5.9 C
Copenhagen
mandag 15. december 2025

Hektiske dage for ny FHK-keeper

0
Hektiske dage for ny FHK-keeper

Det er gået meget hurtigt for FHK at hente den ungarske keeper Martin Nagy. Hovedpersonen selv fortæller til Fredericia AVISEN, hvordan det hele opstod.

Tirsdag formiddag stod Nagy omklædt i Fredericia Idrætscenter. Han skulle træne i hal 2, efter at han mandag aften var blevet indlogeret på Hotel Fredericia. Inden da havde der været dialog med FHK, Pick Szeged og Nagys agent.

– Lørdag aften fik jeg opkaldet fra min agent, og søndag pakkede jeg mine ting, mens jeg rejste hele mandag. Nu er jeg her. Jeg er klar til at hjælpe holdet, og jeg håber, vi kan vinde de kommende kampe, siger Martin Nagy.

Den 25-årige Nagy, der med sine to meter rager godt op i landskabet, er hentet til FHK for at gardere i målet på grund af fraværet af Sebastian Frandsen og Thorsten Fries, der begge er skadet. Frandsen har punkteret lungen, og det er uvist, hvornår han er klar igen, mens Fries er i kapløb mod tiden for at blive klar til pokalkvartfinalen mod Sønderjyske. Dermed ville FHK potentielt stå med de uprøvede Rasmus Storm og Julius Fenger i en altafgørende kamp.

– Jeg ser det som et perfekt match. Jeg får spilletid, de får en keeper, og vi får et fælles mål om at vinde, siger Nagy, der ikke tøvede, da muligheden bød sig:

– Min agent talte med Gudmundur, og for mig var der ikke nogen tvivl – hvis jeg kunne komme, ville jeg komme. Jeg glæder mig meget til de kommende kampe og ser frem til at spille med holdet, kæmpe for dem, fortæller Martin Nagy.

På forhånd har han et smule kendskab til FHK. Han har set alle klubbens Champions League-kampe, og faktisk kender han en spiller i truppen fra tidligere i karrieren.

– Jeg kender Einar Olafsson fra, da jeg var lejet ud til Valur, men de andre mødte jeg først tirsdag morgen. De virker flinke og imødekommende overfor mig, fortæller Martin Nagy.

Martin Nagy under træningen.

I resten af 2024 står der fire udekampe på menuen for FHK. Dermed når Martin Nagy ikke at spille en hjemmekamp i FHK-trøjen.

– Det ville være rart at spille foran Fredericias fans, men sådan er det, og nu skal vi fokusere på at vinde udekampe. Jeg har set Fredericias kampe, og fansene er meget støttende. Jeg så også, at de var med til udekampe. Når de har spillet i Champions League, har det også været i en arena et stykke væk herfra, så det er gode fans, siger Nagy.

Den nye FHK-keeper vil ikke fokusere for meget på den omtalte pokalkamp mod Sønderjyske den 17. december. Inden da venter to kampe: først onsdag mod Skjern og siden Aalborg på lørdag.

– Jeg tager altid én kamp ad gangen. Jeg fokuserer nu på Skjern-kampen, og når tiden er inde, fokuserer jeg på den næste. Jeg kan ikke lide at tænke for langt frem – bare på den næste kamp, siger Martin Nagy.

Med første træningsdag tirsdag og sidste kamp i FHK den 20. december venter der et meget presset kampprogram, og Nagy når knap at falde til. I perioden skal han bo på Hotel Fredericia.

– Hotellet er tæt på træningshallen, så det er nemt. Det er fint for mig. Jeg slipper for at rejse meget, siger Nagy, der endnu ikke har været rundt i Fredericias centrum.

– Det har jeg ikke nået. Jeg ankom meget sent mandag og var træt, og i dag handler det om forberedelse til kampen mod Skjern, slutter Martin Nagy.

Onsdag får Martin Nagy debut for FHK, når holdet møder Skjern på udebane klokken 18:30.

Åbn lågen til julens tiende gaveidé fra Fredericia

0
Åbn lågen til julens tiende gaveidé fra Fredericia

Det er den tid på året, hvor Fredericia stråler lidt ekstra. Byens gader er pyntet med funklende lys og gran, butikkerne summer af forventning, og duften af brændte mandler, varme æbleskiver og gløgg hænger i luften. Julen er kommet til Fredericia – og med den følger årets store spørgsmål: Hvad skal man give i julegave?

For at hjælpe dig med den svære beslutning har Fredericia AVISEN skabt en helt særlig juleserie, i samarbejde med flere af byens virksomhed, der sætter fokus på byens handelsliv. Vi har besøgt 24 forretningsdrivende i Fredericia og spurgt dem om deres bedste julegaveidéer. Fra de små nichebutikker med unikke varer til de klassiske steder, der er garant for kvalitet – vi har samlet 24 gaver, som både inspirerer og hylder det lokale.

En julekalender fuld af Fredericias charme

Ligesom en julekalender åbner vi hver dag op for en ny fortælling fra byens handlende. Hver gave gemmer på en historie, der handler om mere end blot det, man kan købe. Det handler om passionen bag produkterne, glæden ved at bidrage til Fredericias fællesskab og det særlige ved at handle lokalt i en tid, hvor vi alle søger nærvær og mening.

Vi dykker ned i Fredericias juleliv og besøger butikker, caféer og forretninger, der hver især spiller en rolle i at gøre byen til noget helt særligt. Måske finder du den perfekte gave til en, du holder af – eller måske opdager du en ny favoritbutik, der er værd at besøge igen og igen.

Julen handler om mere end gaver

Denne serie er også en hyldest til det lokale handelsliv, der hver dag arbejder hårdt for at skabe liv og glæde i Fredericia. Detailhandlen er presset, men med fælles opbakning kan vi sikre, at Fredericias bymidte fortsat er et levende og attraktivt sted at handle, hygge og mødes.

Fredericia AVISEN håber, at serien kan inspirere til både juleindkøb og refleksion over, hvorfor det betyder noget at støtte lokalt. Når vi køber vores gaver i byen, investerer vi i Fredericias fremtid – og sikrer, at der også næste år er butikker, der kan pynte op og skabe julestemning i vores gader.

Følg med hver dag

Så læn dig tilbage med en kop varm kakao, og følg med på Fredericia AVISEN, hvor vi hver dag frem til juleaften åbner en ny gave. Bag hver historie gemmer sig noget særligt – præcis som det bør være i julen.

I tiende afsnit er det indehaver af Restaurant Enes Malthe Nielsen, der kommer med et bud på at hygge sig i julemåneden.

Restaurant Ene serverer julens smag i Kanalbyen

I Kanalbyen i Kongensgade inder man Restaurant Ene. Her har køkkenchef Malthe Nielsen med Gitte og Per Baun Helios, der ejer en del af restauranten, skabt en juleplatte, der emmer af hygge og dansk julestemning. Juleplatten består af citrus-marinerede rejer med smilende æg, marineret Christiansø sild, rullepølse med sky og løg, lun ribbensteg med hjemmelavet rødkål og hjemmesyltede agurker. Dertil kommer to slags unika-oste og dansk brie, serveret med hjemmebagt malt-, rug- og knækbrød.

For Malthe Nielsen er juleplatten ikke blot en samling retter, men snarere en hyldest til den danske juletradition. Han forklarer, hvordan restaurantens koncept vækker minder om hjemlig hygge og fællesskab.

– Det er lidt som en lille buffet, hvor man smører sit eget brød – en klassisk juleoplevelse. Når man kommer herned, er det ikke bare smørrebrød, men en mulighed for at nyde æg, sild, flæskesteg, ost og andre traditionelle retter. Det er ikke revolutionerende, men det er hyggeligt og nærværende, siger han.

Denne tanke om hygge og fællesskab er også central for Per Baun Helios. Han ser juleplatten som mere end blot en praktisk løsning for gæsterne – det er en mulighed for at skabe en mindeværdig oplevelse midt i juletravlheden.

– Vi prøver at gøre det lidt anderledes, så det ikke bare er det samme som altid. Det handler om at skabe en oplevelse for dem, der kommer her. For eksempel har vi tænkt på at lave en påskeplatte senere, men lige nu er det julen, der er i fokus. Så når folk julehandler, kan de sætte sig herind, få en lille julefrokost og slippe for opvasken. Det er lidt som en hjælp til dem, der ikke vil stå derhjemme og købe alt grejet ind, forklarer Per Baun Helios.

Mens juleplatten selvfølgelig er centrum for oplevelsen, er der lagt lige så stor vægt på den stemning, som gæsterne møder i restauranten. Atmosfæren er tænkt som et sted, hvor både små selskaber og enkeltpersoner kan finde ro og juleglæde.

– Vi har også gjort os nogle tanker om, hvad julen betyder for os. Hele vores menu emmer af jul – med svin, sild og en dekonstrueret risengrød med anis og andre julede krydderier. Vi vil gerne skabe en hyggelig atmosfære, hvor gæsterne føler sig hjemme, fortæller Malthe Nielsen.

Restaurant Ene har en ambition om at favne de mindre selskaber, som måske søger en mere intim og afslappet ramme for deres julefrokost. Malthe Nielsen forklarer, hvordan restauranten med plads til 25-30 personer skaber et alternativ til de store fester.

– Vi gør også en indsats for at tiltrække mindre firmaer, der ønsker at samles til en god julefrokost. Vi har plads til 25-30 personer, så det er ikke stedet for store fester med høj musik, men mere for dem, der sætter pris på god mad og en hyggelig stemning, uddyber han.

Detaljer har også en særlig plads i konceptet hos Restaurant Ene. En særlig hjemmelavet julesnaps har vist sig at være en populær tilføjelse blandt gæsterne, og det er tydeligt, at Malthe Nielsen lægger vægt på de små elementer, der gør oplevelsen fuldendt.

– Vi har også lavet vores egen julesnaps – faktisk fire forskellige varianter. De har været meget populære, og vi har netop sat en ny batch over. Det er en detalje, som vores gæster virkelig værdsætter, afslutter han.

Med en menu, der oser af jul, og et øje for både kvalitet og nærvær, har Restaurant Ene skabt en oplevelse, der giver gæsterne en pause fra decembertravlheden – og en smag af det, der gør højtiden helt særlig.

Serien om 24 julegaver i Fredericia præsenteres af følgende virksomheder

Monjasa, Sparekassen Danmark, CH Byg, RSM, Boxleje.dk, Wiggers og Klement, Brugg Pipes og Byens Brød ønsker alle en glædelig jul og god julehandel i Fredericia.

Læs også

Politiker kritisk overfor rapport om handicapområdet

0
Politiker kritisk overfor rapport om handicapområdet

På det seneste udvalgsmøde i Senior- og Socialudvalget blev en rapport om de specialiserede socialtilbud i Fredericia præsenteret. Rapporten, som er en del af Fredericia Kommunes indsats for at styrke kvaliteten i arbejdet på botilbuddene, indeholder en række anbefalinger om forbedringer i både ledelse, arbejdsgange og samarbejde med pårørende. Men selvom rapporten rummer flere konkrete tiltag, er næstformand i Senior- og Socialudvalget, Kirsten Hassing (C), særligt kritisk over for den anbefaling, der foreslår at nedlægge pårørenderådet i sin nuværende form.

Rapporten er resultatet af en analyse, som blev gennemført i foråret 2024, og som belyser flere udfordringer i Fredericia Kommunes specialiserede socialtilbud. Blandt de vigtigste fund er behovet for styrket ledelse, bedre struktur i arbejdsgangene og en øget kompetenceudvikling af medarbejderne. En af de mere markante anbefalinger handler om pårørenderådet, som ifølge rapporten bør nedlægges i sin nuværende form, og alternativet bør overvejes.

Kirsten Hassing reagerer kraftigt på denne anbefaling og mener, at pårørenderådet spiller en vigtig rolle i samarbejdet med de pårørende til beboerne. Hun understreger, at det er afgørende at få afklaret, hvordan samarbejdet kan forbedres, før man træffer beslutning om nedlæggelse.

– Jeg synes ikke, vi kan godkende anbefalingen om at nedlægge pårørenderådet i sin nuværende form. Pårørendesamarbejdet er essentielt for borgernes trivsel, og vi skal sikre, at vi får undersøgt, hvordan samarbejdet kan styrkes, før vi træffer nogen beslutning, siger Hassing.

Kirsten Hassing påpeger, at det er nødvendigt at se på vedtægterne for pårørenderådet, hvordan medlemmerne vælges, og hvilke beføjelser de har i forhold til ledelsen. Hun understreger, at det er en opgave, der skal arbejdes videre med i den kommende tid, især med den nye ledelse på området.

– Vi skal kigge på vedtægterne for pårørenderådet, på hvem der sidder i rådet, og på de kompetencer og beføjelser, de har i forhold til ledelsen. Det er oplagt at tage fat på det, når vi nu har en ny ledelse, så vi kan få styr på, hvordan samarbejdet fungerer i praksis, forklarer Hassing.

En del af rapporten, som Hassing ser positivt på, er de tiltag, der skal styrke arbejdsmiljøet og den faglige praksis. Rapporten understreger, at der er behov for en fælles faglig strategi og kultur samt øget kompetenceudvikling af medarbejderne. Hassing ser dette som et nødvendigt skridt mod at sikre en bedre arbejdsplads for de ansatte og samtidig forbedre kvaliteten af de ydelser, der tilbydes borgerne.

– Rapporten peger på, at der er behov for at styrke både ledelsen og medarbejdernes kompetencer. Det er vi enige i. Men vi skal også sikre, at pårørenderådet får en mere struktureret rolle og den nødvendige opbakning, så de kan være en konstruktiv part i arbejdet, siger Hassing.

Hassing afslutter med at understrege, at arbejdet med at forbedre pårørendesamarbejdet ikke kan løses hurtigt. Det kræver en grundig proces, hvor både pårørende og ledelsen inddrages.

– Der har været usikkerhed omkring pårørenderådets rolle, og vi skal sikre, at der er klarhed omkring deres funktion og beføjelser i den daglige drift. Lederen skal selvfølgelig have sit ledelsesrum, men der skal også være høring af pårørenderådet i de relevante sager. Vi skal finde den rette balance, og derfor er det nødvendigt at arbejde videre med dette i en særskilt proces, afslutter Hassing.

Med rapportens anbefalinger og de fortsatte drøftelser om pårørenderådet ser Kirsten Hassing optimistisk på fremtiden, men understreger, at der stadig er meget arbejde tilbage for at sikre stabilitet og klarhed på området.

Kulturens tavse koder – og hvordan de kan oversættes

0
Kulturens tavse koder – og hvordan de kan oversættes

Nogle gange er det ikke de store, forkromede løsninger, der gør forskellen. Nogle gange er det de små skift i perspektiv – et blik, en stemme, en samtale, hvor der pludselig opstår en gensidig forståelse. I Fredericia sidder Hamsa Ka-Koush i sit hjem, omgivet af bøger og en ro, der synes at afspejle hendes tilgang til verden. Der er ingen hastværk, når hun fortæller. Kun en oprigtig tro på, at de største forskelle ofte skabes i det små.

– Jeg hedder Hamsa og er 45 år. Jeg har boet i Danmark i 35 år og i Fredericia i, hvad bliver det nu, 23 år, begynder hun med et smil.

– Jeg har en pædagogisk baggrund og har arbejdet som pædagog i mange år – faktisk i 18 år, tror jeg. For syv år siden tog jeg en kandidat i pædagogisk filosofi. Jeg skrev speciale om dannelse og integration. Lige nu arbejder jeg som familiekonsulent i Vejle Kommune og underviser også hos Børns Vilkår. For et par måneder siden startede jeg desuden Bridge the Gap.

Og netop Bridge the Gap er omdrejningspunktet for Hamsas arbejde. En virksomhed, der handler om at hjælpe andre, men også om at bygge bro – en bro mellem kulturer, værdier og mennesker.

Fra flygtningebarn til brobygger

Hamsa har ikke bare læst om kulturmøder. Hun har levet dem. Hendes liv er en rejse fra at være flygtningebarn til at blive brobygger, og det giver hendes arbejde en helt særlig tyngde.

– Jeg er første generations indvandrer, og det giver mig en forståelse for de udfordringer, som mange familier står i. Jeg har selv oplevet, hvordan kulturforskelle kan skabe forvirring og misforståelser, forklarer hun.

Logoet for Bridge the Gap er malet af Tina Graslund og gennemsyret af Hamsa Ka-Koushs egen fortælling og symbolik. Den gyldne nøgle repræsenterer værktøjet til at låse op for forståelse og integration. Blomsterne i bunden – jasmin og hyben – er Hamsas personlige billede på mødet mellem kulturer. Jasmin symboliserer hendes palæstinensiske-egyptiske afstamning, mens hybenblomsten repræsenterer den danske sommer. Sammen med broen i baggrunden bliver logoet en visuel fortælling om at forbinde mennesker, værdier og verdener.

Hun fortæller en historie om en arabisk mor, som blev mødt med frustration fra en kollega, fordi hendes barn ofte kom for sent i institutionen.

– Min kollega sagde til mig: ‘Kan du ikke tale med hende? Barnet bliver aldrig puttet til tiden.’ Kollegaens udgangspunkt var et dansk pædagogisk ståsted, hvor rutiner og fællesskab vægtes højt. Da jeg talte med moren, forklarede hun, at hun stadig ammede sin søn, fordi han endnu ikke var to år. I en arabisk-muslimsk kontekst er det en gave at amme sit barn til det fylder to.

Hamsa kunne både anerkende morens intentioner og forklare kollegaen, hvorfor det var vigtigt at kommunikere, hvordan søvn og deltagelse i fællesskabet påvirker barnets trivsel.

Tavs viden – og at sætte ord på det usagte

Hamsa arbejder med det, fagfolk kalder ‘tavs viden’ – de usynlige koder og værdier, vi alle bærer med os, men sjældent sætter ord på.

– Tavs viden kan være mange ting: smagen af mormors småkager, duften af jasmin en sommeraften eller de forskellige juletraditioner. Men det handler også om børneopdragelse, kønsroller og selvhjulpenhed, siger hun.

Hun peger på, at fagpersoner kan have svært ved at sætte ord på, hvad de gør og hvorfor, når det er baseret på denne tavse viden.

– Det er en proces, en øget bevidsthed. Vi skal sætte ord på intentionerne. Når vi gør det, kan vi skabe forståelse og bygge bro, forklarer hun.

Et maleri af Tina Graslund, skabt for at illustrere og formidle essensen af Bridge the Gap.

Hamsa deler endnu et eksempel fra sin praksis:

– Når jeg ser ind i et par brune øjne, der ligner mine, kan jeg genkende den tavse viden, intentionerne bag handlingerne. Det skaber tillid, som jeg kan bygge videre på.

Faglige oplæg for større forståelse

Hamsa tilbyder oplæg for fagprofessionelle, hvor hun kombinerer teoretisk viden med praksisnær erfaring.

– Jeg vil gerne hjælpe fagpersoner med at sætte ord på mellemregningerne – at italesætte det usagte. Mine oplæg handler om at give værktøjer til at forstå hinandens værdier og intentioner, siger hun.

– Det kan give større held med opgaveløsningen, en positiv indflydelse og flere nuancer i samarbejdet.

Sidst handler det for Hamsa ikke om at ændre verden fra den ene dag til den anden. Det er de små skridt, der gør forskellen.

– Når vi forstår hinandens intentioner og får sat ord på de tavse koder, kan vi nærme os hinanden og skabe bedre resultater, afslutter hun.

Tidligere grillejer er under konkursbehandling

0
Tidligere grillejer er under konkursbehandling

Fragtfirmaet DKE Group ApS er under konkursbehandling. Det blev besluttet den 4. december ved Retten i Kolding, hvor virksomheden, der havde adresse på Børup Landevej 64 i Fredericia, blev taget under konkursbehandling. Det fremgår af Statstidende.

Virksomheden, der tidligere har været involveret i flere lokalområder, har tidligere ejet Snoghøj Grillen, men denne del af forretningen blev skilt ud fra selskabet og overgik til nye ejere for nogen tid siden. DKE Groups seneste regnskab viser et underskud på knap 400.000 kroner, hvilket har været en medvirkende faktor til virksomhedens nuværende økonomiske situation.

Konkursbehandlingen betyder, at DKE Group ApS nu står i en usikker situation, og det vides endnu ikke, hvad der vil ske med virksomhedens øvrige aktiver og kreditorer.

FC Fredericia forlænger med keeper

0
FC Fredericia forlænger med keeper

FC Fredericia har forlænget aftalen med den 21-årige målmand, Mads Eriksen, med yderligere et halvt år frem til sommeren 2025.

FC Fredericia hentede Mads Eriksen, da der opstod et akut problem på målmandsposten tidligt i efterårssæsonen, da Mattias Lamhauge blev skadet. FC Fredericia havde derfor kun Valdemar Birksø til rådighed, udover mulige emner fra U19-holdet.

Nu har FC Fredericia imidlertid valgt at forlænge aftalen frem til sommeren 2024 med Mads Eriksen, der kom til klubben fra Vendsyssel.

– Vi har en klar strategi om at holde sammen på vores trup i foråret, og her indgår Mads i planerne, derfor forlænger vi samarbejdet med Mads. Mads bidrager fantastisk godt til træning og i dagligdagen, samt han har en vigtig rolle i truppen og i vores målmandsteam. Det har været en prioriteret for os at forlænge aftalen med ham, så vi står så godt rustet som muligt til foråret, siger direktør Stig Pedersen.

Danske profiler kommer ikke tilbage til EM

0
Danske profiler kommer ikke tilbage til EM

Både Althea Reinhardt og Sarah Iversen rejser hjem fra EM. Ingen af dem er stand til at fortsætte efter deres skader.

Håndboldkvinder må undvære Althea Reinhardt og Sarah Iversen i de sidste kampe ved EM. Begge spillere er for skadet til at kunne spille mere i turneringen.

– Jeg har revet korsbåndet over og fået en skade i menisken. Jeg er pisseked af det, og virkelig ærgerlig, siger Sarah Iversen.

Skaden skete i de sidste minutter af gårsdagens kamp mod Slovenien.

– Det er enormt ærgerligt for Sarah Iversen, at hendes EM skal slutte på den her måde. Vi håber, hun vender stærkt tilbage for både klub og landshold, når hun er klar til det, siger landstræner Jesper Jensen.

Althea Reinhardt har også spillet sin sidste kamp ved slutrunden. Den stærke Odense-keeper når ikke at blive klar, efter hun i søndags fik en bold i hovedet under træningen.

– Jeg har fået en hjernerystelse, og har brug for ro. Det får jeg bedst ved at rejse hjem, selvom jeg selvfølgelig er ærgerlig over at slutte EM på den måde, lyder det fra Althea Reinhardt.

– Det er aldrig sjovt at sende spillere hjem fra en slutrunde pga. skader. Men Althea Reinhardt har fortsat brug for hvile, derfor skal hun nu koncentrere sig om at komme på højkant og blive helt frisk til resten af sæsonen, siger landstræneren.

Sandra Toft er allerede indkaldt som erstatning for Althea Reinhardt, mens der umiddelbart ikke vil blive sendt bud efter en ny spiller som erstatning for Sarah Iversen.

– Vi ønsker begge spillere god bedring. Men det er også vigtigt, at vi nu fokuserer på de spillere, vi har til rådighed og de sportslige muligheder, vi stadig har i den her turnering. Vi kommer stadig til at gå på banen mod Holland med alt, hvad vi har og på den måde gøre os fortjent til at spille semifinale, siger Jesper Jensen.

Håndboldkvinderne spiller onsdag kl. 18 mod Holland i den sidste kamp i mellemrunden. En sejr eller uafgjort sender Danmark i EM-semifinalen.

Nationalitet i grønlandske pas opdateres til både grønlandsk og dansk

0
Nationalitet i grønlandske pas opdateres til både grønlandsk og dansk

Fremover vil nationaliteten i grønlandske pas blive angivet som både grønlandsk og dansk. Beslutningen sker efter en undersøgelse foretaget af Justitsministeriet og skal skabe ensartethed med færøske pas, hvor nationaliteten allerede angives som både dansk og færøsk. Ændringen forventes implementeret inden udgangen af 2024, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard er beslutningen truffet med respekt for den grønlandske nationale identitetsfølelse:

– Jeg ved, at den grønlandske nationale identitetsfølelse har stor betydning for mange. Derfor giver det mening, at nationaliteten fremover angives som både grønlandsk og dansk i de grønlandske pas, udtaler ministeren.

Reaktioner fra Grønland

Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender Jess Svane vurderer, at ændringen har betydning for Grønlands borgere og deres identitet.

– At kunne identificere sig som grønlandsk i officielle dokumenter er ikke blot et spørgsmål om nationalitet, men også om anerkendelse af Grønlands kultur og historie, lyder det fra Jess Svane.

Medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz, kalder ændringen et resultat af borgerhenvendelser, der er blevet omsat til konkrete handlinger:

– Det viser, at regeringen lytter, og at det gør en forskel, når Inuit Ataqatigiit tager sager op i Folketinget, siger hun.

Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut ser ændringen som et skridt mod større anerkendelse af grønlandsk identitet:

– Nu anerkendes vores nationalitet også som grønlandsk i passene. Denne symbolske ændring kan være et skridt mod, at Grønland på sigt overtager ansvaret for pasområdet, udtaler hun.

Baggrund

Ændringen betyder, at nationalitetsangivelsen i grønlandske pas vil blive opdateret, så den fremover står som både grønlandsk og dansk. Det grønlandske pas adskiller sig fra det danske ved blandt andet at have betegnelsen “Danmark – Kalaallit Nunaat” på forsiden, mens der på det danske pas står “Danmark – Den Europæiske Union”.

Initiativet bygger på en tilsvarende praksis for færøske pas, hvor nationaliteten allerede angives som både færøsk og dansk. Justitsministeriet oplyser, at ændringen sker for at sikre ensartethed mellem de to områder.

Marie-Louises garnfællesskab sætter Middelfart på landkortet

0
Marie-Louises garnfællesskab sætter Middelfart på landkortet

Der var strikkepinde og hygge for alle pengene, da Knit Sisters’ Studio fredag aften inviterede til juleudgaven af deres populære Knit Night på Kring Chokolade i Middelfart. Med dampende kopper varm chokolade og små lækre kager blev strikkeglæden fejret blandt både gamle kendinge og nye ansigter.

“Jeg sælger ikke bare garn”

– Jeg hedder Marie-Louise Veber Paustian. Veber med et enkelt V, indledte hun med en lattermild præcision, der lige så godt kunne gælde for hendes tilgang til garn og fællesskab.

– Jeg plejer ikke at sige, at jeg sælger garn. Jeg plejer at sige, at jeg sørger for, at folk har en succesoplevelse med garn. Det er egentlig det, der er vores hovedformål.

Og det er en filosofi, der gennemsyrer hele butikken. Her er det for Marie-Louise nemlig ikke bare nok at sælge et produkt – kunderne skal føle sig hjulpet, guidet og inspireret.

Butikkens facade er pyntet op til jul med fine strikkede sløjfer, skabt af en af de kreative kunder.

– Hvis du køber garn hos os, så bliver du hjulpet hele vejen igennem. Du kan komme og spørge lige så mange gange, du vil. Men det kræver, at du har købt det her, for vi bruger rigtig meget tid på at hjælpe vores kunder. Det er vores prioritet, forklarer hun.

Et fællesskab, der rækker langt

I en tid, hvor meget foregår online, og hvor coronaens restriktioner engang gjorde det umuligt at mødes i større forsamlinger som strikkeselskaber, gjorde Marie-Louise sit for at skabe et digitalt fællesskab, der når ud til strikkere langt væk fra Middelfart. Det begyndte under pandemien med hendes første onlinekurser – en succes, der siden har udviklet sig til en fast del af Knit Sisters’ Studio.

– Vi kører onlinekurser hver måned. Det gør, at folk lærer hinanden at kende på kryds og tværs, selvom de kommer fra alle mulige steder. Jeg havde nok ikke forstået det fællesskab, der opstår online, før jeg så det ske, fortæller hun.

Kunderne har i år bidraget med julepynt til butikkens to smukke juletræer – det ene i klassiske røde og hvide farver, mens det andet stråler i lilla og grønne nuancer, som Marie-Louises kunder har en særlig forkærlighed for.

Men Knit Sisters handler ikke kun om skærmfællesskaber.

– Det var faktisk mig selv, der sagde: Nu skal jeg lave noget, hvor vi også kan mødes i virkeligheden. Så jeg gjorde det. Og det er netop det, der trækker folk hertil fra nær og fjern, sagde hun og rettede blikket hen mod de mange gæster, der denne aften havde fundet vej til Kring Chokolade.

“Jeg kører fra Aarhus for det her”

En af dem var Ulla, som havde taget turen fra Trige, nord for Aarhus. For hende er Knit Sisters lidt mere end bare en garnbutik.

– Jeg har kendt til butikken i mange år og har været med på rigtig mange onlinekurser, siden hun startede i 2021. Det er fællesskabet, der gør forskellen. Selv online føler man, at man kender de andre. Og når man så mødes fysisk, er der altid nogen, man lige kan sige hej til, sagde hun.

Ved siden af Ulla sad Kirsten fra Kolding, som også havde taget en fridag for at være med.

– Marie-Louise er knalddygtig til at skabe noget særligt. Hun er fantastisk til sociale medier og markedsføring, men det handler ikke kun om det. Det handler om at inspirere. Det er derfor, jeg kommer her. Jeg køber faktisk ikke garn andre steder længere, indrømmede hun og grinte.

Ulla og Kirsten nyder fællesskabet til Knit Night, hvor strik, chokolade og godt selskab går hånd i hånd.

Da vi spørger de to strikkeentusiaster ind til et af deres yndlingskurser eller begivenheder hos Knit Sisters’ Studio, er de ikke i tvivl:

– August-weekenden er noget helt særligt, siger Kirsten med et smil.

Anden weekend i august samles strikkere nemlig fra hele landet til en tre-dages strikkeoplevelse i Middelfart, der byder på alt fra brunch på lokale caféer til gåture med strikketøjet på Hindsgavl Halvøen.

– Vi starter altid med brunch, og så skal vi selvfølgelig forbi butikken for at tage fællesfoto i de bluser, vi har strikket i årets løb. Det er så sjovt at se, hvordan samme opskrift kan blive til så mange forskellige udtryk, fortæller Ulla.

En aften i chokoladens tegn

Knit Night er én af mange aktiviteter, som Knit Sisters arrangerer, men juleudgaven på Kring Chokolade har en særlig plads i kalenderen.

– Vores Knit Night er lige så meget en hyggeaften som en strikkecafé. Vi drikker varm chokolade, spiser lækre kager og inspirerer hinanden. Nogle gange beder jeg dem gå rundt og se, hvad de andre strikker, for at skabe netværk og give inspiration, forklarede Marie-Louise.

Stemningen i den hyggelige café summede af latter og glæden ved at gense eller se hinanden.

– Det er så sjovt at møde folk, man måske kun har set online. Der var flere i dag, som sagde: Gud, det er dig fra Facebook-gruppen! Og så er samtalen i gang, fortalte Kirsten.

Middelfart som strikkedestination

Afslutningsvis slår Marie-Louise et slag for, at Knit Sisters’ Studio skal være lidt mere end en garnbutik, for hun vil gerne skabe en oplevelse, der gør Middelfart til en attraktiv destination for mange strikkeglade mennesker.

Udover at drive Knit Sisters’ Studio er Marie-Louise også formand for Middelfart Handel. Hun ser sine Knit Nights og kurser som en oplagt mulighed for at tiltrække mennesker til byen og inspirere dem til at udforske Middelfarts mange tilbud. Hun håber, at arrangementer som den årlige augustweekend bidrager til at styrke bylivet og gøre Middelfart til en destination for besøgende.

– Jeg havde et mål fra starten om at blive en destinationsbutik. Folk skulle synes, at det var værd at køre langt for at besøge os. Og det er lykkedes. Men det er jo ikke kun butikken. Det er også byen, sagde hun og nævnte, hvordan gæster ofte kombinerer strikkearrangementerne med cafébesøg og shopping i byen, forklarer hun. Ligesom som Ulla, der havde taget en dag til at nyde dagen sammen med sine veninder.

Som afslutning på dagen leder Marie-Louise os gennem den stemningsfulde julepyntede by og ned til sin butik, der ligger centralt i gågaden. Her viser hun stolt butikkens juletræer, pyntet med garnpynt skabt af kunderne selv, som er blevet lidt af et symbol på det fællesskab, der gør Knit Sisters særligt.

På billedet ses de to smukke juletræer, og længst til højre står Marie-Louise og betragter det træ, der er pyntet i de populære lilla og grønne nuancer.

– Det er jo lige så meget deres butik. Det er jeg virkelig taknemmelig for. De føler, at de er en del af det, og det er de også, siger hun med en varme.

Og når man ser, hvordan gæster som Ulla og Kirsten tager turen igen og igen, er det svært ikke at mærke, at Knit Sisters’ Studio har skabt en ganske særlig garnmagnet.

 

Vokser med supermarked, hotel og p-hus

0
Vokser med supermarked, hotel og p-hus

Bydelen Design City i Kolding får nu også et hotel med godt 100 værelser, en Netto-butik og et p-hus. Det hele forventes at stå færdigt i 2026.

Bjert Invest koncernen, som sammen med samarbejdspartnere står bag udviklingen af Design City i Kolding, kan nu fortælle om nye aftaler, som atter skal få bydelen til at vokse.

– I dag er Design City i Kolding en attraktiv bydel med uddannelsesinstitutioner, campusområde med studieboliger, lejligheder og et dynamisk finanscentrum. Bydelen har taget form gennem godt 10 år, og vi fortsætter med at videreudvikle den med nye projekter, siger Martin Jensen, CEO i Bjert Invest koncernen.

Ny aftale om nye byggerier

Der er netop indgået aftale om at opføre et B&B HOTEL med 107 værelser, et p-hus med 224 pladser (både korttidsparkering og leje af p-pladser) og en Netto-butik i stueplan i p-huset. Byggerierne forventes allerede at gå i gang i foråret/sommeren 2025. Begge byggerier skal efter planen være færdige i 2026.

– Vi glæder os til at skulle åbne et nyt B&B HOTEL på en central beliggenhed, som Design City i Kolding er. Hotellet kommer til at passe rigtig godt ind i området, og selv om det ligger midt i byen, så er det let at komme til og fra for vores gæster, siger Tobias Gollnest, Chief Development Officer, Central & Northern Europe B&B HOTELS.

Også hos Salling Group er placeringen velvalgt:

– I Design City i Kolding er der både boliger, uddannelsesinstitutioner og mange arbejdspladser, så der mangler bare en Netto, som vi nu får mulighed for at åbne, siger Carsten Hadsbjerg, Udviklingsdirektør i Salling Group.

Plads til flere byggerier

Når hotel, supermarked og p-hus er opført, er der fortsat mulighed for at bebygge +45.000 kvm. i bydelen. Det kan fx være til yderligere boliger, kontorer eller flere uddannelsesfaciliteter.

– Vi er glade for den fortsatte interesse for at placere sig i området, og det er positivt, at markedsvilkårene igen åbner op for muliggørelsen af nye projekter. Vi udvikler et stort område midt i byen, og i den forbindelse er der grund til at rose alle involverede, herunder Kolding Kommune, for et godt og konstruktivt samarbejde, siger Martin Jensen.

Om Design City i Kolding

Beliggende i området er nu: Kolding Sky, Kolding HF og VUC, ALFABO, Nordea, Danske Bank, HOME, Sydbank, BDO, itm8 og Penta Advokater. Og fra 2026: B&B HOTEL, nyt p-hus og Netto.

Mand fundet død i skov nord for Fredericia

0
En mand blev søndag fundet død i et shelter i et skovområde nord for Fredericia. Det skriver tvSyd. Fundet blev gjort i forbindelse med hundetræning...