Dansk Industri (DI), Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation, har budt velkommen til deres nye formand i Trekantområdet, Pia Jakobsgaard-Iversen. Med 19.500 medlemsvirksomheder fordelt over hele landet og inden for næsten alle grene af erhvervslivet, spiller DI en vigtig rolle i både lokalt og globalt perspektiv. Pia Jakobsgaard-Iversen er tiltrådt i en tid med både betydelige udfordringer og muligheder for dansk erhvervsliv.

Pia bor i Vejle sammen med sin mand og deres tre børn. Hun har mere end 20 års erfaring inden for ingeniørbranchen, i dag sidder hun som markedsdirektør i Trekantområdet hos Rambøll og indtager samtidig rollen som næstformand i Business Vejle. Hun er godt positioneret til at stå i spidsen for de cirka 1200 virksomheder og 40.000 arbejdspladser som DI i Trekantområdet repræsenterer.

Et af hendes primære fokusområder bliver at håndtere manglen på arbejdskraft og uddannelse i industrien. Hun er også fast besluttet på at forbedre den kommunale infrastruktur, fremme den grønne omstilling og arbejde for bedre kommunale rammevilkår, der kan understøtte vækst og udvikling i erhvervslivet.

– Noget af det, som jeg håber, jeg kan bringe i spil i forhold til Dansk Industri i Trekantområdet, er vores fokus på vores mærkesager. Disse skal understøtte vækst og udviklingsmuligheder for virksomhederne i området. Hvis vi kan samle os om de dagsordener, der er på spil, så tror jeg på, vi kan rykke rigtig meget, forklarer Pia. 

For at tage fat på disse udfordringer har Pia Jakobsgaard Iversen en strategi om at opbygge stærke partnerskaber mellem erhvervslivet, kommunerne og uddannelsesinstitutionerne. Hun udtrykker bekymring for, at der ikke tidligere har været tradition for at inddrage erhvervslivet på et dybere plan i de dialoger, men er fast besluttet på at ændre dette.

– Inden for arbejdskraft og uddannelse, er vi lige nu ude og række ud til kommunerne og uddannelsesinstitutionerne i vores geografi. Trist nok kan man sige, at det faktisk ikke været tradition for, at man har samarbejdet mere? mellem erhvervslivet, kommunen og uddannelserne. Man glemmer at spørge aftagerne, hvad der er brug for derude, og det er noget, vi virkelig presser på for, forklarer hun. 

Pia Jakobsgaard Iversen er fast besluttet på at være en aktiv spiller i at forme fremtidens uddannelser. 

– Vi vil rigtig gerne være med til at forme fremtidens uddannelser, og vi har brug for en høj grad af kvalitet. Det hjælper ikke noget, hvis uddannelsesinstitutionerne kommer 10 år bagud. Vi er nødt til hele tiden at have dem formet efter de tendenser og det behov, der er i samfundet nu og her, understreger hun og fortsætter: 

– Vi har senest valgt i bestyrelsen her i DI Trekantområdet, at det netop er arbejdskraft og uddannelse, vi vil fokusere mest på. Det er den største udfordring for de virksomheder, der er her i Trekantområdet. Derfor sætter vi forskellige indsatser ind på dette område.

Den nye formand har allerede mærket stor støtte fra mange forskellige sektorer og brancher. Hun håber også, at hendes rolle som kvindelig leder i industrien vil inspirere andre kvinder til at træde ind i bestyrelsesarbejde og tage ledende poster.

– Jeg brænder virkelig for at skabe de bedste vilkår for erhvervslivet, og det har jeg også en del erfaring med – efter 20 år inden for ingeniørbranchen. Her arbejder vi med rigtig mange forskellige interessenter, når vi løser de samfundsudfordringer, der er lokalt, i Danmark, og i verden, siger Pia. 

Dansk Industri i Trekantområdet og Pia er stolt over at have hundredvis af aktive medlemmer, der bakker op om deres arbejde, og ser frem til at fortsætte deres arbejde for at styrke dansk erhvervsliv.

– Der er rigtig godt gang i alle brancher. Vi er begunstigede i dag, både i Trekantområdet og i Danmark generelt, ved at vi arbejder inden for rigtig stærke brancher. Det er industrien indenfor fødevarer, det er indenfor grønne teknologier og så videre, og der er bare et kæmpe stort efterspørgsel på disse områder, fortæller hun. 

Med stor erfaring, en klar vision og opbakning fra erhvervslivet, håber Pia Jakobsgaard Iversen på at er lede Dansk Industri i Trekantområdet ind i en ny æra af vækst og innovation.

– Det giver mig rigtig store muligheder at skulle udfylde denne rolle. Jeg er ikke bange for at gå ind i nogle konflikter. Det giver et mandat på en eller anden måde, når man repræsenterer så mange virksomheder, så lytter folk på den anden side, og det kan rykke noget. Jeg vil rigtig gerne træde ind i det rum, hvor vi kan have nogle gode diskussioner på tværs, slutter Pia.