Det var en særlig dag i Fredericia, da kommunen arrangerede en storskærmsvisning af Fredericia Håndboldklubs tredje semifinalekamp mod Aalborg. Eventet blev afholdt i gården mellem Urbania Streetfood og Tøjhuset, hvor lokalsamfundet samledes for at støtte deres lokale håndboldhold.

– Når vi endelig viser det på storskærm, så skal man herned. Man er da et skarn, hvis man ikke støtter op om drengene, sagde en begejstret byrådspolitiker Palle Dahl, der var blandt publikum.

– Det er da perfekt, at vi kan komme her og sammen nyde øjeblikket. Prøv at se, hvor mange der er her, vejret er dejligt, man kan sidde i solen eller i skyggen. Jeg synes virkelig bare, de har klaret sig så flot, sagde Palle Dahl.

John Nielsen delte Dahls entusiasme og understregede, hvor betydningsfuld støtten fra lokalsamfundet er.

John Nielsen. Foto: AVISEN

– Det er fedt. Det er dejligt med opbakning. Den her by elsker håndbold! Tror fremmødet siger det hele. Vi er stolte, og vi står bag holdet. Kommer der lignende arrangementer, er jeg sikker på, at mange vil møde op. Det var slet ikke meningen, at vi skulle i semifinalen, og nu er vi her.

Solen skinnede ned på de cirka 300 håndboldfans, der var samlet i gården ved Urbania og Tøjhuset. Folk var glade, klappede og var fulde af forventning. Stole blev slæbt til, kander med øl langet over disken, og flere hentede mad fra Streetfood, som de nød fra deres pladser. Pladsen var perfekt til formålet, halvt i sol, halvt i skygge.

Der blev råbt og hujet ved hvert mål, og folk himlede med øjnene og rystede på hovedet, når det modsatte skete. Selvom nogle forlod arrangementet mod slutningen af kampen, var støtten stadig mærkbar.

Fredericias borgere stod bag deres hold gennem sejre og nederlag, og de vil utvivlsomt være klar til at bakke op om FHK igen, når bronzekampene går i gang i denne uge.