LIVESPORT. Nordic Betligaen går ind i sin afgørende fase. Hvem skal spille i Superligaen i den kommende sæson? Kolding FC tager hjemme imod FC Fredericia. AVISEN præsenterer kampen i samarbejde med ADP A/S.


LIVESPORT. Nordic Betligaen går ind i sin afgørende fase. Hvem skal spille i Superligaen i den kommende sæson? Kolding FC tager hjemme imod FC Fredericia. AVISEN præsenterer kampen i samarbejde med ADP A/S.


KRIMI. Et optrin i nattelivet udviklede sig natten til lørdag, da en 24-årig mand fra Fredericia umotiveret råbte ad en politibetjent i Havnegade i Vejle og efterfølgende modsatte sig anholdelse.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at episoden fandt sted omkring klokken 01.50.
– En person kalder umotiveret en betjent for “bums” og beder ham om at “fucke af”, fortæller vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi.
Betjenten valgte at sigte manden for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men her endte sagen ikke.
– I den forbindelse bliver han opfarende og nægter at efterkomme politiets anvisninger. Derfor bliver han også sigtet for at have gjort modstand mod anholdelsen, oplyser vagtchefen.
Politiet oplyser ikke, hvad der lå bag mandens pludselige udbrud, men understreger, at der var tale om en umotiveret konfrontation. Der meldes ikke om yderligere episoder i forlængelse af anholdelsen.
Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen kan give bødestraf, mens modstand mod anholdelse kan føre til højere straffe – afhængigt af situationens alvor.
KRIMI. Et falsk bankbud dukkede fredag op på Fjordmarken i Vejle og fik en 89-årig kvinde til at udlevere både kreditkort og kontanter. Gerningsmanden hævede efterfølgende 6.000 kroner på kortet – og fik yderligere 6.000 kroner i kontanter med sig.
Kvinden har ikke været i stand til at give noget signalement, oplyser Sydøstjyllands Politi. Men Fjordmarken var langt fra det eneste sted, hvor falske bankbud slog til fredag, og politiet har modtaget flere forskellige signalementer i sagerne.
I løbet af fredagen modtog politiet nemlig flere anmeldelser fra både Vejle, Horsens og Gedved – og i flere tilfælde lykkedes det gerningsmændene at narre ældre til at udlevere deres kort. Ifølge vagtchef Steffen Wolf undersøger politiet nu, om der kan være en forbindelse mellem sagerne, men det er endnu uklart, om det er den samme gerningsmand eller flere, der står bag.
– Det er ikke til at vide, om det er den samme person, men det er noget, vi kigger nærmere på, oplyser vagtchefen lørdag formiddag.
Sydøstjyllands Politi har i forbindelse med sagerne modtaget flere signalementer af de mistænkte gerningsmænd, som dog varierer en del fra hinanden.
På Lyngbakken i Vejle blev en mand beskrevet som 18-24 år, almindelig af bygning med mørkt hår. Han var iført en farvet skjorte og hvide sko.
På Helgesvej i Vejle klokken 15.20 blev gerningsmanden beskrevet som en yngre mand omkring 20 år, mørkhåret og iført mørkt tøj.
I Gedved blev gerningsmanden beskrevet som omkring 35 år gammel, cirka 180 cm høj, kraftigt bygget og uden skæg. Han bar en mørkebrun eller sort t-shirt, en kasket og havde en karakteristisk tatovering med tern på halsen. I Horsens, hvor anmeldelsen kom ind klokken 13.44, lød signalementet på en mand omkring 30 år, cirka 180 cm høj og slank af bygning. Han havde lyst, kort hår og var iført blå skjorte og mørke bukser.
Politiet oplyser, at det i nogle tilfælde lykkedes gerningsmændene at hæve penge fra de stjålne kort, men at det ikke er oplyst, hvor meget der er hævet i alle sagerne.
Fremgangsmåden er velkendt: En person ringer og udgiver sig for at være fra banken. Vedkommende fortæller, at der er mistænkelige transaktioner på kontoen, og at banken vil sende en medarbejder ud for at afhente kort og kode. Kort efter dukker en mand op og får kortet udleveret.
– Det er den klassiske historie med, at nogen ringer og påstår, at der er ved at blive overført penge fra kontoen. Derefter dukker en person op for at hente kortet. I nogle tilfælde bliver det også nævnt, at vedkommende er sendt fra banken, fortæller vagtchefen.
Sydøstjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig udleverer sit kort eller personlige oplysninger til nogen, der ringer uopfordret – heller ikke hvis de siger, de er fra banken eller politiet.
Hvis man modtager et opkald med sådan en påstand, bør man afbryde samtalen og i stedet kontakte banken direkte. Er man i tvivl, anbefales det altid at tage kontakt til politiet.
Har man set noget mistænkeligt i områderne i går fredag, opfordres man til at kontakte Sydøstjyllands Politi.
SPORT. Når Middelfart Boldklub i dag klokken 14.00 møder Frem BK hjemme på Middelfart Stadion, er det med frisk selvtillid efter sidste rundes flotte 3-1-sejr ude mod Nykøbing FC og nye siddepladser.
Middelfart ligger aktuelt på en stærk fjerdeplads med 31 point, kun ét point efter Næstved på tredjepladsen – og endda med en kamp i hånden. Modstanderne fra Frem indtager ottendepladsen med 27 point.
»Vi glæder os til atter at kunne byde jer velkommen på Middelfart Stadion – nu med siddepladser til de første 594 tilskuere,« melder klubben.
NATUR. I dag kan danskerne opleve en særlig himmelsk begivenhed, når en delvis solformørkelse kan ses omkring middagstid. Det sker, når månen passerer ind foran solen og dækker en del af dens overflade.
Den delvise solformørkelse begyret omkring klokken 11.27 og vil være tydeligst cirka klokken 12.20, hvor op til 28 procent af solens overflade vil være dækket af månen – set fra Jyllands vestlige kyster. På Fyn vil cirka en fjerdedel af solen være dækket, mens procenten falder lidt, jo længere mod øst man befinder sig.
Det betyder dog ikke, at himlen bliver mørk, da der stadig vil være rigeligt med sollys. Det anbefales derfor kraftigt at bruge specielle solformørkelsesbriller eller solfiltre, da det er skadeligt at se direkte på solen med det blotte øje.
Vejret ser ifølge prognoserne lovende ud for det meste af Syd- og Vestdanmark, især i Jylland og på Vestfyn, hvor en opklaring fra vest ventes at give gode chancer for klart udsyn.
På Østfyn og Sjælland er chancerne lidt dårligere, idet skyerne kan hænge længere tid over landsdelen og dermed dække for oplevelsen.
Den seneste delvise solformørkelse synlig i Danmark var i oktober 2022. Dengang dækkede månen 38 procent af solens overflade. Dagens formørkelse er altså lidt mindre udtalt, men stadig en sjælden mulighed for at opleve, hvordan solen langsomt forvandles til en halvmåneform.
Den næste større solformørkelse, der vil kunne opleves fra Danmark, sker i august 2026, hvor 85 procent af solskiven vil være dækket.
Hvis du vil nyde synet, skal du sikre dig at have det rigtige udstyr. Almindelige solbriller er ikke nok. I stedet bør du anvende specielle solformørkelsesbriller eller solfiltre, som beskytter øjnene mod solens skarpe lys.
Der er flere arrangementer rundt omkring i regionen, hvor man kan få hjælp til at observere fænomenet sikkert.
Så kig op – men med forsigtighed – når månen i dag tager en bid af solen over Danmark.
KRIMI. Naturen er knastør, og de danske beredskaber har usædvanligt travlt med at rykke ud til naturbrande over hele landet. Derfor opfordrer Danske Beredskaber nu danskerne til ekstra forsigtighed med åben ild i naturen.
178 gange alene i marts måned har brandfolkene måttet rykke ud til brande i naturen, og dét er langt over normalen på denne årstid. I gennemsnit de sidste fem år har antallet af naturbrande i marts ligget på 124, og tallet for marts 2025 er næsten en firedobling i forhold til sidste år.
– Vegetationen er ikke for alvor i fuldt flor endnu, og derfor er græs, buske og træer ikke begyndt at suge vand op fra jorden. Selvom vi mange steder har fået lidt regn på overfladen for nylig, er det slet ikke nok til at reducere brandfaren efter en lang periode uden regn. Vegetationen er stadig tør indeni. Når vi samtidig har haft pæne temperaturer, sol og vind, kan naturen let gå i brand, forklarer Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Særligt de seneste par uger har været hektiske, fortæller han, og understreger derfor vigtigheden af at vise stor forsigtighed med brugen af ild.
– Hvis man har planer om snobrød over bål i skoven eller at varme sin kaffe over gasblus i plantagen, så gør det kun på de dertil indrettede steder. Sørg for, at alle gløder er slukket helt, inden man forlader området. Er man typen, der ryger i naturen, så undgå at tabe gløder og tag cigaretskoddet med hjem, lyder opfordringen fra Bjarne Nigaard.
For at få et bedre overblik over brandfaren i netop dit område har Danske Beredskaber i samarbejde med Beredskabsstyrelsen og KL oprettet hjemmesiden Brandfare.dk. Her kan man følge med i risikoen lokalt, og få konkrete råd om, hvordan man undgår naturbrande.
På hjemmesiden findes også et kommunekort, hvor man tydeligt kan se, om der er indført afbrændingsforbud lokalt.
• Brug kun dertil indrettede bål- og grillpladser i naturen.
• Hold altid afstand til tør vegetation.
• Sørg for, at bål og grill er helt slukket, inden du går.
• Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild.
• Lad ikke cigaretskod, flasker eller glas ligge i solen i tør vegetation.
• Parker aldrig bilen i høj, tør bevoksning.
• Brug maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – selv små gnister kan starte en brand.
Er uheldet ude, så ring omgående 1-1-2.
SPORT. I dag klokken 13.00 lyder startfløjtet for FC Fredericias første kamp i det intense oprykningsslutspil, hvor holdet gæster lokalrivalerne fra Kolding IF.
FC Fredericia går ind i slutspillet med store ambitioner om at sikre sig en plads i landets bedste fodboldrække. Klubben har netop offentliggjort resten af slutspillets kampprogram, hvor flere store og afgørende opgør venter på hjemmebanen, Monjasa Park.
Efter dagens kamp mod Kolding IF venter fem intense hjemmekampe, hvor FC Fredericia skal forsøge at hente de afgørende point foran egne fans.
Kampprogrammet for hjemmekampene er som følger:
Lørdag d. 5. april kl. 13.00: FC Fredericia – OB
Torsdag d. 10. april kl. 18.30: FC Fredericia – AC Horsens
Søndag d. 27. april kl. 15.00: FC Fredericia – Esbjerg fB
Fredag d. 9. maj kl. 18.30: FC Fredericia – Hvidovre IF
Fredag d. 23. maj kl. 19.00: FC Fredericia – Kolding IF
Endnu en vigtig kamp på udebane mod AC Horsens i runde 31 mangler dog at få fastsat en endelig dato og tidspunkt.
Du kan følge kampen i AVISENs live fra 12.55. Kampen præsenteres af ADP A/S.

SAMFUND. Fredericia Idrætscenter dannede fredag ramme om Fredericia Lærerkreds’ generalforsamling. Med en høj tilslutning – hele 152 lærere, svarende til 25 procent af medlemmerne – fik lærerne sat fokus på egne arbejdsvilkår, undervisningens kvalitet og udfordringerne i kommunens folkeskoler.
Per Brecklings beretning tog først og fremmest fat i sidste års overenskomstforhandlinger (OK24), som gav lærerne en økonomisk ramme på 8,8 procent.

»Selvom vi ikke fik alt det tabte tilbage, har vi sikret en reallønsfremgang i den kommende periode. Og det var nødvendigt,« sagde han og fremhævede især de forbedringer, der træder i kraft fra april 2025.
Her kunne han blandt andet fortælle, at lærerne får nye løntillæg, bedre muligheder for efter- og videreuddannelse og muligheden for at opspare op til tre ugers ekstra ferie – uden ekstra aftale med arbejdsgiveren.
»Særligt kompetenceudviklingen markerer en helt ny retning,« understregede Per Breckling og fortalte, at kredsen allerede var i tæt samarbejde med kommunen om at gøre ordningen klar.
Arbejdsmiljøet var også et af de helt store temaer. Her fortalte Per Breckling, at kredsen har gjort meget for at styrke arbejdsmiljøet det seneste år – blandt andet ved at samle arbejdsmiljørepræsentanterne i netværk.
»Men lærerne oplever stadig alt for høje og urimelige følelsesmæssige krav. Det pres går ud over lærernes trivsel og opgaveløsning,« sagde han og lovede, at kredsen vil fortsætte med at prioritere arbejdsmiljøindsatsen.
Per Breckling fremlagde også resultaterne fra en ny undersøgelse om inklusion blandt Fredericias lærere. Undersøgelsen viste, at hele 83 procent oplever, at elever med behov for særlig støtte ikke får den nødvendige hjælp.
»Det er et uhyggeligt højt tal, og konsekvenserne er alvorlige: Støj, uro og mindre tid til hver enkelt elev. Det påvirker både elevernes og lærernes trivsel negativt,« fortalte han bekymret.
Lærerne pegede i undersøgelsen på, at flere timer med to lærere kunne løse nogle af problemerne. Tallene vil blive præsenteret direkte for Fredericias politikere, lovede Breckling.
»Vi vil holde dem op på dette, især nu hvor der snart er kommunalvalg,« understregede han.

Et af aftenens emner var lærernes frustration over kommunens centraliserede indkøb af digitale læremidler – især kommunens aftale med læringsportalen Alinea.
»Kommunen har uden reel inddragelse valgt portaler, der begrænser lærernes faglige frihed. Den frihed vil vi have tilbage,« sagde Per Breckling skarpt og fortsatte:
»Det handler om lærernes mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt, og elevernes ret til varieret undervisning.«
Generalforsamlingen kritiserede også Fredericia Kommunes stigende brug af ungdomsskolen til at løse folkeskolens opgaver.
»At udskrive elever fra folkeskolen for at finansiere ungdomsskoletilbud er decideret kontraproduktivt. Eleverne mister tilknytningen til skolen og deres kammerater,« advarede Per Breckling fra talerstolen.
Resolutionen krævede, at kommunen fremover løser opgaverne indenfor folkeskolens rammer, så eleverne kan fastholde deres relationer.
Kommunens budgetforlig for 2025-2026 fik både ros og kritik. Især var lærerne tilfredse med beslutningen om et klasseloft på 24 elever fra børnehaveklassen og opefter.
»Men at vente ti år på fuld implementering er ikke ambitiøst nok. Det bør indføres langt hurtigere, også i de ældre klasser, hvor problemerne med trivsel er store,« sagde Per Breckling og fik stor opbakning fra salen.
Han kritiserede også kommunen for ikke at investere yderligere i faglokaler til øget praksisfaglighed, som kræves i det nye kvalitetsprogram for folkeskolen:
»Man har lavet en budgetmæssig finte ved at lade allerede planlagte skolebyggerier finansiere nye faglokaler. Men hvordan skal vi reelt leve op til kravene uden ekstra investeringer?« spurgte han retorisk.
Regeringens beslutning om at nedlægge den kommunale 10. klasse til fordel for den nye ungdomsuddannelse EPX mødte stor bekymring.
»Det er som at se en katastrofe i slowmotion. Mange unge er slet ikke klar til at starte på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Og det rammer socialt skævt,« sagde Per Breckling, der tidligere selv har undervist i 10. klasse.
Per Breckling afsluttede sin beretning med at opfordre lærerne til at styrke fællesskabet yderligere – blandt andet ved at få flere medlemmer med i kredsen:
»Et stærkt fællesskab handler om, at vi hjælper hinanden. Vores opgave som fagforening er både at sikre gode vilkår og at være der, når medlemmerne har brug for det.«
Afslutningsvis takkede han lærerne varmt:
»Vores fagforening står stærkt, netop fordi I engagerer jer så aktivt. Det mærker vi hver eneste dag, og det er værd at holde fast i.«
Generalforsamlingen sluttede med intense gruppedrøftelser, hvor lærerne gennem deres vedtagne resolutioner markerede en tydelig retning for Fredericias folkeskoler fremover.
Se også
UDDANNELSE. Virksomhederne har talt, og EUC Lillebælt i Fredericia kan bryste sig af en flot placering blandt landets erhvervsskoler. En ny stor analyse fra SMVdanmark, som bygger på svar fra over 9.000 virksomheder, placerer EUC Lillebælt på en solid plads med en score på 8,16 ud af 10 mulige.
I toppen af listen ligger Køge Handelsskole med 8,78, mens skolerne i bunden ligger på omkring 7,15.
SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, understreger, hvor afgørende samarbejdet mellem skoler og virksomheder er for kvaliteten af uddannelserne:
– Det særlige ved erhvervsuddannelserne er, at langt størstedelen af uddannelsen foregår ude hos virksomhederne. Det kræver, at samarbejdet mellem skole og virksomhed bliver prioriteret, hvis kvaliteten af uddannelsen skal være i top, siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.
Han påpeger også, at især de mindre virksomheder oplever udfordringer med samarbejdet, da de typisk er mere afhængige af god service fra skolerne.
– Det er ærgerligt, at de små virksomheder oplever størst problemer med samarbejdet, for det er dem, der tager flest lærlinge, og det er dem, som bliver ramt hårdest, når samarbejdet går skævt, siger han.
Med sin placering midt på listen og en høj vurdering på 8,16 ud af 10 viser EUC Lillebælt, at skolen har fat i den lange ende, når det kommer til at skabe gode rammer for elevernes læring og virksomhedernes oplevelse af samarbejdet.
Fra SMVdanmarks side lyder opfordringen klart, at virksomhederne skal være opmærksomme på, hvor godt skolerne klarer sig:
– Virksomhederne skal være bevidste om, at der kan være forskel på erhvervsskolerne. Hvis en skole ikke lever op til forventningerne, kan det i yderste konsekvens være en løsning at skifte samarbejdspartner, også selvom den bedste skole ligger i den anden ende af landet, siger Kasper Munk Rasmussen.
SMVdanmark håber også på politiske ændringer, der skal sikre, at elever med særlige udfordringer som fx psykiske diagnoser automatisk får den nødvendige støtte, når de er i lære. Ifølge Kasper Munk Rasmussen kan det nemlig løfte både elevernes trivsel og virksomhedernes samarbejde med skolerne betragteligt:
– I dag er det noget, som eleven specifikt skal bede om, men sådan bør det ikke være. Det vil gøre en kæmpe forskel for eleverne og i forhold til virksomhedernes samarbejde med erhvervsskolerne, hvis støtten følger automatisk med, så det skal vi have ændret, siger han.
Den samlede rangliste fra undersøgelsen kan ses på SMVdanmarks hjemmeside. EUC Lillebælts placering betyder, at virksomheder og lærlinge i Fredericia og Middelfart kan være tilfredse med samarbejdet.
Den kommuneplan der i øjeblikket er i høring, rummer mange interessante perspektiver.
Et af de områder der har været meget blæst om, er kommunens ønske om en ny 3. Lillebæltsbro. Her er der i planen skitseret en mulighed for at bygge en ny bro parallelt med den eksisterende motorvejsbro.
Også andre steder i landet er der ønsker om at bygge en ny Lillebæltsforbindelse – både nordover og sydpå via Als. Desuden kan der udover at bygge ny bro i Fredericia, være muligheder for forbindelser tættere på Vejle fjord eller tættere på Kolding fjord. Altså 4 andre muligheder, der alle synes at være bedre løsninger for trafikken omkring Fredericia.
Hvis man bygger en ny parallel bro, vil trafikbelastningen på begge sider nemlig med garanti stige endnu mere.
Det vil derfor nedsætte fremkommeligheden for både lokale virksomheder og borgere yderligere.
Det vil i stedet være en stor fordel for området, hvis trafik der alligevel ikke har noget ærinde her i kommunen, kunne ledes udenom. Det ville øge fremkommeligheden for den trafik der faktisk skal hertil, ligesom det vil nedbringe såvel støj- som luftforurening. Det virker som om kommunen er bange for at andre skal få en fordel, og man dermed overser fordelene byens virksomheder og borgere selv får ved at noget af den uvedkommende trafik forsvinder.
De eksisterende veje skal jo ikke nedlægges, så vi mister ikke noget ved at afvise en lokal 3. forbindelse og i stedet fx støtte en forbindelse over Als som er et stort ønske sydpå, og som vil lette trafikpresset lokalt.