Kolding IF har tilføjet et spændende navn til truppen med tilgangen af den 27-årige kantspiller Meinhard Olsen. Med erfaring fra den øverste norske liga og hele 34 landskampe for Færøerne bringer Meinhard både rutine og kvalitet til holdet.
Meinhard Olsen har et imponerende CV, der blandt andet inkluderer spil i Eliteserien, den bedste norske række, for Kristiansund. Han har næsten 100 kampe i den næstbedste norske række for Bryne og Mjøndalen, og han har tidligere optrådt i NordicBet Ligaen for Vendsyssel F.F. samt Superettan i Sverige for GAIS. Derudover har han i OBOS-ligaen, Norges svar på NordicBet Ligaen, leveret 21 mål og 11 assists i 88 kampe – en solid produktion på 32 målpoints. Hans seneste landskamp for Færøerne fandt sted i november 2024, og nu står han klar til at trække Kolding-trøjen over hovedet og kæmpe for klubbens ambitioner i NordicBet Ligaen.
Head of Football i Kolding IF, Niklas Nürnberg, er begejstret for den nye tilføjelse og lægger vægt på Meinhards alsidighed og arbejdsindsats.
– Jeg er sikker på, at Meinhard vil bidrage positivt på mange fronter. Han er en erfaren og intelligent spiller, der både kan sætte sine -medspillere op og tage sagen i egen hånd. Han er hårdtarbejdende, løbestærk og kan løse mange taktiske opgaver. Vi har fulgt ham i lang tid, og jeg er virkelig glad for, at vi har fået en spiller, der matcher de dyder, vi har været kendt for gennem flere år,
Nürnberg understreger også, hvordan Meinhard passer ind i klubbens ambitioner om videreudvikling og langsigtet succes.
For Meinhard Olsen er skiftet til Kolding IF et vigtigt skridt i karrieren, og han ser frem til at bidrage både på og uden for banen. “Først og fremmest er jeg utrolig glad for at være i Kolding. Jeg kommer til klubben på et rigtig godt tidspunkt, hvor mit indtryk er, at klubben og personerne bag er meget ambitiøse, ligesom jeg selv er. Mine samtaler med Niklas og Albert har givet mig en stor tryghed i, at det er det rette sted for mig at udfolde mine styrker som fodboldspiller og person.”
Meinhard glæder sig til at komme i gang og ser frem til at møde klubbens fans. “Alle i klubben har taget godt imod mig, og nu glæder jeg mig til at møde Kolding-fansene efter vinterpausen, hvor vi skal kæmpe om en plads i det vigtige Top-6 slutspil.”
Manglen på uddannet arbejdskraft truer velfærden, kan vi klare os de næste 3 til 5 år med nuværende ressourcer? udfordring ikke kan ikke ignoreres. Teknologiske løsninger og ældreplejens reformer giver os en midlertidig løsning. Det kræver handling, politisk og organisatorisk, for at undgå systemet knækker.
En stigende efterspørgsel på pleje og omsorg med en aldrende befolkning, gør der skal rekrutteres 23.000 sosu-ansatte inden 2035, ifølge KL. Samtidig håndterer vi i dag over 96.000 borgere over 65 år med demenssygdomme og arbejdskraftmangel kombineret med risici som omsorgstræthed og forråelse, truer kvaliteten i ældreplejen.
En årlig bevilling på én milliard kroner blev afsat til at styrke kvaliteten af plejen i januar 2024, og 30 mio. kroner blev øremærket til at forebygge forråelse gennem Sundhedsstyrelsens demensrejsehold. Derudover blev der i april 2024 indgået en aftale om at afsætte 376,1 mio. kr. i 2024 til udbredelse af faste teams i ældreplejen. Der er behov for en mere kontant langsigtet strategi.
Robotteknologi og digitale systemer kan overtage nogle rutineopgaver med begrænsninger og frigøre personalet, de kan ikke erstatte den menneskelige kontakt og empati, som er nødvendig i ældreplejen.
I Japan, har de taget velfærdsteknologi til et nyt niveau med robotter, der kan udføre fysisk krævende opgaver og overvåge ældre borgeres helbred. Men de har indset, at teknologi ikke kan stå alene. I Holland arbejdes med mindre, samfundsorienterede plejehjem, “Buurtzorg-modellen” som skaber tætte relationer mellem personale og borgere. Det giver et menneskeligt og respektfuldt arbejdsmiljø, der reducerer stress og omsorgstræthed blandt medarbejdere.
Trivsel og arbejdsglæde er nøglen til at løse mange af de udfordringer, vi står over for. Vi skal gøre ældreplejen til en attraktiv karrierevej med bedre løn, uddannelsesmuligheder og arbejdsforhold. Samtidig skal vi give medarbejderne mere handlefrihed og råderum til at prioritere relationer fremfor minutstyring.
En kombination af politiske reformer, teknologiske løsninger og en kulturændring, der fremmer empati og stolthed i arbejdet skal findes. Ældreplejereform er ord på papiret, ikke konkrete tiltag, der kan mærkes på beboer og personale.
Handler vi ikke nu, bliver fremtidens ældrepleje en skygge af, hvad vi har i dag. Lad os lære af udlandet, udnytte teknologiens potentiale og genopbygge stoltheden i plejesektoren. Det handler om mennesker også dig på sigt.
Poul Rand, kandidat til KV25, for Liberal Alliance
Fredericia Musicalteater slår snart dørene op for en ny forestilling, der lover en eventyrlig og ‘mææh’gtig’ oplevelse for hele familien. Søren Torpegaard Lund, en af Danmarks mest lovende musicalperformere, er tilbage i byen, hvor hans karriere tog fart. Han skal nemlig spille rollen som Mads, den største af de tre bukke bruse, i den kommende børnemusical, der har premiere den 8. februar.
Søren Torpegaard Lund, 26 år, stammer fra Oure ved Gudme på Sydfyn. Han blev uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia i 2019 og har siden optrådt på nogle af landets største scener. Med store roller i musicals som West Side Story, Dance of the Vampires og Kinky Boots har han etableret sig som en af sin generations store talenter. Nu vender han tilbage til Fredericia, og denne gang med en ny udfordring – børneteater.
Tilbage til rødderne i Fredericia
– Jeg har altid elsket de kreative fag i skolen og mærkede hurtigt, at det var meget naturligt for mig – modsat nogle af mine klassekammerater, som ikke fandt samme glæde i det. Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke også syntes, at det var sjovt at lave teater, fortæller Søren med et smil og uddyber, hvordan hans barndom på en friskole fyldt med teater og musik banede vejen for hans karriere.
Sørens interesse for scenekunst voksede altså frem på friskolen, hvor han deltog i adskillige forestillinger, som senere banede vejen til lokale teaterprojekter på Fyn som Nyborg Voldspil. Et par år senere blev han optaget på Musicalakademiet i Fredericia, hvor han lagde grundlaget for sin professionelle karriere. I dag, seks år efter sin uddannelse, har han optrådt på nogle af landets største scener og markeret sig som en stor profil inden for musicalverdenen, og for Søren er det helt særligt nu at vende tilbage til byen, hvor hans rejse for alvor tog sin professionelle begyndelse.
– Jeg er virkelig glad for at være tilbage i Fredericia. Det er en by, jeg boede i under min uddannelse, og det er en særlig oplevelse at vende tilbage. Her er en ro og en afslappet stemning, som står i kontrast til livet i København, hvor tempoet er noget højere. Jeg har glædet mig meget til at tilbringe tid i Fredericia igen, gå ture ved vandet og bare nyde det.
En ledende, men kikset buk
I “De Tre Bukke Bruse” er der tre gedebukke, og selvom prøverne kun lige er begyndt, kan Søren allerede dele nogle tanker om dem:
– Det sjove ved forestillingen er, at vi spiller tre gedebukke – den lille, den mellemste og den store – og der er mange forskellige retninger, vi kan tage.
Søren indtager rollen som Mads, den største af de tre, og det er en karakter, der både rummer komiske nuancer og kræver masser af energi.
– Mads er lederen – i hvert fald i sit eget hoved. Han tror, han ved alt, men det gør han nok ikke helt. Det er det, der gør ham sjov og lidt kikset. Vi har kun lige startet prøverne, men jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan vi kan gøre ham levende og forskellig fra de andre bukke. jeg tror, det kan blive rigtig sjovt at arbejde med, fortæller Søren.
Ud over det sjove ved at arbejde med de tre gedebukke, er der noget helt særligt ved denne produktion. Den byder på en særegen kombination af stepdans og musik, der ikke kun skaber en medrivende rytme, men også stiller store tekniske krav, da det er udfordrende at synge og steppe samtidig.
– Det mest spændende ved den her forestilling er, at det også er en stepforestilling, hvilket var en af grundene til, at jeg søgte rollen. Jeg elsker at steppe, fortæller Søren først og tilføjer:
– Der er ikke mange stepforestillinger i Danmark, så det er en sjælden mulighed. Det passer også perfekt til historien, fordi vi spiller bukke-bruse – geder – og selvfølgelig giver det derfor mening, at der er lyd i fødderne.
Børneteater som ny disciplin
Det, at produktionen er så underholdende, hænger måske også sammen med, at det er Sørens allerførste oplevelse med at arbejde på en børneforestilling.
– Jeg har aldrig prøvet at lave en børneforestilling før, så det er virkelig interessant og spændende. Det er også en af grundene til, at jeg synes, det er fantastisk at få lov til at være en del af det, siger Søren og erkender, at han tidligere havde fordomme om, at børneteater måske var en lettere genre.
– Det er det bestemt ikke. Du skal holde børnene fanget hele tiden, og deres opmærksomhed er på et helt andet niveau end voksne publikummer. Det kræver en enorm energi.
Søren glæder sig især til at mærke børnenes reaktioner på premiereaftenen.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at få børn i salen. Jeg ved, hvordan voksne reagerer, men børn er uforudsigelige. Jeg håber, at børnene griner og bliver opslugt af historien, og jeg forventer, at de vil reagere langt mere direkte og spontant end voksne – det glæder jeg mig virkelig til. Måske får nogle af dem endda lyst til selv at prøve kræfter med teater en dag.
“De Tre Bukke Bruse” bliver Sørens første børneforestilling.
For Søren er det noget helt særligt at stå på scenen i en forestilling, der har potentiale til at inspirere børn.
– Det betyder meget for mig at kunne være med til måske at starte en teaterspire i nogle af børnene, ligesom det skete for mig. Jeg så enormt meget teater, friluftsteater og børneforestillinger, da jeg var lille, fordi min mor tog mig med, og fordi vi på min skole ofte tog rundt og så forestillinger. Jeg husker tydeligt, hvor opslugt jeg blev af det, og jeg håber, at nogle af børnene i salen får en lignende oplevelse. siger han.
En fortælling med humor og hjerte
Med tekst og musik fra det prisvindende makkerpar Stiles og Drewe, som også står bag De Tre Små Grise og Broadways Mary Poppins, lover forestillingen at være både sjov og rørende. Søren beskriver den som “Monty Python for børn” og fremhæver, hvordan den tager udgangspunkt i det velkendte eventyr, men med en moderne vinkel og en lille morale om, at græsset måske ikke altid er grønnere på den anden side.
Søren Torpegaard Lund håber, at børnene og deres familier går hjem med smil på læben og måske endda et par af de catchy melodier på hjernen.
– Musikken er så god, at jeg allerede nynner den efter første prøvedag, griner han afslutningsvis.
Det er en realitet: Et af historiens mest spektakulære politiske comebacks. Donald Trump er atter præsident, efter at han den 20. januar 2025 blev den 47. præsident i amerikansk historie. I en knap halv times tale triumferede Trump uden at række hånden ud mod taberne, der måtte sluge den ene lussing efter den anden. Om lidt kommer turen til EU.
Den almene pressedækning i mange vestlige lande har længe været udpræget anti-Trump i en sådan grad, at man ikke kan skelne mellem russisk statstv og tysk, dansk, engelsk eller svensk tv. Det lader til, at der kun findes én virkelighed, nemlig at demokratiet ikke eksisterer. Det er farligt, katastrofalt, forfærdeligt, truende og meget mere, når amerikanerne vælger en præsident, der ikke falder i deres smag. Men frem for at koncentrere os om gammelmediernes mange gætterier, bør vi se på, hvilke konkrete effekter det får for danskerne, nu hvor magtskiftet er en realitet.
Den første faktor bliver sandsynligvis en økonomisk lettelse, hvis krigen i Ukraine slutter. De sidste fire år har været præget af krig og krise. Den afgående udenrigsminister i USA, Antony Blinken, var en del af Obamas sikkerhedshold. I den periode var han en fremtrædende figur, der var med til at udvikle den amerikanske strategi. Denne endte med et magtskifte i Ukraine i 2014, som nogle har kaldt “Revolutionen af Værdighed”. Ukrainerne var splittede mellem en stærkere tilknytning til Vesten – eller Rusland. Obamas administration (og Blinken) støttede demonstranterne, der protesterede mod præsident Viktor Janukovitj’s beslutning om at afvise en associeringsaftale med EU til fordel for tættere bånd til Rusland. Enden på magtskiftet blev en storkonflikt med Rusland, der gik ind i Krim. Kort sagt var det begyndelsen på den største militære konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig, der for alvor blussede op, da Blinken var udenrigsminister under Biden-administrationen. De senere afsløringer af, hvor dårligt Bidens mentale kapacitet var som præsident, giver Blinken et endnu større ansvar. På trods af aftalen om Ukraines sikkerhedsstatus i Budapest i 1994, hvor den russiske præsident, Boris Jeltsin, udtrykte sin bekymring for en potentiel udvidelse af NATO, fortsatte USA med at ekspandere mod Rusland. Den 24. februar 2022 kulminerede konflikten under Antony Blinkens ledelse. I december 2021 krævede Rusland, at NATO skulle stoppe med udvidelsen og trække sine tropper tilbage fra Østeuropa.
Det anslås, at krigen indtil videre har kostet en million mennesker livet.
Danmark har bidraget med 58,6 milliarder kroner til krigen i Ukraine. Vi er blandt de største bidragydere i verden, set i forhold til vores størrelse. Den fejlslagne sikkerhedspolitik i USA’s regering har derfor været utrolig dyr for danskerne. Samtidig går krigen dårligt for Ukraine, og Rusland har gjort fremskridt på flere fronter. Donald Trump har sagt, at han vil få afsluttet krigen. Lykkes det, vil det også få reelle konsekvenser for Danmark, der har lagt enorme ressourcer i krigen i Ukraine.
Den næste faktor er allerede i fuld gang: Under sin indsættelsestale truede Donald Trump “andre lande”, herunder naturligvis EU (og dermed Danmark), med afgifter på eksport til USA. Trump tror på, at disse afgifter kan hjælpe den amerikanske økonomi, og ser samtidig dem som et politisk våben. Afgifterne kan få reelle konsekvenser for danske virksomheder, og dermed også for den danske økonomi og de danske arbejdspladser. Hvis der udbryder handelskrig mellem USA og Europa, vil det kunne mærkes for alvor. Det er med andre ord ikke “business as usual”. Europæerne har været arrogante og storladne, hvor kommissærerne i stigende grad har skabt en stor afstand mellem befolkningerne og den politiske elite. Også i Europa er der opbrud blandt vælgerne, der søger nye partier at stemme på. Mange af årsagerne ligner dem, der er set i USA’s valgkamp, herunder immigration, inflation, identitetspolitik og krig i verden.
Men den allerstørste forandring, danskerne vil opleve, kommer sandsynligvis fra det paradigmeskifte, der er undervejs på de sociale medier. Efter næsten et årtis massiv censur, svor Donald Trump i sin indsættelsestale, at det er fortid. Da de største sociale medier hører til i USA, vil det slå igennem meget hurtigt. Trumps alliance med Elon Musk, der ejer X, er nu også støttet af Metas ejer, Marc Zuckerberg. Sidstnævnte har set lyset, nogenlunde samtidig med Trumps valgsejr. Han vil nu gå ind i kampen mod censur, som ellers er blevet håndhævet brutalt på hans platforme, Facebook og Instagram. Begunstigelsen af bestemte udsagn, man gerne vil fremme, mod undertrykkelsen af udsagn, man vil begrænse, har haft en betydelig, skævvridende effekt på den virkelighed, vi er blevet præsenteret for. Ideologien bag undertrykkelsen af den frie meningsdannelse er blevet støttet af gammelmedierne, men også af mange politikere på alle sider af blokkene. En ændring af denne ideologis tag i medierne kan få betydning i hverdagen, hvor folk igen tør give deres mening til kende uden at frygte for sanktioner. Dette kan ændre den politiske virkelighed, hvor spindoktorer og politikere i stort omfang har profiteret af censuren, ikke mindst som det blev set under coronapandemien.
Nu skal EU til at vågne op til en ny realitet. I morgen tidlig er Donald Trump på arbejde igen. Mange udenfor det politiske system er kommet til magten i USA, og amerikanerne er verdens største magt. De europæiske kommissærer skal nu til at kysse Donald Trumps ring, hvis de vil undgå en massiv konflikt med USA på områder som samhandel, udenrigspolitik og samarbejde. De mange lovforslag om censurkrav til de sociale medier må enten smides ned i skraldespanden eller udleves som en komplet informationskrig mod USA. EU har ingen “techgiganter” og kan ikke finde ud af at udvikle andet end IT-systemer, der er 5-10 år bagud i forhold til den generelle udvikling. Se bare på Danmarks håbløse, forfejlede, sindssvagt dyre evighedsprojekter som “ejendomsvurdering”, “gældsinddrivelse” og “vi har afleveret 500.000 CPR-numre til kineserne” innovation. En kultur, hvor regionen i uendelig lang tid havde patientdata liggende frit fremme for nogle år siden, eller hvor Familieretshuset udleverede hemmelige adresser på truede kvinder. Listen er lang.
Men det er, hvad EU må tage stilling til. Fremfor at have travlt med at dæmonisere Trump, bør de danske politikere se reelt og konsekvent på, hvordan den nye administration vil ændre verden, og hvordan det danske samfund kan tilpasse sig. Vi kan nemlig ikke leve af forargelse. Kun eksport.
Panorama Middelfart inviterer til en stor operabegivenhed på søndag den 26. januar klokken 15.00, når Giuseppe Verdis Il Trovatore (Trubaduren) toner frem på det store lærred.
Gæsterne kan inden forestillingen nyde et glas vin, og biografen fremhæver, at stemningen til operaarrangementerne altid er noget helt særligt.
En grusom fortælling med Verdis storslåede musik
Il Trovatore bringer publikum ind i en intens fortælling om hævn, kærlighed og tragedie. Historien følger Azucena, der søger hævn for sin mor, som blev dømt til døden på bålet af en greve. I sit forsøg på hævn begår Azucena en fatal fejl, der udløser en kæde af begivenheder fyldt med had, begær og kærlighed – hvor ingen går fri.
Operaen er kendt for sine følelsesladede melodier og dramatik, som er indbegrebet af italiensk romantik.
En stjernespækket opsætning
Forestillingen dirigeres af den legendariske Zubin Mehta, mens Cesare Lievi står for instruktionen. Rollelisten er fyldt med nogle af de største navne inden for opera. Fabio Sartori, kendt for sine Verdi-fortolkninger, synger rollen som Manrico. Den unge mongolske baryton Amartuvshin Enkhbat, som har høstet store roser for sin præstation, giver liv til grev di Luna. Azucena spilles af Ekaterina Semenchuck, og María José Siri synger Leonora – begge rutinerede stjerner fra verdens største operascener.
Panorama Middelfart ser frem til at præsentere Verdis mesterværk i biografformatet. Arrangementet giver mulighed for at opleve operaens stemningsfulde univers, uanset om man er erfaren operagænger eller ny i genren.
Almene boligorganisationer kan fremover omdanne midlertidige studieboliger som containerboliger til permanente almene boliger.
Det oplyser Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Initiativet skal bidrage til at skaffe flere billige boliger, især i landets større byer, hvor behovet er stort.
De senere år har midlertidige studieboliger, herunder containerboliger, vundet frem i byudviklingsområder. Når områderne videreudvikles i tråd med lokalplanerne, bliver disse boliger ofte overflødige. Med den nye fortolkning af almenboligloven slår ministeriet fast, at almene boligorganisationer kan opkøbe disse boliger og omdanne dem til f.eks. ungdomsboliger eller ældreboliger, så længe det er i overensstemmelse med lokalplanen.
Bæredygtighed og nytænkning
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen fremhæver, at initiativet både er nytænkende og bæredygtigt:
– Idéen om at transformere og genbruge eksisterende boliger fra et formål – og sted – til et andet er nytænkende og bæredygtig. Jeg er rigtig glad for, at vi med fortolkningen af loven kan slå fast, at det er muligt både at skaffe flere midlertidige studieboliger, hvor der er behov for dem, og flere hurtigt opførte almene boliger.
Der er nu også mulighed for at genanvende materialer og moduler fra containerboliger til nybyggeri andre steder i landet, hvis de oprindelige placeringer ikke længere er egnede. Ministeren understreger, at denne fleksibilitet ligger i tråd med regeringens grønne ambitioner:
– Da loven i sin tid blev skrevet, havde man ikke drømt om, at modulbyggeri og containerboliger i fremtiden ville udvikle sig til at være kvalitetssvarende boliger. Men det er de blevet. Derfor er det fuldstændig i tråd med regeringens ambitioner om et mere bæredygtigt byggeri også her at tænke i genbrug.
Tiltaget skal især imødekomme efterspørgslen på boliger med lave huslejer.
Ledigheden i Danmark forblev stabil i december 2024 med 88.400 fuldtidsledige, svarende til en uændret ledighedsprocent på 2,9. Det viser de seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Beskæftigelsesministeriet offentliggjorde i dag.
Selvom antallet af fuldtidsledige steg marginalt med 100 personer sammenlignet med november, vurderer beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, at tallene vidner om et stabilt arbejdsmarked.
– Vi sluttede 2024 af med stabil og meget lav ledighed. Det er virkelig positivt, men samtidig noget der forpligter politisk. Det er nu, vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få de borgere, der af den ene eller anden grund er ledige, med ind på arbejdsmarkedet, siger ministeren.
Hun peger på, at regeringens initiativer som arbejdspligten og Ungeløftet skal styrke indsatsen over for ledige grupper, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
Regionale forskelle bekymrer
Samtidig understreger ministeren, at de samlede tal ikke dækker over regionale forskelle i ledighedsniveauet.
– Det er dog samtidig vigtigt at pointere, at det ikke er alle dele af landet, der oplever den stabile ledighed, som har kendetegnet 2024. Vi ser desværre områder – særligt uden for de største byer, hvor ledigheden går den forkerte vej. Det understreger, hvor vigtigt det er hele tiden at arbejde for et land i balance i alt fra uddannelse, lokalt byliv og selvfølgelig arbejdspladser, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil offentliggøre ledighedstallene for januar 2025 den 20. februar. Dermed bliver det muligt at se, om udviklingen fortsætter i samme stabile spor i begyndelsen af det nye år.
To 31-årige mænd af rumænsk herkomst blev natten til søndag anholdt ved grænseovergangen i Padborg. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at mændene forsøgte at krydse grænsen til Tyskland med tyvekoster til en værdi af omkring 400.000 kroner.
Ifølge politiets pressemeddelelse blev mændene stoppet klokken 00.30 i et rumænsk registreret køretøj med en trailer. På traileren fandt politiet en minigraver, en pladevibrator og to mobile lysreguleringer, som efterfølgende blev identificeret som stjålet fra en byggeplads i Galten i Skanderborg Kommune.
De anholdte blev søndag klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Her besluttede dommeren at varetægtsfængsle dem frem til den 14. februar, mens efterforskningen fortsætter.
Sydøstjyllands Politi har også delt oplysninger om sagen på det sociale medie X. I opslaget skriver de:
– To rumænske mænd blev natten til søndag anholdt ved grænsen til Tyskland med tyvekoster fra et tyveri i Galten til en værdi af 400.000 kroner. De er nu varetægtsfængslet frem til 14. februar.
Danmarks møbelbranche får i slutningen af april en ny fast begivenhed, når indkøbsmessen MESSE C FurnitureFair åbner dørene i Fredericia. Den nye fagmesse skal samle detailleddet og præsentere de nyeste trends i møbelverdenen, og initiativtagerne bag oplever allerede stor opbakning.
Samling af branchen centralt i landet
Henrik Ejstrup, en af initiativtagerne og møbelagent for blandt andet CASØ Furniture, ser frem til premieren og fremhæver messens centrale placering og faste årlige termin som klare fordele.
– Jeg synes, det er vigtigt at få samlet så meget af møbelbranchen som muligt ét sted, i stedet for at kunderne skal ligge og køre på kryds og tværs i landet. Nu har vi nogle fantastiske rammer, en placering helt centralt i landet og en fast termin, som hele branchen kan planlægge hen imod hvert år – det gør det meget nemmere for alle parter, fastslår Henrik Ejstrup i en meddelse.
Nyheder fra CASØ og andre mærker
Henrik Ejstrup repræsenterer CASØ Furniture, Matex og Design Møbler, og han lover, at de besøgende kan se frem til masser af spændende nyheder.
– Vi har en lang række nyheder med. Det er helt centralt, at når vi præsenterer os på messe, så skal der også være noget nyt at opleve, og det bliver der, understreger han.
Ejstrup forventer, at stort set alle danske kunder vil være til stede på messen, men der er også interesse fra udlandet.
– Vi ved, at der kommer gæster fra Norge og Island og sandsynligvis også Sverige. Og så er jeg spændt på, om ikke vi kan lokke nogle op fra det store nordtyske område; det kunne være interessant, påpeger han.
Søndag bliver en travl dag
Ifølge Ejstrup kan messens første dag, søndag den 27. april, blive ekstra travl. Han har opfordret især de mindre butikker til at bruge søndagen som en firmaudflugt.
– Jeg har i al fald sagt til mange af især de lidt mindre butikker: Husk nu den søndag, hvor I alligevel har lukket. Så kan I lave en firmaudflugt, og I skal kun transportere jer selv og personalet over til os, indgang, forplejning etc. er jo betalt, forklarer han.
Ejstrup understreger opfordrer samtidig til at tage hele teamet med til messen.
– Jeg håber generelt, mange tager hele teamet med, for en ting er at få møblerne hjem på gulvet, men medarbejderne er mindst lige så vigtige – det er jo dem, der skal sælge produkterne, når de kommer hjem, konstaterer han.
For Henrik Ejstrup handler succesen for FurnitureFair om, at de besøgende går derfra med ny inspiration, en bedre forståelse for fremtidige satsninger og lyst til at vende tilbage til messen næste år.
– Så er vi nået langt, lyder det fra Ejstrup, som glæder sig til at byde møbelbranchen velkommen til MESSE C i Fredericia den 27.-30. april.
Kirstinebjergskolen, afdeling Havepladsvej, er blevet vurderet uegnet som fremtidigt plejehjem i Fredericia. Det er resultatet af 17.4-udvalgets arbejde, som har haft til opgave at undersøge muligheden for at omdanne skolebygningen, når den i fremtiden ikke længere skal bruges som folkeskole. Udvalgsformand Kirsten Hassing (C) understreger, at bygningens fremtid endnu er uafklaret.
Ikke egnet som plejehjem
Ifølge Kirsten Hassing har udvalget gennemgået bygningen og vurderet dens potentiale i forhold til de krav, fremtidens plejehjem stiller.
– Vores afrapportering har vist, at det ikke er egnet til at være et plejehjem, og vi har fået en gennemgang af bygningerne og haft drøftelser af, hvad fremtidens plejehjem skal kunne indeholde i fysiske rammer og hvordan plejen forventes at være. Vi har kigget på pladser, fysisk indretning og udførelse, siger hun.
Bygningen vil derfor ikke blive omdannet til plejehjem, men hvad den fremover skal bruges til, er endnu ikke besluttet.
– Der er ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske, fordi den indgår i kommunens bygningsmasse. Man skal etablere en ny skole, og derfor bliver den tom, forklarer Kirsten Hassing.
Bygningen rummer historie
Selvom Kirstinebjergskolen ikke skal huse et plejehjem, lægger Kirsten Hassing vægt på, at bygningen har en særlig betydning, der bør overvejes i fremtidige planer.
– Det er ikke en del af anbefalingen, men bygningen rummer historie, så vores holdning er, at man bør bevare den. Nu kan man sige, at der ikke skal være plejehjem og så overveje, hvad der skal være, siger hun.
Samtidig mener Kirsten, at 17.4-udvalgets arbejde har givet vigtig indsigt i, hvad fremtidens plejehjem skal kunne. Dette arbejde kan bruges i Senior- og Socialudvalgets videre planlægning, forklarer hun.
– Det interessante har været at få afdækket fremtidens plejehjem og hvad det skal kunne, og det kan man bruge i Senior- og Socialudvalget, når man ser, hvordan det skal ske. Vi skal have et på et tidspunkt, og i forbindelse med det har vi lavet et forarbejde til, siger Kirsten Hassing afsluttende.
Aldersgrænsen i Ungdommens Hus sænkes fra 18 til 13 år. Beslutningen er truffet i Unge- og Uddannelsesudvalget og skal sikre en bedre overgang mellem...