Fredericia Idrætscenter ombygger tidligere bowlinghal: »Endelig plads til AK Heros’ enorme vækst«

0

POLITIK. Den tidligere bowlinghal – hal 7 i Fredericia Idrætscenter (FIC) – står nu foran en omfattende renovering. Fremover bliver lokalet indrettet til foreningsaktiviteter for Atletklubben Heros (AK Heros), der længe har efterspurgt større og bedre faciliteter.

»Vi har arbejdet længe på at finde en god løsning på AK Heros’ pladsproblemer, og nu kan vi endelig imødekomme deres ønske. De er gået fra omkring 50 medlemmer for få år siden til over 200 medlemmer i dag, så de har akut behov for større lokaler,« siger Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

En nødvendig investering i idrætten

Udvalget har netop bevilget 815.000 kroner til ombygningen af den gamle bowlinghal, mens AK Heros selv bidrager med yderligere 200.000 kroner til inventar og udstyr.

»Det betyder meget, at vi som kommune kan gå ind og løfte Fredericias idrætsliv på denne måde. Ombygningen giver ikke alene AK Heros mulighed for at fortsætte deres imponerende udvikling inden for vægtløftning og boksning, men åbner også op for nye aktiviteter som CrossFit,« siger Peder Tind.

Mere aktivitet og færre støjgener

Inden beslutningen blev truffet, har kommunen sammen med rådgivende ingeniører testet lokalet grundigt, især med fokus på støj og belastning. Testen blev udført med repræsentanter fra flere andre foreninger, blandt andet kegleklubberne i FIC.

»Testen viste, at aktiviteter som vægtløftning kan gennemføres uden væsentlige støjgener, hvis vi følger de tekniske anbefalinger. Vi sikrer dermed gode forhold for alle brugere af idrætscentret,« forklarer Peder Tind.

Samarbejde med foreningerne

Peder Tind understreger, at det er vigtigt for kommunen at udvikle faciliteter i tæt samarbejde med foreningerne.

»Vi tager altid en ekstra runde for at sikre, at løsningerne passer perfekt til brugernes behov. Det har vi også gjort her. Resultatet bliver nu, at vi kan skabe optimale rammer for AK Heros, samtidig med at lokalet også kan benyttes af skoler, institutioner og andre aktører i dagtimerne,« siger han.

Den nye hal 7, tidligere bowlinghal, forventes færdiggjort i løbet af 2025.

Lokal uddannelseschef skal være med til at forme fremtidens gymnasieuddannelse

0
Lokal uddannelseschef skal være med til at forme fremtidens gymnasieuddannelse

UDDANNELSE. Om få år kan unge i hele Danmark vælge en helt ny vej efter grundskolen. En erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse – kaldet epx – er lige nu på tegnebrættet hos en ekspertgruppe, som regeringen har nedsat. Gruppen skal inden længe aflevere sine anbefalinger til, hvordan uddannelsen konkret kan skrues sammen, så den kan rumme unge med både praktiske evner og teoretiske ambitioner.

En af dem, der skal være med til at forme fremtidens gymnasiale tilbud i ekspertgruppen, er viceuddannelseschef på EUC Lillebælt, Camilla Grenander Almfort. Hun er en del af arbejdsgruppen hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-L), som skal kvalificere foreningens holdninger til epx.

»Først og fremmest er det en del af en ambition om at få flere faglærte. Vi har haft en tradition, hvor mange unge har valgt en gymnasial vej, først STX, og nu i stigende grad HHX. Det at få knyttet en anden kultur omkring erhvervsskolen som et gymnasialt tilbud vil kunne få flere unge til at vælge den vej,« siger hun.

Camilla mener ikke kun, at behovet for epx handler om politik. Virkeligheden og branchen stiller i dag også helt andre krav, især i forbindelse med den grønne omstilling. Derfor har arbejdsmarkedet også brug for uddannelser, der bedre kombinerer praktiske kompetencer med solide, teoretiske kundskaber.

Men det kræver samtidig, at gamle forestillinger om gymnasiet som sværere end erhvervsuddannelserne bliver udfordret, mener hun:

»Man kan sige, det måske bygger på en gammel forståelse, at gymnasiet er en sværere uddannelse end en erhvervsuddannelse. Det stemmer ikke helt overens med virkeligheden, hvilket de unge hurtigt opdager, når de starter her hos os.«

Et afgørende element ved epx er også, at det bliver et mere sammenhængende uddannelsesforløb, forklarer hun. I modsætning til erhvervsuddannelsernes korte grundforløb skal epx-eleverne gå sammen i hele to år, og Camilla ser netop dét som afgørende for et bedre ungemiljø – både fagligt og socialt.

Praksisfaglighed kræver mere end gode intentioner

Men hvordan ser fremtidens uddannelse egentlig ud i praksis, når den skal rumme både en almen, gymnasial faglighed og et klart fokus på praktisk, håndværksorienteret undervisning? Ifølge Camilla er det vigtigt at være opmærksom på én central faldgrube, hvis epx-uddannelsen skal lykkes.

»Hvis man ikke får lavet stærke koblinger og sikret nogle ordentlige tekniske faciliteter, kan man hurtigt ende i noget, der mere minder om hobbyværksteder end reel praksis. Hvis epx bliver placeret på en ikke-teknisk skole, kan det blive udfordrende at skabe praksisnær undervisning.«

Med andre ord handler det om at sikre de rette rammer fra starten. Camilla peger her på, at der skal investeres i ordentlige værksteder, der giver eleverne en oplevelse af, hvordan det rent faktisk er at arbejde i de brancher, som de senere skal ud i.

Men samtidig understreger hun, at epx-uddannelsen ikke blot bliver en forlængelse af erhvervsskolernes traditionelle praksisforløb. Tværtimod skal undervisningen tage det bedste fra begge verdener, både fra erhvervsskolernes værkstedsbaserede tilgang og gymnasiernes skemastrukturerede faglighed.

»Jeg tror, vi kommer til at se mere værkstedsorienteret undervisning, men i en skemamæssig ramme, som måske er genkendelig fra gymnasiet,« forklarer hun.

Netop dét, vurderer Camilla Grenander Almfort, kan gøre epx-uddannelsen attraktiv for unge, der tidligere ville have valgt et almindeligt gymnasium, men som samtidig ønsker en mere praktisk skolehverdag.

Erfaringer fra EUC Lillebælt skal styrke den nye uddannelse

Når Camilla Grenander Almfort sætter sig til bordet i ekspertgruppen, tager hun en bred vifte af erfaringer med sig. Hun er oprindeligt uddannet gymnasielærer, men har også undervist i erhvervspædagogik på diplomniveau og forsket i området, inden hun blev en del af ledelsen på EUC Lillebælt. Det giver hende en særlig indsigt i både gymnasiernes almene faglighed og erhvervsskolernes praksisorienterede tilgang – en kombination, hun selv tror bliver afgørende i arbejdet med epx.

»Mine erfaringer herfra er særligt værdien af det praksisnære og værkstedsundervisningen. Det, jeg personligt kan bidrage med i ekspertudvalget, er koblingen mellem gymnasiet og erhvervsuddannelserne. Hvor er lighederne? Hvor er forskellene? Hvad giver værdi?« spørger hun og fremhæver hurtigt en særlig force ved EUC Lillebælt:

»En værdi, vi har på erhvervsskolen, er også koblingen til virksomhederne, de lokale virksomheder, som kan være med til at styrke uddannelsen. Det tror jeg ikke, man på samme måde har erfaring med på de traditionelle gymnasiale uddannelser.«

EUC Lillebælt har allerede nu flere konkrete eksempler på, hvordan det lokale erhvervsliv præger skolens uddannelsestilbud. Camilla peger særligt på samarbejdet med Mejeribrugets Uddannelsesfond (MUF), der aktivt har efterspurgt en digitaliseret lageruddannelse. Det her tætte samarbejde viser ifølge hende tydeligt, hvordan lokale virksomheder konkret kan være med til at forme fremtidens uddannelser.

Den tætte kontakt med virksomhederne lokalt – både i Fredericia, Middelfart og resten af Trekantområdet – bliver også afgørende for, at epx kan blive attraktiv for flere unge, mener Camilla Almfort.

Men det er ikke alene virksomhedernes engagement, der vil føre flere unge til epx. Også et ændret uddannelseslandskab med nye adgangskrav og færre alternativer efter grundskolen kan gøre epx til et naturligt valg for flere.

»Allerede dér vil flere opleve epx som relevant. Noget af det, som også gør, at mange unge i dag ikke vælger en erhvervsuddannelse, er udfordringen omkring ungemiljøet. Unge oplever, at de hurtigt skal blive afklarede,« siger hun og tilføjer:

»Qua man fjerner de barrierer, der er i dag, vil flere komme til at vælge epx. Samtidig skal vi selvfølgelig skabe en god uddannelse og gøre os attraktive allerede inde i grundskolen.«

En anden nøgle til at gøre epx attraktiv for unge ligger, mener Camilla, i at skabe undervisning, der føles tættere på den virkelighed, eleverne skal ud i efterfølgende. Det kalder hun »virkelighedsnær undervisning«, og det er allerede noget, man lokalt på EUC Lillebælt arbejder målrettet med, fortæller hun:

»Et godt eksempel er vekselvirkningen mellem virksomhedsophold og skoleophold, som vi allerede kender fra hovedforløbene på erhvervsuddannelserne. Vores værksteder er indrettet virkelighedstro, så de matcher det, eleverne møder i virksomhederne.«

Bedre ungemiljøer og flere jobmuligheder skal gøre epx til et sikkert valg

At skabe mere sammenhæng og genkendelighed i uddannelsesforløbet kan samtidig få stor betydning for elevernes sociale trivsel, forklarer Camilla Almfort. Hun peger på, at mange elever i dag oplever en skolehverdag præget af mange skift – både fagligt og socialt. Med et toårigt epx-forløb får eleverne mere tid sammen, og det kan ifølge hende være helt afgørende for, at gode relationer og venskaber overhovedet kan opstå.

»I stedet for at gå sammen et halvt år ad gangen, går man sammen to år. Det giver mere tid og ro til at skabe gode relationer og dermed bedre ungemiljøer. Det kan være en signifikant barriere at skifte klasse og miljø hele tiden,« forklarer hun.

Det handler om at skabe en skolehverdag, hvor eleverne har overskud til mere end blot undervisningen, mener hun. I dag oplever mange unge nemlig, at deres tid og energi ofte bliver brugt på at finde praktikpladser eller bekymre sig om det næste skift, frem for at dyrke venskaber og fællesskaber. Derfor kan en mere stabil skolegang også give eleverne en vigtig social ballast, som vil gøre uddannelsen endnu mere attraktiv.

Når Camilla skal give ét godt råd til de unge i Fredericia, Middelfart og resten af Trekantområdet, der snart skal vælge uddannelse, handler det i første omgang om interesse. Men samtidig understreger hun også, at de unge bør tænke på de muligheder, deres uddannelsesvalg åbner for i fremtiden:

»Man skal altid vælge efter interesse. Men ønsker man gode jobmuligheder, vil en erhvervsrettet uddannelse som epx være et rigtig godt valg, fordi den åbner mange muligheder – både erhvervsmæssigt og for videregående uddannelser.«

For Camilla Grenander Almfort selv er arbejdet med epx en mulighed for at skabe noget, der virkelig betyder noget – både for unge og samfundet som helhed. Hun ser frem til at gå ind i arbejdet med ekspertgruppen, og ambitionerne er klare:

»Jeg glæder mig til at bidrage med viden og erfaringer fra undervisningsverdenen og erhvervsskolen og til samarbejdet med dygtige praktikere og aftagere fra hele landet,« afslutter hun.

Pak jakken til påskejagten: Mange skyer og kølige temperaturer

0
Pak jakken til påskejagten: Mange skyer og kølige temperaturer

VEJRET. Langfredag bliver en grå affære for langt de fleste danskere. Mens solen næsten ikke viser sig på himlen, vil skyerne dominere dagen med regn eller byger flere steder, især først på dagen.

Ifølge DMI vil temperaturen i store dele af landet holde sig på beskedne 8-12 grader, og vinden fra nordvest vil føles let til frisk.

Eneste undtagelse er Bornholm, hvor solen kigger frem mellem skyerne, og temperaturen her kan snige sig helt op på mellem 15 og 20 grader, om end lidt køligere ved kyster med pålandsvind. Her vil vinden i løbet af dagen tiltage fra sydvest.

I nat ventes temperaturerne at falde til mellem 4 og 9 grader med enkelte spredte byger i østlige egne, mens vinden fortsat vil være svag til jævn fra nordvest og vest.

Påskeweekenden med lidt sol og mange skyer

Lørdagen følger samme mønster med mange skyer over hele landet. Enkelte solstrejf kan dog forekomme i løbet af dagen. Temperaturerne vil ligge mellem 10 og 15 grader med risiko for byger i landets nordlige og østlige dele.

Resten af påskeweekenden tegner fortsat tør, men skyerne vil fortsat dominere himlen, selvom der er en god chance for at se solen kortvarigt.

Skal påskeæggejagten foregå udendørs, er det altså en god idé at medbringe en lille jakke.

Kraftig blæst på Storebælt

Fredag morgen advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst på Storebæltsbroen, som kan påvirke trafikken. Der er lige nu passageforbud for påhængskøretøjer under 750 kg mellem Halsskov og Knudshoved.

Påskens åbningstider: Langfredag

0

BUSINESS. AVISEN giver her et overblik over åbningstiderne på supermarkederne i hele Fredericia, samt i Middelfart centrum. Overblikket stammer fra supermarkedernes hjemmesider.

ABC, Venusvej:

Lukket

Coop 365, Adelvej:

07:00 – 22:00

Coop 365, Vendersgade:

08:00 – 22:00

Daglig’Brugsen Egeskov:

08:00 – 20:00

Føtex, Prinsessegade:

Lukket

Føtex, Venusvej:

Lukket

Lidl, Vejlevej:

Lukket

Lidl, Gl. Landevej

07:00 – 21:30

Løvbjerg, Strevelinsvej:

Lukket

Meny, Indre Ringvej:

Lukket

Netto, Adelvej:

07:00 – 22:00

Netto, Bredstrupvej:

07:00 – 22:00

Netto, Erritsø Bygade:

Lukket

Netto, Nymarksvej:

Lukket

Netto, Vesterbrogade:

07:00 – 22:00

REMA 1000, Egeskovvej:

Lukket

REMA 1000, Strevelinsvej:

Lukket

REMA 1000, Venusvej:

Lukket

Super Brugsen, Nymarksvej:

08.00-20:00

Super Brugsen, Erritsø Bygade:

Lukket

Middelfart:

Coop 365, Jernbanegade:

08:00 – 21:00

Føtex, Kløvervej:

Lukket

Kvickly, Østergade:

Lukket

Lidl, Brovejen:

Lukket

Netto, Brovejen:

07:00 – 22:00

Rema1000, Brovejen:

Lukket

TV 2-ekspert: FC Fredericia er på vej i Superligaen

0

SPORT. Efter fire sejre i træk og en imponerende 5-1-sejr over oprykningsrivalerne fra AC Horsens er optimismen begyndt at brede sig i og omkring Monjasa Park i Fredericia. Og nu får den fornyede tro på en historisk oprykning opbakning fra én af dansk fodbolds mest erfarne stemmer: TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun.

I en ny klumme hos TV 2 SPORT skriver Bruun blandt andet, at FC Fredericia aldrig har været tættere på Superligaen. Efter opgøret mod Horsens, som han overværede på stadion, er han ikke i tvivl:

»Ja, ja. Det kan godt være, at vejen stadig er lang. Men den har aldrig været kortere,« lyder det fra Morten Bruun, der også bemærker, hvordan klubben har udviklet sig spillemæssigt og taktisk under træner Michael Hansen.

Fredericia ligger aktuelt nummer to i NordicBet Ligaen, seks point foran AC Horsens, og med en markant bedre målscore. Samtidig resterer der blot syv spillerunder.

Bruun hylder både klubbens ledelse, den stabile trup og ikke mindst den sportslige linje, der har været fastholdt over tid. Han fremhæver det som bemærkelsesværdigt, at klubben valgte at fastholde Michael Hansen som træner, selv da holdet var tæt på nedrykning for to år siden. Det valg ser nu ud til at betale sig.

Han peger især på præstationerne mod Horsens som et vendepunkt, hvor Fredericia både teknisk og taktisk var overlegne, og flere spillere viste niveau langt over rækkens gennemsnit. Blandt andre Gustav Marcussen, som i følge Bruun i glimt lignede Lionel Messi, og Frederik Rieper, som han roser for sit stabile og stærke spil i midterforsvaret.

Klubbens mangeårige tilstedeværelse i 1. division og det hårde slid bag kulisserne får også ord med på vejen. Bruun skriver om »de fire mænd på hovedtribunen«, som i årtier har båret FC Fredericia frem – heriblandt direktør Stig Pedersen og formand Morten Rahbek.

Og måske vigtigst af alt: Morten Bruun tror på det. På Superliga-drømmen. På, at det kan lykkes. Ikke som et fjernt håb – men som noget, der er ved at blive virkelighed:

»Jeg har da aldrig drømt om at skulle kommentere FC Fredericia i virkeligheden. Det kan ske, før jeg aner det.«

Hunde og ulve i fokus: GIVSKUD ZOO inviterer til populær weekend-event

0

DYR. I weekenden den 26.-27. april slår GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA endnu engang dørene op til den populære event »Hunde i Zoo«, hvor menneskets bedste ven sættes i fokus sammen med sin nærmeste slægtning – ulven.

Eventen, som afholdes for femte år i træk, byder på et tætpakket program fyldt med spændende demonstrationer, lærerige foredrag og mulighed for at komme helt tæt på både hunde og ulve.

»Vi holder eventen, fordi vi har de nordamerikanske ulve her i vores zoo. Ulven er hundens nærmeste slægtning, og det er oplagt at sætte de to dyr op mod hinanden, når vi fortæller om, hvordan ulven lever i naturen, og hvordan hunden fungerer i vores hverdag,« siger Nadia Schilling Davidsen, biolog og formidler i GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA og tovholder på arrangementet.

Mens hunde er elskede kæledyr, der også bruges aktivt af både politi, militær og sundhedsvæsen, er ulven mere kontroversiel. Trods ulvens tætte slægtskab med hunden frygter mange mennesker stadig det vilde rovdyr, som på ny lever frit i den danske natur.

»Ulven er ikke farlig for os mennesker, og vi bør glæde os over, at der igen findes et toprovdyr i vores natur,« siger Thomas Boesdal, kendt jæger og naturelsker, som holder foredrag lørdag den 26. april.

Søndag vil Foreningen Ulvetid stå klar med information og debat om ulvens rolle i Danmark, og begge dage får besøgende mulighed for at opleve ulvefodring helt tæt på.

Traditionen tro er hundeejere velkomne til at tage deres egne hunde med ind i parken, hvor professionelle dommere vil stå klar til at vurdere og rådgive om alt fra pelspleje til tandstatus.

»Hunde i Zoo« er årligt et stort trækplaster, og Nadia Schilling Davidsen forventer igen i år stor opbakning og mange glade gæster:

»Det plejer at være en kæmpe succes, og jeg satser på, at det også denne gang bliver nogle fantastiske dage med masser af liv og læring,« siger hun.

De overlevede Auschwitz – gribende foredrag på Fredericia Bibliotek

0

EVENTS. 30. april kl. 19.00 byder Fredericia Bibliotek indenfor til et tankevækkende og stærkt foredrag med journalist og forfatter Thomas Kvist Christiansen. I anledning af 80-året for Danmarks Befrielse fortæller han historien om Jacques Stroumsa og Arlette Andersen – to mennesker, der mirakuløst overlevede nazisternes holocaust under 2. Verdenskrig.

Thomas Kvist Christiansen har tidligere fortalt Arlette Andersens stærke historie om overlevelse i koncentrationslejren Auschwitz. Nu vender han tilbage med den dramatiske beretning om, hvordan den græske jøde Jacques Stroumsa reddede Arlettes liv.

Foredraget sætter fokus på et af historiens mørkeste kapitler og minder os om betydningen af aldrig at glemme de grusomme begivenheder, der fandt sted.

Billetter til arrangementet koster 80 kr. og kan købes på www.fredericiabib.dk.

Flere indbrud i årets første kvartal – eksperter opfordrer til nabohjælp

0

KRIMI. Nye tal fra Danmarks Statistik viser en kedelig udvikling i antallet af anmeldte indbrud i private hjem. I årets første tre måneder blev der anmeldt 3.705 indbrud på landsplan, hvilket svarer til en stigning på 8 procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvor tallet var 3.438.

Den landsdækkende udvikling dækker dog over store regionale variationer, og mens nogle områder oplever færre indbrud, går det andre steder i den forkerte retning.

»Stigningen i antallet af indbrud er en påmindelse om, at vi hele tiden skal være opmærksomme på at sikre vores hjem og hjælpe hinanden med at holde tyvene væk,« siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt, en indsats skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Hun understreger, at selvom Danmark har opnået markante resultater med at reducere indbrud gennem de sidste ti år, så kræver det fortsat en aktiv indsats fra både borgere, politi og lokale virksomheder.

»Hvis vi læner os tilbage, kommer indbrudstyvene også tilbage,« advarer Britt Wendelboe.

Med forårets helligdage og kommende ferieperioder opfordrer Bo trygt borgerne til at være ekstra opmærksomme på at sikre hjemmet og koordinere ferieplaner med naboerne.

»Opmærksomme naboer er sammen med uforudsigelighed et effektivt værn mod indbrud. Det handler om at skabe liv i kvarteret, også når man ikke selv er hjemme,« siger Britt Wendelboe.

Hun anbefaler konkrete tiltag som at montere sikringsbeslag på vinduer og ekstra låse på døre, særligt på udsatte steder som terrassedøre og kælderdøre.

»Det behøver hverken være dyrt eller besværligt at sikre sit hus bedre mod indbrud. En tur i det lokale byggemarked kan være et godt sted at starte,« siger hun.

Desuden foreslår Bo trygt, at man anvender Nabohjælps app til at koordinere ferieplanlægning med naboer, udveksle advarsler og skabe tryghed i boligområderne.

For mere vejledning kan man besøge Bolius’ hjemmeside eller Nabohjælps app, hvor der findes en lang række gode råd og vejledninger til at gøre livet besværligt for tyvene.

Målfest i Vejle: Onugkha strålede, men Viborg snuppede point til sidst

0

SPORT. Tilskuerne på Vejle Stadion fik masser af underholdning torsdag eftermiddag, da Vejle Boldklub og Viborg FF spillede 3-3 i et dramatisk Superliga-opgør.

Kampen begyndte i højt tempo, og hjemmeholdet startede stærkest med flere gode chancer i de første minutter. German Onugkha var flere gange tæt på, men angriberen fik ikke omsat mulighederne til scoringer i kampens begyndelse.

Efter 22 minutter lykkedes det dog endelig for Vejle at komme foran. Et hjørnespark endte foran forsvarsspiller Stefan Velkov, der sikkert sparkede bolden i mål til 1-0.

Vejle fortsatte presset, men efter en halv times spil kom Viborg pludselig tilbage i kampen. Efter klumpspil ved et frispark faldt bolden for fødderne af blot 17-årige Frederik Damkjer, som sendte bolden i nettet og dermed scorede sit første Superliga-mål nogensinde.

Kort før pausen vendte kampen helt, da Viborgs Isak Jensen endnu engang viste sin klasse på frispark. I sidste spillerunde havde Jensen allerede vist prøver på sine evner med to frisparksmål, og denne gang gentog han succesen med endnu en frisparksperle, der sad helt oppe i krogen uden chance for Vejle-keeper Igor Vekic. Dermed kunne gæsterne gå til pause med en føring på 2-1.

Onugkha i centrum for comeback

I anden halvleg overtog Vejle igen kontrollen, og German Onugkha begyndte nu at omsætte sine chancer. Efter 55 minutter fik angriberen udlignet til 2-2, efter flot forarbejde af Lundrim Hetemi og Kristian Kirkegaard.

Onugkha var dog ikke færdig endnu. Bare få minutter senere scorede han igen, denne gang med hovedet efter et perfekt indlæg fra David Colina. Dermed havde hjemmeholdet vendt kampen på hovedet til 3-2.

Men dramatikken var langt fra slut. Viborg pressede på for en ny udligning, og små ti minutter før slutfløjtet ramte Charly Nouck stolpen. Riposten faldt direkte ud til Renato Junior, som på utrolig vis ikke fik bolden i nettet. Men Junior tog revanche kort efter med en flot solotur og en skarp afslutning ved nærmeste stolpe, der betød udligning til 3-3.

I kampens sidste minutter bølgede opgøret frem og tilbage. German Onugkha havde igen en stor mulighed for at afgøre kampen, men Viborgs målmand Lucas Lund reddede fornemt.

Dermed sluttede kampen 3-3. Vejle fik dermed ét point og er nu fem point under nedrykningsstregen, mens Viborg fortsat jagter europæisk fodbold og har ét point op til den vigtige syvendeplads.

Bilbrand tæt på at sprede sig: Carport gik op i flammer i Børkop

0
Bilbrand tæt på at sprede sig: Carport gik op i flammer i Børkop

KRIMI. En ellers fredelig formiddag i Børkop blev Skærtorsdag pludselig afbrudt af brandudrykning, da der gik ild i en bil parkeret i en carport på Falkevej. Klokken 10.44 modtog Sydøstjyllands Politi nemlig en melding om brand på adressen, og både brandbiler og politi blev straks sendt mod stedet.

Vagtchef Steffen Wolf fra Sydøstjyllands Politi forklarer, at anmeldelsen lød på brand i en bolig, men da patruljerne nåede frem, viste det sig hurtigt, at det var et køretøj, som brændte kraftigt i en carport tæt op ad huset.

»Det viste sig, at det var en bil, der holdt parkeret inde i carporten, som brændte,« fortæller Steffen Wolf.

Han understreger samtidig, at der ikke umiddelbart er noget mistænkeligt ved branden. Politiets foreløbige undersøgelser peger i stedet på en teknisk fejl i bilen.

»Man har en formodning om, at det er bilen, som har været årsagen til branden. Formentlig drejer det sig om en elektrisk kortslutning eller lignende,« siger vagtchefen.

Brandfolkene fik imens kontrol over situationen, og cirka en time efter anmeldelsen var både politi og brandvæsen færdige på stedet. Der var på det tidspunkt sket større skade på carporten, men beboerne og selve boligen slap heldigvis helt uden skader.

»Carporten har fået store brandskader, men brandvæsenet nåede at få stoppet ilden, inden den bredte sig ind i huset. Så der er ingen beboere, der er kommet noget til,« afslutter Steffen Wolf.

Alle oplysninger stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag eftermiddag klokken 17.00.

Promillen var så høj at bilen blev beslaglagt: Spritbilist kørte ind i lygtepæl i Fredericia

Promillen var så høj at bilen blev beslaglagt: Spritbilist kørte ind...

0
KRIMI. En 38-årig mand, der ikke er fra lokalområdet, er søndag sigtet for vanvidskørsel efter at have kørt ind i en lygtepæl i Fredericia. Uheldet...