KIF-profil åbner op efter rygter

0
KIF-profil åbner op efter rygter

Kristian Stoklund og flere af KIF Koldings profiler var i januar genstand for spekulationer om mulige klubskifter. Rygterne gik på, at klubben var klar til at sige farvel til en række erfarne spillere, men i sidste ende forblev alle i Kolding.

Søndag aften, i forbindelse med KIF Koldings kamp mod Mors-Thy, satte Stoklund for første gang ord på den usikre situation, han har været en del af den seneste måned.

– Jeg havde muligheden for at finde en løsning i samarbejde med dem, hvor jeg kunne få en større rolle et andet sted, siger Stoklund til TV 2.

I januar blev spillerne i KIF Kolding indkaldt til individuelle samtaler med klubbens ledelse. For Stoklund kom vurderingen af hans fremtid som en overraskelse. Baggrunden for den overraskelse var, at Stoklund gennem længere tid havde kæmpet med sygdom og følte, at han ikke havde haft muligheden for at bidrage fuldt ud.

– Jeg havde været igennem et langt sygdomsforløb i månederne op til, så jeg følte ikke, at jeg kunne bidrage med det, jeg gerne ville, siger han.

At KIF-ledelsen alligevel var åben for at lade ham skifte klub, var derfor ikke den besked, han havde forventet.

– Det var selvfølgelig en overraskelse, som jeg lige skulle bearbejde. Jeg havde brug for lidt tid til at finde ud af, hvad der skulle ske, siger han.

KIF tabte kampen mod Mors-Thy med 31-27. I opgøret lavede Stoklund tre mål.

Er Vejle på vej på lokale hænder?

0
Er Vejle på vej på lokale hænder?

Vejle Boldklub kan være på vej tilbage på lokale hænder. Ifølge oplysninger fra Bold arbejder en gruppe lokale investorer i øjeblikket på at samle kapital til at overtage aktiemajoriteten fra klubbens nuværende ejer, Andrew Zolotko.

Den moldoviske forretningsmand har siden 2016 haft en ejerandel på cirka 60 procent af klubben, men han har længe været åben for at sælge. Tidligere forhandlinger med udenlandske investorer, herunder den tysk-tyrkiske forretningsmand Çağdaş Senyürek, faldt til jorden, og nu kan en ny aftale være under opsejling.

Ifølge Bolds oplysninger bliver denne uge afgørende for, om en overtagelse kan blive en realitet. Der pågår møder mellem lokale investorer, og hvis det lykkes at rejse den nødvendige kapital, kan en ny ejerkreds tage over i Vejle Boldklub.

Klaus Eskildsen, der allerede ejer 40 procent af aktierne i klubben, forventes at forblive en del af ejerkredsen, hvis overtagelsen bliver en realitet.

Det kræver en solid økonomisk indsats at drive Vejle Boldklub. Zolotko satte oprindeligt sin aktiepost til salg for 102 millioner kroner, men beløbet menes nu at være lavere. Alligevel er det en betydelig investering, og der skal fortsat findes midler til at drive klubben videre efter en eventuel overtagelse.

Mens der arbejdes på en løsning omkring ejerskabet, har Vejle Boldklub haft en turbulent optakt til foråret i 3F Superligaen.

Den sportslige ledelse har været igennem store ændringer. Marius Adrian Nicolae er færdig som sportsdirektør, og i søndags blev cheftræner Mihai Teja fyret efter blot fem måneder i jobbet. Hans to assistenter måtte også forlade klubben.

Steffen Kielstrup og Johnny Mølby skal nu forsøge at få Vejle tilbage på sporet i foråret, hvor holdet aktuelt har ti point op til en redningsplads.

Midt i denne omvæltning har Henrik Tønder fået en endnu mere central rolle i klubben. Han har truffet de seneste beslutninger om fyringerne og står nu både som direktør og midlertidig sportsdirektør.

Tirsdag aften afholder klubben et fanarrangement i Vejle Musikteater, hvor Henrik Tønder og spillertruppen vil være til stede. Det ventes, at fansene vil søge svar på de mange spørgsmål om klubbens fremtid, både på og uden for banen.

Vejle Boldklub har ifølge Bold ikke ønsket at kommentere ejerforhandlingerne. Det betyder, at spørgsmålet om klubbens fremtid fortsat står åbent.

Topledelsessvigt på Kobbelgården, borgerne betaler prisen

0
Topledelsessvigt på Kobbelgården, borgerne betaler prisen

Kommunens politiske ledelse har et ansvar for at gribe ind. Når tilsyn gentagne gange afslører alvorlige mangler, er det ikke nok at ryste på hovedet, der skal handles.

Derfor bør følgende ske straks:

  1. En konkret handlingsplan med klare deadlines og ansvarsplacering, herunder kommunes top-top ledelse og den politikse ledelse der altid går fri og skubber ansvaret fra sig nedad
  1. Ledelsesændringer, hvis de ansvarlige ikke har formået at løfte opgaven, skal der nye kræfter til, det er borgmesterens pligt at gå ind i sagen, når de ansvarlige ikke ser ud til at varetage opgaven forsvarligt.
  1. Bedre normeringer, uddannelse og efterudannelse, så personalet kan sikre den nødvendige støtte.
  1. Investering i forbedret fysiske rammer, så borgerne får et værdigt hjem.

Når Socialtilsyn Syd rejser alvorlige spørgsmål om ansvar og ledelse, kan vi ikke længere vende det blinde øje til. Kobbelgården, et bosted for borgere med vidtgående funktionsnedsættelser, er igen. igen ramt af strukturelle problemer, dårlig ledelse og manglende politisk handling. Det er uacceptabelt.

Øget inddragelse af pårørende og frivillighed kan være en del af løsningen, men visse opgaver kræver fagfolk. Vi taler om mennesker af kød og blod, ikke blot tal på et budget.

Socialtilsynet peger på alvorlige problemer:

  • Ignorering af medarbejdernes bekymringer: Medarbejdere har advaret om uhensigtsmæssige arbejdsgange og forråelse i kulturen, men top ledelsen/direktøren har ikke reageret.
  • Underbemanding og ufaglærte vikarer: Stabilitet og kvalitet bør være en topprioritet, men i stedet har man sparet på det vigtigste, kompetente hænder.  Personalet skal være rustet til at håndtere komplekse behov, men hvor er opkvalificeringen?
  • Dårlige fysiske rammer: Akustik og indretning skaber mistrivsel. Det er et kommunalt ansvar at investere i ordentlige forhold.

Tiden for bortforklaringer er forbi, nu skal der handles. Politikerne og top ledelsen må tage ansvar. Er ressourcemangel er en del af problemet, må der omprioritere midler eller findes ekstra finansiering. Kommunale velfærdstilbud skal ikke blot “overleve” det skal fungere.

Medarbejdere og borgere er ikke bare “brugere” af systemet, men mennesker med rettigheder, behov og følelser. De har krav på respekt, omsorg og kompetent støtte.

Det handler ikke om partipolitik, det handler om ansvar.

Poul Rand, kandidat til kommunalvalget 2025, Liberal Alliance

Selskab bag lukket diskotek erklæret konkurs

0
Selskab bag lukket diskotek erklæret konkurs

Selskabet bag natklubben D.N.A. i Fredericia, DNA Bar ApS, er blevet erklæret konkurs.

Konkursen blev indledt den 14. januar 2025, og det fremgår nu af en bekendtgørelse i Statstidende, at selskabet er under konkursbehandling. D.N.A. har drevet virksomhed fra Dæmningen 44A i Vejle, og kurator for boet er advokat Mads Michael Brandt fra Vejle.

Bag beslutningen om at lukke natklubben ligger alvorlige økonomiske problemer. I en tidligere artikel forklarede direktøren bag selskabet, Lars Vittrup, at en række faktorer havde medvirket til klubbens svære situation.

– Det skyldes jo, at der ikke er økonomi i det længere. Der er simpelthen ikke de unge mennesker, der går i byen, som der var før,” forklarede Vittrup.

Efter coronaen har adfærden blandt de unge ændret sig, og de vælger i højere grad at holde fester derhjemme i stedet for at gå ud på natklubber. Dette, sammen med øgede udgifter, herunder en dyr støjforbedring på over 500.000 kroner, har været med til at tynge natklubbens økonomi. Vittrup nævnte, at hvis det ikke havde været for støjproblemerne, kunne D.N.A. måske have reddet økonomien.

– Hvis vi ikke havde haft den sag, ville vi faktisk have haft penge i kassen nu, sagde han.

Yderligere har konkurrencen fra nye steder som Freddies, som åbnede i 2024, samt ændrede åbningstider – hvor D.N.A. nu lukker tidligere om morgenen – været med til at mindske indtjeningen.

Konkursen betyder, at kreditorer nu opfordres til at anmelde eventuelle krav mod selskabet til kuratoren senest fire uger efter bekendtgørelsen. Kurator, advokat Mads Michael Brandt, vil varetage boet fremadrettet.

D.N.A.’s lukning understreger de økonomiske udfordringer, som flere natklubber og diskoteker i Danmark står overfor, i en tid med ændrede forbrugsmønstre og øget konkurrence fra nye aktører på markedet.

Vandbrud forårsager lukning af Urbania Street Food

0
Vandbrud forårsager lukning af Urbania Street Food

TREFOR Vand A/S har meddelt, at der mandag den 10. februar vil være afbrudt vandforsyning i flere områder af Fredericia, på grund af et brud på en vandledning. Vandet forventes at være tilbage senest kl. 20.00 samme dag, ifølge TREFOR Vand A/S.

De berørte områder er Fynsgade, Norgesgade og Vendersgade. Det betyder, at flere borgere og virksomheder i disse områder vil opleve problemer med vandforsyningen i flere timer. En af de påvirkede virksomheder er Urbania Street Food, som har oplyst, at de desværre holder lukket resten af dagen på grund af vandmanglen.

På nuværende tidspunkt har det ikke været muligt at få en kommentar fra TREFOR Vand A/S, men der er blevet oplyst, at arbejdet med at udbedre skaden er i gang, og man forventer at få vandforsyningen på plads igen omkring kl. 20.00.

Skal koge vandet

0
Skal koge vandet

Den 10. februar 2025 er der konstateret forurening med bakterier (coliforme bakterier) i drikkevandet fra en del af Bramdrupdam Vandværk. Styrelsen for Patientsikkerhed råder forbrugere, der får vand fra den berørte del af vandværket, til at koge vandet, før de drikker det eller anvender det til husholdningsbrug.

Ca. 2.000 forbrugere i det sydlige Bramdrupdam er omfattet af kogeanbefalingen.

Vandværkets øvrige forbrugere er ikke omfattet af kogeanbefalingen. De kan bruge vandet som normalt.

Kogeanbefaling

Ved kogning forstås en opvarmning af vandet til 100 grader Celcius i 2 minutter. Vandet skal således ”spilkoge”, hvorved de fleste mikroorganismer, bortset fra enkelte virus og sporer, dræbes. Det er vigtigt, at både temperatur (spilkogning) og tid overholdes.

En effektiv kogning kan ske ved brug af en almindelig kedel eller gryde. Ved brug af elkedel gives en portion vand to opkog med 2-5 minutters mellemrum. Vand i kaffe- og temaskiner opnår sjældent en temperatur på 100 grader Celsius i 2 minutter. Varmt vand fra disse maskiner er derfor ikke anvendeligt.

Der gøres opmærksom på følgende:

  • Vandet bør ikke indtages ukogt.
  • Vandet bør ikke anvendes til skylning af salat eller andre grøntsager.
  • Vandet bør ikke anvendes til vanding af grøntsager, der indtages i rå̊ tilstand.
  • Vandet kan bruges til kogning af kartofler, spaghetti og lignende.
  • Vandet kan benyttes til personlig hygiejne, men ikke til tandbørstning.
  • Ukogt vand bør ikke anvendes til opvask. I maskine kan det bruges, hvis slutskyllevandet kan opnå en minimumstemperatur på 80 grader Celsius.
  • Vandet kan benyttes til tøjvask i vaskemaskiner.

Nye prøver

Der bliver nu taget nye vandprøver for at lokalisere, hvor de uønskede bakterier stammer fra.

Når der foreligger analyseresultater, som ikke længere viser bakterier i vandet, informerer vandværket forbrugerne om, at kogeanbefalingen kan ophæves. Du kan finde opdateret information på vandværkets hjemmeside. De forbrugere, som har tilmeldt sig vandværkets mail/SMS-service, får direkte besked.

Ny håndværksbager klar til at overtage i SuperBrugsen Erritsø

0
Ny håndværksbager klar til at overtage i SuperBrugsen Erritsø

SuperBrugsen i Erritsø har fundet en løsning på den udfordring, der opstod, da P.A. Brød meddelte, at de lukkede deres bagerafdeling i butikken.

Uddeler Kenneth Ørvad kan nu præsentere Rise’s Brød som den nye bagerleverandør i butikken, og aftalen er netop blevet underskrevet med en startdato den 1. marts 2025.

– Vi er ekstremt stolte over at kunne præsentere en ny håndværksbager i vores forområde, siger Kenneth Ørvad.

Han fortæller, at kontrakten blev underskrevet i går, og at Rise’s Brød, der stammer fra Odense og driver tre bagerforretninger, vil blive den nye aktør i SuperBrugsen Erritsø. Rise’s Brød er kendt for deres fokus på høj kvalitet og rimelige priser på de produkter, de producerer hver dag, tilføjer uddeleren.

Selvom den nye aftale er på plads, gør Ørvad opmærksom på, at overgangen fra P.A. Brød til Rise’s Brød kan føre til nogle opstartsudfordringer.

– Deres hurtige overtagelse af P.A.’s rammer kan også betyde, at der vil være nogle opstartsproblemer med blandt andet dankort og telefonlinjer, forklarer han.

Men på trods af de mulige opstartsvanskeligheder er Ørvad optimistisk omkring den nye bageraftale og ser frem til at tilbyde kunderne et nyt udvalg af bagervarer i høj kvalitet.

En løsning blev fundet

Da P.A. Brød meddelte lukningen af deres bagerafdeling i SuperBrugsen i Erritsø, var det en uventet beslutning, der skabte usikkerhed omkring bagerisortimentet i butikken. Kenneth Ørvad erkendte, at det var en ærgerlig situation, men han understregede samtidig, at SuperBrugsen hurtigt satte arbejdet i gang for at finde en ny bagerløsning.

– Tankerne står bestemt ikke stille i hovedet lige nu, men vi må bare fortsætte med at handle på det, sagde Ørvad tidligere.

Nu er han glad for, at løsningen er fundet, og at kunderne kan glæde sig til Rise’s Brød i SuperBrugsen Erritsø fra marts 2025

Vinterferie i Fredericia: F’Weeks byder på aktiviteter for unge og familier

0
Vinterferie i Fredericia: F’Weeks byder på aktiviteter for unge og familier

Vinterferien er i fuld gang, og Fredericia byder på et væld af aktiviteter under overskriften F’Weeks. Der er tilbud til både børn, unge og familier, der kan kaste sig ud i alt fra gokart og parkour til rollespil og filmaftener.

Lyng CON – Rollespil, brætspil og action

For de rollespils- og brætspilsinteresserede er Lyng CON et af vinterferiens store højdepunkter. Fra den 7. til 9. februar er der tre dage med bordrollespil, NERF-krig, Magic Cards, Warhammer og meget mere.

  • Fredag: kl. 15-21
  • Lørdag: kl. 10-21
  • Søndag: kl. 10-15

Arrangementet henvender sig til unge fra 13 år og op, og programmet kan findes på Lyng Rollespils Facebook-side.

Aktiviteter på Ungdommens Hus

Ungdommens Hus holder åbent flere dage i vinterferien med masser af muligheder for hygge og fællesskab.

  • Tirsdag, fredag og lørdag kl. 14-22 – Snacks, film og kreative aktiviteter
  • Torsdag kl. 14-22 – Turneringsdag med dart, bordtennis, FIFA og terningespillet “10.000”
  • Fredag kl. 16.30-22 – Skøjtetur til Odense skøjtehal, inkl. fællesspisning inden afgang

Gokart, parkour og skateboarding

For de fartglade er der mulighed for at prøve kræfter med gokart, mens parkour og skateboarding også er på programmet.

  • Mandag kl. 13.30-16 – Gokart Grand Prix for 15-25 årige
  • Tirsdag kl. 15-17.30 – Parkour for alle i Fredericia Street Bastion
  • Tirsdag kl. 18-20 – Parkour for unge over 12 år
  • Onsdag kl. 18-21 – Løbehjul for unge fra 12 år
  • Torsdag kl. 18-21 – Skate for unge fra 12 år

Fællesskab og hygge i Ungemiljøet på Havepladsvej

Ungemiljøet på Havepladsvej holder åbent mandag og onsdag fra kl. 16-21. Her kan unge hygge sig med pool, bordtennis, PS5 og bordfodbold.

  • Mandag: Chilikonkurrence
  • Onsdag: Filmaften med popcorn og sodavand

Fredericia Kommune har i forbindelse med vinterferieaktiviteterne henvist til Chef for Unge, Uddannelse & Borgerservice, Rasmus Balder. Han har dog ikke været til at træffe for en kommentar.

Vinterferiens program i Fredericia byder på et væld af aktiviteter, hvor der er noget for enhver smag – både for de eventyrlystne, de sportsinteresserede og dem, der bare vil hygge sig med vennerne.

Helene Lykke tager kampen op: Fra Fredericia til Folketinget

0
Helene Lykke tager kampen op: Fra Fredericia til Folketinget

I sidste uge blev Helene Lykke offentliggjort som folketingskandidat for Liberal Alliance i Sydjyllands Storkreds. Lykke, der er nummer ni på listen, kommer fra Liberal Alliances Fredericia-afdeling, hvor hun også stiller op til det kommende kommunalvalg. Helene Lykke forklarer nu om hendes mærkesager, og hvad hun vil gå til valg på.

Helene Lykke er kendt som LGBT-debattør og har tidligere markeret sig med stærke holdninger på området, men hvad er hendes politiske mærkesager ellers? Dét fortæller hun om, og slår fast, at hun har mange andre mærkesager.

– Jeg kommer fra en familie, hvor de fleste har været selvstændige eller er selvstændige, og dem, der ikke er længere, er ikke fordi de er gået på røven, men fordi guleroden blev for lille, siger Lykke og forklarer, hvordan hendes baggrund har formet hendes syn på det danske samfund.

Lykke mener, at et stærkt velfærdssamfund kræver et økonomisk system, der fremmer initiativ og virksomheder, ikke hæmmer dem. Hun advarer mod de forslag, der stammer fra venstrefløjen om højere skatter og arbejdsafgifter.

– Man kan sige, at Venstrefløjen på den yderste kant vil følge data og indføre top-top-skat yderligere, og arbejdsafgift. De vil jo fuldstændig dræbe alt initiativ. Hvis det sker, hvad vil der så ske med for eksempel Lego-familien? De vil nok sige, at de flytter til et andet land, og så betaler de ikke skat herhjemme, siger hun og tilføjer, at det er vigtigt at forstå de økonomiske konsekvenser af at straffe de erhvervsdrivende.

LGBT og velfærd: Helene Lykkes mærkesager

Som LGBT-debattør har Lykke et særligt fokus på rettighederne for denne gruppe i samfundet, men hun har også stærke holdninger til velfærdssystemet.

– Jeg synes, det skal være nemmere at få fri plejehjem og sådan noget. Der er også noget med hjemmepasning. Der er stadigvæk kommuner i Danmark, hvor de ikke tilbyder det, og så har vi mange kommuner, hvor du kun får 2.500 kroner i tilskud til at passe dit eget barn, i stedet for at sende det i institution. Det kunne man godt pille lidt mere ved, forklarer hun og peger på de udfordringer, mange familier står overfor, når det kommer til valgmuligheder i velfærdssystemet.

Lykke påpeger, at det er nødvendigt at adressere de strukturelle udfordringer i samfundet, især når det gælder økonomi og beskæftigelse. Hun mener, at mange små problemer ikke bliver løst, hvilket skaber en samfundsbyrde, som kunne undgås ved at skabe et system, der fokuserer på at give mennesker muligheder frem for at hæmme dem.

– Vi taber mange økonomiske ressourcer og menneskeligt potentiale, fordi vi dræber initiativet. Folk, der måske har små problemer, men vi får dem ikke løst, og det gør os syge. Det er dyrt, og vi skal lade være med det, siger Lykke.

Byrådsmedlem eller folketingsmedlem?

Et af de spørgsmål, der naturligt opstår, er, hvordan Lykke vil kunne balancere sine opgaver som byrådskandidat og folketingskandidat såfremt, at hun bliver valgt til begge dele.

– Der er også nogle ting, man kan tage videre til Christiansborg fra byrådet. Nogle ting kan man ikke løse kommunalt, og det er noget, jeg brænder for, for eksempel beskæftigelsessystemet. Det er afhængigt af det hele, kan man sige, siger hun og understreger, at hun er klar til at arbejde på begge fronter.

Lykke afslutter med at sige, at hvis hun får et dobbeltmandat, vil hun prioritere det, der kræver mest opmærksomhed:

– Jeg er typen, der vil give det videre til den næste på listen, hvis jeg ikke kan give det den opmærksomhed, det skal have, siger hun og understreger, at hendes primære mål er at gøre en forskel for borgerne, uanset hvilket embede hun indtager.

Gæster i masseslagsmål på Havfruen – politiet undersøger voldssag

0
Gæster i masseslagsmål på Havfruen – politiet undersøger voldssag

Sydøstjyllands Politi efterforsker en sag om et større slagsmål, der fandt sted på restaurationen Havfruen i Vendersgade i Fredericia sent fredag aften. Politiet blev tilkaldt klokken 23.44, hvor flere gæster var involveret i tumult.

Ifølge politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd er der meldinger om, at der både blev brugt knytnæver og muligvis også flasker under slagsmålet. Da politiet ankom, var episoden overstået, men efterforskningen pågår fortsat.

– Vi undersøger sagen, og der er angiveligt nogen, der har været udsat for vold i det her. Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad der har forårsaget slagsmålet, siger politikommissæren.

Politiet efterlyser vidner

Politiet arbejder nu på at klarlægge hændelsesforløbet og efterlyser derfor vidner, der måtte have set noget i forbindelse med episoden.

– Hvis nogen kan bidrage med oplysninger om sagen, hører vi meget gerne fra dem, siger Hans Hoffensetz.

Overvågningsmateriale fra stedet vil også blive gennemgået for at vurdere, om der er grundlag for yderligere sigtelser.

En 54-årig mand sigtet

Foreløbigt er en 54-årig mand fra Vejle blevet sigtet i sagen.

– Vi har valgt at sigte en enkelt person på baggrund af de oplysninger, vi har. Han er sigtet for overtrædelse af restaurationslovgivningen på grund af voldelig adfærd, forklarer Hoffensetz.

Politiet undersøger, om sagen kan udvikle sig til en egentlig voldssag, afhængigt af overvågningsbilleder og vidneforklaringer.