»Det er aldrig for sent«: Ashi fra Iran genfandt sin drøm efter 25 år

0
»Det er aldrig for sent«: Ashi fra Iran genfandt sin drøm efter 25 år

MENNESKER. Når Ashi går ned ad gangene på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens i Vejle, mærker hun hver dag, at hun er endt det rigtige sted. Her bliver hun mødt af smil fra klassekammeraterne, uanset deres alder eller nationalitet, og lærerne tager sig gerne tid til en ekstra snak, hvis hun har behov for det. For få år siden havde hun aldrig troet, at hun ville finde sig til rette på en social- og sundhedsuddannelse, men i dag føler hun sig hjemme på skolen.

Ashi Madsen på 57 år er oprindeligt fra Iran, men hendes liv har i 25 år været i Danmark. Hun kom hertil som flygtning, og som så mange andre startede hun med at vente i et asylcenter. Da opholdstilladelsen kom, gik turen hurtigt videre på sprogskole, hvor hun lærte dansk. Ved siden af undervisningen fik hun også sine første småjobs i Danmark, blandt andet som opvasker og køkkenmedhjælper på restauranter.

Den oprindelige barndomsdrøm om en karriere i sundhedssektoren blev imidlertid lagt på hylden i mange år. Hun fik et job på et hotel, hvor hun arbejdede sig opad og endte med at blive leder med ansvar for omkring 15 medarbejdere. Ashi husker stadig tydeligt følelsen af at stå med det ansvar:

»Jeg havde et rigtig fint job på et hotel i 13 år, hvor jeg var servicechef og havde 15 ansatte ved mig. Men da corona kom, lukkede alle hoteller ned, og vi blev sendt hjem. Jeg tænkte, hvad skal jeg nu?« fortæller Ashi med et lille suk.

Pandemien ramte hotelbranchen hårdt, og Ashi blev pludselig en af de mange danskere, der stod uden sikkerhed i arbejdslivet. Hendes faste holdepunkt gennem mere end et årti var væk fra den ene dag til den anden. Derfor tog hun beslutningen om at sige jobbet op uden helt at vide, hvad fremtiden ville bringe.

I en periode, der ellers var præget af stor usikkerhed, startede Ashi en helt ny rejse. En rejse, der førte hende tilbage til drømmen fra barndommen, som havde ventet i baggrunden i alle årene. 

Tilbage til skolebænken

Efter Ashi havde sagt sit job på hotellet op, meldte hun sig som jobsøgende og kom hurtigt i dialog med sin sagsbehandler på jobcentret. Planen var egentlig at vende tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, men under samtalen gik det op for hende, at hun måske havde brug for noget andet først. En slags pause, hvor hun kunne genfinde sig selv og få tid til at tænke over, hvad hun virkelig ville.

»Hun spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at lave, og jeg sagde, at jeg godt kunne tænke mig at have en periode, hvor jeg bare lige kunne gå i skole igen. Jeg manglede noget. Jeg havde en trang til at få genopfrisket min hjerne, lave noget andet end kun sprog. Egentlig var det lige meget, hvad det var, jeg ville bare gerne bruge mit hoved igen,« fortæller Ashi.

Derfor begyndte hun i første omgang at følge undervisning i dansk og matematik på en lokal sprogskole i Vejle. Hun bestod sine fag, men netop som hun begyndte at overveje, hvad næste skridt skulle være, kom sagsbehandleren med en ny idé. Hun foreslog Ashi, at hun skulle overveje at tage en social- og sundhedsuddannelse.

Forslaget vækkede blandede følelser hos Ashi. Glæde, men også tvivl. For selvom hun tidligere havde haft stort ansvar som chef på et hotel, var tanken om at skulle arbejde med mennesker på den måde helt ny for hende. Og dét at skulle starte helt forfra virkede også en smule skræmmende.

Alligevel ramte forslaget en nerve hos hende, for bag bekymringerne lå den gamle drøm, som hun havde båret med sig helt fra barndommen i Iran.

»Da jeg var barn, var det min drøm at blive sygeplejerske. Jeg kunne se mig selv i den hvide uniform, som sygeplejerskerne havde dengang. Men jeg gjorde aldrig noget ved drømmen, og jeg havde heller aldrig arbejdet tæt med mennesker før,« fortæller Ashi åbent.

Hun tænkte grundigt over, om hun vil passe ind på en skole, hvor hun forventede, at størstedelen af eleverne ville være langt yngre end hende selv. Og så var der også spørgsmålet om sproget, kulturen og skolesystemet. Det var nemlig første gang, Ashi overhovedet skulle gå på en dansk uddannelsesinstitution.

»Jeg var lidt bekymret, fordi jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå i skole med unge mennesker. Jeg vidste slet ikke, hvordan systemet eller kulturen på en dansk skole var. Jeg havde aldrig været sammen med danskere på en skole før,« indrømmer hun.

Men hendes sagsbehandler holdt fast. Hun gav Ashi informationer, opmuntring og hjælp til praktiske ting og arrangerede også et besøg på SOSU FVH i Vejle. På besøget fik Ashi mulighed for selv at danne sig et indtryk af skolen, lærerne og eleverne. Hun gik rundt på gangene, talte med folk og bladrede gennem undervisningsmaterialerne, for at se, om sproget ville være for vanskeligt.

»Jeg fik at vide, at det ikke kun var unge mennesker, der gik på skolen, og at det slet ikke kun var danskere. Det var en international skole med elever fra 21-22 år helt op til omkring 60 år. Det gjorde mig rolig og sikker på, at jeg nok godt kunne klare det,« forklarer Ashi om sit afgørende besøg.

Efter at have set nærmere på det hele, forsvandt hendes tvivl for en stund. Hun besluttede sig for at tage chancen og meldte sig til uddannelsen på Social- og Sundhedsskolen.

Men som den første skoledag nærmede sig, begyndte bekymringerne alligevel at dukke op igen. Tankerne fra tidligere vendte tilbage, og usikkerheden tog endnu en gang fat i hende.

En varm modtagelse fjernede frygten

Den første morgen på Social- og Sundhedsskolen gik Ashi op ad trapperne med en uro i maven, hun ikke havde følt længe. Frygten kredsede om, hvorvidt hun ville blive accepteret. Ville hendes alder alligevel gøre hende til et oplagt mål for drillende bemærkninger? Ville hendes accent få hende til at skille sig for meget ud? Spørgsmålene stod i kø, mens hun nærmede sig klasselokalet.

Men allerede efter få timer kunne hun igen ånde lettet op. Virkeligheden viste sig nemlig at være en helt anden end den, hun havde forestillet sig.

»Det var slet ikke, som jeg havde frygtet. Hele klassen tog rigtig pænt imod mig. Der var ikke nogen forskel mellem mig og de andre elever, heller ikke selvom jeg måske var anderledes. Jeg havde lige så meget ret til at være der som dem,« fortæller Ashi og tilføjer med en glæde i stemmen, der ikke er til at tage fejl af:

»Det er faktisk den største gave, jeg har oplevet. At blive behandlet ligeværdigt som en dansker. Du mærker ikke, at du har accent eller en anden hudfarve, også fordi der er så mange forskellige nationaliteter på skolen.«

Hun fortæller videre, hvordan den rummelige atmosfære på skolen langsomt fik hendes nervøsitet til at slippe taget. Eleverne, hun først havde forestillet sig som en homogen gruppe af unge danskere, viste sig at være vidt forskellige, både hvad angår alder og baggrund. 

Det gjorde stort indtryk på Ashi at opleve, hvordan både lærere og elever fik hende til at føle sig hjemme allerede fra første dag. Skolen blev hurtigt et sted, hvor hun følte sig som en naturlig del af fællesskabet, og hvor hun kunne slappe af og fokusere på det vigtigste, nemlig at lære.

»Jeg blev rigtig glad for, at de behandlede mig så pænt og normalt. Alle tog hensyn til hinanden, og lærerne var meget venlige. Det gav mig en følelse af tryghed, jeg aldrig havde regnet med at finde på en skole,« smiler Ashi.

Således blev nervøsiteten erstattet med en voksende selvtillid, og i takt med at hun lærte sine klassekammerater bedre at kende, voksede også hendes tro på, at hun faktisk kunne klare uddannelsen, trods bekymringerne hun havde haft i begyndelsen. Hun fik gode karakterer og opdagede til sin egen overraskelse, at hun ikke alene kunne følge med, men også blomstrede socialt.

En ny chance – en gammel drøm

I første omgang var det meningen, at Ashi kun skulle tage uddannelsen som social- og sundhedshjælper. Men undervejs voksede hendes ambitioner, og drømmen om mere fik hende til at fortsætte videre mod assistentuddannelsen.

For Ashi er social- og sundhedsuddannelsen således blevet langt mere end bare en ny vej i arbejdslivet. Den har åbnet døren til den barndomsdrøm, hun ellers troede, hun havde lagt bag sig, da hun forlod Iran for 25 år siden.

I dag er hun tæt på at afslutte assistentuddannelsen på Social- og Sundhedsskolen i Vejle. Under sine praktikforløb har hun allerede modtaget flere jobtilbud, men ét sted trækker særligt i hende:

»Jeg håber, at jeg kan få job på et sygehus bagefter. Det vil være som at vende tilbage til mine drømme fra dengang, hvor jeg havde lyst til at arbejde som sygeplejerske med deres hvide uniformer,« siger hun med en blanding af stolthed og ydmyghed i stemmen.

Når Ashi ser tilbage, kan hun stadig tydeligt genkalde sig billedet af sit yngre jeg. Den lille pige, der så op til sygeplejerskerne og drømte om en fremtid, hvor hun selv ville tage sig af mennesker. Det var en drøm, hun aldrig handlede på i Iran, og som hun troede var gået tabt i det hektiske voksenliv i Danmark. Derfor betyder det også ekstra meget for Ashi, at det danske uddannelsessystem har givet hende muligheden for at finde tilbage til sin oprindelige passion.

»Du kan frit bruge skolen, lige så meget du vil, og det synes jeg er fantastisk. Sådan er det slet ikke i mit eget land. Der skal man betale for alting, alt koster penge. Der findes ikke gratis uddannelse, og slet ikke sådan noget med, at kommunen betaler én for at tage en uddannelse, som de gør her. Det synes jeg er helt fantastisk i Danmark,« siger hun.

Selvom drømmen først opfyldes sent i livet, føler hun sig på ingen måde for sent ude. Tværtimod ser hun det som en stor personlig sejr, at hun greb chancen og handlede, da den bød sig.

»Jeg sidder her i dag og kan sige, at jeg har opnået min drøm. Måske sent, men jeg har gjort det,« smiler Ashi, som føler, at hun har fundet sin rette hylde.

»Hvis jeg kan klare det, kan du også«

Når hun i dag tænker tilbage på sin egen rejse og den tvivl, hun selv stod med i starten, har hun et klart råd til andre, der måske tøver med at tage springet til SOSU-uddannelsen.

»Hvis du har hjerte og hjerne og godt kan lide at arbejde med mennesker, så er det den bedste uddannelse. Der er ingenting, der kunne stoppe mig. Ikke min alder, min manglende uddannelse eller mit udseende. Jeg kunne knap nok tro på, at jeg kunne klare hele forløbet, men det har jeg gjort,« bemærker hun. 

For Ashi er det netop kombinationen af at bruge både hjerne og hjerte, der giver mening i arbejdet.

»Hvis jeg kan klare sådan en uddannelse, kan de andre også. Det er både hjerne og hjerte, du skal bruge på samme tid, og det gør, at jobbet føles meningsfuldt,« fortæller hun og afslutter med en varme i stemmen:

»Det er faktisk en gave at kunne hjælpe andre. Hvis du kan hjælpe et menneske til at komme godt op af sengen og få en bedre dag, så er det den største gave i livet.«

I dag er drømmen blevet til virkelighed, og den hvide uniform er nu endelig inden for rækkevidde, når hun til december er færdiguddannet social- og sundhedsassistent.

Middelfart tror stadig på oprykning: »Vi er ikke afhængige af andre«

0
Middelfart tror stadig på oprykning: »Vi er ikke afhængige af andre«

SPORT. Middelfart Boldklub har for alvor kurs mod oprykningsdrømmene, når de lørdag klokken 14:00 møder AB hjemme på Middelfart Stadion. Fynboerne er placeret på tredjepladsen i 2. division og har i øjeblikket fire point op til Fremad Amager på andenpladsen, som giver adgang til NordicBet Ligaen næste sæson. Der er med andre ord ikke plads til at smide mange flere point, hvis oprykningen skal sikres.

Sportschef Søren Godskesen er opmærksom på kampens store betydning, særligt efter det uafgjorte resultat mod Skive i den seneste kamp, hvor en sen udligning gjorde ondt.

»Det betyder, at vi skal spille kamp nummer to i oprykningsspillet, hvor alle point tæller. Vi mistede desværre to point i overtiden mod Skive, så vi har brug for flere point i topstriden, hvor de to har fået et lille forspring i forhold til os. Vi har haft det svært mod AB tidligere, så vi har brug for al den opbakning, vi kan få,« siger Godskesen.

Resultatet mod Skive var måske ikke optimalt, men sportschefen ser alligevel gode tegn i Middelfarts spil. Holdet har i foråret gennemgået en justering med en ny cheftræner, og der er ifølge Godskesen stadig gang i udviklingsfasen.

»Kampen mod Skive var egentlig fin. Man kan ikke måle alt på resultater, for så bliver fodbold meget sort/hvid. Vi har fået en ny træner, der skal udvikle vores koncept, og det tager lidt tid, men vi har været godt på vej,« forklarer han.

Samtidig fremhæver han, at holdets tabte point tidligere i foråret har været under særlige omstændigheder. I kampene mod Ishøj og AB i grundspillet fik Middelfart rødt kort tidligt, hvilket har haft betydelig indflydelse på resultaterne.

»I de to kampe, hvor vi kun fik ét point, spillede vi næsten to halvlege med kun ti mand, da vi fik rødt kort i begge kampe mod Ishøj og AB. Vi havde sandsynligvis fået tre point mod Ishøj og ét mod AB, så de kampe er uden for ligningen, synes jeg. Vi har vist, at vi er et af de bedste hold i rækken. Det viste vi også mod Skive, hvor de havde mere travlt med at ødelægge spillet for os end at fokusere på dem selv. Det er svært at møde sådan et hold – det er svært for alle. Så det er egentlig okay med ét point, men nu var vi tæt på tre point, så ville vi gerne have haft alle tre,« lyder det fra sportschefen.

Selvom afstanden til Fremad Amager kan synes udfordrende, er optimismen i Middelfart stadig stor. Søren Godskesen understreger, at holdet ikke skal spekulere for meget på andre resultater, da Middelfart stadig har oprykningsskæbnen i egne hænder.

»Vi tror på det. Vi kan selv afgøre det. Det er i vores egne hænder, så vi er ikke afhængige af, at andre skal dumme sig. Vi skal bare vinde resten. Fremad Amager og Aarhus Fremad går heller ikke igennem med lutter sejre. De mødes allerede indbyrdes i weekenden, så der kommer minimum ét af holdene til at smide point, men vi fokuserer ikke så meget på de andre. Vi fokuserer på det, vi selv kan påvirke. Vi ved, vi skal på banen for at vinde, og vi skal jagte de andre, som er en my foran os,« siger Søren Godskesen.

AB er dog ikke nogen ønskemodstander for Middelfart. Holdet har tidligere givet fynboerne problemer med deres direkte spillestil, og det er sportschefen bevidst om.

»AB’s type har vi haft problemer med. De vil gerne spille fodbold og fremad banen. Det er der også andre i rækken, som vil, men AB har gjort ondt på os på måder, som andre hold ikke har gjort det på. Men vi kan sagtens slå dem. Vi ved, at vi skal slå dem hjemme på Middelfart Stadion,« fastslår han.

Hjemmebanen kan vise sig afgørende i denne afgørende fase af sæsonen. Søren Godskesen lægger da heller ikke skjul på, at det er en kæmpe fordel, at kampen spilles på stadion frem for klubbens kunstgræsbane.

»Det er noget andet, at kampen er på stadion end på vores kunstgræsbane. Der er ikke nogen, der skal derfra med point, hvis vi kan undgå det,« slutter han selvsikkert af.

Fra Vejle til Andeby: Malte Ebert bliver sangcoach for Bjørne-banden

0
Fra Vejle til Andeby: Malte Ebert bliver sangcoach for Bjørne-banden

KENDTE. Når Anders And & Co. den 24. april lander i butikkerne, bliver det med en velkendt vejlenser i en hovedrolle. Sanger og sangskriver Malte Ebert træder nemlig ind i tegneseriens univers under navnet Malte Næbert, hvor han skal forsøge at give Bjørne-banden en tiltrængt lektion i sang og musik.

Malte Ebert, der har opnået stor popularitet med sine hits, humor og ikke mindst sit guldbelagte alias Gulddreng, skifter nu scenen ud med et krydstogtskib i historien Havets øje. Her er den tonedøve Bjørne-bande kommet på dybt vand, da de mister verdens største blå diamant ombord på skibet “Den Azurblå Horisont”. Diamanten ender fejlagtigt som præmie i amatør-sangkonkurrencen “Sange til søs”, og det er nu op til Malte Næbert at sikre banden sejren – og diamanten.

En bid af Andebys nyeste sangcoach, Malte Næbert. Illustration: Story House Egmont/Disney

Barndomsdrøm bliver virkelighed

For Malte Ebert selv er det en både nostalgisk og absurd oplevelse at blive en del af det Andeby-univers, som fyldte meget i barndommen. 

»Jeg har læst virkelig mange Anders And-blade og Jumbobøger som barn – det var noget af det bedste, jeg vidste. Så at se mig selv som en karakter i det univers, jeg elskede så højt, er helt vildt stort! Det er både nostalgisk og absurd på den bedste måde. Og navnet ‘Malte Næbert’ er sgu ret godt fundet på,« siger Malte Ebert til HAVE Kommunikation og fortsætter:

»Hvis jeg som 10-årig havde fået dét blad i hænderne, havde jeg 100% tabt undernæbet og været pavestolt. Det her føles som at få et postkort fra barndommen – bare med mig selv på forsiden!«

En tradition med danske verdensstjerner

Malte Ebert er langt fra den første danske kendis, der har fundet vej til Andebys gader og stræder.

Illustration: Story House Egmont/Disney

Tidligere har blandt andre Viktor Axelsen, Caroline Wozniacki og Rasmus Seebach fået deres egen plads i bladet. Redaktør for Anders And-bladet, Svend Skytte, ser Malte Eberts debut som en oplagt tilføjelse til denne tradition: 

»Malte har en smittende energi og et glimt i øjet, der passer perfekt ind i vores univers. Han favner både børn og voksne, og så har han en selvironi, der gør det sjovt at lege med hans figur i en tegneserie!« siger han.

Illustration: Story House Egmont/Disney

Ud over at optræde som mentor for Bjørne-banden, pryder Malte Ebert også forsiden på bladet, der altså udkommer den 24. april.

Aktuel med album – dog uden Bjørne-banden på kor

Ved siden af eventyret i Anders And er Malte Ebert aktuelt albumaktuel med udgivelsen Alle veje fører hjem. Bjørne-banden er dog ikke inviteret med som kor på udgivelsen, understreger Ebert.

Anders And & Co. nr. 17 med Malte Ebert – alias Malte Næbert – kan købes fra torsdag den 24. april.

Pelle Dragsted i hårdt angreb på Socialdemokratiet: »Ærligt talt for råddent«

0
Pelle Dragsted i hårdt angreb på Socialdemokratiet: »Ærligt talt for råddent«

POLITIK. Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, langer nu hårdt ud efter regeringen og Socialdemokratiet, som tirsdag lægger op til at hæve pensionsalderen til 70 år. Det vil i så fald være den højeste pensionsalder i Europa.

På sin Facebook-side retter Dragsted skarp kritik mod regeringen, som ifølge ham viser »en total mangel på respekt« for almindelige arbejdende danskere, der nu skal vente endnu længere på at kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

»Politikere, som selv sidder i magtfulde, fleksible job med flotte lønninger og lukrative pensionsordninger, svinger pisken over danskerne, som nu får stjålet endnu et godt pensionsår,« skriver Dragsted, der især er skuffet over Socialdemokratiets kurs i pensionsspørgsmålet.

Han anklager Socialdemokratiet for at tale rødt, men handle blåt, og minder om, at statsminister Mette Frederiksen selv tidligere har udtrykt kritik af stigende pensionsalder.

»Selvom du måske har hørt noget om, at Mette Frederiksen er kritisk over for den stigende pensionsalder, ja, så kommer hun, sammen med hele Socialdemokratiets folketingsgruppe, til at stemme ja til at hæve din pensionsalder til 70 år,« lyder det fra Pelle Dragsted, som kalder beslutningen for »rådden«.

Han sætter desuden sagen på spidsen med et eksempel fra toppen af erhvervslivet, hvor en direktør fra Tryg gik på pension som blot 51-årig.

»Alle de mennesker, som ikke er stenrige direktører, men som knokler med at skabe værdierne i samfundet, kan jo ikke bare hoppe på pension som 51-årige,« skriver Dragsted, og understreger behovet for en rimelig pensionsalder for almindelige danskere.

Dragsted langer også hårdt ud efter, at regeringen samtidig hæver pensionsalderen for nedslidte og dem med de hårdeste job – herunder personer på Arne-pension og seniorpension.

»Du hørte rigtigt. De sætter pensionsalderen op for dem med de hårdeste job, for nedslidte, for alle dem, vi lige har lavet en mere retfærdig pensionsalder for. Det er ærligt talt for råddent,« fastslår Dragsted.

Enhedslisten vil derfor stemme nej til forslaget om at hæve pensionsalderen til 70 år og kræver en ny politisk retning, hvor almindelige danskere sikres ret til en værdig alderdom.

»Alle i Danmark fortjener en retfærdig pension og en god alderdom – ikke kun direktørerne,« lyder det afsluttende fra Pelle Dragsted.

Karakterskalaen sprængt: Birksøs mirakelredninger sender Fredericia tæt på Superligaen

0

SPORT. FC Fredericia tog et vigtigt skridt nærmere Superligaen tirsdag aften, da de slog Esbjerg med 2-0 på udebane. Sejren betyder, at fredericianerne nu har syv points forspring ned til AC Horsens på tredjepladsen.

Fredericia kom foran efter en magisk scoring af Gustav Marcussen, og trods hårdt Esbjerg-pres i anden halvleg, holdt Fredericia stand – ikke mindst takket være en pragtpræstation fra målmand Valdemar Birksø.

Her er vores karakterer fra kampen:

Valdemar Birksø (12 – Man of the Match):
Fantastisk kamp af Birksø, som viste sin klasse med flere flotte redninger – især en mirakuløs refleksredning på et hovedstød, der kunne have ændret kampen.

Anders Dahl (4):
Arbejdede fint kampen igennem, men missede en enorm chance for at lukke opgøret tidligere.

Jeppe Kudsk (7):
Solid og sikker præstation i midterforsvaret, hvor han stod fast under Esbjergs pres.

Frederik Rieper (4):
Startede stærkt, men faldt lidt i niveau efter pausen og var tæt på at koste en scoring med usikre indgreb.

Svenn Crone (7):
Stærk indsats af Crone, der viste ro og rutine i den vanskelige fase af anden halvleg.

Felix Winther (4):
Var god til at tilføre fysik på midtbanen, selvom han havde udfordringer med at holde på bolden.

Daniel Kristjansson (4):
Ramte ikke sit sædvanlige tekniske niveau og tabte for mange bolde i anden halvleg.

Jakob Jessen (7):
God præstation offensivt, hvor han skabte muligheder og var involveret i flere farlige situationer, indtil han blev skiftet ud.

Emilio Simonsen (4):
Startede fint ud efter sin skadespause, men blev anonym efter pausen og faldt i niveau.

Gustav Marcussen (12):
Igen afgørende med en scoring af høj, høj klasse. En nøglefigur i Fredericias jagt på oprykning.

Patrick Egelund (4):
Stor arbejdsindsats, men manglede at skabe de store offensive muligheder.

Indskiftere:

Agon Mucolli (7):
Kom ind med energi og bidrog offensivt. Tæt på at komme på scoringstavlen.

Moses Opondo (7):
Scorede det afgørende 2-0-mål som indskifter og viste kvalitet i en afgørende situation.

William Madsen (4):
Var med til at stabilisere midtbanen i en svær fase af kampen. Meldte sig ind i kampen om startpladser.

Jonathan Lindekilde (UB):
Spillede ikke nok.

Oscar Buch (UB):
Spillede ikke nok.

Cheftræner Michael Hansen (10):
Roterede klogt i startopstillingen og foretog vigtige udskiftninger tidligt i anden halvleg, da Esbjerg pressede mest på. En taktisk stærk indsats fra sidelinjen.

FC Fredericia stormer mod Superligaen efter stærk sejr i Esbjerg

0
FC Fredericia stormer mod Superligaen efter stærk sejr i Esbjerg

SPORT. På en kold, men festlig aften på Blue Water Arena i Esbjerg fortsatte FC Fredericia mandag sit eventyr i oprykningsspillet med en imponerende 2-0 sejr mod Esbjerg fB. Dermed rykkede klubben tættere på Superligaen og øgede samtidig afstanden til nærmeste forfølger, AC Horsens, til hele syv point.

Allerede inden kampen var optimismen stor hos FC Fredericia, der tidligere på dagen kunne melde om udsolgte fanbusser. De fans sørgede for fest og stemning fra første fløjt. Cheftræner Michael Hansen havde ændret sin startopstilling fra de senste to kampe, og så var Asbjørn Bøndergaard tilbage i FC Fredericia truppen.

STARTOPSTILLING

Birksø
Dahl – Kudsk – Rieper – Crone
Winther – Kristjansson
Jessen – Simonsen – Marcussen
Egelund

De første minutter var ellers præget af hårdt Esbjerg-pres, hvor Fredericias forsvar havde problemer med at få bolden ud af egen zone. EfB-spillerne pressede højt, og der skulle gode redninger til fra målmand Valdemar Birksø for at holde stillingen på 0-0. Men det var også her, at FC Fredericia igen beviste, at fodbold ikke kun er en angrebsdisciplin.

Men efter 16 minutters spil kom den forløsende scoring, som vendte kampens momentum fuldstændig. FC Fredericias Gustav Marcussen modtog bolden og sendte den med stor ro og præcision i det korte hjørne til 1-0, hvilket sendte udeholdets fans i ekstase.

Efter scoringen virkede Esbjerg tydeligt rystet, og det resulterede i flere fejl og frustrerede aktioner fra hjemmeholdet. Det blev dog ikke en grim kamp, selvom der var gule kort til både Esbjergs Tobias Stagaard og Fredericias Felix Winther allerede før pausen.

Fredericia en smule usikre i anden halvleg – men forløsningen kom

I anden halvleg fortsatte kampen i højt tempo. Selvom Esbjerg havde mest boldbesiddelse (57 procent mod Fredericias 43 procent), viste gæsterne sig langt mere effektive og skabte flere store chancer. Fredericia sluttede kampen med 15 skud – næsten dobbelt så mange som Esbjerg – hvoraf otte af dem gik på mål.

Efter en times spil satte Fredericias cheftræner, Michael Hansen, friske kræfter på banen. Trekløveret af Agon Muccoli, Moses Opondo og William Madsen kom på banen og bragte ny energi ind i kampen. Der skulle ske noget, for Esbjerg kom tættere og tættere på. Det gav straks bonus, for især Moses Opondo blev afgørende for kampens udfald.

Opondo cementerede sejren med kampens flotteste mål efter 81 minutter, hvor han bankede bolden ind via begge stolper efter en glimrende aflevering fra Gustav Marcussen, der dermed både fik mål og assist på kontoen i en stor kamp. Kort forinden havde Valdemar Birksø leveret en “Superliga-redning”, hvor han på vej baglæns nåede op til bolden og fik den puffet væk. Alle troede, at EfB havde reduceret, men sådan gik det ikke.

Selvom Esbjerg foretog hele fire udskiftninger samtidig i 71. minut i håbet om at ændre kampens gang, lykkedes det aldrig for alvor hjemmeholdet at true Fredericias sikre defensiv. Tværtimod var det Fredericia, som i slutminutterne var tæt på at øge føringen til både 3-0 og 4-0, især ved Agon Muccoli og til sidst ved Anders Dahl, hvis skud ramte overliggeren.

Efter slutfløjtet brød jubelscenerne ud hos de tilrejsende FC Fredericia-fans, der fejrede sejren sammen med spillerne, klubbens bestyrelse og staben omkring holdet. Der var ikke tvivl om betydningen af aftenens sejr, som kan vise sig afgørende i kampen om oprykning.

Med sejren i Esbjerg har FC Fredericia nu syv point ned til nærmeste forfølger AC Horsens og kun fem point op til OB på førstepladsen. Allerede på søndag skal fredericianerne forsøge at gentage succesen, når Esbjerg fB igen er modstanderen – denne gang på Monjasa Park i Fredericia. Her får FC Fredericia muligheden for yderligere at styrke sin position i kampen om den eftertragtede Superliga-oprykning.

LIVE: Kan FC Fredericia tage endnu et skridt mod Superligaen?

0
LIVE: Kan FC Fredericia tage endnu et skridt mod Superligaen?

LIVESPORT. FC Fredericia er i dag taget på udebane, hvor den tidligere storklub Esbjerg fB venter. FC Fredericia er aktuelt fire point foran Horsens, og kan med sejren komme endnu tættere på drømmen om Superliga. Kampen præsenteres af ADP.

Tesfaye dropper skole-kaudervælsk: Skolebiblioteket skal tilbage

0
Tesfaye dropper skole-kaudervælsk: Skolebiblioteket skal tilbage

UDDANNELSE. De fleste kender nok begrebet skolebibliotek fra deres egen skoletid. Men siden 2014 har det haft navnet ‘pædagogisk læringscenter’ – forkortet PLC. Et navn, der ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) både er uforståeligt og elitært.

I en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet foreslår ministeren derfor at vende tilbage til det mere folkelige navn ‘skolebibliotek’.

– Hvor mange elever og forældre ved overhovedet, hvad et pædagogisk læringscenter er for noget? Og helt uforståeligt bliver det, når det forkortes PLC. Hvad vi kalder skolens fag, lokaler og funktioner er ikke ligegyldigt. Det har en selvstændig værdi at undgå elitære og indforståede begreber og gøre det muligt for enhver at deltage i samtalen om skolens hverdag, siger Mattias Tesfaye.

Ifølge ministeriet vil navneændringen ikke ændre på funktionerne i skolebiblioteket, som blandt andet fortsat skal stille undervisningsmidler og bøger til rådighed og samarbejde med de lokale folkebiblioteker.

Samtidig foreslår ministeren at fjerne den nuværende bekendtgørelse om pædagogiske læringscentre og i stedet skrive skolebibliotekernes opgaver direkte ind i folkeskoleloven.

Forslaget vil blive sendt i offentlig høring inden længe, og planen er, at lovforslaget fremsættes i Folketinget i oktober.

Indbrud, stoffer og postkasser i luften: Sådan var påsken for Fyns Politi i Middelfart

0
Indbrud, stoffer og postkasser i luften: Sådan var påsken for Fyns Politi i Middelfart

KRIMI. Påsken blev ikke ligefrem præget af helligdagsro i Middelfart Kommune. Fyns Politi melder således om flere sager på døgnrapporten fra helligdagene, hvor især indbrud og hærværk stikker ud.

Indbrud flere steder i kommunen

På Vorsøvænget i Middelfart vågnede beboerne onsdag nat klokken 01.20 op til en ubehagelig overraskelse. Ukendte gerningsmænd havde brudt et vindue op, og tyvene havde haft travlt. Blandt andet blev flere figurer i træ og porcelæn, tasker, to lamper og et ur stjålet.

Et lignende indbrud blev begået på Hovedvejen, hvor gerningspersonerne onsdag eftermiddag klokken 15.30 kom ind via en dør. Her gik tyvene målrettet efter værktøj, som de slap af sted med.

Fredag middag gik det ud over en bolig på Grønnegade, hvor en rude blev knust, og tyvene fik fat i en lampe ved at række ind gennem ruden.

Politiet har endnu ikke meldt ud, om de tre indbrud kunne have forbindelse til hinanden.

Narko fundet på bilpassager

En helt almindelig færdselskontrol på Jyllandsvej i Middelfart udviklede sig torsdag eftermiddag klokken 16.05. En passager i en personbil viste sig at være i besiddelse af euforiserende stoffer, og vedkommende blev derfor sigtet på stedet.

Postkasser sprængt med fyrværkeri

Ikke alle sagerne handlede om indbrud og narkotika. I Ejby og Nørre Aaby oplevede beboerne natten til fredag, at deres postkasser blev udsat for hærværk. Klokken 03.00 lød der således et brag på Kløvermarken i Nørre Aaby, da en postkasse blev sprængt i luften med fyrværkeri.

En lignende episode udspillede sig på Mosegårdvej i Ejby, hvor en postkasse blev sprængt i stykker torsdag aften omkring klokken 22.00.

Ingen personer kom til skade, men episoderne er blevet anmeldt som hærværk.

Nummerplader tabt på motorvejen

Endelig fik Fyns Politi også anmeldelser af den mere usædvanlige slags. En bilist tabte torsdag klokken 16.30 en prøvenummerplade på E45 ved sammenfletningen ved Middelfart mod Jylland. Lørdag mistede en anden bilejer sin forreste nummerplade et ukendt sted i kommunen.

Sådan lød meldingen fra Fyns Politi, der altså tirsdag har udsendt en samlet døgnrapport over hændelser i påskehelligdagene.

FHK-profil udtaget til landsholdet

0
FHK-profil udtaget til landsholdet

SPORT. Fredericia HK’s Martin Bisgaard har fået sit livs mulighed, efter at landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget ham til den trup, der i maj skal møde Norge og Sverige i EHF Euro Cup. Bisgaard kan dermed få sin debut for det danske herrelandshold.

Når Danmark i maj samles til kampene mod Norge i Stavanger og Sverige hjemme i Royal Arena, bliver det uden flere af de helt store profiler som Mathias Gidsel og Magnus Saugstrup. Det har givet plads til nye spillere, og blandt dem er Martin Bisgaard, som for første gang i karrieren skal prøve kræfter med landsholdshåndbold på højeste niveau.

Den 30-årige fløjspiller har gennem længere tid imponeret i Fredericia HK, hvor han har været en af profilerne. Med udtagelsen til landsholdet belønnes han nu for de mange stærke præstationer, han har leveret i denne sæson.

Landstræner Nikolaj Jacobsen glæder sig til at se, hvordan Bisgaard og de øvrige debutanter klarer sig i rødt og hvidt:

»Samlingen skal bruges til at se de enkelte spillere an. Med mange nye i truppen handler det om at se, hvordan spillerne fungerer individuelt i forskellige sammenhænge,« siger Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

»Vi glæder os til at se nogle nye kræfter samt hvordan dem, som ligger på kanten af truppen, klarer opgaven. Nu får de muligheden for at spille sig lidt tættere på holdet.«

Martin Bisgaard er ikke den eneste potentielle debutant i truppen. Også fløjspilleren Tobias Nielsen fra TMS Ringsted og bagspilleren Marcus Midtgaard fra Mors-Thy Håndbold kan få deres første landskampe under den kommende samling.

Danmark møder Norge i Stavanger onsdag den 7. maj kl. 18.15, mens kampen mod Sverige spilles søndag den 11. maj kl. 16.00 i Royal Arena i København. Begge kampe vises på TV 2’s kanaler.

Se her hele truppen:

Truppen

Målmænd
Emil Nielsen, FC Barcelona
Mikkel Løvquist, Bjerringbro-Silkeborg

Fløjspillere
Emil Jakobsen, SG Flensburg-Handewitt
Martin Bisgaard, Fredericia HK
Frederik Bo Andersen, HSV Handball
Tobias Nielsen, TMS Ringsted

Stregspillere
Simon Hald, Aalborg Håndbold
Emil Bergholt, Skjern Håndbold
Lukas Jørgensen, SG Flensburg-Handewitt

Bagspillere
Lasse Møller, SG Flensburg-Handewitt
Marinus Munk, Aalborg Håndbold
Mads Mensah, SG Flensburg-Handewitt
Jacob Holm, Paris Saint-Germain
Marcus Midtgaard, Mors-Thy
Emil Madsen, THW Kiel
Mads Hoxer, Aalborg Håndbold

Boliger i Bredstrup: Naboerne bekymrer sig om trafik og støj, men lokalplanen er på vej til endelig vedtagelse

Boliger i Bredstrup: Naboerne bekymrer sig om trafik og støj, men...

0
Fredericia Kommune sendte i november 2025 et lokalplanforslag for nye boliger øst for Bredstrup i høring. Ti borgere og interessenter sendte svar. Efter påske...