26.8 C
Copenhagen
fredag 26. juni 2026

Politiet fortsatte indsats mod mobilkørsel: Seks nye bilister sigtet

0
Politiet fortsatte indsats mod mobilkørsel: Seks nye bilister sigtet

KRIMI. Sydøstjyllands Politi fortsatte torsdag indsatsen mod bilister, der bruger håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Dagen før havde politiet på cirka to en halv time sigtet 32 personer for at køre bil med mobilen i hånden. Torsdag var politiet igen ude i trafikken i Kolding-området, og her blev yderligere seks personer sigtet.

»Det var åbenbart ikke alle, vi havde fanget, der bruger håndholdt udstyr eller mobil. I går var vi også ude at kigge, og her skrev vi seks forhold om kørsel, samtidig med at man benyttede håndholdt mobil,« siger Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

De seks sigtelser blev skrevet spredt ud over dagen. Ifølge politiet skete det blandt andet på Tankedalsvej, Vejlevej, Sønderjyske Motorvej og Hovedgaden i Jordrup.

Flere af sigtelserne blev skrevet på Sønderjyske Motorvej.

Indsatsen kommer efter en større færdselskontrol onsdag, hvor Sydøstjyllands Politi ud over de mange sager om håndholdt mobil også sigtede bilister for blandt andet manglende sele, manglende sikring af barn i bilen, spirituskørsel og kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.