POLITIK. Der var gået en halv time af formiddagens undervisning i kommunale budgetter og bloktilskud på Comwell i Kolding, da mobiltelefonerne begyndte at summe. Det var torsdag kort før klokken 13, og statsminister Mette Frederiksen var netop gået på talerstolen i Folketingssalen for at udskrive valg til afholdelse den 24. marts. I lokalet sad tre af Fredericias nyvalgte byrådsmedlemmer på Kattegat-kursus for nyvalgte kommunalpolitikere. Alle tre er også folketingskandidater.
»Vi var faktisk tre folketingskandidater fra Fredericia til det samme kursus. Både Sune, Lasse og jeg sad og kiggede på telefonerne, da det skete,« fortæller Christian Jørgensen fra Liberal Alliance.
Christian Jørgensen (I) vil køre en tredelt valgkamp med fokus på det lokale i Fredericia, erhvervsnetværket i trekantområdet og klassisk liberal politik i resten af Sydjyllands Storkreds. Foto: AVISEN
Ved siden af ham sad Lasse Hildingberg fra Venstre og Sune Nørgaard Jakobsen fra Dansk Folkeparti. Tre mænd fra tre forskellige partier, samlet om kommunalpolitik, mens landspolitikken pludselig bankede på.
»Sov med støvlerne på«
Ingen af de tre blev for alvor overrumplet. Rygterne om et forestående valg havde svirret i dagevis, og flere af dem havde forberedt sig i kulissen.
Sune Nørgaard Jakobsen havde dagen forinden været på Christiansborg, hvor beskeden var klar. »Jeg fik at vide, at jeg nok skulle sove med støvlerne på. Så det har jeg gjort,« siger han.
Sune Nørgaard Jakobsen (O) var på Christiansborg dagen før valgudskrivelsen og fik besked på at sove med støvlerne på. Nu vil han sætte socialpolitik på dagsordenen. Foto: AVISEN
Christian Jørgensen havde hørt de samme signaler, men regnede med, at udskrivelsen ville vente til efter weekendens planlagte hofbal. »Der var mange kloge mennesker, der havde sagt til mig, at det først ville blive udskrevet i næste uge, fordi der er hofbal på fredag. Det ville være dårlig stil at aflyse over for kongefamilien,« siger han. »Så jeg blev en smule overrasket over, at det blev i dag.«
Lasse Hildingberg tog det mere lakonisk. For ham var det ikke første gang, rutinen blev brudt af politik. Han blev valgt ind i byrådet i november, og nu – knap to måneder senere – retter han blikket mod Christiansborg. »Valgkampen er noget helt specielt, og nu er det første gang til folketingsvalget,« siger han. »Det bliver en god oplevelse.«
Plakater lørdag, valgkamp fra nu
Allerede lørdag går den fysiske valgkamp i gang, når de første valgplakater hænges op i kredsen. Men forberedelserne er i fuld gang allerede.
Christian Jørgensen genbruger sine plakater fra kommunalvalget i Fredericia Kommune og har bestilt nye til de øvrige kommuner i storkredsen. Han har også bestilt målrettede flyers til forskellige dele af Sydjyllands Storkreds og har flere aftaler i kalenderen.
Sune Nørgaard Jakobsen skal først gøre sit byrådskursus færdigt fredag og haster derefter hjem til Fredericia for at koordinere det praktiske. »Vi var godt klar over, at det var nært forestående, så vi skal lige have de sidste materialer hjem,« siger han.
Lasse Hildingberg beskriver lørdag som det »allerstørste og første spadestik.« Indtil da er han »socialt loyal« over for sit byrådskursus.
Lasse Hildingberg (V) har kun siddet i byrådet i knap to måneder, men retter nu blikket mod Christiansborg. Folkeskolen bliver hans vigtigste valgkampstema. Foto: AVISEN
Tre kandidater, tre dagsordener
De tre kandidater går ind i valgkampen med vidt forskellige mærkesager og strategier.
Christian Jørgensen vil køre en tredelt kampagne. I Fredericia slår han på at være den lokale kandidat med direkte forbindelse til Christiansborg. I trekantområdet fremhæver han sig selv som »trekantområdets mand« med afsæt i sit erhvervsnetværk i Vejle, Kolding og Billund. I resten af den store kreds kører han klassisk liberal politik med fokus på personlig frihed, mindre administration og lavere byrder. »Al den vågne tid, der ikke er besat med byråds- og bestyrelsesarbejde, skal bruges på valgkamp nu. Det er simpelthen all in,« siger han.
Lasse Hildingberg vil sætte folkeskolen på dagsordenen. Han afviser dog Socialdemokratiets forslag om at reducere klasserne til maksimalt 14 elever. »Vi skal kigge på løsninger, der sikrer en folkeskole, der er veldrevet, både lokalt og nationalt,« siger han. »Men at reducere til 14 elever pr. klasse kan simpelthen ikke lade sig gøre, når man kigger på kommunernes økonomi. Så er det utopi.«
For Sune Nørgaard Jakobsen handler det om at tale de oversete borgeres sag. Han anerkender, at udenrigs- og sikkerhedspolitik vil fylde meget i valgkampen, men vil ikke lade det overskygge socialpolitikken. »Uanset hvad der sker på den store scene, kommer jeg til at slå et slag for de mennesker, der ikke råber højst,« siger han.
Det bliver fire intense uger i Fredericia. Og for de tre byrådsmedlemmer, der torsdag sad og lærte om kommunale budgetter, handler det nu om noget ganske andet.
Fredericia er en del af Sydjyllands Storkreds, hvor der i alt er 13 opstillingskredse.Folketingsvalget afholdes den 24. marts 2026.
POLITIK. Klokken var næsten 13, da statsminister Mette Frederiksen gik på talerstolen i Folketingssalen og udskrev valg til den 24. marts. Tre timer senere stod Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericiakredsen, Maria Radoor, på Rådhuspladsen i Fredericia, omgivet af lokale partifæller, frivillige og medlemmer af DSU Fredericia.
»Rygterne havde svirret i et par dage, så jeg var enormt spændt på, om det blev i dag eller på mandag,« siger Maria Radoor, der fulgte udskrivelsen hjemme fra sofaen i Kolding. »Men vi var klar.«
For hende var der ingen tøven. Mens tre andre kandidater til Fredericiakredsen – Christian Jørgensen (LA), Lasse Hildingberg (V) og Sune Nørgaard Jakobsen (DF) – sad på byrådskursus i Kolding og først kan hænge plakater op i weekenden, var Radoor allerede på gaden. »For mig er det en festdag. Det handler om at få lov til at fejre demokratiet,« siger hun. »Vi har gået og gjort klar så længe, så det er bare dejligt.«
Vil give Fredericia en stemme
Maria Radoor er 39 år og bor i Kolding med sin mand Tommy og deres to døtre, Emily på 9 og Freya på 14. Hun er oprindeligt fra Holbæk, men har slået rødder i trekantområdet, hvor hun blandt andet har drevet virksomheden Zendoo med afdeling i Fredericia. Virksomheden hjalp psykisk og fysisk syge borgere ind på arbejdsmarkedet.
I dag er hun ansat hos Falck Quick Care i Vejle og sidder i bestyrelsen for Red Barnet. Hendes politiske engagement udspringer af en opvækst i en socialdemokratisk familie, hvor bedsteforældrene var aktive i partiet.
»Når jeg ser på mine to piger, bliver jeg oprigtigt bekymret for deres fremtid,« siger hun i en pressemeddelelse. »Verden er urolig. Krig i Europa, klimakrise, pres på rettigheder, og en ungdom præget af mistrivsel og ensomhed. Det kræver politikere, der tør tage ansvar.«
Hendes ambition er klar: Fredericia skal have en stemme på Christiansborg. Hun peger på byens styrker inden for den grønne omstilling, logistik, kultur og forsvar som områder, der bør repræsenteres tydeligere nationalt.
Ved valget til Europa-Parlamentet i 2024 fik hun 7.743 personlige stemmer – blandt de højeste for kandidater, der ikke blev valgt ind. Samme år blev hun valgt som Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericiakredsen.
Dør til dør
For Maria Radoor handler valgkampen først og fremmest om det direkte møde med borgerne. Det er der, hun trives bedst. »Det sjoveste er mødet en til en. At komme rundt og banke på døre og høre, hvad folk har af bekymringer og tanker,« siger hun. »Jeg har været i politiske debatter, men jeg synes virkelig, det sjove er det personlige møde, hvor man kan etablere nogle relationer.«
Plakaterne er klar til lørdag. Indtil da bruger hun dagene på at møde fredericianerne ansigt til ansigt.
Enhedslisten fulgte hurtigt efter
Maria Radoor var ikke den eneste, der rykkede hurtigt ud. Blot 45 minutter efter hende – klokken 16.45 – stillede Enhedslisten Fredericia sig op foran Føtex i gågaden med en af storkredsens spidskandidater, Selma Bolø, for at dele valgmateriale ud.
UGENS EMMY. Erik Møller Hansens hænder ligger aldrig stille. Mens han taler, tegner de i luften, peger ud mod vandet, folder sig om kaffekoppen og slipper den igen, som om selv det at sidde ved et bord er en midlertidig tilstand, noget man gør, mens man venter på at komme videre. Det er hænder, der har trukket bundgarn op af Lillebælt før solopgang, bygget minkfarme fra grunden og skåret fisk i en kulde, de fleste ville have trukket sig indenfor fra. Han taler, som han arbejder. Hurtigt, skiftevis, med en retning der sjældent er i tvivl, selv når den slår et sving. Fra en barndom ved Båring Vig til en auktion i København, fra en isvinter i halvfjerdserne til en skulderoperation sidste sommer, og det hele hænger alligevel sammen, fordi det hele handler om den samme ting. Om morgenen. Om at komme i gang.
Båring. Født 1966. Vokset op i det hus, hvor Møllers Fiskehus ligger i dag. Hans far, Hans Jørgen Møller Hansen, var fisker. Hans faster og farbror havde mink. Der var bundgarn i vandet og fisk på bordet, og ingen stillede spørgsmål ved, om det var et godt liv. Det var det liv, der var, og det rakte.
Dengang var der kæmpe liv omkring Fyn. Alle kystbyerne havde et omdrejningspunkt omkring havnen, Middelfart, Bogense, Assens, Fredericia, men i Bogense holdt fiskeauktionen op i halvfjerdserne, og op omkring årtusindskiftet lukkede auktionen i Kerteminde. Erik husker det hele. Han husker filetfabrikken nede ved Middelfart Havn, der hvor de hvide huse ligger nu, hvor ti damer stod og skar filet hver dag til eksport. »Og det er jo sådan noget, folk glemmer lidt,« siger han. »Når de hvide kasser ligger der, så glemmer de, hvad der var før.«
Den anden aften gik han en tur på havnen og kom til at tænke på, hvor mange garnfiskere der engang lå herinde. Det kæmpe liv, der var. Også i Skærbæk ved Fredericia, hvor der lå hjemmehørende kuttere. »Det er kun gået én vej,« konstaterer han. Ikke bittert. Bare som en mand, der husker en verden, de fleste aldrig har set.
Da han var dreng, fiskede de med bundgarn. Pæle, der blev slået ned i havbunden, garn, der blev sat ud, og så ventede man. Men isen venter ikke. Erik husker fire eller fem isvintre i træk, hvor den ryddede alle pælene. Alt, hvad de havde sat ud, var væk, når foråret kom. Så gik de ud i skoven og fældte nye pæle og startede forfra. »Det minder jeg mig tit om,« siger han. »Fordi sådan en isvinter, den rydder lige alt. Og så var det bare at komme op og give den gas, når det blev forår igen.«
Erik Møller Hansen foran røgeovnen. Det er her, dagen starter, mens de fleste andre stadig sover. Foto: Privatfoto
Han bor i Brenderup med Karin, sin bedre halvdel, som han kalder hende. Sammen har de sønnen Mads Emil, der har to halvsøskende. Der er ikke noget, der hedder gift, men der er et liv, der er bygget op omkring noget, der holder, og det holder, fordi alle ved, hvad det kræver. For det kræver noget. Det kræver at stå op, før de fleste har tænkt tanken, at starte røgeovnen i mørke, at være klar fredag, lørdag og søndag, når resten af verden har fri og vil ud og spise, og at acceptere, at der ikke er noget, der hedder weekend, ikke i den forstand, de fleste kender det. »Det er jo blevet sådan i dag, at folk har kantine på arbejdet og får kaffe og rundstykker om morgenen,« forklarer han. »Derfor er det vigtigt, at vi er klar, når de bliver fri.«
Det er en familievirksomhed i ordets egentlige forstand. Erik driver Møllers Fiskehus ved Båring Vig, Restaurant Båringskov gl. Badehotel og gårdproduktionen på Troldhøjgaard. Karin styrer kontoret. Og Mads Emil, der blev udlært fiskehandler 1. april sidste år, samme dag som Erik fejrede 40-års jubilæum som selvstændig, er kommet ind i firmaet og har åbnet sin egen Møllers Fiskehus-afdeling i Odense. »Jeg er heldig med, at jeg har mange dygtige folk,« siger Erik, og det er nok sandt, men det er også en mand, der ikke har for vane at tale om sig selv i store bogstaver.
Den dag Mads Emil blev udlært, sagde Erik noget til ham, der siger mere om faderen end om sønnen. »Du skal ikke gøre det her, hvis du ikke har lyst. Man skal kun gøre det, hvis man brænder for at arbejde med mennesker og med råvarerne. Ikke for pengene. Så er der mange andre jobs, hvor du kan tjene flere penge meget nemmere. Det skal være, fordi du har lysten og drivet til at stå tidligt op om morgenen og starte røgeovnen. Og komme sent hjem om aftenen.«
Mads Emil sagde ja. Og han er ikke bare kommet ind i fiskehuset. Han er også kommet ind i kommunalbestyrelsen i Middelfart. Erik siger det med en stolthed, der er stilfærdig, fordi den handler mindre om politik og mere om det, sønnen har vist sig at kunne bære.
Generationsskiftet er begyndt, langsomt og bevidst, og med en åbenhed over for, at sønnen måske vil noget andet end det, faderen byggede. »Det er ikke sikkert, han ønsker at eje 100 procent af Møllers Fiskehus. Det kan godt være, han skal have en partner. Der er mange ting at drive, når vi snakker restaurant og fiskehandel. Det skal han afgøre. Ikke mig.« Men trække sig helt ud? »Jeg vil altid være en del af Møllers Fiskehus og restauranten. Jeg kommer ikke til at trække mig ud på den måde.« En kort pause. »Det håber jeg heller ikke, han ønsker.«
Erik og Mads Emil Møller Hansen. Den dag sønnen blev udlært fiskehandler, sagde faderen: Du skal kun gøre det, hvis du brænder for det. Mads Emil sagde ja. Foto: Privatfoto
Troldhøjgaard ligger ude ad landevejen ved Båring, bag en indkørsel, der ikke gør meget væsen af sig. Det er en gammel gård, en fiskerfamiliegård fra 1900-tallet, der har haft køer og grise og tjenestefolk, og som Erik købte i 1995, ikke fordi han drømte om landbrug, men fordi der var plads bag ejendommen til det, han havde haft med at gøre, lige siden han var dreng. Mink. Hans faster og farbror havde mink, han selv havde det altid haft, som en sideløbende strøm ved siden af fiskeriet, noget der bare var der, noget man ikke stillede spørgsmål ved. Møllers Pelse hed firmaet. Han byggede en farm bag Troldhøjgaard og senere endnu en i Brenderup, og i de gode år rejste han til auktion i København og solgte avlsdyr til Polen og Kina, og der var kontakter over hele verden, og det bedste år omsatte Møllers Pelse for 35 millioner kroner.
Så kom den 4. november 2020. Af de 42 minkfarme, der fandtes på Fyn, ejede Erik tre af dem, 62.000 dyr i alt, og da statsministeren den aften meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives, kom de med politi og militær for at gennemføre det. »Det var ikke en høflig henstilling,« siger Erik. »Det har givet nogle søvnløse nætter. Det skal ikke være nogen hemmelighed.«
Han taler om det uden at hæve stemmen, men der er en vægt i ordene, der ikke har med volumen at gøre. Alt det, han havde bygget op ved siden af fiskeriet, alt det der havde fulgt ham fra barndommen, forsvandt på én aften. Og dog siger han noget, der overrasker. »Det er jo ikke for penge, vi driver det her. Det er fordi, jeg altid har arbejdet med pelsdyr ved siden af. Jeg har altid haft det.« Det er en mærkelig sætning at sige om noget, der ikke findes længere, men måske er det netop det, der gør den sand. Det var ikke en forretning, der blev lukket. Det var en del af ham selv.
I dag går der frilandsgrise og naturkvæg på Troldhøjgaard, og det er derfra, kødet kommer til restauranten og fiskeforretningerne. Erik prøvede først med kaniner efter minkene, men de blev syge, og så kom grisene og kreaturerne i stedet, frit gående rundt om gården. Han nævner det kort, uden at gøre et nummer ud af det, men det siger alt om den måde, han er bygget. Der skal være noget i gang.
Og så, et år senere, tog han et forkert tag, da han skulle læsse fisk af, og skulderen sprang op, og en aften i restauranten måtte han gå tilbage og sætte en pande fra sig, fordi han ikke kunne løfte den. Den 25. juni blev han opereret, lige før højsæsonen gik i gang, og der fulgte fem uger, hvor Erik Møller Hansen ikke mødte sin virksomhed. Fem uger, der for en mand, der har stået op klokken halv seks, siden han var i tyverne, må have føltes som et helt andet liv. Han gik ture i skoven i Brenderup med sin lille hund, og hunden blev så træt af at gå ture, at den gemte sig, når den så snoren. »Det har været vildt at prøve at blive pillet ud af konteksten på den måde,« siger han, og man kan høre, at det ikke er en lethed, han har fundet i det, men en uro, der ikke helt har lagt sig.
Har det gjort noget godt? Han tøver. »Det har det nok. Men man har svært ved bare at slippe sin virksomhed.« Og så, lavere, som om det kom fra et sted, han normalt ikke taler fra: »Også fordi det står så højt. Også alt det, der er sket med minkene. Det står så højt, så det er meget svært at slippe.«
Det er her, de to ting flyder sammen, skulderen og minkene, kroppen og tabet, den tvungne stilstand og den ufrivillige sorg, der aldrig rigtig fik sin plads, fordi der altid var noget, der skulle gøres, og nu, hvor der ikke var noget, der skulle gøres, stod det hele og ventede på ham i skoven i Brenderup.
Vi spørger ham, hvad det er, der driver ham videre, når man bliver slået ud af kurs. Svaret er kortere, end man kunne forvente.
»Man skal overleve mandag. Og så er der det instinkt til at være nysgerrig.«
Der er hænder, der har skåret fisk i en kulde, de fleste ville have trukket sig indenfor fra. Erik Møller Hansen ved skærebordet. Foto: Privatfoto
Og nysgerrig er han. Også på det, der sker omkring ham, i den kommune han bor i, i den by han elsker, og som han ikke helt kan lade være med at have en mening om.
Erik elsker Middelfart. Det siger han uden forbehold, og han mener det, for han elsker at gå en tur ned til havnen om aftenen, at møde folk på biblioteket, at mærke byen lukke ned og åbne op. Han kunne godt se sig selv bo herinde som gammel. Men netop fordi han elsker det, kan han ikke lade være med at bekymre sig. »Man skal passe på, at Middelfart ikke bare bliver et boligkvarter. Det er kapitalismen, der styrer Middelfart i øjeblikket.«
Nede i Havnegade kan man ikke lave et arrangement, fordi ingen vil have, at det lugter af mad. Under Klimafolkemødet bliver alle forvist op til torvet, hvor der ikke er nogen kunder. Restaurantlivet scorer, hvad han selv kalder 0-3 på karakterskalaen. »Der er en stor kursusvirksomhed, men jeg ved ikke, hvor gæsterne spiser om aftenen,« siger han. »Papas Pizzeria er optaget hver aften. Men det er sådan set det, der er, hvis man ikke vil spise en burger.«
Han roser Tråden, fantastisk koncept, kalder han det, men det er ikke nok, ikke bare for Middelfart by, men også for Brenderup og Båring og Nørre Aaby. »Vi skal passe på den stemning, som vi rejser ud i Europa rundt for at finde,« siger han. »Den mangler jeg lidt i Middelfart.«
Det er en mand, der taler om sin by, som han taler om sin virksomhed. Med kærlighed, men uden sentimentalitet. Med en forventning om, at ting kan blive bedre, hvis nogen gider tage fat. Og det er måske også derfor, svaret kommer langsomt, da vi spørger, om der er noget, han er særlig stolt af. For stolthed kræver, at man stopper op og kigger bagud, og det er ikke Eriks naturlige retning. »Jeg er ikke specielt stolt af mig selv. Det er jeg ikke.«
Men så retter han sig, ikke med store ord, men med noget, der minder om tilfredshed med selve bevægelsen, med det at have været i gang. »Jeg er stolt af, at jeg har været med til at skubbe til nogle ting. Den dag jeg sidder deroppe på plejehjemmet, eller den dag man ikke skal være her mere, vil jeg ikke kunne sige, at det var ærgerligt, at jeg ikke prøvede det her. Det vil jeg ikke kunne bebrejde mig selv. For jeg har prøvet rigtig, rigtig mange ting. Og det har ikke været rigtigt hver gang. Men så har du prøvet det.«
Og afkald? Ja. Familiefester, børnefødselsdage, fester i det hele taget. Sådan er det, når man driver en restaurant. Men selv i de ti måneder, hvor skulderen har holdt ham nede, har han været der. Ikke for at skære gris eller løfte pander, men for at flytte en serviet, der stod forkert, for at snakke med folk om aftenen og fortælle den historie, som gæsterne gerne vil høre.
Disken i Møllers Fiskehus. Fra østers og muslinger til laks og rejer — langt fra den tid, hvor tre kilo skrubbe blev dasket af med en avis. Foto: Privatfoto
For det er det, det handler om for Erik. Ikke maden alene, men det der sker mellem mennesker, når nogen har gjort sig umage. Han fortæller om en aften i København, hvor han og Karin spiste sushi, og det var ikke kun én tjener på bordet, de var om dem, ikke påtrængende, men til stede, og det er præcis den fornemmelse, han selv vil give folk, der kommer ind ad døren i Båring eller sætter sig ved et bord på Båringskov. »Hvis jeg kommer ind et sted, hvor jeg bare er et nummer, så skal de ikke have mine penge,« siger han, og man forstår, at det ikke er et princip, han har læst sig til, men noget han har levet sig frem til, serviet for serviet, gæst for gæst, aften efter aften.
Vi spørger ham, om han har et råd til sit yngre jeg. Han tøver, og det er i sig selv et svar, for Erik er sjældent en mand, der tøver.
»Nej, det synes jeg ikke. Man arbejder sig hen imod tingene, og så tager man de lussinger, det giver en gang imellem. Og det bliver der også til næste generation. Der er lussinger i luften. Det kan ikke undgås. Det er det, man kalder læring.«
Og så tilføjer han noget, stille, der viser en anden side af ham end den, der altid er i gang. »Jeg skal passe på. Jeg skal ikke sidde og være klog på andres vegne. Man skal lave sin egen erfaring.« Det er det tætteste, han kommer på et råd, og det er et råd om ikke at give råd, hvilket måske siger mere om ham end noget andet i denne samtale.
For der er ingen drejebog, og den verden, Erik arbejder i, ligner ikke den, han startede i. I fiskehandlen er det gået stærkt. For ganske få år siden solgte de tre kilo skrubbe, der blev daskede af med en avis, og i dag sælger de pokébowls med varmrøget laks, og i Odense er 70 procent af omsætningen takeaway. »Det er vildt at tænke sig, at det er blevet sådan,« siger han, og det er ikke en klage, det er en konstatering fra en mand, der har lært, at strømmen altid ændrer sig, og at man enten følger med, eller også gør man ikke.
Uden for vinduet på Emmys Kaffebar ligger Middelfart Havn stille hen. Der, hvor filetfabrikken stod, er der hvide boliger nu, og der, hvor garnfiskerne lå, ligger lystbåde. Erik Møller Hansen ser det hele, og han husker det hele, men han kigger ikke bagud med længsel. Han kigger fremad, med de samme urolige hænder og den samme nysgerrighed, der har drevet ham, lige siden han var dreng ved Båring Vig og lærte, at isen altid kommer.
Og at man, når den gør, går ud i skoven og fælder nye pæle og starter forfra.
BUSINESS. Fynske Bank kan præsentere et overskud på 126,6 millioner kroner før skat for 2025. Det er ganske vist et fald i forhold til 2024, hvor overskuddet landede på 164,4 millioner kroner, men resultatet er bedre end bankens egne forventninger ved årets start.
Fremgangen skyldes ifølge banken især en tilgang af nye kunder, et højt aktivitetsniveau og en realkreditvækst på mere end 13 procent til knap 13 milliarder kroner. »Det vigtigste pejlemærke for mig er, at vi får mange nye kunder,« siger Henning Dam, administrerende direktør i Fynske Bank.
Bankens udlån og samlede forretningsomfang er begge steget med knap fem procent i løbet af 2025, mens netto rente- og gebyrindtægterne er vokset med 4,8 millioner kroner i forhold til året før.
Investerer i nye rammer
Fynske Bank har i de seneste år investeret markant i både medarbejdere og fysiske rammer. Antallet af medarbejdere er i gennemsnit steget fra 203 til 215, og banken har gennemført en række flytninger og renoveringer.
Hovedsædet er flyttet til Cortex Park Vest i Odense, afdelingen i Svendborg er renoveret, og til efteråret flytter Børkop-afdelingen til Vejle. I 2027 får Middelfart-afdelingen nye lokaler i et nyt byggeri ved siden af de nuværende. »Vi fornyer både vores måde at arbejde på og de rammer, vi møder kunderne i. Det handler om at løfte kundeoplevelsen og stå endnu stærkere som lokalbank,« siger Henning Dam.
Ambitiøs strategi frem mod 2030
Resultaterne skal ses i lyset af bankens Strategi 2030, der blandt andet har som mål at øge udlån og formue under forvaltning med ti procent om året og løfte forrentningen af egenkapitalen til knap 11 procent ved udgangen af strategiperioden.
Fynske Bank forventer et overskud i intervallet 100 til 130 millioner kroner for 2026.
KRIMI. Politiet og Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, er torsdag eftermiddag til stede ved en ejendom på Ansgarsvej i Fredericia efter et våbenfund i forbindelse med et dødsfald.
Én person er anholdt i forbindelse med våbenfundet. Det er dog ikke politiets vurdering på nuværende tidspunkt, at der ligger et kriminelt forhold bag dødsfaldet.
Politiet oplyser, at der ikke er fare for beboere eller andre i området, men opfordrer til at følge politiets anvisninger på stedet.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse torsdag eftermiddag.
LOKALT. Der var lagt rød løber ud foran byrådssalen på Fredericia Rådhus torsdag middag. Anledningen var ikke et byrådsforslag eller en kommunal fejring af sædvanlig karakter. Det var pandekager. Pandekager og is til en 13-årig pige og hendes klassekammerater fra Kirstinebjergskolen afdeling Havepladsvej, der fem dage forinden havde fået hele Danmark til at stemme.
Anna Frida vandt lørdag aften Børnenes MGP 2026 med sangen »Ligeglad Ligeglad« i Arena Nord i Frederikshavn. Hun fik størstedelen af stemmerne i den endelige afstemning – en sejr, der ikke var til at tage fejl af.
Og torsdag ville Fredericia fejre hende.
Borgmester Peder Tind tog sammen med byrådet imod Anna Frida, hendes familie og klassekammerater i den sal, hvor der til daglig træffes politiske beslutninger. I dag handlede det om noget andet. »Jeg fulgte selv med, og familien stemte også på dig. Og jeg synes, at det var en meget overbevisende sejr. Det var jo ikke engang tæt,« sagde borgmesteren henvendt til Anna Frida foran den fyldte sal. »Det fortæller noget om, hvor dygtig du er. Når man kigger på det musikalske, så kunne du skrive tekster, og du kunne synge helt perfekt. Din stemme sidder bare.«
Klassekammerater, familie og byrådsmedlemmer fyldte byrådssalen, da borgmester Peder Tind holdt tale for MGP-vinder Anna Frida. Foto: Fredericia AVISEN
Men det var ikke kun det musikalske, Peder Tind dvælede ved. Han fremhævede også sangens budskab – om at turde være sig selv og sige stop til jagten på det perfekte – som noget, der rakte langt ud over en MGP-scene. »Det var ikke kun godt sunget, men også en utrolig fantastisk og meget sigende tekst. Det skal du være rigtig, rigtig stolt af,« lød det fra borgmesteren.
Han vendte sig derefter mod det større billede og mindede forsamlingen om, at en sejr som Anna Fridas ikke opstår af sig selv. Han takkede de mange aktører i kommunen, der skaber fundamentet for, at lokale talenter kan nå de store scener, heriblandt Musicalakademiet i Fredericia, der i disse uger også kan tage en del af æren for den voksne MGP-vinder Søren Torpegaard Lund, som blev uddannet netop dér. »Vi har nogle rammer, som gør, at vi kan levere på højeste niveau,« sagde Peder Tind og tilføjede et tillykke til klassen: »I har fået jeres helt egen stjerne. Det vidste I sikkert godt, men nu kan hele Danmark se, at I havde ret.«
Borgmester Peder Tind var klar med rådhuspandekager og en tale til Fredericias 13-årige MGP-vinder. Foto: Fredericia AVISEN
Anna Fridas klasse fik en gave med fra byrådet, og så blev der serveret pandekager og is i byrådssalen. Den formelle tone blev hurtigt afløst af den slags summen, der opstår, når en flok syvende klasses-elever får pandekager midt på en torsdag. Anna Frida selv tog det hele med et smil. »Det er meget sjovt og også meget anderledes, at man har fået hele ens klasse og venner og familie inviteret med herop,« sagde hun, mens pandekagerne blev fordelt omkring hende.
For en pige, der for bare en uge siden stod på Danmarks største scene for børn, virkede det næsten lige så stort at kunne dele øjeblikket med dem, der kender hende bedst. »Det giver en glædesfølelse, at man faktisk kan få lov at dele det og måske ikke bare holde det for sig selv,« sagde Anna Frida.
Anna Fridas klassekammerater fra 7.a på Kirstinebjergskolen stod i kø til pandekager, is og sodavand i byrådssalen på Fredericia Rådhus. Foto: Fredericia AVISEN
Under fejringen fortalte borgmesteren til avisen, at han ser sejren som mere end en enkeltstående præstation. For ham handler det om, hvad Fredericia kan som kulturby. »Vi har et stærkt DNA for vores musical, for vores musikalske scener og for den kreative skole. Det gør mig rigtig stolt, når nogen når helt op til stjernerne og deres drømme bliver til virkelighed,« sagde Peder Tind.
Han understregede, at en sejr som Anna Fridas ikke kommer af sig selv, men bygger på det daglige arbejde, der foregår i kommunens kulturelle tilbud. »Når det lykkes, så skal det også fejres,« sagde borgmesteren.
Anna Frida er 13 år, går i 7.a og skrev selv sangen »Ligeglad Ligeglad«. Hun går til sang og musical i sin fritid og er en del af skolens performancehold, der i april skal opføre en musical på Fredericia Teater.
Et overgravet kabel betyder torsdag formiddag forsinkelser og ændrede forhold for togpassagerer på strækningen mellem Fredericia og Aarhus H.
Frem til omkring klokken 16 kører der kun InterCityLyntog mellem de to byer. Togene standser desuden ekstra i Hedensted. Mellem Vejle og Fredericia indsættes togbusser med stop i Brejning og Børkop.
Passagerer bør derfor påregne længere rejsetid end normalt.
Valg den 24. marts: Mette Frederiksen udskriver valg og lover formueskat og mindre klasser
Opdateres løbende
Torsdag middag er Folketingssalen fyldt op til bristepunktet. Fødevarechecken er netop hastebehandlet og vedtaget med opbakning fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF, da statsminister Mette Frederiksen (S) beder om ordet. Fra talerstolen takker hun Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen for samarbejdet i SVM-regeringen – og udskriver derefter valg til Folketinget. Valget afholdes tirsdag den 24. marts 2026.
Statsministeren går ikke til valg på en fortsættelse af den nuværende regering. Hun holder alle muligheder åbne.
»Kan det igen være et valg over den politiske midte? Ja,« siger hun fra talerstolen.
Formueskat og mindre klasser
Mette Frederiksen brugte sin taletid til at præsentere Socialdemokratiets valgoplæg. Centerstykket er en ny formueskat på 0,5 procent på formuer over 25 millioner kroner – en skat, der ifølge partiets egne beregninger vil ramme 22.000 danskere og indbringe mellem seks og syv milliarder kroner om året. I gennemsnit skal de berørte betale omkring 300.000 kroner mere i skat.
»En formueskat skal tage toppen af ulighed og skabe en bedre balance i vores land,« siger hun.
Provenuet skal gå til tre ting: folkeskolen, hvor Socialdemokratiet foreslår et loft på 14 elever i de mindste klasser; fjernelse af ejendomsværdiskatten for boliger med en værdi på under én million kroner; og en erhvervspakke målrettet rammevilkårene for dansk erhvervsliv. Et pensionsudspil er også på vej, oplyste hun.
Interviewet med Børsen, hvori Mette Frederiksen uddyber formueskatten, var lavet inden valgudskrivelsen og offentliggjort kort efter.
Den korteste valgkamp siden 2015
Med valg den 24. marts venter en valgkamp på 26 dage – den korteste siden 2015, skriver Ritzau. I 2022 var valgkampen 27 dage, i 2019 var den 29 dage. Vil man finde den absolut længste valgkamp i nyere tid, skal man tilbage til 1964, da Jens Otto Krag den 1. august udskrev valg til afholdelse 22. september – en valgkamp på 53 dage.
Ingen valgplakater endnu
Over hele landet har partiernes fodsoldater stået klar. Men valgplakaterne i lygtepælene må vente. Ifølge valgloven må de tidligst hænges op den fjerde lørdag før valgdagen – og det er først på lørdag.
Liberal Alliance har ved flere lejligheder i denne valgperiode ligget som det største borgerlige parti i meningsmålingerne, og det har givet statsministerambitioner. Alex Vanopslagh flirter åbent med dem i et opslag på Instagram, hvor han poserer med flyttekasser foran indgangen til Statsministeriet med teksten »Klar til en frisk start«. Han har samtidig sagt, at det største borgerlige parti bør være kongelig undersøger efter valget – og at han er klar til at tage det ansvar.
En rørt Pia Kjærsgaard
42 år har Pia Kjærsgaard siddet i Folketinget. Hun er medstifter af Dansk Folkeparti og det længst siddende nuværende medlem af salen – og nu lakker hendes tid mod enden. Hun genopstiller ikke. Det var en rørt Kjærsgaard, der sad i salen, da valget blev udskrevet.
Øvrige reaktioner
SF’s formand Pia Olsen Dyhr fastholder, at SF ikke deltager i en regering med Venstre eller De Konservative. Morten Messerschmidt (DF) vil gerne have en ny statsminister efter valget. Lars Løkke Rasmussen drømmer om endnu en midterregering.
Mere end to millioner danskere får i løbet af foråret udbetalt et skattefrit engangsbeløb, efter at Folketinget torsdag vedtog fødevarechecken.
Folkepensionister uden en stor formue og modtagere af offentlige forsørgelsesydelser får 2.500 kroner udbetalt i maj. Studerende får 1.000 kroner samme måned. Lærlinge, elever og andre under uddannelse er efter høringen også kommet med og modtager ligeledes 1.000 kroner. Børnefamilier uden høje indkomster får op til 5.000 kroner udbetalt i juni.
Aftalen blev indgået den 27. januar 2026 af regeringen – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – samt Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
»Fødevarepriserne er fortsat høje, og mange familier, pensionister, lærlinge og andre under uddannelse har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Derfor er jeg glad for, at de i løbet af de kommende måneder får den her økonomiske håndsrækning,« siger beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S).
SF’s Sigurd Agersnap, der er medlem af beskæftigelsesudvalget, kalder det en sejr for de svageste.
»For en gangs skyld er det ikke endnu en skattelettelse til de rigeste, som vedtages, men en økonomisk håndsrækning helt primært til dem, der har mindst,« siger han.
Enhedslistens beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez peger på, at fødevarechecken ikke står alene.
»Vi er glade for, at der kommer hjælp ud til hundredetusindevis af de fattigste danskere, og at det lykkedes at få elever og lærlinge med. Fødevarechecken kan ikke stå alene, og derfor er vi også glade for, at vi har taget første skridt mod en afskaffelse af momsen på frugt og grønt og fødevarer,« siger hun.
Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti bekræfter, at gruppeformændene i byrådet var orienteret om kommunens økonomiske udfordringer allerede inden valgkampen.
Det kommer ikke som nogen overraskelse for Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Fredericia Byråd, at kommunen nu står over for et besparelseskatalog på 200 millioner kroner. Han var – ligesom de øvrige gruppeformænd – orienteret om situationen, inden valgkampen gik i gang.
»Vi Konservative talte meget om besparelser under valgkampen. Vi var meget åbne over for, at vi gik ind i en periode, hvor vi havde brug for at spænde livremmen ind i Fredericia,« siger han og fortsætter:
»Vi var i hvert fald som gruppeformænd orienteret om, at vi ville komme til at stå i en situation, hvor vi skulle spænde livremmen ind, og hvor der skulle laves om på økonomien i Fredericia, hvis vi skulle have det til at hænge sammen fremadrettet.«
Han understreger, at det ikke er overraskende – men at det heller ikke er sjovt.
»Der er ikke så meget nyt i det her, men det bliver rigtig træls. Det er aldrig sjovt at skulle spare.«
Da AVISEN spørger, om byrådet var bevidst om situationens alvor allerede ved budgetvedtagelsen i september, svarer han uden omsvøb.
»Vi kunne tydeligt se, at vi brugte flere penge, end vi tjente. Vi lavede et kassetræk. Det var alle, der var med i budgettet – også dem, der stod udenfor – klart over, at vi gjorde. Man skal ikke være ret meget regnskabsekspert for at se, at der var flere minusser end plusser.«
Han peger på, at kommunen i mange år har lavet budgetter med underskud, som efterfølgende er blevet reddet af ekstraordinære indtægter – eksempelvis fra Ørsted. Den indtægt er ikke slået igennem de seneste år.
»Det har vi været pinligt bevidste om. Der er ingen tvivl om, at vi har vidst, at risikoen forelå. Vi havde fået klare indikationer om, at vi sad med 150-200 millioner, som vi skulle realisere økonomien med. Det vidste vi i hvert fald under valgkampen.«
Da avisen spørger, om man under de omstændigheder kan kalde budgettet ansvarligt og økonomisk holdbart, som det blev præsenteret af den daværende borgmester, er svaret mere tøvende.
»Det troede vi jo på på det tidspunkt.«
Men på direkte spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at kalde budgettet holdbart, hvis man samtidig var bevidst om de kendte risici, indrømmer han:
»Man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om vi var så uvidende, som vi skulle have vedtaget det her budget. Det kan jeg godt forstå, at man stiller spørgsmålstegn ved.«
Om Socialdemokratiets advarsler om ubalance siger han, at partiet ganske vist talte om problemerne – men at man ikke bør glemme, at Socialdemokratiets eget alternative budgetforslag viste et endnu større minus ude i fremtiden.
»Deres budget var jo endnu værre,« siger han.
Han er dog ikke i tvivl om, hvad der kræves nu.
»Problemet med vores budgetter er, at jeg simpelthen ikke tror på, at det kan reddes ved at sidde og skralle lag af et løg. Vi er nødt til at vende det hele på hovedet og kigge på, hvad det egentlig er, vi skal levere af kernevelfærd. Når vi har fastlagt det, hvad koster det så? Og hvor lidt administration kan vi bruge på det?«
Han peger særligt på folkeskolen som et område, der har brug for flere midler.
»Vi ved, at vi har drevet en billig folkeskole, og vi kan se, at det ikke virker. Resultaterne er kritisable. Det skal der afsættes flere penge til. Det var alle enige om under valgkampen. Og så vil det komme til at gøre ondt nogle andre steder, fordi vi ikke har pengene. Det kræver, at vi skærer ind til benet nogle steder og siger, at her har vi kun råd til at levere minimumsvelfærd – det vi er forpligtet til at levere. Men der bliver områder, som er pressede, og som har mere brug for penge.«
Sander Heieren stod på 33,33 procent og var afgørende i FHK’s 28-23-sejr over GOG, hvor han officielt fik to straffekastredninger, men reelt var med...
