Vi bliver mødt af store smil da vi træder ind af døren i Gothersgade 2c og ønsker tillykke med fødselsdagen. – Vil i prøve at vinde et sæt øreringe?

Det er helt specielt at træde ind i det åbne værksted som den lille butik er, for her bliver intet sendt ud af huset, al fremstilling og reparation foregår i butikken. I Forbindelse med fejringen af butikkens 5 års jubilæum har de en lille konkurrence, hvor kunderne kan være heldige at vinde et par guld øreringe til en værdi af 2650kr.

Guldkrøllerne har en værdi af 2650kr og er håndlavede hos Me Mori, popper man den rigtige ballon kan man tage dem med hjem. Foto: AVISEN.

– Hvis man vælger den rigtige af de 50 balloner som hænger i loftet, så vinder man et par helt unikke guldøreringe. Vi er faktisk lidt kede af at vi ikke selv må være med i konkurrencen, fortæller Nynne Nova Boytler Kidmose, som er lærling i guldsmedjen.

Nynne som går på UC Lillebælt og har 1 år tilbage af sin læretid, er utrolig glad for at arbejde i butikken. Hun er stolt af at bevare de gamle traditioner inden for guldsmedefaget. Det betyder nemlig at de selv skaber alt, lige fra specialbestillinger, til den almindelige reparation.

Nynne Nova Boytler Kidmose, kan variere flammens kraft ved hjælp af luften hun puster i slangen. Foto: AVISEN

– Vi bruge nogle ret unikke metoder her i butikken, som eksempelvis de traditionelle loddemetoder, hvor man ved hjælp af gas og ilt skaber den helt korrekte flamme til arbejdet. Det kaldes “mundblæsning”, vi har den her slange i munden og så vi blæser luft ind i den for at kontrollere flammen. Det er en traditionel teknik, der er blevet brugt i hundreder af år og det er ret fedt at arbejde med. Faktisk tager jeg også udstyret med på skolen, fordi de ikke har den samme slags udstyr og det her er bare bedre.

Lige nu er Therese Krogh Andresens som er indehaver af butikken på et intensivt 3 måneders kursus hos Alexandre – Diamond Setting School i Antwerpen, Belgien for at bliver specialist i “setting”. Nærmere beskrevet er det kunsten at sætte sten og diamanter i ringe. Det håndværk er en hel speciel overbygning på guldsmedefaget og skolen i Antwerpen er den bedste i verden.

– Man må endelig komme ned og sige hej til Therese når hun er tilbage, hun kommer til at have meget at fortælle, siger Nynne da vi bevæger os mod døren.

Med fokus på at skabe unikke og enestående smykker er butikken sikker på at fortsætte med at blomstre i mange år fremover. Der er stadig balloner i loftet så kig ned til Me Mori, de er fascinerende at tale med og fortæller med glæde om de traditionelle håndværk. Det er inspirerende at se, hvordan butikken bevarer de gamle teknikker, samtidig med, den udvikler og tilpasser sig kunders behov.