vi ser på det hele billede. Vi skulle se, hvordan vi skulle i mål med besparelserne. Vi skulle tage ansvar for at komme i mål, og nogen steder var det store beløb, men samlet set skabte det råderum. Vi skal huske, at der var behov for at tilføre midler på mere udsatte områder, og derfor skulle der findes mange penge, så det er ikke fordi vi synes, det er sjovt. Der er større og mindre beløb, som man kan læse i forliget, hvor der er sparet. Det gør ondt, og det er ikke sjovt, men nødvendigt. Jeg forstår frustrationerne, slår Tind fast.

Med beslutningen om at lukke bowlingcentret skal det nu besluttes, hvad der skal være i det store lokale, der ikke længere skal huse bowlingbaner.

– Vi skal respektere det faktum, at bowling skal lukke ned, og derfor er der ikke slået streger eller besluttet noget endnu. Ledelsen i Fredericia Idrætscenter og os politikere skal kigge nærmere på det. Det er for tidligt at konkludere noget. Nu skal vi lukke bowling ned, og det er en svær tid for dem, der har været vant til at bruge det, siger Peder Tind.

Snakken går på, hvad der skal være i det nu snart forhenværende bowlingcenter. En mulighed kunne være at flytte Fredericia Idrætscenters fitnesscenter, FICNESS, ind i lokalet.

– Jeg tror, at man tænker, der er mange bud på, hvad der kunne være. Men man skal huske på, hvorfor vi traf beslutningen. Der var tal, der gør, at vi lukker det, men hvad der spekuleres, kan jeg kun sige til, at der ikke er taget beslutninger, slutter Peder Tind.