Af John Rasmussen, Liberal Alliance

I Liberal Alliance har vi ofte talt for, at der skal være større bredde i de forskellige pleje- og botilbud til borgerne i kommunerne, hvor især private tilbud og friplejehjem bør inkluderes mere. Nu er det ikke fordi alle tilbud og behov er ens, men hver gang debatten opstår, stiller socialistiske partier sig med armene over kors og nægter at give noget fri fra kommunens jerngreb. Man stiller sig kritisk pga. risiko for konkurs og betvivler kvaliteten af de private tilbud.

Blandt andet sagde Connie Maybrith Jørgensen (F) i 2021 at “alle skal have adgang til en værdig alderdom. Og det lader sig bedst gøre i kommunen. Friplejehjem/private plejehjem (…) kan også være ejet af private kapitalfonde, som har til formål at tjene penge på driften. Det ender af og til med en konkurs”. Ligeledes var Cecilie Roed Schultz (Ø) imod, kort sagt fordi hun betvivler kvaliteten.
Set i bakspejlet må vi jo konstatere, at de i hvert fald til dels tog fejl, eller i bedste fald at virkeligheden har ændret sig, hvilket står klart i de historier, der nu dukker op fra nogle af de kommunale plejehjem. På Othello er arealerne tilsyneladende ved at synke i jorden, og en borger siger til Fredericia Dagblad, at: “Vi kommer ingen steder. Det eneste, vi laver, er at æde og sove. Vi har det ligesom grisene”. Adgang til værdig alderdom?

På Kobbelgården, hvor beboerne ganske vist er anderledes sammensat, kan vi også med rædsel læse om at både borgere og ansatte mistrives i absurd grad. Jeg skal ikke forsøge at placere skyld, men må da konstatere, at blot fordi noget drives kommunalt, er det langt fra garanti for gode forhold eller værdige liv. Cecilie Roed Schultz, som det bemærkes har en stol i Senior- og Socialudvalget, fortalte til Fredericiaavisen forleden, at hun godt var klar over, at der har været sager. Hun siger: “Vi har diskuteret indretning, personaleudskiftning, kulturen (…). Vi har forsøgt at lave forbedringer til stedet, som skulle give beboerne større glæde og har større indflydelse på deres eget liv”. Alligevel står vi nu her. Konklusion: kommunen har ikke magtet opgaven.

Det ovenstående skal ikke forstås sådan, at kommunen er uduelig eller ikke har andre gode tilbud, for det er der. Men kan vi ikke snart begynde at få et mere nuanceret billede? Kan vi ikke snart begynde at gøre udbuddet større ved at invitere de private aktører ind?