Søndagssol kan ende som en fuser

0
Søndagssol kan ende som en fuser

Lørdagens vejr bringer fortsat mild og fugtig luft fra sydvest ind over landet. Det betyder, at himlen forbliver grå og mange steder diset gennem dagen. Temperaturerne vil ligge mellem 2 og 6 grader, hvilket for januar måned er over den normale gennemsnitstemperatur på 1,6 grader.

Meteorologerne har de seneste dage haft optimisme omkring søndagens vejr, der kunne blive et tiltrængt lyspunkt i en ellers grå weekend. Men lørdag morgen er forventningerne blevet justeret. Hos DMI advarer man nu om, at søndagens solrige prognoser risikerer at ende i en grå skuffelse.

De nyeste vejrprognoser antyder, at vintersolen, især i de nordlige og østlige egne af landet, kan blive holdt nede af tåge og lavt skydække. Hvis det sker, kan den lovede søndagssol blive afløst af en trist omgang grå vejr-suppe, der efterlader weekenden uden et solstrejf.

Trods usikkerhederne krydser meteorologerne hos DMI stadig fingre for, at solen alligevel får plads til at bryde igennem.

“Vi håber, at det trods alt ender med lidt søndagssol til alle,” lyder det fra meteorolog Lars Henriksen.

Kilde: DMI

Talentspejderne hjælper unge med at finde deres vej – Vil du være med?

0
Talentspejderne hjælper unge med at finde deres vej – Vil du være med?

Talentspejderne i Middelfart arbejder hver dag for at give unge mellem 12 og 15 år mulighed for at opdage og udvikle deres evner og talenter med henblik på at opnå øget selvtillid, selvværd og forståelse af egne styrker. For at kunne hjælpe endnu flere søger Landsforeningen Talentspejderne nu flere frivillige mentorer, og allerede den 5. februar afholder de et gratis mentorkursus i Middelfart. Jeanne Banke Nielsen, der leder indsatsen i Middelfart og Kerteminde Kommuner, fortæller om det vigtige arbejde, og hvad det kræver at blive mentor. 

Fokus på de unge i Middelfart 

Middelfart Kommune har i flere år samarbejdet med Talentspejderne for at støtte unge i overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne. Ifølge organisationen er det vigtigt at gribe ind tidligt: 

– Baggrunden for Talentspejderne var netop, at udviklerne bag projektet så, hvor vigtigt det er at gribe unge mennesker, inden de forlader folkeskolen. Det er i den periode, de står over for at skulle træffe store valg og ofte ikke ved, hvem de er, eller hvilken retning de skal gå, fortæller Jeanne. 

Talentspejderne samarbejder med skolerne i Middelfart Kommune, hvor lærere peger på de elever, der kan have glæde af en mentor.  

– Vi har en tro på, at lærerne, som står med eleverne hver dag, ved, hvem der kan blomstre med den rette støtte, siger hun. 

Hvem kan blive mentor? 

Mentorrollen er åben for alle, der har lyst og overskud til at gøre en forskel for unge. Jeanne Banke Nielsen understreger, at det handler om at bruge sin livserfaring til at hjælpe andre: 

– Det, vi kigger på, er, at du har noget med dig selv – en livserfaring, som vi kalder det. Det kan være, at du på et tidspunkt har gennemgået en uddannelse eller været på arbejdsmarkedet. Og så handler det om at have lysten til at hjælpe og dele ud af det, man har oplevet, siger hun. 

Jeanne fortæller, at de også har haft yngre mentorer, som har gjort en stor forskel. Det kræver dog, at man er moden og klar til opgaven:  

– Vi har også haft studerende som mentorer. De er ofte tættere på de unges situation og kan relatere til spørgsmål som ‘Hvad skal jeg blive til?’ og ‘Hvilken retning skal jeg tage for min fremtid?’. Det kræver dog, at de unge mentorer er modne nok til at kunne støtte et ungt menneske, der står i en lignende situation. 

Et struktureret forløb 

Talentspejdernes mentorforløb varer 24 uger, hvor mentor og mentee mødes én gang om ugen. Forløbet bygger på et program udviklet af læringseksperter og fokuserer på at styrke den unges selvtillid, selvværd og forståelse af egne styrker. 

– Vi bygger på et koncept, hvor hver gang en mentor mødes med den unge, er der en klar dagsorden. Udover at fokusere på, hvad der sker i den unges liv lige nu, arbejder vi målrettet med at styrke selvtillid, selvværd og forståelsen af deres egne styrker. Det sikrer, at der altid er progression og mening med det, vi arbejder på, forklarer Jeanne. 

Mentorerne får under kurset en introduktion til materialet og værktøjerne, som de vil bruge sammen med den unge.  

– Vi kigger blandt andet på læringsstile, intelligenser og karakterstyrker. Det gør, at både mentorerne og de unge opdager noget nyt om sig selv, siger Jeanne og tilføjer:  

– Mange mentorer fortæller, at de selv har fået en større forståelse for deres eget liv gennem programmet. De opdager enten noget nyt om sig selv eller genkender, at de ubevidst har styret efter bestemte værdier eller mål i deres liv.  

En mærkbar forskel 

Jeanne glæder sig samtidig over, at mentorerne ikke kun gør en stor forskel for de unge, men også for deres familier. Hun fortæller om de mange taknemmelige forældre, hun møder: 

– Det er fantastisk at se, hvordan de unge blomstrer gennem forløbet. Forældrene fortæller ofte, at de har fået et gladere og mere selvsikkert barn tilbage. Den forskel er det hele værd, siger hun. 

For Jeanne selv er det personligt motiverende at se udviklingen hos de unge. Hun fortæller, at hun hver gang et forløb afsluttes og hun ser de unge til sidst, får gåsehud og mærker varmen sprede sig, når hun oplever, hvilken forskel arbejdet har gjort. 

– Jeg har en stærk tro på, at vi alle har en plads i livet, og det er fantastisk at se, hvordan de unge blomstrer. Udover at jeg uddanner mentorerne, deltager jeg også i det første møde mellem forældre, mentee og mentor. Når forløbet er slut efter de 24 møder, bliver jeg ofte inviteret med til at fejre succesen. Det er en del af vores tilgang at fejre de fremskridt, der er blevet gjort, og det er en utrolig oplevelse at se, hvilken forskel det har gjort for det unge menneske. Jeg kan mærke det helt fysisk – det giver gåsehud og varme, fordi det er så fantastisk at opleve. 

En flot succesrate 

Talentspejderne har desuden opnået en høj succesrate, og da vi spørger Jeanne om årsagen til dette, peger hun på forløbenes velstrukturerede opbygning og varighed som de afgørende faktorer. 

– Jeg tror, at det her med, at der altid er en klar dagsorden, hver gang en mentor mødes med en ung, gør en stor forskel. Længden og kontinuiteten i forløbene spiller også en vigtig rolle. Det betyder meget for de unge, at der er en person, der frivilligt mødes med dem uge efter uge og ser dem for den, de er. Jeg tror, det er en stor del af, hvad der bærer succesen. 

Forløbet har dog en vis grad af fleksibilitet, og Jeanne oplever alligevel, at der kan være stor succes, selv hvis man ikke gennemfører alle 24 møder. 

– Det kan virke overvældende for nogle at tænke på 24 møder over et halvt år, men det er netop den faste, kontinuerlige kontakt, der virkelig gør en forskel. Selv hvis en ung ikke når alle 24 møder, men stopper efter 12, kan de have rykket sig nok til at stå stærkere og mere selvsikre i sig selv. 

Bliv en del af indsatsen 

Talentspejderne søger nu flere mentorer for at kunne hjælpe endnu flere unge i Middelfart. 

Det næste mentorkursus finder sted den 5. februar 2025 i Middelfart, og deltagelse er gratis. 

– Vi håber, at flere vil melde sig – uanset om de er erhvervsaktive, efterlønnere eller pensionister. Det kræver bare halvanden time om ugen og lysten til at gøre en forskel, opfordrer Jeanne Banke Nielsen. 

Talentspejderne opfordrer også virksomheder til at tage del i indsatsen som en del af deres sociale ansvar og fremhæver, at de har gjort det enkelt at synliggøre bidraget i virksomhedens sociale regnskab. 

– Virksomheder kan støtte indsatsen ved at give deres medarbejdere fri en time eller halvanden om ugen til at være mentorer. Det er en konkret måde at gøre en forskel på, samtidig med at det styrker virksomhedens ESG-profil, forklarer Jeanne afsluttende. 

Herslev skal have en stærk helhedsplan

0
Herslev skal have en stærk helhedsplan

Dansk Folkeparti har besøgt Herslev Sogns Beboerforening for at høre om lokale bekymringer i forbindelse med kommuneplanens forslag om vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i området. Herslevs borgere føler sig overset, og Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer Susanne Eilersen og Palle Dahl har nu sat fokus på at få skabt en helhedsplan for området.

Susanne Eilersen forklarer, at hun allerede har bedt forvaltningen undersøge mulighederne for at sætte arbejdet i gang:

– Jeg har bedt forvaltningen om at undersøge muligheden for hurtigt at sætte gang i den næste helhedsplan for Herslev, så vi kan få nogle gode dialoger med folk derude og høre deres meninger. Jeg mener, det er vigtigt, at vi får åbnet op for en dialog, så borgerne kan udtrykke deres frustrationer og muligheder, samt hvad de egentlig ønsker for Herslev fremadrettet. Jeg har sat arbejdet i gang, og vi ser, hvordan det udvikler sig. Jeg ved godt, at kommuneplanen også kræver ressourcer, men jeg synes, vi skylder borgerne i Herslev at få gang i helhedsplanen, fordi situationen er usikker og frustrerende for dem. Det handler om huspriser og andre udfordringer, som vi ikke kan ignorere, siger Susanne Eilersen.

Hun påpeger, at Dansk Folkeparti længe har været skeptiske over for solcelleparker og vindmøller på land, især på god landbrugsjord.

– Jeg spurgte allerede ind til dette, da vi satte planerne i høring, fordi vi i Dansk Folkeparti er meget skeptiske over for solcelleparker og vindmøller på land, især på god landbrugsjord. Det har aldrig været vores politik, og det er heller ikke på Christiansborg. Herslev er allerede udfordret med tre motorveje, og at skulle tilføre endnu et element som solcelleparker vil ikke være fair mod området, siger Susanne Eilersen.

Susanne Eilersen understreger, at det er vigtigt at få klarlagt, hvad Herslevs borgere ønsker for deres område, og hun henviser til erfaringerne fra Skærbæk, hvor en lignende proces blev gennemført.

– Jeg synes, vi skal give borgerne i Herslev mulighed for at diskutere, hvad de ønsker for deres område. På den måde kan vi få klarlagt, hvad vi politisk kan gøre, og hvad borgerne egentlig ønsker. Vi har tidligere haft lignende dialoger i Skærbæk, hvor vi også havde nogle højspændte diskussioner, men vi fik til sidst skabt en plan for området. Jeg håber, vi kan gøre det samme for Herslev og borgerne derude, fordi de fortjener at få taget hul på de udfordringer, de står med. Det er ikke kun børnehavessagen og solcelleplaner, der fylder i Herslev, de føler sig generelt klemt. Og det er vigtigt, at vi tager borgernes bekymringer alvorligt, siger Susanne Eilersen.

Hun erkender, at borgerinddragelsen i forbindelse med kommuneplanen kunne have været bedre:

– Jeg anerkender, at vi burde have inddraget borgerne i de berørte områder tidligere i processen. Vi burde have haft en intern dialog med Herslevs borgere, før vi satte planen i høring, og det er noget, vi skal blive bedre til fremadrettet. Jeg forstår fuldt ud, at det ikke har været godt nok, og vi skal lære af erfaringerne, siger Susanne Eilersen.

Selvom Dansk Folkeparti stemte for kommuneplanen, understreger Susanne Eilersen, at det ikke betyder, at de støtter VE-anlæg i Herslev.

– Når vi taler om kommuneplanen, er det jo et meget omfattende dokument med mange sider, som dækker forskellige emner. Derfor kunne vi ikke stemme imod hele planen, da vi også støtter de andre positive udviklingstiltag, der er en del af den. Men når det kommer til solceller og den mulige udvikling af området, så har vi stadig muligheder for at trække i håndtagene, og derfor stemte vi for planen, fordi vi ved, der er nødbremser, vi kan trække i, hvis det bliver nødvendigt, siger Susanne Eilersen.

Afslutningsvis slår Susanne Eilersen fast, at Herslevs borgere skal være en aktiv del af processen omkring en helhedsplan:

– Når vi ser på fremtiden, kan vi ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor helhedsplanen vil ende, men vi ved, at Herslevs borgere selv skal komme med input til, hvilke processer vi skal sætte i gang. Som i Skærbæk, hvor vi satte flere store processer i gang, så skal vi nu også lytte til Herslevs borgere, når de fortæller, hvad de ønsker for deres område. Det er afgørende, at vi tager borgernes bekymringer alvorligt og giver dem en stemme i processen, siger Susanne Eilersen.

Lokale initiativer skal sikre ældre adgang til dagligvarer

0
Lokale initiativer skal sikre ældre adgang til dagligvarer

Den 12. januar lukkede den eneste dagligvarebutik i Skærbæk, Coop365. Det har skabt bekymring blandt lokale borgere, især ældre og gangbesværede, der nu står uden indkøbsmuligheder i nærområdet. For at imødekomme den nye situation har Ældre Sagen Fredericia og lokale kræfter opfordret til, at beboerne hjælper hinanden. Fokus er på at sikre, at ingen efterlades uden adgang til dagligvarer.

Ældre Sagen Fredericia tog tidligt affære og udsendte den 2. januar et opslag på Facebook, hvor de bad byens borgere om at træde til og hjælpe dem, der har svært ved at klare indkøb selv.

– Har du en ven, en nabo, eller har du hørt om en anden, der har brug for hjælp, opfordrer vi dig til at vise forståelse og samfundssind og tilbyde at tage dem med ud og handle, når I selv køber ind, skrev Ældre Sagen i deres opslag.

Formanden for Ældre Sagen Fredericia, Lis Tarnow, understreger, at lukningen af butikken har haft en mærkbar effekt på især ældre borgere, der nu har svært ved at få adgang til dagligvarer.

En lokal ildsjæl tager initiativ

Midt i udfordringerne har lokale borgere taget sagen i egen hånd. Lise Gervig, der bor i Skærbæk, tog hurtigt initiativ og lavede et opslag på Facebook for at samle støtte.

– Vi er i gang med et projekt, hvor jeg lavede et opslag på Facebook, fordi jeg vidste, at det ville appellere til folk, fortæller hun.

For Lise Gervig handler det om at nå ud til dem, der ikke selv har mulighed for at søge hjælp.

– Målgruppen, jeg prøver at ramme, er primært ældre mennesker, især de, der er 75-80 år og opad. Det er folk, der er dårligt gående, og det kan skyldes mange ting. Men jeg tænker også, at nogen yngre kan være dårligt gående af forskellige årsager. Den primære målgruppe er dog den ældre generation, som måske bruger andre mediekilder end dem, jeg selv bruger, forklarer hun.

Stor opbakning fra lokalsamfundet

Det lokale initiativ har allerede mødt stor opbakning fra flere lokale, som er villige til at hjælpe deres naboer. For Lise Gervig har det været en positiv oplevelse at opleve fællesskabet i Skærbæk.

– Det har været en god oplevelse for mig at hjælpe folk, hvis jeg ved, at jeg gør en forskel. Responsen har været utrolig positiv, og det virker som om, mange mennesker gerne vil hjælpe, hvilket er virkelig dejligt, siger hun.

Men trods den store velvilje står projektet stadig over for en stor udfordring endnu.

– Som vi er landet i projektet nu, er det jo ikke nok, at der står 100 mennesker klar til at hjælpe, hvis vi ikke kan få kontakt med dem, der har brug for hjælpen, pågpeger Lise Gervig og tilføjer slutteligt, at hun håber, endnu flere vil træde til.

For mange ældre kan udfordringen med at få adgang til dagligvarer have stor betydning for deres daglige liv. Derfor håber både Ældre Sagen og initiativtagerne, at lokalsamfundet vil samle kræfterne og sørge for, at ingen føler sig overset.

Museum lukker i Kolding

0
Museum lukker i Kolding

Efter 25 år i de historiske rammer ved Kolding Fjord har Dansk Sygeplejehistorisk Museum haft sin sidste åbningsdag. Museet lukker for offentligheden, men effekterne herfra får nyt liv gennem en digitaliseringsproces, der skal gøre sygeplejerskernes historie tilgængelig online fra 2026.

Fremtidssikring gennem digitalisering

Ifølge Kristina Robins, formand for Fonden for Dansk Sygeplejehistorisk Museum, handler lukningen om at sikre, at sygeplejens historie bliver endnu mere tilgængelig for fremtidige generationer.

– Vi vil fremtidssikre den sygeplejehistoriske arv og skrue op for tilgængeligheden af sygeplejehistorien, så endnu flere kan få glæde af de 25 års arbejde, der ligger bag, siger hun.

Formålet med museet har altid været at indsamle, bevare og formidle sygeplejens historie, men i takt med den stigende digitalisering af vidensdeling ser man det som en oplagt mulighed at flytte museets fokus fra fysiske rammer til en online platform.

– Formålet med Dansk Sygeplejehistorisk Museum har altid været at sikre og formidle sygeplejens historie. I en tid, hvor man i højere og højere grad indhenter sine informationer og viden online, ser vi en digitalisering af sygeplejehistorien som en oplagt mulighed for at nå endnu flere, forklarer Robins.

Et kapitel afsluttes – et nyt begynder

Museet ved Kolding Fjord, der har været hjemsted for en bred samling af effekter, der dokumenterer sygeplejens udvikling, lukker nu som fysisk udstillingssted. Processen med at digitalisere effekterne skal sikre, at historien ikke kun bevares, men også gøres lettere tilgængelig for et bredere publikum.

Den digitale platform, der forventes at gå i luften i 2026, vil give adgang til museets materiale på en måde, der kan tilpasses nutidens behov og teknologiske muligheder. 

Tilgange peger på islandsk exit i FHK

0
Tilgange peger på islandsk exit i FHK

Meget tyder på, at den islandske forsvarsspecialist Einar Olafsson ikke fortsætter i Fredericia Håndboldklub (FHK) efter denne sæson. Olafsson, der er søn af den legendariske Olafur Stefansson, har kontraktudløb til sommer, og flere indikationer peger på, at hans tid i klubben lakker mod enden.

FHK har allerede taget flere skridt, der tyder på en fremtid uden Olafsson. Klubben har sikret sig to nye stregspillere, som begge kan dække op i midterforsvaret: Rolando Uríos González og Evgeni Pevnov. De slutter sig til Kristian Hübert Larsen, der også kan udfylde rollen i midterblokken. Denne konstellation giver FHK tre alsidige stregspillere, der kan bidrage i både forsvar og angreb. Dermed synes behovet for en ren forsvarsspecialist som Olafsson at være forsvundet.

Einar Olafsson har været en vigtig brik i FHK’s forsvarsspil, men klubbens nye tilgang indikerer, at man ønsker mere fleksibilitet på stregpositionen. Erfaringerne fra sidste sæson har sandsynligvis spillet ind på beslutningen. Da Evgeni Pevnov blev skadet under slutspillet, stod FHK tilbage med kun én reel stregspiller i Nikolaj A. Nielsen, hvilket udstillede en sårbarhed på positionen. Ved at have tre alsidige spillere sikrer klubben sig mod lignende udfordringer i fremtiden.

Olafsson, der har sine primære styrker i defensiven, passer ikke længere ind i denne mere fleksible strategi. Selvom hans bidrag i midterforsvaret har været værdifuldt, er det klart, at FHK nu ønsker spillere, der kan levere i begge ender af banen. Dette skift gør Olafsson overflødig til sommer.

Samtidig med Olafssons sandsynlige farvel mister FHK også Sebastian Henneberg efter denne sæson. Henneberg, der kun har spillet to kampe i denne sæson på grund af skader, var en nøglespiller sidste år, hvor han bidrog væsentligt til klubbens succes og DM-sølv. Derfor virker det oplagt, at FHK vil bruge ressourcer på at finde en offensiv erstatning, der kan tage over for Hennebergs rolle.

Denne tilgang understreger endnu en gang, at FHK i fremtiden ønsker en bredere trup med spillere, der kan dække flere funktioner. Det er en strategi, der ikke alene skaber stabilitet, men også giver klubben større handlefrihed i både forsvar og angreb.

Usikkerhed om Taboada

Mens Olafssons fremtid virker afklaret, hænger spørgsmålet om Reinier Taboada stadig i luften. Den cubanske stjernespiller har været en profil i FHK, men hverken han selv eller klubben har ønsket at kommentere på forhandlingerne om en forlængelse. Ifølge Fredericia AVISENs oplysninger har der været dialog mellem parterne, og FHK har præsenteret et kontraktudspil, men udfaldet er stadig uklart.

Det forlyder, at Taboada og hans familie er glade for at bo i Fredericia, hvilket kunne tale for en forlængelse. Men som altid i professionelle sportsforhandlinger skal begge parter nå til enighed om de formelle vilkår. For FHK er spørgsmålet om Taboadas fremtid afgørende, da hans kvalitet på banen og rolle i angrebet gør ham til en central spiller.

Med Olafsson ude af ligningen og Taboada som det eneste åbne spørgsmål står FHK med en næsten komplet trup til næste sæson. Klubben har styrket sig med spillere, der kan håndtere de defensive pligter og samtidig bidrage offensivt. Dette strategiske skifte giver FHK en stærkere og mere robust trup, der er bedre rustet til at håndtere skader og udfordringer i både ligaen og eventuelle europæiske kampe.

Alt i alt ligner sommeren 2025 en tid med nye muligheder og justeringer for Fredericia Håndboldklub. Mens farvellet til Einar Olafsson ser uundgåeligt ud, vil klubbens fremtid i høj grad afhænge af, om Reinier Taboada vælger at blive en del af projektet.

Stor interesse for potentiel havneudvidelse i Nyborg

0
Stor interesse for potentiel havneudvidelse i Nyborg

Næsten 200 nyborgensere mødte torsdag aften op i et auditorium for at høre om en mulig havneudvidelse i byen. Morten Højrup, COO i Associated Danish Ports (ADP), holdt et oplæg, hvor han fremlagde de indledende tanker og planer for projektet.

Ifølge ADP er havneudvidelsen stadig i sin spæde fase, og formålet med mødet var at skabe en åben dialog med lokalsamfundet og indsamle input til den videre proces.

– Havneudvidelsen er i sin spæde opstart, hvor det er vigtigt at få input, have dialoger og være åbne om, hvad man vil og gør, lød det fra ADP i et opslag på mediet LinkedIn.

Mødet var en del af en større indsats for at informere og inddrage endnu flere fra området i processen.

Overvældende interesse

Hos ADP var man positivt overrasket over den store tilslutning til arrangementet.

– Det var formålet med infomødet i går i Nyborg, og vi er overvældet over den interesse, der er for, hvad vi laver og vil lave på havnen, oplyser havneselskabet efterfølgende.

Havneudvidelsen i Nyborg er endnu i en tidlig fase, og det er uklart, hvilke konkrete planer der kan blive realiseret. Projektet skal fortsat gennem en række planlægnings- og høringsprocesser, før der kan træffes endelige beslutninger.

Dimission på Fredericia Maskinmesterskole fejrer nye maskinmestre

0
Dimission på Fredericia Maskinmesterskole fejrer nye maskinmestre

Fredag dannede Fredericia Maskinmesterskole rammen om en højtidelig og festlig begivenhed, da to klasser blev fejret ved dimissionen. Lokalet var fyldt til bristepunktet med familie, venner og studiekammerater, som var mødt op for at hylde de nyuddannede maskinmestre.

Dimittenderne blev hædret med den traditionelle uddeling af nåle, som symbol på deres gennemførte uddannelse. Dagen bød også på fællessang, uddeling af legater og ikke mindst inspirerende taler, der satte fokus på både de faglige og personlige sejre, som de nyuddannede har opnået.

Rektor Jens Færgemand var blandt talerne, og han brugte sin tid på at hylde dimittenderne og understrege vigtigheden af deres uddannelse:

– I dag markerer vi ikke bare afslutningen på jeres uddannelse, men også starten på en spændende rejse, hvor I skal bruge alt det, I har lært, og bringe det ud i verden. Maskinmesteruddannelsen er en af de mest eftertragtede i vores samfund, fordi den kombinerer teori og praksis på en måde, der gør jer i stand til at tackle tekniske udfordringer, arbejde med projekter og skabe innovation.

Færgemand pointerede, at uddannelsen ikke blot har styrket dimittendernes faglige kompetencer, men også formet deres evne til at navigere i en verden i konstant forandring. Han afsluttede med at opfordre til fortsat læring og udvikling:

– Husk, at udviklingen ikke stopper her. Livslang læring er en proces. Vær nysgerrige på verden omkring jer, og husk, at jeres rolle som maskinmestre ikke kun er en titel, men en mulighed for at gøre en forskel.

Overgangen fra studie til arbejde

Sekretariatschef for Maskinmestrenes Fagforening, Kaare Lund Nielsen, holdt også en tale, hvor han fremhævede de udfordringer og muligheder, der venter de nyuddannede. Han pointerede, at overgangen fra studieliv til arbejdsliv kan være krævende, men også givende:

– Som nyuddannede maskinmestre træder I ind på et arbejdsmarked, der ser meget lovende ud. Der er mange beskæftigelsesmuligheder, og efterspørgslen på jeres færdigheder er stor. Jeres viden og kompetencer er nøglen til at løse mange af de udfordringer, verden står overfor.

Han understregede, at Maskinmestrenes Fagforening står klar til at støtte de nyuddannede i deres næste skridt, hvad enten det handler om at skrive ansøgninger, forberede jobsamtaler eller optimere CV’er og LinkedIn-profiler Med et citat fra Albert Einstein afrundede han sin tale:

– Livet er som at cykle. For at holde balancen, skal du fortsætte med at bevæge dig fremad. Dette citat minder os om at holde momentum og værdsætte rejsen såvel som destinationen.

Troels Clemmesen fra Sydbank taler til de nye maskinmestre. Foto: AVISEN

Som en del af fejringen blev der uddelt seks legater til dimittender, der havde udmærket sig særligt. Det største legat, sponsoreret af Sydbank Fonden, var på 10.000 kroner og blev overrakt af filialdirektør Troels Clemmensen til Valdemar Enemark.

Legatuddelingen var endnu en anledning til at fremhæve de unges imponerende præstationer og engagement i deres uddannelse.

Efter den formelle ceremoni blev der tid til at fejre med grin, billeder og samtaler blandt de nyuddannede og deres nærmeste. Glæden over at have nået en vigtig milepæl i livet var tydelig, og flere udtrykte, at de så frem til de spændende udfordringer, der venter dem som maskinmestre.

Ældre mand i færdselsuheld med kabinescooter

0
Ældre mand i færdselsuheld med kabinescooter

En 87-årig mand var tirsdag eftermiddag involveret i et færdselsuheld på Kolding Landevej i Fredericia.

Uheldet skete omkring klokken 15.14 i forbindelse med et solouheld i et kryds.

Ifølge vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi væltede mandens kabinescooter, og han kunne ikke selv komme ud.

– Manden blev hjulpet ud af kabinescooteren og tilset af ambulancepersonalet. Der var heldigvis ikke sket noget alvorligt, og han blev kørt hjem efterfølgende, oplyser vagtchefen.

Der er ingen meldinger om andre involverede eller yderligere skader som følge af uheldet.

Halfdan Kramer tilføjer, at der ikke var yderligere hændelser at rapportere fra døgnrapporten op til klokken 17.

Nyt internationalt islæt til FHK

0
Nyt internationalt islæt til FHK

Den 25-årig spanske stregspiller Rolando Urios González, er klar til at bringe sin imponerende fysik og erfaring til Fredericia Håndboldklub. Med en højde på 194 cm og en vægt på 110 kg, har han indgået en toårig kontrakt med FHK og ser frem til at spille i den danske liga fra sommeren 2025.

González kommer fra BM Logroño La Rioja i Spanien og er begejstret for sit skifte.

– At komme til Fredericia Håndboldklub er et spændende trin i min karriere. Jeg glæder mig og er spændt på at blive en del af holdet. Jeg synes, at det er et spændende projekt, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med holdet og trænerne. Jeg ser også frem til at spille i så attraktiv en liga som den danske, fortæller González.

Den spanske spiller bringer solid erfaring fra sin fortid i stærke europæiske ligaer, herunder Tyskland. Som ungdoms- og seniorspiller hos Füchse Berlin, og senere hos TUSEM Essen og VfL Potsdam, har González udviklet sine færdigheder, inden han fortsatte sin rejse til La Rioja i 2023.

Fredericia Håndboldklubs direktør, Thomas Renneberg-Larsen, er begejstret for at få González med på holdet.

– Med tilgangen af Rolando har vi fået endnu en stærk stregspiller med gode kompetencer i begge ender af banen. Han har spillet seks år i Tyskland og er en hårdtarbejdende og dedikeret håndboldspiller. Håndbolden har han ikke fra nogen fremmede, da hans far, Urios Fonseca Rolando, har spillet OL for Cuba og Spanien og et hav af landskampe og europæiske kampe på samme position, stregspiller, siger Renneberg-Larsen.

González vil styrke klubbens midtforsvar og bidrage med sin erfaring til en stærk trio sammen med Evgeni Penvov og Kristian Hubert Larsen.

– Rolando har også sin force i midterforsvaret, så der giver et perfekt samspil med Evgeni Penvov og Kristian Hubert Larsen, som også er i midterforsvaret. Med tre stærke stregspillere til den kommende sæson føler vi os godt rustet til alle kampe i herreligaen og Europa, krævende forsvar og 7 mod 6-spillet, fortsætter Renneberg-Larsen.

Selv ser González frem til at vokse som spiller og bidrage til holdets succes.

– Jeg ser det her som det perfekte miljø for mig at vokse i som håndboldspiller og bidrage til holdets succes. Jeg vil give mig 100 procent i alle kampene og gøre alt, hvad jeg kan, for at vi som hold når vores mål. Jeg tror, jeg kan bidrage til holdet med min erfaring og dedikation, både på og uden for banen. Helt specifikt glæder jeg mig til at styrke forsvaret og være med til at skabe muligheder for mine holdkammerater. Derudover glæder jeg mig til at mærke energien fra fansene i Fredericia og lære byen at kende, afslutter González.

Med tilgangen af Rolando Urios González får FHK endnu et internationalt islæt til holdet. I forvejen har klubben sikret sig Sander Heieren, Pelle Segertoft og Kristian Hubert Larsen til næste sæson. Til gengæld tager FHK afsked med Thorsten Fries, Nikolaj A. Nielsen, Sebastian Henneberg og Lasse Balstad, mens fremtiden for Einar Olafsson og Reinier Taboada er uafklaret.

DI opfordrer Venstre og Konservative til at gå ind i regeringsdrøftelser

DI opfordrer Venstre og Konservative til at gå ind i regeringsdrøftelser

0
Dansk Industri opfordrer Venstre og Konservative til at deltage aktivt i forhandlingerne om en ny regering efter folketingsvalget. Mere end to uger efter valget er...