UDDANNELSE. Det er blevet stille, da vi sætter os i det ledige kontor. Man kan kun svagt høre skridtene fra elever, der går forbi ude på gangen, enkelte grin, lidt snak, en dør, der åbner og lukker et sted længere væk. 

Jacob Bro finder sig hurtigt til rette. Solen rammer akkurat skrivebordet mellem os, hvor en lille bunke papirer ligger sirligt stablet, næsten som for at understrege, at selvom vi sidder i et lånt kontor, passer ordenen alligevel meget godt til ham, klar til en samtale om, hvorfor netop SOSU-verdenen blev hans vej. I vindueskarmen står et par kaffekopper, stadig med lidt kaffe tilbage fra formiddagens møder.

Jacob Bro er direktør for en af landets største SOSU-skoler. Men sådan begyndte det ikke. Faktisk begyndte det hele langt fra direktørkontoret. Han startede som folkeskolelærer, blev senere cand.mag. i psykologi og pædagogik, og da han i 2010 satte sine ben på SOSU-skolen første gang, var det som underviser, med eleverne helt tæt på.

»Jeg har arbejdet i SOSU-land, eller SOSU-skole-verdenen, siden 2010, hvor jeg startede som underviser, og jeg har været mentor for eleverne. Så har jeg været uddannelsesleder, uddannelseschef, og nu har jeg så fået lov at være direktør for Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens,« fortæller Jacob Bro, mens han sætter sig lidt tilbage i stolen på kontoret, som for at understrege, at vejen hertil ikke har været helt lineær, men til gengæld meningsfuld hele vejen.

Han har prøvet det meste. Han har mærket, hvordan det er at stå i klasselokalet og forsøge at nå igennem til eleverne. Han har set frustrerede blikke, men også øjeblikke, hvor noget pludselig giver mening. Han har prøvet at stå med ansvaret som uddannelsesleder, mærket alvoren som uddannelseschef, og nu sidder han her, som direktør, med en erfaring, der gør, at han stadig husker, hvordan det hele begyndte.

Da han skal forklare sin motivation for netop SOSU-faget, tøver han kun et kort øjeblik, før han finder de rette ord, og da de falder, lyder det ikke som en tør ledelsesstrategi, men mere som et personligt princip. 

»Min motivationsfaktor for at være i SOSU-verdenen bunder i en meget, meget stor respekt for vores elever,« begynder han. 

For Jacob Bro går arbejdet nemlig langt ud over blot at drive en skole. Han ser noget særligt i de elever, der hver morgen går ind ad dørene til SOSU FVH.

»De elever, der vælger at gå ind ad døren her på skolen, det er nogen, der vil noget for andre og med andre. Og det er en meget, meget smuk tanke, som jeg har meget svært ved ikke at have respekt for.«

Han trækker vejret ind og ser et øjeblik ud af vinduet, som om han forsøger at finde en måde at forklare sig selv bedre på. Så vender han blikket tilbage, læner sig let fremad i stolen og fortæller, at respekten for eleverne også handler om, at han godt ved, at det ikke nødvendigvis er den letteste vej, eleverne har valgt:

»Det danske uddannelsessamfund er det, som jeg tror, vores statsminister kalder, måske bærer præg af noget uddannelses-snobberi. Mange af de elever, der træder ind ad døren her med den motivation, gør det måske også lidt på trods af en samfundsnorm, hvor der er nogle ting, der taler i nogle andre baner. Men de vil det her så gerne, at de går den her vej ind ad døren. Og det synes jeg også er meget respektfuldt,« bemærker han.

Dage, der aldrig ligner hinanden

Netop dén respekt for elevernes valg kommer også tydeligt til udtryk i måden, Jacob Bro beskriver sin hverdag på. Den kan dårligt opsummeres i få linjer. Som direktør er der dage, hvor han sidder bag skærmen med tunge, strategiske overvejelser, mødekalenderen fyldt med diskussioner om fremtidens SOSU-uddannelser, og dage, hvor han står midt i klasselokalet, mærker stemningen, ser eleverne øve sig i alt fra grundlæggende plejeteknikker til svære samtaler med kommende patienter og borgere.

Han beskriver selv sin arbejdsdag som varieret med opgaver og situationer, der hele tiden skifter, og ofte hurtigt:

»Den er meget varieret. Og det er også noget af det spændende ved det, at den ene dag sidder man og arbejder med én ting fra morgenen, og så den anden dag arbejder man med noget helt andet. Og nogle gange når det at skifte flere gange i løbet af dagen.«

Det uforudsigelige tempo minder om hverdagen i SOSU-fagene, hvor dagene sjældent ligner hinanden, og hvor det hele tiden handler om mennesker, relationer og omsorg.

Særligt fremhæver han, hvordan han forsøger at gøre det til en vane at komme ud blandt eleverne og underviserne. Ikke fordi det står i stillingsbeskrivelsen, men fordi det er her, han mærker, hvordan hverdagen hænger sammen, og hvordan beslutningerne fra direktørkontoret faktisk fungerer, når de møder virkeligheden.

»Noget af det, jeg sætter meget pris på, er at se vores elever. Jeg kan godt lide at bevæge mig ud på skolen. Jeg kan også godt lide at komme i tale med eleverne, og det samme gør sig gældende med underviserne.«

Imens er SOSU FVH ikke bare én skole, ét sted, hvor Jacob let kan gå en runde på gangen og hilse på alle. Skolen breder sig nemlig ud over fire forskellige byer – Fredericia, Vejle, Horsens og Kolding, og det gør også Jacobs arbejdsdag til lidt af en rejse i geografien. 

»Vi er jo i fire forskellige byer, og derfor er det mange steder, man skal omkring. Så det er ikke bare meget varieret, det er også geografisk varieret,« forklarer han.

Ordene falder let, som om det er blevet en naturlig del af hans hverdag at veksle mellem kontorerne. Den ene dag kan han være i Fredericia for at mødes med kommunens politikere, dagen efter er han i Kolding og mærker stemningen i klasselokalerne dér, og en tredje dag i Horsens for at snakke strategi med underviserne.

Selvom dagene måske virker lange med kørsel mellem byerne, understreger han, at netop dét at være tæt på hver af skolens afdelinger og samtidig forbinde dem på tværs, giver ham energi.

»Det er vigtigt for os, at vi er tæt på vores elever. Derfor er vi én skole med fire adresser. Er vi 100 procent ens på skolerne? Nej, det er vi ikke. Vi har nogle lidt forskellige kulturer, for det er forskellige mennesker, der arbejder der, og sådan er det, og det er rigtig godt.«

Han fremhæver, at selvom skolernes bygninger og kulturer kan variere, så mærker eleverne stadig tydeligt sammenhængen.

»Eleverne vil opleve, at selvom murstenene ikke er de samme, så er det den samme skole og de samme uddannelser, de er på. Derfor besøger vi også hinanden meget på tværs af skolerne og er en naturlig del af hinandens hverdag.«

For Jacob er det derfor ikke bare vigtigt at være en synlig direktør, men også afgørende at skabe sammenhængskraft på tværs af afdelingerne. Det kræver, at han selv er på farten, men det er et valg, han har taget helt bevidst. Et valg, der hænger sammen med de værdier, han gerne vil stå for.

Værdier, der skal holde til tandbørstetesten

Når han taler om, hvad der driver ham som leder, dukker tre ord op igen og igen: ordentlighed, anerkendelse og handlekraft. For ham handler det ikke blot om fine ord i en værdierklæring, men om principper, han måler sig selv og skolen på, når dagen er omme.

»Det kan godt være, det kommer til at lyde en smule højtflyvende, men det, der giver mig energi i dagligdagen, er faktisk, at jeg i de samarbejder, jeg deltager i, kan se nogle af de værdier, vi læner os opad i vores skole: ordentlighed, anerkendelse og handlekraft,« konstaterer han.

Mens han taler, bliver det tydeligt, at værdierne ikke kun er ord, han som direktør føler sig forpligtet til at nævne. Snarere fungerer de som helt konkrete holdepunkter, der hjælper ham med at navigere gennem en travl hverdag. Det handler om at kunne genkende dem i møder med elever og medarbejdere, i de beslutninger, der træffes, og ikke mindst i de vanskelige diskussioner, hvor det ville være lettere at give efter.

Og hvordan vurderer han så, om værdierne har været med hele dagen? Han smiler lidt af spørgsmålet, næsten som om han godt ved, at hans svar kan lyde lidt pudsigt. Men det gør det ikke mindre ægte, da han svarer helt konkret:

»Målingen er ofte, når jeg står og børster tænder om aftenen og så ligesom kan se: der var vi faktisk anerkendende. Der var vi ordentlige. Der var vi handlekraftige. Var alle enige med os? Nej. Men derfor gjorde vi alligevel det, som vores værdier lægger op til. Så synes jeg, at vi lykkedes.«

For Jacob Bro drejer det sig om at kunne stå ved de beslutninger, der bliver taget, også når der opstår modstand. Det er også her, værdierne skal stå deres virkelige prøve, i dagligdagens store og små valg. Og hvis de holder til tandbørstetesten, så har han og skolen gjort det, de skulle.

Han lader ordene hænge lidt i luften, mens han tænker videre. Det virker vigtigt for ham at understrege, at værdier ikke er noget, man bare taler om, men at det er noget, man gør. De er en del af ham, skolen og det, han ønsker at skabe sammen med elever og medarbejdere hver eneste dag. Derfor skal de også være tydelige i selve undervisningen og i måden, skolen udvikler sig på.

Fremtidens SOSU-uddannelser handler om praksis – og naturen

SOSU-uddannelserne har udviklet sig markant de seneste år. Det har Jacob Bro selv oplevet på nærmeste hold, og han tøver ikke med at kalde uddannelserne mere praksisbaserede end nogensinde. Eleverne lærer bedst, mener han, når de får mulighed for at bruge hænderne, afprøve teorier og øve sig i færdigheder, de senere skal bruge ude hos borgerne.

»Vi er blevet meget mere praksisbaserede. Jeg gør en dyd ud af at sige, at vi på Social- og Sundhedsskolen FVH gør læring. Det er ikke så meget et spørgsmål om de tekster, vi læser, og de opgaver, vi skriver, det kan vi gøre derhjemme. Men det er, når man er i skolen, at man kan omsætte det til viden.«

Han får et glimt i øjnene, som om han ser et helt konkret billede for sig. Måske et klasselokale, der slet ikke ligner et klasselokale.

»Et klasselokale helt uden borde og stole – det ville da være fantastisk,« smiler han. 

Han mener det faktisk. Man kan høre på ham, at det ikke blot er en sjov tanke, men en reel ambition for SOSU-skolens fremtid. For hvis eleverne skal lære at være nærværende over for patienter, være trygge ved praktiske opgaver og have mod på at improvisere, skal skolen selv gå forrest og skabe nogle rammer, hvor eleverne kan øve netop dét.

Men det stopper ikke ved klasselokaler uden borde. SOSU FVH står også over for et nyt kapitel, hvor naturen skal spille en større rolle. Idéen er opstået i dialog med skolens samarbejdskommuner, hvor der ligger store grønne områder tæt på plejecentrene, som eleverne kan udnytte langt bedre.

»Vi ønsker at inddrage naturen mere i vores uddannelse af eleverne, fordi vi har fået nogle henvendelser fra samarbejdskommunerne. Hvordan laver vi rehabiliteringsforløb ude i naturen? Der har vi faktisk sat os for at løse den gåde,« fortæller han. 

Han smiler, næsten drillende, og fortsætter:

»Bare for at gøre det lidt sværere, bygger vi det på taget. Det er et dejligt benspænd.«

Tanken om haven på taget af SOSU-skolen i Vejle virker til at begejstre ham. Haven er et eksempel på, hvordan Jacob Bro altid forsøger at skubbe grænserne lidt, når han tænker fremtidens uddannelse. Hvorfor gøre det let, når man kan gøre det interessant, synes at være hans filosofi.

For ham handler SOSU-uddannelsens fremtid både om at skabe nye idéer og anderledes læringsrum, og i lige så høj grad om at videreføre den respekt, han hele tiden vender tilbage til – respekten for de elever, der har valgt en vej, hvor de vil noget med andre og for andre. Hvis dét kræver et klasselokale uden borde og stole eller en have bygget på et tag, så er det præcis dér, han vil tage skolen hen.