KLUBBEN. Det er forår i Fredericia, og udenfor er det, man kalder ’godt vejr’. Fredericia Idrætscenter summer af liv, som det så ofte gør, men i dag er energien særlig. Ned ad den lange, karakteristiske gang, hvor klubkontorer, mødelokaler og opslagstavler gennem tiden har huset utallige snakke om sport, samvær og stævner, står den allersidste dør på vid gab. Bag den åbne dør spiser tre mennesker frokost med en smittende lethed. Jeg banker på og bliver straks modtaget med en varm imødekommenhed af Benjamin Weisenberg. Snakken går hurtigt videre til padel, som flere medlemmer netop i dag skal prøve for første gang – sommerens aktiviteter er startet i det gode april-vejr. 

Kort efter træder Kasper Thorsager ind ad døren med et smil. Kasper er daglig leder af Fredericia Idrætsdaghøjskole og Idræt i Dagtimerne, og med hans ankomst falder snakken hurtigt på, hvad der egentlig ligger bag fællesskabet her i hallen i dag. 

En lokal historie med mange grene

Når man lytter til Kasper fortælle om Idræt i Dagtimernes historie, fornemmer man hurtigt, at der ligger mere bag ordene end blot en almindelig udvikling fra skole til forening. Hans stemme fyldes af en næsten nostalgisk varme, mens han trækker trådene tilbage til dengang i slut-80’erne, da Fredericia Idrætsdaghøjskole først blev etableret: 

– Ja, i tidernes morgen startede man med at være noget, der minder om en klassisk idrætsdaghøjskole, hvor det simpelthen var en skole med reel undervisning. Der var en helt anden opbygning dengang, end hvad man ser i dag, hvor vi er blevet til sådan lidt mere en klassisk – ja, en lidt større idrætsforening, kan man sige, fortæller Kasper, mens han lader blikket glide rundt i det lille kontor fyldt med brochurer, programmer og t-shirts med foreningens logo. 

Siden begyndelsen, hvor undervisning og faste kurser dominerede, er meget ændret. Idræt i Dagtimerne er i dag blevet en vigtig paraplyorganisation i Fredericia, som favner bredt og omfatter flere målrettede tilbud. Kasper forklarer, at netop den her evne til at inkludere mennesker med meget forskellige behov har været nøglen til foreningens vækst gennem årene: 

– Vi har det klassiske ‘Idræt i Dagtimerne’, som rigtig mange kender med gymnastik, badminton, yoga og en masse holdaktiviteter. Men samtidig er der opstået et område særligt for mennesker med demens, og pårørende til demensramte, kaldet ‘Bevæg dig glad’. 

Han læner sig en anelse frem, mens han med et lille smil på læben også nævner den nyeste del af familien – Fredericias Unikke Idrætsforening (FUI), der netop har rundet sin tre-års fødselsdag. 

– FUI er et lidt nyere tiltag, hvor vi helt konkret har stiftet en idrætsforening for psykisk sårbare. Her handler det ikke så meget om sporten eller om konkurrencen, men om fællesskabet og trygheden, som mange savner i deres hverdag. 

Ved siden af ham nikker Benjamin bekræftende og supplerer med en præcis gengivelse af den første dag, hvor FUI virkelig tog sine første skridt ud i verden: 

– Det var 21. marts, da vi startede vores allerførste bowlingaktivitet. Og så blev selve foreningen stiftet et par uger senere. 

Samvær, bevægelse – og det uundværlige frirum 

Når man spørger, hvad idrætten betyder for dem, der besøger Fredericia Idrætscenter på en helt almindelig hverdag, tøver Kasper et kort sekund. Ikke fordi han mangler ord, snarere fordi det kræver omtanke at forklare det usynlige bånd, der samler mennesker med vidt forskellige livsbaggrunde omkring badmintonnet, yogamåtter og dansetrin. 

– Vores motto hedder jo, at vi skaber bevægelse, samvær og frirum. Og især frirummet er noget af det vigtigste for rigtig mange af de målgrupper, vi har med at gøre. Det er vigtigt, at vi på en eller anden måde får skabt et fællesskab, hvor man kan komme, som man er, forklarer Kasper. 

Idrætstilbuddene spænder imponerende bredt – fra de klassiske discipliner som svømning, gymnastik og badminton til specialiserede hold såsom Parkinsondans, intervalgang og yoga tilpasset mennesker med fysiske begrænsninger. Men sporten i sig selv er egentlig blot en anledning, understreger Kasper. 

– Motionen bliver jo et slags fælles tredje, der gør det nemmere bagefter at møde hinanden til en snak. For når man har dyrket noget sammen, så er det lidt nemmere bagefter at sætte sig over for nogen, man måske ikke kender så godt, og drikke den her kop kaffe og falde i snak, siger han og tilføjer med en måske velkendt konstatering: 

– Det kan være akavet, hvis man bare skal sætte sig ned uden videre og tale med hinanden. Men når man først har svedt lidt sammen, så falder skuldrene ligesom lidt ned. 

Netop den uformelle og lidt uprætentiøse stemning efter træningen, kendt som ”den tredje halvleg”, er blevet en institution i Idræt i Dagtimerne. Det er her, mennesker, der måske kæmper med ensomhed eller fysiske skavanker – men også dem, der bare har brug for et fællesskab – får mulighed for at komme tættere på hinanden. 

Benjamin, der selv er gået vejen fra frivillig til ansat og kender fællesskabet indefra, understøtter eftertænksomt: 

– Det er nok dét, der adskiller os fra andre foreninger – at der er plads til alle uanset psykiske eller fysiske skavanker. Man føler sig altid godt modtaget. Og det er også noget af det, vi lægger meget vægt på herinde. Vi sørger simpelthen for, at alle bliver set og hørt og lyttet til. 

Han ser kort op, måske fordi han kommer i tanke om de gange, han har spurgt andre, om de skulle følges til træning, og fortsætter så: 

– Det lyder måske banalt, men den gode modtagelse betyder virkelig meget. Nogle kan jo have svært ved at træde ud på en bane første gang. Så er det afgørende, at der er nogen, som lige går hen og siger ’kom, skal vi gå ind sammen?’. Og det kan man mærke med det samme, at der bliver gjort noget ekstra for at få folk med ind i fællesskabet. 

Kasper nikker ved siden af og tilføjer, at mange af deltagerne netop oplever en betydelig forbedring af deres mentale velvære, fordi der skabes relationer, som rækker langt ud over selve træningstimerne. 

– Uanset om du er fuldstændig velfungerende eller har fysiske eller psykiske udfordringer, så tror jeg på, at det er enormt vigtigt, at man har et sted at høre til. Et sted, hvor man ved, at nogen venter på en, og at man bliver savnet, hvis man ikke kommer, påpeger han. 

Benjamin bekræfter ivrigt: 

– Ja, præcis. Nogle gange handler det bare om det dér lille spørgsmål: ’Ses vi i morgen?’ eller ’kommer du i næste uge?’ – Det kan virkelig gøre underværker. 

De frivilliges stille kraft 

Nogle af dem, der er særligt gode til at prikke en på skulderen, er de frivillige. I Idræt i Dagtimerne er frivilligheden hjertet i maskineriet. Uden de mange frivillige hænder ville foreningen ikke være andet end et smukt ideal uden ben at gå på. Cirka 75 frivillige fylder tit og ofte Fredericia Idrætscenter med varme, engagement og praktisk hjælp – fra badmintoninstruktøren, som uge efter uge møder op med ketsjere og bolde, til den trofaste makker, der spørger, om man skal følges på cykel til træning. 

Benjamin, som jo selv har mærket betydningen af det frivillige arbejde på egen krop, forsøger at sætte ord på værdien af at bidrage og hjælpe andre. Imens er stemmen lidt ydmyg. 

– Det giver livskvalitet. Man får et ejerskab, en slags forpligtelse til at sørge for, at vi får en god dag sammen. Sørger jeg for, at andre får en god dag, får jeg også selv en god dag. 

Han holder en kort pause og leder lidt efter ordene, der kan være svære at finde, når man føler, det næsten bliver selvros. 

– Jeg får virkelig meget glæde af at hjælpe. Det gør mig glad at mærke, at nogle andre bliver glade ved det, man gør. 

Han fortæller også med åbenhed, hvordan fællesskabet i foreningen har en særlig kraft, især når man selv kæmper med psykisk sårbarhed eller ensomhed. At hjælpe andre, selv når man selv har det svært, er ifølge Benjamin en vej ud af isolation. 

– Fællesskabet betyder alt. Det handler jo også om, at man ikke føler sig alene – at nogen har brug for én, at der er nogen, der regner med én. Jeg har selv oplevet, hvordan foreningen bliver et springbræt til gode venskaber, også uden for foreningen, forklarer han og giver et håndgribeligt eksempel: 

– Det kan være alt muligt praktisk. Jeg har for eksempel personligt fået hjælp fra nogle af de andre medlemmer til at få en vaskemaskine og en tørretumbler op på anden sal. Folk er bare gode til at hjælpe hinanden, og det synes jeg virkelig er fantastisk, fortæller han. 

Da kroppen sagde fra, åbnede en ny dør sig

Hos Idræt i Dagtimerne er man også bevidst om, at livet kan være skrøbeligt, og at vejen ind i fællesskabet ofte starter med en udfordring. Sygdom, ensomhed eller psykisk sårbarhed – der kan være mange grunde til, at man banker på døren. For Benjamin var det sygdommen, der gjorde, at hans liv pludselig måtte tage en anden retning end planlagt. 

Senere i samtalen fortæller Benjamin mere åbent om, at han tidligere har været butikschef og efterfølgende forsøgt sig både med uddannelserne til pædagog og social- og sundhedsassistent, før han indså, at kroppen sagde fra: 

– Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg var så træt. Så fandt man ud af, at jeg var nyresyg og fik en ny nyre i 2021. Midt i den periode startede jeg så stille og roligt op herude hos Idræt i Dagtimerne. 

Det var her, midt i en usikker periode præget af træthed og tvivl, at Benjamin fik en opfordring, som skulle vise sig at gøre en stor forskel. 

– Så prikkede Kasper til mig om at blive frivillig, og stille og roligt blev jeg frivillig, og senere fik jeg så job her. Nu har jeg været ansat siden 1. april 2024, og det har virkelig betydet meget for mig. Jeg er blevet mere positiv, tror mere på tingene og føler, at jeg er en del af noget, i stedet for at ligge derhjemme på sofaen og se Netflix. 

Kasper smiler og minder Benjamin om, at de snart har kendt hinanden i fire år. Benjamin griner, og svarer med et blink i øjet: 

– Har du holdt mig ud så længe? 

Plads til flere – og mere tak til de frivillige

Når Kasper Thorsager kigger frem mod fremtiden for Idræt i Dagtimerne, er ambitionerne klare. Foreningen har allerede nået en størrelse, som betyder, at aktiviteter og fællesskab kan favne bredt – men det betyder ikke, at der mangler ønsker og visioner. 

En af de vigtigste ambitioner handler om at anerkende de frivillige endnu mere, understreger Kasper. Han forklarer, at den frivillige indsats er selve livsnerven i foreningen, og at uden dem ville alt andet smuldre. De frivillige skal derfor mærke, hvor værdsatte de er: 

– Vi vil jo altid gerne gøre rigtig meget for vores frivillige, men vi har også været i en tid, hvor priserne stiger, og økonomien generelt er udfordret. Derfor er der nogle ting, vi har måttet drosle ned på. Men på et tidspunkt skal vi igen kunne skrue helt op for blusset og virkelig anerkende de frivillige på en god måde, forklarer han. 

Ud over at give plads til flere initiativer og anerkendelse af frivillige, håber Kasper også på at nå flere mennesker, der endnu ikke har fundet et sted at høre til. 

– Hvis vi hele tiden kan udvide paletten og gøre endnu mere for nogle sårbare målgrupper, som vi måske har overset, eller som der kommer ekstra meget opmærksomhed på i samfundet, så er det helt klart vores vigtigste opgave. 

Foreningen forsøger allerede nu at tænke kreativt i forhold til at skabe forbindelser mellem mennesker, også på tværs af generationer. Kasper lyser op, da han runder af med en lille solstrålehistorie: 

– Vi har lige i sidste uge uddannet tre børnehaver med omkring 50 små, søde børn, som er blevet uddannet til demensvenner. De kan nu komme ud på plejecentrene og være med til at afholde aktiviteter for beboerne. Det er fantastisk, at vi kan gøre en forskel både i børnehaveklasser, indskolingen, mellemtrinnet og nu også i børnehaverne, især fordi der er en ældre målgruppe, som virkelig har det svært. Det har vi stor succes med. Børnene får også et lille diplom og en lille kasket med ‘Bevæg dig glad’ på, og ja, det er ret sødt.