-1.1 C
Copenhagen
torsdag 25. december 2025

Naja Frederiksen stiller op for Enhedslisten: »Man kan ikke bare sidde og brokke sig fra sidelinjen«

0
Naja Frederiksen stiller op for Enhedslisten: »Man kan ikke bare sidde og brokke sig fra sidelinjen«

Når vælgerne går til kommunalvalg den 18. november 2025, står 20-årige Naja Frederiksen på stemmesedlen for Enhedslisten. Hun er blandt de yngste kandidater i kommunen, og hun håber at kunne give ungdommen en stærkere stemme i lokalpolitikken.

»Jeg synes ikke, man kan tillade sig bare at sidde på sidelinjen og brokke sig over, hvad der kunne være bedre, uden selv at tage del i politik. Hvis man vil ændre noget, må man engagere sig,« siger Naja Frederiksen.

Hun beskriver sig selv som optaget af grøn politik, og miljøet er hendes største mærkesag. Særligt havmiljøet fylder meget i hendes tanker. »Jeg går meget op i grøn politik – blandt andet i et bedre havmiljø. Vi skal have en grønnere politik hele vejen rundt,« siger hun.

Som ung kandidat oplever hun, at der ofte bliver truffet beslutninger om unge, men sjældent med unge. Det vil hun gerne lave om på. »Jeg synes, at mange af de ting, vi unge gerne vil, skal komme mere over i vores hænder. Vi skal have lov til selv at være med til at bestemme, hvad der bliver arrangeret for os,« siger hun og tilføjer: »Det handler ikke om, at vi skal have alt, som vi vil, men om at blive lyttet til. Det er trods alt os selv, der ved bedst, hvad vi har brug for.«

For Naja handler det også om at få flere unge til at engagere sig i politik – og ikke mindst om, at de sætter sig ind i, hvad de forskellige partier står for. Hun mener, at mange unge i dag bliver påvirket af sociale medier, uden at de får et reelt indblik i politikken bag. »Jeg synes helt klart, at flere unge burde engagere sig – og stemme. Men de skal også vide, hvad de stemmer på. I dag bliver mange påvirket af sociale medier og humoristiske kampagner, uden at kende partiernes politik,« siger hun.

Som eksempel peger hun på kampagner, hvor det sjove og det hurtige på sociale medier har fået mere plads end det politiske indhold. »Der blev lavet sjove videoer, som mange syntes var fede – men hvor budskabet om, hvad partiet egentlig står for, gik tabt. Man skal ikke bare stemme på nogen, fordi de er gode på SoMe,« siger hun.

Selv håber hun, at hendes eget kandidatur kan være med til at inspirere andre unge til at tage stilling og tage del i demokratiet. »Jeg håber, at flere unge får lyst til at engagere sig. Det gør en forskel, når vi deltager – for det er jo os, der skal leve med de beslutninger, der bliver truffet,« siger Naja Frederiksen.

11 mål og et nyt udtryk – Kjeldgaard ser FHK finde rytmen

0
11 mål og et nyt udtryk – Kjeldgaard ser FHK finde rytmen

Med 11 mål og et solidt defensivt udtryk var Mads Kjeldgaard en af hovedarkitekterne bag Fredericia Håndboldklubs 38-28-sejr over Sønderjyske. Efter kampen kaldte han sejren for en »kæmpe forløsning« og pegede på et hold, der endelig spiller med både tro og struktur.

Der var ingen tvivl i stemmen hos Mads Kjeldgaard efter Fredericia Håndboldklubs 38-28-sejr over Sønderjyske Herrehåndbold. Efter en periode med blandede resultater og skader var kampen i Skansen en markant vending for holdet.

»Ja, det var en kæmpe forløsning. Der er ingen tvivl om, at vi kigger på stillingen og den måde, vi er placeret, så var det en sindssyg vigtig kamp for os, hvis vi skal kigge ind i et slutspil,« sagde han kort efter kampen.

For Kjeldgaard handlede sejren ikke kun om de to point, men om helheden – sammenspillet, tilliden og det kollektive løft.

»Vi begynder at få mere til at fungere i vores spil. Det betyder noget for selvtilliden og for de nye i truppen. Der kommer nogle nye spillere ind med ny energi, nye kræfter og nye egenskaber. Det, der med, at vi som hold står sammen i dag og får et 10 måls sejr, synes jeg, der er sygt, sygt stærkt og vigtigt, når vi skal bygge videre,« sagde han.

Fredericia leverede en helstøbt præstation med både offensivt flow og defensiv disciplin. Holdet har i flere kampe haft problemer med at holde organisationen i forsvaret, men mod Sønderjyske lykkedes det.

»Jeg synes, at vores forsvar stod noget af det bedste, vi har gjort længe siden, at vi har fået lavet vores stil om. Vores forsvarsspil er lidt mere kompakt. Så vi skulle hjælpe hinanden, når de kom fra midten og ud mod vores backs, og så måtte de afgøre det ude på fløjene, og så håbede vi på, at Fransen ville have nogle redninger. Og det synes jeg, at vi lykkedes med,« forklarede Kjeldgaard og fortsatte:

»Når Sønderjyske så endelig formåede at spille ud til fløjen, så synes jeg netop, at Fradnsen stod fremragende. Det gav en tro på tingene, og det gjorde også, at vi i løbet af anden halvleg bare står bedre og bedre, fordi vi har stor tro på det koncept, vi egentlig har fået bygget op her i løbet af de sidste par uger, så det er bare vanvittig fedt.«

Selv leverede Kjeldgaard 11 mål – men pegede på, at det offensive udtryk var et resultat af hele holdets bevægelse og timing.

»Jeg synes, at det flyder rigtig godt, og jeg synes, at vi får spillet os til nogle rigtig gode muligheder for at få kastet bolden i kassen. Vi har haft et problem med at brænde lidt for mange chancer. Det synes jeg ikke var temaet i dag. Og så vidste vi godt, at Sønderjyske er et hold med rigtig stor målfrekvens – der er generelt mange mål i Sønderjyskes kampe. Så derfor var det vigtigste for os, faktisk at stå godt defensivt.«

Efter en hård periode med skader og mange minutter til de samme spillere, glæder Kjeldgaard sig over, at rotationen begynder at fungere.

»Der er ingen tvivl om, at vi har haft mange skader, og det har påvirket os inde på banen. Der er nogle af os, der måske har fået lidt for mange minutter, og det har resulteret i nogle dumme fejl. Måske har pulsen været for høj og man er blevet træt. Det der med, at folk lige går ud og får fem minutter, og vi formår at spille alle ind, er en kæmpe faktor. Hvilket også kan være lettere i dag, når dem, der bliver skiftet ind, også formår at præstere.«

Læs også

Houmark: Vi havde kontrol – og fik bekræftet bredden på holdet

0
Houmark: Vi havde kontrol – og fik bekræftet bredden på holdet

Fredericia Håndboldklub leverede en helstøbt præstation i Sønderborg med en sejr på 38-28 over Sønderjyske. Cheftræner Jesper Houmark glæder sig over bredden på holdet, den taktiske kontrol – og de første skridt fra debutanten Mads Thymann.

Efter storsejren over Sønderjyske Herrehåndbold i Skansen onsdag aften var Fredericia-træner Jesper Houmark tilfreds – og lettere hæs. En sejr på 38-28, bygget på defensiv styrke og taktisk overskud, satte et klart aftryk i Bambuni Herreligaen. Men Houmark havde ikke regnet med en storsejr.

»Jeg havde nok ikke regnet med en sejr på 10 mål, men jeg havde god fornemmelse inden kampen. Vi har virkelig haft en god træningsuge. Hvis vi tog det med herinde på banen i dag, så vidste jeg, at vi nok skulle tage to point med,« sagde han efter kampen.

Ifølge Houmark havde Fredericia fuld kontrol i første halvleg, selvom forskellen på måltavlen kunne have været større.

»Jeg synes, vi har god kontrol, og jeg synes faktisk, vi går til pausen med en føring, der kunne have været meget større. Vi har lige et par store missere i første halvleg, og Sønderjyske får et par heldige mål. Men det ender med vi går til pause foran med fire, og så får vi lavet to tidlige mål i anden halvleg og kommer foran seks,« sagde han og fortsatte:

»Jeg har tillid til alle spillere, derfor brugte jeg også bænken meget i dag. Jeg ved, de kan gå ind og præstere og være en del af det, og det beviser de jo på allerhøjeste niveau i dag. Men det handler også om at have overskud i kampen, og så er der selvfølgelig nogen, der spiller lang tid, og nogen, der kun kommer ind lige lidt til sidst. Jeg synes dog, at alle spillere kommer ind og får vist rigtig gode ting,« sagde Houmark.

Han lægger vægt på, at den brede trup giver taktisk fleksibilitet og skaber ro undervejs i kampene – en egenskab, som kan vise sig afgørende i et tæt program. Efter kampen var cheftræneren da også tydeligvis tilfreds, men med sin vanlige tørre energi sagde han: »Jeg tror, jeg råbte alt, hvad jeg kunne. JAAAA,« sagde Houmark med et smil

En af aftenens store historier var debutanten Mads Thymann, der fik sin første kamp i den røde trøje. Han scorede på straffekast i første halvleg og når han er spillet mere ind, så bliver han værdifuld for Fredericia, siger cheftræneren.

»Jeg glæder mig til at se Thymann, når han er spillet endnu mere ind i vores trup. Jeg er helt sikker på, at han kan komme og bidrage med nogle rigtig gode ting. Også endnu mere end han gør i dag. Det er klart, når man har trænet med os fire gange max, så er der lige lidt i spillet, der skal trænes endnu mere, men det kommer. Jeg er ikke i tvivl om, at han også kommer til at pumpe en masse mål for os,« sagde Houmark og talte om hvorfor den store sejr betyder rigtig meget også på længere sigt.

»Indbyrdes målscore har stor betydning, hvis man ender med samme antal point. Sønderjyske og BSH også lige, og vi tabte jo med 10 mål hjem til BSH. Og nu har vi plus 10 her, så hvis vi er tre er lige, så betyder det noget, at vi henter en masse mål,« forklarede han.

Fokus skifter nu til næste opgave. Nu venter HØJ, et møde som Jesper Houmark ser frem til.

»Det er et spændende, nyoprykket hold, som har gjort det rigtig fint på hjemmebane, men vi skal selvfølgelig være klar til at stå imod det, de kommer med,« sagde Houmark.

Til spørgsmålet om, hvornår nyerhvervelsen svenske Adam Ljungquist får sin første kamp, lød svaret med et stort smil: »Det må træningen og tiden vise.«

Læs også

Frandsen fænomenal, Kjeldgaard ustoppelig – Fredericia triumferede i Sønderborg

0
Frandsen fænomenal, Kjeldgaard ustoppelig – Fredericia triumferede i Sønderborg

Fredericia Håndboldklub leverede onsdag aften en stor holdpræstation, der rungede helt ud af Skansen i Sønderborg. Med et forsvar bygget på bjørnestyrke og en målmand i særklasse vandt FHK 38-28 over Sønderjyske Herrehåndbold. Sebastian Frandsen stod som en mur, Mads Kjeldgaard lynede 11 gange, og debutanten Mads Thymann kom på tavlen i sin første kamp i den røde trøje. Ultras fyldte Skansen med sang, og Fredericia tog to vigtige point – og en sejr, der blev til mere end bare tal på tavlen.

Der var musik, lys og larm i Skansen, da Sønderjyske Herrehåndbold og Fredericia Håndboldklub onsdag aften tørnede sammen i Herreligaen. Det klassiske håndboldbeat drønede ud gennem hallen, Safri Duo fik taget til at løfte sig, og de lyseblå hjemmefans rejste sig i kor. Men på modsatte langside stod Fredericias HK Ultras – mange i rødt, mange med stemme – klar til at overdøve alt.

»LÅ LÅ LÅ LÅ,« sang de, mens FHK-spillerne løb på banen. Klappølserne blev overdøvet af rå energi fra den røde lejr. De var rejst langt for det her, og man kunne mærke det.

Sønderjyske åbnede kampen med bolden og satte hurtigt tempo. Emil la Cour scorede kampens første mål på straffekast, men Fredericia svarede prompte. Kjeldgaard udlignede, og Frandsen reddede det næste forsøg fra Konradsson. Ultras jublede: »Super, Super Frandsen!« – og kampen var for alvor i gang.

Efter få minutter var det tydeligt, at Fredericia var kommet for at tage kontrollen. Kjeldgaard viste lynhurtigt sin styrke, først med et kraftfuldt skud i nærmeste hjørne, derefter med en hurtig kontra. Mossestad fulgte op med et sikkert skud, og efter fem minutter stod der 3-2 til FHK.

Tempoet var højt, tacklingerne hårde. Det fredericianske forsvar kæmpede. Alle bakkede op og flyttede sig for hinanden. Sønderjyske svarede dog igen med et par hurtige scoringer fra Setterblom, men Fredericia holdt roen. Martinusen spillede flydende og kreativt, mens Frandsen lukkede mere og mere af.

Lige præcis Sebastian Frandsen begyndte for alvor at sætte sit præg på kampen. Han reddede to frie afslutninger i træk, først fra Tilsted og siden fra Bergholt, og hver redning blev mødt med et rungende brøl fra Ultras: »Super, Super Frandsen!«. Fredericias forsvar stod kompakt, aggressivt og tæt, og hjemmeholdets hurtige kombinationer blev gentagne gange bremset af en rød mur.

Foran viste Fredericia overblik og timing. Martin Bisgaard fandt plads i bagrummet og satte 5-2-målet efter en kontra, og kort efter kom Mossestad igennem fra fløjen til 6-3. Sønderjyske tog timeout efter ti minutter for at dæmme op for tempoet, men Fredericia fortsatte ufortrødent.

Kjeldgaard var overalt. Han vandt dueller, stjal bolde og satte boldene ind med en selvsikkerhed, der smittede. Efter et kvarters spil havde han allerede nettet seks gange. Sønderjyske forsøgte at svare med hurtigmidte og angreb over venstre side, men Frandsen tog det meste. Selv på straffekast holdt han roen – og det begyndte at nage hjemmeholdet.

Midtvejs i halvlegen kom kampens første udvisning, da Jacob Bagersted blev sendt ud i to minutter. Fredericia udnyttede overtallet til fulde. Først en hurtig scoring fra Kjeldgaard på kontra, så et veludført angreb, hvor Martinusen fandt Pevnov på stregen. Den tyske stregspiller stod stærkt og tilkæmpede sig både mål og straffe.

Efter tyve minutter var stillingen 13-10 til FHK, og Sønderjyske måtte igen samle sig i timeout. Hjemmeholdet kæmpede, men Fredericias angrebsspil flød. Martinusen styrede spillet, Bisgaard viste kvalitet på fløjen, og Frandsen fortsatte sit redningsshow bagtil.

Så kom Mads Thymanns øjeblik. Efter 23 minutter tilkæmpede Evgeni Pevnov et straffekast, og den nytilkomne venstre back trådte frem til sin første officielle afslutning i den røde trøje. Han satte den sikkert ind og hævede armene mod Ultras, der kvitterede med jube og klapsalver. Et lille, men symbolsk øjeblik i en kamp, der allerede havde fået FHK til at ligne et hold med kurs mod noget større.

Kort efter fik Pevnov to minutter for en hård duel, men selv i undertal holdt Fredericia tempoet. Frandsen tog igen fra, og Palmar udnyttede en fejlaflevering fra Konradsson til at øge til 16-11 på kontra. Sønderjyske svarede via Tilsted på straffekast, men momentum var rødt.

Midt i første halvleg udspillede der sig en situation, som ingen på banen eller tribunen glemmer foreløbig. Mads Kjeldgaard var helt fri og på vej til at score, da dommerbordet pludselig trykkede på timeoutknappen. Fløjten lød midt i angrebet, spillerne stoppede, og et øjebliks total forvirring bredte sig i hallen.

Dommerne Daniel Møller og Rasmus Dreier Høgfeldt kiggede mod observatøren, Martin Gjeding, men ingen syntes at have styr på situationen. Frustrationen voksede, og på tilskuerpladserne blev der rystet på hovederne. Det endte med et straffekast til Fredericia, som Mads Thymann satte ind.

Mod slutningen af halvlegen fik Fredericia endnu et straffekast. Mads Thymann trådte påny frem, men bolden ramte stolpen. Det ændrede dog ikke på helhedsindtrykket – Fredericia var i fuld kontrol og gik til pause foran 18-14.

Fredericia satte trumf på – og lukkede Skansen med stil

Anden halvleg begyndte, som den første sluttede – med Fredericia i kontrol og med et blik, der ikke var til at tage fejl af. På banen stod de samme røde spillere klar. Sønderjyske forsøgte fra starten at piske tempo i kampen, men Fredericia var et skridt foran.

Sønderjyske kom ud fra pausen med håb om at ændre kampbilledet, men Fredericia lukkede hurtigt døren for enhver opblomstring. Evgeni Pevnov åbnede halvlegen med et mål fra stregen, og kort efter øgede Martin Bisgaard fra fløjen. Sønderjyske fik reduceret via Frederik Tilsted, men Fredericia bevarede rytmen og kontrol over tempoet.

Spillet bølgede i de første minutter, men FHK virkede i balance. Frandsen tog igen fra i målet, og forsvaret stod tæt og organiseret. I angrebet kørte bolden sikkert mellem hænderne på Martinusen, Kjeldgaard og Moberg satte fart i spillet. Sønderjyske forsøgte at svare igen, men Fredericia ramte den præcision, der manglede i hjemmeholdets afslutninger.

Efter ti minutters spil stod der 23-17, og momentum var tydeligt. Hjemmeholdet fik problemer med FHK’s fysik og bevægelse, og samtidig begyndte udvisningerne at tynge Sønderjyske. Tobias Gregers Schmidt måtte ud, og Fredericia udnyttede det kynisk. Kjeldgaard satte endnu et par scoringer ind – først på gennembrud, siden efter et hurtigt opspil fra Martinusen.

Frandsen fortsatte sit store spil i målet og afværgede flere frie forsøg. I den anden ende blev der spillet med omtanke og tålmodighed. Young viste sin hurtighed i kontrafasen, og Pevnov arbejdede sig fri på stregen til endnu et mål. Hver gang Sønderjyske nærmede sig, svarede Fredericia igen med flere mål.

Midt i halvlegen stod det 30-24. Sønderjyske tog timeout, men intet kunne rokke ved kampens retning. Frandsen lukkede effektivt af, mens Kjeldgaard og Martinusen fastholdt presset offensivt. Young satte sit femte mål ind. Han var i øvrigt et frisk indspark i anden halvleg. Han spillede med stor energi og sikkerhed. Det var også tydeligt, at det var en forløsning for holdet i dag – mange mål blev til jubelscener ud mod de mange medrejsende fredericianere.

I de afsluttende minutter gik det hele op i en højere enhed. Jonas Kruse kom på banen, fik bolden – og satte den sikkert i mål. Kort efter fulgte Evgeni Pevnov op med to hurtige scoringer, først på oplæg fra Kruse, siden fra Pelle Segertoft. Fredericia spillede frit, sikkert og med overskud. Alt kunne lade sig gøre.

Det blev en aften i Sønderborg, hvor Fredericia viste, at samspil, tålmodighed og tro på egne kvaliteter kan løfte et hold – og hvor sejren blev cementeret som en af sæsonens mest helstøbte præstationer. FHK er også på udebane i næste runde, hvor HØJ venter i Ølstykke. Fredericia kravler op på 7.pladsen og forbi Sønderjyske med dagens 10-måls sejr.

Genlæs vores live fra kampen her

Danmarksdemokraterne vil vende skuden i Middelfart: »Tilliden skal tilbage«

0
Danmarksdemokraterne vil vende skuden i Middelfart: »Tilliden skal tilbage«

Danmarksdemokraternes spidskandidat i Middelfart, Jonas René Jensen, går til valg på et markant kursskifte. Han vil give pengene tilbage til borgerne, investere i velfærd frem for projekter og genskabe tilliden mellem kommunen og dens indbyggere.

For Jonas René Jensen fra Danmarksdemokraterne handler kommunalvalget i Middelfart om én ting: At vende udviklingen og give magt og midler tilbage til borgerne.

»Jeg går til valg på at give midler fra kommunen tilbage til borgerne,« siger han og slår fast, at det kræver mere end blot småjusteringer. »Det vil kræve flere ting. For det første vil det kræve et lederskifte. Det er vigtigt. Og så kræver det, at vi inddrager borgerne, både erhvervslivet og de enkelte borgere derude, i alle de her handlinger, vi nu render og gør på forkant, i stedet for at tage dem med på bagkant og sige, at de er blevet inddraget.«

For Jensen handler det om tillid. Han mener, at Middelfart Kommune i for høj grad har haft fokus på projekter og prestige – og for lidt på de mennesker, kommunen er sat i verden for at hjælpe.

»Den største udfordring er, at vi går og fortæller, at det hele går så godt, men at vi simpelthen glemmer at have fokus på, hvor mange børn der ikke kommer i skole, hvor mange der ikke trives, og hvordan velfærden rent faktisk er blevet ringere og ringere hen over de sidste fire år i Middelfart,« siger han.

Jensen vil bruge flere penge på skole-, ældre- og handicapområdet – og mindre på, hvad han kalder projekter uden direkte effekt.

»Vi skal investere mere i borgernes velfærd og investere mindre i projekter, som ikke direkte giver en eller anden effekt på velfærd,« siger han.

Han nævner blandt andet Klimafolkemødet og større anlægsprojekter som eksempler på, hvor kommunen kan skrue ned. »Der ser jeg eksempelvis sådan et som Klimafolkemødet. Det skal vi simpelthen blive beholdt, men det skal være en forening, der driver det, og kommunen skal ikke skyde den mængde midler og især arbejdskraft ind, som vi gør. Det har jeg en klar forventning om, at der er en del penge i.«

»Så skal vi holde os fra at investere i kæmpe store marina-projekter og vilde cykelstigprojekter, som måske alligevel viser sig ikke at bidrage til noget. Og så skal vi gøre det, at vi rent faktisk flytter de penge tilbage fra anlæg, som vi har taget fra driften,« tilføjer han.

Folkeskolen fylder meget i Jonas René Jensens program. Han ser den ikke blot som et uddannelsessted, men som kommunens vigtigste fremtidsinvestering.

»Jeg tænker faktisk næsten sådan lidt, at det er samme årsag, som jeg opdrager mine børn. Det er min fremtid. Mine børn er jo fremtiden for mig og for hele verden. Hvis vi ikke kan sikre, at de kommer ud og får nogle chancer, der gør, at de kan komme videre i livet, så kommer vi til at stå med et problem om 10-15 år, der er så stort, at det nok bliver umuligt at løse.«

Også ældreområdet har hans opmærksomhed. Her mener han, at ensomhed og manglen på moderne boligformer presser livskvaliteten. »Vi burde naturligvis sørge for, at de her plejehjem ikke er en opbevaring for de aller, aller svageste borgere. Vi har ikke særlig mange gode tilbud til de ældre borgere, fordi ensomhed kommer til at fylde rigtig meget. Det skal vi altså formå at skaffe nogle boligformer, der gør, at vi kan modvirke det,« siger han.

For Jonas René Jensen skal politisk kultur være et centralt tema efter valget. Han ønsker en ny samarbejdskultur, hvor alle stemmer tæller.

»Et samarbejde kræver jo, at alle arbejder sammen. Det vil sige, at alle skal jo også være inviteret med til bordet. Det er en forudsætning for at kunne samarbejde. Og uanset om dem, der sidder der, har 1, 2, 10 eller 20 mandater, så er det vigtigste rent faktisk, at alle bliver hørt. Det betyder ikke, at alle får det, de peger på, men at man tager sig tiden til at lytte på dem, der vil en anden vej,« siger han.

Jensen kritiserer samtidig det, han kalder »borgmesterbyen«, hvor store investeringer koncentreres i Middelfart by.

»Jeg er ked af, at den primære fokus på alt det, vi laver af store tiltag i Middelfart Kommune, ligger centralt i borgmesterbyen. Jeg kunne godt se, at vi lavede nogle tiltag – tag Gelsted som et eksempel – noget, der kunne være interessant både for turister, men mest af alt for de borgere, der bor her i kommunen,« siger han.

Han forestiller sig en kommune, hvor også de mindre lokalsamfund får lov at blomstre. »Jeg skulle ikke overkøre til Gelsted i dag, i stedet for at vi altid skal ind til centrum. De ting, der skal til for at tiltrække folk, behøves jo ikke altid at være kæmpe, kæmpe store anlægsprojekter. Vi kunne godt finde nogle alternativer, der gjorde, at folk tænkte, lige her, der er måske spændende at være – en grøn lille perle eller et eller andet ude i Gelsted,« siger han.

For Danmarksdemokraternes spidskandidat er tillid nøgleordet. Tillid mellem borger og kommune, mellem by og opland – og mellem politikerne selv.

»Min vision for byen er, at det skal være et sted, hvor folk igen får en stor tillid til kommunen. Folk er jo generelt glade for at bo her. Men den her tillid, der gør, at de har følelsen af, at de er med på, hvad der foregår – det er noget af det, jeg synes bliver det vigtigste om næste fire år,« siger han.

Hvis det lykkes, mener Jonas René Jensen, at Middelfart kan udvikle sig i en ny retning – fra en topstyret kommune til et lokalt fællesskab, hvor beslutninger og velfærd igen hænger sammen.

Ny rød ild i midten af Skansen – Fredericia kæmper i det Sønderjyske

0
Ny rød ild i midten af Skansen – Fredericia kæmper i det Sønderjyske

Der er sydjysk puls i luften, når Fredericia Håndboldklub i aften gæster Sønderjyske Herrehåndbold i Skansen i Sønderborg. Et opgør mellem to klubber, der kender hinanden alt for godt, men som altid finder nye måder at udfordre hinanden på. For Fredericia bliver det en kamp med fornyet energi, hvor Mads Thymann får debut.

Vi er med live fra Sønderborg fra første fløjt. Kampen præsenteres af ADP A/S

Direktør fritaget for tjeneste

0
Direktør fritaget for tjeneste

Middelfart Kommunes Børn- og Ungedirektør Charlotte Houlberg er onsdag aften fritaget for tjeneste indtil videre. Meldinger kommer flere måneder efter tidlig-SFO-skandalen i Middelfart Kommune, hvor der også blev talt med store ord. Nu er hun fritaget fra tjeneste. Det skriver Middelfart Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunaldirektør Steen Vinderslev har onsdag fritaget Middelfart Kommunes Børn- og Ungedirektør for tjeneste indtil videre. Det sker i lyset af de gentagne fejl, der er begået i forbindelse med forløbet om skoleindskrivningen og indskrivningen i tidlig-SFO. Senest i dag, hvor et brev om skoleindskrivningen viste sig at indeholde en forkert formulering om indskrivning til tidlig-SFO.

Kommunaldirektøren vil nu gå i dialog med Økonomiudvalget og Byrådet om Charlotte Houlbergs fortsatte ansættelse i Middelfart Kommune.

Valgdebat i Fredericia Idrætscenter: Idræt, fællesskab og økonomi på spil

0
Valgdebat i Fredericia Idrætscenter: Idræt, fællesskab og økonomi på spil

Fredericia, 4. november 2025 – Idrætten samlede partierne, men økonomien skilte dem, da kandidaterne til det kommende byråd mødtes til valgdebat i ADP Lounge i Fredericia Idrætscenter. Journalist Henrik Brandt styrede aftenen, som både rummede varme klapsalver, ærlige uenigheder og konkrete forslag til, hvordan kommunen skal prioritere idrætten i de kommende år. Kommunalvalget finder sted den 18. november.

Henrik Brandt, der tidligere har stået i spidsen for Idrættens Analyseinstitut, lagde ud med et glimt i øjet. »Jeg er lidt nervøs for at komme til at sige Fredericia for mange gange, så jeg kalder det bare kommunen. Når jeg siger kommunen, så mener jeg altså 7000 der,« sagde han til latter fra salen. Derefter blev tonen hurtigt mere alvorlig: Hvordan sikrer man, at idrætten fortsat styrker fællesskabet, uden at sprænge kommunens budget?

Socialdemokratiets David Gulløv sagde, at idrætten er en hjørnesten i det lokale sammenhold. »Idrætten binder os sammen – uanset alder og baggrund. Den skaber sundhed, trivsel og muligheder,« sagde han. Venstres Peder Tind fulgte op med en lignende pointe: »Fællesskabet er det, der gør, at jeg bliver til vi. Vi skal bygge videre på det, vi allerede har, og styrke det.« SF’s Lars Olesen beskrev idrætten som livskvalitet i hverdagen. »Det handler om livslyst og frihed – ikke kun for de unge, men også for dem, der går ture i Hanerup Skov og spiller krolf. Idræt er at komme ud af hovedet og ned i kroppen,« sagde han. Hos Moderaternes Hans-Jørgen Jagd blev budskabet mere personligt. »Jeg kunne ikke gå for to år siden. Idrætten har givet mig livet tilbage.«

En af de store diskussioner handlede om kommunens idrætsfaciliteter. Flere roste Fredericia for de investeringer, der er sket de senere år, men mange efterlyste en mere jævn fordeling mellem store prestigeprojekter og mindre hverdagsnære anlæg. »Når vi bruger millioner på lounge og stadion, må vi huske de steder, hvor børn og unge mødes til hverdag,« sagde Lars Olesen. David Gulløv pegede på de selvejende haller, der ofte er ældre, men fortsat bruges flittigt. »Derfor skal vi have fokus på dem, når vi taler om fremtidens facilitetsstrategi,« sagde han. Venstre pegede på, at en ny plan for idrætsfaciliteter skal udarbejdes i 2026, og at det skal ske i samarbejde med foreningerne.

Et af de mest konkrete stridspunkter var hallejen – især for svømmeklubben. Hans-Jørgen Jagd sagde, at Fredericia Svømmeklub betaler landets højeste halleje, og at det fører til tomme tider i dagtimerne. »Der er ingen, der har glæde af, at halvdelen af hallerne står tomme,« sagde han. Også Søren Andersen fra Det Konservative Folkeparti mente, at der må kigges på forskellen mellem idrætter. »Svømning er en dyr idræt at drive. Hvis vi ikke gør noget, kører de til Kolding eller Vejle,« sagde han.

Flere pegede også på, at folkeskolerne betaler for at bruge hallerne i skoletiden – en model, flere kaldte urimelig. »Jeg håber da, at vores folkeskoler kan få lov til at bruge hallerne uden at blive flået,« sagde Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti. David Gulløv var enig: »Når skolerne ikke bruger hallerne, mister børnene noget, og hallerne mister indtægt. Det er ikke holdbart.« Venstre pegede på, at ordningen bør evalueres i den kommende valgperiode.

Den nu lukkede bowlingbane i Fredericia Idrætscenter blev et symbol på prioriteringsproblemet. Emil Fredslund Rasmussen fra Danmarksdemokraterne sagde: »Jeg er uforstående overfor, at man kan smide så mange fællesskaber væk for så få penge.« Eilersen fulgte op: »Der var mange ældre mænd, der brugte den facilitet. Vi skal huske at værne om minoritetsidrætterne.«

Da debatten drejede over på eliteidræt og breddeidræt, kom de politiske forskelle tydeligt frem. Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti talte for en både-og-løsning. »Eliten kaster lys på, men det er bredden, der vinder på det,« sagde Peder Tind. Christian Jørgensen fra Liberal Alliance tilføjede: »Der er en brandingværdi for byen. I den ideelle verden kunne alt stå alene, men sådan er det ikke.« SF’s Lars Olesen tog den modsatte position. »Jeg er mere til at få vappet taget på hallen i Bredstrup-Pjedsted end at smide millioner efter divisionsforeningens krav,« sagde han. Hans-Jørgen Jagd kaldte håndbold- og fodboldklubberne »private selskaber« og spurgte, hvorfor kommunen skal finansiere deres anlæg. Søren Andersen mindede dog om, at »eliteidræt er meget mere end fodbold og håndbold – svømning, roning og skydning kræver også støtte.«

En af aftenens stærkeste øjeblikke kom fra Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste, der fortalte om skytte Jan Vinter, en paraatlet med et alvorligt handicap. »Hvis vi mener idræt for alle, så skal systemet også rumme dem, der ikke passer ind i standarden,« sagde han. Fortællingen udløste bred enighed om, at kommunen skal støtte parasporten og gøre den mere tilgængelig.

Flere kandidater pegede på behovet for mindre bureaukrati i foreningslivet. »Det skal være lettere at drive forening. Det skal være sjovt at være frivillig,« sagde David Gulløv. »Vi har styrket forvaltningen, så flere kan hjælpe foreningerne. Men ja, vi skal gøre det enklere,« sagde Peder Tind. De fleste var enige om, at samarbejder med fonde skal spille en større rolle, men at kommunen må bidrage økonomisk for at få projekterne i mål.

Økonomien løb som en understrøm gennem hele aftenen. »Vi bruger hele vores serviceramme. Vi må prioritere,« sagde Christian Jørgensen fra Liberal Alliance. »Kultur og idræt bruger tre procent af kommunens budget – det er altså ikke her, man redder folkeskolen eller ældreområdet.« Karsten Byrgesen sluttede debatten med ordene: »Jeg er stolt af det, vi har. Lad os finde pengene i et bredt forlig, så vi kan fortsætte med at udvikle idrætten – uden at rive noget andet ned.«

Debatten viste, at der er bred enighed om idrættens værdi, men uenighed om vejen dertil. Nogle vil bruge flere penge på de nære fællesskaber, mens andre ser de store fyrtårne som løftestang for hele kommunen. Svaret må vælges af vælgerne, når Fredericia går til stemmeurnerne den 18. november.

20 år med Jordemoder.dk: Birgit Thalwitzer fejrer to årtier i omsorgens tegn

0
20 år med Jordemoder.dk: Birgit Thalwitzer fejrer to årtier i omsorgens tegn

Når man træder ind ad døren til Jordemoder.dk, mødes man af duften af kaffe, dæmpet musik og en ro, der næsten føles som et kærtegn. I november er det 20 år siden, at Birgit Thalwitzer for første gang slog dørene op til sin klinik i Fredericia – et sted, der siden har udviklet sig til et lille åndehul for gravide og familier, der søger tryghed og nærvær i en foranderlig tid.

»Tænk, at jeg har haft det privilegie at forvalte mit jordemoderliv på den måde i så mange år. Det føles næsten uvirkeligt, at det er 20 år siden. Jeg synes jo nærmest, det var i går, jeg åbnede,« siger hun og smiler.

Birgit Thalwitzer er jordemoderen, der altid tager telefonen. Også når den ringer sent. Hun kender stemmerne, historierne og mange af familierne, der har krydset klinikkens dørtrin gennem årene. Nogle af de første babyer, hun scannede, er nu selv blevet forældre.

»Det er en gave at kunne følge familierne på den måde. De første børn, jeg har scannet, er jo blevet store, og nogle af dem er begyndt at få børn selv. Det er ret vildt,« fortæller hun med varme i stemmen.

Et tilfælde, der blev til et kald

Historien om Jordemoder.dk begynder i november 2005. Ikke som et strategisk forretningsprojekt, men som en næsten tilfældig beslutning.

»Jeg kiggede på nogle lokaler i et af glastårnene ved Kraftbiler i Fredericia – egentlig for nogle andres skyld. Men da jeg trådte ind, var der bare noget ved lyset, rummet, stemningen. Jeg tænkte: her kunne jeg virkelig godt tænke mig at arbejde hver dag,« fortæller hun.

Da lokalerne alligevel ikke blev lejet ud til de oprindelige interesserede, greb Birgit muligheden. Seks uger senere stod klinikken klar.

»Jeg tænkte bare, nu gør jeg det. Jeg havde altid elsket arbejdet som jordemoder, men jeg savnede at kunne gøre tingene på min egen måde – med tid, hygge og nærvær. Visionen var egentlig enkel: at arbejde med det, jeg elsker, og gøre det med hjertet.«

Klinikken blev hurtigt en succes. Ikke kun for sine faglige resultater, men for sin atmosfære. Birgit havde ramt noget i tiden – en længsel efter menneskelighed midt i et sundhedssystem, der blev mere og mere effektiviseret.

Fra Fredericia til Odense og Aabenraa

I dag er Jordemoder.dk vokset ud over bygrænsen. Klinikken i Fredericia har fået søskende i både Odense og Aabenraa, og hverdagen er fyldt med scanninger, konsultationer, samtaler og et team, der deler hendes værdier.

»Man kan sige, at klinikken har fået børn – det er jo sådan, det går. Vi er vokset, men grundideen er den samme. Det handler stadig om tryghed, tillid og kærlighed til faget. For mig er det ikke bare et arbejde. Jeg tager ikke på arbejde – jeg tager på klinikken. Det er mit andet hjem,« siger Birgit og peger på sine hjemmesko, som altid står klar under skrivebordet.

Hun fortæller grinende, hvordan hun for nylig blev ringet op af en kvinde, der havde brug for en akut scanning.

»Jeg var ude med hesten, stod i stalden med ridebukser og ridestøvler, men tænkte bare – selvfølgelig. Så jeg tog direkte derhen. Det er jo det, det handler om. At kunne hjælpe, når der er brug for det. Så må hesten vente lidt,« siger hun med et glimt i øjet.

Et liv i rytme med andre menneskers liv

Birgit Thalwitzer beskriver sit arbejde som en livsstil. Et sted, hvor grænserne mellem profession og passion for længst er opløst.

»Jeg lever og ånder for det her. Jeg elsker, at jeg hver dag får lov til at være en del af nogle af de største øjeblikke i menneskers liv. Når et par går ud ad døren med ro i kroppen, fordi de føler sig set og forstået – så giver det mig alt, hvad jeg har brug for,« siger hun.

Og den relation stopper sjældent, når barnet er født. Mange af familierne vender tilbage – nogle for endnu en graviditet, andre bare for at hilse på.

»Der er familier, jeg har fulgt i årevis. Det er så rørende, når de kommer igen. Der er en dyb genkendelse i det. Det er derfor, jeg stadig gør det her med den samme glæde, som da jeg begyndte.«

365 dage i året – med åben telefon

Hos Jordemoder.dk handler tryghed også om tilgængelighed.

»Telefonen er åben 365 dage om året. Hvis nogen har brug for hjælp, så skal de kunne få fat i os. Jeg har haft kvinder, der har sendt en sms midt om natten, og hvis jeg ser den, så svarer jeg. For når man står i det, så er behovet der nu – ikke i morgen,« siger Birgit.

Hun har gennem årene opbygget et team, der deler hendes tilgang til faget: nærvær, faglighed og menneskelighed i balance.

»Det betyder alt, at stemningen herinde er god. Vi skal kunne grine, støtte hinanden og mærke, at vi gør en forskel. Det er jo ikke bare en forretning. Det er et fællesskab, hvor vi tager os af andre – og af hinanden.«

Jubilæet som et spejl

Når Birgit Thalwitzer kigger tilbage på de 20 år, er det ikke et specifikt øjeblik, der står som højdepunktet.

»Hver dag er et højdepunkt for mig. Jeg ved godt, det lyder som en floskel, men sådan er det. Hver eneste scanning, hver eneste samtale betyder noget. Jeg er stadig nysgerrig, stadig glad for mit fag – og stadig dybt taknemmelig for alle de mennesker, der har valgt at komme her,« siger hun.

Selvom hun ikke planlægger en stor fest, markerer klinikken alligevel jubilæet gennem måneden med små fejringer og giveaways til de mange familier, der lægger vejen forbi.

»Det bliver hyggeligt og lidt hverdagsagtigt – sådan som vi gør ting her. Jeg har ikke brug for store armbevægelser. For mig handler det om at sige tak. Tak til alle dem, der har gjort det her muligt.«

En stille taknemmelighed

Når man spørger, hvad hun håber for fremtiden, tøver hun et øjeblik, inden hun svarer.

»Jeg håber, jeg kan fortsætte med at gøre det, jeg elsker. At klinikken bliver ved med at være det trygge sted, den altid har været. Og så håber jeg, at vi som samfund husker, hvor vigtigt det er at give tid, nærvær og ro til de mennesker, der skal bringe nyt liv til verden,« siger hun.

Hun læner sig lidt tilbage og smiler.

»Jordemoder.dk har aldrig handlet om at blive stor. Det har handlet om at blive ved med at være menneskelig.«


FAKTA: Jordemoder.dk
• Grundlagt i november 2005 af jordemoder Birgit Thalwitzer.
• Klinikker i Fredericia, Odense og Aabenraa.
• Tilbyder scanninger, konsultationer, fødselsforberedelse og rådgivning.
• Kendt for sin personlige og tilgængelige tilgang – med åbent telefonnummer året rundt.
• Markerede 20-års jubilæum i november 2025 med små fejringer og aktiviteter i hele måneden.

Fredericia fik ingen garanti: Finansminister Wammen afviser at svare på Ørsted-sagen

0
Fredericia fik ingen garanti:  Finansminister Wammen afviser at svare på Ørsted-sagen

Da Folketingets spørgetime i dag gik i gang klokken 13, rettede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, et direkte spørgsmål til finansministeren. Spørgsmålet var enkelt, men konsekvenserne kan blive alt andet end det.

»Vil regeringen hjælpe Fredericia økonomisk, hvis sagen mod Ørsted tabes af staten, så de ikke sidder tilbage, altså Fredericia Kommune, med en millionregning, der vil ramme deres ældre, børn og velfærd?« lød spørgsmålet fra Dragsted, der henviste til den verserende skattesag, som potentielt kan koste Fredericia op mod 350 millioner kroner.

Det er første gang, Fredericia bliver nævnt direkte i Folketingssalen i forbindelse med Ørsted-sagen – men håbet om et klart svar blev hurtigt slukket. Finansministeren afviste at kommentere sagen med henvisning til, at det ikke lå inden for hans ressortområde.

»Der spørges til konsekvenserne af en verserende skattesag, og som jeg også tror, det er blevet gjort spørgeren bekendt, så bør spørgsmål vedrørende igangværende skattesager rettes til skatteministeren. Jeg kommer derfor helt principielt ikke til at gå nærmere ind i sagsbehandlingen af en skattesag eller de mulige konsekvenser af denne,« lød det fra finansministeren.

Men Pelle Dragsted lod sig ikke stoppe. Han gjorde det klart, at hans spørgsmål ikke handlede om selve sagens juridiske indhold, men om, hvordan regeringen vil forholde sig, hvis kommuner som Fredericia ender med en kæmpe økonomisk regning, fordi staten taber sagen.

»Nu er det jo ikke skattesagen og dens indhold, som jeg spørger til, finansminister. Jeg spørger til, hvordan regeringen vil stille sig, hvis den her sag ender med en meget stor regning, som ikke bare lander hos staten, men som altså også lander ude i kommunerne. Særligt i Fredericia Kommune, som kan komme til at sidde med en regning på – hold nu fast – 350 millioner kroner. Det vil være meget her i Københavns Kommune, men i Fredericia er det et helt ekstremt stort beløb,« sagde Dragsted og fortsatte:

»Det kan ikke ske uden, at det kommer til at ramme den helt almindelige borger. Og vi ved godt, hvem det rammer hårdest. Det er børnene, det er de ældre, det er mennesker, det er familier med handicap. Jeg har besøgt Fredericia flere gange, og folk er jo selvfølgelig enormt bekymrede over udsigten til det her.«

Pelle Dragsted opfordrede regeringen til at sende et klart signal om, at Fredericia og andre kommuner ikke skal stå alene, hvis staten taber sagen.

»Jeg tror, det kunne være et meget stærkt signal, hvis regeringen sagde klart til Fredericia og andre kommuner, at hvis det her falder ud, som vi risikerer, så står I selvfølgelig ikke alene med regningen. Staten skal tage ansvaret, for det er jo staten, der har indkrævet nogle skatter, man ikke var berettiget til. Kommunerne har ikke haft nogen chance. De har brugt de penge, som de i god tro har fået at vide, at de havde.«

Men finansministeren fastholdt sin linje.

»Jeg er nødt til at sige til Pelle Dragsted, at det er fuldstændig normal tilgang, at når der er en verserende skattesag, så kommenterer man ikke på indholdet af den eller de mulige afgørelser, den måtte føre til. Jeg er finansminister, og det her er en sag, der hører under skatteministeren. Derfor siger jeg til hr. Pelle Dragsted, at hvis man har spørgsmål til en skattesag, så er det skatteministeren, de skal rettes til,« sagde ministeren.

Dragsted svarede, at han fandt svaret utilfredsstillende og forsøgte at stille spørgsmålet på ny i en mere principiel form.

»Jeg mener, at finansministeren principielt må kunne forholde sig til, om kommuner som Fredericia skal rydde op efter regeringens og Skats fejldispositioner. Skal kommunerne sidde tilbage og betale prisen, hvis staten har opkrævet forkert?« spurgte han.

Men igen blev svaret kort og kontant.

»Hr. Pelle Dragsted står her og konkluderer resultatet af en verserende skattesag. Det er et godt princip, at man som minister ikke kommenterer en sag, der stadig kører – og slet ikke en, der ligger uden for ens eget ressort,« svarede finansministeren.

Dragsted afsluttede med en skarp bemærkning om, at Fredericia-borgerne fortjener et klarere svar end det, de fik i dag.

»Selvfølgelig kan regeringen have en principiel holdning til, om kommuner, der ender i den her slags situationer, skal stå alene. Jeg synes, det er virkelig skuffende, og jeg havde håbet på et mere ansvarligt svar fra finansministeren.«

Finansministeren fastholdt dog, at regeringen ikke vil kommentere sagen, før den er afgjort. Dermed fik Fredericia – trods sin plads i Folketingssalen – ingen garanti for hjælp, hvis Ørsted-sagen ender med et økonomisk nederlag for staten.

For Fredericia kan udfaldet betyde et historisk pres på byens økonomi. Kommunen har allerede udarbejdet en intern beredskabsplan, men uden statslig garanti risikerer den at stå alene med en regning, der kan mærkes på både børnepasning, ældrepleje og den lokale velfærd.

Spørgetimen sluttede uden yderligere bemærkninger, men sagen forventes at dukke op igen.

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

Mænd stoppede bilister ved tankstation – politiet rykkede ud

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede torsdag middag ud efter en anmeldelse om mistænkelig adfærd ved Vejlevej i Kolding. Klokken 12.33 modtog politiet en henvendelse om,...