Kommune efter dom i spabadssag: Domsudskrift retter ingen kritik af bostedet

0
Kommune efter dom i spabadssag: Domsudskrift retter ingen kritik af bostedet

KOLDING. Kolding Kommune har nu gennemlæst domsudskriften i sagen om den medarbejder, der i februar blev dømt for uagtsomt manddrab ved Retten i Kolding. Kommunen oplyser, at der i dokumentet ikke fremgår kritik af hverken bostedet på Centervej eller af Kolding Kommune som myndighed.

Det fremgår af en orientering, som Kolding Kommune tirsdag har sendt til Byrådet.

Sagen handler om en hændelse i januar 2024, hvor en udviklingshæmmet beboer på botilbuddet Centervej i Bramdrupdam blev hjulpet i et spabad med en vandtemperatur på omkring 60 grader. Beboeren pådrog sig alvorlige forbrændinger og afgik ved døden den 7. februar 2024. Den 4. februar i år blev en medarbejder ved botilbuddet dømt for uagtsomt manddrab.

Kommunen har fået indblik i domsudskriften ved at søge aktindsigt hos Retten i Kolding.

»Det er en tragisk sag med alvorlige konsekvenser for alle involverede med store menneskelige omkostninger,« skriver social- og arbejdsmarkedsdirektør Nicolai Dupont Heidemann i orienteringen.

Under retssagen argumenterede den dømtes forsvarer for, at bostedet ikke havde givet tilstrækkelig instruktion i brugen af spabadet, og at bostedets quickguide ikke indeholdt advarsler om, at vandtemperaturen kunne overstige 38 grader. At domsudskriften ifølge kommunen ikke rummer kritik af bostedet, er dermed en central pointe i det videre efterspil.

Kommunen oplyser, at dommen vedrører en personalesag, og at man derfor ikke kan kommentere offentligt på medarbejderens ansættelsesforhold. Kommunens fokus er ifølge orienteringen fortsat at sikre trygge og fagligt forsvarlige rammer for borgere og medarbejdere. »Det er dog en kontinuerlig opgave for os at udvikle vores praksis, hvor det er relevant,« lyder det fra socialdirektøren.

Den dømtes forsvarer, Glenn Verding Hein, oplyste efter domsafsigelsen, at han vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til landsretten. Straffen lyder på 20 dagbøder á 300 kroner.

Kolding Kommune oplyser, at man med den aktuelle orientering ikke har yderligere bemærkninger til sagen.

Hvor meget vidste borgmesteren før valget?

0
Hvor meget vidste borgmesteren før valget?

Fredericias borgere har fået to meget forskellige fortællinger om kommunens økonomi. Én før valget – en anden efter. Det kalder på nogle ærlige spørgsmål om kasseeftersyn, timing og ikke mindst borgmesterens åbenhed, et kasse eftersyn kan vel ikke svinge ubegrænset på få måneder.

I september blev budgettet for 2026 vedtaget uden egentlige besparelser. Smilene var brede, og flertallet – med den nuværende borgmester i spidsen – solgte aftalen som ansvarlig og fremtidssikret. Få måneder senere får vi en helt anden virkelighed serveret: Fredericia skal finde besparelser for 150 millioner kroner i årene 2027–2029. Der tales om 50 mio. i 2027, 60 mio. i 2028 og 40 mio. i 2029. Forvaltningen skal levere et sparekatalog på 200 millioner, så politikerne kan “prioritere”.

Hvor meget vidste borgmesteren før valget? Spørger Poul Rand.

Det mest opsigtsvækkende er ikke størrelsen på sparekravene. Det er timingen.

Hvordan kan økonomien være så robust, at man kan vedtage et sparefrit budget i et valgår – og så pludselig være så presset, at der skal skæres trecifrede millionbeløb få måneder senere? Vi får  at vide, at kassebeholdningen ved indgangen til 2026 var “ret polstret” med omkring en halv milliard. Men de samme papirer viser også vedtagne underskud og en tydelig risiko for, at kassen ville falde markant, hvis der ikke blev grebet ind. Tallene var ikke gemt i en skuffe. De stod i tabellerne – før valget.

Mit spørgsmål til borgmesteren er enkelt: Hvor meget vidste du forlods?

Var borgmesteren – og resten af flertallet – før valget bekendt med, at der ventede en spareøvelse i størrelsesordenen 150 millioner? hvis ja: hvorfor var der så ikke fuld åbenhed om det over for vælgerne? Flere kilder – blandt andet fra oppositionssiden – siger, at der allerede inden kommunalvalget blev advaret om behov for 180–200 millioner i besparelser. Hvis det er korrekt, er det svært at forstå, hvorfor budskabet før valget var “ansvarligt kompromis” og efter valget er “rettidig omhu og nødvendig kursændring”, Er det at lyve?

Her melder et lidt mere spidst spørgsmål sig: Rettidig – i forhold til hvad? Kommunens økonomi… eller den politiske kalender?

Kasseeftersyn efter valg er ikke nyt. Nogle gange er det nødvendigt oprydning. Andre gange bliver det brugt til at “nulstille fortællingen” og legitimere en ny kurs. Men i Fredericia er det særligt bemærkelsesværdigt, at mange af de politikere, der nu lyder overraskede, selv har stemt for de budgetter, der har ført os hertil. Det gør forklaringen om, at “det kom bag på os”, lidt svær at sælge – især uden kvittering.

Jeg gentager spørgsmålet til borgmesteren: Hvis åbenhed og ordentlighed er nøgleord, hvorfor var der så ikke fuld åbenhed om de kendte risici, underskud og kommende sparebehov før valget?

For hvis behovet for 150 millioner i besparelser først “opdages” efter valget, er der kun to muligheder: Enten blev der regnet for kreativt før – eller også regnes der ekstra pessimistisk efter. Begge dele svækker tilliden til styringen af Fredericia Kommune. Tillid er som en kommunal kassebeholdning: Den kan godt være “ret polstret” … lige indtil den pludselig ikke er det længere.

Kolonihavehus i brand

0
Kolonihavehus i brand

Fyns Politi har registreret en række sager fra søndag, heriblandt en bygningsbrand, flere indbrud og tre sigtelser for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.

Kolonihavehus udbrændt i Odense

Et kolonihavehus i Søndergårds Haver i Odense SØ brød søndag aften klokken 18.17 i brand. Brandens arnested er formentlig på hemsen, og ilden spredte sig til det meste af huset. Årsagen til branden er ukendt.

Tre sigtet for narkokørsel og én for spiritus

En 30-årig mand fra Nordfyns Kommune blev søndag klokken 14.55 sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer. En 31-årig mand fra Kerteminde Kommune blev sigtet for det samme klokken 16.20 på Kochsgade i Odense, og en 21-årig kvinde fra Odense Kommune blev sigtet klokken 18.28 på Sivmosevænget i Odense S.

Derudover blev en 60-årig mand fra Odense Kommune sigtet for spirituskørsel klokken 11.34 på Sandhusvej i Odense.

Tre indbrud på Fyn

På Sanderumvej i Odense SV skaffede en gerningsmand sig adgang via et opbrudt vindue natten til søndag klokken 0.17. Der var ingen indstigning, men en lampe blev stjålet ved håndindrækning.

På Marienlystvej i Odense C blev der begået indbrud via et aflistet vindue fra fredag klokken 15.30. Der blev stjålet kontanter og ure.

På Brombærvej i Otterup blev et vindue opbrudt søndag klokken 8. Der blev stjålet lamper, brugskunst og vin.

Bil kørt ind i matrikel i Haarby

En beboer på Søbrovej i Haarby opdagede, at stenkanten til matriklen lå spredt i forhaven, og busken foran var masset. Der lå plastikdele, formentlig fra et køretøj, der var kørt ind i matriklen. Hændelsen fandt sted fra lørdag klokken 22.

Tre biler i uheld i Tommerup

Tre biler var søndag klokken 11.10 involveret i et uheld på Tallerupvej i Tommerup. En bil trak ud fra en parkeringsbås og kolliderede med en kørende bil, som herefter ramte en tredje parkeret bil. Der var ingen personskade.

Hærværk mod bil i Stenstrup

En personbil på Sognevej i Stenstrup har været udsat for hærværk i form af en bule på bilens højre bagdør. Hærværket fandt sted fra torsdag klokken 18.

Det oplyser Fyns Politi tirsdag den 24. februar.

Volkswagen i Fredericia tilbyder elbil til unge for 3.495 kroner om måneden

0
Volkswagen i Fredericia tilbyder elbil til unge for 3.495 kroner om måneden

En udbetaling på 5.000 kroner og en fast månedlig ydelse skal gøre det muligt for unge i Fredericia at lease en ny VW ID.3.

Volkswagen i Fredericia lancerer et privatleasing-program rettet mod yngre bilister. For en udbetaling på 5.000 kroner og en månedlig ydelse på 3.495 kroner kan man lease en VW ID.3 Life, en elbil med en rækkevidde på 387 kilometer og en motoreffekt på 170 hk. Service og vedligeholdelse er ifølge forhandleren inkluderet i prisen.

VW ID.3 var den mest solgte elbil i sin klasse i 2025 og den femte mest solgte elbil samlet set. Bilen blev kåret til Årets Bil i Danmark i 2021.

»Vi mærker en stor lyst hos de unge danskere til at skifte til el, men startomkostningerne har for mange været en barriere,« siger Thomas Bruun, direktør for Volkswagen personbiler i Danmark.

Han peger på, at det nye program skal gøre det muligt at køre elektrisk uden en stor opsparing i baggrunden.

»I en usikker verden vælger danskerne tryghed og mærker, de har fuld tillid til,« siger Thomas Bruun.

Ingen tiltale mod 15-årig i sag om planlagt skoleskyderi i Kolding

0
Ingen tiltale mod 15-årig i sag om planlagt skoleskyderi i Kolding

Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at rejse tiltale mod den 15-årige dreng, der siden august sidste år har været sigtet og varetægtsfængslet for forsøg på manddrab i forbindelse med planlægning af et skyderi på en skole i Kolding.

Den 15-årige blev sigtet den 1. august 2025 og har siden siddet fængslet på en lukket ungdomsinstitution. Sydøstjyllands Politi har gennemført en omfattende efterforskning af sagen, men efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og beviser har statsadvokaten valgt at opgive sigtelsen.

»Vi har truffet afgørelse om at opgive sigtelsen mod den 15-årige for forsøg på manddrab, fordi vi ikke mener, at der vil kunne føres bevis for, at han har udført handlinger, der vil kunne straffes som forsøg på manddrab eller noget andet,« siger specialanklager Emil Stenbygaard fra Statsadvokaten i Viborg.

For at kunne straffe for forsøg kræves det, at der kan føres bevis for, at der er truffet en beslutning om at begå en strafbar handling. Det mener anklagemyndigheden ikke at kunne i denne sag.

Det oplyser Statsadvokaten i Viborg tirsdag den 24. februar.

70-årig kvinde overhalede patrulje – havde ikke kørekort

0
70-årig kvinde overhalede patrulje – havde ikke kørekort

KRIMI. En 70-årig kvinde fra Odense er sigtet for kørsel uden førerret efter at have overhalet en politipatrulje på Tankedalsvej i Kolding mandag klokken 10.20.

Kvinden kørte i en personbil i vestlig retning og svingede ned ad tilkørselsrampen til motorvejen, hvor patruljen kørte efter og bragte hende til standsning. Her viste det sig, at hun ikke havde førerret.

35-årig standset uden kørekort på Norgesvej

En 35-årig mand fra Kolding er ligeledes sigtet for kørsel uden førerret. Han blev standset af en patrulje på Norgesvej i Kolding mandag klokken 16.34, hvor en kontrol af føreren viste, at han ikke havde førerret.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Smykker for 75.000 kroner stjålet ved villaindbrud i Kolding

0
Smykker for 75.000 kroner stjålet ved villaindbrud i Kolding

KRIMI. Der blev over weekenden begået indbrud i en villa på Valmuevej i Kolding. Indbruddet fandt sted fra fredag klokken 16 til mandag klokken 17.45.

En gerningsmand skaffede sig adgang via et vindue, som var brudt op med et værktøj. Politiet kunne konstatere opbrydningsmærker på to til tre centimeter i bredden.

Der blev stjålet smykker i guld, heriblandt en guldkæde med en guldmedaljon. Den samlede værdi af de stjålne smykker anslås til omkring 75.000 kroner.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Forsøg på indbrud i villa på Thorsvej i Fredericia

0
Forsøg på indbrud i villa på Thorsvej i Fredericia

KRIMI. En villa på Thorsvej i Fredericia var mandag aften mål for et indbrudsforsøg. Det var den eneste hændelse, Sydøstjyllands Politi havde med fra Fredericia på dagens døgnrapport.

Forsøget fandt sted mellem klokken 19.15 og 21. En gerningsmand havde forsøgt at bryde et vindue op, og politiet kunne efterfølgende konstatere opbrydningsmærker ved vinduet på cirka 12 millimeter i bredden. En sensor på ejendommen var desuden deaktiveret og revet ud af væggen.

Det lykkedes dog ikke gerningsmanden at skaffe sig adgang til boligen, og der blev ikke stjålet noget.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

RSM Danmark udvider ejerkredsen: Ny partner i Fredericia

0
RSM Danmark udvider ejerkredsen: Ny partner i Fredericia

Revisions- og rådgivningsvirksomheden RSM Danmark har udvidet ejerkredsen med fem nye partnere, heriblandt Henrik Meng Funch, der bliver partner ved RSM i Fredericia.

Funch har mange års erfaring med rådgivning af ejerledede virksomheder og SMV’er og har arbejdet bredt med regnskab, revision, skat og virksomhedshandler.

»Vi ser et stigende behov for helhedsorienteret rådgivning – ikke kun revision, men også sparring om vækst, omstrukturering, salg af virksomhed og generationsskifte. Udvidelsen af ejerkredsen giver os endnu bedre mulighed for at udvikle rådgivningen lokalt og være en aktiv medspiller for virksomhederne i Fredericia,« siger Carsten Pedersen, statsautoriseret revisor og partner i RSM Danmark, Fredericia.

Trekantområdet oplever i disse år både vækst, konsolidering og øget kompleksitet i virksomhedernes rammevilkår, og ifølge RSM stiller det større krav til økonomisk overblik, struktur og strategisk sparring.

»Vi er meget stolte af at kunne byde fem stærke profiler velkommen i ejerkredsen. De nye partnere bidrager med stærk faglighed, forretningsforståelse og et tydeligt lokalt engagement,« siger Hans Peter Roug, partner og direktør i RSM Danmark.

Ud over Henrik Meng Funch indtræder Mathias Kock og Michael Pode Kristensen i Aarhus, Rasmus Søgård Nielsen i København og Troels Stenholm i Køge som nye partnere i RSM Danmark.

»Jeg nåede at blive lidt nervøs« – så stod Frederik og Alexander foran Melvin Kakooza

0
»Jeg nåede at blive lidt nervøs« – så stod Frederik og Alexander foran Melvin Kakooza

BUSINESS. Der er stille i auditoriet på IBC Fredericia Middelfart, da den sidste gruppe gør sig klar. Alexander Nordstrand fra 3.h og Frederik Eich fra 3.a har ventet længe – programmet er forsinket, og nerverne har fået tid til at sætte sig. Men da de endelig står foran dommerpanelet med Melvin Kakooza, repræsentanter fra Business Fredericia, Anders Christiansen fra Nordisk Media og Allan Sørensen fra Superego, falder roen over dem.

»Der var meget spænding op til. Vi var den sidste gruppe,« fortæller Alexander Nordstrand. »Men da man kom derind og stod der, var det helt fint.«

De to elever har brugt de seneste måneder på at udvikle deres bud på en kampagnefilm, der skal sætte Fredericia på landkortet. Opgaven var en del af et samarbejde mellem IBC og Business Fredericia, hvor otte elevgrupper hver især skulle præsentere en idé til en film med Melvin Kakooza som omdrejningspunkt – en idé, der potentielt kunne blive til en reel produktion.

En by med modstand og skønhed

Hvor nogle grupper gik den klassiske vej med byens vartegn og seværdigheder, valgte Alexander og Frederik en anden tilgang. De ville lave en mockumentary, en film i dokumentarisk stil med et tydeligt komisk lag. »Vi ville reflektere Fredericia på en dokumentaristisk måde, men med et tvist af komedie,« forklarer Frederik Eich. »Vi viser byen med flotte billeder, men i videoen bliver man mødt af negativitet og modstand fra indbyggerne. Og så er hovedpersonen i filmen helt optimistisk og forsøger at opretholde det gode humør hele vejen igennem.«

Idéen rummer en dobbelthed, der er bevidst. I stedet for udelukkende at fremhæve Fredericias kvaliteter valgte de at lade modstanden være en del af fortællingen, og netop derigennem gøre byen tiltrækkende. »Vi prøver at gøre det lidt underbevidst,« siger Alexander Nordstrand. »Man får to sider af byen, men man får alligevel lyst til den. Det er det underbevidste, vi går efter.«

For Frederik Eich handler det i bund og grund om at løse den opgave, Business Fredericia har stillet. »Vi skal sælge Fredericia. Få både turister og muligvis tilflyttere på sigt. Simpelthen sælge byen på den bedst mulige måde.«

»Helt nede på jorden«

At stå foran et panel med en af landets mest kendte komikere kunne have været overvældende. Men for de to elever føltes det overraskende afslappet. »Det var helt nede på jorden. Meget én til én,« siger Frederik Eich. »Der var noget specielt over det, men det føltes ikke, som om der var for meget på spil. Det var stille og roligt. Hyggeligt.«

Dommerpanelet tog da også godt imod deres pitch. Ifølge Alexander Nordstrand var tilbagemeldingerne konstruktive og konkrete. »De var glade og syntes, produktionen var rigtig god,« fortæller han. »Og så kom de med løsningsforslag til, hvad vi kunne have gjort anderledes. Ting vi ikke fik med i filmen, som sådan en slags sidste akt. Det var rigtig gode idéer til, hvad man kan bygge videre på.«

En idé der lever videre

Selvom det blev en anden gruppe, der løb med sejren på dagen, har Alexander og Frederik skabt et koncept, som dommerne kvitterede for. Mockumentary-formatet, med sin blanding af skønhed og selvironi, modstand og optimisme, viste en tilgang til Fredericia, der hverken ignorerer byens fordomme eller lader sig begrænse af dem.

Og spørger man de to elever, om de er klar til at arbejde videre med idéen, er svaret enkelt. »Hvis de beder os om det,« siger Alexander Nordstrand med et grin.

FHK gæster GOG

FHK gæster GOG

0
Der er noget særligt ved den kamp, der fløjtes i gang i Arena Svendborg i aften kl. 18.00. Begge hold har brugt ugen på...

Middelfart tabte igen