EVENTS. Den britiske rapper og multikunstner Loyle Carner har i dag annonceret sit kommende album »hopefully !«, der udkommer den 20. juni via Island EMI.
Samtidig offentliggør Carner en omfattende verdensturné, der blandt andet bringer ham til KB Hallen i København den 13. oktober. Koncerten bliver en del af en stor rundrejse med hele fire udsolgte shows i træk på Londons ikoniske O2 Academy Brixton.
Albumforudbestillinger giver adgang til presale: »albummets pre-sale starter 30. april kl. 09.00 lokal tid«, mens Live Nation og Spotify følger efter den 1. maj. Det almindelige billetsalg starter fredag den 2. maj kl. 09.00 via livenation.dk og billetlugen.dk.
Loyle Carners nye udgivelse markerer et kunstnerisk nybrud, der ifølge ham selv handler om »at finde en ny balance mellem faderskab, kreativitet og selvforståelse«. Albummet blev for nylig introduceret med dobbeltsinglen »all i need / in my mind«, og temaerne rummer refleksioner over både barndom og det at være forælder – en rejse, der også afspejles i coveret, hvor hans søn optræder.
»Nagetsrødt og selvransagende, men med lethed og varme«, beskriver Carner selv den nye plade, som er blevet til efter fire og et halvt års online studier i sport marketing via Johan Cruyff Academy i Amsterdam – et forløb han afsluttede tidligere i år.
Carner har tidligere udgivet tre anmelderroste albums, og med »hugo« fra 2022 cementerede han sin plads som en af Storbritanniens vigtigste stemmer med et værk, der behandlede sort identitet og vrede.
Nu, i rollen som far og nyuddannet, står Carner på tærsklen til sin næste æra. Med 1,1 milliarder streams, udsolgte koncerter i Royal Albert Hall og samarbejder med både YSL, New Balance og Nike, fortsætter han med at balancere det intime og universelle.
Danske koncertbilletter • København – KB Hallen – 13.10.25 • PL1: 410 kr. + gebyr (45 kr.) • GA: 375 kr. + gebyr (45 kr.) • Ordregebyr: 10 kr. pr. transaktion • Officielt salg: Fredag d. 2. maj kl. 09.00 på livenation.dk & billetlugen.dk
SPORT. Der var både fart, drama og fantastisk opbakning, da Team Fjelsted onsdag aften tog hul på sæsonen i Speedwayligaen med et ventet comeback fra den hjemvendte Nicki Pedersen. Den fynske legende levede op til forventningerne og scorede imponerende 13+1 point i sin første officielle match tilbage i Fjelsted-dragten. Alligevel rakte det ikke til sejr for hjemmeholdet, der i en tæt og intens match måtte se sig slået 44-40 af gæsterne fra Holsted Tigers.
Opbakningen til matchen var massiv. Hele 2.211 tilskuere havde fundet vej til Fjelsted Speedway Center, hvilket er det højeste antal i flere år, og stemningen på lægterne var elektrisk fra første heat til det sidste.
Det hele blev først afgjort i 15. og sidste heat, hvor Holsteds stærke trio med blandt andre Bastian Pedersen (15+1) og Jacob Thorssell (11+2) trak det længste strå. Et marginalt nederlag, som ærgrer hjemmeholdet – men som også giver håb om mere i de kommende matcher.
»Det blev en intens og spændende match, som først blev afgjort i sidste heat, hvor Holsted Tigers desværre trak det længste strå og snuppede sejren. Det er vi selvfølgelig rigtigt skuffede over, men vi er også helt sikre på, at vi kommer stærkt tilbage om 14 dage,« lyder det fra klubben på deres hjemmeside.
Trods nederlaget er der stor optimisme at spore hos Team Fjelsted, ikke mindst på grund af Nicki Pedersens imponerende comeback. Publikum kvitterede med kæmpe opbakning, og stemningen i Fjelsted Speedway Center var i top fra første heat.
»Vores 48-årige hjemvendte fynbo Nicki Pedersen leverede varen med hele 13+1 point og beviste, at alder bare er et tal!« lyder det videre fra klubben.
Foruden Nicki Pedersen leverede både Benjamin Basso (11+1) og Frederik Jakobsen (9) solide præstationer. Det var dog ikke helt nok mod et homogent og stærkt besat Holsted-hold, hvor især Bastian Pedersen gjorde ondt på Fjelsted.
Næste opgave for Team Fjelsted bliver om 14 dage på udebane mod SES – Sønderjylland Elite Speedway – hvor holdet jagter sæsonens første sejr. Ifølge klubben er forberedelserne allerede i fuld gang, og der er tro på, at man snart kan tage revanche.
KRIMI. To mænd er det seneste døgn blevet sigtet af Sydøstjyllands Politi for at køre uden førerret i Fredericia – og i det ene tilfælde var det langt fra første gang.
Det var onsdag formiddag klokken 10.40, at en patrulje fra Sydøstjyllands Politi standsede en personbil på Vejlevej i Fredericia. Ved kontrollen viste det sig, at føreren – en 40-årig mand fra Fredericia – ikke havde førerret til personbil. Ifølge politiet er det ikke første gang, manden er blevet taget i at køre uden kørekort.
»Det er ikke første gang, at det er sket, så det er også i det område, hvor vi tager bilen. Vi skal beslaglægge den med henblik på konfiskation,« oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Den 40-årige blev sigtet på stedet, og politiet har altså beslaglagt bilen med henblik på at få den konfiskeret. En konsekvens, der kan blive aktuel, når kørsler uden førerret gentages.
Yngre mand stoppet natten til torsdag
Natten til torsdag, kl. 01.37, måtte en patrulje igen gribe ind – denne gang på Snoghøj Landevej i Fredericia. Her blev endnu en bil standset, og igen viste det sig, at føreren ikke havde førerret til personbil. Denne gang var det en 22-årig mand fra Vejle Kommune.
»Vi kontrollerer føreren, og han har heller ikke førerret,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.
Der blev i denne sag ikke foretaget beslaglæggelse af bilen, men også her blev der rejst sigtelse.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
TRAFIK. Bilister må væbne sig med tålmodighed på motorvejen ved Fredericia torsdag eftermiddag, hvor en havareret bil skaber tæt trafik og kø i retning mod Odense.
En opdatering fra Vejdirektoratet klokken 14.34 melder om en havareret bil på E20 Østjyske Motorvej ved tilkørsel Fredericia V, hvor kun ét spor i øjeblikket er farbart. Vejhjælp er på stedet, men trafikken glider kun langsomt forbi.
Bilister på strækningen har meldt om langsom kørsel og til tider decideret stilstand, særligt i området omkring tilkørslen ved Fredericia V.
Havariet har altså skabt kødannelser, der strækker sig længere tilbage, og trafikken bevæger sig kun langsomt frem. Det påvirker både pendlere, varetransport og lokale trafikanter, som netop på dette tidspunkt af dagen normalt oplever høj aktivitet på strækningen.
Vejdirektoratet har endnu ikke meldt ud, hvornår der forventes normal trafikafvikling på stedet.
KRIMI. En 34-årig mand fra Vejle er torsdag formiddag ved Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab mod en 66-årig mand.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse samt på deres X-profil torsdag.
Ifølge politiet fandt episoden sted onsdag aften omkring klokken 17.43 på Ribegade i Vejle. Her opstod der en uoverensstemmelse mellem de to mænd, der kendte hinanden i forvejen. Under uoverensstemmelsen forsøgte den 34-årige mand at stikke den 66-årige med en ukendt genstand. Offeret kom dog ikke alvorligt til skade.
Efter hændelsen flygtede den 34-årige mand fra stedet, men blev kort efter klokken 17.55 anholdt af en patrulje på Flegmade i Vejle.
I grundlovsforhøret ved Retten i Kolding blev den 34-årige mand varetægtsfængslet i fire uger med begrundelse i grov vold, oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X:
»En 34-årig mand er ved Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger. Sigtelsen vedrører forsøg på manddrab mod en 66-årig mand. Manden er blevet varetægtsfængslet på et grundlag om grov vold.«
Politiet anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret.
Efter episoden vil politiet i den kommende tid være mere synligt til stede i området omkring Ribegade med de såkaldte tryghedsskabende patruljer.
BOLIG. Det omfattende gravearbejde omkring Nørrebrogade i Fredericia har skabt frustration hos flere borgere, der ikke forstår, hvorfor kun beboerne på selve Nørrebrogade – samt hjørneejendommene på sidevejene – er inviteret til et borgermøde.
»Kommunen virker ligeglade,« det er ordene fra flere fredericianere i Nørrebrogadekvarteret torsdag formiddag, hvor AVISEN er på besøg. Rikke Lundsgaard Breckling har forsøgt at råbe kommunen op, blandt andet ved at samle underskrifter fra hele Nørrebrogadekvarteret. Men hun føler sig ignoreret:
»Fredericia Kommune virker ligeglade med vores henvendelser. Jeg havde samlet underskrifter fra hele kvarteret, men kommunen har valgt at ignorere det. Alle sideveje er ikke inviteret, og når jeg stiller spørgsmål til dette får jeg at vide, at de vil ikke diskutere sagen yderligere,« siger hun med henvisning til, at arbejdet på sidevejene udelukkende udføres af Fredericia Spildevand.
»Kommunen ejer jo Fredericia Spildevand fuldt ud, og politikerne sidder endda i bestyrelsen. Alligevel får vi at vide, at sidevejene ikke inviteres med. Det er uforståeligt og amatøragtigt,« fortsætter Rikke Lundsgaard Breckling.
»Vi er ikke inviteret – det er ringe«
Birger Naver, der bor på Nellikevej, er også frustreret over, at de ikke er inviteret:
»Vi er ikke inviteret. Det synes jeg er mærkeligt. Det er nu ikke fordi, vi har noget, der er skadet, men det må da gælde alle, der har været en del af dette store opgravningsarbejde. Jeg har kontaktet Fredericia Kommune og har fået svar om, at det kun er Nørrebrogadebeboere, der er inviteret. Det forstår jeg virkelig ikke.«
»Det er ringe, at man som borger ikke ved, hvem man skal have fat i, hvem der står for hvad, og hvorfor. Argumentet skulle være, at det skyldes, at det udelukkende er Fredericia Spildevand, der arbejder på sidevejene. Dertil kommer, at hvis man ser på Nørrebrogade isoleret, så er det primært lejelejligheder, og her har man fået en indbydelse i e-boks. Men her vil mange jo ikke komme, det er jo ikke deres huse, der er gået i stykker. Jeg synes også, det er noget forfærdeligt svineri, de har lavet med vejene, og det næste er sikkert, at det bliver private veje, så vi skal bøvle med det,« uddyber Birger Naver.
»Kommunen forsøger bare at tysse tingene ned«
På Lærkevej bor Claus Thomsen, og han deler naboernes kritik og frustrationer over mangelfuld kommunikation fra Fredericia Kommune og Fredericia Spildevand:
»Jeg er lidt forundret over, at når der er nogle mennesker, der forsøger at skabe dialog, så vælger kommunen bare at skære igennem, hvem de nu synes, der skal med. Jeg er da oprørt over det arbejde, der bliver lavet herude,« siger Claus Thomsen.
»Jeg føler lidt, at det er bare for at tysse hele stemningen ned. Som udgangspunkt har jeg jo ikke rigtig noget at være sur over endnu. Men det har været en daglig spænding at finde ud af, hvordan vi kom ud herindefra, fordi så er der spærret her, så er der spærret dér. Vi har faktisk ikke fået en skid information.«
Claus Thomsen fremhæver, at han har måttet tage initiativ til kommunikation om fejl begået af arbejdsholdene:
»De har gravet vores fibernet over, og der er ikke nogen, der tager initiativ til en skid. Det har jeg selv skulle gøre. Jeg har gået til en medarbejder og sagt, at de har rykket vores internet over.«
Kommunens forklaring på, hvorfor sidevejene ikke er inviteret med, giver han ikke meget for:
»Jeg har skrevet til kommunen, og de har svaret, at man har valgt kun at tage dem med, der berøres på Nørrebrogade, og så den første ejendom på sidevejene.«
Han mener, at kommunen burde have inkluderet flere veje i kvarteret:
»Vi er jo berørt hver gang, vi kører ud fra Lærkevej eller fra Spurvevej. Så går vores bil i alarm, fordi højdeforskellene er så store. Det er sgu da ikke i orden. Hvis vi andre lavede sådan noget arbejde, så fik vi lov til at lave det om.«
Ifølge Claus Thomsen burde kommunen og Fredericia Spildevand i højere grad lytte til borgerne nu, for at undgå problemer senere:
»De ting, der kommer frem på borgermødet, det skal vi jo forhåbentlig ikke til at bøvle med senere. Men man lægger bare låg på ét problem nu, og så opstår der et nyt et andet sted. Det virker, som om vi hele tiden skal kæmpe vores egen sag.«
Fredericia Kommune er endnu ikke vendt tilbage
AVISEN arbejder stadig på en kommentar fra Fredericia Kommune, der endnu ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.
BUSINESS. Når Danish Beauty Award 2025 afholdes i Tivoli Congress Center i København den 25. april, vil øjnene være rettet mod Comwell Kellers Park i Børkop. Spa-hotellet, der allerede sidste år løb med titlen som ’Årets Spa 2024’, er nemlig nomineret i hele tre kategorier i år.
Comwell Kellers Park kan således vinde priser i kategorierne Årets Spa, Årets Skønhedsbehandling og Årets Funktionelle Duft.
Hotelchef Maria Munkebo lægger ikke skjul på, at nomineringerne betyder meget for hotellet:
»Vi er meget glade og stolte. Nomineringerne er en stor anerkendelse af vores dedikerede og dygtige medarbejdere, der hver dag gør deres allerbedste for at give vores gæster en unik spaoplevelse,« fortæller hun.
Gavner hele lokalområdet
Sidste års kåring som ’Årets Spa’ har allerede betydet en klar fremgang for hotellet. Både danske og internationale gæster har sidenhen valfartet til Børkop for at nyde godt af spa-hotellets særlige atmosfære med fjordudsigt og rolig nordisk stemning.
Det øgede besøgstal mærkes ikke kun på hotellet selv. Gæsternes interesse for området smitter positivt af på hele Trekantområdet. Det bekræfter hotellet, som oplever, at de ekstra gæster også søger mod lokale restauranter, butikker og seværdigheder.
»Når flere besøger området, smitter det positivt af på resten af oplevelsesøkonomien – til gavn for os alle. Flere gæster overnatter, spiser lokalt, besøger attraktioner og bruger naturen aktivt. Comwell Kellers Park bliver dermed en markant drivkraft i udviklingen af helårsturisme i hele vores område.«
Flere lokale spa-hoteller i toppen
Det er ikke nyt, at Trekantområdet markerer sig blandt landets bedste spa-destinationer. Allerede i 2023 vandt De Termiske Bade og Thalasso Spa på Hotel Vejlefjord prisen som ’Årets Spa’, og hotellet er igen i år blandt de fem finalister i kategorien.
Med både Comwell Kellers Park og Hotel Vejlefjord blandt de nominerede i år, kan Trekantområdet altså potentielt tage prisen som årets spa for tredje år i træk.
Desuden er Comwell-hotellerne generelt stærkt repræsenteret i årets felt. Udover Comwell Kellers Park er også Comwell Borupgaard nomineret til årets bedste spaoplevelse.
Vinderne kåres torsdag den 25. april 2025 i København.
BUSINESS. Efter nogle turbulente år med gigantiske underskud er Coop Danmark tilbage med et overraskende godt regnskab. Coop, der sidste år blev delvist opkøbt af energiselskabet OK, præsenterer nu et driftsresultat (EBIT) på 162 millioner kroner i plus for 2024. Det svarer til en fremgang på hele 879 millioner kroner sammenlignet med året før, hvor underskuddet var enormt.
Det samlede resultat efter særlige poster lander på imponerende 818 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Coop Danmark.
Dermed er Coop i gang med en bemærkelsesværdig turnaround, blot ét år efter, at virksomhedens eksistens ifølge bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst »reelt var truet.«
Ny ledelse og stram kurs redder Coop
Fremgangen er ifølge adm. direktør Thor Skov Jørgensen et resultat af en målrettet og stram fokusering på kerneforretningen. En stor del af succesen skyldes også, at Coop har lukket tabsgivende butikker, frasolgt onlinevirksomheden Coop.dk og gennemført store nedskæringer på hovedkontoret.
»Vi er i dag et mindre, men sundere Coop. Og har realiseret en fremgang i kerneforretningen,« udtaler Thor Skov Jørgensen og fremhæver særligt, at alle virksomhedens fire kæder – Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount – har leveret forbedrede resultater.
På LinkedIn kommenterer Michael Løve, CEO i OK a.m.b.a., Coops resultat:
»Ingen tvivl om, at Coop fortsat skal forbedre lønsomheden, men regnskabet viser entydigt, at udviklingen går den rette vej.«
Løve fremhæver også, at OK’s investering i Coop for ét år siden handlede om at redde en økonomisk presset virksomhed, som driver butikker, der er »mindre byers sidste indkøbssted.«
Klar til nye investeringer
Fremgangen giver ifølge ledelsen ro og kræfter til nye investeringer. Coop vil nu modernisere flere butikker og satse yderligere på kundeoplevelsen samt virksomhedens velkendte mærker som Änglamark og lokale danske varer.
»Med et solidt kapitalgrundlag på plads og en ny ledelse, kan vi heldigvis konstatere, at første del af operationen er lykkes. Der er skabt en markant fremgang i kerneforretningen,« siger Jeff Gravenhorst i pressemeddelelsen.
Thor Skov Jørgensen tilføjer, at Coop stadig står over for en stor opgave med at fastholde fremgangen, men at medarbejdernes engagement og opbakning er afgørende:
»Fremgangen skyldes ikke mindst en kæmpe holdindsats hele vejen rundt. Det er den fælles indsats, der gør, at vi er på rette vej.«
Coop forventer også fremgang i 2025, hvor driftsresultatet ventes at blive endnu bedre end i år. Virksomheden oplyser dog, at den ikke forventer at sælge flere ejendomme.
KRIMI. En 23-årig mand fra Horsens havde onsdag eftermiddag usædvanligt svært ved at holde fingrene fra en sølvgrå personbil, der holdt parkeret på Nørre Voldgade midt i Fredericia. Klokken 15.39 forsøgte han på frækkeste vis at tage bilen i brug – endda mens ejeren selv stod ved bagagerummet.
Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var gerningsmanden ganske ublu:
»Han åbner passagerdøren og lægger sin taske ind på passagersædet og forsøger så at åbne førerdøren. Samtidig står forurettede, altså ejeren af bilen, og er i gang med at lægge noget i bagagerummet.«
Bilens ejer havde låst bilen op, fordi ejeren selv var ved at pakke ting i bagagerummet, da tyven pludselig gik direkte efter førersædet.
Frækheden kender ingen grænser
Ejeren fik hurtigt øje på den fremmede mand, som var i gang med at gøre sig til rette i bilen. Politiet blev omgående alarmeret, og kort efter var en patrulje på stedet.
»Vi er fremme og har fat i en person, som vi sigter for forsøg på brugstyveri. Der er tale om en 23-årig mand fra Horsens Kommune,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Det usædvanligt dristige forsøg skete altså i fuld offentlighed midt på eftermiddagen, hvor ejeren var få meter væk og intetanende stod og ordnede bagagerummet. Vicepolitikommissæren bemærker, at sagen efterforskes som forsøg på brugstyveri, og at manden fortsat er sigtet.
Politiet har ikke meldt yderligere detaljer ud om, hvorvidt den sigtede tidligere er kendt af politiet, eller hvilke konsekvenser sagen får for ham.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Onsdag formiddag blev en gåtur på stien ved Cypresvej i Kolding pludselig forvandlet til en yderst ubehagelig oplevelse for en kvinde. En mand blev aggressiv og pressede hende til at overføre penge til ham via MobilePay.
Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi.
»Vi får anmeldelsen klokken 09.54 onsdag formiddag om et mindre røveri på stien omkring Cypresvej. Her bliver en kvinde konfronteret af en mand, som kræver, at hun overfører 30 kroner, så han kan købe cigaretter,« fortæller vicepolitikommissæren.
Ifølge anmeldelsen følte kvinden sig presset og ude af stand til at komme væk fra stedet på grund af mandens opførsel. Hun endte med at overføre 20 kroner via MobilePay til manden, selvom han oprindeligt havde krævet 30 kroner.
»Hun har beskrevet det sådan, at manden var aggressiv over for hende, men jeg har ikke nærmere oplysninger om, hvad præcis den aggression gik ud på,« forklarer Arno Rindahl Petersen.
Anholdt kort efter – fortsat sigtet
Politiet reagerede hurtigt på anmeldelsen og ankom til området omkring Cypresvej, hvor de kort efter kunne finde frem til den mistænkte. Her anholdt betjentene en 48-årig mand fra Kolding Kommune klokken 12.20.
Manden blev sigtet for røveri, men han blev dog løsladt igen efter godt en times tid, klokken 13.35, uden fremstilling i grundlovsforhør.
»Sigtelsen er stadig opretholdt. Nu må vi se, om sagen ender med, at vi rejser tiltale for røveri,« siger vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen.
Han fortæller desuden, at en række forskellige forhold afgør, om en sigtet fremstilles i grundlovsforhør, eksempelvis personens tidligere kriminalitet, sagens alvorlighed, og eventuelle efterforskningsmæssige hensyn.
I dette tilfælde var det vurderingen, at sagen ikke havde en karakter eller grovhed, der nødvendiggjorde en varetægtsfængsling.
Efterforskningen fortsætter
Selvom manden er løsladt, er politiets efterforskning langt fra slut. Nu venter yderligere afhøringer og undersøgelser af sagen, før det afgøres, om der skal rejses tiltale mod den 48-årige.
Politiet har ikke på nuværende tidspunkt flere detaljer om mandens adfærd eller de konkrete omstændigheder omkring røveriet, men understreger, at sagen bliver efterforsket.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.
Fredericia Kommune sendte i november 2025 et lokalplanforslag for nye boliger øst for Bredstrup i høring. Ti borgere og interessenter sendte svar. Efter påske...