Administrerende sygehusdirektør fratræder stilling i Region Syddanmark

0
Administrerende sygehusdirektør fratræder stilling i Region Syddanmark

Efter knap 12 år som administrerende sygehusdirektør for Psykiatrien i Region Syddanmark fratræder Charlotte Rosenkrantz Josefsen sin stilling pr. 31. marts 2025. Hun tiltræder en ny rolle som direktør på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.

Regionsdirektør takker Charlotte Rosenkrantz Josefsen for 12 års indsats

I en pressemeddelelse fra Region Syddanmark beklager regionsdirektør Jane Kraglund fratrædelsen, men anerkender den store indsats, Charlotte Rosenkrantz Josefsen har ydet for psykiatrien i regionen.

– Psykiatrien har været – og er – i rivende udvikling, og Charlotte Rosenkrantz Josefsen har i de knap 12 år, hun har været administrerende sygehusdirektør i psykiatrisygehuset, sat sit præg på udviklingen og herunder stået i spidsen for implementeringen af en række nye tiltag, siger Jane Kraglund og fremhæver, at perioden har været præget af betydelige udbygninger, udviklingsplaner og organisatoriske forandringer 

Hun understreger samtidig, at Charlotte Rosenkrantz Josefsen har haft et stort mærkbart fokus på patienterne og medarbejdernes arbejdsmiljø og takker for hendes indsats.

– Jeg havde naturligvis gerne set, at Charlotte Rosenkrantz Josefsen fortsat var en del af holdet i Region Syddanmark – også efter den kommende integration og ligestilling af psykiatri og somatik. Sådan skulle det ikke være, og jeg ønsker Charlotte stort tillykke med hendes nye stilling på Aarhus Universitetshospital, hvor jeg er sikker på, at hun vil gøre en stor forskel, siger Jane Kraglund

Takker for årene i Region Syddanmark

Charlotte Rosenkrantz Josefsen har været administrerende direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark siden 2013 og ser tilbage på årene i regionen med stor taknemmelighed.

– Jeg har været utrolig glad for mine næsten 12 år i Psykiatrien i Region Syddanmark. Politikerne i Region Syddanmark har udvist stor interesse og opbakning til psykiatrien, og det vil jeg gerne sige en stor tak for, siger hun.

Hun fremhæver, at psykiatrien har udviklet sig væsentligt i perioden, og at arbejdet med 10-årsplanen og sundhedsreformen vil sikre en stærk psykiatri fremadrettet.

– En helt særlig tak til ledere og medarbejdere i Psykiatrisygehuset. Tak for jeres fantastisk flotte indsats. Jeres dedikation og motivation har i den grad gjort en forskel for borgere med psykisk sygdom, lyder det fra Charlotte Rosenkrantz Josefsen, der nu ser frem til nye udfordringer på Aarhus Universitetshospital.

Region Syddanmark har ikke meldt ud, hvem der overtager stillingen som administrerende sygehusdirektør i psykiatrien.

Kvinde fra Fredericia varetægtsfængslet i fire uger

0
Kvinde fra Fredericia varetægtsfængslet i fire uger

En 28-årig kvinde fra Fredericia er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Kvinden er sigtet for at have modtaget 5 kg amfetamin og 1 kg mephedron med posten med henblik på videreoverdragelse.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre, og at retten har valgt at varetægtsfængsle den sigtede i fire uger.

Anholdelsen og sigtelsen skete som led i en efterforskning af organiseret narkotikahandel. Politiet har ikke givet yderligere oplysninger om, hvorvidt flere personer er involveret i sagen, eller hvordan stofferne blev opdaget.

Sagen belyses fortsat, og kvinden forbliver varetægtsfængslet, mens politiet arbejder videre med sagen.

Middelfart Kommune baner vejen for udvidelse af Comwell

0
Middelfart Kommune baner vejen for udvidelse af Comwell

Middelfart Kommune har netop godkendt igangsættelsen af arbejdet med at udarbejde en lokalplan, der muliggør udvidelsen af Comwell Hotel, Middelfart. Hotellet ønsker at udvide med en ny værelsesfløj for at imødekomme den stigende efterspørgsel, især inden for erhvervsturisme og konferencer.

Borgmester Johannes Lundsfryd (A) ser positivt på projektet og understreger, at beslutningen om at igangsætte lokalplanen ikke blot handler om at øge hotelkapaciteten, men om at skabe den bedste løsning for både hotellet og Middelfart som helhed.

– Det, vi har besluttet, er at sætte gang i udarbejdelsen af en lokalplan. Vi ser ikke dette som en diskussion, men mere som et skridt fremad i at sikre, at området bliver udnyttet bedst muligt, siger Johannes Lundsfryd.

Lundsfryd fremhæver, at hotellet ikke kun skal udvides med flere værelser, men også tilpasses den øvrige arkitektur og funktionalitet i området.

– Vi har sagt til bygherre, at de må gerne gå i gang med arbejdet med en værelsefløj på op til 4 etager. Vi har også understreget, at hvis det er nødvendigt for den arkitektoniske løsning, kan vi overveje at gå endnu højere, siger borgmesteren.

Han påpeger, at hoteludvidelsen kommer på et tidspunkt, hvor der er et stort behov for flere hotelværelser, især i forhold til konferencer og erhvervslivet.

– Det er ikke det eneste hotelprojekt, vi har set i Middelfart de seneste år. Der er behov for flere hotelpladser i området, og dette projekt er en positiv udvikling for byen, siger Lundsfryd.

Med en udvidelse, der tilbyder både flere værelser og konferencelokaler, understreger Lundsfryd, at det er et nødvendigt skridt for Middelfart.

– Vi er ved at nå en størrelse, hvor der er balance mellem hotelværelser og konferencelokaler, og dette projekt bidrager til at sikre, at vi kan tilbyde plads til både erhvervslivet og turister, afslutter borgmesteren.

Tekniske detaljer om udvidelsen af Comwell Hotel

For at muliggøre udvidelsen af Comwell Hotel, kræves en ændring af den eksisterende lokalplan og kommuneplanramme. Den oprindelige lokalplan fra 1987 tillader kun byggeri i op til to etager med en maksimal højde på 10 meter. Den ønskede udvidelse inkluderer en ny værelsesfløj i op til fire etager og en højde på cirka 17 meter, som vil blive placeret i midten af det eksisterende hotelkompleks.

Byggeriet opdeles i to etaper. Første etape indebærer opførelsen af den første del af værelsesfløjen, mens anden etape benytter det skrånende terræn til at placere en ekstra etage under den første fløj. Dette design er valgt for at nedbryde bygningsvolumenet og sikre en harmonisk integration i det skrånende landskab.

For at muliggøre denne udvidelse vil der også blive arbejdet med ændringer i parkeringsarealerne, som skal flyttes og udvides langs Skovsvinget. Derudover lægges der stor vægt på bæredygtighed i projektet, og bygherre har indikeret, at materialerne for den nye bygning vil inkludere træ og sort facadebeklædning, som også passer ind i det eksisterende hotelkompleks. Desuden arbejdes der på at forbedre de grønne områder, med et særligt fokus på at skabe en biofaktor på mindst 1, hvilket fremmer biodiversitet i området.

Venstre Middelfart vælger ny bestyrelse og regionsrådskandidat

0
Venstre Middelfart vælger ny bestyrelse og regionsrådskandidat

Venstre Middelfart har valgt ny bestyrelse og kandidat til regionsrådsvalget 2025. På generalforsamlingen den 19. februar blev Kent Mosgård udpeget som partiets kandidat til Regionsrådet, mens en ny bestyrelse blev sammensat og senere konstitueret den 27. februar.

Ny bestyrelse og fokus på valgåret

Venstre Middelfarts nye bestyrelse består af:

• Formand: Ina-Maria Nielsen

• Næstformand: Sidsel Kofoed (også medlem af kommunikationsudvalget)

• Kommunikationsudvalg: Betina Stadager Cramer

• Sekretær: Bjarke Eg Sørensen

• Kasserer: Lars Bang Davidsen

• Aktivitetsudvalg: Marlene Enemark Petersen og Margit Stengaard Bang Buhl

• Materialeansvarlig: Bent Erdmann

Derudover blev Eva Elbaek Thygesen og Helge Strandgaard valgt som suppleanter.

Det blev Kent Mosgård, der blev valgt som Venstre Middelfarts kandidat til regionsrådsvalget 2025.

Regionsrådskandidat Kent Mosgård og den nye bestyrelse ser frem til et spændende år, hvor fokus vil være på det kommende kommunal- og regionsrådsvalg den 18. november 2025.

Bestyrelsen blev konstitueret på sit første møde den 27. februar, hvor Ina-Maria Nielsen fortsætter som formand for Venstre Middelfart.

Flytrafikken boomer – men Billund Lufthavn går tilbage

0
Flytrafikken boomer – men Billund Lufthavn går tilbage

Danmarks lufthavne oplevede i 2024 en samlet fremgang i antallet af afrejsende passagerer, men ikke alle lufthavne fulgte samme positive udvikling. Mens Københavns Lufthavn var den primære drivkraft bag væksten, oplevede Billund Lufthavn et fald i passagertallet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

18 millioner afrejsende passagerer i 2024

I 2024 rejste 18 millioner passagerer ud fra danske lufthavne, hvilket er en stigning på ni procent sammenlignet med 2023. Tallet nærmer sig niveauet fra før COVID-19-pandemien, hvor der i 2019 var 18,2 millioner afrejsende passagerer.

Det var især Københavns Lufthavn, der drev væksten. Med 14,9 millioner afrejsende passagerer oplevede lufthavnen en stigning på 1,6 millioner rejsende svarende til 12 procent i forhold til året før. Dermed er Københavns Lufthavn tæt på at være tilbage på 2019-niveauet.

Fald i Billund Lufthavn

Mens den samlede udvikling i luftfarten var positiv, oplevede Billund Lufthavn et fald i passagertallet. Antallet af afrejsende passagerer i Billund faldt med to procent i 2024 i forhold til året før. Dermed var der i alt 1,95 millioner passagerer, der rejste ud fra Billund Lufthavn.

Nedgangen skyldes især et fald i indenrigstrafikken, hvor antallet af passagerer faldt med 11 procent. På de internationale ruter var tilbagegangen mere begrænset med et fald på én procent. Også chartertrafikken oplevede en lille nedgang på fire procent.

Aarhus oplevede større tilbagegang – Aalborg i fremgang

Også Aarhus Lufthavn oplevede et fald i passagertallet, der her var mere markant med en tilbagegang på seks procent. Modsat var udviklingen positiv i Aalborg Lufthavn, hvor antallet af afrejsende passagerer steg med to procent sammenlignet med 2023.

Samlet set faldt antallet af passagerer i de øvrige lufthavne i Danmark med 16 procent i forhold til året før.

Flere rejser til udlandet – færre indenrigsrejser

Den samlede vækst i flytrafikken i 2024 blev primært drevet af en stigning i internationale rejser. Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af afrejsende passagerer på internationale ruter med 11 procent i forhold til 2023.

Til gengæld oplevede den nationale lufttrafik et fald på seks procent i 2024. Det betyder, at 92 procent af alle afrejsende passagerer fra danske lufthavne i 2024 rejste til en international destination.

53-årig mand idømt fængsel for 10 indbrud i Kolding

0
Kvinde fra Fredericia varetægtsfængslet i fire uger

En 53-årig mand fra Kolding er ved Retten i Kolding blevet idømt otte måneders fængsel for en række indbrud begået i Kolding-området. Dommen faldt efter flere måneders målrettet efterforskning fra Sydøstjyllands Politi, som i samarbejde med flere borgere fik identificeret og anholdt gerningsmanden.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelse.

Målrettet efterforskning førte til anholdelse

Den 53-årige mand blev anholdt onsdag den 26. februar på en adresse nord for Aarhus. Ifølge Sydøstjyllands Politi har efterforskningen vist, at han var ansvarlig for 10 indbrud i Kolding i perioden fra juni til december 2024.

– Det er en stor tilfredsstillelse, at vi har fået stoppet denne indbrudsbølge. Indbrud er til stor gene for alle, der bliver ramt af det, og vi tager indbrudsanmeldelser meget alvorligt, siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen.

Overvågningsbilleder afslørede mistænkt

Politiets efterforskning blev sat i gang på baggrund af flere indbrudsanmeldelser, hvor der blev observeret et særligt mønster i gerningsmandens fremgangsmåde.

Ifølge Sydøstjyllands Politi bevægede gerningsmanden sig altid til fods eller på cykel, og ved hvert indbrud bar han en karakteristisk jakke og en halsedisse. Disse kendetegn blev fanget på videoovervågning fra flere gerningssteder og blev afgørende for identifikationen af den mistænkte.

Da politiet anholdt den 53-årige, var han iført samme jakke, som blev genkendt fra overvågningsbillederne. Ved en ransagning af en adresse fandt politiet yderligere beklædningsgenstande, der matchede dem, som var set på overvågningen fra flere indbrud.

Dommen faldt hurtigt

Den 53-årige erkendte de 10 indbrud under afhøringen, hvilket førte til en straksdom på otte måneders fængsel.

Vicepolitiinspektør Torben Simonsen fremhæver samarbejdet mellem politiets afdelinger som en vigtig faktor i opklaringen og retter samtidig en tak til borgerne.

– Vi har på tværs af afdelinger arbejdet målrettet og metodisk, og takket være en fælles indsats har sagen nu fået konsekvenser for den dømte gerningsmand. Vi vil også gerne takke både de forurettede borgere og deres naboer for stor hjælp i opklaringsarbejdet. De har bidraget både med nyttige oplysninger og videoovervågning, der har hjulpet os med efterforskningen, siger han.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at sagen nu betragtes som afsluttet.

Lille rød bil ledte politiet til narko og peberspray – sagen vokser

0
Lille rød bil ledte politiet til narko og peberspray – sagen vokser

Sydøstjyllands Politi arbejder på at opklare et butikstyveri i Almind, hvor to mænd torsdag eftermiddag stjal kaffe og drikkevarer fra en butik på Sysselbjergvej. De forlod stedet i en lille rød personbil – en bil, som politiet senere traf på C.F. Tietgens Vej i en anden sammenhæng.

Butikstyveri med stjålne nummerplader

Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen modtog politiet en anmeldelse klokken 14.07 om to mænd, der var gået ind i butikken med en tom taske.

– Der bliver stjålet noget kaffe og lidt drikkevarer, og de forlader stedet uden at betale. De kører fra butikken i en lille rød personbil, hvor vi kan konstatere, at den har en nummerplade, som umiddelbart er stjålet, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Politiet fik registreret en af nummerpladerne, men det lykkedes ikke umiddelbart at finde bilen og gerningsmændene.

Sammenfald med bilkontrol på C.F. Tietgens Vej

Natten til fredag klokken 01.02 stødte politiet igen på en lille rød bil, denne gang på C.F. Tietgens Vej.

– Vi stopper køretøjet for at kontrollere føreren, og det viser sig, at han ikke har førerretten til bilen. Han er desuden i besiddelse af 0,78 gram hash og påvirket af euforiserende stoffer under kørslen. Samtidig finder vi en peberspray i bilen, siger vicepolitikommissæren.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at bilen var afmeldt, og at den kørte med to forskellige stjålne nummerplader.

Politiet efterforsker sammenhængen

Den 18-årige mand fra Augustenborg, der blev stoppet i den røde bil, er nu sigtet for besiddelse af narkotika, våbenlovsbrud og kørsel uden førerret.

Politiet efterforsker fortsat, om han også kan kobles direkte til butikstyveriet i Almind, men han er endnu ikke sigtet for det forhold.

– Der er lidt tilbageløb i sagen, fordi vi stadig undersøger, hvordan det hænger sammen. Vi har en af nummerpladerne aflæst fra butikstyveriet, og vi er opmærksomme på, at det kunne være samme person, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Sydøstjyllands Politi fortsætter efterforskningen for at klarlægge, om butikstyveriet kan kobles til den sigtede mand, og om der er yderligere personer involveret i sagen.

To kvinder sigtet for butikstyveri i Netto

0
To kvinder sigtet for butikstyveri i Netto

To kvinder er blevet sigtet for butikstyveri efter at have stjålet flere varer i dagligvarebutikken Netto på Bredstrupvej i Fredericia torsdag aften.

Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fandt hændelsen sted klokken 20.43, hvor de to kvinder gik ind i butikken og samlede en række varer sammen, herunder flæskesteg, øjenskygge, lipgloss, neglelak og andre kosmetikprodukter.

– De lægger varerne i en rygsæk, går op til kassen og betaler kun for en sodavand og noget øl, før de forlader butikken, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Imens opdagede en butiksdetektiv tyveriet og pågreb kvinderne uden for butikken. Politiet blev tilkaldt kort efter og sigtede de to kvinder – en 56-årig, der ifølge politiet ikke havde nogen kendt adresse i Danmark, og en 55-årig fra Fredericia.

Vicepolitikommissæren havde ikke flere oplysninger om butikstyveriet på nuværende tidspunkt.

28-årig kvinde fra Fredericia fremstilles i grundlovsforhør for narkosag

0
28-årig kvinde fra Fredericia fremstilles i grundlovsforhør for narkosag

En 28-årig kvinde fra Fredericia bliver klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Kvinden er sigtet for at have modtaget store mængder narkotika med posten med henblik på videreoverdragelse.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag morgen i et opslag på det sociale medie X.

Politiet deler få detaljer om sagen, men skriver, at den omhandler 5 kg amfetamin og 1 kg mephedron, som kvinden angiveligt har modtaget.

– Kvinden er sigtet for at have modtaget 5 kg amfetamin og 1 kg mephedron med posten med henblik på videreoverdragelse, skriver de i opslaget.

Politiet oplyser desuden, at der vil blive anmodet om dørlukning under retsmødet.

Gerningsmand skubber sig til flugt efter røveri i guldsmed

0
Gerningsmand skubber sig til flugt efter røveri i guldsmed

En mand er blevet anholdt og sigtet for røveri, efter at han torsdag eftermiddag stjal smykker fra Guldsmed Lütken i Prinsessegade i Fredericia. Politiet rykkede hurtigt ud og anholdt en mistænkt kort tid efter.

Stjal ringe for 22.500 kroner

Hændelsen fandt sted omkring klokken 13.52, da en mand trådte ind i guldsmedebutikken og spurgte personalet om smykker. Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd forsøgte han at aflede deres opmærksomhed, mens han stjal to ringe til en samlet værdi af 22.500 kroner.

– Butikspersonalet opdager dog tyveriet og konfronterer gerningsmanden. I forsøget på at forhindre ham i at forlade forretningen, lukker de døren ud til gaden. Her skubber han til forurettede for at komme væk, og dermed bliver butikstyveri så til et røveri, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Efter skubbet lykkedes det gerningsmanden at flygte fra stedet med de stjålne smykker.

Hurtig politiefterforskning førte til anholdelse

Politiet blev hurtigt involveret i sagen, og vidner gav et signalement af gerningsmanden. Selvom han ikke blev fundet på gaden umiddelbart efter røveriet, pegede politiets efterforskning på en mulig mistænkt.

– Vi havde en mistanke om, hvem det kunne være, og tog derfor ud til en adresse, hvor vi fandt den pågældende mand og foretog en ransagning. Kort efter blev han anholdt og sigtet for røveri, siger Arno Rindahl Petersen.

Den 44-årige mand blev anholdt klokken 14.05 og efter afhørt. Han blev løsladt igen klokken 18.19, men er fortsat sigtet i sagen.

Smykkerne stadig ikke fundet

Selvom politiet føler sig sikre på, at de har fat i den rigtige gerningsmand, er de stjålne ringe endnu ikke fundet.

– Ringene er ikke umiddelbart fundet endnu. Men vi føler os ret sikre på, at det kunne være ham. Men vi vil arbejde på at belyse sagen nærmere, afslutter vicepolitikommissæren.

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

0
KRIMI. Fyns Politi har haft flere forskellige sager på tværs af øen, hvor både tricktyveri, færdselsuheld og tyverier indgår. I Vissenbjerg er der anmeldt tyveri...