Ingen friløb for Fido – snart skal alle hunde i snor på stranden

0
Ingen friløb for Fido – snart skal alle hunde i snor på stranden

Snart er det slut med at lade hunden løbe frit ved vandet. Når kalenderen siger 1. april, træder naturbeskyttelseslovens snor-påbud i kraft, og det betyder, at alle hunde skal føres i snor på de danske strande frem til 30. september, uanset hvor lydige de måtte være.

Reglen er en del af naturbeskyttelsesloven og har til formål at beskytte de mange ynglefugle og dyrebørn, der har brug for fred og ro i den vigtige yngleperiode. Ifølge Agria Dyreforsikring gælder det over hele landet, og det er ikke op til hundeejernes egen vurdering.

– Og det gælder også, selv om du har verdens mest lydige hund, siger Lotte Evers, hundeekspert og marketingchef i Agria Dyreforsikring.

– Årsagen er, at ynglefugle og andre dyr, der lever på de danske strande, skal have mulighed for at føde og opfostre deres unger i fred og ro, uden forstyrrelser fra løse hunde.

Instinktet tager over

Selvom mange hundeejere føler, at de har kontrol over deres firbenede ven, understreger Lotte Evers, at det ikke nødvendigvis er tilfældet, når først jagtinstinktet aktiveres.

– Når du er ude at gå tur med din hund, så har hunden – som det rovdyr den i realiteten er – fuldstændig styr på, hvis der ligger ynglefugle eller andre dyr og trykker sig i nærheden. Den opsnuser dem længe før, du selv når at opdage det, og da vil det i mange tilfælde være for sent: Hundens gode næse giver signal til hjernens autonome funktioner, instinktet tager over, og hunden sætter i fuld jagt-sprint afsted – fordi den simpelthen ikke kan lade være.

Hun forklarer, at selv hunde uden behov for at jage vil kunne reagere pludseligt på fugle, harer eller andre dyr, der trykker sig i vegetationen.

Brug de steder, hvor hunde må løbe løse

Foruden hensynet til naturen handler reglen også om at sikre tryghed for andre strandgæster. Ifølge Lotte Evers er der mange – både børn og voksne – som ikke bryder sig om løse hunde.

– Der er faktisk en hel del mennesker, der er decideret bange for hunde. Men fordi angst ikke er rationel, nytter det ikke at forklare f.eks. et forskrækket barn, at din hund ikke gør noget, siger hun og tilføjer, at det ikke er din hund, barnet er bange for, men selve tanken om hunde.

Hvis man som hundeejer gerne vil give sin hund friheden til at løbe løs, er der dog andre muligheder. Lotte Evers peger på, at Danmark har et bredt udvalg af både hundeskove og faktisk også særlige hundestrande, hvor snor ikke er et krav.

– Det er bedst for alle at respektere, at ikke alle elsker hunde, og så bruge de steder, hvor der er plads til, at hundene kan være uden snor, afslutter hun.

”Man bliver så glad i låget” – frivillige seniorer vinder på det hele

0
”Man bliver så glad i låget” – frivillige seniorer vinder på det hele

Danmarks befolkning bliver ældre, og samtidig stiger presset på velfærdssystemet. Det får DGI til at lancere en landsdækkende indsats, som skal gøre det mere attraktivt for seniorer at engagere sig frivilligt i idrætsforeninger – og styrke både fællesskabet og folkesundheden.

Ifølge DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, kan frivillige seniorer være en del af løsningen.

– Som samfund står vi overfor en stor demografisk ændring, hvor vi bliver mange flere ældre, der også lever længere. Idrætsforeningernes aktive fællesskaber spiller en vigtig rolle i at styrke seniorers fysiske, mentale og sociale sundhed. Samtidigt ved vi, at erfarne voksne har rigtig meget at byde ind med som frivillige i lokale fællesskaber, siger hun.

Workshops skal inspirere til frivillighed

Indsatsen består af mindst ti workshops rundt i landet – flere i samarbejde med kommunerne. Her skal foreningerne klædes på til at skabe rammer og opgaver, som gør det lettere og mere meningsfuldt for seniorer at bidrage frivilligt.

Samtidig viser nye tal fra Voxmeter og DGI, at 85 procent af seniorerne finder det vigtigt at holde sig fysisk aktive for at udskyde behovet for hjemmehjælp, og 72 procent mener, at kommunerne bør hjælpe borgere videre i idrætsfællesskaber efter et genoptræningsforløb.

Alligevel er det kun omkring 30 procent af de +60-årige, der er medlem af en idrætsforening i DGI og DIF i dag.

”For mig handler det om at give noget til andre”

Et af de mange eksempler på seniorfrivillighed er 77-årige Linda Ågren, der siden sin pensionering som skoleleder har været frivillig instruktør for et seniorfitness-hold i HI Fitness i Herlev. Hun oplever tydeligt værdien af at give sin tid og energi videre:

– Jeg startede som instruktør for at komme i ordentlig form, men jeg lærte hurtigt, at man bliver så glad i låget af at træne sammen. For mig handler det om at give noget til andre – jeg kan give min tid og energi til medlemmerne, så de kan blive glade og komme i form. Det sociale fællesskab på holdet og i foreningen betyder også meget for mig, siger hun.

Linda Ågren bruger desuden op mod ti timer om ugen på at vedligeholde og rengøre foreningens café sammen med andre frivillige.

Fællesskab som drivkraft

Ifølge DGI handler indsatsen ikke kun om sundhed og fysisk aktivitet – men om at skabe meningsfulde sociale fællesskaber, hvor frivillige seniorer kan bidrage og finde glæde i samværet.

– Vi vil sætte fokus på, at DGI-foreninger har attraktive tilbud til flere seniorer i forskellige livsfaser. Det vil gavne både den enkelte, foreningsfællesskabet og lokalsamfundet. Det handler i høj grad om at give høj livskvalitet til hinanden gennem sociale aktiviteter, hvor tilpas fysisk aktivitet og bevægelse indgår, siger Charlotte Bach Thomassen.

Og for Linda Ågren er der ingen tvivl: Hun bliver ved.

– I størstedelen af mit liv har jeg været medlem i en forening, hvor jeg har fået inspiration, sundhed og fællesskab. Så jeg skal simpelthen afsted uanset vind og vejr, for jeg har en forpligtelse overfor de andre seniorer, og det er rigtig dejligt.

Grønland stemte liberalt!

0


Grønland har talt – og valget blev et klart signal om, at frihed, ansvar og en stærkere privat sektor er vejen frem. Det liberale partis sejr markerer et afgørende skifte væk fra afhængighed og bureaukrati mod et samfund, hvor borgerne får mere råderum over deres eget liv.

Denne udvikling afspejler den succes, vi har set i Danmark for Liberal Alliance, der med markant fremgang i meningsmålingerne har vist, at vælgerne ønsker lavere skatter, mindre statslig indblanding og bedre vilkår for erhvervslivet.

Grønland kan nu tage vigtige skridt i samme retning – mod et friere, rigere og mere selvbærende samfund.

Valgresultatet blev en god dag for de, der tror på frihedens kraft – både i Grønland og i resten af rigsfællesskabet!

Med venlig hilsen

Christian Jørgensen, Erritsø

Byråds- og Folketingskandidat for Liberal Alliance

Velkendt fitnesscenter på Vejlevej genopstår med ny kæde

0
Velkendt fitnesscenter på Vejlevej genopstår med ny kæde

Et nyt fitnesscenter er på vej til Fredericia, og det bliver i de tidligere lokaler på Vejlevej, hvor PureGym før havde til huse. Det er Ground Fitness, der slår dørene op i byen, og interessen er allerede massiv.

Ifølge kædens egne opslag på sociale medier har over 650 personer meldt sig som følgere i løbet af det første døgn, og deres indbakke flyder over med spørgsmål – særligt ét går igen: Hvornår åbner I? Svaret lyder, at åbningen forventes sidst på året, efter en omfattende renovering, hvor centret skal stå “top lækkert og helt nyt”.

Ground lover samtidig en række faciliteter ud over det sædvanlige. Der bliver eksklusivt udstyr fra blandt andet Eleiko, reformer pilates i nyrenoverede holdsale og en varieret holdplan. Selve åbningstiden bliver udvidet med adgang alle dage fra kl. 04.30 til midnat, mens receptionen vil have fast bemanding i dagtimerne.

Indtil videre er det kun på de sociale medier, at kæden har meldt noget officielt ud om planerne.

Ground er en dansk fitnesskæde, der i forvejen driver centre i Odense samt Kolding. Kæden profilerer sig som et utraditionelt fitnesskoncept i New Yorker-stil med fokus på æstetik, kvalitet og hjemlige rammer, hvor træningen foregår i inspirerende og detaljerige omgivelser.

En tredje Lillebæltsforbindelse er ikke løsningen

0
En tredje Lillebæltsforbindelse er ikke løsningen

I disse uger er kommunalplanen i høring, og blandt de mange forslag og prioriteringer finder man igen idéen om en tredje Lillebæltsforbindelse. Det er nævnt næsten i forbifarten – men konsekvenserne er alt andet end små.

Enhedslisten Fredericia siger klart nej til en tredje forbindelse. Ikke fordi vi ikke ønsker mobilitet og fremkommelighed – men fordi vi skal løse vores transportudfordringer med grønne og langsigtede løsninger, ikke med mere asfalt og biltrafik.

Vi står midt i en klimakrise. Vi skal reducere trængsel og udledning, ikke invitere til mere pendlertrafik, øget bilafhængighed og endnu mere pres på natur og naboer. En tredje forbindelse vil skære gennem landskaber og lokalsamfund og belaste miljøet i årtier frem.

Vi burde i stedet investere i bedre og billigere kollektiv trafik på tværs af regionen, ligesom vi nu får gratis busser inden for kommunegrænsen. Vi bør styrke den eksisterende infrastruktur, så tog og busser kører oftere og mere pålideligt, så kollektive transportformer bliver langt mere attraktive. Dette bør suppleres med delebilsordninger, mere samkørsel og bedre vilkår for pendling på cykel.

Det er den slags løsninger, der hører hjemme i en moderne kommunalplan med ambitioner for fremtiden – ikke endnu en motorvej.

Vi har brug for mod og omtanke i vores trafikpolitik. Vi skal ikke gentage fortidens fejl med flere biler og mere trængsel. Vi skal turde gå nye veje – bogstaveligt talt.

Skærbæk-brand: Politiet fremstiller anholdt i retten

0
Skærbæk-brand: Politiet fremstiller anholdt i retten

Den person, der lørdag aften blev anholdt i forbindelse med branden i en lejlighed på Overgade i Skærbæk ved Fredericia, er søndag eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding. Det oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

– Personen, vi i går anholdte i forbindelse med branden i Fredericia, han bliver fremstillet i retten i dag. Ud fra det oplyste er han faktisk i retten lige nu, lød det fra vagtchefen søndag omkring klokken 17.

Politiet har endnu ikke oplyst, hvad personen er sigtet for, og Halfdan Kramer kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om resultatet af grundlovsforhøret.

– Jeg har ikke nået resultatet af grundlovsforhøret eller i øvrigt kan oplyse andet om sigtelser og lignende, sagde vagtchefen.

Branden brød ud lørdag klokken 23.18 i en lejlighed på Overgade i Skærbæk, og politiet efterforsker den fortsat som mistænkelig. Flere beboere blev evakueret på grund af røgudviklingen, men der er ikke meldinger om personskade.

Lejligheden har fået røg- og brandskader, men ifølge politiet fremstår den ikke som udbrændt. Der er endnu ikke fastslået nogen brandårsag, og tekniske undersøgelser afventer.

Henrik Sass Larsen trækker anmodning om navneforbud i straffesag

0
Henrik Sass Larsen trækker anmodning om navneforbud i straffesag

KRIMI. I forbindelse med den verserende straffesag mod Henrik Sass Larsen, har hans forsvarer, Peter Lundmark Jensen, trukket sin anmodning om navneforbud tilbage. Anmodningen om navneforbud blev oprindeligt fremsat i kølvandet på den omfattende mediebevågenhed omkring sagen.

Sagen mod Henrik Sass Larsen, der har været beskikket som forsvarer af Københavns Byret, er blevet behandlet i medierne, hvilket ifølge hans advokat har gjort det umuligt at opretholde en effektiv beskyttelse af hans klients identitet. I en pressemeddelelse udtaler Lundmark Jensen, at “den samlede danske presse omtaler sagen på en sådan måde, at min klients identitet allerede er offentliggjort, og dermed er det ikke længere relevant at søge et navneforbud.”

Henrik Sass Larsen, der erklærer sig uskyldig i alle anklagepunkter, har desuden opsagt sin stilling som leder i Aktive Ejere. Dette skridt er taget som følge af de aktuelle omstændigheder omkring sagen, selvom han selv har udtrykt stor glæde over sin tid i virksomheden. Ifølge hans forsvarer har Aktive Ejere intet kendskab haft til efterforskningen, og det var heller ikke noget, der blev kendt af Henrik Sass Larsens arbejdsgiver på noget tidspunkt.

Lundmark Jensen appellerer i sin udtalelse til pressen om fremover at respektere sin klients privatliv og lade sagen forløbe uden yderligere forstyrrelser. “Jeg appellerer på det kraftigste til, at man fra pressens side i fremtiden respekterer min klients privatliv og lader ham i fred, så sagen kan gå sin gang,” siger han.

Sass Larsen: Min bog vil afsløre alt

”Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte. Jeg havde selv planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en bog, jeg er ved at færdiggøre for dermed at give en hel og fuldstændig fremstilling af sagen. Jeg havde håbet og forventet at have længere tid hertil, men jeg vil nu bruge alle mine kræfter på at færdiggøre bogen, få fortalt min version af sagen og få renset mit navn.”

Henrik Sass Larsen har været en central figur i dansk politik og erhvervsliv, men hans rolle i den aktuelle straffesag har nu kastet et skygge over hans offentlige karriere. Den videre udvikling af sagen vil få stor opmærksomhed, men for nuværende er den retssikkerhed, der kræves i en straffesag, allerede blevet udfordret af mediebevågenheden.

Ju-Bi Malene har været til landsmøde, men hvad med Fredericia?

0
Ju-Bi Malene har været til landsmøde, men hvad med Fredericia?

Tak til SF’s spidskandidat Malene Søgaard-Andersen for referatet fra weekendens landsmøde i den Fredericianske presse, endda før landsmødet er over. Det lyder som om, der har været god stemning og mange store ord om verdens tilstand, Grønland, USA og den globale handelskrig.

Som lokalpolitisk interesseret borger og som kandidat til kommunalvalget i Fredericia, kan jeg ikke lade være med at spørge:

Hvad har det egentlig med Fredericia at gøre?

I sidste uge mente Malene, at Liberal Alliances landspolitik et problem. Denne uge er det Venstre og Socialdemokratiets landsdækkende linje, der står for skud. Det næste bliver vel Kinas CO₂-udledning og Frankrigs pensionsreformer.

Det er svært at få øje på den røde tråd. Hvor er den lokale analyse? Den grundige kortlægning af Fredericias egne udfordringer? Hvor er de konkrete, finansierede forslag til lokale løsninger?

For vi har rigeligt at tage fat på her i Fredericia:

• En ældrepleje under pres.

• Mangel på faglærte.

• Udfordringer med erhvervsudvikling og bosætning.

• Et kulturliv og foreningsliv, der mangler retning.

Udfordringer der fortjener mere end en omgang varm SF luft og verdenspolitik. Din politik er kejserens nye klæder, flotte ord, uden meget substans. Kære Malene, hvornår kommer du ned på jorden og taler om det, der virkelig brænder på i vores egen kommune? Det er vel kommunalvalget du stiller op til? Forsætte SF med at fokusere på andre partiers landspolitik? Bliver debatterne med dig og SF hurtigt afsluttet.

Venlig hilsen
Poul Rand
Byrådskandidat for Liberal Alliance, Fredericia

Dødfunden mand i skov: Politiet efterforsker sagen som drab

0
Dødfunden mand i skov: Politiet efterforsker sagen som drab

En endnu ikke identificeret mand er søndag morgen blevet fundet død i et skovområde på Frihedsvej i Københoved i Vejen Kommune. Syd- og Sønderjyllands Politi betragter fundet som mistænkeligt og efterforsker det nu som et muligt drab.

Anmeldelsen om fundet kom klokken 07.55, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet er søndag eftermiddag massivt til stede i området omkring skoven, hvor fundet blev gjort. Der arbejdes blandt andet med tjenestehunde, og både Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og Retsmedicinsk Institut er tilkaldt som en del af den tekniske og retsmedicinske undersøgelse.

– Fundet bliver indledningsvist rutinemæssigt efterforsket som et drab. Det sker for at sikre eventuelle spor på stedet, oplyser politiet.

Identiteten på den afdøde mand er endnu ikke fastslået.

Politiet søger vidner

I forbindelse med sagen beder politiet offentligheden om hjælp. Borgere, der har befundet sig i området omkring Frihedsvej fra lørdag klokken 15.00 til søndag klokken 07.55, og som har set noget mistænkeligt, opfordres til at henvende sig.

Oplysninger kan gives til Politiets Servicecenter på telefon 114.

Syd- og Sønderjyllands Politi har også meldt ud om sagen på det sociale medie X, hvor de bekræfter anmeldelsen og tilstedeværelsen i området.

Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet har endnu ikke oplyst yderligere detaljer om dødsårsag eller omstændighederne omkring fundet.

Togene holder stille mellem Fredericia og Vejle efter personpåkørsel

0

KRIMI. Togtrafikken er søndag eftermiddag indstillet mellem Fredericia og Vejle som følge af en personpåkørsel. Det oplyser DSB på sin hjemmeside, hvor hændelsen blev opdateret senest klokken 13.20.

Den alvorlige hændelse påvirker togdriften på strækningen Fredericia – Børkop – Brejning – Vejle, og det har ført til omfattende ændringer for rejsende på både regional- og fjernstrækninger.

DSB arbejder på højtryk for at indsætte Togbusser, som i øjeblikket kører i pendulfart mellem Fredericia og Vejle. De første to Togbusser blev sat i drift fra Vejle omkring klokken 13.15 og kører direkte til Fredericia og retur. Senere på eftermiddagen er antallet af togbusser øget til syv, men DSB melder samtidig ud, at det har været vanskeligt at finde busser, der også kan betjene stationerne i Børkop og Brejning.

Aflysninger og ændringer

Regionale tog mellem Fredericia og Aarhus H er indtil videre aflyst. InterCity- og InterCityLyn-tog bliver vendt i henholdsvis Fredericia og Vejle. Som kompensation standser enkelte tog ekstra i Hedensted.

DSB opfordrer passagerer til at holde sig opdateret i Rejseplanen og benytte sig af rejsetidsgarantien, hvis forsinkelsen overstiger 30 minutter. Derudover tilbyder selskabet blandt andet gebyrfri refundering af pladsbilletter og fleksibel brug af Orange/Orange Fri-billetter i forbindelse med hændelsen.

Her holder togbusserne:

• Fredericia: Banegårdsvej, modsat forhallen

• Vejle: Danmarksgade, modsat forhallen

• Børkop: Forpladsen ved stationen

• Brejning: Forpladsen ved stationen

DSB arbejder fortsat på at genoprette den normale drift og melder nyt ud, så snart der er yderligere afklaring.

KIF tog første stik i kampen om oprykningsduel

0
KIF Kolding tog første stik i kvalifikationsspillet med en 34-30-sejr over Aarhus Håndbold fredag aften i AL Sydbank Arena. Foran 2744 tilskuere fik hjemmeholdet det...

Middelfart tabte igen