Fra en container tilhørende Ungdommens Hus i Fredericia er der blevet stjålet haveudstyr for omkring 45.000 kroner.
Ungdommens Hus i Norgesgade har været udsat for et indbrud. Det er sket mellem mandag klokken 11:30 og fredag klokken 10:00, hvorefter det blev anmeldt klokken 10:13. Det oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross til AVISEN.
Man har klippet en hængelås op til en container på et udendørsareal. Fra containeren er der stjålet en havetraktor, en buskrydder og en plæneklipper, som man skubber med håndkraft. Haveudstyret har en værdi på omkring 45.000 kroner.