Ligaklub fyrer direktør

0

SPORT. Efter lørdagens historiske nedrykning fra Håndboldligaen har KIF Kolding nu taget første skridt mod en ny retning. Mandag oplyser klubben, at bestyrelsen i KIF Håndbold Elite A/S har valgt at afskedige direktør Christian Hjermind.

»Der er et behov for en frisk start, hvor der tages højde for klubbens nye situation og den genopbygning, der venter forude,« lyder det i en skriftlig udmelding fra bestyrelsen.

Christian Hjermind har stået i spidsen for KIF gennem flere år og har i sin tid i klubben haft et særligt fokus på sponsor- og partnerarbejdet, som bestyrelsen nu roser ham for:

»Særligt skal fremhæves det store arbejde med partnere og sponsorer, som har udviklet sig meget positivt siden Hjermind kom til klubben.«

KIF Kolding har været igennem en turbulent sæson og må nu for første gang i 41 år tage hul på en sæson i 1. division. Bestyrelsen ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, og det er endnu uvist, hvem der overtager ledelsen i klubben.

Velfærdsbaroner og nasserøve.

0
Velfærdsbaroner og nasserøve.

Hvad sker der, når velfærdssystemet bliver en forretning for nogle og en livsstil for andre? Det er her begreberne velfærdsbaroner og nasserøve kommer ind. Begge lever af fællesskabets kasse, men på to vidt forskellige måder.

Velfærdsbaronerne den driftig type med regneark og visitkort. De drive bosteder, plejehjem eller sociale institutioner med penge fra kommunen og hiver en god gevinst hjem. Det kan gøres ansvarligt og ordentligt, det kan også udnyttes. Vi har set eksempler i hele landet på, hvordan penge til sårbare borgere forsvinder i bureaukrati og dyre konsulentydelser, mens omsorgen halter bagefter.

De politiske velfærdsbaroner? De sidder i byrådet og samler på udvalgsposter som andre samler på frimærker. Små udvalg, store udvalg, råd og nævn uden reel betydning, med mødehonorar, smørrebrød og fine titler. De siger, det er for “indflydelsens skyld”. De passer på systemet og på sig selv. Midt i det hele står borgerne og spørger: “Får vi egentlig noget ud af det?”

Nasserøvene, den anden ende af skalaen. De, der har gjort det til en kunstart at undgå både job og ansvar. Ikke dem, der er syge eller i krise, men de der aldrig rigtig når frem. De kan trykke ‘deltager ikke’ på møder i jobcentret hurtigere end du kan sige ‘aktivering’. De er få, men de fylder i debatten, de skader tilliden til hele systemet. For når hårdtarbejdende fredericianere ser naboen leve bedre på kontanthjælp end de selv gør med fuldtidsjob og madpakker, ja, så knirker sammenhængskraften.

Velfærdsbaronerne tager store penge fra systemet og kalder det drift. Nasserøvene tager små penge fra systemet og kalder det retfærdighed. Udvalgspolitikerne tager lidt af det hele og kalder det demokrati.

Fælles for dem alle? De suger af velfærdsstaten uden altid at give (nok) tilbage.

Vi skal turde pege på problemerne. Vi skal stille krav, både til dem, der driver velfærdsydelser, og dem, der modtager dem. Vi skal insistere på, at velfærd skal være en håndsrækning, ikke en levevej for kynikere.

Jeg tør og vil arbejde for: Gennemsigtighed i sociale ydelser og udbud. Øget kontrol med offentlige og private velfærdsleverandører. Incitamenter til at arbejde og konsekvenser for dem, der ikke vil. Slankere og mere effektive udvalg i kommunen, færre møder, mere handling.

Ægte velfærd er ikke at tage, det er at give plads til dem, der virkelig har brug for det.

Poul Rand, byrådskandidat for Liberal Alliance

Blotter skræmte to søstre i Lunderskov

0
Blotter skræmte to søstre i Lunderskov

KRIMI. To mindreårige piger blev fredag eftermiddag udsat for en ubehagelig oplevelse, da en ukendt mand blottede sig for dem i Lunderskov. Episoden fandt sted omkring klokken 19.10 på Hasselvænget, og Sydøstjyllands Politi er nu i gang med at efterforske sagen.

Ifølge politiets oplysninger kom de to søstre, der er 10 og 12 år gamle, cyklende i området, da en personbil pludselig svingede ind foran dem. En mand steg ud af bilen, trak bukserne ned og blottede sig, men sagde ikke noget til pigerne.

– Det vi får at vide, det er, at to søstre på henholdsvis 10 og 12 år kommer cyklende ud i Lunderskov, og der er en personbil, der svinger ind foran dem. Så er der en mand, der stiger ud og tager sine bukser ned og blotter sig. Han henvender sig ikke til de her personer, står der, og de to piger cykler også bare videre derfra, og så kører pågældende også derfra, fortæller politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd.

Pigerne, som ikke er bosat i Lunderskov, men i det sønderjyske område, kom ikke fysisk til skade, men hændelsen har naturligt vakt bekymring.

Politiet har imens meget få oplysninger at gå videre med. Der foreligger hverken signalement af manden eller hans bil, og derfor håber politiet nu, at eventuelle vidner kan hjælpe.

– Der er tale om en mand, og der er ikke yderligere signalement i forhold til køretøj og så videre, hverken af farve på bilen eller anden beskrivelse, siger Kenneth Skytte Nielsen.

Sydøstjyllands Politi har sat det lokale beredskab i gang. Den lokale landbetjent er orienteret, og politiets forebyggende indsats er blevet aktiveret i området, hvor man har dialog med blandt andet unge mennesker.

– Vi har vores landbetjent, han er orienteret om det, og så har vi jo vores forebyggelse samt en dialog med unge mennesker, der rører sig i området. Nu er sagen anmeldt, så efterforsker vi videre ud fra det, siger Kenneth Skytte Nielsen.

Har man oplysninger kan de gives til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

CSR-Prisen 2024: Fredericias virksomheder fejres ved prisuddeling

0

BUSINESS. Tirsdag den 14. maj 2025 danner Restaurant Oven Vande i Norgesgade rammen om årets CSR-Pris i Fredericia – en pris, der hylder virksomheder, der tager et særligt samfundsansvar. Arrangementet finder sted fra klokken 14.00 til 16.00 og er arrangeret af Business Fredericia i samarbejde med Fredericia Kommune.

CSR-prisen (Corporate Social Responsibility) gives til en virksomhed eller aktør, der har gjort en særlig indsats for lokalsamfundet gennem ansvarlighed, socialt engagement og bæredygtige initiativer. Sidste år gik prisen til virksomheden Wiggers & Klement.

I år er syv nominerede med i opløbet om den prestigefyldte pris:

  • Rema 1000 Erritsø
  • ABC Lavpris
  • Frugt og Grønt, Føtex Vest
  • Randal Beton
  • Fredericia Maskinmesterskole
  • Jørgen Suhr
  • Tolstrup

Programmet for dagen byder både på fest og refleksion. Borgmester Christian Bro holder tale, og der vil være musikalsk indslag ved Claus Jensen. Som konferencier leder John Risberg gæsterne gennem eftermiddagen, og underholdningen står den kendte komiker Sebastian Dorset for.

CSR-Prisen 2024 er et anerkendende nik til det lokale erhvervsliv og de aktører, der gør en forskel – både internt i deres organisationer og i det bredere samfund. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding via Business Fredericia.

Indbrudstyv slog til på gymnasium

0
Indbrudstyv slog til på gymnasium

KRIMI. Lørdag aften blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et indbrud på IBC Handelsgymnasiet i Erritsø. Anmeldelsen indløb klokken 22.29, og kort efter var en patrulje på vej til gymnasiets adresse på Mosegårdsvej 1.

Ifølge politiet havde en ukendt gerningsmand skaffet sig adgang til bygningen ved at bryde et vestvendt vindue op, formentlig med en skruetrækker. Fra vinduet har vedkommende bevæget sig ind i flere computerlokaler, hvor det ser ud til, at man målrettet har gået efter værdier.

»Der står her, at et vestvendt vindue er blevet opbrudt med en skruetrækker. Man har herefter haft færden i flere computerlokaler,« fortæller politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at fastslå præcist, hvor mange genstande der er stjålet, men ifølge politiets foreløbige oplysninger drejer det sig om et ukendt antal bærbare computere af mærket HP.

Politiets teknikere har været på stedet for at sikre spor. Blandt andet er der gjort fund, som potentielt kan indeholde DNA, og som nu undersøges nærmere i håb om at kunne føre efterforskerne på sporet af gerningsmanden.

»Der står her, at der er mulig DNA sikret fra stedet,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Der er desuden blevet gennemgået overvågningsmateriale fra skolens område, men indtil videre har det ikke givet politiet brugbare spor.

»Vi er færdige derude over midnat, lyder det fra politikommissæren, som samtidig bekræfter, at politiet stadig ikke har identificeret en mistænkt i sagen.«

Det vides ikke, om gerningsmanden har haft medgerningsmænd, eller hvordan personen har forladt stedet.

Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Mand blev overfaldet af seks unge drenge

0
Mand blev overfaldet af seks unge drenge

KRIMI. En anmeldelse om et muligt voldeligt overfald fik fredag aften klokken 20.41 Sydøstjyllands Politi til at rykke ud til Fredericia Banegård.

Ifølge anmeldelsen, som blev indgivet af en 59-årig mand fra Sønderjylland, skulle seks unge drenge have overfaldet en mand foran banegårdens hovedindgang. Den forurettede mand skulle være blevet slået og sparket, mens han lå på jorden.

»Vi får en henvendelse fredag klokken 20.41, hvor der orienteres om, at der har været en overfaldslignende episode ude foran Fredericia Banegård. Seks drenge skulle have overfaldet en mand, som angiveligt har ligget på jorden og modtaget slag og spark,« fortæller politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd.

Politiet sendte en patrulje til stedet kort efter anmeldelsen, men kunne hverken finde frem til nogen gerningsmænd eller den formodede forurettede. Ifølge anmeldelsen gik manden med en indkøbsvogn med tøj og forlod stedet til fods i retning mod Madsbyparken og videre mod McDonald’s ad Vejlevej.

»Vi har været derude og søgt grundigt på stedet, men har ikke kunnet finde nogen personer, der matcher beskrivelsen. Der var heller ingen spor af blod eller lignende. Desværre findes der heller ingen brugbar videoovervågning på stedet,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Hverken nord- eller syd for banegården blev der fundet nogen relevante spor i sagen.

Manglende signalement og tavshed vækker undren

Anmelderen kunne kun oplyse, at manden skulle være i 30’erne, men derudover blev der ikke givet noget egentligt signalement.

Politiet står derfor tilbage med flere ubesvarede spørgsmål. Hverken den forurettede eller andre vidner har efterfølgende henvendt sig, og det vækker undren hos politiet.

»Jeg synes jo, det er lidt underligt. Hvis seks unge mennesker står og overfalder en person, så er det usædvanligt, at ingen efterfølgende henvender sig til os. Det gør, at vi har behov for borgernes hjælp,« siger politikommissæren.

Politiet håber på hjælp fra offentligheden

Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat sagen og håber, at nogen har set eller hørt noget i området omkring Fredericia Banegård fredag aften. Enhver, der kan bidrage med oplysninger, opfordres til at kontakte politiet på telefon 114.

»Det kan være nogen, der har set noget, eller måske en af de involverede. Vi hører meget gerne fra dem,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Susanne Eilersen vil i regionsrådet igen: Sundheden skal tættere på borgerne

0

POLITIK. Når der til november er valg til regionsrådene, stiller Dansk Folkepartis Susanne Eilersen op i Region Syddanmark. Hun er allerede borgmesterkandidat i Fredericia, og nu går hun også efter en plads i regionsrådet, hvor hun tidligere har siddet. Og på opstillingsmødet palmesøndag scorede hun en topplacering sommer nummer 2 på listen efter Peter Kofod.

Susanne Eilersen brænder for sundhed, og hun stoppede også kun i Regionsrådet i sin tid, fordi hun blev valgt til Folketinget. Men ved det kommende folketingsvalg stiller hun ikke op igen, derfor vil hun i regionsrådet nu.

»Sundhed fylder meget for mig. Jeg har tidligere været formand for et selvstændigt sundhedsudvalg i Fredericia, og jeg har altid ment, at sundhed fortjener sin egen politiske prioritet – ikke bare som et underpunkt i større udvalg,« siger Susanne Eilersen.

Særligt den nye sundhedsreform har vakt kritik hos Eilersen. Hun frygter, at de nye sundhedsråd vil fjerne beslutningskraft fra de mindre kommuner og skabe endnu mere bureaukrati frem for at styrke nærheden i sundhedsvæsnet.

»Jo mindre kommunen er, jo færre medlemmer får man i det nye sundhedsråd – og dermed også mindre indflydelse. Det betyder, at de små samfund risikerer at blive overset, og det vil jeg kæmpe imod. Sundhed skal være tilgængelig, også der hvor der er lidt længere mellem husene,« siger hun.

Valget af Susanne Eilersen som nummer to på Dansk Folkepartis liste til regionsvalget blev afgjort på et opstillingsmøde med stor opbakning fra medlemmerne.

»Vi havde 90 medlemmer samlet palmesøndag, og det var meget rørende og motiverende. Det viser, at sundhed betyder noget for folk i hele regionen,« siger hun.

Eilersen understreger, at hun i arbejdet i regionsrådet vil kæmpe for, at alle borgere – uanset hvor de bor – skal have adgang til en praktiserende læge og relevante sundhedstilbud tæt på. Målet er klart: at sundheden skal tilbage til borgerne.

Nu kan danskerne stemme om, hvad der er særligt dansk

0
Nu kan danskerne stemme om, hvad der er særligt dansk

KULTUR. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har nu sat gang i afstemningen om, hvad der skal repræsentere Danmark på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Sammen med kulturikonerne Ghita Nørby og Søren Ryge har ministeren udvalgt 20 bud ud af næsten 10.000 forslag indsendt af danskerne.

De 20 bud, der nu kan stemmes på, spænder bredt fra hygge, smørrebrød og håndbold til kolonihaver, pølsevogne og højskoler. Forslagene er valgt med hjælp fra Det Kongelige Biblioteks vicedirektør Søren Bitsch Christensen.

Danskerne kan afgive deres stemme på folkehøringen.dk frem til den 14. maj. De fem forslag med flest stemmer vil blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur. Optagelsen er første skridt mod en ansøgning om at få dansk kulturarv anerkendt på UNESCOs prestigefyldte liste over immateriel kulturarv.

»Danmark er fyldt med fantastisk levende kulturarv, traditioner og håndværk. Derfor har det også været svært at få listen ned på 20 bud, men nu er det op til danskerne at bestemme vinderne. Alle 20 bud burde næsten stryge direkte ind på UNESCOs liste, men jeg har kun én stemme. Jeg vil ikke røbe mine favoritter, men hvor enestående ville det ikke være, at håndbolden, som samler så mange danskere i hallerne, kunne blive anerkendt som en dansk opfindelse? Eller hvis alle vores pølsevogne med et flot skilt kunne vise alle med en ristet i hånden, at det, du spiser, er dansk kulturarv og ikke ligegyldig fastfood? Eller højskolerne, efterskolerne eller noget helt tredje. Heldigvis er det ikke mig, der bestemmer – det gør danskerne. Jeg glæder mig helt ekstremt til at følge afstemningen,« siger Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Her er de 20 forslag:

  • Andelsbevægelsen
  • Bournonville-ballet
  • Cykelkultur
  • Dannebrog og dets flagtraditioner
  • Efterskoler
  • Foreningsliv
  • Forsamlingshuskultur
  • Fællessang
  • H.C. Andersens eventyr
  • Hygge
  • Højskoler
  • Håndbold
  • Kolonihaver
  • Pølsevogne
  • Revy
  • Røgerier
  • Sankthans
  • Smørrebrød
  • Tillidssamfundet
  • Wienerbrød

Hvad er immateriel kulturarv?

UNESCOs liste over immateriel kulturarv indeholder eksempler på levende traditioner, færdigheder og skikke, der videregives fra generation til generation. Det kan være madkultur, håndværk eller ceremonier. Formålet med listen er at bevare og videreføre den kultur, mennesker udøver i hverdagen, og som er en vigtig del af vores fælles identitet.

Oplev børns fortolkning af frihed på Fredericia Bibliotek

0
Oplev børns fortolkning af frihed på Fredericia Bibliotek

KULTUR. Hvad betyder frihed egentlig for børn i dag? Det giver Fredericia Bibliotek et bud på, når de markerer 80-året for Danmarks befrielse med en inspirerende udstilling, der viser lokale børns fortolkning af frihed.

Børn fra skolernes mellemtrin i Fredericia har været kreative og tænkt over, hvad begrebet frihed betyder for dem. Resultatet er en lang række fine, tankevækkende og kreative værker, der nu udstilles på biblioteket.

Udstillingen åbner tirsdag den 29. april på Fredericia Biblioteks 1. sal og kan opleves helt frem til fredag den 30. maj.

Skolerne bag værkerne er Kirstinebjergskolen afdeling Høgevej, Erritsø Fællesskole afdeling Krogsager, Fjordbakkeskolen afdeling Skærbæk, Skt. Knuds Skole og Fredericia Friskole. Blandt udstillingens højdepunkter er Fredericia Friskoles værk »Frihed på dåse«, som er et af mange spændende bidrag.

Udstillingen er inspireret af Arlette Andersens Frihedspris, der hvert år uddeles i Fredericia, og giver bibliotekets besøgende mulighed for at blive klogere på børnenes syn på frihed i dag.

Fredericia Bibliotek inviterer hele familien til at tage del i denne særlige fejring af kreativitet og frihed.

Udstillingen er gratis, og biblioteket glæder sig til at byde velkommen.

DM-sæsonen skudt i gang med flotte resultater til Fredericia

0
DM-sæsonen skudt i gang med flotte resultater til Fredericia

SPORT. I dag søndag den 13. april 2025 blev triatlonsæsonen for alvor skudt i gang med DM i Duatlon i Rødekro.

»Triatlon er en alsidig sport, og en af de sjove ting er, at discipliner og distancer kan sættes sammen på forskellige måder. I duatlon erstatter man svømningen med løb, så man skal løbe, cykle og afslutte med endnu en løbetur,« forklarer formand for Fredericia Triathlon Team, Carsten Olesen.

Fire atleter fra Fredericia Triathlon Team havde taget turen til Rødekro for at deltage i mesterskabet. I kategorien DM Age Group (voksne amatører) deltog Tanja Vinther-Bjerg, Kenneth Vinther-Bjerg og Karsten Olsen. Distancen her var 10 km løb, 40 km cykling og afslutningsvis 5 km løb. I eliteserien deltog Mathias Amtoft Brødsgaard, som skulle gennemføre 5 km løb, 20 km cykling og 2½ km løb.

Tanja Vinther-Bjerg kom først over målstregen i sin aldersgruppe og sikrede dermed DM-guld til Fredericia. Karsten Olsen opnåede en flot andenplads og kunne ligeledes hænge en DM-medalje om halsen. Kenneth Vinther-Bjerg endte i top-10 i sin gruppe, og Mathias Amtoft Brødsgaard fik en 11. plads i elitefeltet.

Efter løbet sagde Tanja Vinther-Bjerg:

»Sjov, hård dag på kontoret. Godt stævne, der er godt organiseret. Det kan anbefales. Hårdt at starte med 10 km løb i fuld gas, så skulle benene lige i gang på cyklen. Fin cykelrute med fire omgange. På de sidste 5 km løb skulle der graves dybt, og der var desværre ikke lige de sidste 13 sekunder op til den samlede tredjeplads. Men jeg er godt tilfreds med førstepladsen i age-group – så er sæsonen skudt i gang!«

Karsten Olsen stillede op i aldersgruppen 65-69 år og udtalte efter løbet med et smil:

»Hård dag på kontoret og ømme stænger. Det blev til en andenplads, og det er jeg tilfreds med, især når man nu ligger i den høje ende af aldersgruppen.«

Mathias Amtoft Brødsgaard var også tilfreds med dagens resultat, især fordi der i den seneste tid har været meget fokus på svømmetræningen.

»Fin afslutning, trætte stænger, men overall tilfreds med indsatsen og resultatet,« sagde Mathias.

Fredericia Triathlon Team ønsker alle atleterne tillykke med de fine resultater.

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

0
OPINION. Igennem mange år har kapital- og lånemuligheder været skævt fordelt i Danmark. En vognmand i Nr. Nebel ville investere i sin forretning, men banken...