Den 3. februar skrev Karin Liltorp, MF (M), i et læserbrev i Randers Amtsavis om sagen på psykiatrisk afdeling C i Randers. Hun mener, det er en heksejagt, der har afsløreret dybe problemer i både mediernes dækning og i psykiatrien, og at virkeligheden er langt fra
de katastrofale scenarier, som DR og andre medier har solgt til offentligheden.
Jeg har længe haft en tilsvarende mistanke. I slutningen af november efterspurgte Anders Heissel fra DR Nyheder andre syn på sagen end dem, der havde været fremme. Jeg skrev til ham, at jeg havde gode grunde til at formode, at det var gået helt galt i udredningen af denne sag, og at jeg i øvrigt kendte hovedpersonen.
Anders svarede, at mit navn var blevet nævnt af flere, han havde talt med. Jeg sendte ham en meget oplysende artikel af journalist Gitte Rebsdorf fra Psykiatriavisen fra 1. december, ”Psykiatrien rummer større skandaler end den fra Randers,” hvor hun skriver om den fyrede overlæge og spørger: ”Men hvori består hans forbrydelse og hvad med alle de andre skandaler i psykiatrien? Er journalister nyttige idioter for en stand af psykiatere med tætte forbindelser til industrien?”
Jeg har læst mange psykiatriske patientjournaler, og jeg har aldrig set nogen, hvor jeg ikke fandt graverende lægefejl, i flere tilfælde i en sådan grad, at patienten kom i livsfare. Men det hører vi jo ikke noget om. Jeg skal derfor minde om, at psykofarmaka er den tredje hyppigste dødsårsag, og det er der mange grunde til.
For eksempel får patienter med psykoser altid antipsykotika, selvom de er så farlige, at de slår 2 ud af 100 demente patienter ihjel efter bare 10 ugers behandling. Vi ved ikke, hvor mange unge, de slår ihjel, fordi de forsøg, der er lavet ved skizofreni, øger dødsrisikoen i placebogruppen. Patienterne var allerede i behandling, før de blev randomiseret, hvilket øger dødeligheden, bla. på grund af selvmord, idet de patienter, der kommer over på placebo, ofte får uudholdelige ophørssymptomer.
Mange unge dør, når de får antipsykotika. I en norsk undersøgelse, hvor patienterne kun var 29 år gamle i gennemsnit, døde 12% inden for 10 år. Denne store overdødelighed skyldes ikke udelukkende, men i høj grad, medicinen.
I 2006 advarede Sundhedsstyrelsen imod at kombinere antipsykotika med benzodiazepiner, fordi det øger dødeligheden med 50-65%. Men hvad ser vi så i journalerne? Stort set alle patienter med en psykose får et eller flere antipsykotika og også benzodiazepiner.
Antipsykotika burde slet ikke bruges. Hvis patienten trænger til at falde til ro, virker benzodiazepiner hurtigere, og antipsykotika har – trods navnet – ingen specifikke virkninger på psykoser. Virkningen er endda så dårlig, at den er langt mindre end den mindste effekt, der har nogen klinisk betydning ifølge psykiaterne selv. Jeg har ofte spurgt patienterne om, hvad de ville foretrække, næste gang de fik en psykose. De har alle sammen sagt, at de ville have et benzodiazepin, men det får de næsten aldrig, uden at de også får et antipsykotikum.
Det går igen i journalerne, at psykiaterne ikke har forstand på at stoppe med psykofarmaka. De trapper dem ofte så hurtigt ud, at nogle af patienterne tror, de er blevet vanvittige. De får ikke den tanke, at det kunne være en skadevirkning af medicinen.
Psykiatrien er i dyb krise. Min nyeste bog, ”Is psychiatry a crime against humanity?”, der kan hentes gratis på min hjemmeside, starter således (i dansk oversættelse):
”Vi har en mental sundhedskrise. De eksisterende tilgange, der fokuserer på medicin, virker ikke. I Storbritannien er antallet af personer, der ikke kan fungere på grund af en psykisk lidelse, næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i livslængde mellem mennesker med alvorlige psykiske problemer og resten af befolkningen er fordoblet. WHO og FN har derfor for nylig opfordret til systematiske reformer med vægt på psykosociale tiltag. I 2019 viste en norsk undersøgelse, at 52 ud af 100 fortløbende indlagte patienter på en psykiatrisk afdeling ville have ønsket et medicinfrit alternativ, hvis det havde været muligt. Som jeg skal påvise i denne bog, er psykosociale interventioner klart bedre end medicin. Hvorfor kan folk så ikke få det?”
Kliniske retningslinjer for brug af psykofarmaka er meget misvisende og afspejler i høj grad medicinalindustriens alt for store indflydelse. Det gør lærebøgerne også. Jeg har læst de fem psykiatriske lærebøger, der oftest bruges af danske studerende. Min bog om dette, ”Critical Psychiatry Textbook”, kan også hentes gratis på min hjemmeside. Den er så populær blandt kritiske psykiatere, at de har oversat den til spansk ganske gratis.
Meget af det, der står i lærebøgerne og i guidelines, er i modstrid med videnskaben og direkte skadeligt for patienterne. Når man bruger sådanne kilder til at finde ud af, om den fyrede overlæges embedsførelse i Randers kan anfægtes, kan det kun gå galt. Han lagde jo vægt på at bruge medicin så lidt som muligt, og havde ovenikøbet indrettet et tvangsfrit afsnit, hvor patienterne kunne frabede sig at blive behandlet med psykofarmaka.
Vi har hørt om en patient, der begik selvmord efter at være blevet udskrevet fra afdeling C, og de efterladte fik erstatning. Jeg bad om aktindsigt hos Patienterstatningen, men det kunne jeg ikke få. Sagen er blevet udlagt som om, at det er den fyrede overlæges skyld, men det var ikke hans patient, og desværre kan vi jo ikke forhindre, at patienterne af og til begår selvmord. Men vi kan nedsætte risikoen markant, hvis vi undgår at bruge psykofarmaka, især antidepressiva, der fordobler ikke bare risikoen for selvmord, men også selvmord, både hos børn og voksne. Alligvel anbefaler såkaldte selvmordseksperter antidepressiva til patienter, der er selvmordstruede. Det vidner om et sygt speciale. Studier i mange lande har vist, at når man indfører selvmordsforebyggende foranstaltninger, så stiger selvmordene!
I 2017 forsøgte psykiater Jan Vestergaard at få et to timer langt symposium om benzodiazepiner på programmet til Dansk Psykiatrisk Selskabs årsmøde i Nyborg i marts 2018 (se min nyeste bog). Selvom mødet varede fire dage med parallelsessioner, meddelte bestyrelsen, at der ikke var plads. Symposiet skulle handle om afhængighed og abstinenser, og jeg skulle efter planen tale om abstinenser generelt, også for depressionspiller og andre psykofarmaka.
Jeg ringede til konferencehotellet i Nyborg, bestilte et lokale, og afholdt et symposium om udtrapning af psykofarmaka for psykiaterne om formiddagen, sammen med en af mine pd.d.-studerende, der forskede i udtrapning, som vi gentog om eftermiddagen.
Symposierne var gratis, men professor i klinisk mikrobiologi, Niels Høiby, valgt af Liberal Alliance som regionsrådsmedlem i hovedstaden, blandede sig i vores altruistiske initiativ, som jo ellers ikke havde noget med bakterier at gøre. Han rejste et politisk spørgsmål, hvor han påstod, at jeg havde brugt forskningspenge til private formål. Dette var en grov løgn, hvilket Rigshospitalet pure havde tilbagevist (se min gratis bog, ”The decline and fall of the Cochrane empire”). Løgnene om min embedsførelse var fabrikeret af en yderst anløben journalist, Kristian Lund, som udgiver medicinalindustrifinansierede gratisblade, og derfor ønskede at komme mig til livs.
Høiby bemærkede, at jeg havde skrevetb en bog om brug af psykofarmaka, og at jeg gennemførte kurser for at få patienter til at aftrappe brugen af psykofarmaka. Han spurgte, om Rigshospitalets direktion og Hovedstadsregionen, evt. i samarbejde med Sundhedsfagligt råd for Psykiatri, fagligt havde meldt ud til regionens psykiatere, praktiserende speciallæger i psykiatri og alment praktiserende læger, om man ”støtter eller tager afstand fra Cochrane Centerets direktørs ovenfor beskrevne aktiviteter vedrørende brug af psykofarmaka”.
Regionen svarede, at Hovedstadens Psykiatri havde informeret alle regionens centre om mine aktiviteter, og at de forholdt sig kritisk til mit symposium – som de i øvrigt ikke anede noget som helst om. Vi meddelte i Ugeskrift for Læger, at flere psykiatere havde opfordret os til at holde et kursus om udtrapning af psykofarmaka, og at ”En af psykiatriens allerstørste udfordringer er, at flere hundrede tusinde danskere er i behandling med psykofarmaka. Mange af disse patienter ville få et bedre liv, hvis de blev trappet ud, og rigtig mange ønsker det, men kan ikke få professionel hjælp til det.”
Vi imødekom et behov, psykiaterne ikke ønskede at imødekomme, og symposierne var en succes. Den mest erfarne psykiater i lokalet var overordentligt positiv.
Men de yngre psykiaterne var blevet advaret af deres lægechefer imod at deltage. Det er klart. Det kunne jo blive svært for dem selv, når deres kolleger kom tilbage og stillede gode spørgsmål om, hvorfor patienterne skulle være i behandling i årevis eller i årtier i stedet for at blive trappet ud og få en bedre tilværelse.
Dette er skræmmende og viser, at psykiatrien er en religiøs kult og ikke en videnskabelig disciplin. I videnskaben er vi opsat på at lytte til nye forskningsresultater og andre synsvinkler, som gør os klogere.
Den fyrede overlæge og hans medoverlæge deltog i vores symposium. Deres fokus på at bruge mindre medicin og tvang end andre psykiatere gør gik så godt, at de, i modsætning til alle andre steder, havde ledige sengepladser. Jeg har argumenteret for, at tvang i psykiatrien i henhold til international ret er en forbrydelse imod menneskeheden, der skal afskaffes, hvilket FNs handicapkonvention også tilråder.
Men da Randers-overlægerne ville fortælle om deres metoder og resultater i Region Midtjyllands Psykiatri, var man skam ikke interesseret. De skulle ikke have lov til at anfægte psykiatriens evige mantra: Send flere penge.
Jeg kender ikke Randers-sagen i detaljer, men tror, den er både tragisk og uretfærdig. Det eneste rimelige ville være, at uvildige forskere udtog et antal journaler fra andre psykiatriske afdelinger for at finde ud af, om det nu også er rigtigt, at afdeling C havde en lavere faglig standard end andre afdelinger. Ud fra mit kendskab til psykiatrien ville jeg forvente, at det stod værre til andre steder. Men det kommer naturligvis ikke til at ske. Det kunne jo medføre, at hele psykiatrien ville falde til jorden med et kæmpe brag. Så er det meget mere bekvemt at skyde budbringeren og fortsætte business as usual.
I alle lande, hvor forholdet har været undersøgt, har det vist sig, at jo mere psykofarmaka, man bruger, jo flere af patienterne kommer på førtidspension. Forbruget af psykofarmaka skal reduceres drastisk, men det er de toneangivende psykiatere ikke interesseret i.
Alle steder, hvor pionerer har påvist, at de får meget bedre resultater ved at undgå at bruge psykofarmaka, i Randers, Norge, Sverige og USA, er det lykkedes for de medicin-fokuserede psykiatere og deres organisationer at få disse initiativer stoppet.
Det må høre op. Vi kan alle se, at psykiatrien er i dyb krise, og at det bare bliver værre for patienterne, jo flere penge man tilfører den traditionelle psykiatri. Randers er blevet kritiseret for mangelfuld journalføring. Men måske foretrak lægerne at bruge mere tid på patienterne end på papirarbejdet?
Karin Liltorp skrev, at hun havde været i kontakt med DR for at påpege deres ensidige dækning af Randers-sagen og manglen på kritiske spørgsmål: ”Svaret var nedslående: ’Der er ingen psykiatere, der tør stå frem.’ Hvorfor? Fordi frygten for repressalier åbenbart er så stor, at fagfolk ikke tør sige fra.”
Til alle jer, der vil det rigtige, men ikke tør: Kom ud af busken, så I kan se jer selv i øjnene om aftenen. Hvis I står sammen, kan I blive stærke.
