Viceborgmester Susanne Eilersen: »Superligaen er en sejr for Fredericia og hele byen skal stå sammen«

0
Viceborgmester Susanne Eilersen: »Superligaen er en sejr for Fredericia og hele byen skal stå sammen«

POLITIK. Fredericia Kommunes viceborgmester, Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, er begejstret og stolt over, at FC Fredericia nu er klar til Superligaen. Efter 24 år i første division sikrede klubben sig fredag oprykningen, og allerede nu har forligspartierne sikret økonomien bag udbygningen af Monjasa Park, så stadion lever op til DBU’s krav.

Men hvad var egentlig den afgørende faktor, der fik partierne i forligskredsen til at reagere hurtigt og sikre finansieringen af stadionopgraderingen?

»Det var, at de rykkede op i Superligaen. Det er, at vi skal spille på hjemmebane. Vi skal ikke ud og leje stadion. Nu har vi været 24 år i 1. Division, og nu er det endelig lykkedes. Og det betyder utrolig meget for hele byens selvforståelse. Det betyder også meget for vores image i forhold til, hvordan man ser på Fredericia med bosætningsbriller. Det betyder noget for hele vores børn- og ungemiljø. Altså, det der med at komme ud og røre sig og kunne se op til nogle idoler,« siger Susanne Eilersen med entusiasme i stemmen, inden hun fortsætter:

»Jeg mener jo ikke, at vi kan være bekendt efter 24 år, at bede spillerne om at spille på stadion i vores nabokommune, fordi vi ikke lever op til de, synes jeg måske også for strenge krav, DBU har. At man ikke kan få dispensation til at starte ud med at spille, når man rykker op, men sådan er det. Det er nogle regler, vi skal leve efter.«

For viceborgmesteren er det helt afgørende, at kommunen tager et medansvar for at bakke op om sine sportslige fyrtårne:

»For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at vi også investerer lokalt. Fredericia er lokalt og er en lille by, og nu er det endelig lykkedes. Så selvfølgelig skulle vi gøre det. Og når vi får erhvervslivet med, så synes jeg jo, at det går op i en højere enhed.«

Stærkt samarbejde med erhvervslivet er altafgørende

Halvdelen af omkostningerne til stadionudvidelsen dækkes af kommunen, mens den resterende halvdel dækkes af det lokale erhvervsliv. Det tætte samarbejde glæder Susanne Eilersen, der ser det som et tydeligt tegn på, at erhvervslivet også tror på Fredericia.

»Jeg er utrolig stolt af, at vi har sådan et godt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv. Det betyder bare noget for mig, at erhvervslivet også tror på Fredericia og tror på, at man gerne vil investere i vores by, så vi i fællesskab kan udvikle den. Vi kan ikke gøre det alene. Vi kan meget mere fælles, og det er jeg utrolig stolt af. At vi har et erhvervsliv, der også bakker byen op og bakker udviklingen op, og at vi sammen kan løfte det her,« siger hun og tilføjer:

»At vi sammen, i forhold til nogle snakker og nogle forhandlinger, vil det samme og vil fællesskabet, det synes jeg jo kun fordrer, at vi vil Fredericia, at vi vil hinanden, og at vi har en god dialog. Ellers havde vi ikke kommet så langt, som vi var her.«

At have en klub i Superligaen er ikke blot en sportslig gevinst, men også en vigtig investering i byens økonomiske og kulturelle fremtid, fortæller Eilersen:

»Jeg tror da helt klart på, at det, der er sket nu her med fodbold, også styrker Fredericias image. Det er ikke det eneste, der gør det, men sammen med de andre fyrtårne vi har, styrker det jo imaget om Fredericia, at vi bliver omtalt positivt, og forhåbentlig også kan få en afledt effekt af, at folk gerne vil komme og besøge byen.«

Susanne Eilersen fremhæver, hvordan besøgende til Superligakampene kan få øjnene op for Fredericias mange kvaliteter, som byen byder på ud over sporten:

»Det gør de måske i forbindelse med, at de skal se en fodboldkamp. Og det ved vi jo fra andre tider, at når folk først har set Fredericia, at de så siger: Hold da op, og bliver positivt overrasket over, hvad vi ellers kan byde på, og så har lyst til at komme igen. Og en turist i Fredericia kan jo også blive en mulig bosætter på sigt. Sådan er det jo altid.«

Superligaen kan være en vigtig brik i udviklingen af turisme, bosætning og branding af Fredericia. Ifølge viceborgmesteren er stadionprojektet et vigtigt skridt på vejen mod en endnu mere attraktiv by:

»Jeg tror, det her er et step på vejen. Jeg tror, vi kan se det lidt ligesom vi gjorde med teatret dengang. Der tog vi et megastort step op ad stigen i forhold til både branding og teatret. Nu tager vi endnu større skridt op ad den stige med branding og turisme. Og så skal vi jo så bare have bygget de her hoteller, så vi også kan få dem til at overnatte, for det er jo flaskehalsen lige nu.«

Hun pointerer samtidig, at oprykningen også kan give positive effekter langt ud over selve stadionbyggeriet:

»Jeg håber da på, at der er flere i vores by, der kan få glæde af det. Altså caféer, restauranter, overnatningsmuligheder osv. Vi har jo før hørt, at når folk først kommer inden for voldene og ser Fredericia, så siger de: Hold da op, nu er vi her i dag til en fodboldkamp, men vi kunne da godt tænke os at udforske Fredericia en lille smule mere.«

Godt samarbejde i forligskredsen – uden borgmesterpartiet

Susanne Eilersen beskriver samarbejdet i forligskredsen bag stadionbeslutningen som forbilledligt, trods politiske forskelle:

»Vi har et fantastisk godt sammenhold i forligskredsen. Når man skal finde ekstra penge, har vi jo altid forskellige vinkler og ønsker til, hvad vi kunne bruge vores midler til. Men i forhold til de gode snakke vi har haft, finder vi alligevel ud af at bøje os ind mod hinanden og forene os til at nå sammen. Det er jeg virkelig stolt af, at vi også har gjort i det her projekt.«

At borgmesterpartiet ikke er med, skyldes ifølge Eilersen, at de ikke er en del af det nuværende budgetforlig:

»Vi har lagt to-årige budgetter, og der er de jo ikke med, så derfor er det forligskredsen, der har taget det økonomiske ansvar for kommunen de næste to år, og også råder over de midler, der så kunne findes ekstra til stadionbyggeriet.«

Personlig glæde og stolthed

Susanne Eilersen, der selv i mange år har stået på sidelinjerne som fodboldmor, føler også en stor personlig glæde ved oprykningen:

»Jeg har fået et barnebarn. Hun spiller fodbold på livet løs ude i Erritsø, så jeg står der igen som farmor. Jeg ved, hvor meget mine børn har nydt glæde af fællesskabet gennem fodbold, og også at se op til nogle spillere i Superligaen. Jeg er helt sikker på, at der er mange fredericianske børn, piger som drenge, der vil få glæde af at kunne se op til spillerne. De oplevelser, vi kan give vores børn i Fredericia, er jo guld værd.«

Øjeblikket, hvor oprykningen blev sikret, glemmer hun aldrig:

»Det var for vildt. Først hang vi lidt med hovederne efter første halvleg. Når sådan en forløsning kommer ud af det blå, hvor man næsten har opgivet, er det jo endnu større. Det var virkelig mega specielt, og alle var glade. På en skala fra 1 til 10 var det en 10’er, for det var ren gyser lige til det sidste.«

Karsten Byrgesen: »Oprykningen til Superligaen er en gave til hele Fredericia«

0

SPORT. Med FC Fredericias historiske oprykning til Superligaen sikrede forligspartierne bag Budget 2025, herunder Borgernes Liste, at finansieringen til en nødvendig opgradering af Monjasa Park blev en realitet. Karsten Byrgesen, byrådsmedlem for Borgernes Liste, er begejstret og stolt over beslutningen og lægger ikke skjul på betydningen af den sportslige succes for byen.

»Takket være utrolig mange menneskers vanvittige kamp igennem mange år for idræt og eliteidræt i Fredericia, så er vi nået et punkt, hvor vores FC Fredericia har kvalificeret sig til at rykke op i Superligaen næste år. Det er jeg fandme glad for. Jeg er glad, fordi vi har nogle dygtige spillere, dygtige frivillige og dygtige ledere. Frem for alt har vi nogle erhvervsfolk og sponsorer – og dem er der mange af – der vælger at tro på det her. Og det gør vi også i forligskredsen. Når vi får så stor en gave og så stor en appetit på mere, så skal vi se frem til, at Danmarks allerbedste fodboldspillere hver eneste uge i hele sæsonen vil præsentere Fredericia. Det får en umådelig betydning for sportens udvikling, men også en meget stor forretningsmæssig betydning for Fredericia på alle måder,« siger Karsten Byrgesen.

For Byrgesen er det helt afgørende, at forligspartierne, sammen med erhvervslivet, nu tager ansvar og investerer i fremtiden for Fredericia.

»Vi vælger at tage penge ud af det kommunale budget, flot støttet af de lokale sponsorer, og det er en super investering. Pengene kommer tilbage i driftmål, og det her er fodboldkultur til folket, så det vil noget. Det er jeg glad for,« lyder det fra Karsten Byrgesen.

Socialdemokratiet står udenfor

Budgetforliget blev indgået uden Socialdemokratiet, og Karsten Byrgesen lægger ikke skjul på sin frustration over, at borgmester Christian Bro (S) forsøger at tage æren for finansieringen af stadionopgraderingen:

»Socialdemokratiet er ikke med, fordi den pengekasse vi går ned i, det er den pengekasse, der blev forhandlet i forbindelse med budgetforliget 2025-2026, og der står Socialdemokratiet udenfor. Derfor er det ikke noget, de har været indblandet i. Vi har drøftet sagen i Kultur- og Idrætsudvalget, og der har vi selvfølgelig orienteret Socialdemokratiet, hvor de havde mulighed for at udtale sig. Men det, der slår mig nu, er, at vi har en borgmester, der igen går ud og taler usandt ved at fortælle pressen, her TV2, at den her den fikser han. Altså borgmesteren vil fikse, at vi får bygget vores stadion om, så det lever op til kravene fra DBU og Divisionsforeningen. Borgmesteren glemmer bare lige, at han ikke er med i budgetforliget, så han har ikke mulighed for det her, han er ikke en del af det,« fastslår Byrgesen og fortsætter:

»Han viser i virkeligheden, at Socialdemokratiet har udviklet sig til en flok elefanter, der farer rundt i glashuset. Man kan let som ingenting komme med en let og elegant udtalelse. Jeg ville jo sige, at vi arbejder sammen i Fredericia om at få det her til at ske, men det har han ekskluderet sig selv fra ved at sige »jeg« – Socialdemokratiet får det til at ske. Hans problem er, at han ikke har nøglen til pengekassen. Det har budgetforligskredsens partier, og det er sådan, det hænger sammen.«

Et bredt samarbejde trods forskelle

Karsten Byrgesen roser samarbejdet i forligskredsen, der tæller partier med vidt forskellige politiske profiler – blandt andre SF, Enhedslisten, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og hans egen liste:

»Jeg synes, det er et rigtig godt og konstruktivt samarbejde. Det er klart, at når man blander så forskellige partier som SF, Enhedslisten, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og så vores egen Borgernes Liste, så er der selvfølgelig nogle forskellige holdninger. Men det er netop skønheden ved det. Vi er fælles om nogle ting, der kommer samfundet til gode. Så må man pudse lidt på sine automatiske holdninger og tage det pragmatisk an. Det har vi gjort her, og jeg er glad for, at vi er fuldstændig enige om, at det her vil vi for Fredericia. Det er det, vi giver til Fredericia, og vi får utrolig meget igen. Det er en vekselkasse, hvor vi stopper X antal millioner i, og det kommer mangefoldigt tilbage,« siger Byrgesen.

Ifølge ham er brandingværdien uvurderlig for byen:

»Hele den brandingeffekt, som FC får ved at være i Superligaen, kan simpelthen ikke købes for penge. Vi bliver eksponeret hver eneste dag i hele næste sæson i Superligaen. Det er uvurderligt. Det er virkelig oppe i skyen, det her. Det er noget, der virkelig er tungt og godt.«

Stor betydning for byen og sikkerheden

Den nye Superliga-status kræver en stadionudvidelse med en kapacitet på 10.000 tilskuere, og det er nødvendigt, mener Byrgesen:

»Det får en uvurderligt stor betydning. Det er vigtigt, at de gæster og fodboldfans, der kommer, bliver taget pænt og ordentligt imod. Derfor skal vi sikre os et sikkert stadion, hvor hvis nogen bliver revet med af stemningen, så kommer ingen til skade. Det er derfor fornuftigt, at planen indeholder meget skarpe regler for, hvordan stadion skal indrettes. Det lever vi ikke op til nu, men det kommer vi til, når sæsonen starter om fire måneder.«

En stolt politiker

På det personlige plan er Byrgesen stolt over, hvad FC Fredericia har opnået:

»Jeg følger med i idrætten lokalt. Nogle gange er jeg til stede, andre gange følger jeg det via medierne. Når jeg kan, er jeg altid med og deltager. Jeg bakker fuldt op om FC Fredericia, fordi jeg synes, det er rigtig godt for byen. Det er godt for alle de fans, der elsker fodbold – almindelige mennesker lige fra den unge til den ældre. Vi dækker hele det sociale spektrum. Kulturen er bred, og der skal være noget for enhver smag. Det er vi gode til i Fredericia,« siger Karsten Byrgesen og afslutter med stolthed:

»Jeg har arbejdet med kultur og idræt i otte år, og jeg synes, det her bærer fremad. Men frem for alt bærer jeg det med stolthed. Jeg er simpelthen pærestolt. Det er så flot, at vi som by kan være med. Det eneste ærgerlige er, at vi har en borgmester, der går ud og stjæler hele billedet ved at sige noget, der rent faktisk ikke passer – at han fikser det. Han kan ikke fikse noget som helst, for det er ikke ham, der har nøglen til pengekassen. Det er forligspartierne, der har det.«

En unik chance for at sætte Fredericia på landkortet

0

SPORT. Med FC Fredericias historiske oprykning til Superligaen står Fredericia Kommune over for en nødvendig opgradering af Monjasa Park. Forligspartierne har sikret finansieringen til denne opgradering, og ifølge Danmarksdemokraternes byrådsmedlem Palle Dahl var beslutningen nødvendig af flere årsager.

»Den afgørende faktor er, at vi ikke kan være tjent med, at FC Fredericia skal spille deres hjemmekampe i en anden by. Efter adskillige møder stod det klart, at stadion skulle opgraderes efter DBU og Divisionsforeningens regler. Det kunne vi ikke ignorere,« fortæller Palle Dahl.

Han peger på, at FC Fredericias flotte resultater på banen var en medvirkende faktor til, at kommunen nu også måtte træde til:

»De har vist på banen, at de virkelig vil det her. Når klubben gør så stor en indsats, så må vi som kommune også vise, at det betyder meget for os at blive profileret gennem sporten. Det er en enestående chance, vi har for at sætte Fredericia på Danmarks-kortet.«

Erhvervslivets støtte betyder alt

Stadionopgraderingen er finansieret gennem et partnerskab mellem Fredericia Kommune og lokale sponsorer, hvor erhvervslivet dækker halvdelen af omkostningerne. Det er ifølge Dahl essentielt:

»Det betyder utroligt meget, fordi det jo egentlig ikke er kommunens primære opgave at sponsere sportsklubber på den måde. Når erhvervslivet bakker så massivt op, viser det, at hele byen står bag holdet. Det betyder meget for virksomhederne også, fordi de profileres igennem klubbens succes. Man kan ikke købe sådan en reklame for penge – det skal man gøre sig fortjent til, og det har FC Fredericia virkelig gjort,« understreger han.

Han tilføjer, at opbakningen også sender et signal til resten af Danmark:

»Vi har alle tiders chance for at sætte Fredericia på kortet. Det er ikke noget, du kan købe dig til. Hele byen står sammen om det her projekt. Det skal vi bare udnytte.«

Forligspartierne bag finansieringen tæller SF, Borgernes Liste, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre. Socialdemokratiet valgte ikke at være en del af denne aftale, hvilket Palle Dahl ærgrer sig over:

»Vi har hele tiden stået bag det her projekt. Socialdemokratiet havde muligheden for at være med i vores budgetforlig, men de ville ikke. De meldte klart ud, at de ikke ønskede at tage stilling og stemte blankt. Vi ved simpelthen ikke, hvor vi har dem henne, og det kunne vi ikke vente på. Vi var nødt til at handle nu,« siger Dahl.

En forventning om massiv lokal opbakning

Med en kapacitetsforøgelse til 10.000 tilskuere på Monjasa Park, håber Palle Dahl nu, at byens borgere bakker stærkt op:

»Jeg håber inderligt, at fredericianerne støtter op. Det bliver ikke sjovt, hvis vi har udvidet stadion, og der kun kommer 1.500 mennesker. Det giver ikke et godt image. Min store drøm er minimum 5.000 fredericianere på lægterne hver gang. Så vil tilskuere fra andre byer også følge med. Det bliver stort for byen, helt sikkert.«

Personlig stolthed og politisk ansvar

For Palle Dahl betyder beslutningen også noget personligt, både som politiker og fodboldfan:

»Når du bliver valgt som politiker, forventer folk, at du gør det bedste for byen. Det synes jeg, vi gør med den her beslutning. Vi sender et stærkt signal om, at vi står sammen om noget stort. Det er et fantastisk event, FC Fredericia har skabt, og det skal vi bakke op om,« siger han.

Følelsesladet oplevelse trods fravær på stadion

Palle Dahl oplevede ikke selve øjeblikket på Monjasa Park, da oprykningen blev en realitet, da han samtidig havde ansvaret for et andet arrangement:

»Jeg var desværre ikke på stadion, og det var jeg oprigtigt ked af. Jeg havde et fantastisk Knudsborg-event, men jeg fulgte med på telefonen. Jeg har aldrig haft så stor en klump i halsen før. Sportsmæssigt var det helt ubeskriveligt stort. Selvfølgelig er familie altid vigtigere, men det her øjeblik var fantastisk,« fortæller han ærligt.

Afslutningsvis understreger han oprykningens betydning for Fredericia som by:

»De kan komme med deres FCK og Brøndby. Her har vi en lille by med 52.000 indbyggere, der spiller international håndbold med FHK, og nu også Superliga i fodbold. Det bliver simpelthen ikke større.«

Erhvervsdirektør jubler over FC Fredericias oprykning: »Et kæmpe vindue for branding og bosætning«

0
Erhvervsdirektør jubler over FC Fredericias oprykning: »Et kæmpe vindue for branding og bosætning«

BUSINESS. Fredag aften skabte FC Fredericia historie, da klubben for første gang sikrede sig oprykning til Superligaen. Denne milepæl er ikke blot en sportslig sejr – den åbner også helt nye muligheder for byen Fredericia. Kristian Bendix Drejer, erhvervsdirektør i Business Fredericia, er begejstret og kalder oprykningen en »gave« for byen.

»At FC Fredericia nu er i Superligaen giver os helt fantastiske muligheder for yderligere eksponering. Det er et enestående vindue til at styrke vores bosætning og et ekstremt stærkt ben i vores fremtidige branding af Fredericia. Superligaen er jo ikke blot en sportslig begivenhed – det er en unik chance for at løfte byen bredt,« siger Kristian Bendix Drejer.

En gylden mulighed for at sætte Fredericia på landkortet

Fredericia er allerede godt på vej til at blive kendt langt uden for byens egne grænser. Byens kulturelle og sportslige fyrtårne har for nylig oplevet store internationale og nationale succeser, hvilket samlet set gør byen attraktiv på flere parametre.

Fredericia Musicalteater har med succesfulde musicals som »WICKED« bevist, at byen kan levere kunst og kultur på internationalt niveau. Forestillingen blev en så stor succes, at den efterfølgende blev solgt til udlandet. Samtidig har byens håndboldklub, FHK, netop spillet Champions League, hvor man tog imod internationale storklubber som Paris Saint-Germain hjemme i Fredericia.

»Det er imponerende, hvor meget den slags internationale begivenheder betyder for en bys image og selvforståelse. Nu kommer FC Fredericias oprykning til Superligaen og bliver endnu et fyrtårn, der vil være direkte identitetsskabende. Disse begivenheder samler hele byen og sætter Fredericia på landkortet på en helt unik måde,« understreger erhvervsdirektøren.

Oprykningens mange afledte effekter

Kristian Bendix Drejer fremhæver, at FC Fredericias oprykning også har en lang række positive afledte effekter. Turismen vil blomstre, og byens hotel- og restaurationsbranche vil opleve mærkbar fremgang på kampdage, når modstanderholdenes fans gæster byen. Samtidig vil nationale og internationale medier rette blikket mod Fredericia, hvilket igen vil tiltrække både nye borgere og erhvervsinvesteringer.

»En Superliga-klub vil naturligvis give øget opmærksomhed, som igen betyder flere gæster i byen. Det skaber omsætning, arbejdspladser og vækst i hele det lokale erhvervsliv. De investeringer, der bliver foretaget nu, vil derfor hurtigt tjene sig hjem igen, hvis vi arbejder målrettet med branding og fortællingen om Fredericia,« siger Kristian Bendix Drejer.

Strategisk samarbejde med kommunen

Han understreger, at Business Fredericia sammen med Fredericia Kommune nu vil arbejde målrettet på at udvikle en række strategier, der skal sikre, at byen får mest muligt ud af oprykningen til Superligaen. Bosætning, erhvervsliv, turisme og branding skal tænkes sammen i en helhedsorienteret indsats.

»Det er nu, vi skal smede, mens jernet er varmt. Vi har en gylden mulighed for at fortælle historien om Fredericia som en attraktiv by at bo og drive virksomhed i. Vi skal vise, at Fredericia er mere end blot trafikknudepunkter og industrivirksomheder. Vi er en by med sportslig succes, et stærkt erhvervsliv, et internationalt teatermiljø og en europæisk håndboldklub – og nu også et hold i Danmarks bedste fodboldrække,« siger Kristian Bendix Drejer.

Erhvervslivets stærke opbakning er afgørende

En vigtig del af succesen bag FC Fredericias oprykning har været den brede opbakning fra erhvervslivet. Opgraderingen af Monjasa Park til Superliga-standard blev således finansieret med 50 procent fra sponsorer og lokale virksomheder som Monjasa, Rahbek Invest, Mokoni Holding, Fredericia Shipping og Andresen’s VVS.

»At det lokale erhvervsliv har været villige til at træde til med halvdelen af finansieringen af stadionopgraderingen viser jo, at der er en bred enighed om betydningen af denne succes. Det er både flot og essentielt, at vores virksomheder bakker op. Det er en fantastisk symbiose mellem erhvervsliv, sport og kommune,« siger Kristian Bendix Drejer.

Han tilføjer, at netop denne type samarbejde gør Fredericia attraktiv for nye virksomheder og investorer, der ser potentialet i en by, der evner at samle sig om fælles projekter og visioner.

»Det er meget vigtigt, at vi nu får investeret rigtigt, så vi sikrer, at alle de gode kræfter, der bliver lagt i fodbolden, kulturen og erhvervslivet kommer tilbage med renter. Fredericia er klar – og erhvervslivet er i den grad klar til at støtte op,« understreger han afslutningsvis.

Med FC Fredericias oprykning til Superligaen er Fredericia ikke længere blot en potentiel succesfortælling. Byen står nu midt i en historisk mulighed, hvor de næste års målrettede indsats vil kunne løfte Fredericia til helt nye højder – både sportsligt, kulturelt og økonomisk.

Kartoffel-aktion koster vognmand næsten to års fængsel

0
Kartoffel-aktion koster vognmand næsten to års fængsel

KRIMI. Et spektakulært kartoffel-kaos på Storebæltsbroen har nu fået en alvorlig konsekvens. Mandag blev fire mænd idømt fængselsstraffe ved Retten i Svendborg for en kartoffelaktion, der i juni 2023 lammede trafikken i flere timer.

Den 59-årige vognmand René Spang Jørgensen fra Give fik den hårdeste dom – ét år og ni måneders fængsel samt frakendelse af kørekortet i fem år og seks måneder. Han stod i spidsen for den aktion, som skulle protestere mod en foreslået vejafgift for lastbiler.

Med ham var tre medskyldige mænd på henholdsvis 56, 36 og 21 år. De fire mænd blev dømt efter en række alvorlige paragraffer, heriblandt hærværk, almenfarlig handling og grov forstyrrelse af ro og orden.

Planlagt ned til mindste detalje

Ifølge dommen var aktionen nøje planlagt. Tidligt om morgenen den 1. juni 2023 kørte de fire mænd ud i lastbiler fyldt med tonsvis af kartofler. Først ramte de motorvejen ved Kolding, og senere blev der smidt kartofler i begge retninger på lavbroen på Storebælt – midt i morgenens travleste myldretid.

Ved begge hændelser havde de tiltalte først sænket farten på trafikken, hvorefter hovedmanden vippede ladet og lukkede kartoflerne ud på vejbanen. Aktionen skabte både farlige trafiksituationer og materielle skader, ligesom trafikken stod stille i timevis, mens oprydningsarbejdet foregik.

Sådan faldt dommene

Udover vognmandens straf på ét år og ni måneder fik den 56-årige en straf på ét år og otte måneder – hvoraf fire måneder blev gjort betinget mod samfundstjeneste – og fire års frakendelse af førerretten.

Den 36-årige mand fik ét år og tre måneders fængsel samt fem års frakendelse af kørekortet, og hans personbil blev konfiskeret. Den yngste mand på 21 år fik også ét år og tre måneder samt to års frakendelse af kørekortet.

Foruden fængselsstraffe og frakendelser fik vognmanden konfiskeret pengene fra et efterfølgende salg af en af de brugte lastbiler.

Sagen, der har vakt opsigt og debat landet over, er nu afsluttet ved Retten i Svendborg.

Tind: »Superliga vil booste Fredericia på alle fronter«

0
Tind: »Superliga vil booste Fredericia på alle fronter«

POLITIK. Der var eufori og feststemning fredag aften, da FC Fredericia for første gang nogensinde sikrede sig oprykning til Superligaen. Weekenden blev dog også præget af intens politisk aktivitet, hvor partierne bag sidste års budgetforlig sikrede finansieringen af den nødvendige opgradering af Monjasa Park.

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Peder Tind (V), fortæller, at weekenden blev brugt på at sikre, at stadion lever op til Superliga-standarderne:

»Det har været en meget intens weekend. Først rykker vi jo op i Superligaen i fredags, så det er jo helt fantastisk. Men som ansvarlig politiker var der også en erkendelse af, at licitationen viste, at der var brug for flere midler for at få enderne til at nå sammen. Der var delvist eufori og glæde, men også snuden i sporet for at løse opgaven,« siger Peder Tind og fortsætter:

»Vi har brugt weekenden ansvarligt, samarbejdsmæssigt og tæt på erhvervsfolk for at sikre økonomien. Det var vigtigt for de politiske partier, det var vigtigt for Fredericia, og det har vi sikret.«

Solidt samarbejde med erhvervslivet

Finansieringen af stadionudvidelsen deles ligeligt mellem kommunen og det lokale erhvervsliv, som bidrager med halvdelen af de ekstra midler, der er nødvendige for projektet. Det glæder Peder Tind:

»Det viser, hvor vi er i Fredericia. Vi løfter i flok, vi tager ansvar sammen. Det her er en fantastisk historie og en mulighed for Fredericia for at brande os, for at skabe vækst og udvikling i byen,« siger han og understreger betydningen af opbakningen fra både store og mindre lokale virksomheder.

»Jeg tror, det er uvurderligt, at erhvervslivet, politikere og FC Fredericia sammen har løst opgaven. Ja, udgifterne steg, men vi tog ansvar. Jeg er rigtig glad her på en solrig mandag.«

Superliga-effekten kan måles økonomisk

Kritikere har påpeget, at offentlige midler, der bruges på stadion, ikke kan bruges på andre områder. Men Peder Tind mener, at det økonomiske potentiale ved at have en Superliga-klub overstiger omkostningerne:

»Jeg tror, det kommer til at betyde utrolig meget. Vores selvforståelse, vores stolthed. Det betyder noget for foreningslivet, at børnene kan spejle sig i stjernerne. Det har en smittende effekt på vores restaurationsbranche og hele vejen rundt. Jeg tror, det er noget mere end det, vi har kastet ind.«

Optimisme på Fredericias vegne

Gennem årene har en eventuel oprykning været omgivet af humoristiske kommentarer om potentielle omkostninger. Men ifølge Peder Tind var der ingen tøven blandt politikerne denne gang:

»Alle har været handlingsorienterede omkring, at vi skulle løse opgaven. Der har været jokes om, at det snart bliver Superliga, og at det så bliver dyrt. Men jeg har hele tiden holdt fast i, at det var en reel mulighed – og det endte lykkeligt.«

Tind ser også mulighederne i, at FC Fredericia kan blive en vedvarende succes i Superligaen:

»Det er jo ikke givet, at vi bare rykker ned igen. Vi kan blive i Superligaen og levere fantastiske resultater. Den erfaring, vi får ved at være på øverste hylde, er uvurderlig.«

Omtale der sprænger skalaen

Siden oprykningen fredag har Fredericia fået enorm opmærksomhed – langt ud over kommunegrænsen. Det bemærkede Peder Tind tydeligt:

»Når Melvin Kakooza går ud på sociale medier og giver interviews, giver det en kæmpe markedsføring. Der er ikke mange, der ikke har lagt mærke til, at Fredericia rykker op. Det har kørt hele weekenden på diverse medier, og vi har fået utroligt mange positive tilkendegivelser,« siger han og tilføjer begejstret:

»Det sprænger skalaen. 10 er ikke nok.«

Han mener, at oprykningen også sætter Fredericia på det nationale landkort på en ny måde:

»Hjemme i stuerne rundt om i Danmark taler man nu om Fredericia som byen, der spiller Superliga, laver suveræne musicals og spiller Champions League-håndbold. Fredericia er nu i en anden liga, og det er noget af det, jeg drømmer om som politiker.«

Skatteborgernes penge skal give afkast

Som politiker understreger Peder Tind, at han er bevidst om ansvaret for, at kommunens investeringer også giver noget tilbage til borgerne:

»Vi skal nu ud og gå på noget land, vi ikke har prøvet før. Vi skal i Superligaen, og det betyder nye udfordringer. Men jeg er meget tryg ved ledelsen i FC Fredericia, bestyrelsen, fans, erhvervsfolk og kommunale medarbejdere, som nu skal få mest muligt ud af denne succes.«

Han forventer også, at oprykningen vil give byen en økonomisk gevinst:

»Tusindvis af mennesker vil valfarte til Fredericia, og restaurationsbranchen skal nyde godt af det, og det skal vi som fredericianere nyde godt af. Fredericia har vundet,« slutter han med et smil.

Se hele interviewet her

Enhedslisten og SF står fast: Vil prioritere hjemtagelser over konkurrenceudsættelse

0
Enhedslisten og SF står fast: Vil prioritere hjemtagelser over konkurrenceudsættelse

POLITIK. I forbindelse med budgetaftalen for perioden 2025-2028 blev det aftalt blandt forligspartierne, at Fredericia Kommune skal finde besparelser for fem millioner kroner via hjemtagelse og konkurrenceudsættelse. De to partier Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti (SF) har i en fælles udtalelse gjort deres holdning klar:
»Vi står fast på fællesskabets løsninger.«

Forhandlingerne om, hvordan besparelserne skal findes, har nu stået på i et halvt år. For Enhedslisten og SF har det fra begyndelsen været helt centralt, at så få kommunale velfærdsområder som muligt skal konkurrenceudsættes, mens flest mulige opgaver skal hentes hjem til kommunal drift.

»Forvaltningens forslag har omhandlet en række områder, som vi ikke er enige i skal konkurrenceudsættes. Vi har derfor forhandlet rengøringsområdet ud af kataloget for konkurrenceudsættelse. Det betyder, at en stor andel af de forventede besparelser nu ikke kan findes på konkurrenceudsættelser. Puljen på dette område er dermed blevet markant mindre,« skriver Cecilie Roed Schultz (Ø) og Malene Søgaard-Andersen (SF) i udtalelsen.

Dermed skal størstedelen af besparelserne nu findes gennem hjemtagelse af kommunale opgaver. Men ifølge de to partier er det forslag, som forvaltningen har præsenteret på dette område, stærkt begrænset:

»Kataloget med anbefalinger har været meget smalt, og den eneste opgave, forvaltningen pegede på kunne hjemtages, var kørslen (af ældre, skolebørn m.fl.), som lige nu er hos Trekant Brand. Det har vi udtrykt vores utilfredshed med.«

Fokus på langsigtede løsninger

Enhedslisten og SF har derfor valgt at arbejde målrettet med forvaltningen om at finde flere langsigtede løsninger, som både sikrer bedre kvalitet og bedre økonomi. Det gælder eksempelvis muligheden for at etablere egne kommunale botilbud i samarbejde med nabokommuner:

»De gevinster kommer ikke i år – men de kommer. For det er især priserne på de private botilbud, der stikker af og presser vores økonomi. Og det er på tide, at vi også tænker langsigtet.«

Kritik af Socialdemokratiet

Enhedslisten og SF retter samtidig hård kritik af Socialdemokratiet, som de mener forsøger at forsinke beslutningsprocessen for at få sagerne tættere på kommunalvalget i 2025:

»Socialdemokratiet har desværre valgt at signalere, at de nok vil bruge deres standsningsret til at forsinke beslutningerne om hjemtagelse og konkurrenceudsættelser, for at sagerne i stedet kan behandles frem mod kommunalvalget. Det synes vi er en skam.«

De mener, at Socialdemokratiet forsøger at skabe negativ opmærksomhed om det nuværende flertals budget:

»Socialdemokratiet ønsker tilsyneladende at skabe så meget negativ opmærksomhed som muligt omkring forligspartiernes budget, nu hvor de ikke selv fremlagde et bud for Fredericia Kommunes økonomi. Men helt ærligt: Er det virkelig det Fredericia har brug for?«

Enhedslisten og SF minder om, at Socialdemokratiet selv måtte trække deres budgetforslag for 2025 tilbage ved byrådsmødet, fordi det ikke hang sammen økonomisk:

»Måske skulle de arbejde på at lave et sammenhængende budget selv, inden de bruger kræfterne på at kritisere noget, de selv var klar til – men nu er et problem, fordi flertals-budgettet er uden dem?« lyder kritikken.

Står fast på budgetaftale – trods svære beslutninger

Enhedslisten og SF fastholder samtidig deres loyalitet over for det indgåede budgetforlig og understreger deres villighed til at tage ansvar, selv når beslutningerne er vanskelige:

»Vi står ved det forlig, vi har indgået. Vi arbejder loyalt for at finde løsninger, som både giver mening økonomisk og velfærdsmæssigt. Også selvom det – indrømmet – er meget svært. Men vi vil ikke acceptere at få skudt i skoene, at vi ikke leverer, når det netop er os, der arbejder for konkrete løsninger. Det fortjener hverken borgerne, medarbejderne eller byrådet.«

»Vi er klar til at tage ansvar. Også når det er svært. Men vi nægter at gøre velfærden til skueplads for taktik og klodsede forsøg på at føre valgkamp ved at slå på andre,« lyder det afsluttende fra Cecilie Roed Schultz og Malene Søgaard-Andersen på vegne af Enhedslisten og SF i Fredericia.

FC Fredericia-formand i vild jubel: I har skrevet historie

0

SPORT. Fredag aften skrev FC Fredericia et nyt kapitel i klubbens historie, da holdet med en overbevisende 5-1-sejr over Hvidovre sikrede sig oprykning til Superligaen for første gang nogensinde.

Stemningen var naturligvis i top i omklædningsrummet efter kampen, og bestyrelsesformand Morten Rahbek benyttede lejligheden til at takke spillerne for deres historiske præstation. Det viser en video, som klubben har lagt ud på deres Facebook-side.

»Det er en kæmpe dag, det kan jeg godt love jer,« lød det begejstret fra formanden foran spillerne, inden han mindede dem om, hvad klubben havde været igennem for at nå målet.

Rahbek refererede til en samling før sæsonen, hvor holdet havde lovet hinanden, at modgang skulle tackles med oprejst pande.

»Kan I huske inden sæsonen startede? Da sad I oppe i loungen. Vi snakkede om et fantastisk efterår, vi havde spillet, og at vi skulle gøre det lige så godt i foråret. Vi sagde også, at vi ville møde modgang. Men jeg havde ikke regnet med, at det skete så tidligt, som det gjorde,« fortalte Rahbek med henvisning til de tre nederlag i træk, holdet led tidligt i foråret.

Han erkendte, at frygten for endnu en mislykket sæson – en såkaldt »typisk Fredericia« – strejfede ham, men spillerne modbeviste hurtigt den frygt.

»Men hvad gør vi? Vi rejser os mod Vendsyssel. Og siden har vi ikke kigget tilbage,« fortsatte han stolt.

Morten Rahbek mindede samtidig spillerne om det løfte, de gav hinanden før sæsonen:

»Vi snakkede om, at I spillere kunne skrive historie i FC Fredericia. Kan I huske det? Og hvad har I gjort? Skrevet historie!« lød det afsluttende fra formanden til spillernes store jubel.

FC Fredericia rykker dermed for første gang op i landets bedste fodboldrække, efter at holdet fredag fik hjælp af OB, som spillede 2-2 mod AC Horsens efter at have været bagud 0-2. Dermed kunne festen bryde løs i Fredericia, hvor spillerne blev fejret i gården ved Urbania Street Food og Tøjhuset og efterfølgende på Freddies.

Se indslaget ved at klikke her.

Fredericia Musicalteater åbner sæson 2026 med julestemning og grisefest

0
Fredericia Musicalteater åbner sæson 2026 med julestemning og grisefest

KULTUR. Når Fredericia Musicalteater i 2026 åbner dørene til endnu en forrygende sæson, kan publikum se frem til at blive fortryllet af både hjertevarm julestemning og festlig grisefarce for hele familien. På programmet står to populære forestillinger, der allerede nu har åbnet for billetsalget: Den traditionsrige koncert »Jul på Teatret« og den Reumert-nominerede børnemusical »De Tre Små Grise«.

Julen synges ind på teatret

Med premieren den 27. november 2025 bliver Lille Sal fyldt med magisk stemning, juleminder og sang, når Fredericia Musicalteater igen byder velkommen til deres traditionsrige julekoncert. Forestillingen »Jul på Teatret« er blevet en fast og populær tradition i Fredericia, og i år bliver publikum taget med på en musikalsk rejse gennem julens varme minder – både de glade og de mere vemodige.

De erfarne musicalperformere Lars Mølsted, Maria Skuladottir, Mads Æbeløe Nielsen og Cecilie Thiim står klar til at synge julens klassikere og nyere sange med en særlig intim og varm atmosfære, der nok skal sikre, at julestemningen breder sig til hele publikum. Forestillingen er en perfekt mulighed for at samles med familie og venner og sammen opleve julens helt specielle magi.

»Jul på Teatret« spiller frem til 14. december 2025.

Grisebasserne er tilbage – større, sjovere og mere musikalske

Når februar nærmer sig, og vinterferien står for døren, vender én af Fredericia Musicalteaters absolutte favoritter tilbage: børnemusicalen »De Tre Små Grise«. Efter at have spillet for udsolgte sale i 2023 vender musicalen tilbage den 7. februar 2026 i en opgraderet og endnu mere charmerende version på teatrets store scene.

Historien om grisene Schwein, Nee og Stig, der flytter hjemmefra og forsøger at undslippe den store stygge ulv, er kendt af de fleste børn – men i denne forestilling får historien en helt særlig drejning, når grisene ender som verdensberømte superstjerner. Det bliver både tempofyldt, fjollet og fyldt med humor, og Lars Mølsted vender tilbage i rollen som den store stygge ulv, som han senest spillede med stor succes i 2021.

Med ørehængende musik skrevet af det prisvindende makkerpar George Stiles og Anthony Drewe, der blandt andet også står bag Broadway-succesen »Mary Poppins«, er der garanti for at hele familien får en uforglemmelig oplevelse – og kommer til at grynte af grin.

Forestillingen kan opleves frem til 15. februar 2026 og tager herefter på turné rundt i Danmark.

Billetsalget er i fuld gang

Billetter til begge forestillinger kan købes allerede nu via Fredericia Musicalteaters hjemmeside på fredericiamusicalteater.dk. Her findes også informationer om priser og spilletider.

Fredericia Musicalteater ser frem til at byde store som små velkommen til en ny sæson fyldt med humor, sang og masser af magiske øjeblikke.

Når grillhyggen går op i røg: 18-årig kvinde sigtet

0
Når grillhyggen går op i røg: 18-årig kvinde sigtet

KRIMI. Søndag aften måtte beredskab og politi rykke ud til Lupinparken i Kolding, efter en grillaften pludselig udviklede sig anderledes end forventet. Klokken var omkring 17.45, da alarmen gik.

Her havde ilden fra en grill bredt sig, så et haveskur stod i flammer, og et shelter blev svært brandskadet. Politiet mener, at branden skyldtes en vis uforsigtighed med grillen.

»Der er tale om en person, som enten skulle i gang med at grille eller allerede var i gang, og så har det tilsyneladende været lidt uforsigtigt. Det medførte, at et haveskur nedbrændte, og et shelter blev svært brandskadet,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

En 18-årig kvinde fra Kolding Kommune er efterfølgende blevet sigtet i sagen for overtrædelse af beredskabsloven.

Arno Rindahl Petersen kunne ikke uddybe nærmere om de præcise omstændigheder omkring den uforsigtige omgang med grillen. Det er dog ikke første gang, at politiet den seneste tid har måttet rykke ud til brande forårsaget af åben ild.

Allerede tidligere søndag opstod der brand efter brug af en ukrudtsbrænder i det tørre vejr, og her opfordrede vagtchef Jesper Knudsen kraftigt til, at man er særligt forsigtig i øjeblikket på grund af tørken.

Politiet har ikke yderligere detaljer i sagen på nuværende tidspunkt, men oplyser, at sagen fortsat efterforskes. Der er ikke meldinger om personskader i forbindelse med hændelsen.

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

Den demokratiske interessefordeling i Danmark

0
OPINION. Igennem mange år har kapital- og lånemuligheder været skævt fordelt i Danmark. En vognmand i Nr. Nebel ville investere i sin forretning, men banken...