ENSOMHED. Vi vælger i denne uge at sætte fokus på Danmarks to farligste dræbere: sofaen og ensomheden. Det gør vi, fordi ensomhed ikke har en fast adresse. Den findes i ungdommens lejligheder og i ældre menneskers rækkehuse. Den gemmer sig bag lukkede døre hos både den enlige og i parforholdet. Ensomhedens gade har intet husnummer, for den kan ramme os alle, uanset alder, køn eller social baggrund.

I påskeugen 2025 sættes fokus på et gadehjørne, hvor ensomheden og sofaen hver især udspiller deres skurkeroller. Det gør Fredericia Avisen, fordi vi lever i en tid, hvor vi aldrig har været mere forbundne digitalt. Det er paradoksalt, at følelsen af at stå alene aldrig har været mere udbredt. I Danmark føler omkring 600.000 mennesker sig ensomme. Unge kæmper med identitet og fællesskab i en digital verden, hvor likes forveksles med ægte kontakt. Ældre mister måske deres livspartner, venner eller deres sociale rolle i samfundet. Og midt i det hele står par, som lever sammen, men føler sig alene i forholdet. Ensomhed er en indre stilhed, som selv selskab ikke altid kan overdøve. Kan du/I relatere jer til vores fiktive karakterer, er der måske en vej ud af ensomheden for netop jer/dig.

Sofaen er blevet en tavs morder. Den lokker med tryghed og passivitet, men bliver ofte et fængsel for dem, der kæmper med ensomhed. Den daglige rutine – hjem fra arbejde, mad, fjernsyn og så sofaen – kan være en dødsdom for det sociale liv. For hver dag vi vælger sofaen frem for fællesskabet, bygger vi muren omkring os selv lidt højere.

Ensomhedens fængsel har en dør, men den åbnes indefra. Før nogen kan nå ind, må den ensomme selv tage det første skridt. Det lyder simpelt, men kræver mod. At række ud, at stille sig selv til rådighed for fællesskabet, at turde blive afvist – alt dette er ubehageligt, men nødvendigt.

For den unge kan det betyde at melde sig ind i en forening, et kor, en rollespilsgruppe eller tage frivilligt arbejde. At tage initiativ til at samle nogle klassekammerater, skrive til en gammel ven eller blot turde sige hej i et træningscenter.

For den ældre kan det være at deltage i seniorklubber, åbne døren til naboen, tage på et madlavningskursus eller møde op til kirkekaffe. En opringning til børnene, selvom man er bange for at forstyrre, kan være starten på en ny kontakt.

Par skal turde tale sammen ærligt – virkelig ærligt. Ensomhed i et forhold kan være en stille lidelse. Men den brydes ikke uden ord og handling. Tag på en fælles tur, lav noget sammen uden skærme, sæt ord på savnet.

Påsken handler om opstandelse, om håb og om at lyset følger mørket. Det er en stærk fortælling også for den ensomme. Ensomhed skal ikke bæres i stilhed. Den skal råbes op og mødes med handling. Påskens budskab bør ikke kun prædikes i kirken, men leves i hverdagen. Ræk ud og gør det første selv. For fællesskab kommer ikke af sig selv. Det begynder med et skridt. En tur ud af døren. En samtale i supermarkedet eller ved busstoppestedet. En besked sendt. En hånd rakt ud.

Palmesøndag frit fortolket af skribenten: håbet og hyldesten. Det starter med glæde, med fællesskab, med nogen der ser én, så man føler sig set og værdsat. Ensomhed føles fjernt.

Afsnit 1: “Søndagsmyldretid og spegepølse”

Johannes og Maria finder tryghed i menneskemængden i supermarkedet, mens Inga søger småsnak i køen. Sofaen er forladt for en stund i dag – livet findes blandt folk og frostvarer. Vores historie starter palmesøndag 2025 og omhandler søndagslivet på hjørnet af Rollatorgade og Pensionist Allé.

Mens de unge kæmper med tømmermænd og takeaway, er Johannes og Maria allerede på vej mod supermarkedet. Hun med sin indkøbsvogn i tern, han med den gode hat, der har overlevet både 80’erne og et stormvejr i ’97. De går langsomt, men stædigt, hånd i hånd, som de altid har gjort. De bor til leje i en hjørnelejlighed med udsigt til alt og intet. De er byens elite. Kaffedrikkere, krydsordskæmpere og professionelle vinduesobservatører. Hvis noget sker på gaden, ved de det før nogen andre. Og sker der intet? Så ved de det også, endda før Facebook. Ensom? Næh, man har jo så meget.

I dag er det ikke vinduet, der trækker. Det er myldretiden. For dér, blandt barnevogne, travle unge og mennesker, der halser af sted efter mælk og tilbudsbananer, dér føler de sig levende. De føler sig trygge i menneskemængden. Som om verden stadig suser rundt om dem, og de stadig er med. Småskavankerne? Ja, dem har de da. Men i dag gør det knap nok ondt i hoften. Måske fordi de har hinanden. Måske fordi livet føles lidt lettere, når man går i myldretiden og hører andre mennesker tale om alt fra broccoli til børnebørn.

I Netto står Inga. Hun bor også på hjørnet, i samme opgang som Johannes og Maria. Enkelt og pænt, med potteplanter i vindueskarmen og sudoku på bordet. Hun er enke, men kalder sig selv for “enlig med stil”. Hun føler sig ikke ensom, understreger hun gerne. Men hun føler sig tit lidt… fraværende. Som en tilskuer til livet, snarere end deltager. Så hun handler søndag. For i myldretiden kan man stå i kø og føre en samtale, uden at det virker påtrængende. “Åh ja, de har vist skruet lidt for meget op for prisen på rugbrødet,” kan blive til ti minutters snak med en fremmed. Og det er nok. Det er ikke venskab, men det er kontakt. Og det tæller.

Ingen af dem går i pensionistklubben, og Facebook? Nej tak. De foretrækker deres sociale netværk i levende live, helst mellem tilbudsaviser og spegepølse. De bor i deres egen lille verden, på hjørnet af Rollatorgade og Pensionist Allé. Børnene bor langt væk og skal ikke forstyrres unødigt. Så længe nogen småsludrer i køen, og nogen vinker fra altanen, ja, så er livet ikke så tosset endda.

Mikkel, 23 år, ensom i stilhed. Mikkel bor i stueetagen, lige under Inga. Han arbejder hjemmefra som grafisk designer for en svensk webshop, men taler aldrig med nogen. Han bestiller dagligvarer online og går sjældent udenfor. Han lider ikke af akut ensomhed, men har efterhånden glemt, hvordan man siger “hej” uden at overanalysere det bagefter. Han ser de ældre fra vinduet og misunder dem det, de selv ikke tror, de har: et fællesskab. Mikkel skal heller ikke på gaden i dag.

(Fortsættes.)