Middelfart fortsætter jagten – sendte Nykøbing FC mod afgrunden

0
Middelfart fortsætter jagten – sendte Nykøbing FC mod afgrunden

SPORT. Middelfart kom et skridt nærmere topkampen i 2. division, da de søndag eftermiddag tog til Lollands Bank Park og hentede tre vitale point mod bundholdet Nykøbing FC. Slutresultatet lød på en fortjent 3-1-sejr til gæsterne, der samtidig sendte hjemmeholdet endnu længere ud i overlevelseskampens mørke.

Det startede ellers optimistisk for Nykøbing FC, da Mikkel Dahl allerede efter otte minutter sendte bolden i nettet og tændte håbet hos hjemmeholdets fans. Men føringen holdt ikke længe. Allerede fire minutter senere svarede Middelfart tilbage, da Jacob Dyrborg Linnet bragte balance i regnskabet med en hurtig udligning.

Kort før pausefløjtet slog Middelfart igen til. Noah Barholt Rasmussen sørgede med sit mål efter 42 minutters spil for en fortjent føring, der gav gæsterne momentum til resten af kampen.

Anden halvleg var knap begyndt, før Benjamin Zjajo i det 50. minut slukkede håbet for Nykøbing med et mål, der samtidig lukkede kampen reelt. Middelfart kontrollerede herefter opgøret og sikrede sig dermed sejren og tre vigtige point i topstriden.

Med resultatet har Middelfart nu samlet 31 point efter 19 kampe, blot fire point fra Aarhus Fremad på andenpladsen. De fastholder således presset på konkurrenterne i kampen om oprykning.

For Nykøbing FC derimod bliver situationen mere alvorlig. Klubben er nu hele ti point fra overlevelse, og nedrykningsspøgelset rykker tættere på Mikkel Thygesens tropper.

I næste runde venter en nøglekamp for Middelfart, når de møder Frem, der i øjeblikket ligger nummer syv med 27 point. En sejr her vil for alvor positionere Middelfart som seriøs kandidat til oprykningskampen. Der er kampstart klokken 14.00 på Middelfart Stadion.

Møbelhuset Werenbergs lager sælges på auktion

0
Møbelhuset Werenbergs lager sælges på auktion

BUSINESS Efter konkursen i efteråret 2024 bliver møbler og interiør fra det tidligere bolighus Werenberg, der havde base i Brenderup, nu sat til salg via onlineauktioner hos Lauritz.com.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra auktionshuset mandag.

Lauritz.com har fået til opgave at stå for salget af Werenbergs omfattende varelager, som består af designmøbler og interiør fra en række kendte brands. Auktionerne er allerede i gang og ventes at fortsætte de næste fire uger.

– Vi er stolte over igen at være valgt til at sælge en stor mængde aktiver, udtaler Thomas Friberg, direktør i Lauritz.com, i pressemeddelelsen.

– Hen over vinteren har vi solgt aktiverne i Kopenhagen Fur for Finansiel Stabilitet Ejendomsselskab, og nu er vi klar til at realisere værdierne i Werenberg bedst muligt for kreditorerne, tilføjer han.

Werenberg, der var kendt som et af Danmarks største møbelhuse med over 40 år i branchen, måtte lukke og erklære konkurs i 2024.

Auktionerne foregår online via Lauritz.com.

21-årig fundet død i Svendborg – politiet mistænker færdselsuheld med el-løbehjul

0
21-årig fundet død i Svendborg – politiet mistænker færdselsuheld med el-løbehjul

KRIMI En 21-årig mand fra Svendborg Kommune blev mandag morgen fundet død i sit hjem. Politiet mistænker, at den unge mand kan have været involveret i et færdselsuheld søndag aften.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse udsendt mandag.

De pårørende er underrettet, og politiet arbejder nu med at klarlægge hændelsesforløbet.

Ifølge Fyns Politi kørte den afdøde søndag den 23. marts på et elektrisk løbehjul fra Marslevvej til Coop365 på Nyborgvej i Svendborg. Den præcise rute er ukendt, og politiet efterlyser derfor vidner, der kan have set den unge mand i tidsrummet mellem klokken 19.30 og 21.00.

Han var iført en sort dunjakke af mærket Nike og kan også have haft kasket eller hue på.

– Fyns Politi er derfor interesseret i at høre fra borgere, der har set den unge mand i tidsrummet klokken 19.30 til 21.00 søndag den 23. marts 2025, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet beder også om henvendelser fra personer, der måtte have set et færdselsuheld med en person på elektrisk løbehjul i området.

Oplysninger kan gives til Fyns Politi på telefon 114.

Politiet slår nu fast: Der er tale om drab i området ved Vejen

0
Politiet slår nu fast: Der er tale om drab i området ved Vejen

Den mand, der søndag blev fundet død i et skovområde ved Københoved i Vejen Kommune, er blevet dræbt. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, som efterforsker sagen som drab.

Det fremgår af en pressemeddelelse mandag formiddag, hvor politiet samtidig oplyser, at identificeringen af manden endnu ikke er afsluttet.

Politiet er massivt til stede i Københoved og omegn og fortsætter eftersøgningen af spor i området. Blandt andet bliver nærliggende områder gennemgået med hunde, og mandag vil dykkere afsøge dele af den nærliggende å. Derudover foretager politiet afhøringer i lokalområdet.

Video og vidner søges

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser fortsat vidner og opfordrer borgere i området til at dele overvågning – både fra boliger og biler – optaget mellem lørdag den 22. marts klokken 08.00 og søndag den 23. marts klokken 07.55.

Det relevante område dækker blandt andet Vejen, Askov, Malt, Brørup, Foldingbro, Skodborg, Københoved og de omkringliggende områder.

Borgerne kan aflevere oplysninger via telefon 114 eller møde op ved den mobile politistation, som mandag holder ved shelterpladsen ved Frihedsbroen mellem klokken 15.00 og 17.00.

Tatovering kan være spor

Arbejdet med at fastslå mandens identitet fortsætter. Politiet har tidligere offentliggjort et modelfoto af en tatovering, som den afdøde bar – en sort silhuet af en løbende mand, placeret på højre skulderblad og måler cirka 15 x 15 centimeter.

Siden offentliggørelsen søndag har politiet modtaget flere henvendelser.

– Vi takker for borgernes hjælp og arbejder videre med henvendelserne, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i mandagens meddelelse.

Politiet understreger, at de ikke har yderligere oplysninger at dele på nuværende tidspunkt, men vil orientere, så snart der er nyt i sagen.

Politiet har offentliggjort et billede af tatoveringen, som kan ses på deres hjemmeside HER.

Ankestyrelsen afslutter sag om støvsugning i Kolding Kommune

0
Ankestyrelsen afslutter sag om støvsugning i Kolding Kommune

KOMMUNALT. Kolding Kommunes praksis for at afslå manuel støvsugning til borgere med henvisning til robotstøvsugere har mødt kritik og klager. Men nu sætter Ankestyrelsen punktum i sagen – uden at gribe ind.

Ankestyrelsen har vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse en egentlig tilsynssag mod Kolding Kommune, selv om kommunen i en lang række tilfælde har frataget borgere retten til manuel hjælp til støvsugning og i stedet henvist til brug af robotstøvsuger. Det sker, efter at Ankestyrelsen har gennemført en indledende undersøgelse og modtaget en redegørelse fra kommunen.

Ankestyrelsen lægger vægt på, at Kolding Kommune har foretaget konkrete og individuelle vurderinger, når borgere er blevet revisiteret i forbindelse med ændringen af serviceniveauet. Kommunen har blandt andet beskrevet, at samtaler med borgerne er blevet fulgt op af hjemmebesøg, hvis der har været tvivl om funktionsniveauet, eller hvis borgerne har ønsket det.

– Kommunen har redegjort for sine procedurer ved vurderingen af, om en borger har behov for praktisk hjælp til støvsugning. Kommunen har oplyst, at der bliver foretaget en konkret og individuel vurdering, skriver Ankestyrelsen i sit svar.

Beslutningen kommer efter, at styrelsen modtog en række klager over Kolding Kommunes nye praksis. I alt blev 1.876 borgere revisiteret i 2023 og 2024, og mange af dem fik frataget hjælpen til manuel støvsugning. Det førte til stor debat – og en række sager blev hjemvist af Ankestyrelsen, fordi afgørelserne manglede fyldestgørende begrundelser.

I sin redegørelse erkender Kolding Kommune, at netop de skriftlige begrundelser ikke altid har været tilstrækkeligt tydelige, selv om der har været foretaget en individuel vurdering.

Kommunen oplyser, at man ”drager læring af Ankestyrelsens hjemviste afgørelser og arbejder løbende med at uddanne og opkvalificere ansatte i Senior- og Sundhedsrådgivningen med henblik på at skrive afgørelser og have fokus på fyldestgørende begrundelser.”

Samtidig fremgår det, at kommunen har vejledt borgerne om mulighederne for at bruge robotstøvsugere – herunder hvordan boligens indretning kan påvirke brugen. Men kommunen har ikke formidlet kontakt til konkrete leverandører af robotstøvsugere, da det ville være konkurrenceforvridende.

Det fremgår desuden, at nogle borgere har fået bevilget hjælp til tømning af robotstøvsugeren, hvis de af fysiske eller kognitive grunde ikke selv kunne klare opgaven.

Selv om mange sager blev indbragt, vurderer Ankestyrelsen, at kommunen har tilpasset sin praksis efter kritikken. Derfor har sagen ikke længere aktuel betydning i forhold til en mulig ulovlig praksis, og styrelsen afslutter sagen uden yderligere tilsyn.

Sagen har ellers været principiel, da den handler om, hvorvidt kommuner kan afvise manuel hjælp med henvisning til teknologi som robotstøvsugere – og hvordan det harmonerer med serviceloven, som bygger på, at hjælpen skal gives ud fra en konkret og individuel vurdering.

Kritikere har tidligere peget på, at robotstøvsugere ikke kan erstatte manuel støvsugning i alle hjem, eksempelvis i boliger med mange møbler, dørtrin eller tæpper. Ifølge Ankestyrelsens notat har Kolding Kommune været opmærksom på disse forhold og blandt andet vejledt borgerne om, at uhensigtsmæssig indretning ikke i sig selv udløser hjælp – det afhænger af borgerens funktionsniveau.

Sagen har sat fokus på, hvordan kommuner i praksis implementerer nye politiske beslutninger, og hvordan det opleves for borgere, der tidligere har modtaget hjælp. Med Ankestyrelsens beslutning er der dog ikke udsigt til yderligere konsekvenser for kommunen.

Anklageskriftet mod Henrik Sass Larsen afsløret

0
Anklageskriftet mod Henrik Sass Larsen afsløret

KRIMI. Anklagemyndigheden har nu offentliggjort det anklageskrift, der ligger til grund for sagen mod tidligere erhvervsminister Henrik Sass Larsen. Dokumentet viser, at han er tiltalt for besiddelse af tusindvis af filer med seksuelt overgrebsmateriale mod børn – herunder nogle af den mest grove karakter.

I alt nævner anklageskriftet 6.242 billeder og 2.231 videofiler, hvoraf 252 billeder og 197 videoer er klassificeret som kategori 3 – den groveste type, hvor der kan være tale om vold, voldtægt og tvang.

Materialet blev ifølge anklagemyndigheden fundet i Sass Larsens hjem ved to lejligheder: Den 5. juli 2023 og ved en ny ransagning den 29. februar 2024. Filerne lå fordelt på to bærbare computere, en iPhone og et USB-stik. Han er desuden tiltalt for at have været i besiddelse af en børnesexdukke.

Henrik Sass Larsen nægter sig skyldig. I en tidligere udsendt pressemeddelelse har han forklaret, at materialet skulle bruges i forbindelse med et bogprojekt.

– Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte, skrev han.

Sagen er endnu ikke berammet, og det er uvist, hvilken straf anklagemyndigheden vil kræve, hvis han kendes skyldig. Henrik Sass Larsen har ikke været varetægtsfængslet, da tiltalen ikke omfatter bestemmelser med en strafferamme på over 1,5 års fængsel – en forudsætning for varetægtsfængsling.

SF. Det er ganske vist! eller er det?

0
SF. Det er ganske vist! eller er det?

Winston Churchill sagde engang: “Never let a good crisis go to waste.” En sætning som Mette Frederiksen har taget til sig med stor entusiasme, måske lidt for stor. I Fredericia ser det ud til, at SF har ladet sig inspirere. I stedet for at lære af kriserne, ser det nærmere ud som om de bruger dem som springbræt til symbolpolitik, halve sandheder og veliscenesatte besøg fra Christiansborg.

Man fristes til at tænke på H.C. Andersens eventyr “Det er ganske vist!” hvor en fjer bliver til fem høns. Netop det synes at være modus operandi, når SF i Fredericia taler om plejehjem, psykiatri og botilbud. Uden blik for realiteterne, og uden at skele til fakta, økonomi eller personaleressourcer, råber SF højt og peger fingre, men slipper SF for selv at tage ansvar? SF er repræsenteret i byrådet, hvad har i gjort til dato?

Rigtige kriser, kræver mere end venstrefløjens slogans. De kræver handling, struktur og ansvar. Ikke at kopiere landspolitiske løsninger direkte ned over kommunens komplekse hverdag.

Liberal Alliance vil noget andet: Vi vil lede. Ikke blot videreføre gamle krisemodeller og overlade det hele til embedsmændene.

Vi vil sætte fokus på det, der virkelig betyder noget:

  • Et værdigt ældreliv på plejehjemmene og i hjemmet
  • En psykiatri med rigtige løsninger, ikke bare flotte ord
  • Et bostøtte-system (§85) hvor fagligheden får plads frem for systemtænkning
  • Og organisatoriske forandringer der virker, ikke bare ser godt ud på papir
    Liberal Alliance er ikke en “copy cat”. Vi er ikke tilfredse med status quo, og vi nøjes ikke med at påpege problemerne. Vi vil tage ansvar, vi vil stille spørgsmål, vigtigst af alt, vi vil handle.

Så næste gang SF i Fredericia siger: “Det er ganske vist!”, så spørg lige: Er det nu også det? Jeg siger, der mangler fornuft.

Poul Rand Kandidat til kommunalvalget 2025, Liberal Alliance.

Bilmesse & Brugtmarked samler folk i Fredericia

0
Bilmesse & Brugtmarked samler folk i Fredericia

MESSE. I den kommende weekend åbner dørene til Bilmesse & Brugtmarked i MesseC i Fredericia. Det er messe, der i år har sin oprindelse helt tilbage i 1989, da Peder Fuglsbjerg grundlagde den under navnet “Veteranbilmessen”. Siden da er messen vokset og ændret sig, og den er nu blevet en af de mest populære begivenheder for bilentusiaster i Danmark.

Karsten Nielsen, der sammen med sin mor, Solvej Tang Petersen, står bag messen i dag, har overtaget stafetten fra sin far, Anders Peder Nielsen, der sammen med Fuglsbjerg drev messen i mange år, indtil de begge gik bort. Karsten Nielsen fortæller, at messekonceptet har udviklet sig i takt med tidens trends og behov, men samtidig er det blevet holdt i hævd med de værdier, der oprindeligt blev lagt i messen.

– Før forårets messe lukker dørene, er det nu, folk vil have deres cabriolet, sportsvogne, motorcykler og både ud at blive vist frem – de vil have dem solgt og klar til at imponere. Forårets messe er altid en god oplevelse , siger Karsten Nielsen og tilføjer, at messen er en populær begivenhed, hvor både private og professionelle kan mødes for at købe og sælge biler, både nyere og klassiske.

Denne weekend fyldes MesseC med omkring 700 individuelle stande, og ifølge Nielsen er det en begivenhed, der appellerer til et bredt publikum. Fra dem, der har en gammel bil stående i garagen og ønsker at sælge den, til store bilforhandlere som Lindholm Biler, der har biler i prisklasser fra 50.000 til 500.000 kroner.

– Det er meget bredt. Du kan finde en bil til 50.000, og du kan også finde en til 550.000, så der er noget for alle, siger Nielsen.

Messen tilbyder en særlig stemning, hvor besøgende ikke kun kommer for at købe, men også for at nyde at kigge på de mange biler, der er udstillet.

– Det er også et salg, men det er ikke en auktion, hvor man kun kan købe biler. Man kan også kigge på dem hele weekenden. Bilerne står der, så søndag er meget populær, siger Karsten Nielsen.

Bilmesse & Brugtmarkedet har noget for alle, også for de yngste. Flere har bemærket, at messen også appellerer til børn, der kan finde spænding i de mange biler, der spænder fra gamle klassikere til nyere sportsvogne. Nielsen fremhæver, at messen ofte byder på nostalgi:

– Vi har haft biler fra Carlsberg før, og vi har stillet dem op. Der kommer mange sjove ting. Folk kan genkende biler fra deres barndom – en gammel Volvo 240 eller en gammel Ford Cabri, og det bringer minder tilbage, siger han.

Karsten Nielsen understreger, at messen også giver plads til impulskøb. Folk, der måske har drømt om at eje en sportsvogn fra deres ungdom, men aldrig havde tid eller penge til at få det, ser nu muligheden.

– Vi har haft folk, der kommer med noget, de har drømt om i mange år. De har solgt firmaet og har nu både pengene og tiden til at finde den lille, røde eller grønne engelske sportsvogn, de drømte om i 60’erne. De har aldrig fået den før, men nu er det tid, forklarer Karsten Nielsen.

For Karsten Nielsen og hans familie er messen mere end bare et erhvervsprojekt – det er en hyldest til de traditioner og det fællesskab, der blev grundlagt af hans far og Peder Fuglsbjerg. 

– Vi begynder allerede at forberede næste messe, når vi er færdige. Vi holder en lille sommerferie, men derefter tager vi rundt i landet til forskellige steder for at snakke om det. Vi taler om vores handel og udstillinger og søger efter nye ideer og temaer til at gøre messerne spændende, afslutter han.

Bilmesse & Brugtmarked er således både et tilbageblik på bilhistorien og et kig ind i fremtiden for bilentusiaster i Danmark. Det er en weekend, hvor både nostalgiske minder og drømme om nye biler mødes – en begivenhed for alle, der elsker biler.

60.000 HK’ere anbefales at stemme JA til overenskomsterne

0
60.000 HK’ere anbefales at stemme JA til overenskomsterne

OVERENSKOMST. En enig sektorbestyrelse i HK Privat skyder urafstemningen i gang med en klar anbefaling til medlemmerne om at stemme ja til deres nye overenskomster.

Tirsdag lander en mail i indbakken hos knap 60.000 privatansatte HK’ere om, at de nu kan stemme om deres nye overenskomst.

HK Privats sektorbestyrelse har på et møde mandag enstemmigt besluttet at anbefale medlemmerne at stemme ja til de nye overenskomster og det endelige mæglingsforslag fra forligsmanden.

Og det er der flere grunde til, siger formand for HK Privat, Kim Jung Olsen.

– Alle aftaler, vi har indgået, imødekommer vores medlemmer på deres to højeste ønsker: Mere på lønsedlen og mere fleksibilitet. Vi får tilpasset overenskomsterne bedre til arbejdslivet anno 2025, og der bliver lagt en god bund for reallønsfremgang de kommende år, hvor medlemmerne skal forhandle løn lokalt. I en tid, hvor verdenssituationen skifter fra uge til uge, kan medlemmerne desuden finde tryghed i, at deres løn- og arbejdsvilkår er sikret for de næste 3 år. Samlet set er det derfor min og sektorbestyrelsens klare anbefaling at stemme ja, siger han.

21 landsoverenskomster er siden februar blevet forhandlet på plads af HK Privat. En enkelt bliver omfattet af forligsmandens mæglingsforslag, da det ikke lykkedes HK Privat og Tandlægeforeningen at indgå forlig om landsoverenskomsten for privatansatte tandklinikassistenter.

Ved urafstemningen i 2023 blev der sat rekord blandt HK Privats medlemmer med en stemmedeltagelse på 65,4 procent. Ja-procenten endte på 88,8.

Står det til Kim Jung Olsen, stiger begge tal ved den kommende urafstemning.

– Noget af det absolut vigtigste går i gang nu. Nu skal vi ud og høre medlemmerne, om det, vi har forhandlet hjem til dem, er godt nok. Det unikke ved at være medlem af en rigtig fagforening er, at man har ret til medbestemmelse, så det er vigtigt for os, at så mange som muligt bruger den. Vi er mere end klar til at komme i gang, og jeg ser meget frem til at se, hvor stor opbakningen er til resultatet og til os som forhandlende organisation, siger han.

Jesper Jensen udtager sin sidste landsholdstrup

0
Jesper Jensen udtager sin sidste landsholdstrup

SPORT. Jesper Jensen er tilbage i spidsen for Håndboldkvinderne, når de samles i april til de sidste opgaver, han har som dansk landstræner. De to kommende kampe mod Tyskland bliver hans sidste som træner for det danske landshold. Det bliver en rutineret landsholdstrup, der møder Tyskland i to kampe i april. Jesper Jensen har nemlig valgt at udtage en trup, der udelukkende består af velkendte ansigter. Nanna Hinnerfeldt, der fik sin debut ved Golden League i Holland, er også med igen.

– Hvor vi under marts-samlingen havde fokus på at introducere flere nye spillere til landsholdet, har denne samling fokus på det kommende VM i Tyskland og Holland. Derfor er en stor gruppe af de rutinerede spillere med denne gang. Det er dem, vi regner med, skal med til VM, selvom det ikke er os, der udtager truppen til den tid, siger Jesper Jensen.

Landsholdssamlingen og kampene mod Tyskland bliver Jesper Jensens sidste opgave som dansk landstræner. Efter fem år i spidsen for Håndboldkvinderne venter der et nyt job i Ungarn.

Derfor glæder det Jesper Jensen, at han får mulighed for at tage ordentlig afsked med holdet, efter at han gik glip af Golden League i Holland.

– Jeg er enormt glad for at få lov til at stå i spidsen for Håndboldkvinderne én sidste gang. Jeg var meget ærgerlig over at misse den sidste samling og kampene i Holland, så jeg glæder mig derfor til at få en sidste tur med holdet og alle de gode mennesker omkring det, siger landstræneren.

– Jeg håber, at vi kan slutte af med to gode kampe mod Tyskland og på den måde aflevere et hold til en ny landstræner, som forhåbentlig vil videreføre mange af de gode ting, holdet besidder frem mod VM senere på året, siger Jesper Jensen.

Danmark møder Tyskland i Hamborg onsdag den 9. april kl. 20.30. Lørdag den 12. april kl. 13.30 tager Danmark imod Tyskland i Sydbank Arena i Aabenraa. Begge kampe kan ses på TV 2’s kanaler og platforme.

Truppen

Målvogtere

Sandra Toft, Györ

Anna Kristensen, Team Esbjerg

Fløjspillere

Andrea Aagot, Odense Håndbold

Elma Halilcevic, Odense Håndbold

Emma Friis, CSM Bucuresti

Trine Østergaard, CSM Bucuresti

Bagspillere

Mette Tranborg, Team Esbjerg

Michala Møller, Team Esbjerg

Line Haugsted, Team Esbjerg

Helene Kindberg, København Håndbold

Kristina Jørgensen, Györ

Anne Mette Hansen, Metz

Mie Højlund, Odense Håndbold

Helena Elver, Odense Håndbold

Sarah Paulsen, Sønderjyske

Stregspillere

Kaja Kamp, Team Esbjerg

Rikke Iversen, Team Esbjerg

Nanna Hinnerfeldt, Ringkøbing Håndbold

Derudover deltager Odense Håndbolds Louise Burgaard i træningerne mandag, tirsdag og fredag.

KIF tog første stik i kampen om oprykningsduel

0
KIF Kolding tog første stik i kvalifikationsspillet med en 34-30-sejr over Aarhus Håndbold fredag aften i AL Sydbank Arena. Foran 2744 tilskuere fik hjemmeholdet det...

Middelfart tabte igen