DØDSFALD. To unge mænd på 24 og 26 år blev torsdag morgen fundet døde i en lejlighed på bostedet Nova i Fredericia. Det var personalet, der fandt de to unge mænd livløse og slog alarm til politi og læge, som kort efter kunne konstatere, at begge mænd var afgået ved døden.
Direktør for Unge, Voksen og Senior i Fredericia Kommune, Mette Heidemann, kalder hændelsen »tragisk og meget ulykkelig«:
»Vi har stor medfølelse med de efterladte i denne triste situation og gør, hvad vi kan for at hjælpe dem bedst muligt,« siger hun.
Også David Gulløv, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Fredericia Kommune, er tydeligt berørt:
»Det er en trist situation og en sørgelig dag. Mine tanker går først og fremmest til de efterladte – det må være ufatteligt hårdt. Jeg tænker også meget på de medarbejdere, der er påvirkede og berørte af situationen. De kender jo hinanden godt derude, så det er klart, at det rammer dybt.«
Krisehjælp sat ind med det samme
Fredericia Kommune sikrede allerede torsdag formiddag, at både medarbejdere og øvrige beboere på Nova fik tilbudt krisehjælp:
»Vi har med det samme aktiveret vores aftale med Falck Healthcare om krisehjælp. Ledelsen har reageret hurtigt, orienteret alle involverede og sørget for, at den nødvendige støtte er blevet iværksat omgående,« fortæller David Gulløv.
På nuværende tidspunkt har Sydøstjyllands Politi ikke meldt noget mistænkeligt ud omkring dødsfaldene, men understreger samtidig, at efterforskningen ikke er endeligt afsluttet.
Skal føre til evaluering
David Gulløv understreger, at hændelsen naturligvis vil føre til en nærmere evaluering af procedurerne på Nova, men han ser ikke på nuværende tidspunkt grund til generel bekymring for sikkerheden på hverken dette eller andre kommunale bosteder:
»Når vi kommer på den anden side af det her, vil vi selvfølgelig kigge ind i hændelsen og se, om der er noget, vi skal ændre. Men som udgangspunkt er jeg ikke bekymret eller utryg ved hverken Nova eller lignende steder i kommunen,« siger han.
Der har endnu ikke været afholdt ekstraordinære møder om hændelsen, men kommunen følger naturligvis udviklingen tæt.
David Gulløv opfordrer samtidig til respekt og forsigtighed i håndteringen af sagen:
»Det er vigtigt, at vi holder os fra at spekulere i årsagerne, før vi har alle fakta på plads. Alt andet ville være en mangel på respekt over for både de efterladte, de øvrige beboere og medarbejderne,« afslutter han.
Fredericia AVISEN følger sagen tæt og opdaterer, når der foreligger nye oplysninger fra myndighederne.
KRIMI. Det blev en våd og uheldig uge for to bilister fra Middelfart Kommune, som nu begge er sigtet for at have kørt spirituskørsel på åben vej – med kun ét døgns mellemrum.
Ifølge Fyns Politis døgnrapporter blev den første sag registreret onsdag aften klokken 19.30, hvor en 48-årig mand blev stoppet på Algade i Ejby. Her blev han taget i at køre bil, selvom han var påvirket af spiritus over den lovlige grænse. Manden blev sigtet på stedet.
Allerede dagen efter, torsdag klokken 20.50, var den gal igen – denne gang på Nørregade, også i Ejby, hvor en 55-årig mand blev snuppet bag rattet i en BMW, også med alt for meget alkohol i blodet.
Begge mænd er blevet sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og sagen skal nu behandles videre i det juridiske system. Hvis sigtelserne fører til dom, risikerer de blandt andet en bøde, frakendelse af kørekortet og i nogle tilfælde også en betinget fængselsstraf – afhængigt af promillens størrelse, omstændighederne ved kørslen og om de tidligere er dømt for lignende forhold.
Fyns Politi har ikke registreret yderligere hændelser i Middelfart Kommune, som de har været ude til i det seneste døgn.
KRIMI. En 33-årig mand fra Aarhus fremstilles i dag, tirsdag, klokken 13.30 i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Manden er sigtet for en række kontaktbedragerier og databedragerier, der blandt andet har ramt borgere i Middelfart, Kolding og Horsens.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X fredag formiddag.
En 33-årig mand fra Aarhus fremstilles – formentlig kl. 13.30 – i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Manden er sigtet for kontaktbedragerier og databedragerier begået i bl.a. Middelfart, Kolding og Horsens. Der anmodes om dørlukning. #politidk#anklager
— Sydøstjyllands Politi (@SydOjylPoliti) April 4, 2025
Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortalte tidligere på ugen, at politiet er opmærksomme på de mange kontaktbedragerier, der den seneste tid har ramt særligt ældre borgere i regionen. Her har gerningspersoner typisk udgivet sig for at være fra banken, politiet eller andre myndigheder, og på den måde fået adgang til ofrenes personlige oplysninger, betalingskort og kontonumre.
Han understregede også, at Sydøstjyllands Politi har et tæt samarbejde med nabokredsene, netop fordi gerningspersonerne ofte opererer på tværs af politikredsene.
– Det her foregår desværre over hele landet og kommer ofte i bølger, sagde vicepolitikommissæren blandt andet, som også opfordrede borgerne til at være opmærksomme.
Ved dagens grundlovsforhør anmoder politiet om dørlukning, hvorfor det endnu er sparsomt med detaljer om den 33-årige mand, herunder antallet af forhold, han præcist sigtes for.
Politiet opfordrer fortsat borgerne til at være ekstra opmærksomme og aldrig udlevere personlige oplysninger eller betalingskort til fremmede, der uopfordret henvender sig – heller ikke hvis de påstår, at de ringer fra politiet eller banken.
KRIMI. For lidt over en uge siden kunne Sydøstjyllands Politi fortælle om en markant bølge af cykeltyverier, der især havde ramt dyre mountainbikes og elcykler i Kolding-området. Nu er der nyt i sagen.
Torsdag formiddag klokken 10.00 tog en mindre efterforskning en overraskende drejning, da patruljefolk fra Sydøstjyllands Politi rykkede ud til Kolding Åpark.
Her fandt betjentene nemlig frem til en 33-årig mand, der gemte på mere end blot én grim hemmelighed. Hos manden fandt politiet to elcykler, der viste sig at være stjålne.
– Vi havde en efterforskning i gang, hvor vi har haft ekstra opmærksomhed på cykeltyverierne i Kolding. Det førte os direkte til Kolding Åpark, hvor vi fandt frem til en person, der var i besiddelse af to elcykler, som ikke tilhørte ham, fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Amfetamin, MDMA og vinkelsliber på sig
Men cyklerne var ikke det eneste, den 33-årige havde liggende. Politiet fandt også 1,42 gram amfetamin og hele 6,42 gram MDMA hos manden. Derudover fandt man en vinkelsliber, som ifølge politiet blev brugt til at skære cykellåse op med.
Den 33-årige mand blev anholdt på stedet, men senere på dagen løsladt igen.
Op mod 20 forhold undersøges nærmere
Politiet arbejder lige nu med at klarlægge omfanget af cykeltyverierne i Kolding, hvor torsdagens anholdelse kan være et vigtigt gennembrud. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen forklarer, at sagen omkring den 33-årige mand har givet anledning til yderligere efterforskning:
– Vi er i gang med at undersøge flere sager nærmere. Indtil videre ser det ud til, at der er tale om minimum 20 forhold i alt, men det er stadig usikkert præcis hvor vi ender henne, lyder det fra vicepolitikommissæren.
Politiet forsøger lige nu at identificere ejerne af de fundne cykler og klarlægge detaljerne i de mange tyverisager.
Tip fra opmærksomme betjente og beboere
At sagen overhovedet kom frem i lyset skyldes ifølge politiet både opmærksomme beboere i området og politiets egne patruljer, der har haft ekstra øjne på gaden efter bølgen af cykeltyverier.
– Vi har fået meldinger fra beboere, og vores patruljer har været meget opmærksomme på, at der måske stod nogle dyre cykler gemt væk ved Kolding Åpark. Det er kombinationen af de meldinger og dygtigt politiarbejdet, der har ført os til anholdelsen, lyder det fra vicepolitikommissæren.
Politiet opfordrer stadig borgerne til at være opmærksomme og sikre deres cykler ordentligt med kraftige låse, så de bliver sværere for tyvene at stjæle.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi fik fredag nat travlt i Koldings gader, da en bil med to mænd ombord forsøgte at stikke af fra en rutinekontrol. Jagten sluttede på H.C. Ørsteds Vej, hvor politiet fandt både hash, skunk, joints og kontanter i bilen.
Klokken 00.22 blev en patrulje opmærksom på personbilen, som ikke havde det store ønske om at stoppe. Bilen accelererede væk fra Platinvej og fortsatte ad C.F. Tietgensvej, Ole Rømers Vej og Nørremarksvej, inden den endelig blev standset på H.C. Ørsteds Vej.
– Bilen havde ikke rigtig lyst til at stoppe og accelererede fra stedet. Vi fulgte den over flere veje, inden vi fik den stoppet, siger vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Ifølge politiet blev der ikke konstateret andre færdselsforseelser end hastighed over det tilladte, men sagen kan stadig udvikle sig.
En løber, én bliver – og så begynder fundene
Da bilen blev standset, stak føreren af fra stedet til fods. Passageren blev dog tilbage og blev hurtigt anholdt. På manden fandt politiet en mindre mængde hash – 0,26 gram – men det viste sig kun at være begyndelsen.
– Vi ransager køretøjet og finder 1.792 gram skunk, en joint, en pose med cannabis-vingummier og 7.300 kroner i kontanter, fortæller vicepolitikommissæren.
Politiet mistænker, at kontanterne stammer fra salg af stoffer.
25-årig sigtet – fører stadig på fri fod
Den tilbageholdte passager, en 25-årig mand fra Kolding Kommune, er nu sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Føreren, der stak af fra stedet, er endnu ikke anholdt, men politiet har en idé om, hvem han er.
– Vi har ikke sigtet føreren endnu, men vi har en idé om, hvem han er. Det får vi løbet op på et tidspunkt, siger Arno Rindahl Petersen.
Sagen er nu en del af politiets videre efterforskning, hvor både identifikation af føreren og forbindelser til eventuelt salg af stoffer indgår.
Politiet har endnu ikke oplyst, om der vil blive rejst yderligere sigtelser.
EVENTS. Musikelskere og festglade fredericianere kan allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen. Fredag den 6. juni 2025 indtages Axel Torv midt i Fredericia af lokale bands, der sammen med Axeltorvs Venner og TK Booking har skabt en gratis musikfestival under navnet “Fredes Fedeste Fest – Musik, Hygge & Fællesskab”.
Musikprogrammet tæller i alt seks bands, hvoraf fem er fra Fredericia og omegn. Det hele begynder klokken 12.00 med gruppen Toys of Burning Hearts fra StoppeStedet Fredericia, inden Gin & Tonny Live Band fra Erritsø tager over klokken 13.30. Herefter følger Coinwash fra Nordbyen klokken 15.00 og endnu et Erritsø-band, Breakaways, klokken 16.30. Klokken 18.00 kan publikum opleve Son’s of Sasha, inden festivalen rundes af med aarhusianske toner klokken 19.30 med bandet Whitesnake Tribute.
Ud over musikalsk forkælelse bliver festivalgæsterne heller ikke snydt for gode mad- og drikkeoplevelser. Havfruen sørger for iskolde drikkevarer og opstiller et telt, som kan give ly for vejrets luner. Samtidig vil Torben i pølsevognen sørge for varme snacks, som hører til en ægte festivaloplevelse. Arrangørerne gør opmærksom på, at der kun er få siddepladser, så det kan anbefales at møde tidligt op – eller benytte lejligheden til at danse sig igennem dagen. Derudover tilbyder Havfruen og Rådhus Kroen hos Dorthe salg af 10-turs ølkort specielt til dagen.
Arrangørerne understreger, at festivalen især er en hyldest til det lokale musikliv:
– Vi ønsker at sætte fokus på de mange dygtige og ofte oversete bands i vores eget lokalområde, siger de i en udtalelse og lover samtidig en dag fyldt med “rockmusik, farver, fællesskab og festglade fredericianere”.
Festivalen begynder kl. 12.00 og varer til kl. 20.30, og der er gratis adgang for alle. Bag arrangementet står foreningen Axeltorvs Venner og den lokale virksomhed TK Musik Booking ved Tonny Nielsen.
Arrangørernes opfordring lyder klart og tydeligt:
– Sæt kryds i kalenderen, tag naboen, ungerne og svigermor med! Fredes Fedeste Fest bliver den sommerdag, du ikke vil gå glip af.
KOMMUNALT. To unge mænd på henholdsvis 24 og 26 år blev torsdag morgen fundet døde i en lejlighed på det kommunale bosted Nova i Fredericia. Det var personalet, som gjorde det tragiske fund, og straks tilkaldte politi og læge. De kunne ved ankomsten konstatere, at begge mænd var afgået ved døden.
»Det er en tragisk og meget ulykkelig hændelse. Vi har stor medfølelse med de efterladte i denne triste situation og gør, hvad vi kan for at hjælpe dem bedst muligt,« siger Direktør for Unge, Voksen og Senior i Fredericia Kommune, Mette Heidemann.
Politiet undersøgte lejligheden grundigt i går, men efterforskningen er endnu ikke endeligt afsluttet. Dødsårsagen er derfor heller ikke klarlagt på nuværende tidspunkt. Sydøstjyllands Politi meldte dog torsdag eftermiddag ud, at der umiddelbart ikke var noget mistænkeligt ved dødsfaldene.
Situationen har ramt både medarbejdere og øvrige beboere på bostedet hårdt, og der blev allerede torsdag etableret krisehjælp til alle, som har brug for støtte ovenpå den tragiske oplevelse.
ANMELDELSE. Sjældent har jeg lyttet så koncentreret og intenst til en musical, for her er der noget vedkommende at få med hjem. Små rørende, tankevækkende og morsomme øjeblikke fra hverdagen, som alle kan nikke genkendende til. En kalejdoskopisk buket af tanker, drømme, glæde, håb og tvivl fra menneskelivet, som ikke kun unge menneskers hoveder er fyldt op med.
Mange musicals har momenter af banalitet og ligegyldigheder, men Mille Lambert og Kristoffer Nybyes Efterlysning er tydeligvis gennemarbejdet – og finjusteret via samskabende workshops. Kollektivet har atter sejret. Resultatet er en nærværende sangcyklus, hvor selv små ting fra dagligdagslivet får en mening. Der gives ikke altid svar, men der er noget at tage med og tænke over.
Foto: Søren Malmose.
Den veludviklede Efterlysning er kyndigt instrueret af Mikal Korsgaard Larsen, og naturligvis skulle der tre supersangstjerner til for at formidle den fine poesi og velkomponerede musik. Søren Torpegaard Lund, Johanne Miland Pedersen og Diluckshan Jeyaratnam (Dolly) er alle uddannede fra DDSKS Musicalakademiet i Fredericia og kendte fra talrige opførelser. De er et tindrende bevis på akademiets kvalitetsuddannelse. Mange er gennem 25 år udklækket her og fylder i dag talrige danske scener.
Søren, Johanne og ”Dolly” synger – og spiller så enestående at uanset, hvornår en luftstrøm passerer deres stemmelæber, ender det frydefuldt.
Musikledsagelsen udføres af den helt rette orkestersammensætning og instrumentering: Piano/keys (kapelmester Kristoffer Nybye), cello (Mathilde Helding) og violin (Ditte Fromseier). De fine indholdsrige sange kommer netop dermed til deres ret og efterlader tilhøreren i et relaterbart eftertænksomt tankeunivers.
Tilmed er teaterets lille sal den rette ramme for denne intim-musical.
Efterlysning er ikke kun emotionel og alvorlig. Der er også godt med humor. I Småsnak kom jeg straks til at tænke på Kjeld og Dirchs Skolekammerater. Med et kneb fra standupkomikken vender Dolly og Søren overraskende tilbage igen til denne ”tåbelige” situation fyldt med sniksnak og nonsens. Johannes Når jeg bliver 30 har samme yderst morsomme effekt.
Foto: Søren Malmose.
Vel repræsenterer karaktererne unge mennesker med usikkerhed, angst for fremtiden, tvivl, utilstrækkelighed osv., men mon dog ikke alle kender det uanset alder?!
Min eneste bekymring er, hvis publikum kommer med en forventning om den storladne tjubang-musical med masseoptrin osv., så er det ikke her. Efterlysning er derimod en spændende anderledes nyudvikling af genren, der taler noget mere til intellektet end normalt.
Fem velmenende stjerner, der giver håb om endnu flere facetter og ideer i en udvikling af musicalgenren.
POLITIK. Den nuværende løsgænger og forhenværende by- og regionsmedlem for Nye Borgerlige, Karsten Byrgesen, er nu klar med en ny borgerliste. Han stiller således op til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i november 2025.
Karsten Byrgesen, der tidligere blev valgt ind i både Fredericia Byråd og Regionsrådet for Nye Borgerlige, stiller nu op til kommunal- og regionsvalget i november 2025 med sin egen liste – Borgernes Liste J. Han gør det med ambitionen om at bringe magten tilbage til borgerne.
»Jamen det blev til, at jeg har forsøgt på at tage magten tilbage fra magthaverne og give den til folket. Og den måde jeg kan gøre det på, det er ved at lave en borgernes liste, og den hedder Liste J. Og så bliver det nemlig J-dag for mig hele november, og man kan stemme på borgernes liste Liste J,« siger Karsten Byrgesen.
Karsten Byrgesen understreger, at han fortsætter den aktive stil, som han er kendt for i indeværende valgperiode:
»Jamen det vil det være. Grunden til, at jeg siger, at borgernes liste i Fredericia og Region Syddanmark er en liste, der er orienteret borgerlig. Det borgerlige i det ligger faktisk bare i, at magten skal tages fra de nuværende magthavere og gives tilbage til folket. Den socialistiske tilgang er, at alt skal laves kommunalt, reguleret og styret. Vi skal gøre det modsatte. Vi skal sætte vores borgere fri. Vi skal lade kommunen lave meget mindre af det omsøbende, omklamrende forvaltning, som vi laver nu, og give folket fri.«
Byrgesen peger på »sund fornuft« som et kernebegreb i hans politiske arbejde:
»Sund fornuft starter jeg egentlig med i alle politiske sager. Første spørgsmål er, giver det her mening? Og der kan være mange ting, der giver mening politisk, men er det også sund fornuft? Hvis det ikke er sund fornuft, så falder det.«
Han forklarer forskellen mellem ham selv og etablerede partier:
»Forskellen på mig og de etablerede partier er, at de siger ét og gør noget andet. Mange gange efter byrådsmøder bliver jeg klappet på skulderen af de andre politikere, der siger, ‘Karsten, det var rigtig godt, det du sagde, og jeg ville ønske, jeg kunne stemme med, men det kan vi ikke på grund af partidisciplin.’ Det betyder, der sidder politikere, der stemmer noget, de reelt ikke mener.«
Det var ikke med Karsten Byrgesens gode vilje, at han blev løsgænger efter at være valgt for Nye Borgerlige:
»Nej, det var det ikke. Der skete en nedsmeltning i Nye Borgerlige, og selvom de har forsøgt på at genrejse, så ser det ud til at være meget svært for dem. Jeg vil gerne væk fra at være i en politisk struktur, hvor jeg skal læse i en partibog, hvad jeg skal tænke og mene.«
Han kritiserer også skarpt den nye kommuneplan og konkrete projekter som en tredje Lillebæltsforbindelse:
»Noget af det mest skøre, der står i kommuneplanen, som bliver vedtaget lige om lidt, er, at der skal laves en tredje forbindelse over Lillebælt med mange ekstra vognbaner til motorvej og jernbane. Det er helt gag. Den kommer til at gå direkte hen over hovedet på folk.«
Han tilføjer med kritik af den aktuelle udvikling i Fredericia:
»Vi bevæger os længere og længere væk fra overhovedet at være grønne. Vi er blevet en støjby i verdensklasse. Der blev i mandags givet tilladelse til, at der kan støjes op til otte gange mere på havnen end miljøforskrifterne anbefaler. Det er jo ikke det, borgerne ønsker. Derfor skal borgerne have mere magt.«
Karsten Byrgesen er åben for at tage nye kandidater ind på sin liste:
»Alle, der er interesseret i at være med, kan kontakte mig. Det er vigtigt, at de 25 lokale værdipunkter, som er skrevet op i listen, kan man se sig selv i. Man skal have en ren straffeattest, men politisk erfaring er ikke nødvendig.«
På spørgsmålet, om der er plads til at udvikle ny politik, svarer Byrgesen klart:
»Fuldstændig. De punkter, som vi gerne vil have taget op politisk, drøfter vi sammen. Hvis dem, der er tilsluttet, synes det er en god idé, så gør vi det. Hvis en idé viser sig ikke at være god, så tager vi den stille og roligt af bordet igen. Man kan jo ikke både være borgernes liste og så lave dårlige løsninger for borgerne.«
Karsten Byrgesen har i flere år været kendt som en fortaler for den almindelige borgers sager, eksempelvis veteraner, kolonihaveejere og senest i støjsagerne omkring Fredericia Havn:
»Det er faktisk den profil, som jeg er som menneske. Min mor sagde engang til mig: ‘Karsten, jeg tror, du er en god chef, fordi du altid taler pænt om dine soldater.’ Det rørte mig meget, og jeg forsøger altid at lytte til borgerne. Man skal starte med at være åben over for den klage og kritik, der kommer, undersøge den ordentligt og lægge kraft i at løse problemet.«
Byrgesen erklærer sig klar til at arbejde hårdt i den kommende valgkamp:
»Jeg har relativt let ved at læse selv komplicerede tekster og forstå, hvad det drejer sig om. Jeg arbejder altid på et oplyst grundlag. Det er en af grundene til, at jeg flere gange har stemt nej i Fredericia Byråd, fordi grundlaget simpelthen ikke har været til stede.«
Han understreger, at støjproblemerne i byen og grøn omstilling er en afgørende mærkesag:
»Hele området omkring Fredericia Havn, Crossbridge og alt det, der støjer og larmer, er afgørende for mig. Jeg ønsker heller ikke, at der skal bygges en tredje Lillebæltsforbindelse i Erritsø, fordi ingen kan fortælle, hvor præcist broen skal være, og hvilke byområder vejen og togene skal gå igennem.«
På spørgsmålet, om Borgernes Liste J vil indgå valgforbund, svarer Byrgesen åbent:
»Valgforbund har jeg ikke defineret endnu. Borgernes Liste er altid i centrum af den ¨sunde fornuft. Hvis røde eller blå partier har forslag, der giver mening og er sund fornuft, så er det dér, vi står. Jeg er ikke bundet til én side.«
Kan du så pege på en socialdemokratisk borgmester?
»Det er alt for tidligt at sige noget om. Som et parti, der er orienteret borgerligt, tror jeg, det vil kræve meget af en socialdemokratisk borgmesterkandidat at leve op til vores forventninger. Men hvis en socialdemokratisk borgmesterkandidat kan se sig selv i vores 25 skarpe punkter og vil arbejde for det, så er det selvfølgelig en mulighed. Men det samme gælder en blå kandidat. Valgkampen vil vise, hvor folk står.«
Valget finder sted i november 2025, og Karsten Byrgesen ser frem til en travl valgkamp med Borgernes Liste J.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har nu afsluttet undersøgelserne på Jupitervej i Fredericia, hvor to personer tidligere torsdag blev fundet døde.
Ifølge politiet er der umiddelbart intet mistænkeligt ved dødsfaldene, men efterforskningen er endnu ikke helt afsluttet.
– Vi er nu færdige med undersøgelserne på stedet. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der er foregået noget mistænkeligt i forbindelse med dødsfaldene. Efterforskningen er dog ikke endeligt afsluttet, lyder det fra Sydøstjyllands Politi torsdag eftermiddag.
Tidligere torsdag rykkede politi, lægeambulance og ambulancer massivt ud til adressen på Jupitervej lidt over klokken 10.00. Hjerteløbere blev ligeledes tilkaldt, men blev kort efter bedt om at vende om igen.
Nova Støttecenter, Fredericia Kommunes specialiserede tilbud til unge mennesker med autisme og unge udviklingshæmmede efter Servicelovens §107, ligger på Jupitervej, hvor hændelsen fandt sted.
Politiet foretog sammen med teknikere i DNA-dragter grundige undersøgelser på stedet. De pårørende til de afdøde blev tidligere på dagen underrettet.
KRIMI. En 51-årig mand fra Vejle er sigtet for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Han blev standset mandag klokken 19.02 på...