BOSÆTNING. Business Fredericia har fået en ny konsulent på holdet. 48-årige Iben Bonne Jensen er netop startet som bosætningskonsulent, og hendes opgave bliver at få endnu flere til at flytte til Fredericia – især dem, der allerede arbejder i byen, men endnu ikke bor her.
»Jeg har en baggrund i salg oprindeligt, faktisk her fra Fredericia, hvor jeg er uddannet i Chili Børnetøj,« fortæller Iben Bonne Jensen, der efterføgende læste statskundskab og siden har arbejdet som virksomhedskonsulent.
Privat er hun et kendt ansigt i Fredericias kulturliv efter ti år som sanger i Barock. Hun synger stadig – primært gospel – og betegner sig selv som et udpræget havemenneske.
»Jeg elsker at gå i haven. Vi har lige overtaget et hus, og vi er i gang med et større renoveringsprojekt, så 2025 er allerede i den grad i gang for mig med både nyt job og nyt hus,« siger hun med et smil.
En by med kant
Den nye bosætningskonsulent vil i sin rolle være opsøgende over for byens virksomheder, og formålet er klart:
»Vi har rigtig mange medarbejdere, der pendler til Fredericia hver dag. Det er jo mennesker, som allerede ville være hjemme, hvis de boede her. Så dem skal vi naturligvis have en snak med,« siger Iben Bonne Jensen.
Hun forklarer, at Fredericia har et stort potentiale i bosætningsarbejdet:
»Der er ikke ret mange byer, hvor du kan stå på Rådhuspladsen og kigge den ene vej op mod en badestrand med blåt flag, en anden vej ned mod Kanalbyen og havnefronten, op på voldene eller lige ned til banegården. Det er ret unikt.«
Hun peger også på, at Fredericia er en by med kant – og det skal dyrkes.
»Byens kant er dens charme, og det skal vi turde dyrke noget mere. Det er også derfor, vi har et fantastisk kulturliv,« siger hun.
Virksomhederne skal bare ringe
Hun er allerede blevet taget godt imod af både sine nye kolleger og resten af byen.
»Jeg oplever en meget positiv energi omkring bosætning. Vi havde et seminar allerede på min anden arbejdsdag med erhvervslivet og kommunen, hvor man virkelig kunne mærke, at der er vilje til at løfte i flok,« fortæller hun.
Planen er klar. Iben Bonne Jensen vil ud at besøge virksomhederne, så de sammen kan få flere medarbejdere til at flytte til Fredericia eller en af kommunens landsbyer, som hun også kalder en overset perle.
»Hvis virksomhederne vil høre mere, skal de bare ringe. Så kommer jeg forbi, eller vi tager snakken på telefon – alt efter hvad der giver bedst mening,« siger hun.
Fredericia har ændret sig meget
For Iben Bonne Jensen er jobbet hos Business Fredericia samtidig en tilbagevenden til hendes hjemby – for tredje gang.
»Fredericia har ændret sig markant. Det er nærmest en helt anden by, man vender hjem til,« fortæller hun og fremhæver især udviklingen af erhvervsområdet og bymidten.
»Byen har bevæget sig fra at være meget industrielt præget til at have mere moderne erhverv. Vi har fået flyttet noget industri væk fra bymidten, og det har skabt plads til en fantastisk udvikling af Kanalbyen og hele havnefronten.«
Samtidig understreger hun dog, at byens sjæl stadig er intakt.
»Fredericia er stadig Fredericia med et stærkt foreningsliv, masser af frivillige og mennesker, der vil gøre en forskel. Det er en del af Fredericias DNA, og det skal vi holde fast i,« slutter Iben Bonne Jensen.
SØNDAGSFORTÆLLINGER. Ole Nikolajsen er en mand, der aldrig har været bange for at tage springet. Hans liv er fyldt med vilde skift, store oplevelser, og pludselige udfordringer. Fra opvæksten i Snoghøj og Samsø til verdens største sportsarenaer og nu til en rolig og meningsfuld hverdag som holdleder i FC Fredericia. Søndagsfortællingen i dag handler om en mand, der er blevet ramt af både blodpropper og stress – men som har rejst sig igen.
Ole Nikolajsen er en mand, hvis liv altid har budt på skift og nye udfordringer. Han voksede op i Snoghøj ved Fredericia, hvor hans forældre var blandt de første, der byggede hus. Da han var 9 år gammel, tog livet dog en drejning, da familien flyttede til Samsø, hvor hans far blev direktør i Bikuben. Det var her, han tilbragte størstedelen af sin barndom, indtil han som 16-årig vendte tilbage til Fredericia og genoptog skolegangen med gamle kammerater.
Efter skolen blev Ole uddannet butiksslagter hos Brugsen på Nymarksvej. Men allerede tidligt mærkede han, at han havde brug for mere end en fast hverdag.
»Jeg har altid været en person, der har søgt det. Jeg ved ikke, om man kan sige spænding, men jeg har altid gået efter at lave det, som interesserer mig. Da jeg var færdig som slagter, der kom jeg til Søværnet, og da jeg var færdig ved Søværnet, der ville jeg egentlig gerne sejle videre,« fortæller Ole Nikolajsen.
Drømmen om eventyr til søs blev næsten til virkelighed, da han blev tilbudt en kontrakt som frømand i Søværnet. Men udsigten til at binde sig for fem år fik ham til at vælge en anden vej. Han vendte tilbage til slagterfaget, denne gang i Brugsen i Nørre Aaby, men opholdet blev kort.
»Chefen derovre og jeg var ikke helt enige om, hvordan man drev en slagterforretning. Så jeg søgte om at blive Falckredder, ud fra at jeg havde en kammerat, der var Falckredder – det lød sgu da meget sjovt. Jeg kom ind med det samme,« siger han med et smil.
Tiden ved Falck gjorde stort indtryk på Ole, som hurtigt fandt glæde ved arbejdet som redder, især fordi han oplevede, hvor stor en forskel han kunne gøre i situationer, hvor folk havde allermest brug for hjælp.
»Jeg tror faktisk, hvis jeg ikke var blevet fyret som Falckredder dengang… Ved Falck, der var det sådan dengang, at der kørte man efter Sifu-princippet: sidst ind først ud. Og selv efter fem år ved Falck var jeg stadigvæk den sidste ankommende. Det vidnede egentlig om, hvor lidt udskiftning der var ved Falck dengang. Og det var sådan noget med, at når man bliver ansat ved Falck, så er det en livstidsstilling. Og jeg elskede mit job ved Falck. Jeg tror, det jeg fandt ud af, det var, at jeg elskede at have med mennesker at gøre. Og jeg bilder også mig selv ind, at jeg var god til at håndtere mennesker, som var i krise. Som jo folk ofte er, når man kommer med en ambulance,« siger Ole Nikolajsen.
Efter Falck-årene gik turen videre til Shell, hvor han arbejdede frem til 1999. Det blev året, hvor hans liv tog en ny og afgørende drejning. Ole havde på dette tidspunkt fået en stor passion for triathlon, og sammen med andre ildsjæle besluttede han sig for, at Fredericia skulle være vært for VM i triathlon i 2001.
»Der blev vi så enige om, at det kunne ikke håndteres på frivillighedens vej længere. Så jeg blev ansat og var så ansat til at lave det i en del år. Og da VM så var overstået, blev jeg ansat i Fredericia Kommune. Det, der hedder udviklingsgruppen. Det, der i dag hedder Business Fredericia. Der blev jeg ansat som kommunens første arrangementchef og var det et par år,« siger han.
Ole Nikolajsen blev på den måde en nøglefigur i det lokale erhvervs- og sportsmiljø, og hans engagement blev bemærket uden for Fredericias grænser. Snart blev han tilbudt stillingen som sportschef i Dansk Triathlon Forbund, en stilling der både var politisk og administrativ, men som samtidig gav ham mulighed for at opleve sportens verden helt tæt på.
»Jeg sad i bestyrelsen på det tidspunkt i Triathlon Forbundet. Men eftersom vi var kommet på OL-programmet, så skulle vi have en professionel ledelse omkring landsholdet. Og det blev så mig,« forklarer han.
I rollen som sportschef fik Ole Nikolajsen mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig de Olympiske Lege. Han deltog både i Sydney i 2000 og Athen i 2004, og især oplevelsen af at modtage brevet fra Danmarks Olympiske Komité husker han tydeligt.
»Det var fantastisk. Altså for det første, bare det at få brevet fra Danmarks Olympiske Komité. Det er sådan, at når man er med som teamchef, så bliver man også udtaget. Selvom man er den øverste i forbundet inden for eliten, bliver man ikke bare automatisk tildelt. Man skal også kvalificeres eller i hvert fald udtages. Og at få det brev fra Danmarks Olympiske Komité, det var fuldstændig magisk. Og når man så, jeg tror der gik vel en måneds tid efter, man var officielt udtaget, så fik man sådan en kæmpe, kæmpe, kæmpe stor kuffert fyldt med alt muligt tøj. Det var jo en kæmpe barndomsdrøm, der gik i opfyldelse, at få lov at komme med til Olympiaden,« siger han med begejstring.
Selvom han selv havde drømt om at deltage som aktiv, blev oplevelsen som leder en kæmpe succes, som stadig fylder meget i hans hukommelse.
»Jeg havde måske håbet på, at jeg skulle være der som aktiv. Men mine evner havde ikke rakt til det, så det næste bedste var jo egentlig at komme med som leder. Og det var jo fuldstændig magisk. At det så foregik i Australien, gjorde det jo kun lidt mere eksotisk, synes jeg. Fire år senere fik jeg så lov at opleve det i Athen, og der var det selvfølgelig også en kæmpe oplevelse, men total kaos i forhold til de forhold, der var i Athen dengang. Sportsligt gik det jo ikke så godt i hvert fald i Australien. I Athen blev Rasmus nummer 6, tror jeg,« siger han.
Efter nogle år i triathlonverdenen og to Olympiske Lege blev Ole Nikolajsen kontaktet af Fredericia Håndboldklub (FHK), der tilbød ham et nyt kapitel i karrieren. Han blev spurgt, om han ville være forretningsfører i klubben, men Ole var ikke umiddelbart begejstret for idéen.
»Det havde jeg sagt, at det ville jeg bestemt ikke. Fordi jeg ønskede ikke at skulle dagligt referere til en bestyrelse og være bundet på, hvordan man skulle drive eller sidde i sit job. Så jeg foreslog dem egentlig at lukke den. Fordi jeg havde det egentlig godt i Triathlonforbundet. Jeg havde et drømmejob. Jeg havde 100 rejsedage om året rundt i hele verden. Det var selvfølgelig det med rejsedagene, der var tungt for familien. Men jeg fik jo lov at opleve alle de eksotiske steder i verden. Altså Australien, Hawaii. Masser af steder i USA. Og var på Lanzarote hele vinteren. Altså, der var altid sol og sommer, så det var fantastisk,« fortæller Ole Nikolajsen.
Men FHK gav ikke op, og lidt overraskende for Ole kom klubben tilbage med et endnu mere attraktivt tilbud – de ville ansætte ham som direktør.
»Det blev så startskuddet til, hvad jeg godt kan sige, nok de to et halvt mest hektiske arbejdsår i mit liv. Fantastisk spændende. Enormt lærerigt. Og, hvad kan man sige. Så sluttede det jo nok lidt på en måde, som jeg ikke havde håbet på. Men det er jo sådan, det er i elitesport. Der ved man aldrig, hvornår man er købt og solgt,« forklarer Ole ærligt.
Det viste sig hurtigt, at virkeligheden som direktør i en håndboldklub var langt mere udfordrende, end Ole havde forventet.
»Jeg fandt i hvert fald ret hurtigt ud af, at det at være direktør i en håndboldklub, det var for det første ikke noget let job. Og for det andet, så var det ikke helt så grønt, som jeg havde håbet på. Jeg kom ind til en klub, der havde en gæld på 2,3 millioner, tror jeg, det var. Man troede, man havde en gæld på 300.000.«
Ole tog hurtigt affære sammen med den daværende hovedsponsor, Claus Hansen fra Compass. Sammen lavede de en drastisk redningsaktion for at sikre klubbens overlevelse.
»Vi skulle lave et fuldstændigt turnaround i FHK, for at klubben kunne overleve. For ellers ville den gå konkurs. Så vi lavede det, der hedder Elitesport Lillebælt AS. Og Elitesport Lillebælt var egentlig tænkt som en paraplyorganisation på lige fod med det, man havde i SønderjyskE. Med at man skulle have nogle klubber inde under sig. Så vi snakkede på det tidspunkt fodbold, håndbold, volleyball, Middelfart, måske triathlon, måske badminton. For at man kunne spare en masse ressourcer. Altså samme model som SønderjyskE, som vi skævede meget til,« forklarer Ole Nikolajsen om idéen bag projektet.
På et tidspunkt var det helt afgørende for klubbens fremtid at rejse en stor sum penge, og her spillede det lokale erhvervsliv en helt afgørende rolle.
»Det lykkedes os så at få solgt aktier for 3 millioner, som var kravet for, at vi kunne fortsætte. Fordi lige på det tidspunkt der kom der også nye regler fra DHF om, at man skulle have lønsummen stående i egenkapital, for at man kunne få lov at drive en ligaklub. Det lykkedes lige med nød og næppe. På deadline reddede vi det. Jeg vil ikke sige, at det var Thomas Andersen fra Fredericia Skibsværft, der reddede det. Men han kom med de sidste penge, der manglede. Jeg tror, det var 360.000, der manglede for, at skibet kom i havn,« siger Ole.
Efter otte måneder i direktørstolen gik det op for Ole, at jobbet slet ikke passede til ham, og han begyndte at føle sig langt fra det, han oprindeligt elskede ved elitesport.
»Jeg fandt ud af, at det job, det var sgu ikke mig. Jeg var egentlig så langt væk fra det, jeg syntes, der var sjovt ved at have med elitesport at gøre. Jeg så stort set kun spillerne, når de skulle have mere i løn eller hvis de skulle have en ny sponsorbil. Jeg kom jo fra en verden i triathlonsporten, hvor vi var enormt tæt på de aktive. Hvis jeg rejste alene med de aktive til USA eller hvor pokker den nu var henne i verden med én aktiv til et stort stævne, så delte vi bare et dobbeltværelse. Altså, vi var meget, meget tæt. Når den aktive skulle ud at cykle hjemme, så cyklede jeg jo bare med, fordi jeg selv havde et ret højt niveau på det tidspunkt. Det var kulturen indenfor triathlon. Der var man meget tæt på hinanden. Og nu oplevede jeg lige pludselig en kultur, hvor man var enormt langt fra hinanden. Hvor man blev håndtaget, når der var én til træning i weekenden.«
Ole og klubbens bestyrelse blev enige om, at det var bedst, at han stoppede som direktør. Men klubben ville stadig beholde ham, og derfor oprettede de en ny stilling specielt til ham, som fik titlen teamchef, der i dag nok nærmere ville kaldes sportschef.
»Men det kunne jeg ikke rigtig være, fordi jeg havde ikke kompetencerne. Min faglige indsigt i håndbolden, synes jeg ikke var stor nok til, at jeg skulle ud og scoute spillere og så videre. Men man lavede en stilling, hvor jeg stod for driften af ligaholdet. Jeg stod for alt, hvad der hed kontrakter med spillerne. Når vi skulle have en ny spiller, aftalte jeg det sammen med træneren. Og så aftalte vi sådan nogenlunde, hvilken lønramme spilleren kunne ligge indenfor. Og så var det min opgave at få kontrakten til at falde på plads.«
Det viste sig at være et job, som Ole virkelig satte pris på, og som bragte ham tilbage tæt på det sportslige og menneskelige, som han holdt af.
»Lige pludselig var jeg jo en del af truppen. Fordi nu var jeg truppens talerør og truppens mand op til ledelsen. Og det job, det holdt jeg virkelig, virkelig meget af.«
Parallelt med den nye rolle i håndboldklubben blev Ole også iværksætter – lidt ved et tilfælde på sin egen fødselsdag.
»Sideløbende med det, det var kun en halvtidsstilling, startede jeg så ProPrint, som egentlig blev startet ved en tilfældighed på min fødselsdag i en sauna. Min gode kammerat Finn Roy og jeg sad og snakkede om, hvad pokker jeg skulle finde på, når jeg nu engang ikke skulle være i elitesport mere.«
Men lykken var ikke vedvarende i FHK, og pludselig meddelte klubbens daværende direktør, at Ole ikke skulle være en del af klubbens fremtid. Beslutningen ramte ham hårdt.
»Det var jeg utrolig ærgerlig over. Altså rigtig, rigtig ærgerlig. Vi havde jo lavet aftalen med bestyrelsen. Vi havde jo overholdt alle budgetrammerne. Vi havde jo gjort alt, hvad vi havde fået besked på.«
Men bitter var han ikke, snarere ærgerlig over situationen.
»Jeg følte jo lidt, at det var uretfærdigt. Men hvis man er i elitesport, så er den utrolig kynisk og kold. Den ene dag kan du gå ind i omklædningsrummet, så er du inde, og den næste dag kan du opleve, at du er ude. Det er bare sådan, vilkårene er. Det er benhårdt, resultatorienteret arbejde.«
Ole Nikolajsen var skuffet over afskeden med FHK, for han følte sig slet ikke færdig med arbejdet. Han havde lagt sjæl og hjerte i klubben og syntes ikke selv, han havde gjort noget for at miste sit job.
»Her, der følte jeg bare, jeg følte bare, jeg havde ikke gjort noget for at miste mit job. Det var langt fra, at det var gjort færdigt. Fordi vi netop var i en, synes jeg, meget stejl opadgående kurve på hele det projekt, der hed FHK. Vi havde nye sponsorer. Jeg havde jo selv været ude og lave to meget store aftaler med Fionia Bank dengang og Compass. Og vi havde jo, i min tid i FHK, tredoblet sponsorbudgettet. Så vi var jo rigtig godt på vej. Så jeg synes, det var rigtig, rigtig ærgerligt.«
Men selvom afslutningen gjorde ondt, havde Ole ikke mistet kærligheden til elitesportsmiljøet. Tværtimod:
»Hvorom det er sagt, hvis der var nogen, der kom og tilbød mig sådan et job i dag, så tror jeg stadigvæk, at jeg ville være dum nok til at sige ja. Fordi den verden, at være i et elitesportsmiljø, har for mig altid været et fantastisk arbejde. Fordi man har med nogle mennesker at gøre, som er dedikerede. Man har med nogle mennesker at gøre, som stort set uden undtagelse alle sammen er super egoistiske, men samtidig skal det få til at fungere som et hold. Og at have med sådan nogle mennesker at gøre, som den ene dag er inde, og den næste dag, så er de ude, det synes jeg er enormt spændende. At få hele sammensætningen af truppen til at fungere.«
I dag er Ole tilbage i elitesportens verden, denne gang hos FC Fredericia, og han mærker igen begejstringen og glæden ved at være del af en professionel trup.
»Jeg er kommet ud i et miljø nu, hvor der er en utrolig god stemning blandt spillerne, selvom der er 26 spillere til kun 11 pladser. Så har jeg ikke sporet endnu nogle bad vibes i truppen. Selvom der selvfølgelig er spillere, som formentlig føler sig enormt overset eller føler sig enormt ærgerlige, fordi de ikke får lov at spille eller starte inde hver eneste weekend. Men man kan bare ikke mærke det på dem. Det er sådan et miljø, jeg synes, der er fuldstændig elektrisk at arbejde i.«
En konkret situation med spilleren Svenn Crone illustrerer godt det barske, men fascinerende miljø, Ole nu igen befinder sig i:
»Jeg har tænkt meget her, for lige forleden dag, der får vi en ny spiller, Svenn Crone, der kommer ind. Det var sådan meget, meget pludseligt, at han kommer. Og jeg tænker bare, hvor må det være mærkeligt at være ham, der spiller på den direkte plads, som Svenn Crone spiller på, som egentlig gør det godt. Og nu kommer der en, som lige pludselig har spillet 150 Superligakampe eller sådan noget lignende. Man skal have en fantastisk psyke for at kunne leve i sådan et miljø. Og det bliver jeg fanget af.«
Men sideløbende med fodbolden har Ole gennem mange år også drevet sin egen virksomhed, ProPrint, som han stiftede tilbage i 2003. Det blev pludselig en fuldtidsbeskæftigelse efter bruddet med håndbolden, og det var både skræmmende og spændende.
»Det var på en måde både skræmmende og også fedt at prøve at stå på egne ben. Jeg havde jo egentlig været vant til, siden 1999 dengang, at være egen herre eller chef for en forretning. Triathlon var jo egentlig gået hen og blevet en ret stor forretning med en omsætning på over 3 millioner i 2001, da vi havde VM. Der var jeg jo chef for 450 frivillige mennesker. Og da vi havde VM i 2005, var det jo det samme. Der var jeg også chef for de der 650 frivillige hjælpere. Men det var skræmmende det der med, at nu skulle jeg altså lige pludselig til at tjene min egen løn. Altså hvis jeg ikke gik ud og solgte nogle varer, så fik jeg altså ikke noget løn. Men det var virkelig, virkelig spændende.«
Ole var autodidakt inden for trykbranchen, men han vidste én ting – han kunne sælge:
»Jeg var jo totalt autodidakt inden for trykverdenen. Det eneste, jeg egentlig havde erfaring med, det var, at jeg havde været fejedreng på et trykkeri tre år i streg i min sommerferie på Samsø. Ellers kendte jeg intet til den branche der. Men jeg har også altid kaldt mig mere købmand, end jeg har kaldt mig trykker.«
Hans evner som sælger blev endda testet på landsdækkende tv i programmet ”Super-sælgerne”, hvor han også vandt sin afdeling i Fredericia:
»Der var det program, der hed Super-sælgerne, hvor man fik 25 eller 100 fodbolde, og dem skulle man så få til at vokse i værdi i løbet af 24 timer. Der var den afdeling her i Fredericia, som jeg gik ind og vandt. Ikke dårligt.«
Nu har Ole solgt ProPrint videre efter 20 år, og den beslutning var langt mere kompliceret og følelsesladet, end han først havde forestillet sig:
»Det har været meget, meget sværere, end jeg troede. Jeg har altid sagt, at man ikke har følelser i en virksomhed eller i døde ting. Men det er klart, at en virksomhed, som gik fra at være bare mig til at være syv, da vi var flest, til at være det, den er i dag. Det er en god etableret lille nicheforretning, som stort set altid har givet et overskud. Det har været svært. Det har ikke været en millionforretning, hvis man skal sige det på den måde. Min holdning har egentlig altid været sådan, at så længe vi har sorte tal på bundlinjen, så længe vi alle sammen får vores løn, så er jeg egentlig glad og tilfreds, fordi jeg blev ikke selvstændig for at blive millionær. Jeg blev selvstændig, fordi jeg var drevet af at prøve at skabe noget.«
Han indrømmer, at det også handler om timing, og sygdommen gjorde beslutningen lettere:
»Hvis jeg ikke var blevet syg, så havde jeg ikke solgt ProPrint. Men jeg synes også, at det at drive virksomhed i dag for en type virksomhed som min, hvor der kun sidder én i ledelsen, som skal lave det hele, altså mig selv, der kommer rigtig mange krav. Altså, så skal man ind og rapportere om sine emballager, timerne og næsten hvor meget kaffe man drikker i kantinen. Der er rigtig, rigtig meget arbejde i det.«
Ole er en mand med mange lag – en fighter, der både i erhvervslivet og sporten har taget imod udfordringer med åbne arme. Men en alvorlig blodprop sidste år tvang ham til at stoppe op og genoverveje, hvordan han ville bruge sine kræfter i fremtiden:
»Jeg har altid godt kunnet lide en udfordring, og jeg har altid godt kunnet lide at bruge mig selv. At jeg startede som fodbold- og håndboldspiller var måske i virkeligheden en fejl, fordi jeg fandt ud af, at mine evner lå placeret mange andre steder. Jeg mente selv, at diverse landstrænere forbigik mig gang på gang, når de skulle udtage landsholdet i fodbold, men jeg må nok bare erkende, at mine evner ragte bare ikke til det, jeg selv syntes, jeg var god nok til.«
Dermed startede et nyt kapitel – både privat og professionelt – for Ole Nikolajsen. Ole Nikolajsen har aldrig været typen, der gjorde noget halvt. Når han satte sig et mål, skulle det helst opfyldes – også når det gjaldt triathlon:
»Jeg ville være blandt de bedste i Danmark. Det havde jeg sat mig et mål om, at jeg gerne ville. Ja, en 11. plads til DM, det er jeg vel blandt de bedste, er det ikke det? I hvert fald deroppe af. Jeg havde et mål om, at jeg enormt godt kunne tænke mig at komme på landsholdet. Det kunne være et mål i sig selv. Det prøvede jeg i 99, hvor jeg fik lov at køre EM nede i Holland. Og så havde jeg den store drøm, det var at få lov at komme til Hawaii. Og det har jeg opnået på mit sidste race i 2001. Så jeg har altid været vant til den der kamp, hvor man virkelig, virkelig skulle præstere. Og hvor der virkelig blev afregnet ved kasse 1.«
Ole understreger, at den kampgejst, han har haft i sporten, også er noget, han har taget med i resten af livet:
»Jeg kunne ikke snyde nogen. Hvis jeg cyklede mindre, end jeg egentlig skulle, så vidste jeg, at så kom jeg til at køre langsommere i konkurrencerne. Hvis jeg sprang løbepas over, så kunne det godt være, jeg snød, men det var mig selv, jeg snød. Når du går ind i det her, så skal du fandeme blive ved. Min gamle far, som desværre ikke lever mere, lærte mig et ordsprog, der hedder: Jeg kan, jeg skal, jeg vil. Det er sådan ét, der kører i hovedet på mig hver gang, når det gør allermest ondt. Det hænger stadig på min væg på kontoret. Det har fulgt mig altid.«
Men i 2022 blev Ole ramt af en hård opbremsning. En blodprop satte pludselig alt på pause, og det blev et enormt chok for ham, der altid havde været vant til at være i god form og fuld fart frem:
»Det var virkelig et chok. Om jeg havde set det komme? Nej, det tror jeg ikke. I min verden er blodpropper sådan noget, der rammer folk, der lever enormt usundt, er stærkt overvægtige eller ikke dyrker sport og har et meget stresset liv. Det sidste kunne jeg godt nikke genkendende til. Om det var stresset, det ved jeg ikke, men jeg havde i hvert fald et meget travlt arbejdsliv.«
Det hele startede med, at han mærkede smerter efter et velgørenhedscykelløb:
»I april måned sidste år, efter et cykelløb jeg havde arrangeret, mærkede jeg i min ene læg, at der var et eller andet galt. Som om jeg havde krampe. Det gik jeg med et par dage, og så gik jeg op til min behandler, Mette Bjeld, og bad hende om at give mig akupunktur på det. Hun siger ret hurtigt til mig: ‘Din læg fejler ikke noget. Du har en blodprop.’ Jeg sagde til hende: ‘Nej, jeg har sgu ikke nogen blodprop.’ På vej ud siger hun igen: ‘Ole, jeg mener det. Du skal gå til læge.’«
Han ignorerede det først, men efter kraftige opfordringer fra sin kone kom han afsted og fik konstateret blodprop i højre læg. Senere, på en ferie i Kroatien, blev det værre:
»En nat vågner jeg ved, at jeg simpelthen ikke kunne være nogen steder for smerter. I mit ene ben og i mit højre bryst. Efter nogle timer googler jeg lidt for sjov, og der stod bare store røde advarselslamper: blodprop, blodprop, blodprop.«
Ole blev akut indlagt i Kroatien, men først hjemme i Kolding kom den fulde diagnose:
»De finder en 21 centimeter lang blodprop i min venstre læg. Så stor en blodprop havde lægerne aldrig set før i en lægmuskel. Samtidig viste alle blodprøverne, at der også var en blodprop i højre lunge sammen med en lungehindebetændelse.«
Det satte naturligvis dybe spor hos Ole:
»Det tog fuldstændig luften ud af mig. Men jeg fik så at vide, at jeg skulle slappe af og tage det med ro. Men det kunne jeg bare ikke. Der var så meget arbejde at lave, både i ProPrint og i min pølsevogn. Så jeg hørte sgu ikke rigtigt de signaler, der kom.«
Men kroppens signaler blev efterhånden umulige at ignorere:
»Sidste efterår, omkring oktober, begyndte jeg at få det mærkeligt. Jeg fik ikke rigtigt lavet noget. Glemte ting. Sad foran computeren og kunne ikke ane, hvorfor jeg sad der. Der kom en masse symptomer.«
En samtale med Ole Mortensen blev vendepunktet.
»Jeg kunne simpelthen sidde og sætte flueben ved alt det, han oplevede af symptomer, og tænkte, hold kæft mand, det er jo sådan, jeg har det. Min kone fik mig sendt til læge, og det tog ikke lægen mere end to minutter at konstatere, at jeg var syg med stress. Det var nok det sværeste af det hele. Det var sådan en usynlig sygdom. Jeg følte mig ikke syg, men jeg kunne ikke ret meget.«
Det blev en tung erkendelse for Ole:
»Jeg syntes virkelig, det var fandeme svært. Jeg bliver meget ked af det, når jeg tænker på, hvor let man egentlig knækker, og hvor sårbar man bliver lige pludselig.«
Beslutningen om at sælge ProPrint blev taget – og det skabte plads til en ny start hos FC Fredericia. Her har han genfundet glæden ved elitesport, men i en rolle, der passer perfekt til hans nuværende situation:
»Det er fantastisk. Jeg er kommet ud på en arbejdsplads, som er enormt harmonisk med en meget flad organisation. Der sidder Stig som direktør, men han er jo bare en af os. Der er virkelig ingen skel, om du er holdleder, spiller eller direktør. Det er nærmest én stor harmonisk trup.«
Ole er blevet kitmanager, en holdleder, og rollen passer ham perfekt nu:
»Jeg skal arbejde i det, jeg kalder grønne kasser. Altså nogle opgaver, der er lette at løse, hvor jeg bare skal hjælpe andre til en bedre hverdag. Hver gang jeg gør noget, er der nogle mennesker, der bliver glade.«
Nu har Ole fået ro og en ny retning, hvor han fortsat kan være tæt på sporten uden at stå midt i rampelyset:
»Her har jeg fået et job, hvor det ikke drejer sig så meget om, hvad jeg præsterer. Det drejer sig ikke om mig. Det er ikke mig, der får klapsalverne, når der bliver scoret på banen, og det har jeg det sindssygt godt med.«
Til sidst fastslår han med optimisme, at dette nok er det job, han bliver gammel i:
»Jeg er rigtig glad for det, jeg har fået nu, og kan sagtens se mig selv i de sidste 5-6-7 år, jeg har tilbage på arbejdsmarkedet, at de kommer til at foregå her. Så stod det til mig – man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig – men stod det til mig, så var det et job, jeg bliver gammel i.«
REDAKTIONEN. Der er kommet endnu et nyt ansigt på AVISEN, som lige nu skruer op for den digitale satsning. Seneste ansigt på redaktionen er 22-årige Aya, som netop er begyndt som ny SoMe-kreatør. Sammen med resten af det digitale team skal hun fremover være med til at producere og formidle nyheder, videoer og gode historier til avisens sociale kanaler. For Aya handler jobbet dog ikke kun om at skabe skarpt og engagerende indhold, men lige så meget om at dyrke sin passion for sociale medier, kreativ videoredigering og ikke mindst mødet med nye mennesker.
Aya har selv slået rødder i Fredericia, hvor hun bor sammen med sin kæreste, og byen kender hun som sin egen bukselomme fra opvæksten og senere familiebesøg gennem årene. Til dagligt pendler hun til læreruddannelsen i Jelling, hvor hun er godt på vej til at blive folkeskolelærer med dansk som indgangsfag.
– Jeg har altid haft sociale medier som en naturlig del af min hverdag. Fra jeg gik i udskolingen i 7. eller 8. klasse, er det blevet måden, hvorpå jeg får mine nyheder, og snakker med mine venner om dem. Så jobbet som SoMe-kreatør føltes bare helt rigtigt at springe ud i, fortæller Aya.
Hun er allerede godt hjemmevant i rollen bag skærmen. Tidligere har hun været manager på en restaurant, hvor hun også stod for at producere videoindhold til sociale medier. Dog uden selv at være synlig foran kameraet. Den erfaring har givet hende både mod på mere og en god fornemmelse for, hvordan man fanger folks opmærksomhed.
– Det handler om at være relevant og imødekommende. Det skal være troværdigt, og folk skal kunne mærke, at afsenderen er ægte. Når jeg laver en video, sørger jeg altid for, at mit kropssprog og min måde at tale på fanger seerne hurtigt. Det er den måde, jeg bedst selv kan lide at blive fanget af indhold på, fortæller hun.
Netop troværdighed understreger hun flere gange. Det er ifølge Aya helt essentielt, når hun skal kommunikere AVISENs historier ud på platforme som TikTok, Instagram og Facebook.
– Noget godt indhold er troværdigt indhold. Man skal kunne mærke, det kommer fra en ordentlig kilde, og det håber jeg også, jeg kan bidrage til her på AVISEN, siger Aya.
Aya om favoritten TikTok: “Der er altid noget nyt, der fanger mig”
Når Aya skal pege på sin foretrukne sociale medieplatform, tøver hun ikke længe. TikTok ligger klart i toppen.
– Jeg bruger sindssygt meget tid på TikTok selv, indrømmer hun med et grin og fortsætter:
– Det er dér, jeg finder inspiration, nye idéer og også nyheder. Der er så mange forskellige videoer og afsendere, at man hurtigt kan blive fanget af et væld af forskelligartet og spændende indhold. Det er noget, jeg håber på at bringe ind i AVISENs sociale medier.
Glæder sig til at opleve nye hjørner lokalt
Aya glæder sig særligt til at komme ud og møde nye mennesker i jobbet og opdage sider af byen, som hun ikke har haft så meget kontakt med tidligere.
– Jeg ser virkelig frem til at få indblik i, hvad der rører sig rundt omkring i byen. Jeg kender jo byen godt og ved, hvad der sker i nærområderne, både inde i byen og ude på landet. Men jeg tror også, at jobbet vil give mig et endnu bredere perspektiv, fortæller hun.
Hun ser også gerne, at hun kan være med til at trække et yngre publikum tættere på det lokale nyhedsstof.
– Jeg synes, det er vigtigt, at unge mennesker også interesserer sig for, hvad der sker lige uden for deres egen dør. Det håber jeg at kunne bidrage positivt til, siger hun og tilføjer:
– Hvordan det præcis skal lykkes, vil jeg arbejde målrettet på, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med processen.
Skolelærer i sigte
Aya er ikke blot passioneret omkring sit nye job som SoMe-kreatør. Hun har også klare ambitioner på sigt. Om fem år håber hun at være færdiguddannet skolelærer og stå klar til at gøre en positiv forskel for børn og unge i folkeskolen.
– Jeg vil rigtig gerne være med til at give noget positivt videre til børn og unge. På samme måde som jeg nu håber at kunne give noget positivt videre gennem sociale medier her hos AVISEN, slutter Aya med et smil.
Aya havde sin første arbejdsdag på AVISEN i dag, den 1. april, og vi glæder os meget til samarbejdet.
Avisens digitale redaktion vokser fortsat, og i øjeblikket søger Danske Digitale Medier A/S flere journalister og digitale kreatører i hele Syddanmark som led i en større digital satsning.
SPORT. Tv-vært og komiker Melvin Kakooza har en drøm om at blive en del af FC Fredericia, afslører han i et interview med Viaplay efter lørdagens sejr over OB.
Det er ingen hemmelighed, at Melvin Kakooza har et særligt forhold til FC Fredericia. Den populære tv-serie ‘Sunday’, som Kakooza selv skrev og spillede hovedrollen i, udspillede sig netop omkring NordicBet Liga-klubben, og komikeren er selv opvokset i den sydøstjyske by.
Lørdag eftermiddag sad Melvin Kakooza på tilskuerpladserne på Monjasa Park, hvor FC Fredericia sikrede sig en vigtig sejr på 1-0 over OB i oprykningsspillet. Hans tilstedeværelse satte straks gang i rygterne om, hvorvidt han kunne være på vej til at engagere sig yderligere i klubben.
På det seneste har der nemlig svirret spekulationer om, at Kakooza skulle være interesseret i at købe sig ind i FC Fredericia. Efter kampen tog Viaplay fat i ham og stillede netop det spørgsmål.
Kakooza ønskede ikke at lægge låg på spekulationerne:
»FC Fredericia betyder enormt meget for mig. Jeg har sagt det før, og det vil jeg gerne sige igen: Jeg drømmer om en dag at blive en del af klubben,« fortalte den populære tv-vært og komiker til Viaplay.
Event. Der var smil, solskin og travlhed på Museumsgården Kringsminde denne lørdag formiddag. Det traditionsrige arrangement »Forår, Uld & Urter« blev skudt i gang med klipning af fårene, mens flagene vajede mod den blå forårshimmel.
Allerede fra formiddagen strømmede familier til fra nær og fjern, og på gårdspladsen ventede en hyggelig atmosfære med aktiviteter for både børn og voksne. De ansatte havde taget gammeldags tøj på og skabte med ét en følelse af at træde tilbage i tiden.
Inde på gården blev gæsterne inviteret indenfor i de arbejdende værksteder, hvor frivillige demonstrerede, hvordan uld blev spundet og farvet, mens smeden og træværkstedet viste gammeldags håndværk.
Dagen igennem var der rig mulighed for at prøve kræfter med gammeldags lege som krolf, æggemaling og gækkebreve, mens duften af friskbagte pandekager lokkede mange til. I Staldcaféen stod frivillige klar med kaffe, kage og lidt godt til ganen, mens gæster også kunne se nærmere på smedearbejde, træhåndværk og smykkeproduktion.
På markerne demonstrerede de frivillige, hvordan man tidligere dyrkede jorden – både med plov og såmaskine, mens Naturpark Lillebælt satte fokus på havørnen og naturens betydning for lokalområdet.
Arrangementet sluttede først på eftermiddagen, men stemningen varede ved, mens gæsterne langsomt vendte tilbage mod bilerne. Én ting er sikkert: »Forår, Uld & Urter« viste endnu engang, hvorfor Kringsminde har en helt særlig plads i lokalområdet, når det handler om at hylde foråret, traditionerne og det gode familieliv i Fredericia.
SPORT. Der var stor jubel på Monjasa Park, da FC Fredericias nummer 7, Gustav Marcussen, sikrede holdet en vigtig 1-0-sejr over rækkens nummer 1, OB, i lørdagens topkamp. Marcussen strålede efter kampen og var tydeligt stolt over både sin scoring og holdets præstation.
»Det var fantastisk. Jeg er virkelig stolt af drengene. Vi slog rækkens nummer 1, og jeg synes, vi kæmper bravt. Vi står virkelig godt i vores blok, og så eksekverer vi, når vi skal, så det var virkelig dejligt,« fortæller Gustav Marcussen.
Kampen udviklede sig især i første halvleg til en strategisk affære med hård kamp om midtbanen. Marcussen er enig i den vurdering:
»Som du siger, det var meget strategisk. Vi vidste godt, at vi skulle stå godt, så de ikke kunne skabe for mange chancer mod os, for de er dygtige. Vi stod virkelig godt imod også på deres standarder, som de var rigtig gode til, så rent taktisk synes jeg, vi håndterer det godt.«
Efter pausen kom FC Fredericia langt stærkere ud og satte sig hurtigt på spillet. Gustav Marcussen mærkede tydeligt, at hjemmeholdet greb initiativet:
»Jeg synes, det er måske de første 20 minutter, vi tænder. Vi er stærke på omstillingen, og det har vi altid været, og så er det jo bare fedt, at vi får scoret, og så holder vi den hjem.«
Netop scoringen stod Marcussen selv bag, da Svenn Crone efter en stærk dribletur spillede ham fri. Han beskriver situationen således:
»Lidt pludselig følte jeg, at jeg egentlig var ret fri. Jeg vidste ikke lige, hvordan det skete, men så gik jeg jo bare efter den, og så var det dejligt, at den gik ind.«
Og følelsen af at score det afgørende mål mod rækkens tophold var naturligvis helt særlig for Gustav Marcussen:
»Det var en fantastisk følelse. Virkelig dejligt,« siger en glad matchvinder.
SPORT. Der var stor glæde i FC Fredericias omklædningsrum efter lørdagens vigtige 1-0 sejr over OB i NordicBet Ligaens oprykningsspil. En af dagens store profiler var forsvarsspilleren Svenn Crone, der var stærkt involveret i kampens eneste mål.
»Det er fantastisk med tre point, og specielt mod OB som fører, og også i og med, at vi kæmper om at rykke op, så det er jo fantastisk med tre point. God stemning på stadion i dag, og en fin kamp synes jeg fra vores side også, og alt i alt er det bare dejligt,« siger Svenn Crone efter kampen.
Kampen bølgede frem og tilbage, hvor begge hold i perioder pressede hårdt på. Især første halvleg bød på en meget strategisk kamp om midtbanen.
»Vi er nok lidt meget frem og tilbage. De har lidt, og vi har sådan noget lige ved at være næsten i første halvleg. Jeg synes, at vi kommer godt ud til anden halvleg og får så også et mål, og så er det jo klart til sidst, så begynder det også at blive en lang bold fra dem af, altså vi stiller os lidt ned, ikke? Men vi klarer det, og vi får de tre point, som er rigtig vigtige,« siger Svenn Crone.
Han havde en afgørende rolle i det mål, som sikrede FC Fredericia sejren. Her erobrede han selv bolden og driblede forbi flere OB-spillere, inden han sendte Gustav Marcussen fri til scoring.
»Jeg havde ondt i ryggen. Jeg blev flæsket herinde på midten, men det er dejligt jo også igen, de tre point er det vigtigste. De små ting, hvor jeg gør det godt, det giver også noget selvtillid, så det er bare dejligt.«
Nu venter AC Horsens i næste spillerunde, og ifølge Svenn Crone bliver det en fysisk krævende kamp.
»Det bliver nok også en fysisk kamp. De kommer med en masse fysik også, men igen, vi skal være klar fra start og give fuld gas. Så skal vi nok få et godt resultat,« siger Svenn Crone.
SPORT. Det var en lettet og tilfreds Michael Hansen, som lørdag eftermiddag kunne fejre FC Fredericias smalle, men vigtige 1-0-sejr over OB i topopgøret på Monjasa Park.
»Det er en stor størrelse for os selvfølgelig, når OB kommer på besøg. Jeg synes, vi er kravlet tættere og tættere på at kunne løse det i løbet af sæsonen. Vi har mødt dem nogle gange, og der har vi været langt fra. I dag synes jeg, det var noget tættere. Og en kamp, der skulle afgøres på et enkelt mål, og heldigvis var det vores,« siger Michael Hansen kort efter kampen.
Cheftræneren erkender, at kampen var en taktisk udfordring mod et OB-hold, som længe var dominerende på bolden.
»De beskæftiger os godt i vores stil. Vi har hele tiden noget at forholde os til. Vi havde måske svært ved at være os, der ligesom var dominerende på bolden. Det blev jo i større perioder af kampen OB. Men heldigvis i nogle områder, hvor vi måske tillader det lidt mere end andre.«
For Hansen handlede kampen især om en stærk holdindsats, hvor spillerne igen leverede det niveau, han har efterspurgt:
»En stor holdindsats fra vores side af. Det vi har manglet lidt tidligere i foråret, var måske spillere, der spillede deres niveau eller lidt over på dagen. Og det er vi begyndt at have. Det gør vi nu, og det klæder vores hold.«
Kampen blev afgjort i begyndelsen af anden halvleg, da Gustav Marcussen efter en flot soloaktion af Svend Crone satte bolden sikkert i nettet. Målet kom efter en kamp, der længe var præget af strategiske dueller og forsigtighed.
»Når man ikke lige får sine resultater med sig, og man ser et hold, der måske har lidt svært ved effektiviteten, så gælder det om lige at finde de der ting, du kan trykke på. Noget af det er at låse kampen lidt mere, og så være heldig og dygtig til at satse på, at ét mål er nok. Det har vi været gode til nogle gange nu.«
OB formåede at presse FC Fredericia i store dele af opgøret, men fredericianerne stod solidt defensivt. En detalje, Michael Hansen roste sine spillere for:
»Jeg kunne også se, at vores spillere skulle stå på tæer, fordi OB er dygtige. OB beskæftiger os rigtig flot omkring midten af vores egen banehalvdel. Vi er virkelig hele tiden beskæftiget med den måde, vi skal gøre det på, og spillerne skal agere på. Det er en virkelig flot indsats af spillerne.«
Michael Hansen erkender, at sejren også betyder meget mentalt, især efter en svær periode i begyndelsen af foråret:
»Jeg synes også, at det er en sejr i dag, der giver os et godt boost på vores selvforståelse. Efter en famlende start på foråret bouncede vi virkelig flot tilbage. Jeg føler, at det er en selvtillid, spillerne skal have. Det rammer vi meget godt her i april måned.«
I pausen ændrede kampens billede sig, og hjemmeholdet kom mere aggressivt på banen efter en taktisk og mental justering i omklædningsrummet:
»Man kan godt hjælpe med nogle taktiske ting, men i princippet er det også noget mentalt – at spillerne lige får troen på det igen. Nogle enkelte tilrettelser, og spillerne hjælper lidt til i forhold til det, de oplever inde på banen. Jeg tror, pausen var god for os i dag. Det her med at komme ud og være lidt mere frisk på bolden, det klædte os.«
Undervejs i kampen var der også en taktisk kamp mellem trænerbænkene, hvor hvert hold afventede hinandens udskiftninger og justeringer. For Michael Hansen handlede det om at være godt forberedt:
»Fordelen ved det er, at du er foran. Derfor venter du nogle gange på deres træk. Vi havde egentlig forberedt vores første udskiftninger. Men vi ville gerne lige se, hvad de gjorde, da vi kunne se, at de også skulle skifte ud. I bund og grund handler det om at være godt forberedt. Også på de scenarier, der kan ske. Også på, hvad en modstander kan finde på at gøre i de scenarier. Det er en del af gamet,« siger Michael Hansen.
Med sejren er FC Fredericia nu kommet stærkt tilbage i toppen af NordicBet Ligaens oprykningsspil, hvor holdet fortsat har ambitioner om at blande sig i kampen om oprykning.
KRIMI. Fredag formiddag måtte flere ejere af kolonihaver i Kolding-området sande, at ubudne gæster havde været på spil. Sydøstjyllands Politi fik klokken 10.28 den første anmeldelse fra haveforeningen Ankerhus i Kolding, hvor et skur havde været udsat for indbrud.
Men det viste sig hurtigt, at tyvene ikke havde nøjedes med ét skur. Også naboerne i en nærliggende haveforening har haft uønsket besøg af langfingrede gerningspersoner i samme tidsrum.
Vagtchef Per Jeppesen fra Sydøstjyllands Politi fortæller:
– I dag klokken 10.28 har der været indbrud ude i noget, der hedder Ankerhus i Kolding. Der har været et skur, der har været indbrud i, og jeg kan se, at naboerne i en haveforening har haft lidt indbrud i samme periode, lyder det fra vagtchefen.
Han oplyser samtidig, at det på nuværende tidspunkt er uklart, præcis hvor mange haveejere der er blevet ramt:
– Der er ikke noget om, hvor mange der har anmeldt det endnu.
Har man oplysninger eller har man set mistænkelig adfærd i området omkring haveforeningerne, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 114.
SPORT. Flere danske ligahåndboldklubber angiver fejlagtige tilskuertal. Det viser en stikprøve, som TV2 har foretaget ved 22 kampe i ligaen.
Nogle steder har klubberne oplyst næsten dobbelt så mange tilskuere, som der reelt var i hallen. Viborg HK og KIF Kolding er blandt de klubber, hvor tallene afviger mest.
TV2’s håndboldekspert Bent Nyegaard er skuffet over afsløringen:
»Jeg synes, det er pinligt. Det klæder ikke nogen at pynte sig med lånte fjer, og det er jo i afdelingen for snyd.«
Ifølge sportsøkonom Kenneth Cortsen handler det om at gøre klubberne mere attraktive i forhandlinger med sponsorer og tv-selskaber. Han advarer om konsekvenserne:
»Hvis de bevidst har meldt forkerte tal ud, så giver det et tydeligt troværdighedsproblem over for medier, fans og sponsorer.«
