Vi har en frygtelig uoplyst digitaliseringsminister, når det gælder det omfattende censurarbejde, der har skadet vestens og demokratiernes vitale interesser det sidste årti. Efter Meta meddelte, at de fjerner de berygtede “fact checkers” og genindfører ytringsfrihed på deres platforme, er mange proselytter for moderstaten gået op i limningen. Men de er på den forkerte side af historien. Censur har altid været kendetegnet for diktaturer, ikke demokratier. Altid.
Det er besynderligt at såkaldte frie medier kan være fortalere for betragtelige begrænsninger i retten til at give sin mening til kende. Men arkiverne er proppet med artikler, vinkler og journalistiske meninger om alle herlighederne ved censur. Læg dertil en nidkær selvtilfredsstillelse i at have eneretten til mikrofonen, stik mod alle fornuftige og intelligente betragtninger om, at man kun kan blive klogere ved at lytte til argumenter, der strider mod ens egne: Det er på den måde, man kan finde brister og fejl i ens konklusioner. Det er således, at man får ny viden og nye erkendelser.
Danske Digitale Medier har i hele sin eksistens været en del af den spirende fornyelsesproces, hvor nye informationsstrømme finder deres plads i en kompleks verden. Vi er blev mødt af alle de klassiske angreb fra gammelmedierne; personangreb, latterliggørelse, hån, nedgørelse, løgn og bedrag. Forleden kunne chefredaktøren på Fredericia Dagblad (og Vejle Amts Folkeblad) lykkeligt meddele sine læsere, at alle de penge der kommer ind, går til ny journalistisk. Bladet er ejet af Danmarks største mediekoncern med hovedsæde i Vejle, der på deres egen hjemmeside forklarer, at de har klaret sig, blandt andet, på grund af:
Investering i værdipapirer.
Vi mangler at høre, hvordan det hænger sammen med at økonomien fra læserne går til journalistik. Koncernen investerer i værdipapirer, og modtager størstedelen af sine indtægter fra de danske skatteborgere; via statskassen i redaktionelt bidrag og via kommunekasserne, der hvor de opererer. Mage til hykleri skal man lede længe efter.
Men godt for os. For det betyder, at vi har en plads og en berettigelse i den mediestrøm, der eksisterer. Vi hylder pluralisme. Derfor er vi også glade for, at der findes gammelmedier, lidt endnu. Også disse vil forsvinde og blive erstattet af ny formidling, før eller senere. I den æra, hvor papir var det vigtigste kommunikationsmedie (og der er ved at være meget længe siden), var disse medier den primære kilde for mange danskere. De har forfejlet opgaven med at transformere sig. Man har stædigt holdt fast i en hensvunden tid, hvor man har opbygget et kedeligt modsætningsforhold til den frie informationsdeling. Det er nærmest en psykologisk opgave at finde forklaringer herop, men det er nærliggende at tænke, at det skyldes overlevelseinteresse:
Ønsket om at beholde indflydelse og relevans, økonomi og mandskab. Men man har ikke været loyale overfor ens egne. Utallige bladfolk er blevet fyret undervejs, ofte med besparelser som forklaring. Og dem, der er der nu, kan heller ikke vide sig sikker. Ganske vist er der løfter om, at politikerne vil komme til undsætning igen og igen; “for demokratiets skyld”. Men uanset, hvor meget man betaler fra statskassen, kan man altså ikke tvinge folk til at læse eller se med.
Eller kan man? Det er det, man bør bemærke i forbindelse med gammelmediernes omfattende opbakning til begrænsninger af ytringsfriheden. Utallige artikler har nemlig handlet om alle farlighederne ved ytringer og fri informationsdeling. På trods af at den reelt farlige andel af informationer er nærmest ubegribelig lille. Samtidig er der langt mere principielle spørgsmål på spil. På en klar førsteplads kommer “hvem skal bestemme, hvad der er rigtigt og forkert”. Ja, hvem skal det? På en andenplads kommer “hvorfor må du ikke selv bestemme, hvad du mener, er rigtigt eller forkert”? Alene disse to spørgsmål burde være nok til at yderligere diskussion om det farlige ved at omfavne censur og totalitarisme. Igen og igen tudes man ørerne fulde med “tænk på børnene”. Som om, at ingen digitale platforme i forvejen, og lovpligtigt, går meget målrettet efter netop at beskytte børn og fjerne indhold straks, der er risikabelt. Men det er samtidig også forældrenes ansvar. Kan forældrene ikke tage stilling til, om deres børn må bruge det ene eller andet sociale medie?
Åbenbart ikke. For mange har den opfattelse, at det skal staten stå for. Men hvad værre er, så udvider man hele moderkomplekset (censurbehovet) til også at omfatte alle voksne. Det er den logik, man har fulgt kronisk i et årti: At voksne mennesker ikke selv er i stand til at tage stilling til informationer. Derfor skal informationer fjernes. Ikke fordi de er ulovlige (selvom mange proselytter har arbejdet nidkært for at gøre selve sproget ulovligt, forbudt og farligt). Næh, det er fordi, man dybest set mener, at udvalgte grupper skal skånes for at føle sig krænket af, hvad andre mener. Også selvom det er en del af helt almindelige debatter, der kunne forgå i de fleste hjem, på de fleste arbejdspladser eller i almindelige samtaler. Bare ikke på internettet:
Her er det farligt.
Den største fare ved censuren er dog ikke, at vi bliver dummere og uvidende, fordi vi får færre informationer og ser et forkert billede af virkeligheden. Nej. Det farligste ved hele dette absurde og risikable projekt er, at man på grund af censuren lærer en masse mennesker, at det er forbundet med betydelige konsekvenser, hvis man ytrer sig mod synspunkter, der ikke passer magthaverne. Derfor vil mange undgå at ytre sig, også selv om de kunne have haft et værdifuldt og vigtigt bidrag til videnskaben, demokratiet eller politiske beslutninger. Vi ved fra hverdagen, at det er de færreste, der stiller sig op på ølkassen og tager ordet. Det kræver ofte mod. I den tidsalder, vi lever i, hvor cancel culture og karaktermord er hverdag, lukker man implicit munden på rigtig mange mennesker. Resultaterne er ødelæggende for vores civilisation og etiske grundlag:
Vi bliver ikke klogere. Vi lever i lukkede rum, hvor vi ikke kender til folks reelle holdninger. Hvilket eksempelvis har vist sig tilfældet i meningsmålinger, hvor folk ikke har svaret ærligt på, hvem de ville stemme på, fordi det er farligt at mene noget. Hvorfor meningsmålingerne er skudt helt ved siden af.
Er det sådan et samfund, vi ønsker? Et sted, hvor vi ikke tåler kritik? Hvor der kun er nogle få, udvalgte, der har eneret til selveste sandheden? Hvor vi ikke kan stille spørgsmål til hverken logik eller rationale? Hvor politiet skal arrestere folk, der mener noget, andre føler sig krænkede over? Et samfund, hvor vi lever i en skyggerealitet. Skygger, der afslører, at der findes noget, vi ikke kan se. Udover skyggen af det. Hvor mange milliarder opslag har Facebook fjernet de sidste 10 år? Hvor mange videoer har Youtube bandlyst eller skjult? Hvor mange holdninger er forsvundet? Det er jo paradoksalt, at vores digitaliseringsminister kan bekymre sig om demokratiet, når Meta nu fjerner deres censur. Samtidig med, at netop shadow banning, forfalskede søgeresultater og et komplet forfalsket newsfeed er den største trussel med demokratiet siden 1930’erne.
Om lidt vil omfanget af censuren blive afsløret. Det skal blive spændende at følge med i. Men endnu mere interessant bliver det, når EU får Donald Trump på nakken;
Trump har svoret, at nu er det tid til at stå til ansvar for censuren.
