21.4 C
Copenhagen
tirsdag 2. juni 2026

Kunst rykker ud på Koldings folkeskoler

0
Kunst rykker ud på Koldings folkeskoler

KULTUR. Snart kan eleverne på Koldings folkeskoler møde kunst af nogle af landets største navne, når de træder ind i klasselokalet. Alle kommunens folkeskoler, der har søgt om værker gennem Ny Carlsbergfondets landsdækkende initiativ Kunst til Folkeskolen, har nemlig fået tildelt kunst. Den kommer til at hænge i klasselokaler, på fællesarealer og i skolegange, tæt på den hverdag, eleverne lever i.

Tildelingen falder på et tidspunkt, hvor Kolding allerede er langt med at bringe børn og kunst tættere sammen. Gennem samarbejdet med kunstmuseet Trapholt og projektet Trapholt To Go er kunstværker flyttet ud på skolerne, mens museet selv gennemgår en større ombygning. Projektet omfatter samtlige af kommunens folkeskoler og 41 femteklasser, der adopterer værker og arbejder med dem i undervisningen, blandt andet gennem kreative formidlingsformer. De adopterede værker hænges op på skolerne til glæde for alle, der færdes der.

For Iben Lehmann Rasmussen, formand for Børne-, Skole- og Familieudvalget i Kolding Kommune, har erfaringerne fra Trapholt-samarbejdet allerede vist, hvad kunsten kan, når den kommer helt tæt på. »Vi oplever en enorm nysgerrighed blandt eleverne, når kunsten bliver en del af deres hverdag. Samarbejdet med Trapholt har vist os, hvor stor værdi det har, når eleverne møder kunst tæt på deres egen virkelighed,« siger hun. »Derfor er det virkelig fantastisk, at endnu flere værker nu finder vej ud på skolerne. Det giver eleverne nye perspektiver, nye samtaler og nye måder at se verden på.«

Interessen har været stor i hele landet. Ny Carlsbergfondet har modtaget langt flere ansøgninger end ventet, men alle ansøgende skoler får nu tildelt værker. På landsplan skal mere end 650 værker fordeles mellem omkring 300 skoler.

Det er ikke ukendte navne, der rykker ind på skolerne. Værkerne kommer fra Ny Carlsbergfondets egen samling og tæller blandt andre Per Kirkeby, Tal R, Asger Jorn, Katrine Ærtebjerg, Bjørn Nørgaard, Kirstine Roepstorff og HuskMitNavn.

Kultur og læring tættere sammen

I Kolding ser kommunen tildelingen som endnu et skridt i bestræbelserne på at koble kultur og læring, samtidig med at det understøtter intentionerne om mere elevinddragende og motiverende undervisning i de kommende fagplaner.

Merete Due Paarup, formand for Kultur- og Eventudvalget i Kolding Kommune, peger på, at kunsten har en helt særlig plads i skolen. »Kunst kan noget særligt i skolen. Den skaber nysgerrighed, refleksion og samtaler, og den giver eleverne mulighed for at se verden fra nye perspektiver,« siger hun. »Når kunsten bliver en del af hverdagen, bliver den også mere nærværende og tilgængelig for børnene.«

Den videre proces står Ny Carlsbergfondet selv for, fra udvælgelse og matching til transport og ophængning. De deltagende skoler bliver kontaktet direkte om det videre forløb.