6.8 C
Copenhagen
mandag 20. april 2026

Møllgaard skifter rolle og bliver ny mand på landsholdsbænken

0
Møllgaard skifter rolle og bliver ny mand på landsholdsbænken

SPORT. En af dansk håndbolds mest rutinerede profiler skifter nu banen ud med trænerbænken. Henrik Møllgaard er blevet ansat som ny assisterende landstræner for herrelandsholdet.

Han tiltræder stillingen 1. september 2026 og afløser Henrik Kronborg, der for nylig har valgt at stoppe. Aftalen løber frem til sommeren 2028, og sideløbende fortsætter Møllgaard i sin rolle som assisterende træner i franske PSG.

Efter en lang karriere på topniveau tager han nu hul på et nyt kapitel, hvor erfaringerne fra landsholdet skal bringes i spil fra sidelinjen.

»Jeg har gennem mange år som spiller hentet enormt meget energi i landsholdet, og det har været en stor inspiration for mig. Især de seneste år, hvor jeg fik en større lederrolle i takt med generationsskiftet, har jeg virkelig mærket, hvor fedt et miljø det er at være en del af, fordi det hele tiden udvikler sig.«

Han ser frem til at give noget tilbage til det miljø, han selv har været en del af i mange år.

»Jeg glæder mig til at træde ind i en ny rolle, hvor jeg kan give noget tilbage og øse ud af de erfaringer og den viden, jeg har fået gennem mange landskampe og slutrunder. Jeg har haft nogle helt ekstraordinære oplevelser med landsholdet – både på og uden for banen – og det glæder jeg mig til at bygge videre på sammen med mange af de mennesker, der har betydet meget for mig som spiller.«

Landstræner Nikolaj Jacobsen peger på, at Møllgaard både sportsligt og menneskeligt passer godt ind i trænerteamet.

»Jeg er rigtig glad for at Henrik Møllgaard har sagt ja til jobbet. Han har en profil, der passer godt til holdet, og som er tættere på spillerne aldersmæssigt. Og så er han utrolig vellidt hos både mig og spillerne. Samtidig får vi stor glæde af hans erfaring fra masser af landskampe og slutrunder.«

Han ser samtidig store perspektiver i Møllgaards nye karrierevalg.

»Jeg er i det hele taget glad for at Møllgaard har valgt at gå trænervejen. Han kan blive en spændende træner. Han har altid haft sine meninger og holdninger til, hvordan tingene skal gøres. Jeg glæder mig til at være med til at hjælpe Henrik i gang med en forhåbentlig god, lang og flot trænerkarriere.«

Også hos DanskHåndbold fremhæver man, at den tidligere landsholdsspiller bringer vigtig erfaring med ind i trænerteamet.

»Henrik Møllgaard har gennem sin karriere vist, hvilken betydning han har haft for dansk herrehåndbold – både på banen og som leder. Han kender kulturen, kravene og dynamikken på landsholdet, og det er nogle af de kvaliteter, vi nu får ind i trænerteamet.«

Møllgaard nåede i sin aktive karriere 230 landskampe for Danmark og har blandt andet vundet to OL-guldmedaljer og fire VM-titler. Nu skal han være med til at føre næste generation videre fra sidelinjen.