5.9 C
Copenhagen
mandag 22. december 2025

Fritidspædagogikken kan hjælpe børnene

0
Fritidspædagogikken kan hjælpe børnene

OPINION. Når man har fulgt med i debatten op til kommunalvalget på tirsdag, har folkeskolen heldigvis været højt prioriteret. Det er helt forståeligt et tema, som mange vægter meget højt og mange politikere har udtalt sig meget om det. Vores børn er unge er både presset fagligt, men en ny måling viser også, at det halter med trivslen i skolen. Os, som arbejder med børn i skolen ved, hvordan lav social trivsel forhindrer læring, og vi ser også, hvordan udfordringer i skolen, skaber dårlig trivsel. Det er lidt en diskussion om “hønen og ægget”, for hvad kommer først og hvad skal prioriteres? Det man kan konkludere er, at lærerne og det pædagogiske personale står over for en stor opgave og det vil kræve investeringer i både flere lærere og en bedre organisering, så man kan have fokus på den faglige kerneopgave, men det vil også kræve fokus på mellemformer, hvor dygtige voksne kan gribe de børn, som desværre har det så svært, at de forhindrer sig selv og andre det faglige og sociale udbytte i klassen. Samtidig er det vigtigt at give det pædagogiske personale i vores SFOer og klubber markant bedre forudsætninger for at lave det vigtige trivselsarbejde, der bliver gjort hver dag. Vi kommer ingen vegne, hvis solidt pædagogisk arbejde reduceres til simpel opbevaring indtil far og mor får fri.

Når vi laver overnatninger, ture ud af huset og helt normale daglige aktiviteter, handler det nemlig ikke bare om at få tiden til at gå. Vi giver børnene mulighed for at få relationer og et indhold, som de kan skabe fælles historier og oplevelser ud fra. Det
er et uhyre vigtigt arbejde, der også understøtter den indsats, som lærerne laver parallelt i klasserne. Jeg tror på, at vi er en forudsætning for hinanden, så vi kan få vendt den udvikling, som vi alle er bekymrede for i vores folkeskole. Det kan virke nemt,
bare at skyde skylden på en skolestruktur, når det handler om meget mere end det; tid, ro, forældreopbakning og hænder nok til at gribe alle børn. Lad os forpligte os på, at vi sørger for at dette lader sig gøre. Også når kommunalvalget er overstået.

Møbelfolk gør klar til anden runde af MESSE C Furniture Fair

0
Møbelfolk gør klar til anden runde af MESSE C Furniture Fair

BOLIG. Efter en debut med udsolgte stande og stor interesse fra hele møbelbranchen er forventningerne høje til næste udgave af MESSE C Furniture Fair i Fredericia. Messen vender tilbage i april 2026, og arrangørerne melder allerede om solid opbakning fra udstillere – heriblandt Svane Design, som var med helt fra starten.

Premieren i foråret 2025 trak 60 udstillere og tæt på 550 repræsentanter fra møbelfaghandlen. Det betød, at messearealet måtte udvides fra 8.000 til 10.000 kvadratmeter, og den første udgave høstede ros både for rammerne og den professionelle opbygning.

Vagn Jensen, indehaver og grundlægger af Svane Design, ser frem til fortsættelsen.

»Jeg oplevede en flot premieremesse – der var gjort meget ud af standene, og der var stor opbakning fra alle vores møbelkunder i Danmark. Det er spændende at starte nyt, men det hele kommer ofte lidt nemmere, når først det er løbet i gang, så jeg glæder mig til to’eren« siger han.

Han forventer, at næste års messe kan blive endnu større og trække et bredere publikum – også fra udlandet.

»Jeg tror på, at den første udgaves succes vil trække endnu flere besøgende næste gang, forhåbentlig også endnu flere fra blandt andet Sverige, Norge og Tyskland. Og så håber jeg, vi kan tilbyde et endnu bredere felt af udstillere, også fra den mere eksklusive ende. Jeg synes, vi trænger til en rigtig møbelmesse i Danmark, som vi havde for år tilbage« siger han.

Vagn Jensen peger også på, at udviklingen i nabolandene giver Fredericia en særlig mulighed. Messen i Köln er blevet markant mindre end tidligere, og Stockholm har udviklet sig mere i retning af en designmesse. Det betyder, at Fredericia potentielt kan tage en større rolle som skandinavisk samlingspunkt for møbelbranchen.

Svane Design vil præsentere et stærkt udvalg af spiseborde, spisebordsstole og klassiske sofaer på næste års messe – og måske også en lille overraskelse, fortæller indehaveren med et smil.

MESSE C Furniture Fair finder sted i april 2026, og arrangørerne forventer endnu en fyldt messehal, når branchen mødes for anden gang.

Curlingkvinderne bliver første danske navn til vinter-OL i 2026

0
Curlingkvinderne bliver første danske navn til vinter-OL i 2026

SPORT. Det danske kvindelandshold i curling bliver de første atleter, der officielt er udtaget til vinter-OL i Milano Cortina 2026. Holdet blev onsdag præsenteret i forbindelse med Danish Open i Hvidovre, hvor de fem spillere allerede er på isen i denne uge.

Holdet består af Madeleine Dupont, Denise Dupont, Jasmin Lander Holtermann, My Larsen og Mathilde Halse. De fem kender i forvejen OL-formatet ud og ind, for de repræsenterede også Danmark ved vinter-OL i Beijing i 2022.

DIF’s chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard, kalder holdet en stærk første udtagelse til legene.

»Vi sender et stærkt curlinghold til vinter-OL. Alle fem spillere har været til OL før og kender OL-presset på godt og ondt. Vi håber på curlingfeber i Danmark, når det hele går løs i februar« siger han.

Hos Team Danmark ser man lige så optimistisk på vinterens udsigter. Sportsdirektør Lars Balle Christensen fremhæver især det niveau, holdet har vist det seneste år.

»Curlingholdet har præsteret på et meget højt niveau den seneste tid, hvor det er blevet til mange gode resultater. Sammen med forbundet har vi givet mulighed for, at de har kunnet øge deres træningsmængde, og holdet har gennemgået en positiv udvikling« siger han.

Skipper Madeleine Dupont fortæller, at kvalifikationen allerede i marts har givet holdet et langt bedre afsæt end tidligere år, hvor OL-pladsen ofte blev sikret langt senere.

»Det giver en stor ro at være inde i så god tid. Vi har kunnet forberede os målrettet, og træningen går virkelig godt. Vi glæder os helt vildt til Milano Cortina« siger hun.

Curlingturneringen ved vinter-OL 2026 afvikles på isstadionet i Cortina d’Ampezzo, der både har lagt is til OL i 1956 og til en ikonisk scene i James Bond-filmen For Your Eyes Only. Danmark åbner turneringen 12. februar mod Canada og møder i løbet af gruppespillet blandt andre Sverige, Italien, Storbritannien og Schweiz.

home indfører barselstilskud til kædens 900 ansatte

0
home indfører barselstilskud til kædens 900 ansatte

Ejendomsmæglerkæden home tager nu et markant skridt for at forbedre vilkårene for medarbejdere, der skal på barsel. Fra 1. juli 2025 indfører kæden et barselstilskud på 1.500 kroner om ugen i op til 24 uger. Ordningen gælder med tilbagevirkende kraft for medarbejdere, der er gået på barsel i andet halvår af 2025.

Administrerende direktør Martin Wiesener kalder initiativet et nødvendigt løft af branchens arbejdsvilkår.

»Vi skal turde modernisere os og være en attraktiv arbejdsplads – også for dem, der ønsker at få børn. Barsel er en glædelig begivenhed, og i home synes vi, det er naturligt at tage dette skridt og forbedre vilkårene på et område, som betyder meget for mange af vores medarbejdere« siger han.

Home har omkring 900 medarbejdere fordelt på 170 butikker i hele landet. Tilskuddet bliver givet som et supplement til de medarbejdere, der får løn under barsel via deres arbejdsgiver – en selvstændig franchisetager i home-kæden. Tilskuddet træder ikke i stedet for barselsdagpenge, men lægger sig oven i den almindelige løn.

For Martin Wiesener handler tiltaget både om at skabe bedre balance for medarbejderne og om at tage ansvar som virksomhed.

»Det ligger mig meget på sinde, at mæglerfaget skal være attraktivt og passe til et moderne liv, hvor arbejds- og familieliv går hånd i hånd. Med barselstilskuddet tager vi et vigtigt første skridt i den retning« siger han.

Han tilføjer, at branchens arbejde i høj grad er menneskebåret.

»Mæglerfaget handler i høj grad om mennesker. Vores medarbejdere møder kunder midt i nogle af deres største livsforandringer – når de får børn, flytter sammen eller flytter fra hinanden. Det kræver empati og engagement, og derfor skal vi også sikre, at vores egne medarbejdere har ordentlige rammer, når livet ændrer sig« siger han.

Barselstilskuddet er en del af en bredere indsats for at modernisere arbejdsforholdene i branchen. Home er en af landets største ejendomsmæglerkæder og et datterselskab af Realkredit Danmark under Danske Bank-koncernen. Kæden blev stiftet i 1989 og råder i dag over ca. 900 ansatte og 130 franchisetagere.

20 millioner på vej til teater for børn og unge

0
20 millioner på vej til teater for børn og unge

Børn og unge over hele landet kan se frem til flere scenekunstoplevelser. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil afsætte 20 millioner kroner til teater for yngre publikummer, hvoraf størstedelen går til landets egnsteatre og små storbyteatre.

17 millioner kroner bliver fordelt ligeligt mellem de 28 egnsteatre og 20 små storbyteatre i Danmark. Hvert teater får dermed omkring 350.000 kroner til særlige indsatser, der skal bringe børn og unge tættere på scenekunsten. Derudover får Teatercentrum 3 millioner kroner til at gennemføre KLAP-børneteaterfestivalen i 2026.

Kulturministeren understreger, hvor vigtig scenekunst er for børn og unge – især i en tid, hvor mange digitale tilbud fylder meget i hverdagen.

»I Danmark har vi en helt særlig tradition for teater til børn og unge. De danske teatre laver scenekunst i øjenhøjde med børn og unge og tager dem alvorligt. Når vores børn og unge oplever dansk teater, sikrer vi, at de får nogle nærværende oplevelser, så de ikke drukner i let fordøjelige digitale tilbud. Og med den verdenssituation vi har i dag, har det aldrig været vigtigere at sikre dansk kultur. Jeg er derfor enormt glad for, at vi kan sende 17 mio. kroner til vores egnsteatre og små storbyteatre, så de kan skabe fantastisk teater for børn og unge rundt om i landet. Jeg er glad for, at vi kan støtte den fremragende KLAP-teaterfestival for børn« siger Jakob Engel-Schmidt.

Midlerne stammer fra finansloven for 2025 under puljen ’Flere i teatret’. Før de kan udbetales, skal ordningen godkendes af Folketingets Finansudvalg.

Nyt ansøgningssystem skal give mere liv i Odenses byrum

0
Nyt ansøgningssystem skal give mere liv i Odenses byrum

Odense Kommune ruller nu et digitalt ansøgningssystem ud, som skal gøre det langt lettere for arrangører at søge om tilladelse til udendørsarrangementer i byen. Håbet er, at færre barrierer vil føre til flere aktiviteter – og dermed en mere levende by.

By- og kulturrådmand Søren Windell ser det som et vigtigt skridt for Odense.

»Vi ser det nye system som en investering i byens liv. Jo lettere det er at skabe arrangementer, des mere levende bliver byen, og det kommer både borgere, erhvervsliv og kulturliv til gode« siger han.

Systemet er bygget til alle typer af arrangementer og guider arrangørerne igennem processen fra start til slut. Her bliver det tydeligt, hvilken type ansøgning der skal laves, hvilke dokumenter der skal sendes med – for eksempel en skilteplan – og hvilke yderligere tilladelser der skal indhentes. Polititilladelser skal stadig søges særskilt.

Undervejs modtager arrangørerne løbende beskeder fra kommunen. Først når ansøgningen er modtaget, hvor også Fyns Politi orienteres. Dernæst når sagen sendes i høring hos relevante myndigheder, og til sidst når den endelige lejeaftale er klar. Kommunen kan også kontakte arrangøren, hvis der opstår spørgsmål.

Systemet samler alle oplysninger ét sted og bliver udviklet videre i samarbejde med brugerne. Det glæder blandt andre Anja Følleslev, sekretariatschef i Generator.

»Når vi laver events, er der mange ting, vi skal forholde os til, og derfor er det dejligt, at Odense Kommune involverer os som eventaktører, når de skal udvikle et nyt system. For os er det vigtigt, at det er funktionelt, men også intuitivt, og at man kan samle så meget på de samme platforme som muligt. Vi ser frem til at gøre brug af det nye system i fremtiden« siger hun.

Odense Kommune arbejder samtidig på en digital arealkalender, der skal give et overblik over, hvornår byens offentlige arealer er booket. Kalenderen trækker data fra det nye system og forventes klar i foråret 2026.

SF ønsker Spiras-model i Kolding: Forældre skal kunne blive hjemme med syge børn

0
SF ønsker Spiras-model i Kolding: Forældre skal kunne blive hjemme med syge børn

SF i Kolding mener, at kommunen bør lade sig inspirere af landboforeningen Spiras, hvor medarbejdere kan blive hjemme med syge børn uden løntræk eller brug af feriedage. Ordningen har kørt siden 1. januar, og foreløbige tal viser, at fraværet ikke er steget – tværtimod er det faldet en smule.

Byrådsmedlem Iben Lehmann Rasmussen og folketingsmedlem Karina Lorentzen besøgte onsdag Spiras for at høre nærmere om, hvordan ordningen fungerer i praksis. Her har man siden årets begyndelse givet ansatte ret til at blive hjemme, når deres børn er syge, uden at skulle sende dem afsted på panodiler eller selv ringe sig syge.

»Jeg er nysgerrig på, hvordan det her kunne lade sig gøre, og hvordan man har kunnet tage dette skridt. Jeg ønsker at give de kommunalt ansatte de samme muligheder, for ingen børn skal sendes afsted på panodiler, og ingen forældre skal lyve sig selv syge for at få det til at hænge sammen med feberramte børn. Det er en samfundsopgave at tage hånd om, men indtil det sker, er det spændende at opleve steder, hvor det allerede er virkelighed« siger Iben Lehmann Rasmussen.

Tallene fra Spiras viser, at den nye personalepolitik ikke har givet mere fravær. I første halvår af 2025 registrerede medarbejderne 9.748 timers fravær mod 9.780 timer i samme periode året før. Det svarer til et fald på 32 timer, og meget af fraværet er nu flyttet fra de voksne til børnene.

Karina Lorentzen ser Spiras-modellen som et eksempel på, at arbejdspladser kan tænke nyt.

»Jeg synes, det er modigt og spændende skridt. Eksemplet viser, hvordan virksomheder kan finde løsninger for forældre og børn, hvis man vil. Det kan naturligvis ikke ske i alle brancher på samme måde som her, men det må være et mål, at børn skal have lov til at blive raske, og her må arbejdsgiverne skal hjælpe til. Det er flot af Spiras at være frontløber her« siger hun.

Ud over retten til at blive hjemme med syge børn rummer Spiras’ personalepolitik også en såkaldt spiredag, som medarbejderne kan bruge på personlig udvikling, velvære eller frivilligt arbejde.

Spiras er en af landets største landboforeninger med omkring 300 ansatte og tilbyder rådgivning, services og løsninger til landbrugs- og erhvervskunder i hele Danmark.

Nørre Aaby-elever kan vinde 10.000 kroner i digital konkurrence

0
Nørre Aaby-elever kan vinde 10.000 kroner i digital konkurrence

Eleverne i 5. Nord på Nørre Aaby Realskole er kommet i fornemt selskab. Klassen er nemlig blandt de nominerede i en landsdækkende konkurrence om digital dannelse, hvor de nu har chancen for at vinde 10.000 kroner til en fælles oplevelse.

I arbejdet med Telenors undervisningsmateriale #digitalpænt har eleverne udarbejdet deres eget manifest om god adfærd på nettet. Her har de lagt vægt på at skabe trygge rammer for hinanden i det digitale fællesskab. En af sætningerne lyder klart og enkelt »Vi hjælper hinanden med at føle os trygge online«.

Ifølge Isabella Emilie Birkbøll, direktør for People & Corporate Affairs i Telenor, er det vigtigere end nogensinde, at børn får værktøjer til at navigere i deres onlineliv.

»Tryghed er afgørende for børns trivsel – også online. Derfor har vi udviklet #digitalpænt, så elever og lærere får redskaber til at tale om fællesskab og skabe en digital hverdag, hvor ingen føler sig alene« siger hun.

Årets udgave af #digitalpænt slår rekord med mere end 26.000 deltagende elever, hvilket vidner om stor interesse for god digital adfærd i skolerne. En jury med repræsentanter fra Medierådet for Børn og Unge, Center for Digital Pædagogik, Politiken, Julemærkefonden og Telenor udpeger vinderne i hver region.

I Region Syddanmark er også Tønder Grundskole og Marie Jørgensens Skole nomineret. Vinderen kåres senere i november. Hvis Nørre Aaby-eleverne løber med sejren, venter der 10.000 kroner til en oplevelse, der kan styrke klassens fællesskab yderligere.

Fyldestgørende fakta om havnen, tak

0
Fyldestgørende fakta om havnen, tak

OPINION. En aftale er en aftale, skriver Hr. Juul (SF). Det gjaldt bare ikke Visionsplanen, som røg i havnen hurtigere, end man kan sige “valgkamp”. Det er fortid, men jeg reagerer, når mavefornemmelser præsenteres som fakta, og andre synspunkter afvises som “føleri”. Det taler ind i et debatklima præget af dygtigt spindoktorarbejde. Opskriften er velkendt for enhver, der har arbejdet med kommunikation:

1. Man laver en “undersøgelse”, hvor spørgsmålene er formet til at give det ønskede svar.

2. Man gør debatten teknisk og kalder egne vurderinger “fakta” – og nu, i SF-regi, er alt andet åbenbart “føleri”

3. Man gør sagen til identitetspolitik: En “rigtig” Koldingenser støtter en industrihavn, fordi det angiveligt er en del af vores identitet.

Men her er nogle af de dokumentérbare fakta, der udelades: Forvaltningen skrev 1. oktober til byrådet, at Visionsplanen ikke strider mod de nationale interesser. Det er rigtigt, at virksomheder ikke må lukkes – men det er ikke ulovligt at flytte dem, lyder vurderingen. Det er central viden, som ikke bør skjules for borgerne.

Havnen er per automatik ikke fredet. Kun havne på EU’s TEN-T-netværk får særlige planlægningshensyn i de nationale interesser, og fordi Kolding Havn hverken er udpeget, har specialfaciliteter eller færgeruter, er den ikke omfattet af nogen automatisk fredning.

CO₂-argumentet halter ligeledes. Kolding Havn er ikke Danmarks eneste bulkvarehavn. Flyttes godset til en anden havn, flytter gevinsterne med. Kloden er ligeglad med kommunegrænser. Hvis argumentet blot er, at havnen pynter på Kolding Kommunes eget CO₂-regnskab, må vi som minimum se på både havnens reelle andel af udledningen og dens faktiske klimaeffekt i forhold til andre tiltag.

Det er skævt at kritisere andres “føleri”, hvis man selv filtrerer i fakta.

De første fem kandidater til Årets Sportsnavn 2025 er afsløret

0
De første fem kandidater til Årets Sportsnavn 2025 er afsløret

SPORT. Dansk elitesport har igen haft et år i absolut verdensklasse, og nu er spændingen skudt i gang. De første fem nominerede til Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2025 er offentliggjort. I alt 15 atleter indgår i feltet, som afsløres løbende frem mod kåringen ved SPORT 2025 i Herning den 3. januar.

Formand for DIF og formand for dommerkomitéen Hans Natorp glæder sig over det høje niveau, der igen præger dansk sport.

»Det er altid en fornøjelse at følge, hvordan danske atleter igen og igen leverer toppræstationer på den største internationale scene. De første fem finalister har ikke blot opnået imponerende resultater i fem forskellige sportsgrene. De har også vist de røde og hvide farver frem på allerfornemmeste vis på medaljeskamlen og gjort danskerne stolte« siger han.

Også Team Danmarks formand Lars Krarup hæfter sig ved, hvor stærkt de nominerede står efter et år fyldt med resultater.

»Atleterne har igen i 2025 vist Dannebrog frem over hele verden. At det hvert eneste år er en ualmindelig svær opgave at udvælge de nominerede til Danmarks fornemmeste idrætspris, siger alt om dansk eliteidræts høje niveau, og kigger man på listen over de fem første nominerede til Årets Sportsnavn har hver og en gjort indtryk. Det har krævet præstationer ud over det sædvanlige for at blive nomineret til Årets Sportsnavn 2025« siger han.

De første fem nominerede

Feltet spænder bredt over både cykling, hestesport, badminton, bueskydning og skydning:

  • Jonas Vingegaard, cykling: Vinder Vuelta a España, bliver nummer to i Tour de France og ligger nummer to på verdensranglisten.
  • Cathrine Laudrup-Dufour, dressur: Henter to EM-sølvmedaljer og en EM-bronze.
  • Anders Antonsen, badminton: Vinder Indonesia Open, French Open, VM-bronze og er nummer to på verdensranglisten.
  • Mathias Fullerton, bueskydning: Tager World Games-guld, VM-sølv, EM-guld og er nummer ét i verden.
  • Rikke Mæng, skydning: Vinder EM-guld, World Cup-sølv og ligger nummer tre på verdensranglisten.

Prisuddelingen har rødder tilbage til 1991, og blandt tidligere vindere finder man profiler som Viktor Axelsen, Caroline Wozniacki, Mads Pedersen og Jonas Vingegaard. I år uddeles prisen i partnerskab mellem Club La Santa, DIF og Team Danmark, som sammen udvælger de 15 nominerede før dommerkomitéen vælger årets endelige vinder.

Kåringen finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor SPORT 2025 bliver sendt direkte på DR1. Med prisen følger 75.000 kroner og en af dansk idræts mest prestigefyldte titler.

Tidligere byrådsmedlem stiller borgerforslag: Mandatet skal følge partiet – ikke personen

Tidligere byrådsmedlem stiller borgerforslag: Mandatet skal følge partiet – ikke personen

0
Et nyt borgerforslag rejser en principiel debat om demokrati, tillid og respekt for vælgernes kryds. Forslaget er stillet af Kaj Johansen, tidligere medlem af...