1.9 C
Copenhagen
tirsdag 23. december 2025

Lugten i Fredericia kommer fra raffinaderiet

0

Beboere i Fredericia, særligt i nordbyen, har de seneste dage bemærket en kraftig lugt, som har vakt bekymring og spørgsmål. Crossbridge Energy har nu bekræftet, at lugten stammer fra deres anlæg. Derudover har flaren hos raffinaderiet lyst bydelen op.

Pressechef Torben Øllegaard-Sørensen forklarer, at lugten er et resultat af, at de netop genstartet produktionen.

– Lugten skyldes, at anlægget er genstartet og køre igen efter vores store vedligeholdesstop. Det tager lidt tid før, alt er i fuld drift igen, da de enkelte anlæg skal genstartes i eksakt orden.

Raffinaderiet har derfor i øjeblikket et fokus på at få styr på situationen og sikrer, at forholdene hurtigt vender tilbage til normalen.

Danish Crown skærer dybt

0
Foto: Red Star Photo.

Danish Crown står over for en større fyringsrunde, hvor 500 administrative stillinger skal nedlægges. Det meddeler slagterikoncernen i en pressemeddelelse fredag. Det er en del af en omfattende spareplan, hvor virksomheden skal reducere sine omkostninger med en halv milliard kroner.

Administrerende direktør Niels Duedahl understreger, at Danish Crown står midt i en alvorlig økonomisk krise. Han blev indsat som ny topchef i september med det klare mål at effektivisere forretningen, og det er netop den strategi, der nu betyder afskedigelser for en stor del af medarbejderstaben.

Krisen kræver handling

– Vores omkostninger er alt for høje i forhold til vores indtjening, og derfor er vi tvunget til at handle nu, forklarer Niels Duedahl i en pressemeddelse.

Han peger på, at virksomheden fremover vil fokusere fuldstændigt på sin kerneforretning for at sikre bedre vilkår for de landmænd, der ejer Danish Crown.

Af de 500 planlagte fyringer vil langt de fleste finde sted i Danmark, og det er især funktionærstillinger, der står for skud. Baggrunden for beslutningen skyldes både faldet i antallet af slagtegrise samt stigende omkostninger, som har presset virksomhedens konkurrenceevne.

Forhandlinger med fagforeninger

Når så mange stillinger skal nedlægges, følger der et krav om forhandlinger med de faglige organisationer. Forhandlingerne vil strække sig over de kommende uger, og de endelige opsigelser forventes at blive udleveret ved udgangen af oktober.

– Det berører mig dybt, men vi har ikke andre muligheder, hvis vi skal genskabe en økonomisk sund virksomhed, fortsætter Niels Duedahl.

Han tilføjer, at selvom det er en svær beslutning, så er det nødvendigt at træffe de rette valg nu for at sikre virksomhedens fremtid.

Endnu en fyringsrunde

Denne runde af afskedigelser kommer blot få måneder efter, at Danish Crown lukkede sit slagteri i Ringsted og afskedigede 1200 medarbejdere. Beslutningen dengang blev forklaret med et markant fald i antallet af grise til slagtning i Danmark, og situationen har ikke forbedret sig siden.

– Vi er nødt til at forberede os på fremtiden, mens vi stadig kan handle. Vores konkurrenter er foran os, når det gælder prisfastsættelsen på svin, og det er en udfordring, vi må tage seriøst, hvis vi vil forblive konkurrencedygtige, lyder det fra Danish Crown.

Kolding Kommune står over for en skræmmende realitet

0

Antallet af underretninger om børn og unges trivsel er steget til det højeste niveau siden 2015. Dette er ikke bare tal; det er unge, der mistrives. Når vi ser sammenhængen mellem stigende underretninger og en voksende dumpeprocent, bliver det klart, at vi har en krise på hænderne.

Vores børn og unge fortjener bedre! Selvom den nylige lovgivning fra 2019, der pålægger lærere og pædagoger at underrette kommunen ved ulovligt fravær, kan være en medvirkende faktor til den stigende statistik, ændrer det ikke på, at flere unge har akut brug for støtte. Underretningerne afspejler ofte dybere problemer i hjemmet, skolen eller i sociale sammenhænge, som kan have langvarige konsekvenser for deres trivsel. Det er essentielt, at vi ikke kun fokuserer på antallet af underretninger, men også på de underliggende årsager. Vores børn og unge skal have et stærkt netværk omkring sig. Hvis vi ikke handler hurtigt og adresserer problemerne, risikerer vi, at de føler, at deres bekymringer ikke bliver taget alvorligt. Kolding Kommune har brug for at revidere sin tilgang og handle proaktivt for at sikre en lysere fremtid for vores unge.

Ved at give skolerne mere frihed kan de effektivt håndtere fraværs- og trivselsproblemer og skræddersy løsninger til hvert barns behov i tæt samarbejde med forældrene. Samarbejdet mellem private og offentlige institutioner vil åbne op for innovative løsninger, der kan støtte vores unge bedre. Lad os handle med fornuft og ikke kassetænkning – vores børn og unge fortjener det!

Bygningsfornyelse i Middelfart Kommune

0

I Middelfart Kommune er der nu mulighed for at søge om støtte til istandsættelse og nedrivning af bygninger opført før 1960.

Initiativet skal sikre, at både byer og landdistrikter kan drage fordel af en positiv udvikling i det byggede miljø, samtidig med at der tages hensyn til kulturhistoriske værdier.

Kommunen prioriterer særligt bygninger, som er udpeget som bevaringsværdige, eller som ligger i områder med en særlig kulturhistorisk betydning. Boliger, der falder ind under disse kategorier, står forrest i køen, når støtten fordeles.

Støtte til nedrivning af nedslidte bygninger

Udover istandsættelse kan der også gives støtte til nedrivning af stærkt nedslidte boliger og erhvervsbygninger i byzone. Her vil nedslidte bygninger, som har en negativ indvirkning på det omkringliggende miljø og ligger på synlige steder som langs hovedfærdselsårer eller ved jernbaner, blive prioriteret.

Støtten er desuden ikke begrænset til større byer som Middelfart, men gælder også i mindre byer og landområder. Målet er, ifølge kommunen, at forbedre både det visuelle indtryk og det arkitektoniske miljø i hele kommunen.

Ansøgningsfristen for at søge støtte er den 13. november 2024. For at komme i betragtning kræves en udfyldt ansøgningsskema samt flere bilag, herunder fotos af bygningen og mindst to overslag fra håndværkere, og så opfordres der på Middelfart Kommune hjemmeside til, at ansøgere indgår i en forhåndsdialog med forvaltningen, før ansøgningen indsendes.

Da den statslige ramme for støttemidler kan variere fra år til år, anbefaler kommunen i øvrigt, at man forhører sig om mulighederne for støtte i det indeværende år, inden man igangsætter projektet. Støttemulighederne kan variere alt efter bygningens beliggenhed og stand.

31-årig mand opdaget i narkosalg

0

En 31-årig mand blev torsdag aften opdaget i narkosalg i Fredericia.

Episoden fandt sted på Jernbanegade på en parkeringsplads, hvor en person så, hvad der lignede narkosalg mellem en person i en bil og en på en elscooter.

Politiet ankom til stedet og så en bil, der matchede beskrivelsen. I bilen, hvor der var to personer, blev den ene, en 31-årig mand, fundet i besiddelse af 46 gram kokain.

81-årig udsat for tricktyveri i Føtex

0

En 81-årig kvinde blev udsat for et tricktyveri i Føtex i Prinsessegade i Fredericia.

Tricktyveriet blev begået af to kvinder torsdag omkring kl. 13:52 i grøntafdelingen, hvor en ung kvinde begyndte at tale til den 81-årige kvinde. Ved siden af stod en anden kvinde, der ikke sagde noget.

Efterfølgende opdagede den ældre kvinde, at hun manglede sin pung, som var blevet stjålet fra hendes rollator.

Socialdemokrat ville belyse forråelse

0

I mandags blev Fredericia Kommunes budget vedtaget ved byrådsmødet – dog uden Socialdemokratiets støtte. Blandt dem, der tog ordet under mødet, var Socialdemokratiets medlem Vibe Dyhrberg, som benyttede lejligheden til at dele sine personlige oplevelser omkring forråelse i den offentlige sektor, især inden for plejeområdet.

Oplevelsen stammer fra hendes egen fars død for to år siden, og som hun mener skyldes de økonomiske besparelser, der har ramt blandt andet SOSU-assistenterne – et fag, hun selv tidligere har arbejdet i.

– Egentlig håber jeg, at tingene er anderledes nu. Det er mange år siden, jeg selv har været i faget, så jeg har kun kunnet trække på mine egne erfaringer. Men man ved, at når sygefraværet er højt, kan det skyldes, at der er nogen, der er under utrolig stort pres på deres arbejdsplads. Og når vi taler om sygefravær, tænker jeg også, at vi måske selv er med til at påvirke nogle af vores medarbejdere negativt. Min tanke var egentlig bare at sætte fokus på noget, som jeg længe har ønsket at belyse, siger Vibe Dyhrberg.

Hun deler også en personlig oplevelse, der har sat sig dybt i hende. For to år siden oplever hun, hvordan personalet i plejesektoren viste tegn på at være under massivt pres. Hendes oplevelse kom i kølvandet på hendes fars død, og episoden understreger for hende, hvor hårdt personalet er ramt af besparelserne.

– For to år siden blev det bekræftet for mig, at der stadig er nogen, der er presset. Når man ringer til pårørende og siger sådan noget, må man simpelthen være under stort pres. Jeg tror ikke, at nogen, der arbejder i dette fag, opfører sig sådan af natur. Det er ikke deres personlighed at svare på den måde, siger hun med reference til en ubehagelig samtale, hun havde haft i forbindelse med sin fars bortgang.

Som tidligere SOSU-assistent har Vibe Dyhrberg selv været en del af det sundhedssystem, hun nu er med til at forvalte som byrådsmedlem. Hun forklarer, hvordan hun har kunnet bruge sin tidligere faglighed til at sætte menneskelige perspektiver på de beslutninger, byrådet træffer.

– Det har været svært at sidde på den anden side nu, men samtidig har jeg kunnet bruge min faglighed. Jeg har kunnet give konkrete eksempler på, hvordan beslutninger påvirker hverdagen i praksis. Det er ikke bare tal i et Excel-ark, men noget, der har en menneskelig værdi. Jeg har kunnet forklare, hvordan prioriteringer i arbejdsopgaver påvirker både vores borgere og medarbejdere. Det har givet mine indsigter en ekstra dimension. Vi kigger meget på statistikker, men jeg har kunnet sætte fokus på, at det handler om mennesker og deres daglige valg og udfordringer, siger Vibe Dyhrberg.

Trods Socialdemokratiets kritik af dele af budgettet anerkender Dyhrberg, at der er flere gode elementer i det vedtagne budget – særligt inden for børne- og socialområdet. Hun roser specifikt beslutningen om at videreføre Fønix-klasserne og nedsætte klassestørrelserne i folkeskolen.

– Jeg synes, der er mange gode elementer i det budget, der er vedtaget, selvom vi ikke er med. Der er gode ting for børnene, for eksempel at man fortsætter med Fønix-klasserne og også starter nye op. Det giver virkelig kvalitet til folkeskolen, når man kan holde klassekvotienten nede på 24 elever. Det giver mere tid med de voksne. Der er også positive aspekter på socialområdet, hvor man har fjernet nogle af de foreslåede besparelser. Blandt andet rengøring, som nu bliver udført hver anden uge i stedet for hver tredje. Det er vigtigt, for rengøring handler ikke kun om at holde rent, men også om at opdage, hvis noget er galt, siger hun.

Hård kommentar fra gruppeformand

Selvom stemningen i byrådssalen blev skærpet efter en kommentar fra Søren Larsen, der sammenlignede det vedtagne budget med noget fra “Luksusfælden,” er Vibe Dyhrberg alligevel afklaret og parat til at komme videre.

– Kommentaren var hård og ærgerlig. Jeg ved ikke, om den var ment så hårdt, som den blev sagt. Der er nok stadig følelser i spil, og vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke er med i budgetaftalen. Det gør ondt, når man ikke kan sidde ved bordet, når beslutningerne bliver truffet. Men nu handler det om at komme videre. Vi har stadig ting, vi skal tænke igennem, men stemningen er positiv, og vi er klar til at arbejde videre, siger Dyhrberg.

Vibe Dyhrberg forklarer også, hvorfor hun rejste sig op under mødet for at støtte budgettet, selvom Socialdemokratiet ikke var med i aftalen.

– Grunden til, at jeg rejste mig og støttede budgettet, selvom vi ikke er en del af aftalen, er, at jeg synes, der er gjort et godt stykke arbejde. Jeg er valgt af mennesker, der har stemt på mig som person, ikke kun som medlem af et parti. Jeg følte, jeg havde ret til at sige, at der er gjort et godt stykke arbejde. Nej, jeg er ikke enig i alt, men det er man heller ikke nødvendigvis, hvis man selv har lavet forslaget. Jeg synes, det var vigtigt at sige højt, afslutter hun.

En spektakulær himmelbegivenhed

0

I aften har danskerne mulighed for at opleve et af naturens mest spektakulære fænomener – nordlys. Ifølge meteorologer er der lige nu gunstige forhold for at se nordlys over store dele af landet, særligt i de nordlige og vestlige områder. For dem, der har lyst til at fange et glimt af det dansende lys på nattehimlen, anbefales det at bevæge sig væk fra byens lysforurening og finde et sted med klar udsigt mod nord.

Hvad er nordlys?

Nordlys, også kaldet aurora borealis, er et fænomen, der opstår, når partikler fra solen, også kaldet solvinden, rammer Jordens atmosfære. Disse partikler, hovedsageligt elektroner og protoner, bliver trukket ind mod Jordens magnetfelt og kolliderer med atmosfærens gasarter, hvilket skaber de farverige lysglimt, vi ser på himlen. Farverne varierer fra grøn til lilla og kan opleves som bølgende lysstriber på tværs af himlen.

Nordlys opstår primært i de polare regioner på grund af Jordens magnetfelt, men under særligt kraftige solstorme kan fænomenet også ses på breddegrader så langt sydpå som Danmark. Solens aktivitet, som skaber disse solstorme, varierer i cyklusser, hvilket betyder, at vi nogle gange har flere og kraftigere nordlys-forekomster.

Hvornår og hvor skal man kigge?

For at få de bedste chancer for at se nordlys skal man kigge mod nord i aften og i løbet af de kommende timer. Vejrudsigten lover klare himmelstrøg flere steder i landet, hvilket giver ideelle forhold for at nyde det smukke syn.

Skarp kritik mod borgmesteren og forhandlingsforløb

0

I kølvandet på budgetforhandlingerne i Fredericia retter SF’s Connie Maybrith Eden en markant kritik mod borgmester Christian Bro og hans håndtering af forhandlingsprocessen. Hun vil dog ikke stille et mistillidsvotum til borgmesteren.

Kritikken kommer på baggrund af afsløringen om, at borgmesteren var bekendt med, at kommunen kunne disponere over 20 millioner kroner ekstra, uden at dette ville medføre sanktioner. Denne viden blev dog først delt med de øvrige partier sent torsdag aften, hvor de sad samlet om forhandlinger uden om Socialdemokratiet.

Usund forhandlingsstrategi skaber utryghed

Connie Maybrith Eden betegner manglen på orientering om de 20 millioner kroner som “udtryk for en usund forhandlingsstrategi”, der har været brugt ved tidligere forhandlinger. Ifølge Eden er det en taktik, hvor midler gemmes for at blive smidt på bordet i 11. time, hvilket formentligt også er blevet praktiseret under tidligere Venstre-borgmestre. Dog understreger hun, at dette ikke gør det mere acceptabelt.

– Det ændrer dog ikke ved, at det er en uskik, og at vi i SF til fulde står sammen med de øvrige forligspartier i kritikken af den manglende information om de ekstra midler, forklarer Eden i en skriftlig kommentar. Hun fremhæver desuden, at mange borgere og medarbejdere er blevet gjort utrygge uden grund på baggrund af det sparekatalog, der var på bordet under forhandlingerne.

Behov for en ny forhandlingskultur

Eden peger samtidig på, at der fremadrettet er behov for, at det ikke længere er “borgmesterpartiet”, der alene sætter rammerne for organiseringen af forhandlingerne. Hun mener, at den nuværende forligskreds har vist vejen til en mere respektfuld og demokratisk forhandlingsproces.

– Emnet bør være en del af den næste konstitueringsaftale, foreslår Eden, der ønsker en mere gennemsigtig og fair forhandlingskultur i fremtiden. Hun kritiserer desuden borgmesterens styring af det seneste byrådsmøde, der fandt sted mandag. Her mener hun, at debatten og forløbet har været klodset ledet og til tider på grænsen til det uværdige.

Tillid til borgmesteren – for nu

Trods den hårde kritik understreger Connie Maybrith Eden, at hun fortsat har tillid til Christian Bro som borgmester. Hun pointerer dog, at skulle det ændre sig, vil Bro være den første, der får det at vide.

– Mon ikke vi er der, hvor vi godt kan begynde at skrue ned for retorikken og trække i arbejdstøjet til gavn for byens borgere, slutter Eden.

For SF er det vigtigt, at Fredericias borgere fremadrettet kan stole på, at beslutningsprocesserne i byrådet er transparente og præget af åbenhed, især når store økonomiske midler er på spil.

Et badeland i ny dragt

0

Efter mere end et års renovering blev Fredericias tropiske badeland endelig genåbnet, og byen kunne byde velkommen til både nye faciliteter og velkendt sjov. Den officielle åbning fandt sted med stor opmærksomhed fra både lokale politikere, foreninger og fremmødte skolebørn, som var de første til at kaste sig ud i badelandets nye attraktioner.

Kultur- og idrætschef Kasper Findahl beskriver den lange rejse, det har været at nå hertil, og udstråler en tydelig stolthed over det endelige resultat af det omfattende projekt.

– Vi har drømt om at renovere badelandet i mange år. Behovet for renovering har været stort gennem lang tid, fortæller han og understreger den glæde, som både foreninger og byens gæster vil komme til at opleve med det nyrenoverede badeland. Med den nye rutsjebane, det udendørs boblebad og forbedrede faciliteter er der noget for enhver badeglad.

– Det at kunne genåbne det med en ny rutsjebane og nogle lækre nye faciliteter, som et udendørsbad, er en kæmpe glæde, tilføjer Findahl.

Stemningen var da også præget af spænding, da børnene stod klar ved bassinkanten, ivrige efter at prøve de nye faciliteter i det nyrenoverede badeland. Mens borgmester Christians Bro (A) og formand for kultur- og idrætsudvalget Peder Tind (V) holdt deres taler, kunne flere børn ikke lade være med at stikke fødderne i vandet, utålmodige efter at komme i gang.

Et lokalt fokus

Spørger man Peder Tind, har renoveringen ikke blot moderniseret badelandet, men også cementeret dets rolle som en vigtig del af Fredericias identitet. Han lagde særligt vægt på betydningen af det lokale præg, som badelandet har fået.

– På væggene kan man se billeder af Fredericia, så når du træder ind i rummet, er du ikke i tvivl om, at du er i Fredericia. Det har været en af vores tanker, at det her ikke bare skulle være et badeland, men et badeland, der er tydeligt placeret i Fredericia, forklarer Tind.

Han udtrykte ligeledes stor tilfredshed med det færdige resultat.

– Jeg har glædet mig til, at vi har fået vores badeland tilbage. Det har jo været en længere proces, men når man ser resultatet, har det været ventetiden værd.

Christian Bro delte samme begejstring for projektets vellykkede gennemførelse.

– Jeg har simpelthen glædet mig til, at Fredericia har fået sit badeland tilbage. Det er en så indgroet del af os fredericianere, at vi har det. Det er jo faktisk efterhånden 30 år gammelt, hvilket passer med hele mine børns levetid, sagde borgmesteren.

Nye oplevelser for alle

En af hovedattraktionerne er den nye rutsjebane, som straks blev et hit blandt børnene. Vi talte med Silke, der var en af de første til at hoppe i vandet, og hun kunne heller ikke skjule sin begejstring:

– Vandet og rutsjebanen er det sjoveste. Og så elsker jeg at svømme, så det er en rigtig god dag for mig.

Peder Tind, der næsten delte børnenes begejstring, ser i høj grad på rutsjebanen som et symbol på badelandets fornyelse.

– Der er også kommet en ny rutsjebane, som er lidt hurtigere og har flere funktioner. Man kan teste, hvor hurtigt man kan komme ned, og jeg tror, at rekorden er ret hurtig, sagde han med et smil.

Kasper Findahl bemærkede desuden, at badelandet er ideelt for børnefamilier, der søger et varmt og trygt sted at tilbringe tid sammen.

– Det her sted er jo altid over 30 grader varmt, så det er et rigtig godt sted at tage små børn med, fordi de begynder ikke at fryse så hurtigt. Og derudover håber jeg, at gæsterne får en dag med sjov og ballade sammen med deres familier og gode venner.

Men med de nye faciliteter følger også en øget opmærksomhed på sikkerheden. Dennis Andresen, teamkoordinator for livredderne, beskrev de nye opgaver, som badelandets udvidelse medfører.

– Mange af de livreddere, der er her i dag, har faktisk ikke været i badelandet før. Det er en ny rolle for os alle, forklarede han og påpegede, at den nye størrelse på badelandet kræver øget bemanding og et skarpt øje for de potentielle risici.

– Der er mange ting, der også kan gå galt, så vi skal være til stede. Men det er nye og spændende opgaver i forhold til tidligere, hvor vi kun har haft ansvaret for svømmehallen, understregede han.

Selv glædede Dennis sig over, at man nu igen kunne tilbyde det udvidede badeland i Fredericia.

– Det er bare unikt at have et badeland. Det er en stor attraktion, og folk kommer hertil fra andre byer. Så hvis man ser på hele pakken, er det super fedt at kunne tilbyde det, sagde han.

En festlig åbning

Dagen blev fuldendt med en usædvanlig åbningsceremoni, hvor børnene selv markerede åbningen ved at hoppe direkte i vandet – i stedet for den klassiske røde snor. Peder Tind var begejstret for den måde, børnene var involveret på:

– Det var en meget fin stemning. Der var mange børn, der glædede sig til at hoppe i vandet, og måden vi åbnede på, hvor børnene sprang i bassinet, var lige præcis den rigtige måde at markere det på.

Under åbningsseancen fik flere af de involverede medarbejdere en velfortjent hånd, da Peder Tind trak dem frem og gav dem anerkendelse for deres store indsats.

– Det var vigtigt for mig at fremhæve de dygtige medarbejdere fra forvaltningen, som har gjort et fantastisk stykke arbejde med at holde budgettet og levere et flot resultat, forklarede Tind.

Da vi spurgte Kasper Findahl om den ros og applaus, som ham og resten af teamet fik fra de mange børn ved bassinkanten, måtte han dele sin begejstring over den festlige åbningsdag.

– Det er fantastisk. Men udover det var det bare den helt rigtige setting. I stedet for at klippe en rød snor, som man ofte gør ved en indvielse, er det meget sjovere og hyggeligere at have børnene med, da de nok er de mest begejstrede for genåbningen. Og at de kan hoppe i vandet som et symbol på, at badelandet nu er åbent, det synes jeg er fantastisk, svarede han glad.

Fremtiden for badelandet

Selvom dagens fokus var på genåbningen, har Peder Tind allerede blikket rettet mod fremtiden. Han ser store muligheder for yderligere udvidelser af badelandet.

– Min drøm er, at vi på et tidspunkt kan udvide med flere faciliteter, som saunagus og flere rutsjebaner. Økonomien er jo, som den er, men hvis der opstår et hul i budgettet, har vi flere drømme for udvidelse, afslørede han. For nu er glæden dog stor over det, der allerede er opnået.

Borgmesteren rundede også dagen af med et blik mod fremtiden:

– Det her understøtter den fortælling, vi har om Fredericia som et super godt sted for børnefamilier at bo. Der er mange gode oplevelser lige rundt om hjørnet – overalt.

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages og mærkes

Låge 23: Vinspecialisten Fredericia: Et sted, hvor julen både kan smages...

0
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...