Anders Eggert vender tilbage til KIF Kolding som ny cheftræner

0

SPORT. KIF Kolding har sikret sig et prominent navn som ny cheftrener. Anders Eggert er blevet ansat på en treårig aftale frem til sommeren 2028 og vender dermed tilbage til klubben, hvor han tidligere fungerede som assistenttræner gennem to sæsoner.

Siden Eggerts seneste ophold i Kolding har han gennemgået en betydelig udvikling som træner og har blandt andet gennemført Diplomtræneruddannelsen. Derudover har han været en vigtig del af trænerteamet hos den tyske storklub SG Flensburg-Handewitt. Dermed bringer han både solid faglighed, stærkt lederskab og international erfaring med sig tilbage til KIF.

Han får ved sin side Julie Loop, som tiltræder som assistenttræner. Julie Loop kender allerede holdet særdeles godt, idet hun afsluttede den netop overståede sæson som midlertidig cheftræner. Nu bliver hun en fast del af det nye trænerteam omkring KIF’s herrer.

Strategisk valg med lokal forankring

Bestyrelsesformand Mads Aarestrup forklarer, at ansættelsen af Anders Eggert sker i tæt sammenhæng med klubbens langsigtede strategi og ambitioner:

»Det har været en prioritet for os at finde en profil, der i høj grad harmonerer med den samlede strategi for den udviklingsrejse, vi står overfor. I den henseende fremstår Anders som et oplagt valg – ikke mindst takket være hans markante engagement og idérigdom, som vi har stor tiltro til, kan bidrage til at vi genvinder vores position i Danmarks bedste række. Med både Anders og Julies indgående kendskab til klubben og dens medarbejdere vil de desuden kunne indgå aktivt i det daglige fra første arbejdsdag.«

Eggert: »Timingen er helt rigtig«

Anders Eggert ser frem til at vende tilbage til Kolding og træde ind i en ny rolle med stor betydning for klubbens sportslige fremtid:

»Jeg er både stolt og begejstret over at træde ind i rollen som cheftræner, og jeg føler, at timingen er helt rigtig. KIF Kolding er en traditionsklub med et stærkt sportsbrand, og jeg ser et enormt potentiale i hele organisationen. Klubben hviler på et solidt fundament i moderklubben, som rummer en stor og ambitiøs ungdomsafdeling og et stærkt akademi. Jeg er samtidig glad for, at Julie har sagt ja, og jeg ser frem til, at vi sammen skal sætte en tydelig sportslig retning, hvor vores kombinerede kompetencer skal løfte både holdet, spillet og den enkelte spiller.«

Han understreger samtidig, at ambitionerne er at føre klubben tilbage til toppen af dansk håndbold:

»Vi vil arbejde målrettet med udvikling – teknisk, taktisk og mentalt – og bringe moderne, nytænkende håndbold i spil for at bringe KIF Kolding videre, og over tid tilbage, hvor klubben hører til.«

Julie Loop ser frem til samarbejdet

Julie Loop glæder sig over muligheden for at fortsætte i KIF Kolding og ser især frem til samarbejdet med Eggert:

»Jeg glæder mig helt vildt til at skulle samarbejde med Eggert og til at komme i gang med arbejdet som assistenttræner og talentansvarlig. KIF er en klub med en kæmpe historie og stærke værdier, og jeg føler mig både stolt og ydmyg over at få lov til at bidrage i den situation, vi står i nu.«

Hun er klar over, at opgaven kræver hårdt arbejde, men ser frem til udfordringen:

»Vi går en ny tid i møde, og det bliver hårdt arbejde – men også enormt spændende. Jeg ser frem til at være med til at bygge noget nyt op, både på banen og omkring holdet.«

Julie Loop peger især på talentudviklingen som en vigtig del af hendes rolle i det nye setup:

»Et særligt fokus for mig bliver at styrke overgangen fra ungdom til senior, så vi kan fastholde og udvikle de dygtige talenter, klubben allerede har – og får i fremtiden. Der er masser af potentiale, og jeg glæder mig til at komme i gang,« afslutter hun.

KIF Kolding glæder sig til at byde Anders Eggert velkommen tilbage og ser frem til at se Julie Loop tage næste skridt i klubben.

ADP præsenterer rekordregnskab: »Vi fortsætter rejsen«

0

BUSINESS. Der var smil og optimisme, da CEO Rune Rasmussen fra ADP A/S tirsdag præsenterede selskabets årsregskab for 2024 på Hotel Fredericia. Solen skinnede over de flotte omgivelser udenfor, og indenfor kunne direktøren afsløre endnu et stærkt resultat for havnekoncernen, som igen satte rekord.

»En gang til, vil jeg næsten sige. Vi fortsætter rejsen og leverer en omsætningsvækst på 15 % og driftsindtjeningen stiger med 15 %. Fantastisk fremgang på stort set alle fronter i de forskellige selskaber i koncernen. Så udover at solen skinner i dag, så er det en god dag,« lød det indledningsvist fra Rune Rasmussen.

ADP har de senere år formået at navigere i en tid præget af både geopolitiske spændinger og global økonomisk uro, og direktøren pegede på, at nøglen til selskabets stabilitet har været en langsigtet strategi om at sprede risici og indtægtskilder:

»Først og fremmest var opgaven for 10 år siden at bygge en virksomhed, som var mere modstandsdygtig. Flere forskellige forretningsområder, flere stabile indtægtskilder. Og det er jo det, vi ser nu, at ADP er blevet mere modstandsdygtige overfor alle mulige forskellige usikkerheder i verden. Alt fra toldtariffer til krig og pandemier. Og der har ADP klaret sig fantastisk igennem et år fyldt med usikkerhed, både herhjemme, men i særdeleshed globalt.«

Massiv vækst i containere og bulk

Et centralt element i årets imponerende resultat er den markante stigning i containermængden på 23 %. Rune Rasmussen forklarer, at succesen skyldes investeringer i ny kapacitet:

»Vi så jo for år tilbage, at containerforretningen i hele regionen Sydjylland var relevant i forhold til, hvordan containerforretningen i Danmark var. Og det er jo så det, der er blevet til udvidelsen af Fredericia Havn med en ny containerterminal. Og det var rigtigt set. Og den udvidelse er kærkommen, fordi containerforretningen er steget med 23 %. Og kigger vi på årets første 4-5 måneder, så er vi næsten 40 % over sidste år.«

Den positive udvikling begrænser sig dog ikke til Fredericia alene. Også Nyborg Havn har oplevet en betydelig omsætningsfremgang inden for fast bulk, som steg med hele 62 %:

»Ja, man kan sige, at det er jo flotte tal for Nyborg. De kommer også fra et andet udgangspunkt. Men for Nyborg Havn og for Fyn er det fantastisk. Opgaven i Nyborg har jo netop været at skabe et fundament, der gør, at man også økonomisk og i det lange perspektiv kan retfærdiggøre, at man eventuelt skal lave en udvidelse i Nyborg. Og det er det, der sker i Nyborg nu igennem flere år. Også i 2024 med væksten derovre. Det er, at Nyborg har sin berettigelse, og det er blevet en sund forretning, der er værd at investere flere penge i.«

Nye samarbejder giver optimisme

ADP har de seneste år udbygget sine strategiske partnerskaber med globale spillere som AP Møller Mærsk og det japanske rederi ONE, hvilket ifølge Rune Rasmussen tegner lovende for fremtiden:

»Væksten fra 2024 er fortsat ind i 2025, og det er både nye og eksisterende kunder herunder AP Møller Mærsk og ONE, men også andre container-rederier. Så ser det rigtig spændende ud i Taulov, så derfor venter vi inden sommerferien at kunne præsentere flere spændende nyheder ude i Taulov. Så 2025 ser også rigtig, rigtig, rigtig godt ud.«

I Taulov Dry Port er flere nye lager- og logistikfaciliteter netop blevet færdiggjort. Rune Rasmussen erkender, at investeringerne skabte nervøsitet i en periode med stor usikkerhed, men placeringen viste sig igen at være afgørende:

»Nu talte vi om usikkerhed i verden, så vi var da spændte hen over efteråret og vinteren, når vi putter så mange nye kvadratmeter på markedet. Og det er endnu engang blevet gjort til skamme af placeringen i Taulov. Så vi er allerede nu ved at begynde at kigge på, hvordan vi kan komme i gang med Hertugens Kvarter. Og har stort set den kapacitet, vi har fået, den har vi stort set brugt.«

Grøn omstilling kræver handling

Med åbningen af AP Møller Mærsks lavemissionslager i Taulov Dry Port er bæredygtighed fortsat højt på agendaen for ADP. Rune Rasmussen understreger dog, at den grønne omstilling stadig kræver konkrete handlinger og reguleringer:

»Det er ikke fordi, det ikke går fremad. Det gør det. Der er heller ikke nogen, der ikke længere mener, at bæredygtighed er vigtigt. Jeg synes, den verden, vi lever i, den skaber noget kompliceret omkring, hvordan vi skaber bæredygtighed bedst. Og der vi lige nu ser den største fællesnævner, det er at sikre, at vi hurtigst muligt kan få landstrøm placeret på vores havnarealer. Men også, at vi arbejder med myndighederne på, at der rent faktisk skal være en forpligtelse til at bruge dem. Og derudover få de mest muligt certificerede ejendomme og bygge og bruge råstofferne klogest muligt, når vi kan.«

ADP fortsætter investeringer og lokal udvikling

I 2024 investerede ADP hele 611 millioner kroner, og selvom niveauet måske ikke kan opretholdes helt på samme måde fremover, lover direktøren flere investeringer i årene der kommer:

»Vi har faktisk investeret 1,4 milliarder på to år. Det er et stort tal. Og selv ADP kan ikke blive ved med at investere 1,4 milliarder hvert andet år. Men vi investerer også penge i 2025, og vi kommer også til at investere penge i 2026. Ikke nødvendigvis 600 millioner om året, men vi er ikke færdige med at investere. Vi tror stadigvæk på, at der er penge, der skal investeres, både i Fredericia, Taulov og i Nyborg, men også i Hanstholm.«

Med ADP’s massive vækst følger også et stigende ansvar for lokal udvikling og uddannelse:

»Jamen det er jo en af vores fornemmeste opgaver udover at sørge for, at vi har en sund forretning og skabe arbejdspladser og betale noget udbytte til vores ejere. Så er det jo netop vores rolle på den lange bane, både i forhold til uddannelse, skabe rammerne for, at der er behov for uddannelse i vores område, forskellige slags arbejdspladser, gerne flere forskellige arbejdspladser end inden for transport og logistik.«

»Vi vil være det største havneselskab i Danmark«

Rune Rasmussen slutter interviewet af med at pege på en klar ambition for ADP’s fremtid, først nationalt, derefter internationalt:

»Vi spiser elefanten i bidder, og 2026 skal være ADP’s år, hvor vi konsoliderer os som det største havneselskab i Danmark målt på indtjening og omsætning. Når vi har konsolideret os på det, så kigger vi ud over Danmarks grænser og sætter os nogle nye mål.«

ADP leverer solidt regnskab og fastholder højt investeringsniveau

0
ADP leverer solidt regnskab og fastholder højt investeringsniveau

BUSINESS. ADP A/S præsenterede mandag årsregnskabet for 2024, der viser væsentlig vækst på både godsvolumen, omsætning og resultat. Havneselskabet har samtidig opretholdt et højt investeringsniveau, blandt andet med færdiggørelsen af flere lagerfaciliteter i Taulov Dry Port.

Året var præget af fortsat uro og geopolitiske spændinger globalt, hvilket påvirkede hele transport- og logistikbranchen. På trods af udfordringerne kom ADP ud af året med en samlet omsætningsfremgang på 15 procent og et årsresultat på 93,4 millioner kroner. Selskabet investerede i alt 611,3 millioner kroner.

Bestyrelsesformand Christian Herskind udtrykker tilfredshed med årets resultat:

»ADP er igen kommet stærkt ud af et foranderligt år i transportbranchen, der var påvirket af de fortsat geopolitiske spændinger. ADP vækstede på gods over kaj både i Fredericia og Nyborg og realiserede store investeringer i Taulov Dry Port. Selvom renteudgifterne ved de store investeringer blandt andet påvirkede regnskabet, har ADP leveret et sundt, tilfredsstillende resultat. Flotte resultater kommer af dygtige folk – tak for en god indsats til alle i ADP.«

Fremgang i Fredericia og Nyborg

På Fredericia Havn steg håndteringen af containere med hele 23 procent sammenlignet med 2023. Nyborg Havn oplevede ligeledes en stor stigning på 62 procent inden for fast bulk, især grus og skærver.

Udvidelsen af containerterminalen i Fredericia, som blev færdiggjort i 2024, har ifølge ADP haft stor betydning. Samtidig fik Fredericia Havn faste anløb fra A.P. Møller Mærsk og blev inkluderet i det japanske containerrederi ONEs rutenetværk.

Rune D. Rasmussen, administrerende direktør i ADP, siger om udviklingen:

»Der er en stigende interesse fra rederierne til ADP-havnene. Det kan tydeligt ses på tonnagen for 2024, men der blev også igangsat dialoger, der vil øge mængderne af gods over kaj fremadrettet. Derfor er færdiggørelsen af havneudvidelsen i Fredericia særdeles kærkommen, og det samme gælder på Nyborg Havn, hvor vi i løbet af 2024 igangsatte en spændende proces om udvidelse af havnen.«

I Taulov Dry Port indviede A.P. Møller Mærsk i 2024 et nyt lavemissionslager, og der blev færdiggjort 87.000 m² lager- og logistikfaciliteter til udlejning. Samtidig igangsatte ADP en proces for yderligere udvidelser på op til 600.000 m² i området kendt som Hertugens Kvarter.

Strategiske samarbejder og fremtidsprojekter

I 2024 etablerede ADP et partnerskab med TotalEnergies og Evida om infrastruktur til lagring af CO2 i Nordsøen. Desuden blev der indgået en aftale med Thisted Kommune om fælles ejerskab af Hanstholm Havn fra august 2025.

»Vi har haft et begivenhedsrigt år med blandt andet etablering af et stærkt partnerskab, der kan understøtte Danmarks klimamålsætninger, og vi har lavet en aftale med Thisted Kommune om konsolidering af Hanstholm Havn. Der er flere synergier mellem Nyborg, Fredericia og Hanstholm Havn, som bliver spændende at udvikle. Dette gælder også inden for lagring af CO2,« siger Rune D. Rasmussen og fortsætter:

»Der er ingen tvivl om, at 2024 har været et afgørende år for ADP, hvor der er søsat nogle betydningsfulde projekter, som på længere sigt kommer til at give ADP en større rolle på den internationale havnescene.«

Ejerkommunerne fremhæver lokal betydning

Borgmestrene i Fredericia og Nyborg kommuner udtrykker opbakning til ADP’s strategi og betydning for lokalområdet. Fredericias borgmester Christian Bro siger:

»ADP er en gevinst for de kommuner, som ADP driver havnevirksomhed i, og det bliver somme tider taget for givet. ADP er af national interesse, og at vi i Fredericia har en havn med så stor national betydning, skal vi være stolte af. Dernæst spiller havnen en central rolle i at skaffe arbejdspladser og dermed et aktivt byliv i Fredericia. Det skal vi i fællesskab værne om.«

Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg, bakker op om dette synspunkt og fremhæver den lokale værdi af samarbejdet med ADP:

»ADP er en ordentlig virksomhed, der værner om at drive havn i Nyborg med respekt for byen og byens borgere, og det sætter vi i Nyborg pris på. For en velfungerende havn i samskabelse med byen giver muligheder og økonomi til gavn for hele byens udvikling. ADP har i løbet af 2024 igangsat en proces om at udvide havnen, og vækst på havnen vil sprede sig som ringe i vandet i Nyborg og omkring.«


Fakta om godsmængder på ADP’s havne i 2024:

  • Fredericia Havn: 124.307 TEU (20-fodscontainere), op 23 % fra 2023.
  • Fast bulk i alt: 1.855.000 tons (træpiller, skrot, sten, grus m.m.).
  • Nyborg Havn: 440.000 tons sten, skærver og grus, 168.000 tons mere end i 2023.
  • Flydende bulk: 4.994.000 tons (råolie, flydende gødning m.m.).

Gardenia Blomster knokler løs til Mors Dag: »Vi er maks klar«

Gardenia Blomster knokler løs til Mors Dag: »Vi er maks klar«

MÆRKEDAGE. Blomsterbutikken Gardenia Blomster i Erritsø har skruet helt op for charmen til Mors Dag søndag den 11. maj. Fra klokken 6.00 morgen står personalet klar til at hjælpe byens børn – store som små – med at finde den perfekte gave til mor.

I butikken arbejdes der i døgndrift lige nu for at blive klar til den særlige dag:

»Vi er jo bare ved at være maks klar og knokler dag ud og natten ind for at gøre klar til på søndag,« fortæller indehaver af Gardenia Blomster, Lone Eriksen.

Udover flotte buketter og planter tilbyder butikken også kombinationer med friske rundstykker, søde kager og selvfølgelig chokolade, så alle byens mødre kan blive ekstra forkælede på deres særlige dag.

»Vi sælger jo rigtig mange buketter, planter, beplantninger og vi har jo også chokolade til mor. Vi står klar hele dagen til at servicere jer,« lyder det fra blomsterbutikken, der samtidig gør opmærksom på, at de også kan hjælpe med levering, hvis man ikke selv har mulighed for at besøge mor:

»Vi vil jo også gerne sende buketten ud til mor, hvis det er, at man nu ikke lige kan komme forbi. Så har vi vores hjemmeside, I kan gå ind på. Så tøv ikke. Husk at handle lokalt, vi er så klar til at hjælpe jer.«

Gardenia Blomster holder åbent fra klokken 6.00 til klokken 14.00 på Mors Dag.

Du kan se videoen fra Gardenia Blomster lige herunder, hvor butikken fortæller lidt mere om, hvad de har at byde på til mors særlige dag.

Endestation Fjordvej: 16-årigs sprittur i stjålet bil endte brat

0
Endestation Fjordvej: 16-årigs sprittur i stjålet bil endte brat

KRIMI. Det gik fuldstændig galt for en 16-årig dreng fra Odder, da han torsdag morgen satte sig bag rattet i en stjålen bil og kørte påvirket rundt på Fjordvej i Kolding. Klokken 04.58 måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til meldingen om en bil, der var kørt galt efter at have slingret frem og tilbage.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at den unge mand hurtigt blev afsløret af patruljen.

»Han bliver anholdt og får udtaget blodprøve. Han er sigtet for brugstyveri, spirituskørsel og for at køre uden førerret,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Vennerne så til fra sidelinjen

Kort før ulykken havde drengen været sammen med fire kammerater. De stod stadig ude på stedet, da den unge mand mistede kontrollen over bilen og forulykkede.

»Han sidder alene i bilen, men kort forinden har han været sammen med fire andre unge personer. De her fire personer er dog ikke i bilen, da ulykken sker. De står ude ved stedet,« siger Arno Rindahl Petersen.

Det er uklart, om vennerne har forladt bilen før ulykken, eller om de blot var vidner til episoden.

Spritbilist uden kørekort

Den 16-årige spritbilist har endnu ikke kørekort og må derfor også se frem til en sigtelse for kørsel uden førerret oven i anklagerne om brugstyveri og spirituskørsel.

Bilen har ifølge politiet fået betydelige materielle skader, men heldigvis kom ingen personer fysisk til skade.

Politiet venter nu på resultaterne af blodprøverne for at fastslå drengens præcise promille. 

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Bilister fanget i motorvejskaos efter harmonikasammenstød

0
Bilister fanget i motorvejskaos efter harmonikasammenstød

KRIMI. Onsdag eftermiddag omkring klokken 15.34 blev trafikken på Sønderjyske Motorvej ved Kolding sat på prøve, da et harmonikasammenstød involverede hele fem biler. Heldigvis kom ingen personer alvorligt til skade, men ulykken gav en del kø i nordgående retning.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller torsdag morgen om hændelsesforløbet:

»En bilist, der kørte med omkring 80 kilometer i timen, nåede ikke at bremse i tide. Foran ham var tre biler allerede stoppet op på grund af kø. Det medførte et harmonikasammenstød, hvor bilerne blev skubbet ind i hinanden.«

Ifølge Arno Rindahl Petersen begyndte sammenstødet, da den forreste bil (part 4) bremsede og stoppede helt op på motorvejen. Kort efter bremsede også bilerne bagved (part 3 og part 2) ned og holdt stille. Den næste bilist (part 1), som kom kørende med cirka 80 km/t, nåede ikke at reagere og påkørte den bagerste af de holdende biler, hvilket fik bilerne foran til at kollidere med hinanden i en kædereaktion.

Men ulykken sluttede ikke dér, fortæller vicepolitiinspektøren videre:

»Da harmonikasammenstødet allerede var sket, kommer en femte bil, der heller ikke når at bremse op, og kører direkte op bag i bilen, der oprindeligt startede sammenstødet.«

På trods af de mange biler involveret, var der heldigvis ingen personer, som kom alvorligt til skade.

»Der var heldigvis kun tale om materielle skader, men det gav selvfølgelig lidt kø i trafikken,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vejen blev ryddet, og trafikken vendte efterfølgende tilbage til normalt tempo.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Mand taget med ulovligt våben – kunne ikke holde munden lukket

0
Mand taget med ulovligt våben – kunne ikke holde munden lukket

KRIMI. Det har været et stille døgn for politiet i Fredericia, men en enkelt sag skiller sig dog ud. Onsdag aften omkring klokken 23.10 måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til en adresse på Ullerupdalvej efter mistanke om, at der foregik noget ulovligt på stedet.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller torsdag morgen, at mistanken førte til en ransagning på adressen:

»Vi får sådan lidt anledning til at skulle ind på en adresse for lige at foretage en ransagning, og i forbindelse med denne ransagning finder vi en totenschlæger.«

Fundet af totenschlægeren – en slagvåbentype, der er ulovlig at eje – fik politiet til at sigte beboeren på adressen, en mand på 35 år fra Fredericia, for våbenbesiddelse.

Men sagen stoppede ikke her.

Den 35-årige mand valgte nemlig at rette en række fornærmelige bemærkninger mod de tilstedeværende betjente. Derfor blev han ifølge Arno Rindahl Petersen også sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet.

»Han taler ikke så pænt til de patruljefolk, der er derude, så han bliver også sigtet for fornærmelig tiltale,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Politiet ønsker ikke at uddybe, præcis hvad mistanken gik ud på, eller hvorfor man i første omgang ønskede at ransage adressen.

Der er således rejst to sigtelser mod den 35-årige mand – én for våbenbesiddelse og én for fornærmelig tiltale mod politiet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Privat børnehave i Fredericia lukker

0
Privat børnehave i Fredericia lukker

BØRN. Børnehaven Eventyrlunden på Skansevej i Fredericia lukker med udgangen af august 2025. Lukningen sker som følge af en forsinket udvidelse af bygningen, hvilket betyder, at institutionen ikke længere kan drives under de eksisterende rammer.

Lukningen påvirker udelukkende Eventyrlunden, mens søsterinstitutionen Eventyrhuset på Prangervej fortsætter uændret.

Bestyrelsen for Eventyrlunden og Eventyrhuset meddeler i et brev til forældrene, at beslutningen har været vanskelig, men nødvendig.

»Vi må erkende, at Eventyrlunden ikke kan fortsætte under de eksisterende rammer,« skriver bestyrelsen i brevet til forældrene, der blev sendt den 7. maj.

Eventyrlunden har ellers haft et stort fokus på trivsel, leg og læring i trygge omgivelser. Institutionen har arbejdet med et værdigrundlag, hvor børnene skulle være i centrum, og der har været et stærkt fokus på efteruddannelse og kompetenceudvikling af medarbejderne.

Institutionen blev indrettet med plads til to børnehavegrupper med hver 24 børn samt en vuggestuegruppe med 16 børn. Personalet har været ansat ud fra minimumsnormeringer med tre pædagoger, en medhjælper og en studerende pr. stue.

Kommunen er orienteret – vil hjælpe familierne

Formanden for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune, Ole Steen Hansen, er orienteret om lukningen af den private børnehave, der sker kort tid efter, at den kommunale børnehave Valhalla blev lukket af Fredericia Kommune efter et tilsyn.

»Vi hjælper naturligvis alt, hvad vi kan,« slår Ole Steen Hansen fast onsdag aften over for Fredericia AVISEN.

Eventyrlunden arbejder tæt sammen med Fredericia Kommune.

Bestyrelsen for Eventyrlunden vil i den kommende tid samarbejde tæt med Fredericia Kommune for at sikre, at familierne får det bedst mulige tilbud, når Eventyrlunden lukker. De vil løbende udsende informationer, være til stede i Eventyrlunden for at svare på spørgsmål og være tilgængelige ved akutte eller konkrete problemstillinger, oplyser bestyrelsen.

Institutionen lukker officielt den 31. august 2025.

Vejle og Børkop vil styrke beredskabet med flere brandfolk og ny brandstation

0

BEREDSKAB. Vejle Brandvæsens nuværende faciliteter og bemanding i Vejle og Børkop er ikke længere tidssvarende. Derfor foreslår brandvæsenet nu en større opgradering af begge stationer i forbindelse med Vejle Kommunes kommende budgetlægning for 2026-2029.

Konkret ønsker Vejle Brandvæsen at ansætte ti ekstra brandfolk i Vejle, så hvert døgnvagtshold fremover vil have to ekstra mand til rådighed, inklusiv dækning ved sygdom og ferie. Dermed øges beredskabet i Vejle by fra fire til seks brandfolk i 1-minutsberedskab. I dag bemandes stationens tankvogn eller drejestige med deltidsbrandfolk, hvilket kan forsinke udrykningen. En mindre ombygning af brandstationen vil samtidig blive nødvendig for at få plads til ekstra soverum, toiletter og baderum.

I Børkop ønsker brandvæsenet en opgradering fra den nuværende hjælpebrandstation til en selvstændig brandstation med en autosprøjte, en ny tankvogn og et vagthold på seks brandfolk. Dette ønske er begrundet i en markant stigning i byens indbyggertal og dermed også en øget mængde udrykninger. I dag har stationen kun en autosprøjte, hvilket betyder, at der i gennemsnit går 18 minutter, før tankvognsassistance ankommer fra enten Vejle eller Fredericia.

For at gennemføre styrkelsen i Børkop skal der ansættes seks ekstra deltidsbrandfolk, og brandstationen skal flytte til nye lokaler.

Samlet set vil udgifterne for styrkelsen af brandstationerne beløbe sig til 6 mio. kroner årligt for Vejle, og 0,6 mio. kroner årligt for Børkop. Derudover vil der være engangsudgifter på 0,8 mio. kroner til ombygning af stationen i Vejle og 0,4 mio. kroner til etablering af nye faciliteter i Børkop.

Forslaget er netop nu under behandling i forbindelse med kommunens budgetproces.

Panorama viser historien om Den Gamle Lillebæltsbro på det store lærred

Panorama viser historien om Den Gamle Lillebæltsbro på det store lærred

FILM. Den Gamle Lillebæltsbro fylder 90 år, og i Panorama Biograferne ved Lillebælt markeres jubilæet med en helt særlig filmvisning. Biografen viser nemlig dokumentaren »Broens bygning«, som fortæller den imponerende historie om, hvordan broen blev opført – nærmest med håndkraft.

I samarbejde med Bridgewalking Lillebælt og Middelfart Lokal TV har Panorama arrangeret en række visninger af dokumentaren, hvor gamle stumfilmsklip fra 1930’erne er blevet digitalt restaureret og suppleret med fortællestemme. Filmen tager publikum helt tæt på processen – fra produktionen af sænkekasserne og nedboringen i Lillebælt til opførelsen af broens karakteristiske ståloverbygning.

Helle Broen fra Panorama Biograferne opfordrer varmt både middelfartere og fredericianere til at opleve filmen og mærke historiens vingesus.

»Det er en helt vildt fascinerende fortælling, fordi man simpelthen ser, hvordan folk har stået med en god gammel skovl og skovlet jord op fra bunden, simpelthen med håndkraft har bygget den her bro. Det er så imponerende,« siger Helle Broen og fortsætter:

»Så det er virkelig sådan et historisk vingesus, som jeg synes, at alle burde gå ind og se.«

Den Gamle Lillebæltsbro blev indviet den 14. maj 1935 med festligheder, hvor også de kongelige deltog sammen med borgere fra både Middelfart og Fredericia.

Panorama Biograferne håber samtidig, at fremtiden også byder på en dokumentar om Den Nye Lillebæltsbro, som publikum kan se direkte fra biografens foyer.

»Her fra vores lille udsigtsspot i Panorama kan man jo kigge direkte over på Den Nye Lillebæltsbro, og vi håber da også, at vi en dag kan vise en film om, hvordan den blev til,« siger Helle Broen med et smil.

Filmen vises i Panorama Biograferne flere gange i maj måned.

Se videoen nederst i artiklen, hvor Helle Broen selv fortæller mere om filmen og dens fascinerende historiske billeder fra broens opførelse:

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

Tricktyveri mod ældre kvinde og flere uheld på vejene

0
KRIMI. Fyns Politi har haft flere forskellige sager på tværs af øen, hvor både tricktyveri, færdselsuheld og tyverier indgår. I Vissenbjerg er der anmeldt tyveri...