Af Annette Blynel (SF), Strandgade 27, 5700 Svendborg og Suzi Würtz Kjærgaard (SF), Skråningen 17 st., 6000 Kolding – begge medlem af regionsrådet i Region Syddanmark

Et stort flertal i Regionsrådet har besluttet, at ambulancekørslen i Trekantsområdet de næste 10 år skal være på private hænder. Opgaven sendes nu i udbud. SF sagde nej til den beslutning. I stedet har vi først foreslået, at akutopgaven i Trekantsområdet blev hjemtaget, og senest har vi ønsket at Ambulance Syd, som i dag har opgaven i resten af regionen, fik mulighed for at byde ind på opgaven på lige fod med andre aktører. Det hele er desværre nedstemt af et stort politisk flertal i Regionen.

Flertallet mener konkurrence er sundt, og at ambulancetjenesten skal foregå i et konkurrencepræget marked med flere leverandører, for på den både at få bedst mulig innovation og kvalitet.

Vi minder lige om, at Ambulance Syd har vist fantastisk stor driftssikkerhed. På trods af næsten kaotiske forhold fra start har vi set stor effektivitet. Og ikke mindst, så faldt udgiften med mange millioner, som efterfølgende er anvendt på andre gode sundhedsindsatser. Vi uddanner flere ambulancereddere og paramedicinere, og der sikres høj kvalitet. Derfor mener SF, at det er ganske fornuftigt, at også den sidste del hjemtages således, at den samlede ambulancedrift er i regionalt regi. Det vil sikre bedst kontinuitet, kompetence og erfaring; og dermed ensartet service overfor alle borgere i Region Syddanmark. Endvidere vil det give lighed i de personalemæssige forhold fx til materiel, elevoptag, efteruddannelse og løn. Der er indlysende fordele ved, at regionen har mulighed for at agere hurtigt i kritiske perioder i alle dele af regionen, og indrette indsatsen efter konkrete behov. Det kan vi ikke, når der er eksterne operatører, og ændringer i en kontrakt koster altid penge, – mange penge, og alle ved, at private aktører ofte er noget dyrere, end det vi selv kan levere.

I SF ønsker vi et stabilt og ensartet ambulanceberedskab i hele Regionen. Der må ikke være forskel på, om du benytter en ambulance i Ringe eller i Kolding. Vi ønsker at sende et signal til medarbejderne i Ambulance Syd om, at ”I har gjort det fantastisk godt”. SF ønsker ikke at vores vigtigste akutfunktioner skal omfattes af markedsvilkårene. Derfor stemte SF nej tak til udbud af ambulancedriften.