Når man over tid læser nok aktindsigter fra Fredericia Kommune, begynder et mønster at tegne sig. Ikke i det, der står i papirerne, men i det, der ikke gør. Sagerne handler om alt det, en kommune bruger sin dag på. Huslejefritagelse til en forening. Køb af en ejendom. Salg af en grund. Beslutninger om hvem der får hvad, og på hvilke vilkår. Akterne rummer indstillinger, sagsfremstillinger, mailtråde mellem sagsbehandlere, notater fra fagmedarbejdere, juridiske vurderinger, beregninger.
Men cheferne er der sjældent. Niveau 3 og opefter, helt op til kommunaldirektøren, optræder næsten aldrig i de dokumenter, en avis kan få adgang til. Det er, som om beslutningerne i de største og mest principielle sager bliver truffet af mennesker, der ikke selv har sat sig på papir.
Det er teknisk set ikke ulovligt. Notatpligten i offentlighedslovens § 13 forpligter myndigheden til at notere oplysninger, der har betydning for en afgørelse, og væsentlige sagsekspeditionsskridt, når disse ikke i forvejen fremgår af sagens dokumenter. Hvis en chef formelt set ikke modtager nye oplysninger og ikke foretager nogen registrerbar handling, er der heller ikke noget at notere. På den måde kan papirerne se rene ud, selv om beslutningerne er truffet et helt andet sted.
Og det er præcis dér, problemet ligger. AVISEN ved fra flere kilder, at det i Fredericia Kommune er en udbredt praksis at ringe rundt. At give ordrer mundtligt. At samle trådene i telefonen, så det færdige resultat fremstår, som om det kommer nedefra. På den måde forbliver direktionen og forvaltningscheferne usynlige i de papirer, der senere kan bestilles ved aktindsigt. Beslutningen er truffet, men ingen kan dokumentere hvor, hvornår eller af hvem.
Det er ikke en uskyldig administrativ stil. Det er en måde at indrette en forvaltning på, hvor ansvar og spor adskilles. Den, der formelt skriver under, har ikke truffet beslutningen. Den, der har truffet beslutningen, står ikke på papiret. Når en sag senere bliver kontroversiel, kan ingen helt placere ansvaret, og borgeren, journalisten og byrådsmedlemmet står tilbage med en bunke akter, der ikke fortæller historien om, hvordan sagen reelt blev til.
For en kommune som Fredericia, der i sit eget værdigrundlag taler om åbenhed og dialog, er det et problem af en anden og dybere art end et brud på en formel pligt. Det er et tillidsproblem. En kommune kan ikke samtidig bekende sig til transparens og praktisere et system, hvor de afgørende samtaler føres uden for skriftens rækkevidde. Det er den slags dobbelthed, der over tid tærer på borgernes tillid til hele rådhuset, også til de mange embedsmænd, der gør deres arbejde ordentligt.
Demokratiet hviler på, at magtudøvelse kan efterprøves. Det er ikke en formalitet. Det er selve forskellen på en forvaltning og et hofråd. Når byrådet en aften træffer beslutning på et oplyst grundlag, er det med en forudsætning om, at grundlaget faktisk er det, der står i sagen. Når en borger får en afgørelse, er det med en forudsætning om, at begrundelsen er den, der står i brevet. Når en journalist beder om aktindsigt, er det med en forudsætning om, at akterne fortæller, hvad der er foregået. Hvis den forudsætning ikke holder, hvis de virkelige beslutninger træffes i et lag, der konsekvent holder sig væk fra papiret, så er det ikke længere en kommune, der bare er lidt for lukket. Så er det en kommune, der har en parallel forvaltning ved siden af sin egen.
Det skal kommunaldirektøren og hans direktion forholde sig til. Ikke ved at love åbenhed i en pressemeddelelse, men ved at sikre, at de møder, telefonsamtaler og instrukser, der reelt former kommunens største sager, også sætter sig spor i de sager, de handler om. Det er ikke for meget at bede om. Det er minimum. Kære politikere, I må også undre jer?
Andreas Andreassen Ansvarshavende chefredaktør, AVISEN
