Når man går rundt i Fredericias gader og ser på bygninger og huse, så er der flere bygninger, der ser meget ens ud. De har to etager, en kvist, døren placeret ude i siden af det brede byhus med tre vinduesfag. Disse bygninger kaldes for ”byggeforeningshuse”, og de er ofte ca. 100 år gamle.

Byggeforeningerne var anderledes fra boligforeningerne. I stedet for at udleje husene til medlemmerne, solgte byggeforeningerne husene for at sikre medlemmerne rimelige levevilkår. Disse foreninger opstod i slutningen af 1800-tallet, hvor den danske demografi havde ændret sig markant fra tidligere. Over hele landet var folk flyttet til byerne for at få arbejde. I Fredericia steg befolkningstallet fra 3.474 indbyggere i 1801, til 5.579 i 1855, og til 12.714 indbyggere i 1901. Behovet for boliger i Fredericia steg så meget, at det var svært at skaffe boliger til alle. Arbejderne havde ikke råd til eget hus, og de måtte derfor stuve sig sammen og til tider bo under kummerlige og trange forhold. Der var over hele landet et stort behov større, sundere og billigere boliger til befolkningen, og i særdeleshed til arbejderne. Her kom blandt andet byggeforeningerne ind i billedet.

Arbejdernes Byggeforening var Fredericias første byggeforening. Initiativet blev taget den 3. april 1877. Hotelejer A.P. Albertsen, malermester J.V. Trabolt, smedemester H. Møller, snedkermester Clausen, tømrermester Dufresne og tømrermester H. Petersen holdt et møde, hvor de blev enige om at stifte en forening med det formål at gøre det muligt for enhver, at ”frugtbargøre deres spareskillinger” og ”erhverve en Ejendom paa en billig maade”.

Grundideen bag byggeforeningen var, at alle, der blev medlem af foreningen, skulle betale et ugentligt kontingent. Når så foreningen havde skaffet midler til at bygge et hus, blev der trukket lod om, hvem af medlemmerne, der måtte købe huset. Det krævede selvfølgelig en vis form for økonomi, men pengene kunne lånes i den faste ejendom, og store dele af ens nye hus kunne lejes ud. I foreningens start kostede det 35 øre om ugen at være medlem. Med forskellige indbetalinger fra medlemmerne, og et lån på 4.000 kr. hos kommunen, fik foreningen sparet op til opførelsen af de første to ejendomme i 1879, som blev bygget i Sjællandsgade. Væver J. Christiansen og arbejdsmand J. Madsen blev de første arbejdere, der fik gavn af Arbejdernes Byggeforening, efter deres navne blev udtrukket i en bortlodning af de to ejendomme i Sjællandsgade i april 1880. Opførelsen af disse to huse blev starten på en lang række byggerier, primært i Nørre Voldgade og Bjergegade. Fra 1880 til 1910 opførte byggeforeningen 49 ejendomme, og foreningen voksede til 563 medlemmer. De 49 ejendomme blev alle opført inden for voldene: Fire i Sjællandsgade, seksten i Bjergegade, tyve i Nørre Voldgade, seks i Dronningensgade og tre i Kongensgade. Hver gang et hus var bygget færdigt, blev der trukket lod mellem foreningens medlemmer om, hvem der måtte købe huset. Herefter blev det almindeligt, at ejeren bosatte sig i en etage, mens de øvrige etager blev lejet ud til andre.

Arbejdernes Byggeforening havde dog et problem med dens økonomi. Kapitalen blev primært skaffet gennem kontingenter og lån, men det var ikke nok til at følge med efterspørgslen efter huse. Ud over private lån til byggeforeningen påtog privatpersoner sig også at opføre huse. En af disse var Hans Henrik Alexander Jacobsen, der var kasserer i Arbejdernes Byggeforening i en lang årrække frem til sin død i 1915. Han besad en del offentlige stillinger i Fredericia, både på byfogedkontoret, senere i byrådet og fra 1891 i politikorpset som politichef. Med gode stillinger var Alexander Jacobsen en velhavende mand. Han valgte at bruge en del af sin formue på at opføre ejendommene Prinsensgade 73, 75, 77, 79, 81 og 83, der er meget lig dem byggeforeningen havde opført. Alexander Jacobsens lejere fik med tiden lov til at købe ejendommene. Ejendommenes beboere var typisk arbejdere og militære personer med lave stillinger, der kun havde råd til at købe husene, fordi Alexander Jacobsen solgte ejendommene billigt.

Efter 1910 stilnedes foreningsbyggeriet en del i Fredericia. Det skyldtes foreningens økonomiske model. Ud over lån og medlemskontingenter havde foreningen de såkaldte kontrabøger. Disse fungerede på den måde, at et medlem var forpligtet til at indbetale et fast beløb årligt på kontrabogen. Efter ti år kunne medlemmet hæve beløbet, hvis han eller hun ønskede det. Beløbet var forrentet godt, så der var helt naturligt tale om nogle ret store beløb. Foreningen havde stigende besvær med at udbetale pengene, når en kontrabog forfaldt til udbetaling, hvad der skete oftere og oftere. Byggeriet standsede derefter i ca. 5 år. Der var ellers hårdt brug for boliger i Fredericia. Befolkningstallet var steget hurtigere end boligbyggeriet kunne følge med til. Derfor blev foreningen kontaktet af Fredericia Byråd i 1915 for at få opført flere nye bygninger. Et rentefrit lån på 485.000 kr. over 30 år blev vedtaget ved kommunen. Dette store lån fik til gengæld også byggeforeningen i gang. 41 ejendomme med cirka 200 lejligheder blev opført inden for voldene og 14 ejendomme uden for voldene på blandt andet Luthersvej og Huslodsvej. 

I 1915 blev Arbejdernes Boligforening stiftet, og efterhånden overtog boligforeningerne arbejdet med opførelsen af almennyttige boliger i Fredericia.