SPORT. På 18. hul på Constance Belle Mare Plage i Mauritius vidste Smilla Tarning Sønderby ikke, hvad stillingen var. Hun nåede greenen på par-5-hullet i to slag og sænkede sit birdieputt, og først derefter gik det op for hende, at det var nok til sejren. Med en samlet score på 14 under par vandt den 25-årige fredericiaer søndag den første udgave af MCB Ladies Classic, ét slag foran svenske Kajsa Arwefjäll og sydafrikanske Casandra Alexander.
Det er Smilla Tarning Sønderbys anden sejr på Ladies European Tour. Den første kom i september 2023 ved KPMG Women’s Irish Open, og siden da har ingen anden dansker vundet en turnering på touren. På verdensranglisten ligger hun aktuelt som nummer 335, men sejren sender hende fra en 117. plads til en 10. plads på Ladies European Tours Order of Merit.
Mor som caddie
På sidste runde havde Smilla Tarning Sønderby sin mor, Kirsten Tarning Sønderby, med som caddie. Det var første gang i mange år, parret stod sammen på en golfbane i den konstellation. »Det føles utroligt. Jeg tror, at det her bliver det mest specielle, vi nogensinde kommer til at opleve sammen, og det er jeg så taknemmelig for. Vi snakkede om, da jeg var junior, og hun var caddie for mig. Vi har ikke gjort det her siden dengang, og det var bare så dejligt,« sagde hun til Ladies European Tour efter sejren.
Præmiesummen for førstepladsen er 60.000 euro, svarende til cirka 450.000 danske kroner. Den samlede præmiepulje i turneringen var på 400.000 euro.
Fra Fredericia til Kolding og USA
Smilla Tarning Sønderby er født i Fredericia og voksede op med Fredericia Golf Club som sin første bane. Som juniorspiller skiftede hun til Kolding Golf Club, hvor hun blev udviklet som turneringsspiller af træner Kenneth Hansen og kom på det danske ungdomslandshold i 2017.
I 2020 rejste hun til USA for at spille college-golf for University of Mississippi, hvor hun var med til at vinde det amerikanske universitetsmesterskab i 2021. Hun afbrød dog sit ophold i Mississippi efter et år og vendte hjem, og samme efterår kvalificerede hun sig til Ladies European Tour gennem touren Q-School på La Manga i Spanien. Siden 2022 har hun spillet professionelt på touren. På klubplan repræsenterer hun i dag Great Northern ved Kerteminde.
På sidstedagen i Mauritius gik hun ud med et godt udgangspunkt efter to stærke åbningsrunder. Hun begyndte med en bogey på fjerde hul, men svarede igen med en eagle på sjette og efterfølgende birdies på 9., 10. og 13. hul. En bogey på 14. truede kortvarigt føringen, før den afgørende birdie på 18.





