UDDANNELSE. Klokken er kvart over otte, og det banker allerede på døren ind til Camilla Johanne Jul Christensens kontor.

Hun har netop nået at få åbnet sin computer og dannet sig et overblik over dagens opgaver. Nu står en elev udenfor, klar til dagens første samtale.

Sådan starter langt de fleste dage for Camilla Johanne. Hun er uddannelsesvejleder på SOSU-skolen i Vejle, og hver uge fylder hun kalenderen med op mod tyve samtaler. Fraværssamtaler, trivselssamtaler og vejledninger, der spænder fra faglige udfordringer til dybere personlige emner.

Selvom hver samtale er forskellig, har de én ting til fælles: De handler om at vise vej.

– I mit arbejde er det vigtigt at planlægge og se fremad, om at have styr på hele dagen og hele ugen faktisk. Men mest af alt handler det om at se det menneske, jeg sidder overfor. Se, hvor de er lige nu, og hvad der skal til for, at de kan komme videre, fortæller Camilla Johanne og læner sig lidt tilbage i stolen.

Fra plejen til vejledningen

Camilla Johanne kender om nogen SOSU-verdenen indefra. Hun har selv været igennem både social- og sundhedshjælper- og assistentuddannelserne, inden hun senere blev sygeplejerske og arbejdede i psykiatrien. Men hun havde altid vidst, at hun en dag ville undervise og vejlede elever.

– Jeg har arbejdet mange steder, blandt andet i ældreplejen og på børneområdet, men min største erfaring ligger inden for psykiatriområdet, fortæller Camilla Johanne først og fortsætter:

– Jeg har egentlig altid haft interesse i at arbejde med elever og med udviklingsarbejde. Efter mange år i plejen trængte jeg til at komme videre. Så da SOSU-skolen søgte, slog jeg til. Det havde jeg gået og drømt om længe, siger hun med et lille smil.

I marts 2020 begyndte hun som underviser på SOSU FVH i Vejle, og efter fire et halvt år i klasselokalerne blev hun uddannelsesvejleder. En stilling, der passer hende perfekt – både på grund af hendes interesse i udvikling, men også fordi hun selv har stået der, hvor eleverne står nu.

”Mit fokus er altid på det enkelte menneske”

Det er især tiden i psykiatrien, Camilla Johanne trækker på i sit arbejde som uddannelsesvejleder. Hun ser paralleller mellem elevernes vej gennem uddannelsen og de patienter, hun tidligere hjalp med at finde styrken til at klare hverdagen. Dengang kunne de små sejre handle om at få stået op om morgenen, klare daglige gøremål og langsomt, men sikkert, tage kontrollen tilbage over eget liv.

– Når man arbejder med mennesker i psykiatrien, handler det ofte om at støtte dem i at blive mere selvstændige og selv tage styringen. Det er i princippet præcis det samme, jeg gør i dag med eleverne. Nu handler det bare om at støtte dem i at få kontrollen over deres egen uddannelsesvej, siger Camilla Johanne og forklarer:

– Det er vigtigt, at eleverne ikke springer af toget halvvejs, fordi de mister troen på sig selv eller mister orienteringen. Så jeg hjælper dem med at finde frem til, hvad det kræver for netop dem at nå deres mål, både fagligt og personligt.

I arbejdet som uddannelsesvejleder er Camilla Johanne blevet endnu mere opmærksom på, hvor stor betydning det har, at hun møder eleverne, præcis hvor de er, både fagligt og følelsesmæssigt.

Hun har erfaret, at det ofte er de helt små skridt og den tydelige anerkendelse af elevernes udvikling, der gør den største forskel.

– Jeg kan tydeligt se, hvordan eleverne vokser, når de opdager, at det faktisk er dem selv, der styrer deres vej fremad. Når de begynder at mærke, at de selv har kontrollen, så sker der noget med deres selvværd. De får en anden pondus og bliver langt mere ansvarsbevidste, fortæller hun.

Eleverne skal mærke trygheden

Camilla Johannes erfaringer har endvidere vist hende, at tryghed er fundamentet for enhver form for udvikling. Derfor gør hun en dyd ud af at skabe en stemning, hvor eleverne føler, de kan tale åbent og ærligt om alt det, der fylder i deres hverdag, også uden at føle sig dømt.

– Jeg lægger vægt på, at man får en professionel tilgang til sin uddannelse hos mig. Man skal vide, at jeg er en samarbejdspartner, der har gode bud på, hvordan man kan løse sine udfordringer, understreger hun.

Trygheden er tillige helt afgørende for, at hun kan skabe en god dialog med eleverne, også når samtalerne bliver svære.

– En af de største udfordringer er de samtaler, hvor elever vurderes til ikke at være klar til det videre forløb. Det kan være, at eleven skal have grundforløbet igen eller skal ud og arbejde før de skal læse videre, fortæller Camilla Johanne om den ofte vanskelige og sårbare situation, der opstår, når drømmene om en bestemt uddannelse ikke straks kan blive til virkelighed.

Hun ved, hvor hårdt det kan ramme eleverne at få afslag, men netop dér oplever hun også, at hendes rolle som vejleder bliver ekstra vigtig, og ikke kun for at støtte dem gennem skuffelsen, men for at vise dem en vej frem.

Ingen skal efterlades på perronen

Når Camilla Johanne kigger ud i fremtiden, er det med et klart ønske om, at uddannelserne får plads til flere slags elever. Hun håber på et mere fleksibelt system, der giver mulighed for, at elever med særlige udfordringer kan gennemføre, også selvom det måske kræver længere tid.

– Det kan godt være, uddannelsen bliver lidt længere, men så længe man stadig kan være med, er det dét værd. Ingen skal sættes af, bare fordi de har særlige udfordringer, siger hun bestemt og peger på en positiv ændring, Vejle Kommune netop har taget:

– Før kunne kun elever over 25 år søge om ansættelse fra grundforløbet, mens yngre elever måtte klare sig på SU. Nu kan alle søge ansættelse fra start. Det betyder enormt meget for elevernes mulighed for at gennemføre, forklarer hun om tiltaget.

Imens handler fremtidens vejledning for Camilla Johanne ikke alene om at tilpasse sig elevernes behov, men også om at gøre eleverne mere bevidste om de krav, der stilles, og støtte dem i at finde deres egne ressourcer, så de kan gennemføre den uddannelse, de har valgt.

– Det handler lige så meget om at gøre eleverne bevidste om, hvad der kræves af dem, og støtte dem i at finde de rette ressourcer frem, så de kan nå deres mål. Uddannelse er jo en dannelsesrejse, understreger hun.

Hun tøver et kort øjeblik, inden hun sætter ord på sin egen rolle, og på hvordan hun ser den udvikle sig i fremtiden.

– Jeg drømmer om at kunne blive ved med at udvikle mig. Jeg sætter mig aldrig bare ned og siger: ’Okay, det er de her opgaver, jeg skal lave’. Jeg forholder mig altid kritisk til mit eget område, fordi jeg gerne vil lære nyt og være med dér, hvor tingene sker, bemærker Camilla Johanne og lyser op i et smil.

Det handler om mennesker

Når arbejdsdagen slutter, tager Camilla Johanne hjem til hverdagen på landet. Her er hun en rigtig hestepige og mor til to store børn, kreativ ildsjæl med symaskine og strikkepinde, og lige nu særligt optaget af et stort tomatprojekt, som hun grinende fortæller om.

Men mest af alt handler hendes liv – både privat og på arbejdet – om mennesker og om glæden ved at hjælpe.

– Jeg er dybt omsorgsmenneske. Jeg har arbejdet med at hjælpe andre mennesker, siden jeg var 15-16 år, og nu hjælper jeg eleverne til at blive den pleje- og omsorgsperson, som jeg selv mener, vi har så meget brug for i sundhedssektoren.

Og spørger man hende, hvad hun vil sige til andre, der overvejer et liv som underviser eller vejleder på SOSU-skolen, falder svaret prompte.

– Man skal ikke være bange for at springe ud i det. Jeg var fuldstændig grøn, da jeg startede. Men hvis man går med en lille underviserspire i maven, skal man følge den.

Det er tydeligt, at Camilla Johanne brænder for sit arbejde – også da hun til sidst bliver bedt om at sætte ord på, hvad der motiverer hende mest i hverdagen:

– Jeg hepper på dem alle sammen. Jeg elsker at være på sidelinjen af elevernes dannelsesrejse og se dem spire og blomstre som nyuddannede sundhedspersoner, som jeg selv har været med til at vande.