Fredericia og europæisk håndbold: Et gensyn med fortiden venter

0
Fredericia og europæisk håndbold: Et gensyn med fortiden venter

Der er lagt op til den helt store fest i Fredericia onsdag aften. Middelfart Sparekasse Arena danner rammen, når Fredericia Håndboldklub hjemme i egen arena tager imod mægtige Paris, hvor der bliver associationer til gamle dage, da Mogens “Muggi” Jeppesen, Flemming Hansen og Anders Dahl Hansen tryllebandt fredericianerne.

Onsdag aften skrives et nyt kapitel i Fredericias håndboldhistorie. Champions League-håndbold kommer til Middelfart Sparekasse Arena, som i de glade 70’er-dage var kendt som Fredericia Hallen. Arenaen er den samme, men tiden har sat sine spor. Moderniseret, opgraderet og tilpasset en ny æra af håndbold, men nu står den igen som ramme for europæisk håndbold på fredericiansk grund. For første gang siden de legendariske dage i 1970’erne, hvor Fredericia KFUM satte byen på det europæiske håndboldkort med mindeværdige opgør mod storklubber som Atlético Madrid, Dukla Prag og ikke mindst Banja Luka.

Dengang var Fredericia KFUM en magtfaktor i europæisk håndbold. Det var en tid, hvor holdet drog til det ud i Europa og dystede mod de bedste. Det var en tid, hvor Fredericia kunne samle tusindvis af tilskuere i byens idrætscenter og levere uforglemmelige opgør mod nogle af tidens største mandskaber. Tidligere har eksempelvis Atlético Madrid måtte sande, at Fredericia KFUM var en modstander, man ikke kunne tage let på. Med en euforisk hjemmebane i ryggen kunne Fredericia tage sejren i det første opgør, men måtte til sidst se sig slået samlet af den spanske storklub.

I 1976 var Fredericia KFUM endnu en gang på den store scene. Klubben nåede finalen i den daværende Europacup for mesterhold. Det blev dog ikke til en triumf, da Banja Luka vandt og tog pokalen. Men for Fredericia var det endnu en milepæl i en periode, hvor klubben var blandt Europas bedste.

Nu, mere end fire årtier senere, er der atter europæisk håndbold i Fredericia. FHK har hidtil spillet sine europæiske hjemmekampe i Jyske Bank Arena i Odense, men denne gang er scenen rykket hjem. Arenaen lever ikke op til den krævede tilskuerkapacitet, men klubben har fået dispensation – og dermed skabes en unik kulisse. Fredericia får for alvor europæisk håndbold tilbage i egne rammer.

Og hvilken modstander der venter. Stjernerne fra Paris Saint-Germain Håndbold gæster Fredericia. Jannick Green, Jacob Holm, Elohim Prandi, Luc Steins og Yahia Omar er blandt de profiler, som skal forsøge at forhindre FHK og Gudmundur Gudmundssons tropper i at lave, hvad der vil være en sensation af de helt store.

PSG kommer dog ikke til kampen i bedste form. Et uventet hjemmebanenederlag til Wisla Plock og en uafgjort mod Dunkerque i den franske liga har vist sprækker i det ellers så solide parisiske fundament. Alligevel er de favoritter. Kvaliteten og bredden i den franske trup er af en anden verden sammenlignet med FHK, der skal spille over evne, hvis de skal have en chance. Samtidig kræver det, at PSG rammer endnu en offday.

Nu er det op til målmændene Sebastian Frandsen og Thorsten Fries at lukke af bagtil og give FHK en chance mod de stjernerne fra Paris. Samtidig skal profiler i marken som Evgeni Pevnov, Anders Martinusen og Reinier Taboada spille op til deres allerbedste, hvis Fredericia skal gøre sig forhåbninger om et resultat. De historiske rammer i Fredericia har tidligere dannet kulissen for en europæisk klubfinale, og nu er det denne generation af spillere, der har muligheden for at skrive et nyt kapitel i den fredericianske håndboldhistorie.

Men uanset udfaldet er der noget større på spil denne aften. Kampen markerer, at Fredericia igen er en del af den europæiske håndboldscene. På hjemmebane. I sin egen kulisse. Præcis som dengang KFUM stod over for Europas giganter – nu er det FHK, der står over for den ultimative udfordring.

Det er en aften, hvor fortid og nutid smelter sammen. En aften, hvor man vil huske, hvordan Fredericia engang duellerede med håndboldens giganter, og hvordan en ny generation nu får lov at opleve magien ved europæiske kampe på hjemmebane. En kamp, der vil blive talt om i mange år frem.

Kampstart mellem FHK og PSG er onsdag klokken 18:45 i Middelfart Sparekasse Arena.

Viborg-fan idømt fængselsstraf for kanonslag mod Jonas Lössl

0
Viborg-fan idømt fængselsstraf for kanonslag mod Jonas Lössl

Vestre Landsret har tirsdag skærpet straffen mod en 40-årig Viborg-fan, der under en Superliga-kamp mellem Viborg FF og FC Midtjylland kastede to kanonslag ind på banen tæt på målmand Jonas Lössl. Manden er nu idømt 60 dages ubetinget fængsel, oplyser Statsadvokaten i Viborg på det sociale medie X.

Hændelsen fandt sted i starten af juni 2023 under en playoffkamp om adgang til Conference League. Da kanonslagene eksploderede tæt på Lössl, blev kampen afbrudt i overtiden, og spillerne sendt i omklædningsrummet. Under afbrydelsen opstod der slagsmål blandt Viborgs egne fans på tribunen, men kampen blev senere færdigspillet.

Straffen skærpet fra betinget fængsel med samfundstjeneste

Den 40-årige blev identificeret via overvågningsbilleder fra Viborg Stadion og blev i byretten idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Selvom anklagemyndigheden argumenterede for en ubetinget fængselsstraf, vurderede byretten, at en betinget dom var tilstrækkelig. Manden valgte at acceptere dommen, men anklagemyndigheden ankede sagen til Vestre Landsret, som nu har skærpet straffen til ubetinget fængsel.

Statsadvokaten i Viborg skriver på X:

– Vestre Landsret har netop skærpet byrettens dom og idømt 40-årig mand 60 dages ubetinget fængsel for at kaste to kanonslag ind på banen i nærheden af FC Midtjylland-målmand under Superliga-kamp på Viborg Stadion.

Dømt for at bringe andre i fare

Den 40-årige mand er nu dømt for overtrædelse af fyrværkeriloven samt for at forvolde fare for andre. Han skal afsone 60 dages fængsel, og dommen sender ifølge anklagemyndigheden et signal om, at pyroteknik og farlige handlinger på stadion ikke tolereres.

Politi fangede vanvidsbilist under træning i lasermåling

0
Politi fangede vanvidsbilist under træning i lasermåling

Hvad der skulle have været en almindelig øvelse for politiets færdselsafdeling, endte med en alvorlig sag om vanvidskørsel. Under en træning i brugen af lasermåler målte Fyns Politi mandag en bilist, der kørte 126 km/t i en 60 km/t zone i Odense.

Fyns Politi skriver på Facebook, at hastigheden var så ekstrem, at den kvindelige bilist straks blev siget for vanvidskørsel, og hendes bil blev beslaglagt.

– Det er naturligvis helt uacceptabelt og direkte livsfarligt, lyder det fra politiet i opslaget.

Vanvidskørsel har alvorlige konsekvenser

Ifølge de gældende regler for vanvidskørsel kan bilister, der overskrider hastighedsgrænsen med mere end 100 procent i en zone med mindst 100 km/t, eller kører over 200 km/t, få deres bil konfiskeret og miste kørekortet ubetinget.

Den kvindelige bilist kan nu se frem til “en ret markant straf”, oplyser politiet.

Fyns Politi understreger, at trafikanter skal respektere fartgrænserne – også selvom det denne gang var en øvelse, der afslørede forseelsen.

Pelle Dragsted til debat i Fredericia om Enhedslistens fremtid

0
Pelle Dragsted til debat i Fredericia om Enhedslistens fremtid

Tirsdag aften danner Kulturkasernen i Fredericia ramme om et åbent politisk møde, hvor Enhedslisten stiller spørgsmålet: Hvem giver det mening for Enhedslisten at samarbejde med i fremtiden?

Mødet, der finder sted fra kl. 19 til 21, tager afsæt i den kommende kommunalvalgkamp og det smuldrende samarbejde mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet i Fredericia. Ifølge invitationen fra Enhedslisten har bruddet blandt andet vist sig ved sidste års budgetforlig, hvor alle partier – undtagen Socialdemokratiet – gik sammen om en aftale, som ifølge Enhedslisten indeholdt “langt mere Enhedsliste-politik, end vi kunne få igennem i forhandlingerne med det såkaldte røde borgmesterparti.”

Pelle Dragsted og Cecilie Roed Schultz giver oplæg

Aftenens debat tager udgangspunkt i oplæg fra Pelle Dragsted, politisk ordfører og medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Cecilie Roed Schultz, medlem af Fredericia Byråd. De vil give deres perspektiver på, hvordan Enhedslisten skal navigere i det lokale politiske landskab frem mod valget, særligt i lyset af bruddet med Socialdemokratiet.

Debatten vil blandt andet handle om, hvilke samarbejdsmuligheder partiet har fremover, og hvordan det placerer sig i Fredericia Byråd. Derudover vil der blive sat fokus på de politiske konsekvenser af den ændrede dynamik på venstrefløjen og Enhedslistens muligheder for at få indflydelse i den kommende valgperiode.

Åbent møde for alle

Enhedslisten understreger, at mødet er åbent for alle, og at man ikke behøver at være medlem af partiet for at deltage. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og deltage i debatten.

ADP’s udvikling og fremtid: En rejse gennem Fredericia Havn

0

Avisen var i 2024 på besøg hos ADP’s administrerende direktør, Rune Rasmussen. Besøget bød på en spændende samtale og en rundtur på flere af ADP’s lokationer, herunder Fredericia Havn, den eksisterende og den nye containerterminal, Møllebugten samt Taulov Dryport. Undervejs delte Rune Rasmussen indsigter om havnens udvikling, sikkerhed, infrastruktur og fremtidige udfordringer.

Havnen før og nu: Fra fiskeri og cykelstier til kritisk infrastruktur

– Da jeg var knægt, cyklede vi rundt på havnen om sommeren. Vi fiskede fra kajkanten og gik i korndyngerne, når skibene lossede. Det var en anden tid, fortæller Rune Rasmussen.

I dag er det et helt andet billede. Fredericia Havn er en moderne infrastrukturhavn, hvor sikkerhed, effektivitet og global handel er i fokus.

Del 1

– Der er kommet skarpere skel mellem byen og havnen. En støjmur markerer grænsen. Det er ikke længere et sted, hvor man lige triller ned i shorts og spiser en is. Det er en international virksomhed, der håndterer alt fra containere til olie og brændstof – kritisk infrastruktur, som holder samfundet kørende, siger Rune Rasmussen.

Han påpeger, at udviklingen også er præget af globale forhold.

– Vi lever i en verden med stigende sikkerhedskrav. Krigen i Europa og ISPS-reglerne efter 11. september har gjort, at vi er nødt til at tænke anderledes. Havnen er en essentiel del af Danmarks forsyningssikkerhed – både til daglig og i krisetider.

En havn i vækst – men pladsen er knap

Fredericia Havn har udviklet sig markant de seneste år, og med åbningen af den nye containerterminal er behovet for areal endnu større.

– Vi har rygende travlt. Containermarkedet er i vækst, og vi har ikke en eneste kvadratmeter ledig plads. Selv når havneudvidelsen er færdig, vil der stadig være behov for mere kapacitet, forklarer Rune Rasmussen.

En løsning har været Tavlov Dryport, et logistikknudepunkt, hvor gods kan omlastes og opbevares uden for havneområdet.

– Hvis ikke vi havde fået Taulov Dryport, tror jeg, Fredericia Havn ville være en havn i afvikling frem for en havn i udvikling. Vi har flyttet godsstrømme og skabt nye synergier, der har sikret væksten. Taulov Dryport er på seks år blevet større end selve Fredericia Havn. Det er en game changer, siger han.

1000 lastbiler om dagen: Sikkerhed og infrastruktur i fokus

Med op mod 1000 lastbiler om dagen er sikkerhed en afgørende faktor i driften af havnen.

– Når vi optimerer logistikken, handler det ikke kun om effektivitet – det handler også om at mindske risikoen for ulykker. Et nyt vejnet på havnen betyder, at vi har fjernet to højresving for hver af de 1000 lastbiler. Det kan lyde småt, men over tid kan det betyde, at ulykker bliver undgået, forklarer Rune Rasmussen.

Havnen har også øget overvågningen, så alle ind- og udgange registreres digitalt.

– Det er en naturlig udvikling, når man håndterer kritisk infrastruktur. Vi skal vide, hvem der kommer og går. Samtidig sørger vi for, at de ansatte har de bedste vilkår for at udføre deres arbejde sikkert, siger han.

Havnen som arbejdsplads: En kultur af handlekraft

Fredericia Havn er en arbejdsplads, hvor mange forskellige faggrupper arbejder sammen døgnet rundt.

– Vi er kendt for at løse opgaven – uanset hvad. Havnarbejdere, kranførere, trafikassistenter, bogholdere – alle spiller en rolle i, at tingene fungerer. Når folk møder ind, så arbejder de igennem, og de siger ikke nej. Det er en særlig kultur, siger Rune Rasmussen.

Fremtidens havn: Balance mellem by og erhverv

Som en af Danmarks vigtigste havne spiller Fredericia en stor rolle i den nationale infrastruktur, men der er også en balancegang mellem byudvikling og erhvervsliv.

– I mange år har diskussionen været, om havnearealer skulle omdannes til byområder. Men vi kan ikke kun udvikle byerne og ignorere infrastrukturen. Vi er et forbrugssamfund, hvor varer skal importeres og eksporteres. Hvis havnene ikke kan følge med, bliver det et problem for hele landet, siger han.

Han fremhæver samarbejdet i Fredericia som en model for andre havnebyer.

– Her har vi fundet en balance mellem byudvikling og erhverv. Kanalbyen og ADP lever side om side, og vi har et godt samarbejde med politikere og borgere. Det kræver dialog og forståelse for hinandens behov, siger han.

ADP åbner jævnligt dørene for interesserede, der vil lære mere om havnens arbejde.

– Vi siger altid ja, hvis nogen vil besøge os eller holde et arrangement her. Folk går altid herfra klogere på, hvad en havn egentlig betyder for samfundet – og det er vigtigt, afslutter Rune Rasmussen.

Chefredaktør på gyngende grund

0
Chefredaktør på gyngende grund

Chefredaktør på Fredericia Dagblad har selv bevæget sig ud på gyngende grund, når han i sin leder den 16.2.25 skriver at byens borgmester Christian Bro ligner en administrator i stedet for en leder.
Nu tager jeg ikke den ”magtliste” alvorlig.

Nr 1 er kendt for håndbold
Nr 2 bor ikke engang heri byen.
Du har fuldstændig ret når du skriver. Citat:
”Fredericia Dagblads magtliste er naturligvis ikke noget sandhedsvidne, eftersom den bror på subjektive kriterier.”
Tja hvorfor så lave den – den sælger måske aviser – hvem ved?

Jeg tænker at alle i Fredericia ved, at det års og det kommen års budget står borgmesteren ikke for, det gør de borgerlige, Enhedslisten og Sf.

Du skriver noget om folkemunde – hvorfor så ikke skrive, hvem der er disse folkemunde? Det er vel ikke fordi, du lytter til sladder, for det er der nok af i Fredericia.

Dennis Nielsen

Eksplosion i skrotbrand på Kolding Havn – flere sendt på skadestuen

0
Eksplosion i skrotbrand på Kolding Havn – flere sendt på skadestuen

En brand i skrotmateriale på Kolding Havn har tirsdag sendt en stor røgsøjle op over byen, og en eksplosion i forbindelse med branden har medført, at seks personer har pådraget sig “lettere skader”. Tre af dem er blevet kørt til skadestuen for tjek.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Branden blev anmeldt klokken 11.44, og myndighederne har siden været massivt til stede på Nordkajen, hvor slukningsarbejdet fortsætter.

Ifølge politiet er branden afgrænset til et lukket område, og der er umiddelbart ingen risiko for, at ilden spreder sig. Den kraftige sorte røgfane kan dog ses på lang afstand.

Jens Holms Vej fortsat spærret

Som følge af branden er Jens Holms Vej i nærheden af brandstedet lukket for trafik på ubestemt tid.

Politiet opfordrer borgere til at overholde de etablerede afspærringer for at give brandvæsen og redningsmandskab arbejdsro.

– Vi opfordrer til, at man overholder de afspærringer, der er lavet, så der er plads til at arbejde på stedet, lyder det fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Myndighederne har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om brandens årsag eller udvikling.

Jens Holms Vej spærret efter brand på Kolding Havn

0
Jens Holms Vej spærret efter brand på Kolding Havn

Sydøstjyllands Politi har tirsdag middag spærret Jens Holms Vej i Kolding som følge af den omfattende brand på havnen. Vejen forventes at være lukket i flere timer, og borgere opfordres til at finde alternative ruter.

Ifølge en opdatering fra Kolding Kommune på Facebook er branden stadig afgrænset til et lukket område, men den kraftige sorte røgfane kan ses på lang afstand.

– Luk døre og vinduer, hvis du bor i nærheden. Giv plads til redningsmandskabet. På nuværende tidspunkt er der ikke fare for spredning af ilden, lyder det fra Sydøstjyllands Politi i opdateringen klokken 12.50.

Brandvæsenet arbejder på stedet

Trekantområdets Brandvæsen er i gang med slukningsarbejdet, der kræver en stor indsats fra brandfolk fra seks stationer. Operationschef Bo Gøgsig har tidligere oplyst, at arbejdet kan vare hele natten.

Selvom myndighederne ikke har udsendt en officiel sundhedsvarsling, anbefales det fortsat at holde døre og vinduer lukkede i nærområdet.

Bilister opfordres til at følge politiets anvisninger og finde alternative ruter, indtil Jens Holms Vej igen kan genåbnes.

Lasse Hørbye Nielsen bliver ny pressechef i DLG Group

0
Lasse Hørbye Nielsen bliver ny pressechef i DLG Group

DLG Group har ansat Lasse Hørbye Nielsen som ny pressechef. Han tiltræder stillingen ultimo februar og får ansvaret for at udvide virksomhedens synlighed og position i den offentlige samtale.

Kommunikationsdirektør i DLG Group, Mette Sehested, fremhæver Hørbye Nielsens erfaring og netværk som vigtige aktiver for virksomheden.

– Jeg er meget glad for, at Lasse har sagt ja til at påtage sig den vigtige opgave med at styrke vores synlighed og position i den offentlige samtale. Gennem sin lange journalistiske karriere har Lasse opnået en dyb forståelse for medieverdenen, og han bringer desuden væsentlig strategisk erfaring og et solidt netværk med sig. Jeg ser meget frem til vores samarbejde, siger hun i en pressemeddelelse fra DLG Group.

Erfaring fra tv-branchen

Lasse Hørbye Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har mange års erfaring fra medieverdenen. Han har blandt andet arbejdet som livereporter på TV2 Nyhederne og haft flere ledende stillinger hos TV2 Fyn gennem ni år.

Den kommende pressechef ser frem til de nye udfordringer i DLG Group.

– DLG Group er en stor og spændende virksomhed, der rummer mange gode historier og et enormt potentiale, og hvis værdier og visioner ræsonnerer dybt hos mig. Derfor er jeg utroligt glad for at have fået muligheden for at være med til at sætte et aftryk på fremtidens DLG, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger han.

DLG Group, som har base i Fredericia, er en af Europas største landbrugsselskaber og beskæftiger sig med foder, energi og råvarer til landbruget.

To mænd fremstilles i grundlovsforhør for butikstyveri i Odense

0
To mænd fremstilles i grundlovsforhør for butikstyveri i Odense

To udenlandske mænd på 20 og 25 år bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, efter de mandag blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet blev mændene anholdt i forbindelse med et tyveri, hvor de brugte særligt konstruerede poser med skjulte rum til at stjæle parfumer til en værdi af 11.000 kroner fra en butik i Odense.

Grundlovsforhøret finder sted klokken 13.00, hvor det skal afgøres, om de to mænd skal varetægtsfængsles.

Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Landsholdsprofil hædret for stærk sæson

Landsholdsprofil hædret for stærk sæson

0
SPORT. Helena Elver er blevet kåret som årets kvindelige landsholdsspiller efter en sæson, hvor hun har markeret sig som en af de bærende profiler...