Næstformand for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia, Cecilie Roed Schultz (Ø), er ikke overrasket over, at der er narkoproblemer på skolerne i Fredericia. Hun fortæller, at hun er blevet orienteret om episoden på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden.

I sidste uge blev der sendt en besked ud via Aula til forældrene, der har børn på Bygaden, om at flere af skolens elever har taget stoffer. Det var ny information for skolens ledelse, men Cecilie Roed Schultz mener ikke, at det er overraskende, at det er sket.

– Jeg tænker, at det ikke er en overraskelse, at der er elever i grundskolealderen, der eksperimenterer. Det er ærgerligt, at vi ikke længere har U-turn til at forebygge. U-turn var mere ude på skolerne, og oplyste, og de unge havde et andet forhold til dem, da de ikke var kommunale – det havde været nemmere at samle op via dem, siger hun.

Det omtalte U-turn blev sparet væk i Fredericia i forbindelse med budgetforhandlingerne for nogle år siden. Det er et dagsbehandlingstilbud til unge, hvor alkohol og stoffer er et problem. Tilbuddet gælder for unge under 25 år.

– Der er forebyggelse. De kunne have givet os viden. De havde også været gode at sende ud og tale med dem bredt. Hvordan man skal agere, eller hvis man fristes. De typer snakke havde de hjulpet på, siger Cecilie Roed Schultz.

Hun mener, at der forude venter et stort arbejde for politiet i at få sat en stopper for det, men politisk venter der også et arbejde i forhold til at forebygge det.

– Jeg er overrasket over, at det behandles som noget, der lige er sket. Det er ikke nyt, at folkeskoleelever eksperimenterer med stoffer. Jeg forventer, at man tjekker op på det på samme måde som alkohol og seksualitet, og andre emner, der relaterer sig til den slags, forklarer Schultz.

Næstformanden i Børne- og Skoleudvalget håber nu, at der kastes mere lys på det generelle plan om problematikken med stoffer.

– Vi er orienteret om hændelsen på Erritsø Fællesskole på skrift, og jeg forventer, vi får en debat på det overordnede plan. Det er på tide, at vi gør det, og vi skal se på, om vi løfter det rigtigt i Fredericia Kommune, siger Cecilie Roed Schultz.

Susanne Eilersen (O) har været ude at foreslå narkohunde som en løsning. Det mener Schultz ikke er nok.

– Det kan ikke stå alene, men det er en politimæssig del af det. Der er andre opgaver for os som politikere, der også handler om at forebygge, slutter hun.