Der var noget i luften på Monjasa Park, allerede før bolden blev givet op. Ikke bare foråret, der endelig havde sat sig over byen, men en forventning, som lå tungt over banen og tribunerne. Bag målet foldede fansene deres tifo ud. Spillerne gik i gang med opvarmningen, og eftermiddagen pegede tilbage mod Parken i marts, hvor Fredericia sidst slog FC København. Den slags kampe hænger ved. Ikke som gentagelser, men som noget, der gør det muligt at forestille sig, at det kan ske igen.

Det begyndte også sådan.

I kampens første minut steg Friday Etim op i feltet og headede bolden i mål. 1-0. En enkel situation, udført med en præcision, der satte tonen. Fredericia spillede ikke forsigtigt. De gik frem, pressede højt, fandt Etim tidligt og ofte, og lod Sofus Johannesen bevæge sig i de rum, der opstod bag FCKs midtbane.

Chancerne kom ikke tilfældigt. Emilio Simonsen blev spillet alene igennem, men Dominik Kotarski reddede. Han skulle have scoret til 2-0. Johannesen afsluttede udefra. Etim kom til endnu et hovedstød. Fredericia skabte mere, end man normalt ser af et hold i deres position, og de gjorde det med en klar idé om, hvor kampen skulle spilles.

Men de fik ikke lukket den. Og det er mod FC København en invitation.

Andreas Cornelius udlignede til 1-1 i en situation, hvor Fredericia ikke fik clearet, og pludselig var balancen forskudt. Ikke i spillet, men i konsekvenserne. Fredericia skulle arbejde sig frem til deres muligheder. FCK skulle bruge færre.

Midt i halvlegen kom det næste afgørende øjeblik. Lindekilde fik bolden i nettet, flaget røg op, og i nogle sekunder var det endnu en chance, der var løbet ud i sandet. Men VAR kaldte spillet tilbage. Ingen offside. 2-1. Fredericia var foran igen. Fortjent, hvis man så på spillet.

Men igen kun midlertidigt.

Mads Emil Madsen afsluttede fra distancen, et skud, som Valdemar Birksø havde hænderne på, men ikke fik slået væk. Bolden røg ind. 2-2. Et mål, der ikke ændrede kampens billede, men som endnu en gang understregede forskellen på de to hold. Fredericia skulle være præcise. FCK kunne nøjes med at være effektive.

Drama til det sidste

Efter pausen mistede kampen noget af sin rytme. Skader, behandlinger, brud i tempoet. I de perioder begyndte FCK at få længere sekvenser med bolden. Det var ikke en dominans, der skabte et hav af chancer, men en kontrol, der flyttede kampen væk fra det høje pres, Fredericia havde levet af.

Alligevel opstod mulighederne. Lindekilde kom alene igennem, men tøvede et øjeblik for længe. Etim fik endnu et hovedstød, denne gang uden kraft. Daniel Freyr Kristjansson kom frem til en afslutning, som kunne have ændret det hele.

Det var ikke mangel på chancer, der kostede Fredericia, det var i dag heldet.

Så kom øjeblikket, hvor kampen kunne være blevet lukket. Et hjørnespark, en løs bold i feltet, og Etim, der fandt frem til den endnu en gang. 3-2. Otte minutter tilbage. Det var dér, hvor det normalt afgøres.

Men ikke denne gang.

Kort efter pegede dommeren på pletten i den anden ende. En situation i feltet, vurderet til straffespark, og Jordan Larsson scorede sikkert til 3-3. En udligning, der ikke kom ud af et pres, men ud af en enkelt situation, der ændrede alt igen.

Resten af kampen blev spillet i det, der bedst kan beskrives som en åben venten. Fredericia pressede, fordi de skulle. FCK tog imod, fordi de kunne. Kristjansson fik en sidste stor mulighed i overtiden, men afslutningen endte langt over mål, og imens stop Etim helt fri og havde armene oppe, han havde gerne fuldendt kampen med et hattrick.

3-3. Det er et resultat, der ikke giver sig selv. Fredericia var foran tre gange. De skabte flest store chancer. De havde momentum i lange perioder. Og alligevel står de tilbage med ét point, som ikke føles som en gevinst, men som noget, der gled dem af hænde.

Tabellen ændrer sig ikke dramatisk af det ene point. Men betydningen ligger et andet sted. I det, der ikke blev afgjort. I de øjeblikke, hvor kampen kunne være lukket, men ikke blev det.

Med to runder tilbage er intet afgjort. Fredericia skal til Vejle og afslutte hjemme mod Silkeborg. Det er kampe, der ikke længere handler om spillets udtryk, men om dets udfald.

Søndag viste, at de kan være med. Men også, at det ikke er nok i sig selv. Randers vandt over Vejle og Silkeborg over Odense, så der er maksimalt pres på FC Fredericia, der spiller igen søndag den 10. maj på udebane i Vejle. Fredericia spillede en fantastisk kamp, og kan være stolte, men kniven er for struben for fæstningsbyens fodboldhold.