Det danske sundhedsvæsen er under pres. Denne tendens har jeg været vidne til i mine 38 år som praktiserende læge i Fredericia. Siden 1980erne har jeg hyppigt rejst berettiget kritik af forholdene i sundheds Uvæsenet. Jeg ville således have forsvoret, at jeg, som en gammel sur mand, ville kunne rose sundhedsvæsenet. Derfor er det fantastisk personligt at opleve et forløb gennem sundhedssystemet, der har virket, selvom jeg var i “Kræftpakken”.
I august måned blev jeg akut syg og fik påvist to kræftknuder og på blot en måned fik jeg fjernet begge, en i tyktarmen på Vejle Sygehus og en i spiserøret på Rigshospitalet, som skal opfølges med kontrolundersøgelser, men ingen efterbehandling i form af kemoterapi eller stråler.
På Vejle Sygehus sætter man patienten i centrum. Det er husets DNA, og behandlingen af mig har overrasket mig positivt, og jeg kan kun rose behandlerne. Det gælder Organ Kirurgisk afdeling og anæstesiologiske afdeling samt scanningsafdelingerne. Alle personalegrupper er kompetente, imødekommende og venlige. Jeg stødte også på andre patienter, i elevatorer og venteområder, der, ligesom jeg, er glade for behandlingen og kulturen på Vejle sygehus.
Også på Rigshospitalet har mine oplevelser været gode. Afdelingen Transplantation og Sygdomme i Fordøjelsessystemet fungerede fantastisk. Også her er personalet venlige, arbejdsomme, hjælpsomme og kompetente.
Det positivt fællestræk for begge sygehuse er, at de sætter patienten i centrum og har en høj faglig standard samtidig med, at de ikke tøver med at henvise til andre eksperter, når dette er påkrævet.
Sæt patienten i centrum, ikke kun i tilfælde af kræft og anden kritisk sygdom, men altid. Det vil give vort sundhedsvæsen et tiltrængt løft. Jeg kunne derfor ønske at sundhedssektoren ville bruge Vejle Sygehus og Rigshospitalets patienthåndtering som model for fremtidens sundhedsvæsen.
Middelfart har inden for de sidste 24 timer oplevet tre indbrud, som kommer kun få dage efter Fyns Politi udsendte en pressemeddelelse om en markant stigning i indbrud på Fyn.
På Egevej blev der registreret to indbrud den 3. december. Det første indbrud skete kl. 19.26, hvor gerningsmandene brød ind gennem et opbrudt vindue. Forurettede vågnede til lyset fra en lommelygte, der blev rettet mod deres soveværelse. De råbte, og gerningsmanden forsvandt hurtigt fra stedet. Det er oplyst, at der var 1-2 gerningsmænd til stede, men der er endnu ingen oplysninger om deres signalement. I et nærliggende hjem på samme adresse blev et lignende indbrud rapporteret også kl. 19.26, hvor der dog umiddelbart ikke blev stjålet noget.
Senere på dagen, kl. 17.30, blev der foretaget et tredje indbrud på A C Hansens Alle. Her blev der også brudt ind via et opbrudt vindue. Selvom overblikket ikke var fuldstændigt, blev det konstateret, at smykker var blevet stjålet.
Fyns Politi justerer indsatsen
Indbruddende kommer i kølvandet på en pressemeddelelse fra Fyns Politi, hvor de advarer om en markant stigning i antallet af indbrud på øen. Ifølge politiet er der fra 1. oktober til 30. november registreret 308 indbrud på tværs af politikredsen, med Odense, Middelfart og Faaborg-Midtfyn som de mest belastede områder.
Politikommissær Jesper Bøg udtaler:
– Om det bare er juleindbrudssæsonen, der er startet lidt tidligere i år, det ved vi ikke, men vi kan se, at vi i den senere tid har fået rigtig mange anmeldelser om indbrud. I den anledning vil vi gerne give borgerne nogle gode forebyggelsesråd og samtidigt betrygge dem i, at vi har både et patruljemæssigt og et efterforskningsmæssigt fokus på området.
Fyns Politi har intensiveret deres patruljeindsats dagligt, især i de områder, der er mest belastede. Statistikken viser, at Odense alene har oplevet 131 indbrud, Middelfart 52 og Faaborg-Midtfyn 43 i den angivne periode.
For at tackle den stigende indbrudsbølge opfordrer Fyns Politi til at man tager enkle forholdsregler. Det inkluderer brug af timerstyret lys, sikre låse og at få huset til at se beboet ud, selv når ingen er hjemme. Politiet fremhæver betydningen af nabohjælp og opmærksomhed på mistænkelig adfærd i lokalområderne, og så gør de opmærksom på, at man har mulighed for at anmelde mistænkelige personer eller køretøjer til politiet. Ifølge politikommissær Jesper Bøg har tips fra opmærksomme borgere tidligere spillet en nøglerolle i opklaringen af flere indbrudssager.
Derudover råder Fyns Politi borgere, der har været udsat for indbrud, til ikke at rydde op, før politiet har haft mulighed for at sikre spor.
Midt i decemberkulden har Middelfart fået to nye små åndehuller. I Apotekerhaven og bag Middelfart Museum står Hjerterummet – et sted, hvor lysene fra juletræer og guirlander ikke kun skaber stemning, men inviterer til noget mere. Her kan man skrive en hilsen, sende en tanke, kigge lidt på andres og blive en del af en tradition.
– Hjerterummet er tænkt som et sted, hvor man kan give noget af sig selv og sende en tanke – enten til én, der ikke er her mere, eller til én, der bare er langt væk, siger Louise Snitkjer, da vi mødes ved åbningen til det ene Hjerterum i Apotekerhaven.
Håbet med Hjerterum er, at der kommer mange forskellige hilsner, som bliver hængt op i træerne rundt omkring på byens lokationer for Hjerterummene.
Hun smiler, mens hendes øjne glider hen over de første hilsner, der allerede hænger på snore mellem juletræerne.
– Det er jo også meget det, vi står for i Middelfart Sparekasse. Vi vil vores lokalsamfund, og vi vil gerne give noget tilbage. Hjerterummet er anderledes end de projekter, vi ellers støtter, men det passer perfekt i tråd med vores ønske om at gøre en forskel. For julen er ikke kun glæde – den kan også være svær for mange.
Inspiration fra Viborg
Idéen opstod efter en inspirationsrejse til Viborgs juleby, fortæller Louise:
– Vi var på tur med Middelfart Handel, og der så vi noget, de kalder Englehaven. Det var utroligt smukt. Så tænkte vi, hvordan kan vi gøre det til ‘Middelfartsk’? Sidste år fik vi hængt alle de flotte guirlander op med hjerter og sådan noget, og så blev det til hjerterummet. Så det er derfor, idéen opstod.
De to Hjerterum er placeret inde i midtbyen: det ene i Apotekerhaven og det andet i gården bag Middelfart Museum. Begge er pyntet med lyskæder, juletræer og hjerter, som kan hentes gratis i Middelfart Sparekasse.
Julens dobbelthed
For Louise Snitkjer har projektet også en personlig dimension. Med lidt eftertænksomhed, deler hun både en barndomserindring og tankerne om, hvem hun selv vil sende en hilsen til.
– Min morfar blev kørt ned den 23. december, og den jul husker jeg så tydeligt. Alt skulle være godt og varmt den jul, men det blev det bare slet ikke. Det er nogle af de billeder, der står meget tæt for mig, og det husker jeg tydeligt.
Louise og hendes søn lavede selv nogle hilsner på stedet, som de efterfølgende hængte op i Apotekerhaven søndag.
Hun uddyber, hvordan julen rummer en særlig dobbelthed – den kan være smuk og lys, men også præget af savn. Hun håber, at Hjerterummene kan favne begge dele og samtidig blive et sted, hvor man ikke kun mindes dem, man har mistet, men også sender kærlighed og glæde til dem, der stadig er en del af ens liv.
– Det eneste er, at det ikke kun skal være et sted, hvor man skriver en hilsen til en, der er død, for det kan blive for hårdt. Det kan også være en hilsen til en, som stadig er her, men som bare ikke er her lige nu. Det skal også være et glædested. Det er ikke kun et mindested. Det er vigtigt, at rummet kan rumme begge dele.
En levende bymidte
Hun står et øjeblik stille og kigger på guirlanderne, der snor sig om træerne, og på de to små hjerter, der allerede hænger og vipper i vinden. Så vender hun sig og begynder at forklare – roligt, men med en klarhed, der afslører, at det her betyder noget. For Hjerterummet handler ikke kun om at skabe julestemning i Middelfart. Det er også et bidrag til en større ambition om at holde byens hjerte levende og pulserende.
Initiativet til Hjerterum er skabt i samarbejde mellem Brobygning Middelfart og Middelfart Sparekasse.
– En levende bymidte er afgørende. Hvis vi ikke gør noget, mister vi det, der gør Middelfart til noget særligt. Det er vigtigt at handle lokalt og skabe initiativer som dette, der samler os. For vi er i konkurrence med større byer, og derfor skal vi skabe noget unikt her, forklarer Louise.
For hende er Hjerterummet blevet et symbol på det, der kan opstå, når handelslivet og sparekassen trækker på samme hammel om at skabe noget, der skal gøre en forskel.
– Det kræver en fælles indsats at få sådan noget til at fungere. Det kommer ikke af sig selv, tilføjer hun.
Louise lægger heller ikke skjul på, at Hjerterummet allerede har fået en særlig plads i hendes hjerte. Hendes søn, Christian, er også med fra starten.
– Jeg håber, at det bliver noget, hvor man kan se det vokse. Nu er vi lige startet, og der hænger to søde kort, og min søn Christian var også med og fik skrevet et. Jeg håber, at det bliver et sted, jeg kan gå forbi i løbet af julen og se, om det er vokset.
Åbning og praktisk info
Hjerterummene åbnede officielt lørdag den 30. november med hyggelige aktiviteter i Apotekerhaven. Begge rum vil være åbne frem til 22. december og er tilgængelige i hele butikkernes åbningstid. Hjerter kan hentes gratis i Middelfart Sparekasse på Havnegade, i Apotekerhaven og bag museet.
Til åbningen blev der serveret kaffe fra Café Apotekerhaven samt lidt lækkerier til ganen.
Efter kritik af de nuværende åbningstider for den nyligt åbnede skaterhal i Norgesgade, er der nu politisk gang i et arbejde for at finde løsninger, der kan udvide hallens tilgængelighed. Skaterhallen, der blev åbnet med henblik på at give Fredericias unge et sted at dyrke deres interesse for skating, har fået kritik for at være alt for begrænset i åbningstiden.
I et læserbrev i Fredericia AVISEN udtrykte Hans Thomassen sin frustration over de nuværende åbningstider for den nye skaterhal, Bastionen, som har været en stor investering for Fredericia Kommune. Thomassen kritiserede, at hallen kun har begrænsede åbningstider, som han mener ikke er tilstrækkelige, når man ser på de behov, de unge har. Særligt blev der peget på, at Bastionen kun er åben i gennemsnit 20 timer om ugen, og han påpegede, at dette er et alt for lavt antal timer, når hallen tilsyneladende har kostet kommunen millioner af kroner. Han fremhævede som kontrast, at Middelfart har en skaterhal, der er åben syv dage om ugen, fra tidlig morgen til sen aften, hvilket giver de unge langt flere muligheder.
Bastionen er en af de største satsninger på ungdomsfaciliteter i Fredericia, og den har været ventet i mange år af de unge i området. I næsten et årti har de unge været uden en passende skaterhal, og endelig kom hallen, som blev en realitet med et investeringsbudget på 22 millioner kroner. Den er nu åben, men Thomassen og flere andre borgere har rettet kritik af, at åbningstiderne ikke lever op til forventningerne.
Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget i Fredericia, har været tæt på projektet og forsvarer åbningstiderne med en forklaring på de praktiske udfordringer, kommunen står overfor. Ifølge Jensen er Bastionen i øjeblikket åben i både lige og ulige uger, med henholdsvis 27 og 36 timer om ugen. Der er dog en række faktorer, der spiller ind på de nuværende åbningstider, og Jensen understreger, at dette ikke er den endelige løsning.
– Vi har besluttet politisk, at der skal være pædagogisk personale til stede, når hallen er åben, og det kræver en grundig personaleplanlægning. Vi arbejder på at finde løsninger, der gør det muligt at udvide åbningstiderne, især i weekenderne, siger Jensen.
Pernelle Jensen til åbningen af Bastionen.
Jensen fremhæver, at kommunen har lagt stor vægt på at sikre, at de unge, der bruger Bastionen, har den rette pædagogiske støtte. Dette er en af årsagerne til, at hallen ikke kan være åben på de samme vilkår som i Middelfart, hvor frivillige gør det muligt at holde hallen åben fra morgen til aften hver dag. Pernelle Jensen understreger dog, at kommunen er opmærksom på behovet for længere åbningstider og ser på, hvordan de kan åbne hallen mere, uden at gå på kompromis med den pædagogiske støtte, som er essentiel for de unge brugere.
I forhold til de praktiske udfordringer peger Jensen på, at man i Fredericia også overvejer muligheden for at bruge frivillige til at holde Bastionen åben. Dette forslag er blevet fremsat af flere borgere på sociale medier, som har efterspurgt mere fleksible åbningstider.
– Vi ser på muligheden for at bruge frivillige, men det er vigtigt, at vi holder fast i, at der skal være et pædagogisk ansvar, især for de yngre brugere, siger Pernelle Jensen.
De unge, der bruger hallen, er dog ikke kun frustrerede over de aktuelle åbningstider. Ifølge Jensen er der omkring 150 unikke brugere af Bastionen, og hun understreger, at hallen bliver brugt flittigt af de unge i Fredericia.
– Der er konstant liv i hallen, og det er en stor succes for de unge i kommunen. Vi ønsker selvfølgelig, at den skal være endnu mere tilgængelig, og derfor arbejder vi på at finde løsninger, siger Pernelle Jensen.
En del af kritikken, som Hans Thomassen også rejste, handler om, at Fredericia Kommune ikke har søgt EU-midler til projektet, som det er blevet gjort i Middelfart. Pernelle Jensen forklarer, at kommunen har valgt at se på mulighederne indenfor deres egne rammer først, før man går videre med at søge eksterne midler.
– Det er en længere proces at søge om EU-midler, og vi kigger lige nu på, hvad vi kan gøre indenfor de midler, vi allerede har til rådighed. Vi er dog åbne for at finde finansieringsmuligheder, hvis det bliver nødvendigt, siger Pernelle Jensen.
Der er også en opfordring fra Thomassen om, at Fredericia Kommune lærer af Middelfart og åbner hallen hele ugen. Dette er noget, Pernelle Jensen mener, kan være en mulighed, men hun påpeger, at det er vigtigt at finde den rette balance mellem tilgængelighed og kvaliteten af den pædagogiske støtte.
– Vi vil gerne se på, hvordan vi kan få hallen åbnet længere, men vi skal sikre os, at vi ikke kompromitterer med kvaliteten af det tilbud, vi giver de unge, siger Jensen.
Fremadrettet vil Unge- og Uddannelsesudvalget følge op på Bastionens åbningstider og på, hvordan hallen bruges af de unge. Der vil også blive set på muligheden for at inddrage flere frivillige og finde løsninger, der gør det muligt at holde hallen åben mere, samtidig med at der fortsat er den nødvendige pædagogiske støtte.
For nu er det dog klart, at Fredericia Kommune ikke er helt færdige med arbejdet med Bastionen. Der er stadig plads til forbedringer, og kommunen er i gang med at finde de løsninger, der kan sikre, at de unge i Fredericia får fuld udbytte af den nye skaterhal.
Børne- og Skoleudvalgsformand, Ole Steen Hansen (A), ønsker ikke at kommentere på sagen, da ansvaret for skaterhallen politisk ligger hos Unge- og Uddannelsesudvalget, som varetager driften af hallen.
Poul Rand, kandidat for Liberal Alliance i Fredericia Byråd, står fast bag EWIIs beslutning om at udfase biomasse som energikilde senest i 2038. Beslutningen, som har mødt skarp kritik fra både Jørgen Nielsen, direktør for TVIS, og Tommy Rachlitz Nielsen, formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Byråd, har skabt bekymring over, hvilke konsekvenser den vil få for både miljøet og erhvervslivet. Rand afviser kritikken og mener, at beslutningen er en nødvendighed for at sikre en mere bæredygtig fremtid.
Poul Rand retter en skarp kritik mod de modstridende påstande og misforståelser, som kritikere af EWIIs beslutning fremfører. Rand er enig med EWIIs administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn, i beslutningen om at udfase biomasse og fremhæver, at biomasse ikke er den grønne løsning, som mange tror.
Fokus på sundhedsrisici og CO2-regnskaber
Rand understreger, at det er afgørende at få korrigeret de misforståelser, der er blevet fremsat omkring biomasse.
– Han (Lars Bonderup Bjørn, red.) har ret, fordi CO2-tallene og træpillerne var politisk bestemte, og det er meget forkert. Det, de glemmer, er, at den udligning, der kommer, har NOx-værdier, der dræber, og de er ikke regnet med, hvilket er rimelig meget forkert, siger Rand.
Han påpeger, at selvom biomasse kan fremstå som en grøn energikilde, er der store sundhedsrisici forbundet med den. NOx-værdierne, som udledes under forbrændingen af biomasse, kan medføre alvorlige sundhedsproblemer som hjerte-kar-sygdomme, hvilket ikke bliver tilstrækkeligt adresseret i de eksisterende CO2-regnskaber. Rand kritiserer også det, han ser som en politisk grønnødtning:
– Man er kun politisk grøn, siger han og understreger, at EWIIs beslutning handler om at vælge en fremtidssikret løsning, der ikke blot tager højde for CO2-udledningen, men også de sundhedsmæssige konsekvenser.
Ørsted og biomasse – en udfordring for fremtiden
Rand mener, at EWIIs beslutning om at udfase biomasse i det lange løb er den rette vej at gå, og han peger på, at Ørsted, som en af de største aktører på biomassemarkedet, har meget at overveje i fremtiden.
– For det første er det ikke Bonderup Bjørn, der bestemmer, hvad der skal fyres med på Ørsted-værket. Ørsted kan godt have en holdning til det, men når Bonderup Bjørn siger, at det skal afsluttes i 2038, så er det ikke noget, der ligger hos ham. Han har ikke andet end varm luft i pistolen og kan kun skubbe på, forklarer Rand.
Rand mener, at Ørsted bør kigge på alternative biomassekilder som halm, der har en bedre brændværdi og kan produceres lokalt.
– I stedet for flis burde han kigge på biomasse som f.eks. halm. Det har bedre brændværdi, og vi kan selv producere det. Det kunne også være majsrester. Noget andet, man har overset, som man kan bruge, er gylle. Hvis man tager gylle, bliver den afgasset, og det der er tilbage kan komme i jorden og lugte ikke. Der er masser af gylle til at dække behovet, siger han.
Retvisende regnskaber og fremtidens energi
Rand understreger, at det er vigtigt at have retvisende regnskaber, når det kommer til biomasse og CO2-udledning. Han påpeger, at biomasse, herunder flis og træpiller, ikke er CO2-neutralt, som nogle påstår, og at de sundhedsmæssige konsekvenser, herunder luftforurening, ikke bliver tilstrækkeligt taget med i betragtning.
– Retvisende regnskaber er vejen frem. Træflis og træpiller har en CO2-værdi, når man udleder dem. Det gælder for alt, vi fyrer af. At sige, at det ikke skal med i regnskabet, er helt forkert, understreger Rand.
Han peger på, at luftforureningen, der stammer fra biomasse, er et alvorligt sundhedsproblem, som ikke bliver adresseret.
– Noget andet, som de ikke ser på, er luftforureningen, der har NOx-værdier, som giver sundhedsproblemer som hjerte-kar-sygdomme, og det er noget, man ikke måler på. Raffineriet er også en klimasynder, men de arbejder på at reducere det og blive grønnere. Mange af regnskaberne laves, fordi staten giver tilskud, så det er svært at få et realistisk billede, siger Rand.
Alternativer til biomasse
Rand ser alternativer til biomasse, som kan være mere bæredygtige og økonomisk levedygtige.
– Alternativt kan man bruge andre former for biobrændsel som majs, halm osv., som jeg har nævnt. Mulighederne er mange. Vi kan også plante træer, men skovrejsning tager tid. Majs kommer hvert år, og det samme med halm, siger han og peger på, at biomasseforbruget i Danmark vokser hurtigt.
Rand afslutter med en opfordring til, at man ser på de langsigtede konsekvenser af biomasse og tager ansvar for en mere bæredygtig energifremtid.
– Sidst vi havde en sparekrise, hvor vi skulle skrue ned til 19 grader, solgte fjernvarmen for lidt og hævede priserne. Der er omkostninger ved alt, siger Rand.
Fremtidens energi – en omstrukturering
I den svære balance mellem energiomstilling og økonomiske konsekvenser mener Rand, at det ikke nødvendigvis vil koste arbejdspladser, hvis man omstrukturerer energimassen.
– Folk burde vide bedre. Det koster ikke arbejdspladser. Hvis vi omstrukturerer energimassen, vil arbejdspladserne forblive. Det vil være som dengang, da vi indførte robotteknologi, hvor vi skulle omstrukturere og tilpasse os, slutter han.
En 9-årig pige blev tirsdag eftermiddag udsat for et overfald på Indre Ringvej i Fredericia. Episoden fandt sted omkring klokken 14.05 nær fritidsklubben Byggeren. Ifølge pigens forældre blev hun først verbalt overfuset af en ældre mand, som derefter skubbede hende og hendes cykel, så begge væltede. Politiet har nu opdateret sagen og oplyser, at de også har modtaget information om en dreng, der fulgtes med pigen.
Nye detaljer om drengens rolle
Politiet oplyser, at anmeldelsen beskriver, hvordan drengen, der fulgtes med pigen, angiveligt blev ramt af en albue fra manden. Det fremgår dog, at fokus i anmeldelsen har været på overfaldet mod pigen.
– Det, der er i den sag, er, at det egentlig er en forælder til pigen, der anmelder det her. Her forklarer man, at den dreng, hun fulgtes med, havde fået en albue i siden. Hvad der nærmere ligger i det, ved vi ikke på nuværende tidspunkt. Det er kun den ene pige, der er registreret som forurettet, siger politikommissæren, siger politikommissær Michael Schuh fra Sydøstjyllands Politi.
Efter situationen skulle manden have forladt stedet.
Efterforskningen fortsætter
Politiet arbejder på at få klarlagt flere detaljer om mandens identitet og motiv, men signalementet er endnu for usikkert til at offentliggøre noget.
– Det gør, at det er et bud på, at det kunne være en bestemt person, men det vil vi gerne arbejde mere i, før vi siger mere, forklarer Schuh.
Episoden blev anmeldt klokken 18.00, nogle timer efter den fandt sted. Politikommissæren forklarer desuden, at ingen vidner har set hændelsen, og da anmeldelsen først kom senere, er det de begrænsede oplysninger, politiet har at arbejde med på nuværende tidspunkt.
Forældrenes opfordring til vidner
Den ni-åriges forældre har efterfølgende delt hændelsen med medier og opfordrer vidner til at træde frem. Pigen er fysisk uskadt, men meget rystet over oplevelsen.
– Vi håber, at nogen har set eller hørt noget, siger en af forældrene, der ønsker at være anonym.
Utryghed i området
Borgerne i området har tidligere rapporteret om en mand, der skaber utryghed i kvarteret. Politiet kan dog ikke bekræfte, om det er den samme person.
– Jeg tror, den mand, der tidligere er blevet beskrevet, er yngre. Jeg kan ikke afvise, om der kan være en sammenhæng, jeg kan heller ikke bekræfte det, lyder det fra politikommissæren, der ikke kan be- eller afkræfte noget præcist om manden eller hans alder.
Politiets arbejde fortsætter
Politiet oplyser, at de arbejder på at indsnævre efterforskningen gennem afhøringer, videoovervågning og andre efterforskningsmetoder. Michael Schuh understreger, at politiet tager sagen alvorligt, men at det er vigtigt at være tålmodig.
– Når vi arbejder med børn som vidner, er det vigtigt at tage deres alder og oplevelser i betragtning. De kan være forskrækkede, hvilket kan påvirke deres observationer, forklarer Schuh.
Politiet fortsætter efterforskningen og opfordrer alle med oplysninger i sagen til at kontakte Sydøstjyllands Politi.
Onsdag aften går FHK på banen i Jyske Bank Arena i Odense for at møde storholdet Veszprem i Champions League-kamp. Efter et skuffende nederlag mod Wisla Plock i sidste uge er FHK’s håb om at avancere i turneringen nu hængende i en tynd tråd.
For at holde liv i håbet om videre deltagelse skal de fredericianske håndboldspillere formentlig vinde minimum to af de resterende fem kampe – alle mod de fem bedste hold i gruppen, som har vist sig at være ganske dominerende. FHK har tre point op til både Eurofarm Pelister og Wisla Plock på de næste pladser, men de kommer ikke til at tabe alle de resterende kampe, idet de to hold mødes indbyrdes. Samtidig er FHK dårligere indbyrdes end begge hold, og derfor er det ikke nok at være á point med dem.
Veszprem, som kommer til Odense som gruppeledere, har allerede markeret sig som et af de stærkeste hold i sæsonen, og deres tidligere triumf i VM for klubhold understreger deres enorme kvalitet. Derfor vil en sejr over de ungarske mestre være en stor overraskelse, selvom FHK var tæt på at opnå dette i det omvendte opgør i Ungarn, hvor de kun tabte med 34-32. Den præstation giver dog håb om, at FHK kan gøre det tæt endnu en gang, selvom det bliver en yderst vanskelig opgave.
For FHK handler det først og fremmest om at genetablere sig selv efter en række kampe, hvor de ikke har ramt deres høje niveau. Gudmundur Gudmundsson, der har haft travlt med at få truppen op i gear, har set udfordringer i at få alle spillere til at levere. Et eksempel på dette var Jonas Kruses indhop mod Skanderborg AGF, hvor det var tydeligt, at han stadig manglede kamptræning. I stedet har Gudmundsson hyppigt set til den svenske spiller William Moberg, som har været blandt de mest stabile i sæsonen, men et hold som FHK har brug for, at hele truppen leverer.
FHK står overfor en tætpakket kalender, da de allerede på lørdag spiller næste ligakamp. Derfor bliver det vigtigt for Gudmundsson at balancere ressourcerne i denne uge. Selvom Champions League er en vigtig turnering, bør den hjemlige liga have højere prioritet, især når det nu ser svært ud for FHK at avancere i Champions League. Gudmundsson vil naturligvis gå efter sejren mod Veszprem, men samtidig er det nødvendigt at fordele kræfterne, da der venter en vigtig ligakamp på lørdag.
Veszprem kommer til Odense med stor selvsikkerhed. Deres placering på førstepladsen i gruppen betyder, at de har fuld kontrol over deres videre skæbne i Champions League. For dem er kampen mod FHK ikke afgørende, og det forventes, at de ikke lægger særlig stor vægt på at forberede sig optimalt til kampen. Ifølge meldinger skulle de ankomme uden at have mulighed for at træne i arenaen dagen før kampen, hvilket understreger, at de ser dette som en kamp, de kan tage med ro. Var situationen anderledes, og var de presset til at vinde, havde de naturligvis valgt en flyafgang, der gav dem mere tid til forberedelse.
Veszprem har en mere komfortabel situation i deres hjemlige liga, hvor kun Pick Szeged kan matche dem. Denne position giver dem mulighed for at rotere på deres store og stjernespækkede trup. Spillere som Rodrigo Corrales, Hugo Descat, Ludovic Fabregas og Nedim Remili er alle profiler, som kan spille en rolle i denne kamp.
Der er kampstart mellem FHK og Veszprem onsdag klokken 15:00.
Fredericia Kommune står ved en skillevej med planerne om en tredje Lillebæltsforbindelse, der er nævnt som en del af forslag til Kommuneplan 2025-2037. Selvom projektet stadig mangler afgørende detaljer, beskrives det som en visionær indsats for fremtidig vækst og udvikling i både Fredericia og Trekantområdet. Planen, der har potentiale til at ændre både byens infrastruktur og økonomi, skaber samtidig store forventninger – og vækker bekymring.
Ifølge formanden for Teknisk Udvalg, John Nyborg (A), kræver forbindelsen omfattende planlægning. Dette skal både tilgodese lokale behov og sikre, at Fredericia fastholder sin strategiske position som logistisk knudepunkt i Trekantområdet.
Nyborg understreger, at projektet ikke blot handler om at forbinde to punkter på et kort – det handler om byens fremtidige muligheder.
– Hvis vi laver en tredje forbindelse et andet sted, kan det få store konsekvenser for Fredericia. Vi risikerer, at trafikken og de økonomiske muligheder bevæger sig uden om vores kommune. Det vil være en klar fordel at placere forbindelsen parallelt med den eksisterende, så vi kan kapitalisere på vores strategiske placering i Trekantområdet, siger han.
Fredericia som et knudepunkt i Trekantområdet
Fredericia har historisk været en by med stor strategisk betydning. Det gælder også i dag, hvor byen fungerer som et centralt logistisk knudepunkt med en betydelig tilstedeværelse af transport- og godsfirmaer. Nyborg fremhæver, at en tredje Lillebæltsforbindelse kan styrke denne position yderligere.
– Det er en styrkeposition, vi ikke må sætte over styr. En tredje forbindelse kan styrke vores erhvervsliv og gøre os mere attraktive for nye investeringer, tilføjer han.
Kommuneplanen lægger vægt på det regionale samarbejde omkring store projekter som en tredje Lillebæltsforbindelse. I planen fremhæves Trekantområdet som Danmarks åbne, grønne storby, hvor infrastruktur spiller en central rolle i at skabe vækst og sammenhæng. Nyborg er enig i, at projektet kræver samarbejde på tværs af kommuner.
– Det her er ikke kun Fredericias projekt – det er hele Trekantområdets. Vi har allerede haft dialog med de andre kommuner, og det er vigtigt, at vi arbejder sammen om at finde den bedste løsning, siger John Nyborg.
Tekniske og praktiske udfordringer
Mens projektet har store potentialer, kommer det også med en række tekniske og praktiske udfordringer. Nyborg peger blandt andet på behovet for at tage hensyn til støj, miljøpåvirkning og arealanvendelse.
– Vi skal se på, hvilke arealer der bedst egner sig, og hvordan vi kan minimere generne for de omkringliggende områder. Selv en parallel forbindelse vil kræve, at vi inddrager nye arealer, og det skal gøres med omtanke, siger han.
Forslag til Kommuneplanen lægger vægt på at balancere forskellige interesser i byudviklingen, herunder hensynet til natur og miljø. Nyborg understreger, at denne tilgang også skal gælde for Lillebæltsforbindelsen.
– Kommuneplanen er en bred pensel, der skaber rammerne for, hvordan vi kan gå videre med projektet. Men detaljerne, dem skal vi arbejde med over tid, forklarer John Nyborg.
Behovet for fremtidssikring
Behovet for en ny forbindelse bliver tydeligere, som både bilisme og godstransport stiger. For Nyborg er det ikke længere et spørgsmål om nødvendigheden af projektet, men om hvornår det skal realiseres. Han understreger, at den nuværende infrastruktur ikke kan håndtere den forventede vækst.
– Vores nuværende infrastruktur kan ikke håndtere den forventede vækst. Hvis vi ikke handler, risikerer vi, at Fredericia mister sin position som et centralt logistisk knudepunkt, siger han.
For Nyborg er det afgørende, at alle interessenter bliver hørt i processen.
– Det her er et projekt, der påvirker mange – fra borgere til virksomheder. Vi skal sikre, at alle bliver inddraget, og at der er åbenhed omkring beslutningerne, siger han.
Forslag til Kommuneplanen fremhæver også behovet for at tage højde for borgernes bekymringer, især når det gælder støj og ændringer i lokalområdet.
– Vi skal finde en balance, hvor vi kan skabe vækst uden at gå på kompromis med livskvaliteten for dem, der bor her. Borgerne skal føle, at de bliver hørt og taget alvorligt i processen, forklarer han.
Kommuneplanen som fundament for fremtiden
Fredericia Kommuneplan 2025-2037 fungerer som et fundament for fremtidige beslutninger om infrastrukturen. Planen skaber rammerne for, hvordan kommunen kan forberede sig på store projekter som en tredje Lillebæltsforbindelse. Nyborg understreger, at planen giver mulighed for at tænke langsigtet og prioritere strategiske projekter i god tid.
– Planen giver os mulighed for at tænke langsigtet. Vi har en tidshorisont frem til 2037, og det giver os plads til at forberede os grundigt. Men det er vigtigt at huske, at planen kun sætter de overordnede rammer. Detaljerne kommer senere, og det er her, vi skal tage de rigtige beslutninger, siger Nyborg.
Med en stærk kommuneplan og et tæt samarbejde med nabokommunerne ser Fredericia ud til at være godt rustet til at tage de første skridt mod en tredje Lillebæltsforbindelse. Projektet har potentiale til at styrke ikke kun kommunen, men hele Trekantområdet som et logistisk og økonomisk centrum. Samtidig vil det kræve en nøje afvejning af forskellige interesser og udfordringer, så projektet både bliver en gevinst for erhvervslivet og en forbedring for borgernes hverdag.
I byrådssalen på Middelfart Rådhus var stemningen intens under byrådsmødet, hvor debatten om kommuneplanen 2025-2037 fyldte dagsordenen. Kommuneplanen er en væsentlig rettesnor for Middelfart Kommunes fremtidige udvikling og en ramme for både boliger, erhverv, natur og bæredygtighed. Men selvom der er store ambitioner bag planen, var der ingen enighed blandt byrådspolitikerne mandag.
Bæredygtighed, kvalitet og attraktivitet
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A) åbnede debatten med at understrege planens kerneværdier.
– Bæredygtighed, kvalitet og attraktivitet er de bærende værdier i udviklingen af Middelfart Kommune. De tre værdier har været gennemgående for hele kommuneplanarbejdet, sagde han og pegede på, at Middelfart er begunstiget af en befolkningsvækst på over 8 procent de kommende år. Det kræver flere boliger og en større mangfoldighed i byudviklingen.
Planen fremhæver desuden grønne boligområder og nye erhvervsområder ved motorvejen tæt på Nørre Aaby. Den vækst, som ses i bosætning, afspejles også i erhvervslivet, hvor der er stor efterspørgsel på mere erhvervsjord. Men på trods af de store visioner viste debatten, at der er delte meninger om planens indhold.
Modstand mod VE-aftalen
Et af de mest omdiskuterede emner var den såkaldte VE-aftale (vedvarende energi), som blandt andet indebærer solcelleanlæg og vindmøller. Venstres Anders Møllegaard forklarede partiets modstand:
– Vi ønsker, at hele VE-aftalen tages ud af kommuneplanen. Hvis vi stemmer for planen, er vi automatisk med i aftalen. Derfor vil vi ikke støtte forslaget i sin nuværende form.
For Venstre var det afgørende, at aftalen blev behandlet som en selvstændig delaftale. Samtidig anerkendte Møllegaard, at planen indeholdt mange positive elementer, som partiet ellers gerne ville bakke op om.
Kritik fra mindretallet: “Vi holdes udenfor”
Men for Danmarksdemokraterne og Enhedslisten var indholdet kun en del af problemet. Jonas René Jensen fra Danmarksdemokraterne beskrev en oplevelse af eksklusion:
– Den største involvering, vi havde, var en fem minutters seance med post-its. Resten blev skabt i skjul, blandt andet i økonomiudvalget, hvor vi ikke er repræsenteret, bemærkede Danmarksdemokraten.
For Enhedslistens Lasse Schmüker var fokus rettet mod manglen på reel borgerinddragelse, hvor også Styrelsesloven flere gange blev nævnt under debatten:
– Hvornår har et høringssvar stoppet et projekt? Det har jeg aldrig set, sagde han.
Han beskrev, hvordan borgerne ifølge ham kun fik lov at kommentere på detaljerne, når beslutningerne allerede var truffet. Schmüker afslørede desuden, at sagen om borgerinddragelsen i forbindelse med byrådets vedtagne klimaaftale nu er indbragt for Ankenævnet:
– Den sag har vi lige sendt til Ankenævnet, som har taget sagen alvorligt. Og så må vi se, hvad afgørelsen bliver – om borgmesteren og forvaltningen bare kan bryde en af byrådets vedtagne aftaler. Det bliver spændende, sagde Lasse Schmüker med skarp kritik i stemmen.
Han satte også spørgsmålstegn ved arbejdsbetingelserne for byrådets medlemmer:
– Det er svært at forholde sig til 1400 sider på fem dage. Det er trist at forvaltningen og borgmesteren ikke har givet os en ordentlig mulighed for at sætte os ind i kommuneplanen.
“Et flertal skal respekteres”
Fra Socialdemokratiet og de konservative blev kritikken undervejs imødegået. Kaj Johansen (A) fremhævede, at demokratiets natur indebærer uenighed:
– Nogle gange er vi enige, og andre gange ikke. Men et flertal har besluttet, at vedvarende energi skal indgå i planen, og det synes jeg skal fremgå tydeligt.
Han mindede om, at borgerinddragelsen ikke stopper her, men fortsætter i høringsfasen og gennem lokalplaner.
Morten Weiss-Pedersen fra Det Konservative Folkeparti fremhævede ligeledes planens styrker:
– Den sikrer fortsat vækst, erhverv og grøn omstilling. Jeg ser ingen problemer med at støtte den.
For både Johansen og Weiss-Pedersen var processen og dens resultater solide nok til at modstå kritikken fra mindretallet.
Da Linda Johnsen fra SF fik ordet, fremhævede hun også processen bag kommuneplanen. Hendes indlæg stod dog i skarp kontrast til kritikken fra Danmarksdemokraterne og Enhedslisten. For mens de to parter fremhævede eksklusion og manglende reel borgerinddragelse, pegede hun på de mange møder og processer, som har fundet sted:
– Jeg synes ikke, det skal stå usagt hen, at der har været en proces bag dette. Jeg har været med til tre temamøder, et byrådsseminar og et borgermøde, forklarede hun og tilføjede:
– Det handler om vores arealer og om, hvordan vi bedst bruger dem.
Kommuneplanen vedtaget trods splittelse i byrådet
Afstemningen blev punktummet på en debat præget af både skarpe uenigheder og forsøg på at bygge bro. Kommuneplanen blev vedtaget med et flertal i byrådet, mens Venstre, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten stod udenfor. Venstres ændringsforslag om at fjerne VE-aftalen fra planen blev nedstemt, og partiets stemmer gik derfor ikke til den samlede plan.
Med 15 stemmer for og flere blanke stemmer fra mindretallet, fortsætter kommuneplanen nu sin rejse. Den skal i offentlig høring, hvor både borgere og organisationer får mulighed for at komme med input.
I forslaget til Fredericias Kommuneplan 2025-2037 er der afsat muligheder for at etablere vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i flere områder, herunder i Herslev. Dette har skabt bekymring blandt lokale borgere, der frygter, at solcelleparker og vindmøller vil skæmme landskabet og påvirke deres livskvalitet negativt.
Formanden for Teknisk Udvalg, John Nyborg (A), understreger dog, at placeringen af VE-anlæg ikke sker tilfældigt. Der tages nøje hensyn til både miljømæssige, æstetiske og sociale aspekter i planlægningen.
Nyborg anerkender de bekymringer, der er opstået i forbindelse med solcelleparker i Herslev og andre områder.
– Det er vigtigt, at solcelleparker ikke bare placeres vilkårligt. Vi skal sikre, at de bliver integreret i landskabet på en måde, så de ikke dominerer visuelt, siger han.
Han forklarer, at kommunen stiller krav om, at solcelleanlæg skal være diskrete og omgivet af beplantning eller andre former for afskærmning.
– Solceller skal ikke stå som skæmmende elementer i naturen. De skal være en naturlig del af omgivelserne, understreger Nyborg.
Denne tilgang afspejler Fredericia Kommunes strategi om at balancere behovet for grøn omstilling med hensynet til borgernes oplevelse af deres nærmiljø.
– Vi ønsker en grøn fremtid, men ikke på bekostning af det æstetiske udtryk i vores landskaber, tilføjer han.
Mulighedszoner: Strategisk planlægning af VE-anlæg
Kommunen har udpeget specifikke områder som “mulighedszoner” i kommuneplanen, hvor VE-anlæg kan etableres.
– Vi har markeret bestemte områder, hvor det er mest hensigtsmæssigt at placere vedvarende energiprojekter. Det betyder, at vi aktivt styrer, hvor disse anlæg kan ligge, så vi beskytter værdifulde landbrugsjorde og naturområder, siger John Nyborg.
Han understreger, at denne strategiske placering er med til at minimere konflikter og sikre, at VE-anlæggene får den bedst mulige effekt uden at genere lokalsamfundet.
– Ved at fokusere på udvalgte områder kan vi optimere energiproduktionen og samtidig tage hensyn til både miljø og beboere, siger Nyborg.
Udnyttelse af tagarealer: En oplagt løsning
Som en del af kommunens strategi foreslår Nyborg, at man i højere grad udnytter eksisterende tagarealer til solceller.
– Vi bør først og fremmest se på de muligheder, vi har på eksisterende bygninger. Både virksomheder og private borgere kan bidrage ved at installere solceller på tagene, siger han.
Han ser dette som en effektiv måde at øge den vedvarende energiproduktion uden at påvirke landskabet.
– Det er en win-win-situation. Vi får grøn energi uden at beslaglægge landbrugsjord eller ændre på vores naturskønne områder, forklarer han.
Solceller langs motorveje: Støjreduktion og grøn energi
Et innovativt forslag, der er kommet på bordet, er at bruge solceller som støjskærme langs motorvejene.
– Vi har modtaget forslag om at integrere solceller i støjskærme. Det er en fremragende idé, der både kan reducere trafikstøj og producere grøn energi, fortæller Nyborg.
Han mener, at denne løsning vil være særlig fordelagtig for de områder, der er plaget af trafikstøj.
– Det er en praktisk måde at løse flere problemer på én gang. Vi forbedrer livskvaliteten for borgerne og bidrager til den grønne omstilling, siger han.
Vindmøller: Nøje overvejelser om placering
Når det kommer til vindmøller, er Nyborg opmærksom på de udfordringer, der kan være forbundet med deres placering.
– Vindmøller skal opstilles med stor omtanke. Vi skal sikre, at de ikke generer naboerne med støj eller skæmmer udsigten unødigt, forklarer han.
Han understreger, at kommunen vil foretage grundige undersøgelser og høringer, inden der træffes beslutninger om nye vindmølleprojekter.
– Borgernes input er afgørende. Vi ønsker at finde løsninger, der både fremmer vedvarende energi og tager hensyn til lokalsamfundet, siger Nyborg.
Borgerinddragelse og dialog
For at adressere borgernes bekymringer lægger kommunen stor vægt på inddragelse og åben dialog.
– Jeg forstår godt, at folk kan være skeptiske over for forandringer i deres nærområde. Derfor er det vigtigt, at vi lytter og tager deres bekymringer seriøst, siger Nyborg.
Han opfordrer til, at borgere deltager aktivt i høringsprocesser og borgermøder.
– Jo mere involverede borgerne er, desto bedre løsninger kan vi finde. Det handler om at skabe projekter, der har opbakning og giver mening for alle parter, understreger han.
Balancen mellem grøn omstilling og bevarelse af landskabet
Nyborg afslutter med at fremhæve, at målet er at finde en harmonisk balance.
– Vi står over for en vigtig opgave med at fremme den grønne omstilling. Men det skal ske på en måde, hvor vi også bevarer det, der gør vores kommune til et dejligt sted at bo, siger han.
Han er optimistisk omkring fremtiden og mener, at kommunen kan være et forbillede for, hvordan man kombinerer bæredygtighed med hensynet til borgerne.
– Med den rette planlægning og dialog kan vi skabe løsninger, der gavner både miljøet og vores lokalsamfund, siger John Nyborg.
Fremtiden for VE-anlæg i Fredericia
Fredericia Kommune er således i gang med en proces, hvor vedvarende energianlæg integreres på en måde, der respekterer både naturen og borgernes ønsker. Med strategiske placeringer, udnyttelse af eksisterende strukturer og tæt borgerinddragelse arbejder kommunen på at skabe en bæredygtig fremtid uden at gå på kompromis med livskvaliteten.
Både solceller på tagarealer, solcelleparker, vindmøller og innovative løsninger som solcelle-støjskærme langs motorvejene er en del af planen. Det overordnede mål er klart: At bidrage til den grønne omstilling, samtidig med at Fredericia forbliver et attraktivt og naturskønt område for sine indbyggere.