Ny sundhedsundersøgelse viser sundere vaner i Fredericia

0
Ny sundhedsundersøgelse viser sundere vaner i Fredericia

Færre borgere i Fredericia ryger, flere bevæger sig mere, og færre drikker store mængder alkohol. Det viser den nye nationale sundhedsundersøgelse »Hvordan har du det?« fra 2025.

Resultaterne er netop blevet offentliggjort, og de peger på flere positive udviklinger i borgernes sundhed. Blandt andet er andelen af fredericianere, der bruger mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt dagligt, faldet med omkring fire procent siden den seneste måling i 2021.

Formand for Senior- og Sundhedsudvalget i Fredericia Kommune, Malene Søgaard-Andersen, glæder sig over udviklingen.

»Det er rigtig positivt, at færre fredericianere ryger, og at flere bevæger sig mere. Det viser, at når vi har fokus på sundhed, fællesskaber og gode rammer for en aktiv hverdag, så kan vi rykke noget. Samtidig minder tallene os om, at vi fortsat har et ansvar. Vi skal holde fast i forebyggelsesindsatsen og sikre, at alle har lige muligheder for et sundt liv – uanset baggrund.«

Undersøgelsen viser også fremgang, når det gælder motion og alkohol. Andelen af borgere, der lever op til Verdenssundhedsorganisationens minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet, er steget med syv procent siden 2021. I dag lever omkring 46 procent af fredericianerne op til anbefalingerne.

Samtidig er andelen af borgere, der drikker mere end ti genstande i løbet af en typisk uge, faldet markant over tid. I 2010 lå tallet på 22,1 procent, mens det i 2025 er faldet til 12,3 procent.

Næstformand i Senior- og Sundhedsudvalget, Louis Lindholm, ser de nye tal som et tegn på, at flere tager ansvar for deres egen sundhed.

»Det er meget glædeligt at se, at flere fredericianere lever sundere. Når andelen, der lever op til WHO’s anbefalinger for motion, stiger så markant, og færre drikker over genstandsgrænsen, viser det, at den enkelte tager ansvar for egen sundhed. Vi skal fortsat skabe gode rammer for, at det er lettere at træffe sunde valg i hverdagen.«

På det mentale område peger undersøgelsen også på en positiv udvikling efter coronapandemien. Omkring 2,5 procent færre borgere i Fredericia svarer i dag, at de hele tiden eller det meste af tiden føler sig trist til mode. Samtidig er andelen med højt stressniveau faldet med 1,2 procent.

Tallene tyder ifølge kommunen på, at en ellers stigende kurve for mistrivsel er blevet brudt.

Der er dog fortsat udfordringer, når det gælder overvægt. I undersøgelsen fremgår det, at 59 procent af fredericianerne i dag er i kategorien overvægtige. Det er en stigning på omkring tre procent siden målingen i 2021.

Brud på vandledning giver spærringer ved Vejlevej

0
Brud på vandledning giver spærringer ved Vejlevej

Et brud på en stor og kritisk vandledning betyder, at der i den kommende tid vil være flere spærringer omkring Vejlevej i Fredericia.

Tre-for går i gang med reparationen for at sikre vandforsyningen til midtbyen. Arbejdet vil foregå i flere etaper, og der kan ifølge Fredericia Kommune ske ændringer i både tidsplanen og de veje, der bliver berørt, når det fulde omfang af skaden er klarlagt.

Allerede den 4. og 5. marts mellem klokken 18.30 og 06.00 gennemføres der geologiske forundersøgelser. I den forbindelse vil jernbanetunnelen på Vejlevej være spærret i perioden. Busser vil dog fortsat kunne køre igennem.

Gående og cyklister kan stadig passere området, og der vil være skiltet med omkørsel.

Senere på foråret vil der komme yderligere trafikale ændringer. Fra den 23. marts til den 17. maj bliver Jernbanegade spærret ved krydset Vejlevej og Vesterbrogade. Lukningen skyldes forberedende arbejde i forbindelse med etableringen af den nye vandledning.

Derudover bliver jernbanetunnelen på Vejlelandevej spærret fra den 27. april til den 17. maj. Der arbejdes på en løsning, så gående og cyklister fortsat kan komme igennem området.

Fredericia Kommune oplyser, at man beklager de gener, arbejdet kan medføre for trafikanter og borgere i området.

Omkring 2.000 udsatte samles til Ferie Camp i Fredericia

0
Omkring 2.000 udsatte samles til Ferie Camp i Fredericia

Erritsø Idrætscenter danner igen rammen, når Ferie Camp i sommeren 2026 samler omkring 2.000 børn, unge og familier fra hele landet.

Arrangementet finder sted i uge 28 og bliver ifølge arrangørerne endnu en gang afholdt i Fredericia. Her forvandles idrætscenteret i en uge til det, arrangørerne kalder verdens største værested for mennesker, der lever i social udsathed.

Ferie Camp arrangeres af Landsforeningen af Væresteder, som siden 2013 har stået bag afviklingen.

»Vi er glade og stolte af, at vi kan afholde Ferie Camp her i byen igen,« siger Nico Hansen, konstitueret sekretariatschef for Landsforeningen af Væresteder.

Campen gennemføres med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond og Fredericia Kommune. I år har Fredericia Byråd afsat 200.000 kroner til projektet.

Formanden for Social-, Børne- og Ligestillingsudvalget i Fredericia Kommune, Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, bakker op om støtten til arrangementet.

»Vi er med til at give nogle mennesker og familier en god oplevelse. Der er mange børn, der har rigtigt svært ved at komme tilbage i skolen efter sommerferien og ikke have været på sommerferie. De har ikke fået nogen former for oplevelser eller været på nogen ture,« siger hun.

For mange af deltagerne er Ferie Camp en af årets største oplevelser. Her får familier mulighed for at tage på sommerferie, møde nye mennesker og deltage i forskellige aktiviteter.

»Ferie Camp betyder, at de også kan komme tilbage og fortælle, at de har været i LEGOLAND, at de har fået nye venner. At de har sovet i telt. Det er vigtigt for en kommune at være med til,« siger Cecilie Roed Schultz.

Under opholdet bor mange af familierne i telte på pladsen, og mellem 100 og 150 frivillige er med til at få arrangementet til at fungere.

Hos Landsforeningen af Væresteder er planlægningen af årets program allerede i gang.

»Vi arbejder på mange forskellige ting. Nogle af dem er nye, og nogen af dem har vi haft før,« siger Nico Hansen og fortsætter:

»Men jeg lover jer, at det bliver en fantastisk uge med masser af spændende aktiviteter.«

Han glæder sig samtidig over, at arrangementet igen bliver afholdt i Fredericia.

»Vi er meget glade og stolte af, at vi igen kan afholde Ferie Camp i år her i byen. Deltagerne kommer fra hele landet, men det er vores hjemmebane, og vi ved, at det fungerede rigtigt godt sidste år.«

Ferie Camp starter mandag den 6. juli og løber hele uge 28. I løbet af marts åbner tilmeldingen for deltagere.

Ny sundhedsprofil viser høj livskvalitet blandt syddanskere

0
Ny sundhedsprofil viser høj livskvalitet blandt syddanskere

Langt de fleste syddanskere oplever høj livskvalitet og et godt helbred. Samtidig bevæger flere sig mere i hverdagen, viser en ny sundhedsundersøgelse.

I foråret 2025 besvarede knap 32.000 tilfældigt udvalgte borgere i Region Syddanmark spørgeskemaundersøgelsen »Hvordan har du det?«, hvor de forholdt sig til en række spørgsmål om sundhed og trivsel.

Resultaterne er nu offentliggjort og tegner et billede af en befolkning, hvor flere positive udviklinger er i gang. Over 75 procent af de syddanskere, der deltog i undersøgelsen, svarer, at de har høj livskvalitet og et godt helbred.

Tallene viser blandt andet, at færre syddanskere ryger, flere er fysisk aktive, og at stigningen i antallet af borgere med svær overvægt er bremset op. Omvendt peger undersøgelsen også på udfordringer. Forbruget af nikotinprodukter er stigende, og særligt unge kvinders mentale helbred giver fortsat anledning til bekymring.

Knap 11 procent af syddanskerne ryger dagligt. Det er på niveau med landsgennemsnittet og et fald på fire procentpoint siden 2021. Faldet gælder alle aldersgrupper, og blandt unge mænd i alderen 16 til 24 år er udviklingen særligt markant.

Samtidig viser undersøgelsen, at flere i samme aldersgruppe dagligt bruger snus eller lignende tobaks- og nikotinprodukter.

Regionsrådsformand Bo Libergren fra Venstre siger:

»Det er dejligt at se, at der fortsat sker et fald i antallet af syddanskere, som ryger, men samtidig er det bekymrende, at flere bruger de nye nikotinprodukter. For tobak og nikotin er skadeligt for helbredet, og det er foruroligende, at særligt de unge bruger produkterne. Her er det vigtigt, at vi fortsætter og udbygger de målrettede indsatser i udskolingen og på ungdomsuddannelser, og gør indsatserne systematiske frem for projektbaserede.«

Undersøgelsen viser også, at udviklingen i svær overvægt er stagneret. Antallet af borgere med et BMI over 30 er ellers steget støt siden den første sundhedsprofil i 2010. Samtidig er der i alle aldersgrupper flere, som er fysisk aktive, selvom Region Syddanmark fortsat ligger lidt dårligere end landsgennemsnittet både når det gælder svær overvægt og fysisk aktivitet.

Når det gælder den mentale trivsel, er billedet mere blandet. Der er tegn på forbedring siden målingen i 2021, som blev gennemført under coronapandemien, men sammenlignet med tidligere undersøgelser går udviklingen fortsat den forkerte vej.

Især blandt unge kvinder er udfordringerne tydelige. I aldersgruppen 16 til 24 år svarer 35 procent, at de har lavt selvværd. Det er omtrent dobbelt så mange som blandt mænd i samme aldersgruppe. Samtidig ligger 51 procent af de unge kvinder højt på stressskalaen, og hver femte har symptomer på angst og ængstelighed.

Regionsrådsformand Bo Libergren siger:

»Vi har fortsat en stor opgave på det her område. Mental sundhed er komplekst, og mange forskelligartede faktorer spiller ind. Det er bekymrende, at vi ikke har knækket kurven blandt de unge kvinder. Jeg ved, at ungdomsuddannelserne arbejder med ABC for mental sundhed til at styrke elevernes trivsel. Herudover har vi tilbud som Headspace og Mindhelper, så mental trivsel er allerede et stort fokus, som vi skal arbejde videre med.«

Undersøgelsen »Hvordan har du det?«, også kaldet Sundhedsprofilen, er den største nationale sundhedsundersøgelse i Danmark. Den gennemføres af alle fem regioner i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed.

Den nationale undersøgelse blev første gang gennemført i 2010 og gentages hvert fjerde år. Næste gang finder den sted i 2029.

Skolerne først – ellers flytter familierne ikke til Fredericia

0
Skolerne først – ellers flytter familierne ikke til Fredericia

OPINION. Vi taler meget om bosætning i Fredericia. Om at tiltrække flere børnefamilier. Om vækst, udvikling og en stærk kommune i fremtiden. Den ambition deler Det Konservative Folkeparti selvfølgelig.

Men lad os være ærlige: Ingen børnefamilier flytter til en kommune på grund af flotte strategipapirer. De flytter på grund af kvaliteten i hverdagen. Det samme gør medarbejderne. Derfor er kvaliteten i skolerne helt afgørende, også når vi planlægger bosætningsstrategi.

Hvis vi vil lykkes med en ambitiøs bosætningsstrategi, skal vi prioritere skoleområdet langt højere, end vi gør i dag. Og så bør skolerne måske endda indgå i en bosætningsstrategi.

Forældre vælger kommune ud fra bl.a. trygge daginstitutioner, stærke folkeskoler og gode fritidstilbud. Det handler ikke kun om faglige resultater – det handler om trivsel, ro i klasserne, tydelig ledelse og ordentlige rammer for både elever og lærere.

Vi kan ikke markedsføre os til bosætning, hvis virkeligheden i klasselokalerne halter.

Derfor er det seneste udspil fra Det Konservative Folkeparti også vigtigt i en bosætningssammenhæng. Udspillet har fokus på mere investering i faglighed og trivsel, opgør med forfejlet inklusion og mere hjælp til ufrivilligt skolefravær.

Det er ikke en udgift. Det er en investering.

Hver gang en ressourcestærk børnefamilie vælger Fredericia til, styrker det vores skattegrundlag, vores foreningsliv og vores lokalsamfund. Men det kræver, at vi leverer kvalitet – ikke kun visioner.

Skoleområdet er sammen med daginstitutionerne et vigtigt fundament for vores fremtidige udvikling. Derfor arbejder Det Konservative Folkeparti videre med at sikre den bedste folkeskole i Fredericia.

Hvis vi mener bosætning alvorligt, bør vi derfor starte med skolerne.

Uheld på Lillebæltsbroen sender trafikken i kaos

0
Uheld på Lillebæltsbroen sender trafikken i kaos

Et havareret køretøj spærrer torsdag eftermiddag højre spor på Ny Lillebæltsbroen. Politiet er på stedet, oplyser trafikken.dk.

Det sker på et tidspunkt, hvor mange er på vej hjem fra arbejde, og trafikken erfaringsmæssigt er ekstra tæt i myldretiden.

Samtidig er der meldt om et uheld på Rute 25 mellem Hjarup og Vamdrup i retning mod Toftlund, hvor uheldsstedet endnu ikke er sikret, fremgår det ligeledes af trafikken.dk.

Trafikanter i området opfordres til at udvise særlig forsigtighed i eftermiddagstrafikken.

Andreas Bo kommer til Middelfart – og du behøver ikke vente til 2027

0
Andreas Bo kommer til Middelfart – og du behøver ikke vente til 2027

Den 7. maj 2026 gæster Andreas Bo Restaurant Marsvinet på Øster Hougvej i Middelfart – og det bliver en helt anden slags aften end de store show-turnéer.

Her er der tale om en intim samtalekoncert, hvor Andreas Bo og den anerkendte guitarist Dennis Flacheberg tager publikum tæt på – med musik, samtaler og historier fra et liv i dansk underholdning. Ikke parodier og hurtige punchlines, men akustisk musik og ærlighed fra en kunstner, der har noget på hjerte.

»Det er fedt at tage en guitar og bare synge. Jeg elsker den inderlighed og det følelsesmæssige udtryk, som det aftvinger. Der er ikke noget staffage – det er bare musik,« siger Andreas Bo om konceptet.

Dennis Flacheberg styrer samtalen og stiller spørgsmålene – om opvæksten, om vejen ind i showbizz, om livet som freelancer og om nerverne inden man går på scenen. Flacheberg er en af landets mest erfarne guitarister og har spillet med blandt andre Lis Sørensen, Hjalmer og Johnny Logan.

Andreas Bo er kendt fra Live fra Bremen, Rundt på Gulvet og Cirkusrevyen, men musikken har altid fyldt i hans liv. Da han fyldte 50, udgav han pladen »Skillevej« med sit eget orkester.

Samtalekoncerten på Marsvinet begynder klokken 18.00 og slutter klokken 22.00. Billetter kan købes her: https://www.billetsalg.dk/Event/Intim%C2%A0Samtale-koncert%20med%20Andreas%20Bo/9445

Fredericia Kommune stopper samarbejde om skolemad

0
Fredericia Kommune stopper samarbejde om skolemad

Fredericia Kommune og madleverandøren Glade Krudtugler afslutter samarbejdet om levering af skolemad til to af kommunens skoler. Samarbejdet har ikke fungeret som planlagt siden opstarten ved årsskiftet. Udfordringen er, at Kirstinebjergskolens model for skolemad kræver, at maden leveres varm og færdiganrettet, fordi skolerne ikke har modtagerkøkken. Det har vist sig vanskeligere at gennemføre i praksis end forventet og har skabt vedvarende leveranceproblemer.

»Jeg er ærgerlig over, at vi skal finde ny leverandør af skolemad, men vi fortsætter naturligvis med gratis skolemad til eleverne. Kvalitet er vigtigt for os, og vi har høje ambitioner for skolemad som et pædagogisk måltid, der skal fremme elevernes trivsel og madmod,« siger Pernelle Jensen, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune.

Søren Vilmand, CEO i Glade Krudtugler, kalder dialogen med kommunen konstruktiv, men erkender, at leverancemodellen slog fejl.

»Den valgte leverancemodel har desværre vist sig at være meget vanskeligere at gennemføre i praksis end antaget,« siger han.

Eleverne på Kirstinebjergskolen afdeling Høgevej og afdeling Havepladsvej vil fortsat få gratis skolemad. Glade Krudtugler leverer frem til den nuværende menuplan udløber, hvorefter en midlertidig aftale med en eller flere nye leverandører træder i kraft frem til sommerferien. Fredericia Kommune kører samtidig en ny udbudsrunde, og når eleverne møder ind efter sommerferien, vil det være med en ny leverandør.

Fredericia Kommune er stadig en del af det landsdækkende forsøg med gratis skolemad.

Radikales leder besøgte Fredericias brintfabrik og lovede handling: »Jeg kan næsten ikke holde det ud«

Radikales leder besøgte Fredericias brintfabrik og lovede handling: »Jeg kan næsten ikke holde det ud«

POLITIK. Martin Lidegaard kom til Fredericia med et spørgsmål. Han tog af sted med et svar.

Radikale Venstres politiske leder besøgte torsdag formiddag Everfuels HySynergy-anlæg ved Crossbridge Energys raffinaderi — et af Europas største anlæg til produktion af grøn brint — for at undersøge, om den teknologi, hans parti har gjort til valgkampens omdrejningspunkt, holder i praksis.

Konklusionen var ikke til at tage fejl af.

»Vi er her for at se et af de steder, hvor man faktisk allerede producerer brint, og for at finde ud af, om det er rentabelt. Og det er en stærkt opløftende konklusion, jeg tager med herfra. Det kan ikke alene lade sig gøre, det sker her. Det er rentabelt. Det er konkurrencedygtigt. Og der venter en kæmpe mulighed for dansk industri og erhverv,« sagde Lidegaard.

Martin Lidegaard lyttede koncentreret under besøget på Everfuels brintanlæg i Fredericia. Foto: Fredericia AVISEN

Det var Jacob Krogsgaard, grundlægger og CEO for Everfuel, der viste Lidegaard rundt på anlægget og forklarede teknologien bag. Her bliver vedvarende strøm fra vind og sol omdannet til grøn brint gennem elektrolyse, og brinten leveres enten direkte til det tilstødende raffinaderi via rørledning eller komprimeret på tankbiler til kunder i Tyskland og Holland.

Men besøget efterlod Lidegaard også frustreret. Afstanden mellem det potentiale, han havde set med egne øjne, og den politik der føres, var svær at bære. »Nogle gange tager jeg mig til hovedet over, hvor stor forskel der er på potentialet på det her område og den manglende politiske vilje til at udnytte det. Jeg kan næsten ikke holde det ud,« sagde han.

Martin Lidegaard (B) fik torsdag forklaret teknologien og ambitionerne bag HySynergy-anlægget i Fredericia. Foto: Fredericia AVISEN

Han lagde ikke skjul på, hvad besøget skal bruges til. »Jeg tør godt sige, at hvis vi får magt, som vi har agt, så kommer vi til at tage det her med ind i den kommende regering.«

HySynergy-anlægget i Fredericia har en kapacitet på 20 MW og leverer grøn brint til Crossbridge Energys raffinaderi, som forsyner omkring 40 procent af Danmarks forbrug af flydende brændstoffer. Overskudsvarmen aftages af fjernvarmeselskabet TVIS.

Nu er starttiderne klar: Sådan løber Royal Run i Middelfart

Nu er starttiderne klar: Sådan løber Royal Run i Middelfart

EVENTS. Det er snart to måneder til, men for de mange middelfartere og tilrejsende, der har sikret sig en plads, er forberedelserne allerede godt i gang. Nu er et vigtigt puslespilsbrik faldet på plads: De foreløbige starttider for Royal Run i Middelfart er offentliggjort.

One mile skydes i gang kl. 11.00, 10 km-løbet starter kl. 12.15, og 5 km-løberne går af sted kl. 14.30. Tiderne er foreløbige, og deltagerne vil modtage en mail med den præcise starttid for deres startgruppe, efterhånden som løbsdagen nærmer sig.

Mandag den 25. maj — 2. pinsedag — ventes omkring 14.000 mennesker at løbe og gå gennem Middelfart, når byen for første gang nogensinde er vært for den kongelige motionsfest. Ruterne fører deltagerne langs Lillebælt, gennem havneområdet og ad de historiske gader i bymidten. Kong Frederik X og resten af Kongefamilien deltager, som de gør i alle fem værtsbyer på løbsdagen.

Samme dag afslørede Det danske Kongehus årets løbetrøje på de sociale medier. Kong Frederik X holdt selv den petroleumsfarvede trøje med hvidt tryk frem for kameraet.

Royal Run i Middelfart er udsolgt — og det gik stærkt. Løbet var væk på under to timer, da tilmeldingen åbnede. Vil man alligevel følge med, er der god grund til at stille sig op langs ruten. Og vil man sikre sig en plads til næste gang en stor motionsfest passerer forbi, er de månedlige Træn med-arrangementer et godt sted at starte. Den anden weekend i hver måned mødes løbere og gående i Middelfart til gratis fælles træning — næste gang er søndag den 8. marts kl. 10 i Klubhuset på Sportsvænget 5 i Gelsted.

Standset på Primulavej: Baseballbat i bilen og ingen førerret

Standset på Primulavej: Baseballbat i bilen og ingen førerret

0
KRIMI. En 36-årig mand fra Fredericia er sigtet for overtrædelse af våbenloven og kørsel uden førerret, efter at en patrulje torsdag klokken 21.34 standsede...