20.6 C
Copenhagen
lørdag 25. juli 2026

Michael Hansen så noget i premieren, der glæder ham mere end de tre mål

Total dominans uden mål i første halvleg, tre kasser efter pausen og tre debutanter, der gled ind, som havde de altid været der. AVISEN fangede en glad Michael Hansen efter FC Fredericias 3-0-sejr over HB Køge i sæsonpremieren, og cheftræneren fortalte både om pausesnakken, der ikke var nogen brandtale, og om anførerens mål, der overraskede selv ham.

0
Michael Hansen så noget i premieren, der glæder ham mere end de tre mål

SPORT. En sæsonpremiere vundet 3-0 foran 1.642 tilskuere, det højeste tal til en FC Fredericia-sæsonpremiere i 1. division nogensinde, og en eftermiddag, der sluttede med et stadion, der klappede holdet i mål. FC Fredericias første kamp siden nedrykningen fra Superligaen kunne dårligt være faldet bedre ud, og cheftræner Michael Hansen lagde efter slutfløjt ikke skjul på tilfredsheden med den måde, holdet tog hul på den vej tilbage, klubben har udstukket for sæsonen.

»Det var en virkelig god første halvleg. Vi dominerede kampen på en god måde, og mål er jo bare afgørende i fodbold. Da vi så scorer ret tidligt i anden halvleg, faldt tingene på plads for os,« siger han.

Vejen til sejren gik ellers gennem 45 minutter, hvor overtaget var massivt, men målene udeblev, og hvor spørgsmålet hang over Monjasa Park ved pausen. Panik blev der dog aldrig tale om i omklædningsrummet. »Vi snakkede egentlig bare om at blive ved og have tålmodighed. Målet skulle nok komme. I pausen handlede det om små ting, lidt om presset og lidt om opbygningen,« fortæller Michael Hansen og sætter selv tal på dominansen. »Vi dominerede den sidste tredjedel i forhold til, hvad Køge havde på vores. Vi havde otte hjørnespark og en masse gode indlæg ind i deres felt, men vi manglede lige skarpheden til at få dem sat ind. Alt andet end målene var jo egentlig perfekt, men fodbold handler også om mål.«

Helt uden anmærkninger slap præstationen dog ikke gennem trænerens nåleøje. Selv med føringen i hus så han ting, der skal skrues på. »Vi havde god kontrol, men der er stadig ting, vi kan gøre bedre. Det blev indimellem lidt for meget frem og tilbage, og så bliver der for langt fra den ene ende til den anden. Vi kunne have scoret flere mål, men vi skal også kunne lukke en kamp ned på en rolig måde,« siger han.

Tålmodigheden blev som bekendt belønnet med det samme efter pausen. Elias Hansborg-Sørensen scorede efter et enkelt minut, og otte minutter senere fordoblede Frederik Rieper føringen med sit mål fra egen banehalvdel. Set fra bænken kom anførerens indfald bag på cheftræneren. »Jeg troede faktisk, han ville slå et sideskift, fordi han lige havde gjort det kort forinden, da han fandt Svenn Crone ude på siden. Men det er jo et fuldstændig vanvittigt mål. Når man først kommer foran 1-0 og så scorer sådan et mål til 2-0, så føltes det næsten, som om den ikke kunne gå galt i dag,« siger Michael Hansen.

Sommerens nye ansigter fik også rosende ord med på vejen. Foruden målmændene Andreas Gülstorff og Christian Risom har klubben hentet tre nye markspillere, og alle tre var i aktion lørdag. Lauritz Dauerhøj og Nemo Thomsen fik debut fra start, mens Oliver Vest kom ind i slutfasen. Æren for debutanternes indsats fordeler Michael Hansen dog bredere end til de tre selv. »Det er virkelig flot af dem, og det er selvfølgelig et resultat af det hårde arbejde, de har lagt. Men det er også hele gruppens fortjeneste. Vi har en god base på holdet, så når der kommer nye spillere ind, falder de hurtigt til. De har været gode til at lære, og det skyldes også, at de andre spillere er gode til at hjælpe og guide dem. Det er virkelig flot,« siger han og peger på, at premieren bekræftede indtrykket fra sommerens forberedelser.

»Det har egentlig kendetegnet de uger, vi har trænet op til sæsonen, og heldigvis tog vi det også med ind i kampen i dag. Vi har godt nok vundet vores træningskampe, men det er jo først i dag, man får det rigtige svar. Og det, vi så i dag, var egentlig bare en fortsættelse af det, så det var virkelig rart,« sluttede en tilfreds cheftræner.

FC Fredericia møder AB Gladsaxe på udebane i næste runde torsdag den 30. juli.