5.9 C
Copenhagen
mandag 15. december 2025

Borgmesteren hylder Projekt F7 og peger på behovet for flere hoteller

0
Borgmesteren hylder Projekt F7 og peger på behovet for flere hoteller

Fredericia kan få et nyt vartegn, hvis Projekt F7 bliver en realitet. Det omtalteværdige byggeri, udviklet af Morning Stars, rummer planer om tre tårne med hver deres funktion – hotel, kontorer og gastronomi. Fredericias borgmester, Christian Bro, ser projektet som et skridt fremad for byen, der både kan styrke økonomien og tiltrække nye besøgende.

Samtidig understreger borgmesteren, at Fredericia har behov for flere hoteller i bymidten for at imødekomme den stigende efterspørgsel på overnatningsmuligheder. Planerne har allerede skabt opmærksomhed i både erhvervslivet og det politiske miljø, hvor Christian Bro fremhæver projektets betydning for byens fremtidige udvikling.

Ser stort potentiale i projektet

Borgmester Christian Bro er optimistisk omkring Projekt F7 og vurderer, at det vil være et værdifuldt bidrag til Fredericia. Han påpeger, at projektet vil imødekomme både erhvervslivets og familiers behov for flere overnatningsmuligheder.

– Det er virkelig godt, at vi nu får lidt mere hotelkapacitet i Fredericia, selvom det selvfølgelig ikke er helt nok i forhold til, hvad vi ønsker. Men det er et vigtigt skridt fremad. Det giver os både bedre muligheder for at imødekomme efteruddannelse og virksomheders behov, samtidig med at det giver et godt sted for familier at overnatte, eksempelvis i forbindelse med messer eller andre arrangementer, siger Christian Bro.

Hotellet vil, ifølge borgmesteren, ikke kun være et sted for erhvervslivet, men også tilbyde faciliteter, der appellerer til familierne. Bro fremhæver, at en gratis legeplads og andre aktiviteter for børn vil gøre det til et multifunktionelt sted, der kan bruges af mange forskellige grupper.

– Det er en stor gevinst. Og der er jo også tænkt på hele familien med en gratis legeplads og andre faciliteter. Hotellet er også ideelt for håndværkere og folk på forretningsrejse, så det bliver et multifunktionelt sted. Jeg tror, det vil blive et ikonisk byggeri, og det ser allerede fantastisk ud på billederne. Det vil fungere som en slags indgang til Fredericia, og jeg tror, det vil være med til at definere byen, siger Bro.

Et skridt mod mere hotelkapacitet i Fredericia

Selvom borgmester Christian Bro betragter Projekt F7 som et vigtigt fremskridt, håber han, at det samtidig kan blive starten på en ny tid for hotelkapaciteten i Fredericia. Han fremhæver, at der er potentiale for flere hoteller i byen, eksempelvis tættere på Kanalbyen.

– Jeg håber virkelig, at det her kun er begyndelsen. Jeg kunne godt tænke mig at se et hotel inden for voldene, for eksempel nær Kanalbyen. Der er allerede lokalplaner for hoteller i området, som kunne udnyttes. Jeg håber, det bliver til noget, men samtidig skal vi ikke glemme, at det her er en virkelig god nyhed for byen. Ja, det kan måske endda være en øjenåbner for flere hoteller, der ser potentiale her, afslutter borgmesteren.

Projekt F7 styrker Fredericia som møde- og konferenceby

0
Projekt F7 styrker Fredericia som møde- og konferenceby

Fredericia er på vej til at få et byggeri, der ikke kun sætter byen på landkortet, men også skaber nye muligheder for både erhvervslivet og borgere. Projekt F7, som Morning Stars står bag, består af tre tårne, der hver især får unikke funktioner – hotelværelser, kontorfaciliteter og gastronomiske oplevelser i høj kvalitet. For erhvervsdirektøren i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, er det et projekt, der både vil være med til at styrke byens kapacitet og åbne nye døre for Fredericia som erhvervshub.

Projekt F7 skaber flere muligheder for byen, der i dag mangler kapacitet til at rumme de aktiviteter, der er nødvendige for at fremme væksten. Det er Business Fredericias erhvervsdirektør ikke i tvivl om. Han understreger i et interview med AVISEN, at Fredericia i lang tid har været udfordret på hotelkapacitet, hvilket har begrænset byens potentiale som møde- og konferenceby. Det ændrer sig nu.

– Det betyder, at vi får flere muligheder i forhold til både Experience Fredericia og de aktiviteter, vi kan byde ind med. Vi har haft for lidt kapacitet, så vi er rigtig glade for denne udvidelse. Men det løser ikke alt. Dette hotel er et motorvejshotel, og det er bestemt med til at styrke samarbejderne og mulighederne, men vi skal stadig have flere bynære hoteller i Fredericia, siger Kristian Bendix Drejer.

Kristian Bendix Drejer påpeger, at hotellet i Projekt F7 henvender sig til et segment, der har sit fokus på motorvejsturisme og businessrejsende, som har brug for let adgang til motorvejen. Men behovet for forskellige typer hoteller er langt større. Fredericia har nemlig også brug for flere bynære overnatningsmuligheder og faciliteter tættere på byens øvrige erhvervsliv, herunder Fredericia Idrætscenter.

– De hoteller, der er i byen, retter sig mod et andet segment, og vi mangler også flere muligheder i forbindelse med Fredericia Idrætscenter. Men måske er det her en øjenåbner for nogle, som tidligere ikke har set potentialet. Det betyder ikke, at dette hotel udelukker andre muligheder, men det er vigtigt at forstå, at der er forskellige typer hoteller, der hver dækker deres behov. Kanalbyen arbejder også på at skabe flere muligheder, og vi forsøger at finde ud af, hvad de reelt er interesseret i. Når alt det er sagt, så er dagens nyhed fantastisk, og det vil helt klart være noget, der løfter hele Fredericia og hele området omkring hotellet, det er der ingen tvivl om, siger Kristian Bendix Drejer.

Business Fredericia har spillet en aktiv rolle i de første faser af projektet og har hjulpet med at finde løsninger, der kan imødekomme det voksende behov for både erhvervslivets og byens udvikling. Aftaler om salg af grund er allerede på plads, da den oprindelige grund viste sig at være for lille til projektet.

– Der er allerede lavet nogle aftaler om salg af grund, fordi den oprindelige grund var for lille. Og så er der blevet indgået samarbejde et med EUC Lillebælt, især fordi de også har behov for mere plads til kursister. Jeg havde set, at de allerede manglede kapacitet. I stedet for at gøre noget selv, kunne de måske finde en løsning her, siger Kristian Bendix Drejer og fremhæver vigtigheden af løbende dialog og justeringer, når man arbejder med store projekter som F7. Selvom projektet er kommet langt, er der stadig praktiske opgaver, der skal løses – og det er her, at kommunen spiller en nøglerolle.

– Dialogen har været løbende, og jeg har haft en rolle i de første faser, hvor jeg har været med til at undersøge mulighederne. I dette tilfælde har vi fundet en løsning, der virker, og det er jeg rigtig glad for. Nu er det op til kommunen at løse de praktiske opgaver, de skal tage sig af, siger Kristian Bendix Drejer, der understreger, at det er en proces, der kræver tid og tålmodighed, men også et målrettet samarbejde.

Projekt F7 er et skridt mod at gøre Fredericia til en mere attraktiv by for erhvervslivet og besøgende. Med et stærkt samarbejde mellem kommunen, Business Fredericia og andre aktører ser fremtiden lys ud for både byen og dens økonomi.

Læs også

Formand for bosætnings- og turismeudvalget glæder sig over nyt hotel ved afkørsel 59

0
Formand for bosætnings- og turismeudvalget glæder sig over nyt hotel ved afkørsel 59

Morning Stars står bag et nyt bemærkelsesværdigt byggeri, Projekt F7, der skal sætte Fredericia på landkortet og samtidig bidrage til områdets udvikling. Med tre imponerende tårne, der hver får deres egen funktion, er målet at skabe et vartegn for byen. For Susanne Eilersen, formand for bosætnings- og turismeudvalget, er det et skridt i den rigtige retning for Fredericia, som har kæmpet med at imødekomme efterspørgslen på hotelværelser.

Mangel på hotelkapacitet

Fredericia har i flere år været udfordret på hotelkapaciteten, især i forbindelse med større events. Når begivenheder som MCC og andre store arrangementer finder sted i byen, har manglen på tilstrækkelige hotelværelser været et vedvarende problem.

– Det er en fantastisk dag, fordi vi virkelig har brug for mere hotelkapacitet, hvis vi skal øge både turismen og erhvervsturismen i Fredericia. Hver gang vi arrangerer større events, eller når MCC og andre arrangører laver større begivenheder, støder vi igen og igen på det samme problem – mangel på hotelværelser. Så det, at vi nu får et nyt hotel, er en kæmpe lettelse. Det er en rigtig god nyhed, siger Eilersen.

Med Projekt F7 får Fredericia ikke kun et hotel, men også en betydelig opgradering af byens infrastruktur, der skal imødekomme både erhvervslivets og turisternes behov. For Eilersen er dette hotel første skridt mod en mere kapacitetsstærk by.

– Jeg håber, at dette kun er det første skridt, for vi har brug for flere værelser. Experience Fredericia har virkelig haft problemer med at finde tilstrækkelig indkvartering, så det her hotel er forhåbentlig bare starten på flere, der kommer til byen, fortæller hun.

Tæt samarbejde mellem hotellerne skal skabe synergi i Fredericia

Når det første hotel er oppe at køre, forventes det hurtigt at blive fyldt op. For at maksimere potentialet og skabe synergi mellem de eksisterende hoteller i byen, er det ifølge formanden vigtigt, at både Experience Fredericia og andre aktører arbejder tæt sammen med det nye hotel.

– Når det første hotel er oppe at køre, kan vi også se, hvordan det hurtigt bliver fyldt op. Derfor er det vigtigt, at Experience Fredericia og andre relevante aktører arbejder tæt sammen med hotellet, så det bliver en del af det eksisterende netværk. På den måde kan de også se fordelene ved at være en del af fællesskabet med de andre hoteller. Jeg tror, det vil skabe en god synergi, og måske vil det endda øge interessen blandt andre, der overvejer at åbne et hotel i Fredericia, siger Eilersen.

Hun ser dette som et potentiale for at skabe et stærkere netværk af hoteller i byen, hvilket kan åbne dørene for flere investeringer på området.

‘Det er ikke kommet hurtigt eller pludseligt’

Til sidst vil hun gerne bemærke, at bag projektet ligger mange års hårdt arbejde fra både Experience Fredericia og Business Fredericia, som har arbejdet aktivt på at gøre hotellejere og kæder opmærksomme på Fredericias potentiale.

– Ja, det er noget, som både Experience Fredericia og Business Fredericia har arbejdet hårdt på i flere år. Det er ikke noget, der er kommet hurtigt eller pludseligt. Der har været en langvarig dialog for at få dette hotelprojekt på plads. Der er virkelig gjort en stor indsats både fra Business og fra forvaltningen for at imødekomme de krav og ønsker, som hotelkæderne har haft, afslutter Eilersen.

Læs også

Nørre Port genåbnet før tid

0
Nørre Port genåbnet før tid

Det var planlagt, at Nørre Port i Fredericia skulle være lukket frem til den 27. januar som led i et større projekt med forbedringer af byens voldanlæg. Men allerede tirsdag morgen blev porten åbnet igen, til stor overraskelse for fredericianerne.

Den tidligere genåbning af porten betyder, at Danmarks Port, som har været belastet af omdirigeret morgentrafik og eftermiddagstrafik, nu igen kan aflastes.

Del af et større projekt

Lukningen af Nørre Port har været en del af Fredericia Kommunes plan om at etablere en grusbelagt promenade langs voldanlægget. Projektet sigter mod at skabe et nyt rekreativt område i byen og samtidig løse nogle eksisterende trafikale udfordringer.

Promenaden skal fungere som en ny adgangsvej for gående og cyklister, mens projektet også indebærer anlæggelsen af en ny overkørsel i Nørre Port. Den nye overkørsel skal forbedre oversigtsforholdene og øge trafiksikkerheden, særligt for sidevejstrafikken, der tidligere har været præget af udfordrende forhold.

Trafikafvikling lettet

Mens arbejdet på den nye promenade fortsætter, giver den tidlige genåbning en pause til de trafikale udfordringer, der har opstået i forbindelse med lukningen. Genåbningen er også en lettelse for mange pendlere, der dagligt benytter Nørre Port som en indfaldsvej til og fra byens centrum.

Fredericia Kommune forventer, at det samlede projekt med promenade og forbedret trafikstruktur vil være færdigt inden for de kommende måneder. Indtil da kan trafikanter og fodgængere nyde godt af den tidligere genåbning af porten, som allerede nu gør hverdagen lettere for mange.

Et nyt ikonisk vartegn ser dagens lys

0
Et nyt ikonisk vartegn ser dagens lys

Morning Stars er på vej med et spektakulært nyt byggeri, der skal sætte Fredericia på landkortet og samtidig bidrage til udviklingen af området. Med tre imponerende tårne, der hver får unikke funktioner, vil Projekt F7 ikke blot skabe et vartegn for Fredericia, men også tilføre både hotelværelser, kontorfaciliteter og gastronomiske oplevelser i højeste kvalitet.

Projekt F7 er mere end et byggeri – det er en vision om at forene moderne arkitektur, funktionalitet og Fredericias identitet. Med et samlet areal på 7.750 m² og en central beliggenhed vil projektet styrke byens skyline og bidrage til dens vækst.

Visualisering; IBG

Projektets nøgleelementer inkluderer:

Tre tårne:

• Ét tårn med 75 hotelværelser.

• Ét tårn dedikeret til kontorfaciliteter.

• Ét tårn til en kombination af kontor, hotel eller mindre erhverv.

• Alle tre tårne får en penthouselejlighed i toppen.

Fællesområder:

Hele stueetagen bliver et dynamisk område med en restaurant, der også fungerer som reception og samlingspunkt mellem tårnene.

Parkeringsfaciliteter:

Underjordisk parkeringskælder med plads til 120 biler samt yderligere 120 parkeringspladser omkring bygningerne.

Projekt F7 markerer et ambitiøst skridt i retning af at forme fremtidens Fredericia. Målet er at skabe et ikonisk vartegn, som både borgere og erhvervslivet i området kan være stolte af.

Placeringen og synligheden gør projektet helt unikt – med over 80.000 bilister, der dagligt passerer området, vil det være et byggeri, som sætter Fredericia på landkortet og rækker langt ud over regionens grænser.

Kvalitet, fornuft og omhu er nøgleord, der gennemsyrer projektet. Det er ikke bare en samling bygninger, men et symbol på, hvad der kan opnås gennem godt samarbejde og en fælles vilje til at skabe udvikling. Projektet vil være til gavn for hele området – både som et stærkt signal om ambition og som en konkret ramme for vækst, arbejdspladser og nye muligheder for byens borgere og erhvervsliv.

Projekt F7 er mere end en vision – det er en platform for fremtidig udvikling, der med moderne arkitektur, innovative løsninger og stærke partnerskaber skal fremme byens tiltrækningskraft og understøtte lokal vækst. Sammen kan vi vise, hvad der er muligt, når ambition og samarbejde går hånd i hånd.

– Projekt F7 repræsenterer en unik mulighed for at skabe noget, der ikke kun sætter Fredericia på landkortet, men også fremmer byens vækst og udvikling. Vi ønsker at samarbejde med partnere, der deler vores passion for at gøre en forskel for området. Dette projekt er blevet en realitet takket være et stærkt samarbejde mellem Fredericia Kommune, EUC Fredericia og ikke mindst Business Fredericia. Med Fredericia Kommunes ønske om et vartegn på en af områdets bedste beliggende og synlige grunde, er dette nu på vej til at blive en realitet. Stor tak til alle involverede for at nå hertil, og ikke mindst tak for tilliden, siger erhvervsmanden Henrik Rasmussen, direktør for Morning Stars ApS.

– Det har været en stor oplevelse at arbejde med Fredericia Kommune og Business Fredericia. Kommunen vil gerne nye initiativer. De har ikke set problemer, de har set løsninger, hvorfor det har været en fornøjelse at arbejde sammen med dem. Det er et ret stort byggeri på 30 meter i otte etager, så visionerne skal være til det, og der har Fredericia Kommune og Business Fredericia leveret på alle parametre. Der skal lyde en særlig tak til Planudvalget i Fredericia Kommune, og Thomas Andersen fra Staben fra Vækst, men også til Kristian Bendix Drejer fra Business Fredericia, der bare er mega god til at sætte de forskellige afdelinger i gang, så det lykkes positivt, uddyber Henrik Rasmussen til AVISEN.

Projekt F7 styrker Fredericia som møde- og konferenceby

Byggestart i 2026

Grundene er allerede erhvervet, og der er givet forhåndstilladelse til projektet. Målet er at afslutte projekteringen inden den 1. oktober 2025. Herefter igangsættes en udbudsrunde for at finde den rette totalentreprenør, og byggestart forventes i foråret 2026.

FC Fredericia sælger Valdemar Birksø og sikrer lejeaftale for resten af sæsonen

0
FC Fredericia sælger Valdemar Birksø og sikrer lejeaftale for resten af sæsonen

FC Fredericia har her til formiddag tirsdag offentliggjort på deres hjemmeside, at klubbens målmand, Valdemar Birksø, er blevet solgt til norske Frederikstad FK. Samtidig forbliver han i klubben som lejespiller frem til sommer.

Den 23-årige målmand har underskrevet en femårig aftale med Frederikstad FK, efter at have gennemført forhandlinger og underskrift i Norge mandag. På trods af skiftet vil Birksø afslutte sæsonen i FC Fredericia som en del af en lejeaftale, der gør det muligt for ham at bidrage til klubbens ambitioner i foråret.

Direktør Stig Pedersen udtrykte tilfredshed med aftalen og roste Birksøs udvikling i klubben.

– Først og fremmest er vi glade på Valdemars vegne, at planen vi lagde sammen med ham er lykkedes. Det har været en klar aftale fra start med Valdemar, at han skulle videre hvis muligheden opstod. Vi kommer til at savne ham, men vi er samtidig glade for at han gør sæsonen færdig hos os, hvilket giver os tid til at sondere markedet frem mod sommer, siger Stig Pedersen i meddelsen.

Han understregede samtidig, at klubbens strategi om at holde truppen samlet for foråret fortsat står ved magt:

– Vores plan har været at holde truppen intakt til foråret, og i skrivende stund har vi alle spillere på plads fra efteråret.

Valdemar Birksø kom til FC Fredericia første gang i sommeren 2022 på en lejeaftale fra FC Midtjylland. Han markerede sig hurtigt som en afgørende profil på holdet og spillede samtlige 32 kampe i NordicBet Ligaen i sæsonen 2022/2023. En skade satte dog en stopper for hans medvirken i sæsonen 2023/2024. I sommeren 2024 blev han hentet til klubben på en permanent aftale, og hans præstationer har nu sikret ham et skifte til norsk fodbold.

På klubbens hjemmeside ønsker FC Fredericia målmanden held og lykke i Frederikstad FK og glæder sig over, at han vil fortsætte i klubben frem til sommer.

Taxachauffør stukket med kniv i Svendborg – politiet efterforsker

0
Taxachauffør stukket med kniv i Svendborg – politiet efterforsker

En taxachauffør er tirsdag formiddag omkring klokken 9.45 blevet stukket med en kniv på Klosterpladsen i det centrale Svendborg.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse udsendt senere på formiddagen.

Chaufførens tilstand er i øjeblikket ukendt, men han blev hurtigt kørt til hospitalet for behandling. De pårørende er blevet underrettet.

Politiet er til stede på gerningsstedet og efterforsker sagen. Gerningsmanden beskrives som “ikke etnisk dansk af udseende,” men yderligere detaljer om hændelsen, signalementet eller motivet er endnu ikke offentliggjort.

Fyns Politi opfordrer alle med oplysninger i sagen til at kontakte dem på telefonnummer 114.

I en kort udmelding på det sociale medie X skriver Fyns Politi:

– Fyns Politi efterforsker sag om knivstik i Svendborg #politidk.

Der er foreløbig ingen yderligere oplysninger, men politiet forventer at melde mere ud, når efterforskningen skrider frem.

26-årig afsløret i smugling af tusindvis af ulovlige e-cigaretter

0
26-årig afsløret i smugling af tusindvis af ulovlige e-cigaretter

En 26-årig mand er blevet sigtet for smugling efter at være blevet stoppet ved grænseovergangen i Padborg lørdag aften klokken 17.18. Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi blev mandens dansk indregistrerede bil kontrolleret som led i en indsats udført af Politi- og Toldgruppen – et samarbejde mellem politiet og Toldstyrelsen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi mandag eftermiddag.

Puffbars fundet i stor mængde

En nærmere undersøgelse af bilen afslørede, at den indeholdt 2669 ulovlige e-cigaretter, også kendt som puffbars. Disse produkter er kendetegnet ved søde smagsvarianter og overholder ikke de danske krav til nikotinvarer.

Ifølge politiet vurderer Toldstyrelsen, at smuglingen har medført et tab for statskassen på over 1,2 millioner kroner i form af unddragede told- og afgiftsbetalinger.

– Toldstyrelsen har vurderet mængden af puffbars i forhold til, hvad den 26-årige mand har unddraget statskassen for af told og afgifter på nikotinvarer. Der er tale om et beløb på mere end 1,2 millioner kroner, skriver politikredsen i en pressemeddelse.

Løbende indsats mod smugling

Den 26-årige er nu sigtet for smugling og risikerer en stor regning som følge af de unddragne afgifter. Sagen indgår som en del af en løbende indsats mod smugling af ulovlige varer ved grænseovergangen i Padborg, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med Toldstyrelsen har oprettet en Politi- og Toldgruppe.

Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere fremhævet, hvordan det tætte samarbejde med Toldstyrelsen gør det muligt at opdage smugling og beslaglægge store mængder ulovlige varer, der ikke lever op til danske krav.

Mandag med to påkørsler i fodgængerfelter

0
Mandag med to påkørsler i fodgængerfelter

Mandag eftermiddag blev to fodgængere påkørt i separate hændelser i Kolding, mens de passerede fodgængerfelter.

Begge episoder er registreret uden alvorlige personskader, oplyser politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Den første hændelse fandt sted klokken 14.30 i krydset mellem Tøndervej og Haderslevvej, hvor en fodgænger blev ramt af en personbil i fodgængerfeltet. Politikommissær Rindahl Petersen forklarer, at der ikke er mange oplysninger om episoden:

– Jeg ved kun, at sagen er oprettet som uden personskade, så det tyder på, at der ikke er sket væsentlige skader.

Senere samme dag, omkring klokken 16.50, skete en lignende hændelse på Haderslevvej ud for nummer 17. En 20-årig mand fra Fredericia blev her påkørt af en bil ført af en 59-årig kvinde. Vidner på stedet oplyste, at bilen kørte over mandens fod, hvilket resulterede i smerter.

– Føreren af bilen standsede og oplyste navn, som det kræves. Fodgængeren har haft smerter i foden, men sagen er også her oprettet som uden personskade, fortæller politikommissæren.

Afslutningsvis måtte politikommissær Rindahl Petersen igen understrege, at der ikke foreligger mange detaljer om sagerne.

– Jeg kan desværre ikke sige mere på nuværende tidspunkt. Det er, hvad der fremgår af døgnrapporten, udtaler han.

Lægekonsultation udsat for tyveri

0
Lægekonsultation udsat for tyveri

Mandag formiddag blev Sydøstjyllands Politi tilkaldt til en lægekonsultation på Jernbanegade i Kolding efter et tyveri.

En ukendt gerningsperson gik ifølge politiets oplysninger ind via en ulåst hoveddør i åbningstiden. Ved tyveriet blev der stjålet nogle kontanter samt personlige ejendele, herunder en kortholder fra en privat medarbejders taske, fortæller politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

– Det må være sket i konsultationens åbningstid. Gerningspersonen er kommet ind gennem en ulåst hoveddør og har bevæget sig rundt i områder, hvor man normalt ikke skal have adgang.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen tilføjer hertil, at sagen fortsat undersøges, og at der endnu ikke er klarhed over antallet af gerningsmænd.

– Vi ved ikke, om der er tale om én eller flere personer. Det er heller ikke afklaret, hvordan tyveriet helt præcist er forløbet. 

Låge 15: Skoringen: Hjemmesko, juletraditioner og ønskeskyens favoritter

Låge 15: Skoringen: Hjemmesko, juletraditioner og ønskeskyens favoritter

0
December i Middelfart er noget særligt. Byen falder aldrig helt til ro i årets sidste måned – tværtimod. Der bliver hilst på lidt flere...