Beboere inden for voldene i Fredericia kan igen drikke og lave mad med vand direkte fra vandhanen. Myndighederne har ophævet kogeanbefalingen, efter TREFOR Vand har fået analyseret nye vandprøver.

Myndighederne har mandag valgt at ophæve den kogeanbefaling, der siden lørdag den 6. januar har været gældende i det centrale Fredericia. Det sker på baggrund af vandprøver fra TREFOR Vand, der viser, at bakterieniveauet er faldet kraftigt.

– I weekenden har vi fået analyseret flere vandprøver, der viser, at bakterietallet ligger under niveau for en kogeanbefaling. Derfor har myndighederne, Fredericia Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed ophævet kogebefalingen, så alle i Fredericia kan benytte vandet direkte fra hanen til både at drikke og madlavningen, siger vandforsyningschef i TREFOR Vand, Lars Skjerning.    

Den 6. januar slog en rutinemæssig test af vandet ved Kaltofte Vandtårn ud med for højt kimtal 22, der er en måling af de bakterier, der kan vokse ved 22 grader. Det fik Fredericia Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed til at udstede en kogeanbefalingen i hele området inden for voldene i Fredericia.

TREFOR Vand har en formodning om, at bakterierne stammer fra et reparationsarbejde, som i december blev udført på ledningsnettet, der fører vandet frem til vandtårnet.

– Normal sørger vandgennemstrømningen i rørene for, at bakterierne ikke udvikler sig til et problem. Vurderingen er, at et lavt vandforbrug hen over jul og nytår har givet bakterierne bedre betingelser. Nu er der skyllet meget mere vand igennem ledningsnettet, og bakterietallet er faldet markant, lige som prøver ude hos slutbrugerne viser et endnu lavere niveau, siger Lars Skjerning. 

Cirka 6.200 private adresser, virksomheder og offentlige institutioner i området inden for voldene i Fredericia var omfattet af kogeanbefalingen. En situation man ikke tager let på i TREFOR Vand.

– Vi tager en kogeanbefaling meget alvorligt. Det handler om borgernes sundhed, og derfor tager vi ingen chancer. Vi var nødt til at reagere, da analyserne slog ud, og da analyser tager minimum 72 timer, så er det en lang proces at ophæve en kogeanbefaling igen. Derfor er vi meget taknemmelige for den store samarbejdsvilje og den positive indstilling, som vi har oplevet fra borgerne i Fredericia, slutter Lars Skjerning. 

Kimtal 22 er en måling af vandbakterier, der kan vokse ved 22 grader. Bakterierne er sjældent sygdomsfremkaldende hos raske mennesker, men grænseværdien er fastsat med hensyn til personer med svagt helbred.

TREFOR Vand har stadig en skærpet overvågning af drikkevandskvaliteten i Fredericia, og analyserer løbende vandprøver for at følge situationen.