Af Kenny Bruun, Venstre, teknisk udvalg og Niels Martin Vind, Venstre, bosætnings- og turismeudvalget
Socialistisk Folkeparti skriver læserbreve mod at Danmarksgade bliver sivegade. I Venstre går vi op i at lytte til de aktører, der har hånden på kogepladen, det gælder specielt lejere og ejere i Danmarksgade samt Fredericia shopping, der gerne vil have centreret handlen og specificeret de forskellige gader. Venstre vil gerne have en levende handelsby og ikke kun en park. Det undrer os at SF ikke vil lytte til aktørerne på området.
I Venstre går vi op i at midtbyen er for alle kommunens indbyggere, også for de borgere, der bor i landsbyerne, eller ikke har mulighed for at cykle med deres varer. Det undrer os at SFs korstog mod bilisme overskygger deres blik for alle kommunens borgere.
Det er med stigende forundring, at være vidne til den skueproces,der i øjeblikket finder sted i Fredericia Byråd. Det, der burde være en professionel og gennemtænkt proces, har udviklet sig til en parodi på ansvarlig ledelse.
Når vi ser på det samlede sparemål for kommunen – 44 millioner kroner i 2025 og svimlende 88,1 millioner kroner i 2026 – står det klart, at regeringen og KL og forvaltningen i Fredericia har mistet forbindelsen til virkeligheden. Disse tal er ikke blot astronomiske de er uansvarlige og dybt bekymrende.
Hvordan kan man forvente, at en kommune af Fredericias størrelse skal kunne absorbere sådanne enorme besparelser uden at det får alvorlige konsekvenser for vores ældre, vores børn og de mest udsatte borgere?
Socialdemokratiets Søren Larsen kalder situationen “kompleks”. Det er korrekt – men kompleksiteten skyldes i høj grad det totale fravær af lederskab og politisk vilje til at tage ansvar. Det er ikke blot pinligt, men også dybt skadeligt for kommunen. At forvaltningen nu foreslår at sende et nedstemt materiale til høring, er den ultimative falliterklæring. Hvordan kan man sende noget i høring, som allerede er blevet afvist?
Dette er ikke demokrati, det er amatørisme af værste skuffe. Jeg vil anbefale byrådet træder i karakter og viser det lederskab, som borgerne har krav på. Nok er nok! Vi kan ikke acceptere en budgetproces, der er præget af handlingslammelse og urealistiske besparelser. Fredericia Kommune fortjener politikere, der tør tage de nødvendige beslutninger og sikre en ansvarlig økonomisk styring. Alt andet er en hån mod de borgere, som I er valgt til at tjene.
Fredericia har brug for lederskab, ikke flere undskyldninger!
Med venlig hilsen,
Sune Nørgaard Jakobsen Næstformand, Dansk Folkeparti Fredericia
I takt med, at Danmark oplever en konstant stigning i både vej- og jernbanetrafikken, bliver behovet for en tredje Lillebæltsforbindelse stadig mere presserende. Denne udfordring blev diskuteret indgående under et møde arrangeret af Fredericia Transport & Logistik, hvor transport- og logistikvirksomheder fra primært Fredericia var samlet for at drøfte fremtidens infrastrukturbehov.
Mødet, som blev afholdt tirsdag eftermiddag, satte fokus på de konkrete problemer, som branchen står over for i dag, samt de udfordringer, der forventes at opstå i fremtiden, hvis der ikke bliver taget handling i tide.
Et nationalt problem med regionale konsekvenser
Ifølge Fredericia Transport & Logistik er en tredje Lillebæltsforbindelse ikke blot en regional nødvendighed, men en national prioritet, der vil gavne hele Produktionsdanmark. Med Fredericia som et centralt knudepunkt i landets transport- og logistiksektor er det afgørende, at infrastrukturen understøtter den stigende mængde gods, der skal transporteres gennem landet. På mødet blev der stillet skarpt på, hvordan den nuværende kapacitet på både vejene og skinnerne ikke er tilstrækkelig til at imødekomme den fremtidige vækst.
Virkelighedens udfordringer for transportsektoren
Mødet begyndte med et oplæg fra Marianne Wolff Lundholdt, direktør i Trekantområdet Danmark, som gav deltagerne et indblik i de nuværende udfordringer og fremtidige behov.
– Vi er ikke så kloge på det, for os er det ligeså nyt som mange af jer andre, indrømmede hun, men understregede samtidig, at det er en prioritet som særlig indsats at sikre, at de nødvendige infrastrukturelle forbedringer bliver gennemført.
En af de fremmødte, Klaus G. Andersen fra Fredericia Shipping, stillede et centralt spørgsmål, som mange virksomheder i regionen overvejer: Hvorfor skal forbindelsen gå via Fredericia? Marianne Wolff Lundholdt svarede, at Vejdirektoratet oprindeligt havde anbefalet en rute syd om Kolding, men at denne løsning blev anset som dårlig af Koldings borgmester.
– Resten sagde, at en parallelforbindelse vil være bedre. Eksempelvis et ønske om at kigge på både jernbane og vej. Det kan den her parallel. En parallel vil også være billigere og kortere, og bedre for miljøet, forklarede hun.
Kritisk trængsel og fremtidige behov
Et centralt emne på mødet var den fremtidige vækst i trafikmængden og de tilhørende trængselsproblemer, som forventes at blive kritiske i de kommende årtier. Marianne Wolff Lundholdt fremhævede en konkret udfordring:
– Jeg havde en aftale i forhold til at rekruttere en ny medarbejder. Jeg spurgte, hvad den største udfordring var. Det var, at vedkommende boede på Fyn i forhold til trafikken – det er interessant, sagde hun.
Denne betragtning illustrerer de praktiske problemer, som virksomhederne allerede oplever på grund af den nuværende infrastruktur.
Der er en generel bekymring for, at uden en tredje Lillebæltsforbindelse vil trængslen på både vej- og jernbanenettet nå et kritisk punkt, som vil hæmme både væksten og effektiviteten i transport- og logistiksektoren. Prognoserne peger på, at kapacitetsproblemerne vil stige markant over de næste 10-20 år, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for både virksomheder og pendlertrafikken.
En nødvendig investering for fremtiden
For virksomheder som Blue Water Shipping, der har en afdeling i Taulov, er det afgørende at sikre, at infrastrukturen kan understøtte fremtidens behov. Mikkel W. Kruse fra Blue Water Shipping udtalte:
– Det er væsentligt at få alle tingene i luften og se, hvor alle ting kan lande, så godt med tidlig dialog omkring forbindelsen, selvom det stadig er tidligt i processen, sagde Mikkel Kruse.
Denne tidlige dialog er vigtig for at sikre, at alle interessenter bliver hørt, og at den endelige løsning imødekommer de forskellige behov på tværs af sektorer.
En grøn og bæredygtig fremtid
En tredje Lillebæltsforbindelse handler ikke kun om kapacitet og effektivitet, men også om bæredygtighed. Som Marianne Wolff Lundholdt påpegede, vil en parallelforbindelse være både billigere, kortere og bedre for miljøet. Denne løsning vil ikke blot reducere køretiden, men også mindske CO2-udledningen ved at skabe mere direkte ruter og reducere trængsel, hvilket betyder mindre spildtid og lavere brændstofforbrug.
En realitet, der ikke kan ignoreres
Selvom ideen om en tredje Lillebæltsforbindelse stadig er i de tidlige stadier af planlægningen, er der en bred enighed blandt transport- og logistikvirksomhederne om, at behovet er reelt og presserende. Med Fredericia som et centralt knudepunkt er det afgørende, at der træffes beslutninger, der kan sikre, at infrastrukturen er i stand til at håndtere den fremtidige vækst.
For Fredericia og de omkringliggende områder er en tredje Lillebæltsforbindelse ikke blot en luksus, men en nødvendighed for at sikre fortsat vækst og konkurrenceevne i en globaliseret verden. Transport- og logistiksektoren er rygraden i Produktionsdanmark, og uden de nødvendige investeringer risikerer man, at den vækst, som mange virksomheder planlægger for, bliver hæmmet af en utilstrækkelig infrastruktur.
I en lille, men passioneret klub i Fredericia, samles en gruppe af dedikerede atleter hver uge for at dyrke en sport, der for mange måske er ukendt – boccia. Parasport Fredericia, under ledelse af formand Hans Moos, har i mange år været hjemsted for nogle af Danmarks bedste bocciaspillere, herunder flere, der har repræsenteret landet på landsholdet. Men nu står klubben overfor en udfordring: at skaffe de nødvendige midler, så tre af deres bedste spillere kan deltage i de nordiske mesterskaber på Island næste år.
For at sikre den nødvendige finansiering til de nordiske mesterskaber har Hans Moos, formanden for Parasport Fredericia, søgt hjælp hos Frank Jensen fra Jysk Service. De to har kendt hinanden i mange år gennem deres engagement i Fredericia Håndboldklub, hvor de har delt en dyb passion for sporten. Hans vidste, at Frank med sin stærke tilknytning til lokalsamfundet kunne være en værdifuld allieret i kampen for at samle penge ind til klubbens boccia-spillere. Uden tøven har Frank taget sagen i egen hånd og kontaktet AVISEN, hvor han har arbejdet på at få spredt budskabet bredt ud. Hans håber, at denne strategi kan skabe den nødvendige opmærksomhed og medfølelse fra lokalsamfundet, så deres mål om at rejse de 30.000 kroner bliver en realitet. Frank og Hans deler ikke blot en passion for sport, men også en fælles vilje til at gøre en forskel for Parasport Fredericia og de atleter, der repræsenterer byen.
Fællesskab og passion
Boccia er en præcisionssport, der ligner petanque og er særligt designet til personer med fysiske handicap, herunder dem med cerebral parese og andre motoriske udfordringer. Spillet spilles på en flad, glat bane, hvor deltagerne skiftes til at kaste læderbolde tæt på en hvid målkugle, kaldet “jack.” Formålet er at placere så mange af sine egne bolde tættere på jack’en end modstanderens bolde. Boccia kræver en kombination af strategi, koncentration og præcision, og det kan spilles både individuelt, som par eller i hold. Det er en paralympisk sport, der giver mennesker med handicap en mulighed for at konkurrere på højeste niveau og opleve glæden ved sport og fællesskab. I Fredericia har sporten en lang historik.
– Vi er ti medlemmer i klubben, og for os betyder boccia alt. Det giver os mulighed for at være aktive, selvom vi har vores udfordringer. Det er ikke bare motion; det er også fællesskab og glæde, siger Hans Moos.
Medlemmerne i Parasport Fredericia kommer fra hele landet – fra Randers, Fyn, Sønderjylland og Fredericia. De mødes hver tirsdag for at træne i multisalen på Ullerup Bæk Skolen, afdeling Nørre Allé.
– For mange af os er det ugens højdepunkt. Det er her, vi samles, træner og støtter hinanden. Når vi går fra træning, er vi glade og fyldt med energi, siger Moos.
Boccia har været en del af Hans’ liv i 25 år, og for flere af klubbens medlemmer er det en sport, de har dyrket i mange årtier. Det er denne dedikation, der har gjort Parasport Fredericia til en af de mest succesfulde klubber i Danmark.
En udfordring – og en mulighed
Selvom glæden ved spillet er stor, er der også udfordringer forbundet med at spille boccia. Økonomien er stram, og da alle tre spillere, der er udtaget til de nordiske mesterskaber, er pensionister, er det svært for dem selv at finansiere turen til Island.
– Vi skal samle 30.000 kroner ind, så de kan komme afsted. Resten finansierer de selv, men for pensionister er det en stor udgift. Vi har desværre fået afslag fra flere store virksomheder, fordi der ikke er nogen kommerciel interesse i det. Derfor er vi nødt til at skabe en personlig interesse og engagere folk i vores sag, siger Hans Moos.
Hans er klar over, at det bliver en svær opgave, men han er fast besluttet på at få de nødvendige midler samlet ind.
– Vi har brug for hjælp fra vores netværk og fra folk, der kan se værdien i, hvad vi gør. Det handler ikke kun om at spille boccia – det handler om at give folk med handicap mulighed for at deltage i sport og være en del af et fællesskab, siger Hans Moos.
Sportens betydning
Boccia er ikke blot en fysisk aktivitet for medlemmerne i Parasport Fredericia – det er en sport, der giver dem noget at se frem til, noget at arbejde for, og en følelse af at være en del af noget større.
– Vi træner to timer hver tirsdag, og nogle af os træner også hjemme. Det kræver engagement og disciplin, og det har vi masser af, siger Moos.
Klubben har gennem årene opnået imponerende resultater. Ved det sidste nordiske mesterskab i Vejen lykkedes det landsholdet at tage flere medaljer med hjem – både i individuelle konkurrencer og i holdkonkurrencer.
– Vi vandt guld i holdkonkurrencen og havde også succes individuelt. Det viser, at vi er blandt de bedste, og vi vil gerne vise det igen til mesterskaberne på Island, siger Hans Moos.
En appel om støtte
Nu står klubben altså overfor den udfordring at skulle skaffe de 30.000 kroner, der skal til for at sende deres tre landsholdsspillere til Island.
– Det er mange penge for en lille klub som vores. Men jeg tror på, at vi kan gøre det, hvis vi står sammen og får hjælp fra vores omgivelser, siger Hans Moos.
Hans håber, at folk i lokalsamfundet og måske endda nationale sponsorer vil se værdien i at støtte en sport, der giver så meget tilbage til dem, der deltager.
– For os handler det om meget mere end blot at konkurrere. Det handler om at skabe livskvalitet, om at give folk noget at stå op til, og om at give dem muligheden for at deltage i sport på højeste niveau, forklarer Hans Moos.
Parasport Fredericia og Hans Moos har sat sig for at gøre en forskel – ikke kun for deres spillere, men for hele det samfund, de er en del af. Med den rette støtte kan de fortsætte med at tilbyde en værdifuld sportsgren til dem, der ellers ville have svært ved at finde en fysisk aktivitet, der passer til deres behov.
“Vi har allerede kvalificeret os som landshold, og vi har nogle af de bedste spillere i landet. Nu mangler vi bare midlerne til at få dem afsted. Vi håber, at folk vil støtte os, så vi kan repræsentere Danmark og vise, hvad vi kan på den nordiske scene, siger Hans Moos.
Hvis du har mulighed for at støtte Hans Moos og hjælpe spillerne med at komme til Island, kan du kontakte Moos på mailadressen parasportfredericia@gmail.com
En 38-årig kvinde fra Fredericia kørte tirsdag aften ulovligt.
Kvinden blev rutinemæssigt standset på Indre Ringvej klokken 23:30.
Efterfølgende blev det konstateret, at kvinden kørte påvirket af euforiserende stoffer, og da hun også er frakendt kørekortet, blev hun også sigtet for det.
Ventetiden til at blive tilset og behandlet hos praktiserende speciallæger er steget markant. Derfor ændrer regionsrådet nu midlertidigt den økonomiske ramme for speciallægerne i resten af 2024 for at gøre det muligt at behandle endnu flere patienter og få reduceret ventetiden til udredning og behandling.
Der er brug for en ekstra indsats for at sænke ventetiderne hos praktiserende speciallæger. Det mener regionsrådet, som på regionsrådsmødet 26. august besluttede at gøre det muligt for de praktiserende speciallæger at se flere patienter, uden at deres honorering reduceres, hvis de overskrider den økonomiske ramme. Forhåbningen er, at det vil få speciallægerne til at yde en ekstra indsats og på den måde få ventelisterne ned.
Pengene til indsatsen kommer fra Region Syddanmarks andel af den ekstraordinære pulje til løft af sundhedsområdet på 600 millioner kr. i 2024, som blev givet i forbindelse med økonomiaftalen for 2025.
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) siger:
– Ventetiden til praktiserende speciallæger er stigende, og der er desværre patienter, som skal vente i lang tid, før de kan blive tilset. Heldigvis ønsker flere speciallæger at arbejde mere og tage imod flere patienter, og det har vi nu ekstraordinært mulighed for at imødekomme med penge fra økonomiaftalen, som skal bruges i 2024.
Plads i lægernes kalender skal udnyttes
De praktiserende speciallæger arbejder inden for en økonomisk ramme og en såkaldt knækgrænse, som betyder, at lægernes honorar bliver mindre, når deres indtjening når et vist punkt.
Men presset på de praktiserende speciallæger betyder, at flere læger rammer knækgrænsen og den økonomiske ramme inden udgangen af året. For at tilskynde lægerne til at fortsætte aktiviteten og tilse endnu flere patienter ændrer regionen nu den økonomiske ramme for praktiserende speciallægers indtjening resten af året, hvis de har en højere aktivitet end sidste år.
En ekstraordinær indsats, som giver rigtig god mening, fortæller Bo Libergren:
– Der er selvfølgelig læger, som allerede arbejder rigtig meget, og som ikke har mulighed for at tage imod flere patienter. Men vi ved også, at der er læger, som har tid i kalenderen, og som ønsker at arbejde mere, end det er muligt inden for den økonomiske ramme. Derfor giver det god mening kortvarigt at ændre den økonomiske ramme som et økonomisk incitament i denne situation, hvor vi har lange ventetider, samtidig med at vi har nogle ekstra midler, som skal bruges inden årets udløb.
Forhåbningen er, at indsatsen især vil kunne sænke ventetiden til øjenlæger, hudlæger og øre-næse-halslæger, hvor der pt. er en gennemsnitlig ventetid på henholdsvis 25, 18 og 11 uger.
Efter regionsrådets beslutning skal der nu indgås en lokalaftale med speciallægerne i regionen, hvorefter ordningen kan træde i kraft.
Regeringens nye udspil, som tillader 17-årige at køre bil alene med visse restriktioner, har sat gang i debatten om trafiksikkerheden og de unges modenhed. Forslaget, der især sigter mod at forbedre mobiliteten for unge i landdistrikter, indeholder også skærpede regler for promillekørsel og en tidsbegrænsning for, hvornår de unge må køre bil. Med disse ændringer håber regeringen at balancere mellem at øge friheden for de unge og samtidig sikre, at trafiksikkerheden opretholdes.
Flemming fra Wisth Køreskole deler sine tanker om, hvordan denne nye mulighed vil påvirke trafiksikkerheden og de unges adfærd bag rattet. Han indleder med at anerkende, at der er beregninger, som forudser en stigning i antallet af ulykker, når 17-årige får lov til at køre alene. Dog påpeger han, at modenhed spiller en afgørende rolle, og at denne ikke nødvendigvis er aldersbestemt.
– Det er korrekt, at modenhed spiller en rolle, når man er 17-18 år, men personligt mener jeg ikke, at der er den store forskel på, om man er 17 eller 18 år i forhold til modenhed. Man kan sagtens se 17-årige, der er modne, og 18-årige, der ikke er det, udtaler Flemming og understreger, at modenhed er for individuelt til, at det kan bedømmes udelukkende på alder.
Med henblik på undervisningsmetoderne nævner Flemming, at han heller ikke har planer om at ændre sin tilgang, da han allerede gør sit bedste for at forberede sine elever, uanset om de er 17, 18 eller 32 år, og han pointerer at det handler om den enkeltes parathed snarere end at sætte folk i en kasse baseret på alder.
Elevernes reaktioner på forslaget
Elevernes reaktioner på det nuværende system med ledsagerkørsel varierer, hvilket Flemming også fremhæver som et tegn på, hvor individuelt behovet for støtte kan være. Han fortæller om to elever, der begge er 16 år og næsten jævnaldrende, men som har meget forskellige holdninger til at køre alene. Den ene er helt klar til at køre selv, mens den anden foretrækker at få lidt mere erfaring med forældrene ved sin side.
– Jeg talte faktisk med de to seneste elever, jeg har kørt med. De er begge 16 år og bliver snart 17, og de mangler kun at gå til prøve. Den ene var helt klar og ville gerne køre selv, mens den anden sagde: “Aaarh, jeg vil gerne lige ud at køre med mor og far de første par gange.” Her kan man se, hvor forskelligt det er fra person til person, selvom de går i samme klasse og næsten har samme fødselsdag, fortæller han.
Ny regel om tidsbegrænsning og spirituskørsel
Derudover indeholder forslaget en ny regel om en tidsbegrænsning, som kun tillader kørsel mellem kl. 05.00 og 20.00, en regel som Flemming både ser ulemper og fordele ved. Han anerkender, at det kan være en god idé for at undgå, at unge kører til fester, men han peger også på udfordringerne, det kan medføre for unge i arbejde, som måske har brug for at køre senere.
– Begrænsningen fra kl. 05.00 til 20.00 kan være en god idé, så de ikke kører til fester i weekenderne og for at undgå, at unge gejler hinanden op i bilerne, hvilket nok er årsagen til, at man har indført denne regel. Jeg kan godt se fornuften i det, men der er også en problematik, hvis eksempelvis en lærling skal arbejde over og står klokken 19.55 og tænker: “Nu kan jeg ikke komme hjem.”
Flemming ser dog meget positivt på at man tænker i skærpede bødetakster og nul tolerance over for alkohol, som han mener sender et vigtigt signal om, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen.
– Jeg ser også det positive i, at man ser på bødetakster og indfører nul tolerance over for alkohol – det er en rigtig god idé, siger han.
Når det kommer til den strengere promillegrænse for førstegangsbilister, mener Flemming, at det er afgørende, at straffen også følger med for at få de unge til at tænke over deres ansvar i trafikken. Han påpeger, at nogle unge kan være uden for pædagogisk rækkevidde, og at en skærpet straf kan være nødvendig for at sikre, at de forstår konsekvenserne af deres handlinger.
– Det er vigtigt, at straffen også følger med. Der vil altid være nogle, der er uden for pædagogisk rækkevidde og er ligeglade med grænserne. Men der, hvor vi kan få dem til at tænke mere over det, er ved at straffen er skærpet. De skal vise, at de kan administrere og få lov til at køre bil, ellers koster det ved kasse ét, udtrykker han.
Fordele og ulemper ved forslaget
Samlet set udtrykker Flemming en vis spænding over, hvordan de nye regler vil blive modtaget og implementeret.
– Jeg er spændt på at se, hvad det ender med, og om det bliver til noget eller ej. Jeg er hverken for eller imod, og jeg kan se både fordele og ulemper.
Selvom han hverken er entydigt for eller imod forslaget, understreger han vigtigheden af at undgå at sætte alle unge i samme kasse baseret på deres alder.
– Jeg synes, det er synd at sætte dem i en kasse og sige, at bare fordi du er 17, må du ikke, men når du er 18, må du godt. Der er forskel på dem, siger han og afslutter med en refleksion over både fordele og ulemper ved den nye ordning.
Regeringens forslag har allerede vakt positive reaktioner i landdistrikterne, hvor det forventes at øge mobiliteten for unge udenfor de større byer. Ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, har udtrykt tillid til, at de unge vil håndtere den nye frihed ansvarligt, mens formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, ser ordningen som en mulighed for at give de unge større frihed og adgang til arbejde og uddannelse. Damsgaard er overbevist om, at de 17-årige vil vise den nødvendige ansvarlighed, som også er blevet demonstreret under den nuværende ledsagerordning.
Pernelle Jensen ser store fordele i byrådets sætning på børnefamilierne.
Venstre i Fredericia Byråd har tydeligt markeret deres modstand mod de foreslåede besparelser på daginstitutionsområdet i Børne- og Skoleudvalget. Besparelserne, som inkluderer reduktioner i minimumsnormeringer og lukninger af tre daginstitutioner, blev mødt med en klar afvisning fra partiets side. Pernelle Jensen fra Venstre forklarer, at partiets modstand er rodfæstet i bekymringer for både børns trivsel, forældres valgfrihed og langsigtede konsekvenser for kommunens lokalsamfund.
En af hovedårsagerne til, at Venstre stemte imod spareforslagene, er den foreslåede reduktion i minimumsnormeringer.
– Det er klart, at en af vores bevæggrunde for at stemme imod var den meget høje besparelse på minimumsnormeringerne, siger Pernelle Jensen.
Venstre ønsker at bevare de nuværende normeringer, som de mener er afgørende for kvaliteten i daginstitutionerne. De ser det som deres ansvar at sikre, at børnene har det godt i trygge rammer, og at normeringerne ikke skal forringes for at opnå kortsigtede økonomiske gevinster.
Modstand mod lukning af daginstitutioner
Lukningen af tre daginstitutioner, herunder Æblehaven, er et andet punkt, der møder stærk modstand fra Venstre. Jensen understreger, at Æblehaven aldrig tidligere har været problematiseret, og hun stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor denne institution nu er på listen over potentielle lukninger.
– Vi har svært ved at se os selv i det. Vi synes forældrene skal være trygge ved dem, der er. Børnene har det godt der, og det er ikke vores ønske at lukke daginstitutioner, siger Jensen.
Jensen fremhæver også betydningen af nærhed til institutionerne, især for de familier, der bor i mindre lokalsamfund. Hun påpeger, at de små daginstitutioner har særlige kvaliteter, som større institutioner ikke kan tilbyde.
– De små daginstitutioner kan også noget særligt, da en mindre kan noget andet end en større. Det skal vi værne om, siger hun.
Bekymring for langsigtede konsekvenser
Venstre er også bekymret for de langsigtede konsekvenser af de foreslåede lukninger, især når det gælder Skovlodden. Jensen påpeger, at kataloget selv nævner, at børnetallet forventes at stige, hvilket kan skabe problemer med kapaciteten på sigt. Hun udtrykker bekymring for, at beslutningen om at lukke Skovlodden ikke er en bæredygtig løsning for fremtiden.
For Venstre er det afgørende, at forældre har valgfrihed, når det kommer til deres børns pasning. Jensen understreger, at det er vigtigt at have et frit valg mellem store og små institutioner eller dagpleje, og at denne valgfrihed skal respekteres.
– Vi synes, det er vigtigt, at der er noget at vælge imellem for forældrene, og ikke alle forældre ønsker en stor daginstitution, siger hun.
Jensen er også opmærksom på den utryghed, som diskussioner om lukning af daginstitutioner kan skabe blandt forældre. Hun refererer til tidligere år, hvor lignende situationer har skabt bekymringer, og understreger, at Venstre vil arbejde for at undgå gentagelser af dette.
– Jeg ved fra tidligere år, hvor meget utryghed snak om lukning af daginstitutioner giver, og at det helt naturligt påvirker de familier, der har børn i de institutioner, slutter Pernelle Jensen.
Det var en af de aftener, hvor alt gik op i en højere enhed. Den årlige tradition, Hannerupløbet, fandt sted tirsdag aften, og vejret viste sig fra sin bedste side. Efter dage med ustadigt vejr havde himlen endelig åbnet op for den perfekte balance – hverken for varmt eller for koldt – ideelle forhold for de mange løbere, der havde samlet sig i Hannerup.
Rundt om på pladsen i Hannerup kunne man mærke den summende energi fra de omkring 1.000 tilmeldte løbere, der havde valgt at tage del i en af løbets mange distancer. Fra 5 km til 21 km, fra den spændende 8,1 km trailrute til den sociale 3 x 5 km stafet – mulighederne var mange, og der var noget for alle, uanset niveau eller ambitioner.
Løbet tiltrak både de erfarne løbere, der havde sat sig klare mål, og dem, der blot var kommet for at nyde en aktiv aften med venner og familie. På pladsen var der ikke kun fokus på distancer og tider, men også på fællesskab og glæden ved bevægelse. Smilene var brede, og latteren rungede mellem træerne i Hannerup Skov.
Men det var ikke kun de voksne, der fik lov at snøre løbeskoene. Løbet bød også på særlige børneløb for de mindste førskolebørn samt handicapløb, hvor alle kunne være med. Det var et rørende syn at se de små ben spurte over målstregen, mens stolte forældre og bedsteforældre heppede fra sidelinjen.
Selvom konkurrencen var skarp på nogle distancer, var der ingen, der gik tomhændet hjem. Medaljer blev uddelt til alle deltagere, uanset om de havde løbet 5 km, gennemført den krævende trailrute eller gået den afslappede 7 km Walk-rute. Den skinnende belønning om halsen var et symbol på den personlige sejr, som hver løber havde opnået – uanset om målet var at forbedre sin tid eller blot at gennemføre.
I takt med at solen begyndte at synke, og skovens skygger blev længere, samledes deltagerne på pladsen for at dele deres oplevelser. Der blev udvekslet historier om kamp mod bakkerne, glæden ved at løbe i skoven og de små sejre undervejs. Det årlige Hannerupløb var ikke kun en sportsbegivenhed; det var en fejring af fællesskab, bevægelse og den glæde, der opstår, når man sammen skaber noget særligt.
Og selvom aftenen lakkede mod enden, kunne man mærke, at de mange løbere allerede begyndte at glæde sig til næste år – til endnu en aften fyldt med løb, latter og medaljer i Hannerup.
Specialpædagogisk Støtte (SPS) spiller en afgørende rolle i at hjælpe elever med funktionsnedsættelser gennem deres uddannelse. SPS’ system skal sikre, at alle elever, uanset deres udfordringer, har mulighed for at fuldføre deres uddannelse på lige fod med andre. Men på trods af ordningens vigtige formål oplever uddannelsesinstitutioner udfordringer med det nuværende system, der ofte er præget af tung administration og manglende fleksibilitet. Camilla Grenander Almfort, viceuddannelseschef ved EUC Lillebælt, der arbejder med SPS dagligt, forklarer behovet for en modernisering af SPS for at skabe et mere smidigt og effektivt system, der bedre kan imødekomme de stigende behov.
Viceuddannelseschef ved EUC Lillebælt, Camilla Grenander Almfort, der har særligt fokus på SPS.
Hvad er SPS?
Specialpædagogisk Støtte (SPS) er en ordning, der giver elever med forskellige typer af funktionsnedsættelser den nødvendige støtte for at kunne gennemføre deres uddannelse. SPS administreres af Undervisningsministeriet for elever i uddannelsessystemet, mens støtte på arbejdsmarkedet typisk søges gennem kommunen. Men her begynder kompleksiteten:
– Da SPS dækker over mange forskellige typer af funktionsnedsættelser, er der også mange forskellige typer af støtte, der skal søges, forklarer Camilla Grenander Almfort.
Dette kan være overvældende for eleverne, især fordi systemet ofte kræver gentagne ansøgninger og dokumentation, når eleverne skifter institution eller uddannelsesniveau.
Den øgede efterspørgsel og nødvendige løsninger
Ifølge Camillia Almfort har der været en stigende efterspørgsel på SPS, hvilket har skabt yderligere pres på systemet.
– Vi ser, at flere unge i dag får en diagnose, siger hun og bemærker, at dette fænomen ikke kun gør sig gældende på EUC Lillebælt, men også på landsplan.
– For os betyder det, at en stor gruppe af vores elever kommer med en funktionsnedsættelse. Heriblandt er mange ordblinde og mange med psykiske funktionsnedsættelser.
For Camilla Almfort er det dog vigtigt at få pointeret, at problemet ikke ligger i at hjælpe eleverne – det har skolerne altid gjort – men i de ekstra omkostninger og ressourcer, der er nødvendige for at yde kvalitetsstøtte. Hun fortæller blandt andet, at en af de store udfordringer ved det nuværende system er, at støtten ikke følger eleven.
– Det betyder, at støtten ikke følger eleven, når de fx skifter fra grundskolen, hvor de kan have haft en ordblindecomputer, som de skal aflevere og derefter søge om igen, siger hun.
– En oplagt løsning kunne være at knytte støtten til personen og ikke til institutionen, tilføjer hun og giver os et billede på, hvad en person, der har en funktionsnedsættelse skal igennem af ansøgningsprocesser:
– For eksempel har vi mange døve elever, som skal søge om tolkestøtte hver eneste gang, de skifter trin – fra grundskole til ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og arbejdsmarkedet, og det er her, at det ville være meget lettere, hvis støtten fulgte eleven, konkluderer uddannelsesvicechefen.
Foto: AVISEN
Vejen frem: Modernisering af SPS
For at imødekomme de stigende behov og udfordringer, som både elever og skoler står overfor, er der en bred enighed om, at SPS har brug for en omfattende modernisering. Moderniseringen skal ikke kun fokusere på at gøre systemet mere effektivt og mindre bureaukratisk, men også på at sikre, at støtten i højere grad tilpasses den enkelte elevs behov og livssituation. Derfor er der nu også fremlagt seks forslag, der skal forbedre systemet, og Camilla Almfort støtter dem klart. En af de mest markante forbedringer, som Camilla Grenander Almfort peger på, blandt disse forslag, er behovet for at man kun behandler sagen én gang.
– Hvis jeg skulle vælge det første skridt blandt de seks forslag, ville det være, at vi kun behandlede sagen én gang, siger hun.
Men hun understreger samtidig, at selvom dette ville være en væsentlig forbedring, er der stadig behov for at sikre, at støtten kan følge eleven gennem hele deres uddannelsesforløb.
– Det ville sikre, at eleverne får den nødvendige hjælp uden afbrydelser, uanset hvor de befinder sig i deres uddannelsesforløb, siger hun om dette.
Hvis støtten kunne følge eleven gennem hele uddannelsesforløbet, ville det nemlig gøre det lettere for eleverne at navigere i overgangene mellem forskellige uddannelsesniveauer, såsom fra grundskole til ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og videre til arbejdsmarkedet. For eksempel ville en elev med ordblindhed ikke skulle søge om en ny ordblindecomputer hver gang, de skifter skole, men ville i stedet kunne beholde den nødvendige hjælpemiddel, uanset hvor de studerer.
En anden vigtig del af moderniseringen er at reducere den tunge administrative byrde, som i dag ofte ligger på både skoler og elever. Camilla Almfort fremhæver, hvordan en mere automatiseret proces kan gøre en stor forskel:
– Ordblinde kan i dag slås op i en test, som ligger elektronisk. Når vi opretter en ansøgning for ordblinde, hentes denne test automatisk, så jeg skal ikke bede om dokumentation og sende den frem og tilbage, fortæller hun.
Men det samme gælder ikke for andre stillet diagnoser i systemet, som for eksempel hos elever med diagnosen ADHD, hvor man i stedet skal oprette en ansøgning, mens der skal indhentes samtykke, hvilket kan forlænge processen, især hvis man ikke lige tjekker e-Boks.
– Hvis det hele kunne ske automatisk, og støtten blev godkendt, fordi eleven allerede er godkendt til støtte, ville det være en rigtig god løsning for mange med funktionsnedsættelser, fortæller Camilla Almfort.
Automatisering af ansøgningsprocessen kunne eksempelvis betyde, at en elev, der allerede er diagnosticeret med en funktionsnedsættelse, ikke skulle gennemgå en ny vurdering hver gang de søger om støtte. For elever med ADHD kunne dette indebære, at deres stillet diagnose automatisk blev integreret i systemet, så de ikke behøver at indsende dokumentation gentagne gange. Dette ville ikke kun spare tid, men også mindske risikoen for fejl og forsinkelser, som ofte opstår i manuelle processer.
Forenkling af ressourcetildelingen
En yderligere forenkling kunne ske ved at ændre måden, hvorpå ressourcer tildeles. I det nuværende system skal skolerne på forhånd estimere, hvor mange timers støtte en elev vil have behov for i løbet af et skoleår, hvilket kan være svært at forudsige præcist.
– Vi får refusion for det antal timer, vi bruger, men i dag skal vi beslutte os for, hvor mange timers støtte en person kommer til at have brug for, inden året starter. Det kræver administration, som kunne undgås, bemærker hun.
Camilla foreslår her, at man i stedet kunne yde støtten efter behov, og derefter modtage refusion for det faktiske forbrug.
– Hvis vi kunne søge støtte for en elev én gang og derefter yde støtten uden at skulle estimere antal timer på forhånd, ville det lette den administrative byrde, siger hun.
Og det ville give skolerne større fleksibilitet til at tilpasse støtten efter elevernes aktuelle behov, snarere end at være bundet af et fast antal timer, der måske ikke passer til den enkelte elevs situation.
En vigtig note i debatten om SPS
Midt i debatten om modernisering af Specialpædagogisk Støtte er det vigtigt at huske, at uanset systemets nuværende mangler, så yder skolerne, herunder EUC Lillebælt, allerede den store indsats, der skal til for at støtte deres elever. Camilla Grenander Almfort understreger dette klart:
– Vi støtter vores elever, som vi altid har gjort, uanset om de har en funktionsnedsættelse eller ej. Vi tilbyder den nødvendige hjælp, så de har de bedste muligheder for at gennemføre deres uddannelse.
Hun påpeger, at skolerne vil fortsætte med at bruge deres ressourcer på at hjælpe eleverne, også selvom det betyder, at de må gå ud over de timer, der er officielt godkendt.
– Vi vil undgå at skabe en negativ historie om, at eleverne ikke kan få hjælp – for de får selvfølgelig hjælp. Men det ville være mere økonomisk bæredygtigt, hvis systemet var mere smidigt, siger hun.
En mere sammenhængende støtte
Moderniseringen af SPS handler i sidste ende om at skabe et system, der er mere sammenhængende og tilgængeligt for de elever, der har brug for det. Ved at fjerne unødvendige administrative barrierer, sikre kontinuitet i støtten og gøre processen mere automatiseret og fleksibel, kan man give eleverne bedre forudsætninger for at gennemføre deres uddannelse med succes. Som Camilla Grenander Almfort konkluderer:
– Det er deres ret, men lige nu kræver det næsten overskud at have underskud.
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...
